I denne artikel vil vi undersøge den intellektuelle og politiske bevægelse neokonservatismen.
»Jeg reagerer på en besættelse – en mere eller mindre officiel national besættelse af et lille, fjernt socialistisk etnokrati, som, jeg er enig i, burde være en meget lille bekymring for amerikanske beslutningstagere, men det er det ikke. Den ortodokse opfattelse, at Israel er en »pålidelig allieret«, er så skrøbelig, at en enkelt afviger kan sætte gang i en storm af protester. Jeg gentager, at årsagen ikke er, at der er så mange kritikere af Israel, men at selv én, hvad angår Israels klan, er én for meget. Der er en frygtelig fare for, at offentligheden er mere interesseret i, hvad han har at sige, end i den partilinje, som resten af koret udsender.«
-Joseph Sobran, National Review
Det skrev Sobran i National Review tilbage i 1992 i en artikel med titlen In Pursuit of Anti-Semitism. Kort efter, i 1993, blev Joseph Sobran fyret fra National Review. Sobran blev ofte beskyldt for antisemitisme, og til sidst fik hans anti-israelske retorik ham udrenset fra Conservatism, Inc.
Spol et årti frem til begyndelsen af Irak-krigen og neokonservatismens storhedstid. At være imod Irak-krigen betød, at man var upatriotisk og sandsynligvis en forræder. Der blev slået på krigstrommerne, og hver eneste despot i Mellemøsten havde en skydeskive på ryggen. »Masseødelæggelsesvåben (WMD)« og ›forebyggende angreb‹ blev almindelige i det amerikanske politiske leksikon. Irak-krigen motiverede mig til at blive politisk aktiv. Jeg var lidt forvirret, fordi jeg var en relativt konservativ fyr, men var imod Irak-krigen. Det var først flere år senere, at en vis statsmand ved navn dr. Ron Paul kurerede min apati og kastede lys over den politiske ideologi, der er kendt som neokonservatisme. Da blev jeg opmærksom på den åbenlyst jødiske indflydelse i neokonservatismen, og jeg begyndte at se, hvorfor vores udenrigspolitik blev ført på en måde, som Samuel Francis beskrev som »slavisk pro-israelsk«. Lad os se på neokonservatismen, som er en af de nyeste og mest indflydelsesrige jødiske intellektuelle bevægelser i vor tid.
Sammenlignet med deres dybe og følelsesmæssigt intense engagement i Israel virker de neokonservatives holdninger til indenrigspolitik mere eller mindre som en eftertanke. Generelt går de neokonservative ind for at bevare den sociale velfærd, immigration og borgerrettighedspolitik, som er typisk for liberalismen (og det bredere jødiske samfund). Selv om de fleste neokonservative politikker ikke adskiller sig fra holdningerne i det bredere jødiske samfund, er de fleste jøder ikke neokonservative. Når det er sagt, så er de fleste neokonservative jøder. Det er det, vi vil undersøge i dette indlæg: i hvor høj grad jøder dominerer bevægelsen. Det er også vigtigt at bemærke, at de involverede jøder har en stærk følelse af jødisk identitet, og at deres handlinger er rettet mod at opnå specifikt jødiske mål.
Involvering af universiteter og medier
Et vigtigt træk ved jødiske intellektuelle og politiske bevægelser har været deres tilknytning til prestigefyldte universiteter og mediekilder. Det universitet, der er tættest forbundet med den nuværende skare af neokonservative, er University of Chicago, som var hjemsted for Leo Strauss og Albert Wohlstetter, matematiker, der blev udenrigspolitisk strateg og mentor for Richard Perle og Paul Wolfowitz, som begge havde betydelig indflydelse i George W. Bushs regering.
Et andet vigtigt akademisk hjem for de neokonservative har været School of Advanced International Studies (SAIS) på Johns Hopkins University. Paul Wolfowitz tilbragte det meste af Clinton-årene som professor på SAIS. Eliot Cohen er også direktør for SAIS. Cohen har været medunderskriver af en række af Project for a New American Century’s (PNAC) erklæringer og breve. Han har været rådgiver for Center for Security Policy, en neokonservativ tænketank. Han var rådgiver for USA’s udenrigsministerium under minister Condoleezza Rice fra 2007 til 2009.
Neokonservative havde, ligesom mange jødiske intellektuelle og politiske bevægelser, adgang til prestigefyldte mainstream-medier. Mest bemærkelsesværdige er Wall Street Journal, Commentary, The Public Interest, Basic Books (bogforlag) og Conrad Blacks og Rupert Murdochs medieimperier. Murdoch ejer Fox News Channel, New York Post og er den vigtigste finansieringskilde bag Bill Kristols Weekly Standard. Det er vigtigt at bemærke, at hverken Black eller Murdoch er jøder, men de er neokonservative. Som med alle disse intellektuelle og politiske bevægelser udgør jødiske tænkere kernen i bevægelsen, men ikke-jøder er næsten altid også til stede i bevægelsen.
Lad os se på Richard Perle for yderligere at illustrere disse forbindelser. Perle står opført som Resident Fellow ved American Enterprise Institute (AEI), og han sidder i bestyrelsen for Jerusalem Post og Hollinger Corporation, et medieselskab, der blev kontrolleret af Conrad Black. Hollinger ejer mange store medier rundt om i verden, som Chicago Sun-Times (USA), Daily Telegraph (UK), Jerusalem Post (Israel) og National Post (Canada). Hollinger ejer yderligere dusinvis af mindre medier i USA, Storbritannien og Canada. Alle disse medier afspejler Perles stærkt pro-israelske holdning.
Neokonservative som Jonah Goldberg og David Frum har også en meget stor indflydelse på National Review. Neokonservative tænketanke som American Enterprise Institute (AEI) har mange krydsende medlemskaber med jødiske aktivistorganisationer som AIPAC, JINSA og WINEP. Et vigtigt mål for AEI er at opretholde en høj profil som eksperter i mainstream-medierne. En kort liste over AEI-medlemmer, der optræder i forskellige medier som eksperter, omfatter Michael Ledeen, Charles Krauthammer, Michael Rubin, Reuel Marc Gerecht og David Wurmser. Før Wurmser leverede efterretningsdesinformation i optakten til Irak-krigen, havde han en stilling i Middle East Studies Program på AEI. Denne stilling på AEI blev finansieret af Irving Moskowitz, en velhavende tilhænger af bosætterbevægelsen i Israel og neokonservativ aktivisme i USA.
Involvering af det bredere jødiske samfund
Selv om kun en lille del af det amerikansk-jødiske samfund er neokonservativt, er det tydeligt, at den organiserede jødedom i USA deler en forpligtelse over for Likud-partiet i Israel. For eksempel sidder repræsentanter for alle større jødiske organisationer i forretningsudvalget for AIPAC, som er den mest magtfulde lobbyistorganisation i Washington. I 2002 udsendte Conference of Presidents of Major American Jewish Organizations (CoP) en støtteerklæring til afvæbning af det irakiske regime. Jack Rosen, formand for American Jewish Congress, bemærkede, at »den endelige erklæring burde være krystalklar i sin opbakning til, at præsidenten om nødvendigt må foretage ensidige handlinger mod Irak for at fjerne masseødelæggelsesvåben.«
En anden rolle for det bredere jødiske samfund har været hurtigt at fordømme dem, der har bemærket det jødiske engagement hos neokonservative aktivister i Bush-regeringen eller set det jødiske samfunds hånd i at presse på for krig mod Irak og andre arabiske lande. For eksempel har ADL’s Abraham Foxman udpeget Pat Buchanan, Joe Sobran, repræsentant James Moran, Chris Matthews fra MSNBC og klummeskribenterne James O. Goldsborough og Robert Novak. Da senator Ernest Hollings (D-SC) holdt en tale i det amerikanske senat og skrev en kronik i en avis, hvor han hævdede, at krigen i Irak var motiveret af »præsident Bushs politik for at sikre Israel« og blev fremført af en håndfuld jødiske ledere, udtalte Abe Foxman fra ADL: »Når debatten drejer ind på anti-jødiske stereotyper, er det ensbetydende med udpegning af syndebukke og en appel til etnisk had … Det minder om ældgamle, antisemitiske skrøner om en jødisk sammensværgelse for at kontrollere og manipulere regeringen.« (Oy vey!)
Så selv om de fleste amerikanske jøder ikke er neokonservative, gjorde det bredere jødiske samfund sit til at tjene og støtte den neokonservative dagsorden ved at støtte krigen i Irak og lukke munden på alle dem, der gjorde sig skyldige i den forbrydelse, det var at lægge mærke til den jødiske dagsorden.
Neokonservatismens historie
Alle jødiske intellektuelle og politiske bevægelser i det 20. århundrede stammer fra jødernes dybe engagement i venstrefløjen. Men siden slutningen af 1920’erne, hvor Leon Trotskijs tilhængere brød med den kommunistiske hovedbevægelse, har den jødiske venstrefløj ikke været forenet. Efter alt at dømme er den vigtigste figur, der forbinder Trotskij og den neokonservative bevægelse, Max Shachtman, en jøde født i Polen i 1904, men bragt til USA som spæd. Ligesom andre venstreorienterede i 1920’erne var Shachtman begejstret for Sovjetunionen og skrev i 1923, at det var »et strålende rødt lys i det kapitalistiske mørke«. Shachtman begyndte som tilhænger af James P. Cannon, som blev omvendt til Trotskijs synspunkt om, at Sovjetunionen aktivt skulle opildne til revolution.
Trotskisterne tog den marxistiske idé om, at den proletariske socialistiske revolution først skulle finde sted i de økonomisk avancerede samfund i Vesten snarere end i det tilbagestående Rusland eller Kina, alvorligt. De mente også, at en revolution kun i Rusland var dømt til at mislykkes, fordi socialismens succes i Rusland uundgåeligt afhang af verdensøkonomien. Konklusionen på denne logik var, at marxister burde gå ind for en permanent revolution, der ville feje kapitalismen helt væk, i stedet for at koncentrere sig om at opbygge socialisme i Sovjetunionen.
Shachtman brød med Trotskij på grund af forsvaret af Sovjetunionen under Anden Verdenskrig og begyndte at udvikle sin egen form for »marxisme i den tredje lejr«, som fulgte James Burnham (som senere skrev for National Review) i at understrege internt demokrati og analysere Sovjetunionen som »bureaukratisk kollektivisme«. Shachtman forsvarede en åben, demokratisk version af marxismen, men var bekymret for, at hans kritikere var ved at opgive socialismen. Shachtman blev selv koldkriger og socialdemokrat i slutningen af 1940’erne. Han så den stalinistiske overtagelse af Østeuropa som en større trussel end USA’s magt. I 1950’erne afviste han den revolutionære socialisme og holdt op med at kalde sig trotskist. I løbet af 1960’erne så han Det Demokratiske Parti som vejen til socialdemokrati, samtidig med at han bevarede et vist engagement i marxisme og socialisme. I 1960’erne »foreslog han mere åbent end nogensinde før, at USA’s magt kunne bruges til at fremme demokrati i den tredje verden« – et synspunkt, der bringer ham på linje med senere neokonservative.
Den vigtigste forbindelse mellem Shachtman og den politiske mainstream var den indflydelse, han og hans tilhængere havde på AFL-CIO. I 1972, kort før sin død, støttede Shachtman, »som åbenlys antikommunist og tilhænger af både Vietnamkrigen og zionismen«, senator Henry Jackson i demokraternes primærvalg til præsidentposten. Jackson var en stærk tilhænger af Israel, og på dette tidspunkt var støtte til Israel blevet en lakmusprøve for Shachtmanitterne. Det er interessant at bemærke, at Douglas Feith, Abram Shulsky, Richard Perle og Paul Wolfowitz tjente som hjælpere for senator Jackson. Hver af dem kom også til at tjene i George W. Bushs regering.
En ny ting i forhold til tidligere jødiske intellektuelle og politiske bevægelser, som blev diskuteret i Culture of Critique, er, at de centrale figurer, Norman Podhoretz og Irving Kristol, ikke så meget har fungeret som intellektuelle guruer, men mere som promotorer og publicister af synspunkter, som de så som fremmende for jødiske interesser. Podhoretz’ Commentary (udgivet af American Jewish Committee) og Kristols The Public Interest blev samlingspunkter for neokonservative tanker, men mange af artiklerne blev skrevet af folk med stærke akademiske referencer. På det udenrigspolitiske område var de jødiske neokonservatives primære bekymring fra 1960’erne til 1980’erne Israels sikkerhed og velstand på et tidspunkt, hvor Sovjetunionen blev anset for at være fjendtligt indstillet over for jøder inden for landets grænser og indgik alliancer med arabiske regimer mod Israel.
I løbet af 1960’erne begyndte der at opstå et skisma på venstrefløjen. Selv om de var stærke tilhængere af borgerrettigheder for sorte, var mange jøder imod de sortes bestræbelser på at kontrollere skolerne i New York, fordi de truede det jødiske hegemoni i uddannelsessystemet. Det var også i denne periode, at vi begyndte at se en stigning i sort antisemitisme. Det nye venstre (New Left) havde også en tendens til at have negative holdninger til Israel, hvilket resulterede i, at mange jødiske radikale til sidst forlod venstrefløjen … »overfaldet af virkeligheden«, om man vil. Mange på det nye venstre beskrev zionismen som »racistisk kolonialisme«, som massakrerede og undertrykte arabere. I 1970 begyndte Podhoretz at bruge sit magasin Commentary som et våben mod den nye venstrefløj. I 1972 støttede Kristol Nixon og blev republikaner omkring ti år før de fleste neokonservative gjorde det.
Den neokonservative overtagelse af det republikanske parti og den amerikanske konservatisme ville have været helt unødvendig, hvis ikke det demokratiske parti var rykket til venstre i 1960’erne. Henry Jackson legemliggjorde de politiske holdninger og ambitioner hos et jødisk politisk netværk, der så jødiske interesser som en kombination af traditionelt liberal socialpolitik fra borgerrettigheds- og Great Society-æraen med en koldkrigsposition, der på én gang var aggressivt pro-israelsk og antikommunistisk på et tidspunkt, hvor Sovjetunionen blev opfattet som Israels mægtigste fjende. Denne »koldkrigsliberale« fraktion af Det Demokratiske Parti var dominerende indtil 1972 og nomineringen af George McGovern. Efter McGoverns nederlag grundlagde de neokonservative Committee for a Democratic Majority, hvis forsøg på at genoplive koldkrigskoalitionen i Det Demokratiske Parti havde en stærk repræsentation af Shachtmanite-arbejdsledere samt folk som Podhoretz’ Commentary. Efter at det igen i 1976 og 1980 ikke lykkedes at få en kandidat, der repræsenterede deres synspunkter, nomineret til præsidentposten, skiftede dette overvejende jødiske segment af politiske aktivister – nu kendt som neokonservative – til Det Republikanske Parti.
De neokonservative havde betydelig indflydelse i Reagan-årene, men mindre i George H. W. Bush-administrationen, for derefter at blive en kritisk vigtig kraft i George W. Bush-administrationens udenrigspolitik, hvor de neokonservative i mangel af en trussel fra Sovjetunionen har forsøgt at bruge USA’s magt til fundamentalt at ændre det politiske landskab i Mellemøsten.
Konklusion
De neokonservatives hurtige fremgang og enorme indflydelse gør dem til et bemærkelsesværdigt eksempel på jødisk organisering og indflydelse. Personer med stærk jødisk identitet opretholder tætte bånd til israelske politikere og militærpersoner og til jødiske aktivistorganisationer og pro-israelske lobbygrupper (f.eks. Daniel Pipes og hans MEF), mens de indtager indflydelsesrige politiske positioner i det forsvars- og udenrigspolitiske establishment. De samme personer samt et kor af andre fremtrædende jøder har rutinemæssig adgang til de mest prestigefyldte medier i USA. Folk, der kritiserer Israel, bliver dog rutinemæssigt bagvasket og udsat for professionelle og personlige overgreb.
Som helhed er neokonservatismen en fremragende illustration af de vigtigste træk bag den jødiske aktivismes succes: etnocentrisme, intelligens, rigdom, psykologisk intensitet og aggressivitet. Man kan nemt se, hvordan jøder, på trods af at de udgør et lille mindretal af den amerikanske befolkning, har været i stand til at omdanne landet til at tjene deres interesser.
***
Ukendt forfatter.
Oversat til dansk fra engelsk.
***
Læs også
Danmarks Frihedsraad 