20. maj 2025

Af Thomas Frazi

”Alt dette tyder på, at den vestlige elite har gjort en vigtig erfaring ved hjælp af pandemien, som har vist, at frygt er et effektivt redskab. Hvis en befolkning er tilstrækkelig bekymret – om det nu er for sygdom, krigen, naturkatastrofer eller en cocktail ”polykrise”, kan man få den til at acceptere næsten hvad som helst”.

I de seneste uger er der opstået en lettere panik i EU, hvor europæerne er blevet opfordret til at forberede sig på en forestående katastrofe. ”Fyld jeres skabe og forbered en nødplan!”, lød det overalt. Nej dette handler ikke om indledningen til en dårlig roman ”EU’s beredskabsstrategi”. Dette grandiøse initiativ er udtænkt til at skulle beskytte europæerne mod oversvømmelser, brande, pandemier og – naturligvis – russernes invasion af Europa.

Det er Polen, som har inspireret til denne strategi, hvor bygherrer nu ved lov forpligtes til at indrette beskyttelsesrum i nye bygninger, og i Tyskland genoplever man civilberedskabsplaner fra tiden under den kolde krig takket være en bunker geolocation-indretning. I Norge råder man befolkningen til at skaffe sig jodtabletter i tilfælde af et atomangreb.

EU opfordrer folk til at blive selvforsynende i mindst 72 timer og anbefaler familierne at sørge for nødforsyninger af mad, vand og medicin, og – ja hvorfor ikke – af spillekort og energibanker. For hvis en atomkrig skulle udbryde, vil et godt parti poker og en fuldt opladet telefon være tilstrækkeligt.

Men hvor skørt dette end måtte forekomme, så vedkommer det os alle. EU’s beredskabsstrategi er kun det seneste nummer i deres opbygning af et kontrolapparat inden for de seneste år. Nu insisterer de på et EU forsvar ”ReArm-Europe” omdøbt til ”Readiness 2030”.

Den grundlæggende idé, som dette initiativ hviler på, er enkel og gentages i en uendelighed med, at Rusland vil kunne udføre et kæmpe angreb på Europa i de kommende år, og især hvis Putin ikke standses i Ukraine. EU-Parlamentets resolution til fordel for beredskabet ReArm Europe forudser, at ”hvis EU skulle trække sin hjælp tilbage, og Ukraine bliver tvunget til at overgive sig, vil Rusland vende sig mod andre lande måske herunder EU-landene”. Som Macron på det seneste har erklæret, så er Rusland et ”imperialistisk land”, som ”ikke kender til grænser (..) og udgør en eksistentiel trussel mod os og altså ikke kun mod Ukraine og de nærmeste naboer, men mod hele Europa”.

Men ideen med, at Rusland skulle samle sig massivt ved Europas grænser med Paris eller Berlin som mål, er fri fantasi. Når man opfordrer os til at forberede os på krigen med fødevarer (…) og at have vore identitetspapirer på os, leder det uvilkårligt tankerne hen på absurditeterne under den kolde krig med ”Duck and Cover”, som var tidens beredskabsstrategi ved nukleare eksplosioner, hvor folk blev anbefalet at lægge sig på jorden og dække hovedet. Denne kampagne solgte også illusionen om sikkerhed mod ødelæggelser. Under denne kampagnes klovneagtige fernis skjulte sig et nøje kalkuleret mål nemlig at styrke EU yderligere med henblik på at gøre EU overnational og øge EU-Kommissionens rolle i forbindelse med sikkerhed og kriser, som normalt lå under national kontrol.

EU’s beredskabsplan er baseret på anbefalinger i en rapport fra den tidligere finske præsident, Sauli Niinistö, som opfordrer til et centralt ”hub” for kriseoperationer hos EU-Kommissionen ved en styrkelse af civilt/militært samarbejde især med organisering af regelmæssige øvelser på EU-niveau, som forener de væbnede styrker, sørger for beskyttelse af befolkningen, politiet, sikkerhed, redningsfolk og udarbejdelse af fælles beredskabsprotokoller for EU og Nato.

Kombineret med EU’s genoprustningsplaner anbefaler han en global og social militarisering, som skal blive det dominerende paradigme i Europa i de kommende år. Det vil sige, at alle livets områder – politisk, økonomisk, socialt, kulturelt og forskning – skal være underlagt det formodede mål om national eller snarere overnational sikkerhed. Under dække af beskyttelse af befolkningen skal dette tiltag i praksis føre til mere censur, overvågning og begrænsning af civil frihed. Det hele begrundet i det allestedsnærværende spøgelse dvs. russisk indblanding.

De vestlige regeringer har længe brugt frygt som kontrolmiddel. Det, at EU’s melding falder sammen med fremårsdagen for covid-restriktionerne, som indledte det mest radikale eksperiment nogensinde med hensyn til udarbejdelse af en politik baseret på frygt, er et væsentligt sammenfald.

Svaret på pandemien har hvilet på en totalitær fortælling, som har overdrevet truslen fra en virus for at retfærdiggøre en politik uden sidestykke i historien. Som FN’s leder Tedros Adhanom Ghebreyesus siger, så var det enhvers moralske pligt at ”stå sammen mod den fælles fjende” og at ”erklære krig mod virus”. I denne kamp for det fælles bedste – den offentlige sundhed – var praktisk talt enhver politisk handling berettiget.

Set fra et ”krisepolitisk” synspunkt var den almindelige brug af metaforen krig for at indramme pandemien Covid ikke tilfældig. Krig er nemlig en nødsituation par excellence. Overalt i verden har vi set en autoritær drejning, hvor regeringerne bruger ”folkesundhedssituationen” for at feje de demokratiske procedurer og de forfatningsmæssige forhindringer af vejen, militarisere samfundet, undertrykke den civile frihed og iværksætte sociale kontrolforanstaltninger uden fortilfælde.

Under pandemien oplevede vi, at befolkningen i vid udstrækning accepterede de pålagte foranstaltninger som nedlukning af hele økonomier, massive karantæner (og tvungen vaccination) af millioner af raske mennesker og en normalisering af numeriske covid-pas som et reglementeret krav for at være en del af samfundet.

Alt dette har lagt grunden til de vestlige samfunds kollektive reaktion på den russiske invasion af Ukraine som en virkelig krig efter flere års forsøg med en symbolsk krig. Og hvad angår kommunikationen til folk fik vi hurtigt en lige så omfattende historie nemlig, at det var de vestlige samfunds moralske pligt at støtte ukrainernes kamp for frihed og demokrati mod Rusland og den onde præsident. [De omstridte russiske områder med en russisk talende befolkning kom først ind under ukrainsk administration i 1991. Fra det tidspunkt opstod problemerne mellem de russiske befolkningsgrupper og Kiev-regimet, som for alvor kom til udtryk i 2014. Læs historien]

Mens det blev mere og mere klart, at Ukraine var ved at tabe krigen, og at verden var prisgivet Trumps forsøg på at forhandle fred, fik de europæiske eliter travlt med at genoverveje deres historie, idet det nu ikke kun var Ukraines overlevelse, som var på spil, men også hele Europas. Truslen begrænsede sig ikke længere til Ukraine, men til os europæere. Ikke kun forbereder Rusland sig på at angribe Europa, men – som man fortæller os – de foretager allerede en bred vifte af hybride angreb på Europa lige fra cyberangreb til misinformationskampagner og ved at blande sig i valgene.

Alt dette tyder på, at den vestlige elite har gjort nogle erfaringer under pandemien nemlig, at frygten er et effektiv våben. Hvis en befolkning er tilstrækkelig bekymret – hvad enten det drejer sig om en sygdom, en krig, en naturkatastrofe eller en cocktail af det hele – så kan det få næsten alle til at acceptere næsten hvad som helst

EU’s beredskabsstrategi bør således forstås i denne bredere sammenhæng [dvs. stop op og overvej!]. Det drejer sig ikke om antal vandbeholdere og opbevaring af fødevarer og el. Dette er en fortsættelse af covid-paradigmets æra, som er en regeringsmetode, der blander psykologisk manipulation, militarisering af det civile liv og normalisering af en nødsituation. EU taler eksplicit om nødvendigheden af at anlægge den samme handlingsplan i ”regeringsførelsen” og i ”samfundet” for fremtidige kriser som de tiltag, der blev anvendt ved pandemien.

Denne gang synes forsøget på at forme en ny massepsykose imidlertid at have spillet fallit. Skal man dømme ud fra reaktionerne i de sociale medier og en pinlig video fra Hadja Lahbib, EU kommissær for ligestilling, beredskab og krisestyring, så synes EU’s propaganda-alarm at være blevet målet for en generel skepsis. Men selv om der kommer en ny mand på posten, så er problemet, at med propagandafiaskoen må magten i stigende omfang benytte sig af repressive taktikker for at lukke munden på rivaliserende politikere, sådan som forbuddet mod Le Pens opstilling til valg i Frankrig [og balladen ved de rumænske valg] har vist. Denne strategi med at styrke autoriteten er dog ikke levedygtig på længere sigt, for en effektiv konsensus kan ikke erstattes af frygt og undertrykkelse, og nye former for modstand vil ikke mangle i tomrummet efter de seneste års strategi.

***

Thomas Fazi er skribent og oversætter for UnHerd. Hans seneste bog er »The Covid Consensus«, skrevet sammen med Toby Green.

https://reseauinternational.net/lue-se-nourrit-de-la-peur-dabord-covid-maintenant-la-russie/

Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen