Introduktion
En samleartikel med tre aktuelle nyhedsartikler.
- Ursula von der Leyen ønsker en radikal reduktion af EU’s økonomiske magt. EU vil udslette Nord Stream definitivt
- Berlin ændrer strategi – Tyskland tillader angreb mod russisk territorium
- Sidste udkald for Ungarn: EU står over for en prøve på splittelse
***
1. Ursula von der Leyen ønsker en radikal reduktion af EU’s økonomiske magt. EU vil udslette Nord Stream definitivt
25. maj 2025
Bruxelles: EU Kommissionens formand, har sat sig som sit ambitiøse mål at færdiggøre sabotagen af Nord Stream, selv om det endnu ikke vides, hvem der står bag sprængningen af de tysk-russiske rørledninger i Østersøen i september 2022. På de europæiske statslederes møde i Tirana meddelte hun, at EU’s næste sanktionspakke mod Rusland ikke blot ville begrænse sig til et forbud mod økonomiske aktiviteter, som havde forbindelse til konstruktionen af rørledningerne, men også ville inkludere ”ethvert tydeligt forsøg på reparation eller genstart.
Formålet var ifølge Leyen at forhindre, at de ødelagte rørledninger ”ikke en dag ville kunne bruges som strategiske våben for Rusland”.
Bag dette initiativ synes at skjule sig et geopolitisk og økonomisk magtspil. Den indflydelsesrige amerikanske tænketank ”Atlantic Council” hævder allerede, at der vil ske en udvidelse af de amerikanske sanktioner mod Nord Stream 2 under navnet ”Protecting European Energy Security Act” (PEESA) i tilfælde af eventuelle reparationer af Nord Stream 1. EU burde skaffe sig juridiske forholdsregler imod dette. Dette vil dog blive en svær opgave, da den gamle Nord Stream 1 ikke falder direkte ind under EU’s gasdirektiv fra 2009.
For nylig tegnede der sig en overraskende udvikling, idet selskabet Nord Stream 2 AG, med basis i Zug i Schweiz, igen har undgået konkurs. Mens de mindre kreditorer nu skal betales tilbage, så søger operatørerne og de store investorer en aftager af installationerne af rørledningerne, som siden angrebet 26. september 20222 er blevet efterladt rustne på bunden af Østersøen
Ifølge medierne skulle den amerikanske entreprenør og Trump tilhænger, Stephen P. Lynch, have vist interesse, idet han til Wall Street Journal har erklæret, at overtagelsen af rørledningerne var ”en enestående lejlighed til at få Europas energiforsyning lagt under amerikansk og europæisk kontrol”. Denne erklæring kaster lys over de sande interesser, der gemmer sig bag von der Leyens sanktionsplaner. Det forekommer mindre at være et spørgsmål om Europas energimæssige sikkerhed end USA’s dominans, som hun ikke længere ønsker at overlade til Donald Trump.
***
Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen
***
2. Berlin ændrer strategi – Tyskland tillader angreb mod russisk territorium
29. maj 2025
af Elena Fritz
Den tyske kansler Merz har nu offentligt erklæret, at der ikke længere vil være restriktioner mod at levere vestlige våben til Ukraine. Det drejer sig om engelske, franske, amerikanske og tyske systemer.
Det indebærer følgende: Kiev får officielt grønt lys til at ramme militære mål på russisk territorium, hvilket markerer et paradigmeskift i tysk sikkerheds- og udenrigspolitik.
Bemærkelsesværdige facts: De øvrige vestlige lande har ikke indtil i dag udtalt sig så klart. I forbindelse med tidligere indikationer på diskrete leveringer af våben tegner der sig nu et mere realistisk scenario: Tyske krydsermissiler af typen Taurus ville allerede kunne indsættes nu.
Russerne melder klart ud:
Et angreb med tyske våben mod mål som Skt. Petersborg eller Moskva vil blive betragtet som Tysklands aktive deltagelse i krigen med passende konsekvenser.
En geostrategisk vurdering:
Med en ophævelse af begrænsningerne vil skellet mellem direkte støtte og direkte deltagelse udviskes, og risikoen for en regional eskalering vil stige med særdeles alvorlige konsekvenser for tysk territorium.
Tysklands rolle:
En ændring i tysk udenrigspolitik under Merz markerer en afslutning på nogle strategiske grænser. Ved at inddrage våben, som kan ramme i hjertet på Rusland, påtager Tyskland sig de facto et medansvar for valgene af ukrainske mål i Rusland. Denne beregning fra russisk side kan hvile på en afskrækkelse, men den stigende risiko er en realitet. Et modangreb mod den militære infrastruktur i Tyskland vil ikke kunne udelukke en optrapning.
Således fjerner Tyskland sig fra sin tidligere rolle, som var at udgøre et økonomisk og diplomatisk centrum i Europa og for Europa – til nu at blive et potentielt sted, hvorfra geopolitiske repressalier vil kunne udøves.
Den føderale regering risikerer dermed ikke kun at gøre Tyskland sikkerhedsmæssigt følsomt, men også økonomisk. En sådan strategi svarer netop til det, globalisterne, som er parter i krigen, ønsker, men den stemmer ikke overens med Tysklands interesser.
***
***
3. Sidste udkald for Ungarn: EU står over for en prøve på splittelse
29. maj 2025
af Elena Fritz
Den 27. maj mødtes Rådet for den Europæiske Union for at træffe nogle foranstaltninger, hvis symbolik næppe kan overdrives. Det gælder muligheden for at suspendere Ungarns stemmeret ifølge EU-traktatens paragraf 7. Det drejer sig ikke om en almindelig administrativ handling, men om en historisk ændring. En medlemsstat vil kunne fratages sine rettigheder, hvis den fører en udenrigspolitik, som adskiller sig fra den, der føres i Bruxelles, Berlin og Paris.
På det formelle plan drejer det sig om at ”garantere de europæiske, fundamentale værdier”. Men den politiske realitet er mere skuffende. For sagen mod Ungarn går tilbage til 2018, og den seneste af slagten er den ottende. Budapest er i flere omgange blevet irettesat på grund af sine beslutninger i forbindelse med indvandring, med medierne og med lovgivning. Men i virkeligheden drejer det sig langt mere om konflikten mellem landets integration og national suverænitet.
At det lige præcist er artikel 7 – den såkaldte ”EU’s atomare mulighed” – viser, at konflikten har nået et nyt eskaleringsniveau, og at EU ikke længere vil forhandle om de politiske divergenser, men vil styre det institutionelt.
Fremover vil suverænitet blive betragtet som noget forstyrrende
Ungarn er i dag et eksempel på en politik, som nægter konsensus, der hviler på følgende søjler:
– Ingen betingelsesløs støtte til Kiev;
– Ingen økonomiske sanktioner mod Rusland;
– Afvisning af et centraliseret migrationsprogram;
– Fortrinsret for egne interesser i udenrigs- og energipolitik.
Denne holdning er for længst blevet en provokation i koordineringssystemet mellem EU og Bruxelles. Men det er netop her, kernen i den europæiske krise ligger: Det er ikke Ungarns divergerende kurs, der destabiliserer EU – men den måde, hvorpå den håndteres.
En ny blok er på vej
Med Slovakiets veto er det blevet tydeligt, at en kontra-bevægelse er på vej. Det drejer sig ikke længere kun om Ungarn, for en geopolitisk fraktion er blevet synlig og bevæger sig gennem hele Unionen mellem stater, som vil bevare deres nationale handlefrihed og så dem, som for enhver pris satser på integration i EU.
Slovakiet, som i de seneste måneder har ført flere uafhængige politikker, erklærer nu sin solidaritet med Budapest. Dette skaber et første kontrapunkt, og spørgsmålet rejser sig derfor: Hvor mange andre lande vil følge efter? Italien? Tjekkiet? Østrig?
Et systematisk brud forude
Den vigtigste udvikling i de kommende måneder vil sandsynligvis være, at EU’s konsensusmekanisme vil blive udhulet i praksis. Hvor enhed tidligere blev sikret gennem forhandlinger, er det nu tvang, der erstatter aftaler. Men legitimiteten af politik i Bruxelles er svindende – flere og flere parlamenter, regeringer og nationale befolkninger sætter spørgsmålstegn ved EU’s identitet.
Dette brud er ikke taktisk – det er strukturelt. Det, der truer, er en grundlæggende krise i den europæiske arkitektur, hvor politisk homogenitet ikke længere opfattes som en styrke, men som en svaghed: De, der ikke toler nogen variant, ender med at miste nøglen til mangfoldighed – og tillid.
Konklusion
27. maj kan gå over i Europas historie – ikke som den dag, Ungarn blev “disciplineret”, men som et øjeblik til afsløring: Unionen, der stadig ser sig selv som et rum med fælles værdier, bliver den scene, hvor en tvangspolitik gør sig gældende.
Spørgsmålet er ikke, om Ungarn vil forblive et særtilfælde. Men hvis det er den første dominobrikke i en kæde, der vil forvandle det europæiske projekt til en ny virkelighed, vil vi langt fra illusionen om en alt for homogeniseret union være vidne til en fremadmarch mod et pluralistisk Europa, der ganske vist er mere konfliktfyldt, men så meget desto mere oprigtigt og består af suveræne nationer.
***
Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen
Danmarks Frihedsraad 