24. september 2025

Af Scott Ritter

En nations død

Præsident Trump har meddelt, at han støtter Ukraines mål om at vende tilbage til grænserne fra 1991 med Rusland. Han mener, at han hjælper Ukraine. Alt, hvad han har gjort, er at sikre en nations undergang.

Med et enkelt, opsigtsvækkende opslag på de sociale medier sluttede præsident Donald Trump al foregivelse af at være fredsmægler mellem Rusland og Ukraine. Under sin kampagne op til præsidentvalget i 2024 understregede Trump gentagne gange, at hans mål var at bringe konflikten til ophør »inden for 24 timer« efter sin tiltrædelse. Selvom denne tidsramme viste sig at være uopnåelig, forblev Trump fast besluttet på at opnå en varig fred, selvom han ikke var i stand til at formulere en strategi for, hvordan dette præcist skulle opnås.

Trump har fra begyndelsen af sit præsidentembede været dårligt rådgivet af en kreds af udenlandske og nationale sikkerhedsembedsmænd, der med meget få undtagelser er indgroede russiske fjender. Fra sin udenrigsminister, Marco Rubio, til sin nationale sikkerhedsrådgiver (oprindeligt Mike Waltz og, efter hans fyring i maj, Marco Rubio, der bærer to hatte ala Henry Kissinger), til sin forsvarsminister, Pete Hegseth, til sin CIA-direktør, John Ratcliffe, og videre til sin finansminister, Scott Bessant, har Trump omgivet sig med mennesker, der har brugt deres voksne liv på at afsky Rusland og dets ledelse.

I det omfang Trump har adgang til rådgivere, der kunne gå ind for gode relationer med Rusland, afviser han enten deres råd (som det er tilfældet med Tulsi Gabbard, hans direktør for national efterretning) eller annullerer deres råd ved at have en russiskfjendtlig modpart (som det er tilfældet med hans særlige udsending til Rusland, Steve Witkoff, hvis indsigt modsvares af Keith Kelloggs anti-russiske holdninger).

Trumps grundlæggende instinkter, som ikke kun går i retning af at afslutte konflikten i Ukraine, men også at normalisere forholdet til Rusland, møder betydelig modstand fra hans inderkreds, mens der kun kommer ringe eller ingen modstand fra andre kilder. Det, der gør sagen værre, er, at Amerikas europæiske allierede næsten enstemmigt støtter en politik, der har til formål at holde Ukraine i en kamp, der strategisk skal besejre Rusland. Som følge heraf lider det, der passer for Ruslands politik i Trump-administrationen, under alvorlig vaccination, da Trump er udsat for pres fra alle sider for at vende ryggen til Rusland og dets leder, præsident Vladimir Putin.

I august så det ud til, at præsidentens instinkter havde vundet, da Trump mødtes med Putin i Alaska. Dette møde resulterede i, at Trump i vid udstrækning tilsluttede sig Ruslands holdning om at afslutte konflikten, hvilket ville kræve, at Ukraine gik med til territoriale indrømmelser samt begrænsninger af landets militære størrelse og politiske suverænitet.

Knap en måned senere ser præsident Trump ud til at have foretaget en fuldstændig 180 graders vending med hensyn til spørgsmålet om territoriale indrømmelser. »Efter at have lært Ukraine/Ruslands militære og økonomiske situation at kende og forstå den fuldt ud,« skrev Trump på sin Truth Social-konto, “og efter at have set de økonomiske problemer, den forårsager for Rusland, tror jeg, at Ukraine med støtte fra Den Europæiske Union er i stand til at kæmpe og VINDE hele Ukraine tilbage i sin oprindelige form. Med tid, tålmodighed og økonomisk støtte fra Europa og især NATO er de oprindelige grænser, hvorfra denne krig startede, en meget realistisk mulighed.”

Trump ændrede derefter retning med hensyn til sin prognose for, hvordan konflikten udviklede sig. Tilbage i maj erkendte Trump, at den russiske præsident Putin ikke søgte en udvej fra konflikten i Ukraine, fordi Rusland mente, at det var ved at vinde krigen. Denne opfattelse blev fastholdt gennem Alaska-topmødet. Men ukrainske påstande om et vellykket modangreb nord for Pokrovsk og fortsatte ukrainske dronangreb mod russiske energimål bidrog til at få Trump til at ændre sin analyse. »Rusland,« bemærkede Trump, »har i tre og et halvt år kæmpet en krig uden mål, som en reel militærmagt burde have vundet på mindre end en uge. Dette er ikke noget, der udmærker Rusland. Faktisk får det dem til at ligne en ›papirtiger‹.«

Trump fortsatte derefter med at karakterisere sin opfattelse af et svækket Rusland, der nu er sårbart over for et bestyrket Ukraine. »Når befolkningen i Moskva og alle de store byer, byer og distrikter i hele Rusland finder ud af, hvad der virkelig foregår med denne krig,« skrev Trump, »det faktum, at det er næsten umuligt for dem at få benzin gennem de lange køer, der dannes, og alle de andre ting, der foregår i deres krigsøkonomi, hvor det meste af deres penge bruges på at bekæmpe Ukraine, som har en stor ånd og kun bliver bedre, ville Ukraine være i stand til at tage deres land tilbage i sin oprindelige form, og hvem ved, måske endda gå længere end det!«

Ignorer for øjeblikket, at Trump bogstaveligt talt gav grønt lys for handlinger, som, hvis de blev gennemført, helt sikkert ville resultere i en atomkrig. Faktum er, at nogen har overbevist Trump om, at Rusland er sårbart militært og økonomisk. »Putin og Rusland er i STORE økonomiske problemer,« erklærede Trump, »og det er nu, Ukraine skal handle.«

Trump afsluttede med at »ønske begge lande held og lykke« og erklære, at USA »vil fortsætte med at levere våben til NATO, så NATO kan gøre, hvad de vil med dem.«

Dette indlæg fra Trump maner enhver forestilling om, at han fortsat er engageret i at løse konflikten mellem Rusland og Ukraine, i jorden. Ingen burde have været overrasket over dette træk – Trump har gentagne gange erklæret, at han ville trække sig ud af konflikten, hvis han ikke kunne få begge parter til at indgå en fredsaftale. Det var ingen af dem, og dette er resultatet.

På overfladen fremstår Trumps indlæg som anti-russisk og pro-ukrainsk. Men den offentlige holdning skjuler den simple sandhed, at Trump i vid udstrækning overlader Ukraine til sin uundgåelige skæbne. Mens Trump har taget Zelenskys fortælling om Ukraines dygtighed på slagmarken og Ruslands økonomiske svaghed til sig, har han ikke taget nogen meningsfulde skridt for at fremme Ukraines fordele.

Trump vil ikke ændre sin regerings politik vedrørende våbensalg til Ukraine, men vil i stedet fortsætte med at følge en model, hvor Europa køber våben fra USA og derefter overfører dem til Ukraine. Der er ingen ændring i prioriteringen af produktionen, som er skæv til fordel for genopfyldning af de udtømte amerikanske lagre. Resultatet er, at de våben, som Ukraine hævder at have så desperat brug for, ikke vil begynde at strømme ind i Ukraine i nævneværdige mængder før i 2027.

Trump har ligeledes knyttet ethvert afgørende skridt fra USA’s side med hensyn til sanktioner mod Rusland til lignende skridt fra Europas side, herunder ophør af alle køb af russisk olie og gas og indførelse af sanktioner mod Indien og Kina som straf for deres fortsatte køb af russisk energi. Problemet er, at Europa ikke er i stand til at opfylde disse forudsætninger, hvilket betyder, at USA’s politik med hensyn til sanktioner mod Rusland vil forblive stort set uændret.

Virkeligheden er, at bortset fra Trumps højspændte retorik er der ingen grundlæggende ændring i USA’s tilgang til Rusland og konflikten i Ukraine. Og bare fordi Trump hævder, at Ukraine har militær overlegenhed over Rusland, og at Rusland er økonomisk svagt, gør det ikke disse påstande til virkelighed.

Rusland har fortsat en strategisk fordel over Ukraine på alle parametre, der bruges til at måle succes i konflikten – militært, økonomisk og politisk.

Værre endnu er det, at Trumps ord gør det næsten umuligt at nå frem til en forhandlingsløsning. Som følge heraf vil Europa fortsat yde finansiel og militær støtte til Ukraine, hvilket forlænger en konflikt, der har været tabt i nogen tid nu.

Men denne forlængelse vil være til skade for Ukraine. Rusland har mestret algoritmen for udmattelseskrig, og Ukraine vil fortsat miste mandskab og udstyr i et tempo, der langt overstiger landets evne til at erstatte det. Rusland vil ligeledes fortsætte med at ødelægge kritisk industri- og energiinfrastruktur, hvilket vil gøre Ukraine endnu mere afhængig af europæisk generøsitet for at overleve. Kombinationen af militære og økonomiske belastninger vil igen lægge pres på den fortsatte politiske levedygtighed af Zelensky-regeringen. Til sidst vil den samlede belastning fra disse tre kollapsende søjler føre til opløsningen af Ukraine som et styrbart territorium.

Kort sagt vil Ukraine ikke længere eksistere som et suverænt land.

Prisen for dette nederlag vil være ubærlig for Ukraine. Man kan let forudse, at antallet af døde blandt ukrainske soldater vil være dobbelt så stort som de 1,7 millioner døde og savnede ukrainske soldater, der er faldet indtil nu. Ukraine vil også miste yderligere territorier, herunder Odessa, Mikolayev, Kharkov og måske også Dnepropetrovsk og Sumy. Man kan også forudse yderligere tab af territorier, når Polen, Ungarn og Rumænien deler det, der er tilbage, og kun efterlader en lille reststat centreret omkring Kiev, der vil blive kendt som Ukraine. Begrebet uafhængighed og suverænitet er ligeledes blevet sat i tvivl – hvad der end er tilbage af Ukraine, vil for evigt være under Ruslands kontrol. Drømme om medlemskab af Den Europæiske Union vil blive erstattet af Ukraines status som juniorpartner i en udvidet unionsstat.

Dette er, hvad Donald Trump har opnået gennem sine indlæg på sociale medier og efterfølgende medieoptrædener. Han tror, at han fremstår som en stærk mand. Men virkeligheden er en helt anden: Donald Trump har ved at vække Ukraines håb og samtidig knuse dem afsløret sig selv som intellektuelt begrænset og moralsk forringet. Først for sent vil Ukraine og dets europæiske allierede indse, at de er blevet narret. På det tidspunkt vil Donald Trumps dobbeltmoral være åbenbar for alle – undtagen selvfølgelig de millioner af ukrainere, der vil omkomme som følge heraf.

---

Fra Scott Ritters Substack; “The Death of a Nation“. Oprindeligt udgivet d. 24. september 2025.