Det er nogen tid, siden jeg sidst skrev et indlæg til denne blog. Det har ikke været på grund af dovenskab – men måske nok resultatet af en vis uoplagthed. Den vigtigste grund har imidlertid været bortrejse, arbejde for føden – og afslutningen af 3. bind af mine erindringer, som nu går til korrekturlæsning hos forskellige kompetente folk. De 136.000 ord i dette bind handler i hovedsagen – men naturligvis ikke udelukkende – om mit internationale engagement i det amerikanske NS-parti og dettes faktiske død, idet ukritisk anvendelse af det såkaldte førerprincip havde lagt ansvaret for bevægelsen på skuldrene af en religiøs fantast. Jeg kender intet eksempel på, at førerprincippet i det lange løb har ført til noget godt, hverken i det små eller i det store. De 7 år, dette 3. bind omfatter, udgjorde imidlertid en spændende rejse, både geografisk og politisk – og mine læsere inviteres naturligvis med på rejsen. Det er jo for deres skyld, jeg skriver bøger. Bogen indeholder endvidere en hel del materiale, som det er godt at få forstand af, hvis man er aktivist. Efter korrekturlæsningen kommer illustrering, opsætning, fornyet korrektur og udarbejdelse af indeks – så den udkommer hverken i morgen eller i overmorgen. Og så skal der naturligvis findes penge til udgivelsen. Men det plejer jo at lykkes.

Min uoplagthed til at skrive artikler, skyldes naturligvis, at jeg synes, at mine guldkorn i alt for høj grad falder på ufrugtbar jord – og at salget af mine artikelsamlinger, af hvilke den seneste er Upopulære betragtninger, som udkom i maj, jo ikke er overvældende. Jeg finder ikke, at mine bidrag på bloggen har haft nogen som helst indflydelse på den nationale fløjs ageren. Jeg finder fortsat, at den nationale opposition i alt for høj grad retter sit skyts mod det mest synlige symptom på vore problemer – og i det lange løb vil det mest synlige symptom netop på grund af sin synlighed være det letteste at isolere og løse. De underliggende problemer er langt værre, for de er mere komplicerede. De ligger i os selv. Vi har som nation mistet viljen og evnen til at leve. Og det er vanskeligt at give andre skylden for det – selv om der naturligvis er kræfter, som bevidst leder os mod undergangen. Og her ser jeg igen i den nationale lejr en manglende evne – eller måske snarere en manglende vilje – til at skelne ven fra fjende og årsag fra virkning. Dette ses med al ønskelig tydelighed i den generelle holdning til krigen i Mellemøsten. Vi kunne kalde det Johanneseffekten (f.eks. Joh, 20,19). Alt dette har jeg jo i mine 5 bind artikler analyseret og klarlagt til hudløshed – men tilsyneladende til ingen verdens nytte. Hvis man synes, at jeg tager fejl, er man naturligvis altid velkommen til at fremkomme med argumenter herfor – jeg har ingen set. Måske skyldes disse ting uvidenhed – eller kanhænde det i stedet er fejhed. Under ingen omstændigheder er det fremmende for energien til at kommentere tidens dårskab. Alle synes at have deres egen forudfattede mening om tingene – oftest stammende fra statsmedierne – og at være temmelig upåvirkelige af realiteternes verden.

Sommeren har set to lyspunkter. Folkets Flammes sommerstævne på Fyn og ikke mindst en indbydelse til at tale hos Nordfront, hvor jeg finder, at den gennemsnitlige menneskekvalitet er opmuntrende og dermed giver største håb for fremtiden. Folkets Flamme skal ikke ses som endnu en konkurrerende organisation på den nationale fløj, men som en platform, hvor alle er velkomne til at lufte deres synspunkter – og argumentere for dem!

”Det Folk, som tør dø, skal leve, og det Folk, som ikke tør leve, skal dø!”
Valdemar Rørdam

Povl H. Riis-Knudsen