Jeg havde et interessant møde forleden. Det var med min egen hjerne. Mere præcist var det med underbevidste mekanismer i min egen hjerne. Jeg gennemsøgte hylderne i fagbogsafdelingen på et bibliotek, da en titel og forfatter fangede min opmærksomhed: The Ruin of All Witches af Malcolm Gladwell. Han er en sort canadisk forfatter, der både er en letvægter og venstreorienteret. Men jeg synes, hans bøger er lette og underholdende at læse, og jeg havde ikke hørt om denne, så jeg tog den ned og kiggede på bagsiden. Der stod, at bogen var »historien om en enkelt hekseproces i en afsidesliggende bosættelse i New England i 1651«.
Forklaring på fejlen
Men det var forvirrende. Det virkede som et mærkeligt (og mærkeligt begrænset) emnevalg for Gladwell, så jeg kiggede på forsiden. Denne gang så jeg, at forfatteren faktisk var en person ved navn Malcolm Gaskill. Men jeg havde tydeligt set »Malcolm Gladwell« på ryggen, da jeg gennemsøgte hylderne. På baggrund af konteksten »Non-Fiction«, fornavnet Malcolm og et efternavn, der begynder med G- og slutter med -ll, havde min hjerne påført mig en slags autofyld og fået mig til at se noget, der ikke var der. Men det gør vores hjerner jo altid. Meget af det, vi ser foran os, er sammensat i vores hoveder. Vi autoudfylder, drager forhastede konklusioner, gør dele til helheder. Og det meste af tiden fungerer det fint. Eller det ser i hvert fald sådan ud. Men af og til opdager vi, at vores hjerne fører os på vildspor, som jeg gjorde i biblioteket. Kun de døde begår aldrig fejl. Og den slags fejl er uskyldige og uundgåelige. Vores hjerne svigter os nogle gange. Sådan er livet som et begrænset, fejlbarligt menneske.
Men min uskyldige fejl fik mig til at tænke over andre fejl, jeg har begået – fejl, der ikke kan beskrives som uskyldige og uundgåelige. Tag for eksempel min artikel »Murder and Misogyny«, hvor jeg sammenlignede normannernes invasion af England i det 11. århundrede med Sovjetunionens invasion af Polen i det 20. århundrede. Jeg argumenterede for, at Katyn-massakren, hvor 22.000 af den polske elite blev skudt af angriberne, ikke havde nogen parallel i England, fordi normannerne var »en nært beslægtet race, der praktiserede nøjagtig samme religion som englænderne«. Den normanniske erobring var ikke »som erobringen af det katolske Polen af ateistiske, antikatolske kommunister, der i uforholdsmæssig høj grad kom fra ikke-slaviske minoriteter som jøder, baltere og georgiere«. Derfor konkluderede jeg, at briterne aldrig har lidt »noget som Katyn-massakren … fordi vi aldrig har haft forudsætningerne for det: besættelse af fjendtlige fremmede, der foragter vores kultur og ønsker at underkue os for evigt.«
Ideologi trumfer ærlighed
Men selv mens jeg skrev det, vidste jeg, at Storbritannien havde oplevet noget, der kunne sammenlignes med Katyn-massakren. Det kaldes Harrying of the North, en kampagne med massakrer og sult, som Vilhelm Erobreren gennemførte efter oprør mod hans styre i Yorkshire og andre dele af det nordlige England. Måske så mange som 150.000 mennesker blev dræbt eller sultet ihjel, og den lokale elite blev erstattet af normannere. Da jeg skrev om Polen og Katyn-massakren, tænkte jeg, at jeg burde nævne Harrying of the North. Men det ville have kompliceret tingene og ødelagt den enkle kontrast, jeg tegnede mellem kommunisternes erobring af Polen og normannernes erobring af England. Så jeg fandt det nemt at lade emnet være uomtalt.
Det var ikke min hjerne, der fejlede, det var mig, der fejlede. Med andre ord var det ikke underbevidste mekanismer i min hjerne, der fik mig til at fejllæse en forfatters navn, det var mit bevidste jeg, der af ideologiske årsager nægtede at være helt ærlig. Og jeg begik endnu en fejl, da jeg i »The Value of Victimhood« hævdede, at politikken i Liverpool »altid har været venstreorienteret – til tider meget venstreorienteret.« Det var en doven antagelse, som hjælpsomt blev korrigeret af en indfødt liverpudlianer (person fra den engelske by Liverpool) i Unz Review, der bemærkede, at »indtil begyndelsen af 1970’erne havde byen meget ofte et konservativt byråd.« Og en kommentator på Occidental Observer korrigerede en anden af mine dovne antagelser, efter at jeg i »The Power of Pudenda« havde sværmet om et maleri af den nøgne gudinde Venus, der blev tilbedt på knæ af helte som Lancelot og Achilles. Kommentatoren påpegede, at »alle de afbildede mænd var berygtede for at have været utro med andres koner.« Ja, jeg tog fejl med hensyn til maleriet: Det var ikke en hyldest til sex, men en satire over seksuelle syndere.
Moder Mona mod den groteske Grunberg
Jeg har lavet mange andre fejl i mine artikler til Occidental Observer, nogle utilsigtede, andre mindre utilsigtede. Faktisk må jeg have lavet mange flere fejl, end jeg er klar over. Jeg er menneskelig, derfor er jeg fejlbarlig. Derfor stiller jeg spørgsmålstegn ved mig selv og mine ideer om vestlig politik og kultur. Har jeg for eksempel ret i, at jøder har en uforholdsmæssig negativ indflydelse på disse ting? Ja, det tror jeg. Blandt andet hjælper den overbevisning mig med at komme med præcise forudsigelser. Jeg kom med en af dem for nylig, da jeg læste noget på det anti-islamistiske site Gates of Vienna:
Følgende video er et uddrag fra en paneldebat på hollandsk tv med [Mona] Keijzer. Vicepremierministeren begik den fejl at henvise til muslimers jødehad og kom derfor i store problemer. De andre paneldeltagere brugte flere logiske fejlslutninger i deres angreb på hende, hvoraf den vigtigste var påstanden om, at det at identificere en egenskab, der er karakteristisk for en gruppe, indebærer, at alle medlemmer af gruppen besidder denne egenskab. (»Du må ikke generalisere om muslimer!,« Gates of Vienna, 19. december 2024)
Da jeg læste det, havde jeg hverken set videoen eller læst udskriften. Men jeg tænkte straks: »Jeg vil vædde på, at en af Mona Keijzers pro-muslimske modstandere var jøde!« Og jeg havde ret. Hendes hovedmodstander var jøde. Det var den fremtrædende hollandske intellektuelle Arnon Grunberg, som jeg allerede har omtalt i Occidental Observer. Som jeg påpegede i »Atrocity in Amsterdam,« er han en af mange jøder, der har hævdet, at muslimer og jøder er »naturlige allierede« (natuurlijke bondgenoten på hollandsk). Disse pro-muslimske jøder siger ikke, hvem den jødisk-muslimske alliance er rettet mod, men svaret er indlysende: Muslimer og jøder er naturlige allierede mod de onde hvide kristne, der undertrykker dem begge.
Men nogle jøder er uenige med Grunberg. De har et andet svar på det alt afgørende spørgsmål: »Hvad er bedst for jøder?« De mener, at muslimer i Vesten nu udgør en trussel mod den jødiske magt, og derfor støtter de ikke ukritisk muslimer som Grunberg og andre venstreorienterede jøder. Ironisk nok tjener Mona Keijzer (født 1968) disse islamskeptiske jøder, fordi hun kommer fra en pro-zionistisk regering ledet af den notorisk filosemitiske Geert Wilders. Derfor kritiserede hun muslimer for at være skadelige for jøder, ikke for at være skadelige for hvide. Debatten mellem hende og Grunberg var i virkeligheden en debat mellem to sider af den jødiske opinion om, hvad der er bedst for jøder i Holland, ikke om hvad der er bedst for de eneste ægte hollændere, nemlig de hvide hollændere.
Men jeg havde ikke desto mindre forudsagt korrekt, at en islamskeptisk hvid politiker ville blive modsat af en islamofil jøde. Og videoen understøttede mine ideer på en anden måde. Jeg har argumenteret for, at grimhed er karakteristisk for jøder og jødiske ideologier, som udtrykker misundelse og had mod hvid skønhed. Den hollandske video indeholder en bogstavelig legemliggørelse af hvid skønhed og jødisk grimhed, fordi Mona Keijzer er attraktiv og Arnon Grunberg er grim. Hun er en intelligent, attraktiv hvid kvinde, der har gjort det, som alt for mange hvide kvinder som hende ikke har formået at gøre. Det vil sige, hun er blevet mor og har fået børn – fem af dem, faktisk.
Jeg håber, at Mona Keijzer er pro-hvid og gjorde sit bedste for de hvide inden for de rammer, der er sat af jødisk indflydelse på hollandsk politik. I den debat kunne hun ikke argumentere direkte for hvide interesser, så måske gjorde hun det indirekte ved at argumentere for jødiske interesser. Men tabuet mod direkte støtte til hvide interesser er ved at svækkes i hele Vesten. Derfor er diskussionen om pakistanske voldtægtsbander overalt i de britiske medier i begyndelsen af 2025. Desuden bruger mainstream-politikere det korrekte udtryk »voldtægtsbander« i stedet for det eufemistiske »grooming-bander«. Den fanatiske pro-zionist Robert Jenrick, en fremtrædende konservativ, der har en jødisk kone og urokkeligt støtter Israel, har blasfemeret mod minoritetsdyrkelse på denne måde:
Skandalen begyndte med starten på massemigrationen. Importen af hundredtusinder af mennesker fra fremmede kulturer, der har middelalderlige holdninger til kvinder, har bragt os hertil. Og efter 30 år med dette katastrofale eksperiment har vi nu fasttømrede sekteriske vælgerblokke, der gør det til politisk selvmord for nogle parlamentsmedlemmer at konfrontere dette. Denne skandale viser, hvorfor vi må sætte en stopper for det. (Tweet af Robert Jenrick, 4. januar 2025)
Lad os være klare: Jenrick forsøger at tjene jødiske interesser, ikke hvide interesser. De »sekteriske vælgerblokke«, han henviser til, er pro-palæstinensiske og findes i muslimske distrikter. Krigen i Gaza og pro-palæstinensisk aktivisme blandt muslimer i Vesten har tvunget flere blandt den jødiske elite til at beslutte, at muslimer og jøder ikke er naturlige allierede og aldrig vil blive det. Jeg begynder endda at se sandheden i konspirationsteorien, der siger, at jøder som Benjamin Netanyahu bevidst har fremprovokeret muslimsk migration i den sikre forventning, at de patologier, der er opstået som følge heraf, før eller senere vil skabe en modreaktion mod muslimer. Denne modreaktion vil give dækning for oprettelsen af »Stor-Israel«, det enormt udvidede område, som nogle zionister ønsker at udskille fra Israels arabiske naboer.
Men det er spekulation. Det, der ikke er spekulation, er, at minoritetsdyrkelse bliver udfordret i hele Vesten. Zionister som Mona Keijzer og Robert Jenrick forsøger at tjene jødiske interesser, når de kritiserer muslimer, men de åbner dermed et stadig større rum for hvid nationalisme.
Kilde
Fra The Occidental Observer; “Mother Mona Maligns Muslims: From My Egregious Errors to the Conspiracy for Greater Israel“. Oprindeligt udgivet d. 10. januar 2025.
Danmarks Frihedsraad 