Af dr. William L. Pierce
Det er frustrerende og provokerende at se Clinton og hans bande af nationsødelæggere glæde sig over deres succesfulde mobning af Serbien. Madeleine har skreget og skrålet som den onde heks fra Vesten, og Bill har peget fingre ad serberne, set alvorlig ud og fortalt dem, at de ikke vil få en øre til at reparere den skade, NATO har forvoldt, før de fjerner Slobodan Milosevic og vælger en »godkendt« præsident.
Jeg var faktisk ret skuffet over Milosevic, fordi han gav efter for NATO-gangsterne, og jeg var ved at afskrive ham. Hvad kan man også forvente af en tidligere kommunist? Men hvis Clinton og hans jøder hader Milosevic så meget, så er der måske alligevel noget godt ved ham. Jeg husker, hvordan Clinton-banden for nogle år siden pressede Rusland på alle mulige måder for at få Boris Jeltsin valgt og genvalgt. Budskabet var i alt væsentligt: »Ingen lån fra Vesten, medmindre Boris er jeres præsident.«
Jeg har sagt det før, men det er en ret god regel at huske, en regel, der er blevet bekræftet igen og igen af begivenhederne: Hvis jøderne hader nogen, kan han ikke være helt dårlig, og enhver, de roser offentligt, skal skydes så hurtigt som muligt.
Under alle omstændigheder er det nu temmelig åbenlyst, hvordan New World Order-banden agter at få kontrol over tingene: De ødelægger et land med bomber og missiler – eller de stjæler simpelthen dets rigdomme uden at bruge bomber og missiler; og når landets befolkning er tilstrækkeligt elendig og desperat, tilbyder de penge til genopbygning, hvis befolkningen vælger de ledere, som gangsterne har udvalgt. Det er det, de kalder demokrati: folkets vilje – det vil sige det udvalgte folks vilje. Og selvfølgelig er det vores penge, vores hårdt tjente skattepenge, der bruges til bestikkelse for at undergrave den demokratiske proces i andre folks lande. I Rusland brugte de kommunisme og korruption – tyveri – til at ruinere landet, og da det var blødt tørt, begyndte de at rydde ud for Israel og USA. I Serbien var der meget få af det udvalgte folk til at begynde med, så de brugte bomber og missiler til at ødelægge landet: det gik hurtigere på den måde.
De får endda ekstra fordele fra Rusland og Ukraine nu: anslået 2.000 attraktive unge russiske og ukrainske kvinder bliver hvert år ført til Israel af det udvalgte folk og tvunget til prostitution.
Det er forresten ikke mit skøn; tallet på 2.000 russiske og ukrainske kvinder om året kommer fra Jerusalem Post. Jeg læser nu fra et eksemplar af Jerusalem Post fra 28. december 1998: »Kvinder sælges til sexindustrien i Israel for mellem 5.000 og 15.000 dollars, mens de alfonser, der køber dem, kan tjene mellem 10.000 og 50.000 dollars om året pr. kvinde… Ifølge Israel Women’s Network bringes 2.000 kvinder om året til Israel fra CIS og tvinges til at arbejde som prostituerede.« »CIS« er en forkortelse for Commonwealth of Independent States, primært Rusland og Ukraine.
Du ved, Clinton-regeringen er fuld af »humanitære«, der retfærdiggjorde deres ødelæggelse af Serbien med, at serberne forfulgte albanerne i Serbien. Hvornår tror du, at disse »humanitære« vil gøre noget ved forfølgelsen af russiske og ukrainske kvinder i Israel? Vidste du, at det i dag er lovligt at købe og sælge mennesker i Israel? Ikke-jødiske mennesker, altså.
Hvis den nye verdensordens bestikkelse lykkes i Serbien – »vi låner jer penge til at reparere den skade, vi har forvoldt med vores bomber og missiler, hvis I fjerner Milosevic og vælger den rigtige præsident for jeres land,« som Clinton så subtilt udtrykte det i fjernsynet forleden – hvis den nye verdensordens bande får en af deres håndlangere til at styre Jugoslavien, ligesom de fik Boris Jeltsin til at styre Rusland, så forventer jeg, at vi vil se en stadig strøm af attraktive, unge serbiske kvinder blive smuglet ud af Serbien, mens korrupte serbiske embedsmænd ser den anden vej, og at de bliver ført til Israel, hvor de vil give endnu flere forretningsmuligheder til 50.000 dollars om året pr. kvinde for driftige unge jødiske forretningsmænd, som Jerusalem Post kan skrive om.
Du ved, ødelæggelsesholdet gjorde deres arbejde i Amerika tilbage i 1960’erne – faktisk fra slutningen af 1950’erne til midten af 1970’erne – ikke med missiler og bomber, men lige så effektivt med fjernsynet og musikindustrien og deres indflydelse på vores universiteter. Blandt unge mennesker promoverede de marihuana og LSD og perler og langt hår og ideen om, at verden skylder os alle et levebrød, og at vi ikke skylder noget respekt. De gav os alle mulige nye »borgerrettighedslove« og »positiv særbehandling« og åbne grænser, så det elendige udskud fra Tredje Verdens overbefolkede kyster kunne strømme ind i Amerika og ændre vores vælgerdemografi i en demokratisk retning. De lærte os, at »homoseksualitet« er godt, og at årsagen til alle verdens problemer er hvid racisme. De indledte feminiseringen og multikulturaliseringen af Amerika.
Ældre lyttere kan måske huske, hvordan de skreg og jamrede om »McCarthyisme« dengang: »Heksejagt!« jamrede de; »antisemitisme!« Faktisk jamrer de stadig over det, hver gang de får lejlighed til det: »Hollywoods sorte liste! Oy, veh!« Hvis det ikke havde været for McCarthyismen, der fik dem til at holde lidt lav profil, ville de have ødelagt Amerika endnu mere.
Gud, hvor ville jeg ønske, at vi havde dræbt dem alle sammen i 1960’erne, i stedet for at bruge al vores tid på at finde ud af, hvad de havde gang i. Tænk på, hvor mange af vores egne folk der kunne have undgået at få deres liv ødelagt. Tænk på, hvor meget bedre Amerika og verden ville være i dag. Men selvfølgelig dræbte vi dem ikke. Selv hvis vi havde fundet ud af, hvad de havde gang i i 1960’erne, havde vi ikke midlerne til at modsætte os dem effektivt. De havde massemedierne lige så meget i deres hænder dengang som nu; de havde halvdelen af regeringen til hemmeligt at hjælpe dem med deres ødelæggelsesarbejde; og den anden halvdel var for bange for at blive stemplet som »antisemitisk« til at modsætte sig dem.
Så her står vi i dag: USA er stadig rigt og velstående, primært fordi grundlaget for vores velstand blev lagt før 1960 – blandt andet opbygningen af en enormt produktiv landbrugsindustri og begyndelsen på mikroelektronikrevolutionen baseret på det arbejde, som den afdøde William Shockley og hans kolleger udførte. Med vores rigdom og vores teknologiske forspring var vi i stand til at udstyre vores væbnede styrker med højteknologiske våben, der i dag giver os mulighed for at ødelægge ethvert land, der ikke har sådanne våben, selvom deres soldater er bedre krigere end vores. Selvfølgelig er der mere i en militær operation som vores ødelæggelse af Serbien end det faktum, at vi har højteknologiske våben, og serberne ikke har. Der er det faktum, at jøderne kunne regne med, at deres mand Boris Jeltsin ikke ville yde russisk hjælp til serberne – ikke engang lade dem få moderne luftforsvarssystemer, mens vi bombede Serbien.
Nå ja… i det mindste kan de regne med Jeltsin, når han er ædru og har Boris Abramovich Berezovsky ved sin side til at hviske instrukser i hans øre. Det er ganske vist ikke et perfekt system, og det bliver til tider lidt vaklende, som da de russiske tropper uventet dukkede op i lufthavnen i Pristina foran NATO i sidste uge og nægtede at rykke sig. Jeg tror, vi kan tilskrive det Jeltsins behov for at styrke sit image over for det russiske folk. Han vil ikke have, at det skal være for tydeligt, at han er jødernes lakaj, så han kaster sig ud i raserianfald nu og da og lader som om han nægter at samarbejde. Den slags smålig trods går godt hos den russiske offentlighed, men når det kommer til virkelig vigtige spørgsmål, gør han, som han får besked på. Selv de russiske tropper i Pristina lufthavn fik dog hans herrer til at afsløre deres kort lidt. De måtte irettesætte Jeltsin og bede ham opføre sig ordentligt, ellers ville der ikke være flere håndsrækninger fra Vesten. I søndags sagde Tony Blairs forsvarsminister, George Robertson, på BBC, at hvis Jeltsin fortsatte med at opføre sig sådan, ville verdens finansielle bosser måske beslutte at tilbageholde hans lommepenge, når de mødes i Köln i næste uge.
Og selvfølgelig lokker de allerede serberne med løfter om lån i et forsøg på at opnå samme kontrol over Serbien gennem korruption, som de har over Rusland. I høj grad er det en lignende form for korruption, der holder NATO sammen og gør det muligt for folk som Madeleine Albright at manipulere organisationen. I nogle tilfælde har de sørget for, at et ikke-jødisk medlem af deres New World Order-bande styrer tingene: Tony Blair er for eksempel en korrupt, trendy, ambitiøs lille springbuk, der er en slags britisk version af Bill Clinton og virkelig regner med at blive en af ejerne af den nye verdensordens globale plantage, når resten af brikkerne er på plads.
I andre tilfælde har de simpelthen formået at holde ægte patrioter væk fra magtcentrene og holde mænd – eller kvinder – som de kan håndtere, ved magten. Når en nationalist hvor som helst begynder at tiltrække nok stemmer til at blive betragtet som farlig, slipper de alle deres trænede mediehunde løs på ham og begynder at støtte hans rivaler. Indtil videre har det været tilstrækkeligt. Derfor elsker de demokrati så meget og insisterer på det som regeringsform overalt. Det er så let at manipulere de fleste vælgere med massemedierne.
Sammenfattende baserer vores folks fjender deres magt på tre ting: For det første, og langt det vigtigste, er deres kontrol over massemedierne. Selv i lande, hvor de ikke ejer de store aviser og tv-stationer og kontrollerer indholdet og vinklingen af nyhedsprogrammerne, er jøderne i stand til at udvide deres indflydelse gennem underholdningsmedierne. De fleste lande i verden – i hvert fald alle lande i Europa – får en stor del af deres underholdning fra Hollywood. Og alt, hvad der kommer fra Hollywood, indeholder jødernes åndelige gift: deres til tider subtile og til tider slet ikke subtile propaganda for ligestilling og multikulturalisme og raceblanding og feminisme og passivitet og hvid skyld og overgivelse.
Det var jødisk underholdning fra Hollywood, der mere end noget andet ødelagde Sydafrika. Indtil 1977 var der ingen tv-underholdning i Sydafrika, fordi det hvide apartheidstyre der, af frygt for dens undergravende indflydelse, ikke tillod det. Regeringen gav endelig efter for presset i 1977 og tillod kommerciel tv-udsendelse, og det tog kun 16 års tv-kigning, hvoraf det meste kom fra Hollywood, før de hvide sydafrikanere havde fået pumpet nok jødisk åndelig gift i sig til, at de kunne overtales til at stemme for massivt hvidt selvmord i 1993. De fleste af dem har stadig ikke fundet ud af, hvad der skete med dem.
Det andet element i jødernes magtbase er penge. De har en uhyggelig drivkraft og evne til at skaffe penge – en arvelig drivkraft og evne, tror jeg – og, hvad der er mindst lige så vigtigt, en forståelse for, hvordan man bruger penge til at købe magt, og en vilje til at gøre det. Der er selvfølgelig mange meget velhavende ikke-jøder, mænd, hvis rigdom i fortiden var baseret på jord og i dag primært er baseret på virksomheder: Carnegie, Ford, Gates. Men der er stadig et særligt forhold mellem jøder og penge. Når man ser en fordeling af rigdom efter etnicitet eller religion, vil man altid se jøder øverst på listen. Hvorfor går jøder for eksempel aldrig ind i landbruget? Har du nogensinde i dit liv mødt en jødisk landmand eller bare hørt om en? Hvorfor vil de alle være advokater eller købmænd? Eller i mangel af det, kosmetiske kirurger eller psykiatere? De har en instinktiv sans for penge. Du begynder at læse en nyhedshistorie om et kæmpe Medicare-svindel, der er blevet afsløret af FBI, og som har snydt regeringen for hundreder af millioner af dollars, eller om et korrupt telemarketing-svindel, der har berøvet tusindvis af pensionister deres livsopsparing, eller om en insiderhandel på Wall Street, der har indbragt milliarder af ulovlige dollars, og inden du når til navnene på de anholdte, kan du gætte, hvad de vil være: Boesky, Levine, Goldblatt, Kaplan, Milken, Cohen og lignende.
Det tredje element i deres magtbase er organisation. Lås tre jøder inde i et rum, og inden for en uge vil de have dannet seks forskellige jødiske organisationer. Kig i De Gule Sider eller i Encyclopedia of Associations, som du kan finde i næsten alle biblioteker, tæl antallet af specifikt jødiske organisationer, der er opført, og sammenlign det med antallet af f.eks. lutherske eller baptistiske organisationer og med disse gruppers procentdel af befolkningen. Du vil opdage, at jøderne har langt flere organisationer pr. indbygger end nogen anden etnisk eller religiøs gruppe. Nogle af disse organisationer fokuserer på det jødiske samfund selv – på at opretholde en høj grad af jødisk selvbevidsthed, en høj grad af etnisk identitet – og andre fokuserer på at udøve organiseret pres på det ikke-jødiske samfund. Disse organisationer giver jøderne mulighed for at udnytte deres lille antal langt mere effektivt. Og jøderne støtter disse organisationer. De forstår, at der ligger styrke i organisation – hvilket er noget, vores folk burde lære.
Jøder investerer ikke kun deres penge i jødiske organisationer, de bruger dem også i samarbejde med deres massemedier til at bestemme udfaldet af valgprocessen. En beskidt, lille hemmelighed, som alle politikere i Washington kender, men som ingen må tale om, er, at jødiske penge er nøglen til at vinde valg. Cirka en fjerdedel af alle penge, der doneres til republikanske politiske kandidater, kommer fra de 2,5 % af den amerikanske befolkning, der er jøder. For demokratiske kandidater kommer cirka 60 procent af pengene fra jøder. Utroligt, ikke? Det hjælper os i hvert fald til at forstå, hvorfor størstedelen af Bill Clintons udnævnelser til ambassadører, ministerposter, højesteret og andre høje regeringsposter er gået til det jødiske mindretal.
Og selvfølgelig bruges jødernes penge ikke kun til bestikkelse af enkeltpersoner eller politiske kampagner – og det er ikke kun deres penge. Da Madeleine Albright løb rundt fra det ene land til det andet under bombningen af Serbien og bestak forskellige politiske ledere for at forhindre dem i at reagere på offentlighedens krav og trække sig ud af NATO, var det ikke hendes personlige penge, hun lovede dem. Det var vores penge, vores skatter.
Så det er essensen: medier, penge og organisation. Det er det, der udgør magtapparatet. Det er det, der gør det muligt for en lille minoritet at kontrollere flertallet – og at ødelægge nationer og begå folkemord og slippe af sted med det og stræbe efter total verdensherredømme under den nye verdensordens ægis.
Der er selvfølgelig mere i det. Der er jødernes unikke indre natur. Jeg har netop beskrevet det ydre apparat for jer. Det er det apparat, de bruger til at kontrollere Clinton-administrationen – og mere generelt til at kontrollere Amerika.
Og med et par ændringer er det det apparat, de planlægger at bruge til at opnå total verdensherredømme. Det er specielt tilpasset til kontrol af demokratier, men når de støder på et land, der ikke er demokratisk nok til at kunne kontrolleres med propaganda og bestikkelse, bruger de bomber til at blødgøre tingene, indtil deres form for kontrolleret demokrati kan sejre. Det, der er sket – og stadig sker – i Serbien, er et perfekt eksempel. »Fjern Milosevic og vælg en politiker, der er acceptabel for os som jeres leder, ellers fryser I i mørket denne vinter.«
Som jeg sagde før, er dette jødiske system, selvom det indtil videre har været en stor succes, lidt ustabilt, som alle systemer med høj gearing. Der er flere ting, der kan gå galt: flere ting, der giver os håb. I nogle af de lande, hvor demokratiet ikke har undergravet befolkningens styrke i samme grad som i Vesten – i Serbien for eksempel, eller endnu mere håbefuldt i Rusland – er der stadig mulighed for en nationalistisk genopblussen. Måske er Slobodan Milosevic nationalist, men der er andre politiske ledere i Serbien, der er langt mere nationalistiske end ham. For to uger siden trådte det serbiske radikale parti under ledelse af den serbiske vicepremierminister Vojislav Seselj tilbage fra deres parlamentsposter og lovede at fortsætte kampen for serbernes frihed med andre midler, da Milosevic gav efter. Lad os håbe, at de gør det – og gør det effektivt. Og inden for det næste år kan vi måske se en virkelig dramatisk bevægelse mod nationalisme i Rusland, og det, jøderne har gjort mod Serbien, kan gøre en nationalistisk sejr i Rusland mere sandsynlig.
Overalt vil der være en langt større motivation end før for at anskaffe eller producere masseødelæggelsesvåben. Små lande forstår nu, hvis de ikke gjorde det før, at hvis de vil bevare deres frihed, må de have en eller anden måde at slå tilbage på NATO eller hvad den nye verdensorden ellers måtte antage, når den fortæller dem, hvordan de skal styre deres indre anliggender. Da de ikke kan håbe på at matche Amerikas højteknologiske konventionelle våben, vil de vende sig mod ukonventionelle våben.
Truslen om massiv gengældelse fra USA vil i sidste ende ophøre med at være en effektiv afskrækkende faktor. Når et lille land med en ægte nationalistisk leder står med ryggen mod muren og trues med erobring, vil det måske gøre alt, hvad det kan, for at straffe aggressoren. Og i takt med at antallet af små lande, der har lært at hade og frygte Amerika, vokser, kan det blive svært for folk i CIA at finde ud af, hvilket af dem der har brugt et ukonventionelt masseødelæggelsesvåben mod USA.
Og tro mig, det kommer. Det garanterer Madeleine Albright og hendes venner med det, de har gjort mod Serbien. Den positive side af det er, at det vil gøre amerikanerne godt at fryse lidt i mørket selv. Det vil udrydde mange af dem, der stemte på Clinton, og det vil styrke rygrad hos de resterende.
Mens vi venter på, at den retfærdige straf rammer, må vi fortsætte med at opbygge vores midler til at nå ud til alle vores folk. Vi må fortsætte med at opbygge vores kommunikationsmedier, vores organisatoriske styrke og vores økonomiske styrke. Som tingene står nu, vil det tage lang tid – for lang tid – for os at opbygge vores medier, vores organisatoriske styrke og vores økonomiske styrke til et punkt, hvor vi kan konkurrere effektivt med jøderne. Men I ved, at tingene sandsynligvis ikke vil forblive, som de er – i hvert fald ikke så sandsynligt som før Clinton-regeringens nylige massemordskampagne mod serberne.
Danmarks Frihedsraad 