BOGANMELDELSE:

Povl H. Riis-Knudsen:
Upopulære betragtninger

Ordsmeden, 2025. 328 sider. 249 kr.

Af Peter Neerup Buhl

Mange af tidens aktuelle spørgsmål kommer under behandling i Povl H. Riis-Knudsens seneste bog. Ytringsfrihed, islam, kristendom, abort, kønsidentiteter, aktiv dødshjælp, Nye Borgerliges deroute, Ukraine/Rusland, Israel/Palæstina, Tysklands sørgelige tilstand, Søren Krarups liv og arv, besættelsen og nazismen i historien og i dag, m.m., det meste på baggrund af den aktuelle befolkningsudskiftning, hvor forfatteren har nogle på flere måder befriende enkle løsninger.

Det hele som sædvanlig velargumenteret og -dokumenteret. Når man vil anmelde en sådan bog, kan man jo vælge at fokusere på aspekter med uenigheder eller med meningsharmoni. Mange af forfatterens egne indlæg i bogen er boganmeldelser, og en parallel til nærværende anmeldelse kan være hans anmeldelse af Sahra Wagenknechts bog Die Selbstgerechten. Riis-Knudsen finder her megen relevant kritik og nytænkning, skrevet af en intelligent iagttager, men fordi hendes verdensanskuelse hviler på sociale kategorier, ikke etnonationale, kommer hun frem til nogle andre konklusioner end Riis-Knudsen, særlig i indvandringsspørgsmålet, hvilket dog ikke er uvæsentligt.

Kort sagt bestemmes selv den kløgtigste i sit verdensbillede af grundlæggende ideologiske udgangspunkter, ikke af den fulde ”virkelighed” i sig selv. Sådan må det være, et levende menneske har en retning; den, der i alle spørgsmål vil finde alle argumenter for og imod, taber i livskampen. Det er faktisk idealet herom (om ”upartiskhed”), der er ved at tage livet af Europa; man forsøger at se en sag fra alle sider i stedet for at være partisk for sig selv (som resten af verden er det). Så selv en berejst og belæst skribent som Riis-Knudsen er selvfølgelig selektiv og vil bevise en pointe, han i forvejen har. Det værdifulde er vel at mærke, at det er undertrykte pointer, som den herskende tidsånds synsvikler sjældent får med. Jo i højeste grad hvad angår jødernes store rolle i særlig USA; forfatterens velkendte holdning her tenderer efter undertegnedes mening farligt mod at blive den for nemme forklaring på alle onder, men de mange tolkninger, de indviklede sammenhænge i historien giver plads til, gør det for vidtløftigt (og efter al erfaring ørkesløst) at komme med konkrete modargumenter her! (Mainstreams typiske ”svar” er som SAXO.com’s til PHRK: repression) …

Så Riis-Knudsen er ”ensidig” i en række standpunkter – ligesom alle er det og i særdeleshed mainstream. Sidstnævnte jo paradoksalt nok, idet man altså så gerne vil dele sol og vind lige, men utopien herom kræver helt bestemte liberaldemokratiske rammer, og lever man ikke op til disses rent formelle krav, er man ikke så lige som andre. Og liberaldemokrater ser ikke denne bjælke i eget øje, kun den tilmed mindste splint i andres. Så selv om det er vanskeligt for læseren at gennemskue, hvem der har mest ret i alle de oplysninger om fx Rusland, den ene og den anden part kolporterer, er det efter læsningen af Riis-Knudsens studier af litteratur og ikke mindst i felten (bogstavelig talt) evident, at de herskende ensidige skildringer tit behøver nuancering. Og ligeledes på andre områder, fra Mellemøsten og til mange nationalsindedes opfattelse af islam som den ultimative fjende. Læsere, der i forvejen (ligesom PHRK) har skarpe, men andre meninger om nogle af disse punkter, vil næppe omvendes (hvornår sker noget sådant overhovedet?), men givetvis få nuanceret deres opfattelser, og større ambitioner end at udvirke dét er det urealistisk at have som skribent. 

Nærværende bog er utvivlsomt mere ”saglig” (i dette misbrugte ords saglige betydning!) end så mange mere celebre forfatteres skildringer, men krydres dog af tildels meget voldsomme udfald med ønsker om død og ulykke for modparter. Jeg siger krydrer, fordi jeg egentlig finder dem fornøjelige som udtryk for alt for sjælden lidenskab i den offentlige debat, og de skyldes også forståelig indignation, men vil man virkelig nå ud og rokke tvivlere i den rigtige retning, er en sådan stil dog sikkert kontraproduktiv. Dog kan man selvfølgelig også spørge, om tvivlere overhovedet vil røre en bog af denne forfatter. Han taler gentagne gange om nødvendigheden af begejstring for en sag og for sit land, kvalt af moderne (vildledt) ”saglighed”, så hans ærinde er nok primært at give større selvsikkerhed for i forvejen nogenlunde stærkt troende. De vil nok føle sig bekræftet af bogens barske udfald, men man kan dog stadig overveje, om stemningen i teksten derved ikke nærmer sig den negative anti-holdning, forfatteren med rette kritiserer, snarere end begejstring for de positive mål. Men negativ energi er desværre oftest stærkere end positiv, se blot på venstrefløjen!