BOGUDGIVELSE:
The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements, 3rd edition
Kevin MacDonald
Antelope Hill Publishing, 2025 (for nylig forbudt på Amazon)
666+c sider, 7,95 $ som e-bog
I anden halvdel af det tyvende århundrede åbnede USA – indtil da verdens mest magtfulde og velstående land – sine grænser for fjendtlige udenlandske folkemasser, mistede sin vilje til at håndhæve civiliserede adfærdsnormer over for sorte og andre »minoritetsgrupper«, begyndte at håndhæve nye »antidiskriminationslove« på en måde, der klart diskriminerede mod dets egen europæiske grundlæggerbefolkning, omdannede sine højere uddannelsesinstitutioner til at indoktrinere unge med radikal venstreorienteret politik og uhensigtsmæssig adfærd og underkastede sin udenrigs- og militærpolitik interesserne i et lille krigsførende land på den anden side af kloden. I den proces ødelagde vi vores arvede republikanske institutioner, spildte enorme mængder blod og rigdomme og efterlod et spor af ødelagte liv i et land, der tidligere havde taget for givet, at hver kommende generation ville få det bedre end den forrige. En fjerdedel inde i det 21. århundrede synes den fortsatte eksistens af noget, der fortjener navnet »Amerikas Forenede Stater«, meget tvivlsom. Hvad i alverden skete der?
Selvom der er masser af skyld at fordele, herunder noget, der med rette tilhører Amerikas egne europæiske grundlæggerbefolkning, kan hele historien ikke fortællers ærligt uden at lægge betydelig vægt på de østeuropæiske jøders opstigning til elitestatus.
Denne befolkningsgruppe er kendetegnet ved en række positive træk, herunder høj verbal intelligens og en samlet gennemsnitlig IQ på 111. De har typisk stabile ægteskaber, investerer meget i deres børn og nyder et højt niveau af social tillid inden for deres eget samfund. I deres europæiske hjemlande levede de i mange århundreder i shtetler, lukkede byer, der udelukkende bestod af jøder, og som omhyggeligt opretholdt social og (især) genetisk adskillelse fra den omgivende, normalt slaviske befolkning. Dette var i overensstemmelse med en gammel jødisk skik, der går tilbage til mindst Det Gamle Testamente, hvor profeten Bileam siger til Israels børn: »I skal være et folk, der bor alene.«
Hvis man ønsker at bevare social og genetisk adskillelse, er der få metoder, der er mere pålidelige end at dyrke negative følelser over for udenforstående. Dette var, hvad man gjorde i sådanne traditionelle, religiøst organiserede jødiske samfund: Ikke-jøder blev betragtet som treif, eller rituelt urene, og jødiske børn blev opfordret til at betragte dem som voldelige drukkenbolte, som man bedst undgik, bortset fra lejlighedsvise økonomiske transaktioner i egen interesse.
Efter oplysningstiden og den franske revolution blev jøder »emanciperet« fra tidligere juridiske begrænsninger, men gamle tankegange ændres ikke så let som love. En konsekvens var, at mange nyemanciperede jøder blev tiltrukket af radikal venstreorienteret politik. Radikale venstreorienterede mener per definition, at der er noget grundlæggende forkert og uretfærdigt ved de samfund, de lever i, hvilket får dem til at danne små, tæt sammentømrede grupper af ligesindede kammerater, der er forenet i modstand mod en omverden, der opfattes som både fjendtlig og moralsk underlegen. Med andre ord fremmer venstreradikalisme et socialt og mentalt miljø, der ligner et shtetl. Det er ikke så stort et skridt, som det umiddelbart ser ud til, at gå fra at afvise et samfund, fordi dets medlemmer er rituelt urene og formodede afgudsdyrkere, til at afvise det, fordi det er udbyttende, kapitalistisk, racistisk og antisemitisk. Jøder har selv ofte været bevidste om denne sammenhæng mellem venstreradikalisme og traditionelt jødisk liv: Den afdøde amerikanske neokonservative David Horowitz skrev f.eks. i sine erindringer Radical Son: »Det, mine forældre gjorde, da de meldte sig ind i Kommunistpartiet og flyttede til Sunnyside, var at vende tilbage til ghettoen.«
Ved slutningen af det 19. århundrede var den østeuropæiske jødiske befolkning blevet så stor, at de traditionelle former for jødisk økonomisk aktivitet ikke kunne understøtte den, hvilket resulterede i udbredt og til tider ekstrem fattigdom. Mange vendte sig mod fanatiske messianske bevægelser af religiøs eller politisk karakter. Fra 1890’erne begyndte et stigende antal af disse fattige og utilfredse jøder at emigrere til USA. I modsætning til en udbredt myte var langt størstedelen ikke »på flugt fra pogromer« – de var på udkig efter økonomiske muligheder.
Alligevel bragte mange jøder deres venstreradikalisme og fjendtlighed over for det ikke-jødiske samfund med sig til deres nye hjemland, og denne holdning varede ved, selvom der ikke var nogen lovmæssige begrænsninger i USA, og den forsatte længe efter, at de havde overvundet deres oprindelige fattigdom. Den jødiske sociolog Seymour Martin Lipset har farverigt skrevet om de utallige velhavende og succesrige amerikanske jødiske »familier, der dag efter dag ved morgenbordet i Scarsdale, Newton, Great Neck og Beverly Hills har diskuteret, hvor forfærdeligt, korrupt, umoralsk, udemokratisk og racistisk samfundet i USA er.«
I løbet af det tyvende århundrede kom disse kloge, ambitiøse og etnisk velforbundne østeuropæiske jøder i stigende grad til at udgøre eliten inden for universitetsverdenen, kommunikationsmedierne, jura, erhvervslivet og politik. I 1960’erne var det lykkedes dem at erstatte den gamle protestantiske herskende klasse med en alliance mellem dem selv, andre »minoriteter« med nag mod det amerikanske flertal og en betydelig dosis loyalitetsfri hvide sociopater. I modsætning til den gamle elite, de erstattede, var de nye herskere i bedste fald mistænksomme over for – og ofte faktisk fjendtlige over for – de mennesker, de kom til at regere, og vi har allerede opregnet nogle af de mest katastrofale konsekvenser af deres styre i vores indledende afsnit.
Kevin MacDonalds The Culture of Critique beskriver flere indflydelsesrige bevægelser, der blev skabt og fremmet af jøder i løbet af det tyvende århundrede i forbindelse med deres sociale opstigning. Det er den bedste bog, du kan finde om jøders rolle i Amerikas nedgang. Den blev først udgivet af Praeger i 1998, og en anden paperbackudgave med et nyt forord udkom i 2002. Nu, treogtyve år senere, har MacDonald udgivet en tredje udgave af værket gennem Antelope Hill Publishing. Ud over at udvide de tidligere udgavers beskrivelser af Boas’ antropologi, Freuds psykoanalyse, forskellige marxistiske eller kvasi-marxistiske former for radikalisme og jødisk immigrationsaktivisme, har han tilføjet et helt nyt kapitel om neokonservatisme. Som han forklarer:
Jeg argumenterer for, at disse bevægelser er forsøg på at ændre vestlige samfund på en måde, der vil neutralisere eller afskaffe antisemitisme og forbedre udsigterne for jødisk gruppekontinuitet og opadgående mobilitet. På et teoretisk niveau betragtes disse bevægelser som resultatet af interessekonflikter mellem jøder og ikke-jøder i opbygningen af kultur og i forskellige spørgsmål vedrørende offentlig politik.
Denne udgave er hele 40 procent længere end sin forgænger, men en detaljeret indholdsfortegnelse gør det lettere for læserne at finde rundt.
***
Vi vil se nærmere på kapitlet om »Boasian School of Anthropology and the Decline of Darwinism in the Social Sciences« ( Den Boasianske skole inden for Antropologi og darwinismens tilbagegang inden for samfundsvidenskaberne), da det både er repræsentativt for værket som helhed og er blevet væsentligt udvidet i forhold til tidligere udgaver.
Antropologi var stadig en relativt ny disciplin i Amerika i begyndelsen af det 20. århundrede, men den havde et lovende teoretisk grundlag i Darwins naturlige udvælgelse og den hurtigt udviklende genetiske videnskab. Darwinister og mendelianere blev imidlertid modarbejdet af lamarckister, der troede, at erhvervede egenskaber kunne nedarves: f.eks. at hvis en mand hver dag øvede sig på klaver og derefter fik en søn, kunne hans søn have et medfødt anlæg for at lære at spille klaver. Denne idé blev videnskabeligt diskrediteret i 1930’erne, men forblev længe populær blandt jødiske intellektuelle af ikke-videnskabelige årsager, som en forfatter citeret af MacDonald vidner om:
Lenz citerer en »yderst karakteristisk« udtalelse fra en jødisk intellektuel: »Benægtelsen af den racemæssige betydning af erhvervede egenskaber fremmer racehad.« Den åbenlyse fortolkning af sådanne holdninger er, at jødiske intellektuelle modsatte sig teorien om naturlig udvælgelse på grund af dens negative politiske implikationer.
I et berømt tilfælde begik en jødisk forsker selvmord, da den svigagtige karakter af hans undersøgelse til støtte for lamarckismen blev afsløret.
Franz Boas var blandt de jødiske intellektuelle, der holdt fast i lamarckismen længe efter, at den var blevet diskrediteret. Han havde, hvad Derek Freeman beskriver som en »obskurantistisk antipati mod genetik«, der strakte sig til og med til modstand mod genetisk forskning. Denne holdning var forbundet med det, Carl Degler kaldte hans »livslange angreb på ideen om, at race var en primær kilde til forskellene i menneskelige gruppers mentale eller sociale evner.« Han nåede ikke frem til denne holdning som et resultat af upartisk videnskabelig forskning. Som Degler forklarer, mente han snarere, at raceforklaringer var »uønskede for samfundet«, og at han havde »en vedvarende interesse i at påtvinge sin profession og offentligheden sine sociale værdier.«
Boas syntes at tage let på sin jødiske baggrund; MacDonald bemærker, at han »først og fremmest ønskede at blive identificeret som tysker og så lidt som muligt som jøde.« Antropologen og historikeren Leonard B. Glick skrev:
Han anerkendte ikke en specifik jødisk kulturel eller etnisk identitet. … I det omfang jøder havde en kultur, var det … udelukkende et spørgsmål om religiøst tilhørsforhold. … Han var fast besluttet på … ikke at blive klassificeret som medlem af nogen gruppe.
Men sådanne overfladiske indtryk kan være vildledende. Fra en meget tidlig alder var Boas dybt bekymret over antisemitisme og følte sig fremmedgjort fra datidens Tyskland. Dette synes at have været motivet for hans emigration til Amerika. Han opretholdt også tætte forbindelser med det jødiske aktivistmiljø i sit nye hjemland. Især i hans tidlige år på Columbia University var de fleste af hans studerende jøder, og af de ni, som Leslie White udpeger som hans vigtigste protegéer, var seks jøder. Ifølge David S. Koffman: »Disse jøder havde en tendens til at gifte sig med andre jøder, blive begravet på jødiske kirkegårde og omgås andre jøder, alt sammen centrale træk ved jødisk etnicitet, selvom de opfattede sig selv som repræsentanter for videnskab og oplysning, ikke som jødiske aktivister.«
Boas var også afhængig af jødisk støtte. I 1930’erne arbejdede han for eksempel på at oprette et forskningsprogram for at »bekæmpe den racemæssige mani« (som han udtrykte det). Det resulterende Council of Research of the Social Sciences var, som Elazar Barkan erkender i The Retreat of Scientific Racism (1993), »i høj grad en facade for Boas og hans studerendes arbejde.« Den økonomiske støtte kom hovedsageligt fra jøder, da andre afviste anmodninger. Boas var dog klar over, at det var ønskeligt at skjule jødiske motiver og involvering offentligt, og skrev til Felix Warburg: »Det syntes vigtigt at vise resultaternes generelle anvendelighed for alle racer, både ud fra et videnskabeligt synspunkt og for at undgå indtrykket af, at dette er et rent jødisk foretagende.«
En af Boas’ jødiske studerende bemærkede, at unge jøder af hendes generation følte, at de kun havde tre valg i livet: at flytte til Paris, sælge kommunistiske aviser på gadehjørnerne eller studere antropologi på Columbia. Den sidste mulighed blev klart opfattet som noget særligt »jødiskt« at gøre. Hvorfor er det sådan?
Mange jøder har suppleret pro-jødisk aktivisme med aktivisme på vegne af »pluralisme« og andre etniske ›minoritetsgrupper‹. Boas selv havde for eksempel tætte forbindelser til NAACP og Urban League. David S. Lewis har beskrevet sådanne aktiviteter som et forsøg på at »bekæmpe antisemitisme ved fjernbetjening«. Og antropologi, som Boas opfattede den, var ikke blot en videnskabelig disciplin, men en forlængelse af de samme forsøg på at bekæmpe antisemitisme.
Meget af det faktiske feltarbejde, som Boas og hans studerende udførte, fokuserede på de amerikanske indianere. I et afsnit, der er nyt i denne udgave, citerer MacDonald fra David S. Koffmans The Jews’ Indian (2019) om de jødiske motiver, der ofte lå bag deres arbejde:
Jødedommen prægede professionens engagement i dens praktiske studieobjekt, de amerikanske indianere. Jødernes bestræbelser – præsenteret som videnskabens egne bestræbelser – på at redde, indsamle og bevare den forsvindende amerikanske indianerkultur var en form for bugtaleri. [Alligevel] antog de, at deres egen jødedom ville forblive en usynlig og ubetydelig kraft i udformningen af de ideer, de ville bruge til at forme ideer om andre.
Boas-antropologer gjorde ikke nogen skarp skelnen mellem deres professionelle og politiske interesser:
Politisk handling udgjorde en del af mange antropologers opfattelse af feltets intellektuelle mission. Deres fund og rammesætningen af forskellige kulturer, som hver især fortjente omhyggelig opmærksomhed, havde betydning for social eksistens i USA. Deres forskning i indianske kulturer udviklede sig sideløbende med deres personlige og politiske arbejde for jødiske sager.
Koffman fremhæver tilfældet med Boas’ protegé Edward Sapir:
Sapirs jødiske baggrund havde en vedvarende indflydelse på og krydsede hans forskning i amerikanske indianere. Sapirs biografi viser en fascinerende parallel interesse for både indianske og jødiske sociale spørgsmål. Disse spor løber side om side, da begge var optaget af parallelle spørgsmål om etnisk overlevelse, tilpasningsevne, værdighed, kulturel autonomi og etnicitet.
Nogle jøder fra Boas’ indflydelseskreds gik endda ind i arbejde for den amerikanske regerings Bureau of Indian Affairs, hvor de »konsekvent forbandt indianernes sociale fremgang med en formulering af mindretalsrettigheder og kulturel pluralisme.« På denne måde, skriver Koffman, »påvirkede jødisk oplyst egeninteresse forløbet af de amerikanske indianeres liv i midten af det tyvende århundrede.«
Boas havde selvfølgelig også en række ikke-jødiske studerende, især i den senere del af sin karriere. Alligevel har nogle observatører kommenteret forskellene i tankegangen og motivationerne hos hans jødiske og ikke-jødiske tilhængere. Mens afvisningen af racemæssige forklaringer var et moralsk korstog for mange af jøderne, som det var for Boas selv, var hans ikke-jødiske studerende mere tilbøjelige til at betragte spørgsmålet som et rent teoretisk problem. Alfred Kroeber bemærkede for eksempel en gang utålmodigt, at »vores opgave er at fremme antropologien snarere end at føre kamp for tolerance.«
To af Boas’ mest kendte ikke-jødiske disciple var Margeret Meade og Ruth Benedict, og det er måske ikke tilfældigt, at begge disse kvinder var lesbiske. Som Sarich og Miele skriver i Race: The Reality of Human Difference (2004): »Deres seksuelle præferencer er relevante, fordi udviklingen af en kritik af traditionelle amerikanske værdier lige så meget var en del af Boas’ antropologiske program som deres angreb på eugenik og nativisme.« Mere generelt bemærker de, at »Boas-tilhængerne følte sig dybt fremmedgjorte fra det amerikanske samfund og de mandlige WASP-eliter, som de fortrængte inden for antropologien.« Jødiske eller ej, så betragtede de sig selv som en moralsk overlegen indgruppe, der kæmpede mod en numerisk overlegen udgruppe. I denne henseende dannede de en historisk forbindelse mellem de venstreradikale grupper og shtetler i den gamle verden og den fjendtlige elite, der i dag styrer Amerika.
Boas udgav sig for at være skeptiker og forkæmper for metodologisk nidkærhed, når han blev konfronteret med teorier om kulturel evolution eller genetisk indflydelse på menneskelige forskelle, men som den evolutionære antropolog Leslie White påpegede, hvilede bevisbyrden let på Boas’ egne skuldre: hans »historiske rekonstruktioner er slutninger, gæt og uunderbyggede påstande [der spænder] fra det mulige til det absurde. Næsten ingen af dem kan verificeres.«
MacDonald skriver:
En vigtig teknik i Boas-skolen var at så tvivl om generelle teorier om menneskets evolution … ved at understrege den enorme mangfoldighed og kaotiske detaljer i menneskelig adfærd samt evalueringsstandarders relativisme. Boas-tilhængerne argumenterede for, at generelle teorier om kulturel evolution måtte afvente en detaljeret katalogisering af kulturel mangfoldighed, men i virkeligheden fremkom der ingen generelle teorier fra denne forskning i det efterfølgende halve århundrede, hvor den dominerede faget. Leslie White, en evolutionær antropolog, hvis professionelle muligheder var begrænsede på grund af hans teoretiske orientering, bemærkede, at Boas-antropologien på grund af sin afvisning af grundlæggende videnskabelige aktiviteter såsom generalisering og klassificering snarere bør klassificeres som en antitese end som en teori om menneskelig kultur.
Boas tolererede ingen uenighed fra sine tilhængere:
Personer, der var uenige med lederen, såsom Clark Wissler, blev simpelthen udelukket fra bevægelsen. Wissler var medlem af Galton-selskabet, der fremmede eugenik, og accepterede teorien om, at der er en graduering af kulturer fra laveste til højeste, med den vestlige civilisation i toppen.
Blandt Boas’ mest alvorlige synder mod den videnskabelige ånd var en undersøgelse, han udarbejdede på anmodning af den amerikanske immigrationskommission, der blev nedsat af præsident Theodore Roosevelt i 1907. Denne blev til sidst udgivet som Changes in Bodily Form of Descendants of Immigrants. Den fastholdt den yderst usandsynlige tese, at kranierne hos børn af indvandrere til USA adskilte sig markant fra deres forældres – på trods af arvelighedens indflydelse og udelukkende på grund af det at vokse op i Amerika. Artiklen blev citeret utallige gange af forfattere af lærebøger og alle, der ønskede at nedtone arvelighedens betydning eller understrege miljøets.
90 år senere analyserede antropologerne Corey S. Sparks og Richard L. Janz Boas’ oprindelige data på ny. De gik ikke så langt som til at beskylde ham for bevidst svindel, men de fandt, at hans data ikke understøttede hans konklusioner. Med MacDonalds ord:
Boas fremsatte overdrevne påstande om resultaterne: Meget små ændringer i kranieindekset blev beskrevet som ændringer af »typen«, så Boas hævdede, at indvandrere inden for en generation udviklede den langhovedede type, der er karakteristisk for nordvesteuropæere. Flere moderne studier viser, at kraniets form er under stærk genetisk indflydelse. [Sparks og Janz’s] genanalyse af Boas’ data viste, at ikke mere end én procent af variationen mellem grupperne kunne tilskrives indvandringens miljømæssige effekter.
Kort sagt var Boas’ undersøgelse ikke uegennyttig videnskab, men propaganda i en politisk kamp om indvandring. Som minimum var han skyldig i sløset arbejde inspireret af ønsketænkning.
Boas’ egentlige antropologiske studier, såsom dem om Kwakiutl-indianerne på Vancouver Island, bidrog kun i ringe grad til menneskets viden. Men det var ikke her, hans talent lå: Hans virkelige bedrift lå inden for akademisk politik. Han opbyggede en bevægelse, der fungerede som en forlængelse af ham selv længe efter hans død, hvor han erobrede og nidkært kontrollerede antropologiske institutioner og publikationer og, hvor han gjorde det vanskeligt for dem, der var uenige i hans videnskabeligt ubegrundede synspunkter, at opnå professionel succes. Som MacDonald skriver:
I 1915 kontrollerede hans tilhængere American Anthropological Association og havde to tredjedeles flertal i dens bestyrelse. I 1919 kunne Boas erklære, at »det meste af det antropologiske arbejde, der udføres i øjeblikket i USA«, blev udført af hans studerende på Columbia. I 1926 blev alle større antropologiske institutter ledet af Boas’ studerende, hvoraf de fleste var jøder.
Boas promoverede ihærdigt sine disciple, men citerede sjældent værker af personer uden for sin gruppe, undtagen for at nedgøre dem. Et nyt afsnit i denne tredje udgave forklarer, hvordan hans indflydelsesrige studerende Melville Herskovits også blokerede publikation og forskningsfinansiering af dem, der ikke stod i gæld til ham eller ikke støttede hans holdninger. Margaret Meades eventyr om et seksuelt frigjort Samoa blev derimod det bedst sælgende antropologiske værk nogensinde, næsten udelukkende takket være ivrig promovering fra hendes boasiske kolleger ved fremtrædende amerikanske universiteter.
Blandt de mere åbenlyse fordomme i det antropologiske arbejde, som Boas’ disciple udførte, var en næsten fuldstændig ignorering af krigsførelse og vold blandt de folk, de studerede. Deres etnografiske studier, såsom Ruth Benedicts beretning om Zuni-indianerne i Patterns of Culture (1934), promoverede romantisk primitivisme som et middel til at kritisere den moderne vestlige civilisation. Værker som Primitive War (1949) af Harry Holbert Turney-High, der dokumenterede krigens universalitet og grusomhed, blev simpelthen ignoreret. Som MacDonald forklarer:
De primitive folks adfærd blev censureret, mens de europæiske folks adfærd ikke kun blev fordømt som unikt ond, men også som ansvarlig for alle eksisterende eksempler på krigsførelse blandt primitive folk. Set fra dette perspektiv er det kun den grundlæggende utilstrækkelighed i den europæiske kultur, der forhindrer en idyllisk verden fri for konflikter mellem grupper.
Leslie White skrev, at »Boas har alle egenskaberne som leder af en kult, en æret karismatisk lærer og mester, der bogstaveligt talt tilbedes af disciple, hvis permanente loyalitet er blevet effektivt etableret.« MacDonald beskriver hans position blandt sine tilhængere som tættere på en hasidisk rabbiner end på lederen af et ægte videnskabeligt forskningsprogram, hvis resultater aldrig kendes på forhånd.
På grund af Boas’ overvejende jødiske disciples succes med at få kontrol over den institutionelle antropologi blev det i midten af det tyvende århundrede almindeligt for veluddannede amerikanske lægfolk at forklare menneskelige forskelle med kulturelle årsager. Den vestlige civilisation var blot anderledes end, ikke bedre end, hovedjægere og kannibalers levevis. Et vagt indtryk blev med succes udbredt til offentligheden om, at »videnskaben havde bevist« racernes lighed; kun få forstod, at »beviset« bestod i, at de forskere, der mente noget andet, var blevet drevet ud i arbejdsløshed. Objektiv forskning i race og raceforskelle ophørte stort set, og der skabtes en intellektuel atmosfære, hvor mange forestillede sig, at åbningen af Amerikas grænser for verden ikke ville gøre nogen praktisk forskel.
***
Pladsmangel forhindrer os i at se nærmere på alle bogens kapitler, men vi må give læseren en idé om det nye materiale i denne tredje udgave. Noget af det vigtigste findes i et 85-siders forord og vedrører jøders fremgang i den amerikanske akademiske verden. Boas’ antropologi kan i bakspejlet ses som en tidlig episode i denne fremgang, men Boas døde i 1942, og vores hovedhistorie her vedrører efterkrigstiden. Som MacDonald skriver:
Transformationen af fakultetet var godt i gang i 1950’erne og var stort set afsluttet i slutningen af 1960’erne. Det var i denne periode, at billedet af den radikale venstreorienterede professor erstattede billedet af professoren i elfenbenstårnet – den uverdenslige person, der var hjemmevant med sine bøger, pibe og tweedjakke, fuldstændig opslugt af diskussioner om renæssancepoesi.
Den gamle akademiske elite var naturligvis bedre uddannet end den brede befolkning, men den så sig selv som vogtere af den samme kristne europæiske civilisation og ønskede ikke radikale forandringer i det samfund, den levede i. Dagens repræsentative professor »afskyr næsten instinktivt de traditionelle institutioner i den europæisk-amerikanske kultur: Dens religion, skikke, manerer og holdninger til seksualitet.«
Dette er vigtigt, fordi universitet er et afgørende centrum for moralsk og intellektuel autoritet:
Nutidige synspunkter på emner som race, køn og indvandring skabes i universitet(især eliteuniversiteterne), spredes gennem medierne og de lavere niveauer i uddannelsessystemet og konsumeres i sidste ende af den uddannede brede offentlighed. Avisartikler og tv-programmer om disse emner indeholder rutinemæssigt citater fra akademiske eksperter.
I 1968 udgjorde jøder, der udgjorde mindre end tre procent af den amerikanske befolkning, 20 procent af fakultetet på eliteuniversiteterne i USA. En overrepræsentation, der var mest udtalt blandt de yngre fakultetsmedlemmer. Undersøgelser viste, at jødiske fakultetsmedlemmer stod langt til venstre i forhold til andre akademikere, og at de var mere støttende over for radikale venstreorientrede studerende samt mere tilbøjelige til at godkende lempelse af standarderne for at rekruttere ikke-hvide fakultetsmedlemmer og studerende. I 1974 viste en undersøgelse af artikler offentliggjort i de tyve førende akademiske tidsskrifter, at jøder udgjorde 56 procent af samfundsvidenskabsfolkene og 61 procent af humanioraforskerne.
Et muligvis ekstremt, men sigende, eksempel på venstreorienteret forudindtagethed er Jonathan Haidts uformelle undersøgelse fra 2011 på en konference for socialpsykologer, der angiveligt er det mest venstreorienterede område inden for akademisk psykologi. Haidt fandt, at kun tre deltagere ud af 1000 var villige til offentligt at betegne sig selv som »konservative«. Han erkender, at denne akademiske disciplin har udviklet sig til et »stammemoralsk fællesskab«, der afviser og udstøder politiske konservative, med det resultat, at forskning, der er i modstrid med disciplinens centrale politiske holdninger, enten ikke udføres eller sandsynligvis udelukkes fra peer-reviewede tidsskrifter.
MacDonald lægger stor vægt på en meget omdiskuteret artikel fra 2012 med titlen »Why Are Professors Liberal?« af Neil Gross og Ethan Fosse. Forfatterne argumenterer for, at akademikere er mere venstreorienterede end befolkningen som helhed af tre årsager. For det første og vigtigst af alt på grund af den højere andel af akademikere med videregående uddannelsesbeviser, en effekt, som de anser for uafhængig af den rolle, IQ spiller i at hjælpe med at opnå sådanne beviser. MacDonald bemærker, at denne venstredrejning kan skyldes enten socialisering og konditionering i universitetsmiljøet eller en opfattet egeninteresse i at antage venstreorienterede synspunkter og/eller identificere sig med en officielt anerkendt offergruppe.
For det andet mener Gross og Fosse, at venstreorientering er et resultat af akademikeres større tolerance over for kontroversielle ideer. MacDonald afviser dette forslag og skriver, at en sådan tolerance efter hans observation ikke eksisterer uden for professorernes selvopfattelse.
For det tredje finder de, at venstreorientering hænger sammen med den større andel af religiøst uafhængige på univeristeterne. MacDonald påpeger, at mange af de religiøst uafhængige sandsynligvis er jøder, og bemærker, at undersøgelsen ville have været mere informativ, hvis race og jødisk etnisk baggrund var blevet inkluderet som variabler sammen med religiøs tilhørsforhold.
Gross og Fosse erkender, at deres data kan fortolkes på flere måder, men deres eget argument er, at
professorernes venstreorientering … er en funktion … af den systematiske sortering af unge voksne, der allerede hælder mod venstreorienterede – eller konservativt – synspunkter, henholdsvis ind og ud af den akademiske profession. Vi argumenterer for, at professoratet, sammen med en række andre vidensarbejdsområder, er blevet »politisk typecastet« som passende og imødekommende for mennesker med generelt venstreorienterede politiske holdninger og som uegnet for konservative.
Med andre ord er akademisk venstreorientering et produkt af en naturlig sorteringsproces, der ligner den, der har resulteret i, at en karriere som sygeplejerske er blevet typecastet som passende for kvinder. Det skal dog understreges, at meget af denne sortering foretages af universitet selv, ikke af potentielle akademikere: Mange professorer erkender uden tøven deres vilje til at diskriminere konservative jobansøgere.
Gross og Fosse undersøgelsen undersøger heller ikke, hvordan betydningen af at være venstreorienteret har ændret sig gennem årene. Universitet blev allerede betragtet som venstreorienteret, da de hvide protestanters dominans stadig var intakt. Men i de dage betød det at være venstreorienteret at støtte fagforeninger og andre institutioner, der havde til formål at forbedre forholdene for den (overvejende hvide) arbejderklasse.
Den nye venstrefløj forlod den hvide arbejderklasse, fordi den ikke var radikal nok og ønskede gradvise forbedringer af sin egen situation frem for en kommunistisk revolution. Den store jødiske del af den nye venstrefløj, som var typisk for Frankfurterskolen, blev også rystet af Hitlers succes med at vinde støtte fra den tyske arbejderklasse. Derfor forlod de den ortodokse marxisme i søgen efter forurettede grupper, der var mere tilbøjelige til at kræve radikale forandringer. Disse fandt de i etniske og seksuelle minoritetsgrupper såsom sorte, feminister og homoseksuelle. De gik også ind for massiv ikke-hvid indvandring for at udvande den hvide majoritets magt, gøre jøder mindre synlige og rekruttere nye etniske grupper, der let kunne overtales til at dyrke vrede mod den svindende hvide majoritet.
Dagens akademiske verden er et produkt af den nye venstrefløj fra 1960’erne. Selvom den er mere venstreorienteret end den brede offentlighed i økonomiske spørgsmål, er det dens holdning til sociale spørgsmål, der gør den virkelig særskilt: Seksuel frigørelse (herunder homoseksualitet og abort), moralsk relativisme, adskillelse af kirke og stat, erstatning af patriotisme med kosmopolitiske idealer og hele spektret af det, der er blevet kaldt »ekspressiv individualisme«.
Sortering kan forklare, hvordan et eksisterende ideologisk hegemoni inden for akademiet opretholder sig selv, men ikke hvordan den overhovedet kunne opstå. For at forklare fremkomsten af nutidens akademiske venstrefløj foreslår Gross og Fosse en konfliktteori om succesrige intellektuelle bevægelser. De citerer især sociologisk forskning, der indikerer, at sådanne bevægelser har tre nøgleingredienser: 1) de stammer fra mennesker med høj status, der har klager over det nuværende miljø, hvilket resulterer i konflikt med status quo; 2) disse intellektuelle danner sammenhængende og samarbejdende netværk; og 3) dette netværk har adgang til prestigefyldte institutioner og publikationskanaler.
Dette passer perfekt til Kevin MacDonalds teori om jødiske intellektuelle bevægelser. Da den akademiske venstrefløj er så stærkt jødisk, har vi faktisk delvist at gøre med det samme emne. Selv Gross og Fosse viser en vis bevidsthed om dette, som MacDonald skriver:
Gross og Fosse er i det mindste noget bevidste om betydningen af jødisk indflydelse. De finder det relevant at påpege, at jøder i stort tal trådte ind i den akademiske verden efter Anden Verdenskrig og blev overrepræsenterede blandt professorer, især i eliteakademiske afdelinger inden for samfundsvidenskab.
Lad os derfor anvende Gross og Fosses tredelte skema på radikale jødiske akademikere. For det første har jøder faktisk en klage over det miljø, de lever i, eller rettere sagt to relaterede klager: den lange historie med antisemitisme og den hvide kristne kulturs dominans.
Som MacDonald bemærker, »er det almindeligt, at jøder hader alle manifestationer af kristendommen.« I sin bog Why Are Jews Liberals? (2009) formulerer Norman Podhoretz denne jødiske klage således:
[Jøderne] kom ud af middelalderen med den vished, at – med enkelte undtagelser – deres værste fjende i verden var kristendommen: de kirker, hvor den var legemliggjort – hvad enten det var den romersk-katolske, den russisk-ortodokse eller den protestantiske – og de mennesker, der bad i dem og var formet af dem.
Antijødiske holdninger afhænger imidlertid på ingen måde af den kristne tro. I det 19. århundrede begyndte jøder at blive kritiseret som en økonomisk succesrig fremmed race, der havde til hensigt at undergrave nationale kulturer. Derfor er mange jøders klage i dag ikke længere kun rettet mod kristendommen, men mod hele den civilisation, som europæerne har skabt, både i dens religiøse og sekulære aspekter.
Herfra er der kun et lille skridt til at placere kilden til antisemitisme i selve de europæisk afstamte menneskers natur. Frankfurterskolen tog dette skridt, og den oprørske jødiske akademiske venstrefløj fulgte efter. MacDonald skriver:
Denne eksplicitte eller implicitte opfattelse af, at europæerne selv er problemet, er kernen i den jødiske klage. [Den] har fundet stærk genklang blandt jødiske intellektuelle. Fjendtlighed over for det vestlige folk og den vestlige kultur var karakteristisk for alle de jødiske intellektuelle bevægelser på venstrefløjen, der kom til at indtage en fast plads i den akademiske verden i USA og andre vestlige samfund.
Det andet punkt på Gross og Fosses liste over kendetegn ved succesrige intellektuelle bevægelser er, at deres tilhængere danner sammenhængende, samarbejdende netværk. Alle de jødiske bevægelser, som Kevin MacDonald har undersøgt, har gjort dette, som han har været omhyggelig med at understrege. Gruppestrategier overgår individualistiske strategier i den intellektuelle og akademiske verden, ligesom de gør i politik og det bredere samfund. Det betyder ikke noget, at vestlig videnskab er en individualistisk virksomhed, hvor folk let kan afvige fra enhver gruppekonsensus som reaktion på nye opdagelser eller mere plausible teorier. De jødiske intellektuelle bevægelser, som MacDonald har undersøgt, er slet ikke videnskabelige forskningsprogrammer, men »hermeneutiske øvelser, hvor alle begivenheder kan fortolkes inden for teorien.« Disse autoritære bevægelser repræsenterer således en fordrejning af det vestlige videnskabelige ideal, men det forhindrer dem ikke i at være effektive i akademisk politik.
Endelig bemærker Gross og Fosse, at de mest succesrige intellektuelle bevægelser er dem, der har adgang til prestigefyldte institutioner og publikationskanaler. Dette har klart været tilfældet for de jødiske bevægelser, som Kevin MacDonald har studeret, som han selv bemærker:
De intellektuelle i New York udviklede bånd til eliteuniversiteter, især Harvard, Columbia, University of Chicago og University of California-Berkeley, mens psykoanalysen og Boas’ antropologi blev forankret i hele den akademiske verden. De intellektuelle fra Frankfurterskolen var tilknyttet Columbia og University of California-Berkeley, og deres intellektuelle efterkommere er spredt over hele den akademiske verden. Neokonservative er hovedsageligt forbundet med University of Chicago og Johns Hopkins University, og de var i stand til at få deres materiale udgivet af de akademiske forlag ved disse universiteter samt Cornell University.
Den akademiske verden er et top-down-system, hvor de højeste niveauer overvåges nøje for at sikre, at afvigende ideer ikke kan drage fordel af institutionel prestige. Den panik, der opstår, når der lejlighedsvis opstår lækager i systemet, som da John Mearsheimer fra University of Chicago gik sammen med Stephen Walt fra Harvard for at fremsætte nogle forsigtige kritikpunkter af Israel-lobbyen, viser vigtigheden af at opnå og monopolisere akademisk prestige.
Desuden bliver uformelle akademiske netværk, når en institution først er blevet erobret af tilhængerne af en bestemt intellektuel perspektiv, de facto gatekeeping-mekanismer, der skaber en enorm inerti. Som MacDonald skriver: »der er et enormt psykologisk pres for at overtage de grundlæggende antagelser, der er centrale i disciplinens magthierarki. Det er ikke overraskende, at folk [er] tiltrukket af disse bevægelser på grund af det prestige, der er forbundet med dem.«
Det, MacDonald kalder det sidste skridt i universitetets transformation til en bastion for den anti-hvide venstrefløj, er oprettelsen siden 1970’erne af hele studieprogrammer, der drejer sig om krænkede grupper:
Mit tidligere universitet er typisk for akademia generelt, idet det har afdelinger eller programmer inden for amerikansk-indianske studier, afrikanske studier (tidligere sorte studier), amerikanske studier (hvis emne lægger vægt på »Hvordan forestiller forskellige grupper i Amerika sig deres identitet og deres forhold til USA?«), asiatiske og asiatisk-amerikanske studier, chicano- og latino-studier, jødiske studier og kvinde-, køns- og seksualitetsstudier. Alle disse afdelinger og programmer er politisk engagerede i at fremme deres særlige klager over hvide og deres kultur.
Selvom det er vanskeligt at specificere den nøjagtige sammenhæng, blev de jødiske radikales akademiske triumf kort tid efter fulgt af etableringen af disse andre søjler i den kulturelle venstrefløj inden for universitetet.
Som MacDonald bemærker, udgør kvinder en vigtig del af klagekoalitionen i den akademiske verden, og ikke kun inden for området »kvindestudier«. De udgør omkring 60 procent af ph.d.’erne og 80 procent af bachelorgraderne inden for etniske, køns- og kulturstudier.
Samlet set er kvinder i højere grad end mænd tilhængere af venstreorienterede programmer, der har til formål at afskaffe ytringsfriheden og censurere ytringer, de er uenige i. De er mere tilbøjelige til aktivisme og mindre tilbøjelige til upartisk undersøgelse; de er mere tilbøjelige til at være enige i, at hadefuld tale er vold, at det er acceptabelt at overdøve en taler, at kontroversielle videnskabelige fund bør censureres, og at det bør være ulovligt at sige stødende ting om minoriteter.
Sådanne forskelle skyldes sandsynligvis kvinders evolutionære udvælgelse af empati og frygt. Ingen mængde bravado om at »knuse patriarkatet« kan skjule kvinders tendens til frygtsom konformisme, og det er netop det, der fører til succes i akademiske klagestudier.
Selvom MacDonald ikke betragter feminisme som en fundamentalt jødisk bevægelse, har mange jødiske kvinder utvivlsomt spillet en fremtrædende rolle inden for den, og den er præget af den samme ignorering af biologiske realiteter, som vi observerede i Boasian antropologi. Det nye forord indeholder derfor nogle korte bemærkninger om den jødiske lesbiske og akademiske kønsforsker Judith Butler. En af hendes vigtigste ideer er, at kønsidentitet er »performativ« og ikke begrænset af genetiske eller hormonelle påvirkninger. Dette giver os frihed til at gøre oprør mod patriarkatet ved at engagere os i »subversive performancer af forskellige slags«. Det er klart, at den moderne transkønne bevægelse kan betragtes som et eksempel på en sådan performance.
Jøder har i flere årtier været stærkt overrepræsenteret blandt de studerende på de amerikanske eliteuniversiteter i en grad, som deres intelligens og akademiske kvalifikationer ikke kan forklare:
Ethvert tegn på, at andelen af jøder på eliteuniversiteterne er mindre end ca. 20 procent, betragtes som tegn på antisemitisme. En artikel fra 2009 i The Daily Princetonian citerede data fra Hillel [en jødisk campusorganisation], der viste, at med undtagelse af Princeton og Dartmouth udgjorde jøder i gennemsnit 24 procent af Ivy League-studerende. Princeton havde kun 13 procent jøder, hvilket førte til stor bekymring og en indsats for at rekruttere flere jødiske studerende. Resultatet var omfattende national dækning, herunder artikler i The New York Times og The Chronicle of Higher Education. Den rabbiner, der ledede kampagnen, sagde, at hun »gerne ville have 20 procent« – en stigning fra over seks gange den jødiske procentdel i befolkningen til omkring ti gange.
Ifølge Ron Unz:
Disse artikler indeholdt fordømmelser af Princetons lange historiske arv af antisemitisme og førte hurtigt til officielle undskyldninger, efterfulgt af en øjeblikkelig stigning på 30 procent i antallet af jøder. I løbet af disse samme år var antallet af ikke-jødiske hvide studerende på hele Ivy League faldet med cirka 50 procent, hvilket reducerede disse tal til langt under paritet, men dette blev mødt med tavshed i medierne eller endda lejlighedsvise lykønskninger med den yderligere »multikulturelle« fremgang i Amerikas eliteuddannelsessystem.
Forordet til denne nye udgave af The Culture of Critique indeholder også tilføjelser om psykologien bag mediernes indflydelse og jødiske bestræbelser på at censurere internettet, samt en opdatering af oplysninger om jødisk ejerskab og kontrol af de store kommunikationsmedier.
Kapitel tre om »Jøder og venstrefløjen« indeholder et nyt afsnit på seksten sider om »Jøder som elite i USSR« samt kortere tilføjelser om jøder og mccarthyisme og endda forfatterens egne erindringer om jødisk deltagelse i den nye venstrefløj på University of Wisconsin i hans ungdom. Tilføjelserne indeholder materiale fra vigtige værker, der er udgivet siden anden udgave, herunder Solzhenitsyns Two Hundred Years Together (2002), Yuri Slezkines The Jewish Century (2004) og Philip Mendes’ Jews and the Left (2014).
Kapitel fire om »Neokonservatisme som en jødisk bevægelse« er nyt i denne udgave, selvom kernen allerede er blevet offentliggjort i forfatterens tidligere bog Cultural Insurrections (2007) og andre steder. MacDonalds beretning om, hvordan neokonservative opretholdt et selvbillede som en belejret og omstridt minoritet, selvom de bestemte skæbnen for verdens mest magtfulde land, er et imponerende vidnesbyrd om den uforanderlige natur af den jødiske shtetl-tankegang.
Kapitel fem om »Jødisk engagement i den psykoanalytiske bevægelse« er blevet udvidet med materiale om Freuds ungarske-jødiske disciple Sándor Ferenczi og den budapestiske skole for psykoanalyse.
Kapitel seks om »Frankfurt-skolen for social forskning og patologiseringen af ikke-jødiske gruppetilhørsforhold« indeholder nye biografiske skitser af de vigtigste personer og citerer udførligt fra Horkheimers og Adornos nyligt offentliggjorte private korrespondance. Et nyt afsnit om Samuel H. Flowerman (baseret på Andrew Joyces forskning) kaster lys over forbindelsen mellem Frankfurt-skolen og indflydelsesrige jøder i kommunikationsmedierne. Der er også udvidet dækning af Jaques Derrida og dada-bevægelsen.
Kapitel otte om »Jødisk formning af den amerikanske immigrationspolitik« er blevet opdateret og bekræftet ved hjælp af nyere forskning af Daniel Okrent, Daniel Tichenor og Otis Graham samt Harry Richardson og Frank Salters Anglophobia (2023) om jødisk pro-immigrationsaktivisme i Australien. MacDonald gør det klart, at jødisk pro-immigrationsaktivisme var motiveret af frygt for en antijødisk bevægelse blandt et homogent hvidt kristent samfund, som det skete i Tyskland fra 1933 til 1945. Desuden:
På trods af dens åbenlyse betydning for det aktivistiske jødiske samfund [og dens endelige transformative virkninger] gjorde de mest fremtrædende fortalere for Immigration and Nationality Act of 1965 deres bedste for at nedtone lovens betydning i den offentlige debat. Nationale politikere var godt klar over, at offentligheden var imod en stigning i enten omfanget eller mangfoldigheden af indvandringen til USA. . . . [Men] i virkeligheden ændrede de politiske kursændringer i midten af 1960’erne dramatisk indvandringsmønstrene og dermed også nationen. Det årlige antal indrejser steg kraftigt i årene efter lovens vedtagelse. (Daniel Tichenor, Dividing Lines: The Politics of Immigration Control in America, Princeton University Press, 2002, s. 218)
Konklusionen, »Whither Judaism and the West?« (Hvorhen jødedommen og Vesten?), er blevet kraftigt opdateret i forhold til den tidligere version. MacDonald spekulerer i den mulige fremkomst af en ny ikke-jødisk elite, der kan udfordre den jødiske hegemoni på tre centrale områder: medierne, politisk finansiering og den akademiske verden. Han ser Elon Musk, med hans støtte til Donald Trumps populisme og (relativt) frie ytringsfrihed, som en mulig forløber for en sådan elite. Musk har udtalt sig eksplicit om jødisk fjendtlighed over for hvide og er blevet kritiseret for det.
Om medierne skriver MacDonald:
Hvis valget i 2024 viser noget, er det, at de traditionelle mainstream-medier mistroes mere end nogensinde og effektivt er blevet erstattet blandt store grupper af vælgere, især unge vælgere, af alternative medier, især podcasts og sociale medier. […] Indflydelsen fra de traditionelle medier, som er en vigtig magtbase for det liberale, venstreorienterede jødiske samfund, synes at være i terminal tilbagegang.
Et nyligt tegn på tidens tendenser var udkastelsen af New York Times, National Public Radio, NBC og Politico fra deres kontorer i Pentagon for at gøre plads til medier som One America News Network og Breitbart.
Den jødiske økonomiske indflydelse er stadig til stede, men kan også være af aftagende betydning. I august 2024 var 22 af de 26 største donorer til Trumps kampagne ikke-jøder, og kun én jøde – Miriam Adelson med 100 millioner dollar – var blandt de ti største. (Musk bidrog til sidst med omkring 300 millioner dollar. Forfatteren citerer en beskrivelse af alle de velhavende personer, der var til stede ved Trumps anden indsættelse, og kun én af de seks nævnte mænd var jøde. MacDonald bemærker, at »de fleste af disse magnater sandsynligvis bare forsøgte at indynde sig hos den nye regering, men dette er en enorm ændring i forhold til 2017 og tyder på, at de er ganske tilfredse med i det mindste nogle af de gennemgribende forandringer, Trump forfølger.«
Universitetet er den sværeste søjle af jødisk magt at udfordre, som MacDonald bemærker, »fordi ansættelser overvåges nøje for at sikre, at nye undervisere og administratorer er venstreorienterede.« Der har for nylig været en udfordring af jødiske interesser i akademiet fra studerende, der protesterer – eller forsøger at protestere – mod Israels handlinger i Gazastriben. Men Ron Unz beskriver levende, hvad der kan ske med sådanne studerende:
På UCLA blev en lejr af fredelige demonstranter voldsomt angrebet og slået af en flok pro-israelske bøller, der ikke havde nogen tilknytning til universitetet, men var bevæbnet med stænger, køller og fyrværkeri, hvilket resulterede i nogle alvorlige skader. Politiet stod til side, mens UCLA-studerende blev angrebet af udefrakommende, og arresterede derefter omkring 200 af de førstnævnte. De fleste af disse studerende var fuldstændig lamslåede. I årtier havde de frit protesteret over en lang række politiske sager uden nogensinde at have oplevet så ondskabsfuld en gengældelse. Nogle studenterorganisationer blev straks forbudt, og demonstranternes fremtidige karrierer blev hårdt truet.
Protester mod Israel behandles ikke som protester mod »heteronormativitet«. To Ivy League-rektorer blev hurtigt tvunget til at træde tilbage for at have tilladt studerende at udtrykke sig.
På trods af denne imponerende demonstration af fortsat jødisk magt er anti-hvide politikker om »mangfoldighed, lighed og inklusion« nu under alvorligt angreb på amerikanske universiteter. MacDonald bemærker også, at akademiet er en mindre vigtig magtbase end enten medierne eller politisk finansiering.
Konklusionen er også blevet opdateret med en overvejelse om, hvorvidt multikulturalisme kan have en modsat effekt på dens jødiske skabere, da nogle medlemmer af den anti-hvide koalition er begyndt at vende sig i retning af antisemitisme.
Det skal erkendes, at indsættelsen af nyt materiale i denne opdaterede udgave har krævet sletning af en vis mængde af det gamle. Jeg var ked af at bemærke, at f.eks. tabellen, der sammenligner europæiske og jødiske kulturformer, som findes på side xxxi i anden udgave, er blevet fjernet. Så mens alle, der er interesseret i spørgsmålet om jødisk indflydelse, straks bør anskaffe sig denne nye tredje udgave, er jeg ikke klar til at skille mig af med min kopi af den anden.
Kilde
Fra The Occidental Observer; “Culture of Critique Expanded and Updated“. Oprindeligt udgivet d. 30. september 2025.
Danmarks Frihedsraad 