15. februar 2018
Connor Grubaugh fra First Things har svaret på mit svar på Matthew Roses artikel The Anti-Christian Alt-Right.
Jeg må indrømme, at jeg fandt Matthew Roses fortælling om Alt-Right og kristendommen morsom og ikke overbevisende, og jeg svarede ved at gøre nar ad den. Jeg er trods alt lutheraner, der læser Rod Dreher og First Things. Jeg har aldrig læst Alain de Benoist eller Julius Evola. Jeg har læst Oswald Spengler og Friedrich Nietzsche, men jeg betragter ikke deres ideer som kilden til min egen verdensopfattelse.
Matthew Rose har en forudfattet fortælling: Alt-Right er antikristen. For at fremme denne fortælling citerer han Alt-Rights førende ateister – Greg Johnson og Richard Spencer – og dykker ned i identitarismens europæiske rødder. Som enhver god nietzscheaner sporer han Alt-Right’s genealogi tilbage til Alain de Benoist og den europæiske nye højrefløj samt Julius Evola og radikal traditionalisme. Sådan når han frem til den chokerende konklusion, at Alt-Right er hedensk og fundamentalt antikristen.
Som jeg sagde i den forrige artikel, er Alt-Right forenet af troen på, at »race eksisterer, race betyder noget, og race er grundlaget for identitet.« Derfor er der ateister, agnostikere, hedninge og kristne, der identificerer sig med og tilslutter sig Alt-Right. Bevægelsen har altid været internt splittet med hensyn til religion. De mennesker, der tilslutter sig Alt-Right, har en bred vifte af religiøse synspunkter, men vi er alle lige stigmatiserede og afviger fra mainstream på netop dette spørgsmål.
Sandheden er, at oprindelsen til mine racemæssige synspunkter … er amerikansk! Jeg finder forestillingen om, at Alt-Right er uforenelig med kristendommen, absurd. Det er på samme niveau som Russell Moores argument om, at korset og sydstatsflaget »ikke kan eksistere side om side uden at det ene sætter det andet i brand.« I virkeligheden gik korset og sydstatsflaget glimrende sammen under den historiske sydstatsperiode og i generationer derefter. Ingen i Syden på det tidspunkt opfattede nogen modsætning mellem de to. Sydstatsfolk blev mere intense kristne under og efter borgerkrigen. Argumentet var, at Gud havde tilladt, at konføderationen blev badet i blod, dens byer ødelagt og dens fjender sejrede for at teste og helliggøre sit udvalgte folk.
Alt-Right’s credo om, at »race eksisterer, race betyder noget, og race er grundlaget for identitet« var den gængse opfattelse i det amerikanske syd i århundreder. Denne opfattelse var også den fremherskende opfattelse i det hvide Amerika indtil Anden Verdenskrig. Hvis kristendommen i »sin oprindelige og mest inspirerende form er fundamentalt uforenelig med alt-right’s faustiske etik og racebaserede myter«, følger det, at USA, som blev grundlagt og bosat af kristne, aldrig ville have eksisteret. Alle amerikanske præsidenter fra George Washington til Dwight Eisenhower var racister. Det fjortende forfatningstillæg måtte vedtages, før sorte kunne blive amerikanske statsborgere.
Hvis alt-højre er fundamentalt uforenelig med kristendommen, hvordan er vi så overhovedet kommet til at leve i dette multietniske samfund? Svaret er, at race-realisme og kristendom ikke blev anset for uforenelige før i moderne tid. Tidligere fandt kristne på alle mulige geniale teologiske argumenter for at rationalisere alt fra race-realisme til slaveri, hvidt overherredømme og kolonialisme. Puritanerne havde deres ærinde i ødemarken som det nye Israel. Den spanske erobring af den nye verden blev velsignet af pavestolen. Afrikanerne i Sydstaterne blev påstået at være ramt af Hams forbandelse, der dømte dem til at være »tjenere af tjenere«. Min svigerfar, der voksede op i Jim Crow-syden, lærte, at sorte var »markens vilde dyr« fra Det Gamle Testamente.
Ifølge De Ti Bud skal kristne ikke begære “din næstes hustru, hans æsel eller noget andet, der tilhører din næste”. Det Gamle Testamente er fyldt med folkemord. Jesus Kristus havde intet at sige om racisme, og det havde kristendommen heller ikke før det 20. århundrede. Det var kommunisterne, der kom på den idé, at »racisme« er en synd, og det var Sovjetunionen, der begyndte at udbrede denne doktrin i 1920’erne. Den sydlige baptistkonvention opdagede først i 1990’erne, at racisme var umoralsk – den sidste store institution i det amerikanske samfund, der nåede frem til denne erkendelse. Langt størstedelen af de sydlige kristne var imod borgerrettighedsbevægelsen og dens forhadte korstog for »social lighed«, ligesom deres trosretninger var splittede over slaveriets afskaffelse i tiden før borgerkrigen.
Hvis noget er sandt, er mine synspunkter på race lidt mildere end mine kristne forfædres, der engang troede på slaveri og polygenese i det 19. århundrede. I modsætning til mine kristne forfædre tror jeg ikke på Hams forbandelse eller at sorte er resultatet af raceblanding med chimpanser i Vestafrika. Jeg tror ikke, at sorte er de præadamitiske »dyr på marken«, som sydstatsfolk troede i Jim Crow-tiden. Jeg nævner dette kun for at påpege, at dette var den gængse opfattelse på det tidspunkt, og for at vise, at race-realisme og kristendom var fundamentalt forenelige. Den politisk korrekte opfattelse, at race-realisme og kristendom er »fundamentalt uforenelige«, har været en mindretalsopfattelse gennem det meste af Amerikas historie. Det var heller ikke kirken, der udfordrede og væltede det hvide overherredømme.
Connor Grubaugh hævder, at jeg mener, at »kristendommen mangler enhver form for sandhedsbetingelser – at den er blottet for indhold, et rent kar af tomme tegn og symboler, der kan fyldes med fremmede stoffer og omformes, så de passer til dem.« Nej, jeg er bare ikke historisk uvidende nok til at fremføre uærlige teologiske argumenter, især ikke sådanne, der er i direkte modstrid med mit eget folks historie. Jeg står på fast historisk grund, når jeg påpeger, at kristendommen let tilpassede sig racisme, slaveri, imperialisme, kolonialisme og hvidt overherredømme og meget andet i den nye verden, Afrika og Asien. Kristne havde solide teologiske argumenter for at retfærdiggøre alle disse ting.
Hvordan forklarer vi dette? Er der simpelthen ingen sandhed i den kristne lære? Min opfattelse er, at kirken traditionelt har set sin opgave som frelse af individuelle sjæle. Guds rige er ikke af denne verden. Kirken har traditionelt skelnet mellem åndelig lighed – tanken om, at alle mennesker har sjæle og er skabt i Guds billede, hvilket er grunden til, at kirken har modsat sig polygenese, darwinisme og eugenik – og fysisk lighed eller lighed i status og tilstand. Den lethed, hvormed kirken har tilpasset sig det politiske establishment og en forvirrende mangfoldighed af autoritære og hierarkiske kulturer gennem historien, skyldes dette overjordiske fokus.
Man kan vel sige, at jeg ikke tager amerikansk kristendom særlig alvorligt, når den lutherske kirke har fordømt Martin Luther for antisemitisme. Efter min opfattelse er det helt klart en underordnet subkultur. Den følger den dominerende jødiske sekulære mainstreamkultur som en skygge – ideen om, at »racisme« er umoralsk, interraciale adoptioner, politisk korrekthed, signalering om homoseksuelle ægteskaber, som for nylig er blevet moderne. Intet af dette stammer fra den kristne lære, men snarere fra massemediernes dominans og den grundlæggende menneskelige natur, som er at længes efter social accept. Kristne ledere ønsker at blive set som respektable og i tråd med det sekulære mainstream.
Måske er dette den virkelige grund til, at vi nu hører, at »Alt-Right er fundamentalt uforenelig med kristendommen.« Alt-Right kritiseres af det politiske og kulturelle etablissement. Så det er naturligt, at deres håndlangere i kirken følger trop. Om et par år vil kristne konservative argumentere for, at transfobi er fundamentalt uforenelig med kristendommen. Fortiden vil også blive bekvemt kasseret i jagten på respektabilitet i mainstream.
Læs også
Kilde
Fra Occidental Dissent; “The Compatibility of Alt-Right Christianity“. Oprindeligt udgivet d. 15. februar 2018.
Bloggen Danmarksfrihedsraad har en del artikler af Hunter Wallace, find dem her.
Hunter Wallace er grundlægger og chefredaktør på Occidental Dissent. Du kan følge ham på X her.
Danmarks Frihedsraad 