Af Pepe Escobar

Undervurder aldrig den kommende tsunami af forstyrrende »analyser« og forudsigelige programmer, der allerede er indlejret i den hybride krig mod Kina – og den større krig mod BRICS.

Undervurder aldrig den kommende tsunami af forstyrrende »analyser« og forudsigelige programmer, der allerede er indlejret i den hybride krig mod Kina – og den større krig mod BRICS.

Se den seneste 128-siders rapport fra Hudson Institute i Washington D.C. med den så profetiske titel China After Communism: Preparing for a Post-CCP China (Kina efter kommunismen: Forberedelse til et Kina efter KKP).

Du har fuld ret til at reagere på en Monty Python-agtig måde som »Knights Who Say ›Ni!‹«, når du konfronteres med denne meningsløse absurditet. Men tag ikke fejl, de tager det meget alvorligt. Den amerikanske tænketankverden er mestre i at telegrafere drømme om regimeskift og eksistentielle frygt år i forvejen, i smertelige detaljer.

Det var tilfældet med den smagløse RAND-rapport om at sprænge Rusland i luften på flere fronter, eller den smagløse Brookings-rapport om at opløse Persien, faktisk Iran. Nu er det turen kommet til den mest magtfulde af den nye Primakov-trekant (RIC) i BRICS: Kina.

De spiller virkelig »Light my Fire«¹ på steroider og tror, at et »pludseligt regimesammenbrud i Kina ikke er helt utænkeligt«. De henviser til det gamle OSS – forgængeren til CIA – og dets operationer i Kina under Anden Verdenskrig for at antyde, at »amerikanske specialstyrker (SOF) kan hjælpe med at stabilisere et Kina efter KKP.«

Den middelmådige kineserhader Gordon Chang råder Washington til at »få amerikanske virksomheder og borgere ud af Kina« og »fjerne« Beijing-enheder fra vigtige sektorer i den amerikanske økonomi.

Der er den uundgåelige opfordring til USA om at »beskytte menneskerettighederne i en overgangsperiode« og til amerikansk intervention »for at forhindre etnisk vold, borgerkrige og politisk gengældelse, med særlig fokus på Kinas fem autonome regioner – Guangxi, Xinjiang, Tibet, Indre Mongoliet og Ningxia.« Ja, lad os bygge et Disneyland i Tibet.

Når den farverige revolution/regimeskift er i gang, kan »det postkommunistiske Kina etablere et konstitutionel demokrati og udarbejde en ny forfatning«. Alt sammen under opsyn af Kaosimperiet,² selvfølgelig, som vil definere »Kinas forhold til Taiwan« og endda »hvad det nye land skal hedde«.

Højhastighedstoget mod internationalisering af yuanen³

Det bliver sjovt at observere reaktionen fra kinesiske borgere på Weibo, Tik Tok og Guancha på dette så velmenende nedrivningsprojekt. Dette dokument kan selvfølgelig ikke tages alvorligt som en anbefalet strategisk politik. Det kan knap nok betegnes som en sjusket psykologisk operation/overfladisk propaganda, der indeholder flere indlejrede ph.d.’er i kognitiv dissonans.

Målet er ikke den kinesiske offentlige mening, men faktisk masser af halvanalfabeter i USA, der i årevis er blevet hjernevasket døgnet rundt om truslen fra de onde kommunister. Og de onde russere. Og »ayatollaherne«.

Tal om civilisationernes sammenstød for begyndere-begyndere.

Som en realistisk modgift foreslår jeg vores nylige samtale Guancha i Shanghai var vært for, hvor professor Huang Jing, Tricontinentals grundlægger Vijay Prashad og jeg selv deltog, om den større krig mellem Kaosimperiet og Kina og BRICS.

Hertil kommer nogle fine observationer fra Miao Yanliang, der nu er chefstrateg i investeringsbanken CICC, tidligere ansat i China State Administration of Foreign Exchange (SAFE), en del af People’s Bank of China, og en kendere af imperiet, da han har en ph.d. fra Princeton.

Miao holdt for nylig en ganske interessant tale på Peking University, der blev offentliggjort som en CICC-rapport i begyndelsen af juni.

Lad os starte med de-dollarisering. Miao argumenterer for, at »opbygningen af et multipolært valutasystem kræver politisk koordinering og valutakursfleksibilitet blandt de største valutaudstedende økonomier.« Nu er »to centrale hindringer, der tidligere begrænsede internationaliseringen af den kinesiskse yuan – høje amerikanske renter og vedvarende forventninger om depreciering i perioder med handelsspændinger – begyndt at vende.«

Oversættelse: Fra nu af har Kina en lang række muligheder for at udnytte sin globale handel til at fremme internationaliseringen af yuanen.

Med hensyn til USA’s evne til at opretholde dollarens status som reservevaluta peger Miao på to faktorer: »om USA kan fortsætte med at lede den teknologiske revolution« og »om det kan bevare fordelene ved sit finansielle system, såsom Federal Reserves uafhængighed og de finansielle markeders selvregulerende og korrigerende evner«.

Men det, der nu accelererer, er snarere »fragmenteringen af det internationale monetære system«. Vi bør derfor forvente en øget brug af yuan i betalingsafregninger og som »værdiopbevaringsmiddel«; det sker allerede overalt i BRICS-landene.

Miao peger på den vigtigste faktor: Yuanen er nu »en lavrentevaluta, mens den amerikanske dollar er en højrentevaluta«. Trumps 2.0-told »på alle lande har bidraget til apprecieringen« af yuanen.

Dette højhastighedstog er nu ved at forlade stationen: »Ved at udnytte Kinas styrker inden for fremstilling i sektorer som maskiner, elektronik og nyt energiudstyr« opfordrer Kina BRICS-landene og deres partnere til at bruge yuanen »til handelsafregning og dermed skabe en selvbærende cyklus« drevet af »reel handelsefterspørgsel«.

Det er dette system, disse klovne ønsker at ændre.

De lærer aldrig

De lærte ikke noget af den kollektive ydmygelse, som Vesten led i stedfortræderkrigen i Ukraine. En højtstående, nu pensioneret veteran fra Deep State, der kender OSS’ storhedstid, opsummerer det hele. Relevante uddrag fra vores samtale:

“USA og Europa er allerede i krig med Rusland, og de er ved at tabe. USA har 20.000 bevæbnede soldater i Europa for at imødegå Rusland. NATO-styrkerne er stort set et fantasifoster.

Ukraine er intet andet end en front i USA’s kamp om kontrollen over det eurasiske kontinent a la Mackinder. USA kan ikke forsyne både Israel og Europa på samme tid. Det har overvurderet sine egne kræfter. Europa har ingen hær af betydning, og det meste af dets udstyr er forældet. Det hele er ren bluff.”

Han tilføjer: »Europæerne er ved at vågne op til den kendsgerning, at USA har en voldgrav omkring sig, så det kun kan nås af ICBM’er og ubådsmissiler, men Europa er i sig selv uforsvarligt, da konventionelle kortdistance-missiler kan ødelægge det. Der er ikke brug for atomvåben for at ødelægge Europa på én dag, men en regn af russiske missiler.«

Sammenlign det med Ruslands topforhandler i Istanbul, historikeren Medinsky, da han blev spurgt, om Moskva frygter nye sanktioner fra EU og USA:

“Det er ikke et spørgsmål for os, ikke for forhandlingsgruppen. Det kan jeg sige dig. Efter revolutionen og borgerkrigen i 1920, igen en historisk reference, havde vi ikke kun sanktioner, vi havde en absolut diplomatisk og økonomisk blokade af Sovjetrusland fra alle sider. Alle! Det forhindrede os ikke i at vinde Anden Verdenskrig (…) Intet vil forhindre Rusland i at vinde nu. Det eneste spørgsmål er prisen for sejren og den tid, det tager at opnå den.”

Dette er noget, der aldrig vil gå op for tænketankene i Washington. Ligesom de teknologiske landvindinger – som nu er synlige – i Made in China 2025-planen aldrig vil gå op for dem.

Ind træder store ord, hovmod, besættelsen af regimeskifte – og værre. For hvis den amerikanske herskende klasse af psykopatiske mordere endelig konkluderer, at de ikke kan opretholde deres ensidige verdensherredømme, selv ikke gennem krig, vil de forlade deres elskede Think Tank-rapporter for altid og i desperation ty til en Samson-løsning.

---

Noter

1. På grund af sin erotiske tekst og innovative struktur er nummeret blevet betragtet som synonymt med 1960’ernes psykedeliske og seksuelle revolutioner. ↩︎
2. Når Pepe Escobar refererer til “The Empire of Chaos” (Kaosimperiet) i sin bog Empire of Chaos: The Roving Eye Collection og relaterede værker, peger han primært på USA og dets vestlige allierede som centrum for denne betegnelse. Ifølge Escobar repræsenterer “The Empire of Chaos” en geopolitisk magtstruktur, der fremmer ustabilitet og kaos i forskellige regioner for at opretholde global dominans og forhindre fremkomsten af en multipolar verdensorden. Han fokuserer på USA’s udenrigspolitik og dens indflydelse gennem militær intervention, økonomisk krigsførelse og strategier som “pivoting to Asia” (inddæmning af Kina), konflikten i Ukraine (inddæmning af Rusland) og styrkelse af NATO (kontrol over Europa).
   Han nævner også bredere geopolitiske grupper som BRICS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika) og Global South, som han ser som modpoler til USA’s hegemoni. Ifølge Escobar forsøger USA at forhindre økonomisk integration i Eurasien, da dette ville reducere USA’s globale indflydelse og gøre landet til en “ikke-hegemon” eller endda en “outsider”. ↩︎
3. Kinesisk yuan er valutaen i Folkerepublikken Kina. ↩︎

Kilde

Fra The Unz Review; “Destroy Russia. Fail? No Problem: Let’s Destroy China!“. Oprindeligt udgivet d. 25. juli 2025.