18. december 2017

Introduktion

Fra https://www.theoccidentalobserver.net/2017/12/18/the-war-against-whites-is-massively-incentivized/ Oversat til dansk og bragt med redaktørens tilladelse.

Krigen mod hvide er massivt tilskyndet

Af professor Kevin MacDonald

I lyset af Andrew Joyces tweet tænkte jeg, at jeg ville genposte dette.

Når Greenblatt siger, at »bekæmpelse af had er en prioritet for aktionærerne«, mener han i virkeligheden, som @TOOEdit¹ forklarer, at der er massive incitamenter til anti-hvide aktiviteter.

— Joyce (@TOQJoyce) 19. december 2017

Krigen mod hvide bliver stadig mere åbenlys, til det punkt, at en meget mainstream kilde, kongresmedlem Mo Brooks, udtalte det og derefter nægtede at tilbagetrække det. Denne krig føres med en række meget potente våben.

Hos TOO har vi understreget det moralske angreb, der har indpodet skyldfølelse hos legioner af hvide for handlinger, der har fundet sted blandt alle folkeslag (f.eks. slaveri, segregation), samtidig med at man ignorerer moralsk motiverede fænomener, der er unikke for Vesten (f.eks. det moralske korstog, der afskaffede slaveri, borgerrettighedsbevægelsen).

Men et andet vigtigt våben er, at fordrivelse af hvide ofte giver økonomiske fordele. Den sejrende multikulturelle venstrefløj har skabt en kontekst, hvor mange hvide drager økonomisk fordel af fordrivelsen af hvide. Økonomiske incitamenter er naturligvis meget magtfulde i en kapitalistisk økonomi, hvor de fleste mennesker måler deres selvværd på deres bankkonto.

Hvide, der samarbejder om deres egen fordrivelse, belønnes rigeligt. Hvide forretningsmænd drager fordel af indvandring, fordi det sænker lønomkostningerne – et tilbagevendende tema på VDARE.com. Virksomheder som First Data Corporation drager direkte fordel af indvandring ved at tage en andel af de penge, som indvandrere sender til deres slægtninge i andre lande.

Et andet eksempel er flygtninge-/genbosættelsesprogrammet, hvor penge kanaliseres fra den amerikanske regering til private nonprofitorganisationer, for det meste religiøse grupper (Lutheranere: »Børnene er en gave«, og vi har brug for en anden lobbyist i Washington for at sikre, at gaven bliver ved med at komme):

[En] GAO-rapport citerer en statsembedsmand, der bemærker, »at lokal tilknyttet finansiering er baseret på antallet af flygtninge, de betjener, så tilknyttede (private entreprenører) har et incitament til at opretholde eller øge antallet af flygtninge, de genbosætter hvert år, i stedet for at lade antallet falde.« …

Genbosættelse af flygtninge er en selvforstærkende global virksomhed. Personale og ledelse i de hundredvis af skatteyderfinansierede amerikanske entreprenører er stort set flygtninge eller indvandrere, hvis formål er at skaffe adgang for flere flygtninge, som regel til deres egne etniske grupper.

[Som evolutionist er jeg chokeret over, at en stor del af motivationen for at fordrive disse onde, racistiske hvide kommer fra mennesker, der favoriserer deres egen gruppe.] …

Ifølge David Robinson, tidligere fungerende direktør for State Department’s flygtningebureau, skriver han om flygtningeentreprenørerne: »Den føderale regering yder omkring 90 procent af det samlede budget«, og dens lobbyorganisation “har enorm indflydelse på administrationens politik for optagelse af flygtninge. Den lobbyer effektivt i Kongressen for at øge antallet af flygtninge, der hvert år får permanent opholdstilladelse … Hvis der er en interessekonflikt, nævnes det aldrig … Den løsning, dens medlemmer tilbyder på enhver flygtningekrise, er simplistisk og den samme: øg antallet af optagelser i USA uden hensyn til budgetter …” (se her)

På universiteterne skal hvide professorer, der ønsker at få lukrative stillinger i administrationen, være krigere på vegne af ikke-hvide. Et bemærkelsesværdigt eksempel er Mary Sue Coleman, der tjener over 900.000 dollar om året som rektor for University of Michigan og har været en førende kraft i forsøget på at bevare racepræferencer og fremme de uddannelsesmæssige fordele ved mangfoldighed.

Men hendes synspunkter er helt typiske i den akademiske verden, og hendes løn placerer hende kun på 6. pladsen over lønninger ved offentlige universiteter i 2012. Det er utænkeligt, at man kan få en stilling som denne uden at samarbejde entusiastisk om fortrængningen af det hvide Amerika, favorisere positiv særbehandling og samarbejde om finansiering og bemanding af den akademiske venstrefløjs infrastruktur (f.eks. afdelinger for etniske studier, kønsstudier osv.). Den massive sociale anerkendelse, som Mary Sue Coleman, rektor for University of Michigan, nyder inden for universitetets kultur for sine holdninger til mangfoldighedsspørgsmål, er uden tvivl en positiv del af hendes job.

På et lavere niveau i den akademiske fødekæde er et af de vigtigste kriterier for professorer, om de kan opnå offentlige tilskud, som derefter giver dem ekstra løn og betaler universitetet for omkostningerne ved administrationen af tilskuddet – en vigtig finansieringskilde for universitetet og en vigtig faktor i beslutninger om fastansættelse. Lige nu er der mange penge i tilskud, der har til formål at forbedre uddannelsesmulighederne for sorte og latinoer, og der er ingen mangel på hvide professorer, der er ivrige efter at få fat i disse penge.

Et andet lukrativt område er at oprette virksomheder, der i det væsentlige tilbyder forsikringer til virksomheder, der er bekymrede for at blive anklaget for at være »for hvide« eller for ufølsomme over for ikke-hvide. Meget af dette kan ses på White Privilege Conference, hvor virksomheder konkurrerer om at vise, at de er på forkant med denne skyldinducerende industri. Der er tydeligvis en omfattende anti-hvid infrastruktur centreret omkring universiteterne (college-kursuspoint kan optjenes ved tilmelding til White Privilege Conference) og som breder sig til private virksomheder. Den er dedikeret til at fremvise hvid skyld, hvilket er ganske indbringende. Et firma reklamerer for eksempel med følgende: »Vi leverer de mest avancerede pædagogiske værktøjer, undervisningsmaterialer, applikationsmodeller og konceptuelle rammer baseret på de nyeste tendenser inden for de fagområder, vi arbejder med.« At have et forspring på konkurrenterne betyder at udtænke stadig mere bizarre midler til at bekæmpe det onde ved hvidhed. Et medlem af gruppen er »uddannet i kraniosakral terapi og global somatisk kropsarbejde og er sammen med Dr. Hackman facilitator for workshoppen »More Than Skin Deep: Challenging White Supremacy One Cell At A Time‹, der undersøger hvidhed, traumer og helbredelse i kampen for at afskaffe racisme.«

I en nylig artikel på AmRen har Robert Bloch givet os et indblik i incitamentsprocessen for fortrængning af hvide i store amerikanske virksomheder (»Making Money on White Displacement«).

• Diversitetsiværksætteren Jim Malackowski er fast besluttet på at tjene penge på den øgede værdi af virksomheder ejet af minoriteter, fordi de får fortrinsret i offentlige kontrakter.
• De ikke-hvide, for hvem døre på magisk vis åbner sig, hvilket resulterer i en hurtig stigning til store lønninger. Fatemeh Hall er »en moderigtig, attraktiv og veltalende muslimsk kvinde … for nylig ankommet fra Iran, og hun havde en uovertruffen iver efter at løfte især afroamerikanere.« Det er forbløffende, hvor hurtigt ikke-hvide finder ud af spillets regler. Immigrer til det onde, racistiske Amerika og kom straks med på det anti-hvide sovsetog.²
• Højtstående hvide ledere, der er fuldstændig medskyldige. Bloch beskriver “minoritetsforretningskonferencer med højtprofilerede talere og seriøse, normalt hvide og overraskende højtstående virksomhedsledere. … Der er lagt en ubarmhjertig, hensynsløs intelligens i minoritetsleverandørprogrammerne. De støttes på bestyrelsesniveau og har derfor betydelig indflydelse fra hvide mænd. … GM’s Chief Diversity Officer er en hvid mand og pensioneret kaptajn i flåden, Kenneth J. Barrett. Barrett var flådens Chief Diversity Officer, og hvis der findes medaljer for diskrimination af hvide, bærer han dem formentlig med stolthed. … De ledere, der talte på Fatemehs konferencer – højtstående hvide mænd snarere end sorte mangfoldighedschefer – understregede, at de mente, at mangfoldighed var et ønskværdigt mål i sig selv, og at de var ivrige efter at gøre mere end det, regeringen krævede. Jeg kom til at tro på dem.”

Bloch bemærker, at der er markedsmæssige begrænsninger for denne proces – han var ikke i stand til at få den private sektor til at samarbejde om en ordning, der ville have givet ikke-hvide virksomheder penge på forhånd under forudsætning af en garanteret indtægtsstrøm. Det er dog hovedsageligt regeringen, der finansierer fortrængningen af hvide, så markedsbegrænsninger er ikke afgørende for succesen af fortrængningen af hvide.

Som Frank Salter har påpeget, gavner hvide, der ikke tager hensyn til deres bredere slægtsgruppes interesser, sig selv og deres familier på bekostning af deres egne etniske interesser. Dette gælder især for hvide eliter – mennesker, hvis intelligens, magt og rigdom kan gøre en meget stor forskel i kultur og politik. De ofrer i realiteten millioner af etniske slægtninge til fordel for sig selv og deres nærmeste familie.

Dette er et katastrofalt forkert valg efter alle gængse målestokke for evolutionær succes. Men fordi vores udviklede psykologi er meget mere afstemt med individuelle og familiemæssige interesser end med interesserne for den etniske gruppe eller race, er det usandsynligt, at hvide, der drager økonomisk eller professionel fordel af at tilslutte sig konventionelle synspunkter om race og etnicitet, føler ubehag på det psykologiske plan. (Dette gælder især for europæere, fordi vi er tilbøjelige til individualisme som følge af vores evolutionære historie.) Faktisk bliver sådanne mennesker ofte rost til skyerne for at have så oplyste synspunkter på race, at de aktivt samarbejder imod deres etniske interesser. De går i seng om aftenen i fuld fred med sig selv.

Det er den samme logik, der gælder for de mange ikke-jøder, der er involveret i neokonservatisme. At være fodsoldat på vegne af Israel er et godt karrierevalg for mediepersonligheder, for ikke at nævne politikere og embedsmænd, der kan forvente en blød landing i neokonservative tænketanke og pro-israelske interesseorganisationer, hvis den politiske vind vender. De seneste eksempler er republikanernes smiskeri foran Sheldon Adelson og den republikanske jødiske koalition i Las Vegas og Hillary Clintons interview med Jeffrey Goldberg, hvor hun kritiserede Obama-regeringens Mellemøstpolitik og generelt sagde alt, hvad en neokonservativ kunne håbe på (se (Ed Maloney, »Hillary Clintons 11th-hour Diplomacy«).

Vi må se i øjnene, at idealistiske motiver ikke virker på de fleste mennesker, eller i det mindste let kan overtrumfes af mere håndgribelige belønninger. Hvide, der økonomisk drager fordel af fordrivelsen af deres folk, er ikke psykologisk åbne over for argumenter om de alvorlige konsekvenser for Amerika og for mennesker som dem selv, hvis tingene fortsætter sådan i endnu en generation eller to. De er indoktrineret til at tro på mantraerne om mangfoldighed som styrke og lader sig let overbevise om, at pessimisme om fremtiden blot er endnu en manifestation af hvid racisme. Det er lettere at tro på noget, hvis det stemmer overens med ens materielle interesser.

De belønnes ikke kun økonomisk, men høster også psykologiske fordele, der regner ned fra elite-medierne og deres mange medskyldige venner og kolleger. For så mange hvide ses den mangfoldighedsvenlige, anti-hvide politik som moralsk prisværdig, hvilket udnytter en meget potent motivationskilde for hvide (se ovenstående link). De kan klare sig godt ved at gøre det gode.

Det er en svær kombination at gå imod. Vi må håbe, at racebevidste hvide til sidst vil skabe en infrastruktur, der kan måle sig med den multikulturelle, anti-hvide infrastruktur, der allerede er på plads. Pengene er der bestemt, og situationen på jorden kan kun overbevise flere og flere hvide om, at repræsentant Mo Brooks har ret – at der faktisk er en krig mod dem.

***

Noter

1. Kevins MacDonalds Twitter-konto før den blev fjernet fra platformen. ↩︎
2. Ordet sovsetog bruges til at henvise til en situation, hvor nogen kan opnå mange penge for meget lidt indsats. ↩︎