Introduktion

Den amerikanske nationalist William Luther Pierce opfordrer i denne ældre artikel sine læsere til at erodere den offentlige opbakning til NATOs krigshandlinger mod serberne.

Hvorfor jøderne ønsker krig

Af dr. William L. Pierce

I sidste uge talte vi om motivationen bag Clinton-regeringens mordiske angreb på Jugoslavien. Clinton havde to undskyldninger for sin krig: Det er for at redde liv, og det er for at redde amerikanske arbejdspladser, sagde Clinton. Det er for at redde liv, for hvis vi ikke tvinger serberne til at rette ind nu, vil de fortsætte med at gøre ting, som vi ikke godkender, og så bliver vi senere nødt til at dræbe mange flere af dem for at få dem til at styre deres land, som vi ønsker. Det er for at redde amerikanske arbejdspladser, for vi skal holde Europa stabilt og velstående, så europæerne vil købe vores produkter.

Jeg sagde, at den virkelige årsag til krigen mod Jugoslavien er, at serberne nægter at lade den nye verdensorden og USA fortælle dem, hvordan de skal styre deres land. Den nye verdensorden ønsker, at verdens lande, hvor det er muligt, skal være multietniske – undtagen Israel, selvfølgelig. Multietniske lande er lettere at kontrollere og mindre tilbøjelige til at danne en solid front mod den nye verdensorden. Men serberne ønsker ikke at være en del af et multietnisk socialt eksperiment. De ønsker at leve blandt andre serbere. Så i den nye verdensordens øjne skal serberne straffes. Der skal statues et eksempel med serberne, så andre lande ikke fristes til at trodse den nye verdensorden. Vi diskuterede alt dette i sidste uge.

Nu vil vi diskutere det lidt mere. Vi vil se på nogle af detaljerne. Men lad os først orientere os, så vi kan forstå, hvordan detaljerne hænger sammen. Her er orienteringsregel nummer et: Hvis jøderne alle er på den ene side af et spørgsmål, er chancerne meget gode for, at det er i vores interesse at være på den anden side. En følge af orienteringsregel nummer et er, at hvis medierne generelt er enige om, at en bestemt politik eller et bestemt program er en god ting, så bør vi være mistænksomme over for, at det faktisk er dårligt for os.

Og det er et faktum, at jøderne står solidt på Madeleine Albrights side og hendes morderiske politik i Jugoslavien. Jeg har foran mig en rapport fra Jewish Telegraphic Agency fra 3. april. Der står: »Det organiserede jødiske samfund har … erklæret urokkelig støtte til amerikansk intervention i Kosovo.« Og hvis man læser hele rapporten fra Jewish Telegraphic Agency, forstår man, at jøderne med »intervention« mener alle midler, der er nødvendige for en jødisk sejr over serberne, alle midler, der er nødvendige for at sikre, at den nye verdensorden tvinger serberne til underkastelse, selv om det betyder at bombe det 2.300 år gamle Beograd, en af de smukkeste og mest historiske byer i Europa, til ruiner og derefter sende amerikanske landstyrker ind for at dræbe den sidste serber. En anden rapport fra Jewish Telegraphic Agency fra 3. april fortæller om jøder med jugoslavisk statsborgerskab, der flygter fra Beograd, hvor næsten alle var koncentreret, som rotter, der forlader et synkende skib. Især jødiske mænd i værnepligtig alder flygter og tager til Israel, så de ikke bliver indkaldt til den serbiske hær. Det lyder bekendt, ikke?

Så lad os holde det i mente, når vi ser på alle de andre detaljer: Jøderne er solidt for denne krig, og de har ladet alle i Washington vide det – hvilket er grunden til, at republikanerne bare sidder med hænderne i skødet og ikke rejser en lyd i protest mod Clintons krig. De er ikke bange for at modsætte sig Clinton, men de er alle rædselsslagne for at gøre jøderne utilfredse.

Man behøver ikke engang at gå til Jewish Telegraphic Agency for at høre om jødernes solide opbakning til denne krig; de siger det samme på forskellige måder i de aviser, de udgiver, så vi kan læse det, og jøderne i Kongressen siger det også. Og selvfølgelig har de deres mand i Det Hvide Hus, der retfærdiggør krigen med jødiske argumenter. Clinton har sagt, at vi nu gør det, vi skulle have gjort før Anden Verdenskrig. Vi skulle have angrebet Tyskland tidligere, har Clinton sagt, og så ville vi have reddet mange liv.

Det er en interessant måde at se det på: Man ser en person i et andet land, hvis politik eller ideer man ikke bifalder, og så dræber man ham, før han får mulighed for at blive stærkere og faktisk gøre noget med sine ideer. Tanken er, at hvis vi havde erklæret krig mod Tyskland i 1933, så snart Hitler fortalte jøderne, at de ikke længere var velkomne i Tyskland – at de ikke længere måtte eje tyske aviser, tyske radiostationer eller tyske filmstudier – kunne vi have reddet mange jødiske liv. Så hvorfor angreb vi ikke Sovjetunionen i 1920, da kommunisterne begyndte at slagte russiske og ukrainske bønder? Hvorfor dræbte vi ikke kommunisterne, før de fik mulighed for at dræbe 60 millioner af de bedste europæere?

Du vil selvfølgelig aldrig høre Clinton fremføre det argument, og du vil aldrig læse det argument i New York Times eller Washington Post. Og grunden til, at I ikke vil, er, at jøder ikke blev dræbt i Sovjetunionen, kun vores folk – og vores folk tæller ikke. Så lad os ikke bare lytte stille og lade dem slippe af sted med deres falske argument om, at vi lærte vores lektie, da vi ikke angreb Tyskland i 1933, og mange mennesker døde som følge deraf, og at det er derfor, vi angriber Jugoslavien nu. Bare sig til dem: »Hey, vi skulle have angrebet Sovjetunionen i 1920, før Kaganovich og alle de andre jødiske kommissærer fik mulighed for at dræbe millioner af ukrainske og russiske bønder. Derfor skal vi angribe Israel nu, før Netanyahu får mulighed for at anskaffe flere masseødelæggelsesvåben, dræbe flere palæstinensere og gøre alt muligt andet for at destabilisere Mellemøsten.«

Ser du, livet bliver meget mere kompliceret, når man beslutter sig for at bekymre sig om alle andres anliggender i verden i stedet for kun sine egne. Og hvis man blander sig i andres anliggender, skal man være sikker på, at man virkelig ved, hvad man går ind til: man skal være velinformeret. Og hvis man kun får sine nyheder fra de jødiske medier, må man være meget forsigtig med, hvordan man fortolker dem. Nyheder om Jugoslaviens Kosovo-provins, som vi får fra de kontrollerede medier herovre, vil for eksempel have os til at tro, at albanerne er uskyldige ofre og serberne er morderiske aggressorer, og at det er hele sandheden, og at vi derfor er moralsk berettiget til at tage derover og dræbe serbere.

Det er nyhederne i dag, hvor jøderne er fast besluttet på at gå i krig mod serberne. Nu vil jeg læse en artikel fra New York Times fra 1. november 1987. Det var for næsten 12 år siden, før jøderne havde besluttet, at ødelæggelsen af Serbien var i deres interesse. Her er, hvad New York Times skrev i 1987:

»Dele af det sydlige Jugoslavien har nået en sådan tilstand af etnisk spænding, at jugoslaverne er begyndt at tale om den skræmmende mulighed for borgerkrig … De nuværende fjendtligheder sætter etnisk orienterede albanere op mod de forskellige slaviske befolkningsgrupper i Jugoslavien og finder sted på alle niveauer i samfundet, fra de højeste embedsmænd til de ydmygeste bønder. En ung værnepligtig af albansk oprindelse skød sin kaserne i brand, dræbte fire sovende slaviske kammerater og sårede seks andre. Hæren har afsløret hundredvis af subversive albanske celler i sine rækker. Nogle våbenlagre er blevet ransaget. Etniske albanere i regeringen har manipuleret offentlige midler og regler for at overtage jord, der tilhører serbere. … Slaviske ortodokse kirker er blevet angrebet, og flag er blevet revet ned. Brønde er blevet forgiftet og afgrøder brændt. Slaviske drenge er blevet stukket ned, og nogle unge etniske albanere er blevet opfordret af deres ældre til at voldtage serbiske piger. Etniske albanere udgør den hurtigst voksende nationalitet i Jugoslavien og forventes snart at blive den tredjestørste efter serberne og kroaterne. Målet for de radikale nationalister blandt dem er, som en af dem sagde i et interview, et etnisk Albanien, der omfatter det vestlige Makedonien, det sydlige Montenegro, en del af det sydlige Serbien, Kosovo og Albanien selv. Det omfatter store dele af de republikker, der udgør den sydlige halvdel af Jugoslavien.

»Den vigtigste kampplads er regionen Kosovo, et højt plateau omgivet af bjerge, der er noget mindre end New Jersey. Etniske albanere udgør 85 procent af befolkningen på 1,7 millioner. Resten er serbere og montenegrinere. Efterhånden som slaverne flygter fra den langvarige vold, er Kosovo ved at blive det, som etniske albanske nationalister har krævet i årevis, og især siden de blodige optøjer blandt etniske albanere i Pristina i 1981: en etnisk ren albansk region. … Volden eskalerer til det værste i de sidste syv år, siger en journalist i Kosovo.«

Husk, at jeg læser fra udgaven af New York Times fra 1. november 1987, og den vold, jeg læser om, er albansk vold rettet mod serbere. Nu fortsætter jeg med at læse fra nyhedsartiklen i New York Times:

»Sidste sommer sagde myndighederne i Kosovo, at de havde dokumenteret 40 angreb på slavere begået af etniske albanere på to måneder. … I et tilfælde spøgte Fadil Hoxha, der engang var den førende politiker af albansk oprindelse i Jugoslavien, ved et officielt middagsselskab i Prizren sidste år, at serbiske kvinder skulle bruges til at tilfredsstille potentielle albanske voldtægtsforbrydere. … Mens 200.000 serbere og montenegrinere stadig bor i provinsen, er de spredt og mangler sammenhængskraft. I løbet af de sidste syv år er 20.000 af dem flygtet fra provinsen, ofte efterladende gårde og huse for at søge sikkerhed i det slaviske nord.

Det er slutningen af artiklen fra New York Times fra 1987, og man kan se, at den kaster et helt andet lys over tingene end den aktuelle nyhedsdækning. For tolv år siden terroriserede albanerne i Kosovo serberne og truede med borgerkrig, ikke kun for at etnisk rense Kosovo ved at drive alle serberne ud, men også for at tage store landområder fra serberne i andre provinser. Det var da Slobodan Milosevic trådte ind på scenen. I løbet af de sidste 12 år har han vendt situationen i Kosovo. Han har gjort Kosovo sikkert for serbere igen og knust en albansk oprørshær på 25.000 bevæbnede terrorister og guerillakrigere. Det, Milosevic gjorde, var næppe den ensidige serbiske aggression mod forsvarsløse, fredselskende albanere, som den jødiske bande omkring Clinton og New York Times i dag vil have dig til at tro.

I udgaven af Newsweek fra 5. april kaldes Milosevic »Balkan-tyranen«, men et mere præcist navn ville være »Jugoslaviens frelser«. Hans mål er at beskytte sit folk, ikke at forfølge albanere – selvom han er villig til at forfølge albanere, hvis det er nødvendigt for at sikre Kosovo for serberne. De enorme masser af kolde og sultne albanske flygtninge, vi har set på tv, er virkelige nok, men hovedskylden for deres elendighed ligger hos Clintons krig, ikke Milosevics politik. Serbiske styrkers oprydning efter de sidste albanske terrorister forårsagede relativt få albanske flygtninge, indtil Clinton begyndte at bombe for næsten tre uger siden.

Og da den nye verdensordens bande omkring Clinton opdagede, at serberne er en hårdere bande end de andre folk, de er vant til at skubbe rundt med, og at de ikke lader sig skræmme af et par krydsermissiler og smarte bomber, begyndte Clinton-tilhængerne at sprænge historiske bygninger i Beograd i luften. De har bevidst skiftet fra militære til civile mål; de har bombet broerne over Donau. Og nu antyder de, at USA alligevel vil sende landtropper til Serbien. Den øverste jøde i Senatet, Joseph Lieberman, har opfordret til, at amerikanske landtropper går ind i Kosovo, og de ikke-jødiske politikere, der altid følger den jødiske partilinje, har gentaget Liebermans udtalelser. De er virkelig ligeglade med, hvor mange amerikanere der bliver dræbt, og bestemt ikke med, hvor mange serbere. Det eneste, de bekymrer sig om, er at gennemtvinge den jødiske politik over for serberne.

I alle deres partipublikationer, alle deres New World Order-organer, ser vi den samme had mod serberne for at trodse dem, den samme beslutsomhed om enten at tvinge serberne til at underkaste sig eller dræbe dem. I udgaven af New York Observer fra 5. april kan vi for eksempel læse:

»Selv hvis USA ikke havde nogen humanitær interesse i at standse ødelæggelsen af kosovoalbanerne, selv hvis NATO-alliancen ikke var i fare, og selv hvis flygtningestrømmen ikke skabte fare for en større krig, ville vi stadig have en tvingende grund til at besejre det serbiske diktatur. Den grund er at afskrække potentielle Milosevic-efterlignere, der kunne udgøre en langt større trussel i fremtiden. … Arten af denne fare er mest åbenbar i Rusland, hvor udenrigspolitikken er påvirket af ultranationalister og ekskommunister med en stadig mere fascistisk tendens. Skulle disse kræfter nogensinde komme til magten, må de ikke tro, at NATO vil tolerere grusomheder som dem, der gentagne gange er begået på Balkan.«

Ja, det er jo det, det hele handler om: at statuere et eksempel med serberne for at skræmme alle andre til at rette ind – og forberede NATO på et virkelig stort projekt: at angribe Rusland, hvis russerne nogensinde får lyst til at gøre regnskabet op med det jødiske mindretal, der har voldt russerne så megen sorg gennem hele dette århundrede.

De af jer, der har lyttet til mine udsendelser i de sidste par år, husker måske min forudsigelse i min udsendelse den 21. december 1996, at den gruppe jøder, der netop havde overtaget alle de vigtige militære og udenrigspolitiske poster i Clinton-regeringen, lige efter Clintons genvalg, planlagde at føre os ind i en krig inden udløbet af Clintons anden embedsperiode. Jeg tog kun fejl på ét punkt: Jeg troede, de ville starte deres krig i Mellemøsten. Jeg troede, det ville være Irak. Men det blev i stedet Balkan. Jeg vidste, det ville være et eller andet sted. Der måtte være en eller anden grund til, at alle disse jøder kom ud af skabet og overtog magten fra en snart lammet præsident. Og selvfølgelig vil Balkan tjene deres formål lige så godt som Mellemøsten – hvis vi lader dem slippe af sted med det.

Og vi må virkelig fokusere på denne ene kendsgerning – at dette er en jødisk krig for at styrke den nye verdensordens greb – fordi jøderne spreder en masse røg for at forvirre folk, der måske ikke er klar til at hoppe med på deres nye verdensordens vogn endnu. Og jeg er virkelig glad for beviserne på, at der er mange sådanne mennesker, der nægter at lade jøderne tage dem med på en tur, selv her i Amerika, lemmingernes land. Jeg har aldrig fået en stærkere eller mere positiv reaktion på nogen af mine radioudsendelser end på sidste uges udsendelse om Jugoslavien. Hundredvis af mennesker, jeg aldrig før havde hørt fra, skrev for at udtrykke deres enighed. Jeg vil læse et brev fra en lytter, der er militærmand:

“Din udsendelse ‘Hands Off Yugoslavia’ (Hænderne væk fra Jugoslavien) var vellykket og som sædvanlig lige på kornet. Men selv om der er en vis sandhed i stereotyper, synes jeg, at din konstante omtale af VFW¹– og American Legion-typer som ‘yahoos’² er lidt ved siden af. Tro mig, som amerikansk legionær og nuværende medlem af vores glorværdige imperiale væbnede styrker, er der ikke stor opbakning til Clintons aktuelle eksempel på international bølletøj i min afdeling af American Legion. Langt fra. “Da jeg vågnede dagen efter bombningen begyndte, skammede jeg mig faktisk over at tage min uniform på og møde på arbejde. Hvad er denne nation blevet til? Alle dem, der gav deres liv og blod for vores idealer, må vende sig i deres grave over dette. Historien lærer os følgende: Amerika vil ikke forblive den dominerende økonomiske og militære magt for evigt. Og når vi falder, vil de komme og slagte os, og vi vil have fortjent det. Det ønsker jeg ikke for mit land. Jeg ønsker det ikke for noget andet land. Jeg ønsker fred i mit land og i deres.”

Nå, måske har jeg været uretfærdig over for VFW og American Legion. Det håber jeg i hvert fald. Jeg håber virkelig, at der er mange, mange flere aktive militærfolk, der er enige med den soldat, hvis brev jeg lige har læst. I 5. april-udgaven af magasinet Newsweek står der, at den seneste meningsmåling viser, at 53 procent af den amerikanske befolkning støtter Clintons uerklærede krig mod Jugoslavien, og 47 procent støtter brug af amerikanske landtropper til at invadere Jugoslavien. Det er vel ikke så meget i modstrid med Clintons popularitet i meningsmålingerne under den seneste Bill og Monica-sag. Omkring halvdelen af den amerikanske befolkning vil blindt støtte alt, hvad deres regering gør – så længe boldkampene og velfærdsydelserne fortsætter med at komme, og Clinton bliver ved med at fortælle dem, at han forstår deres smerte.

Det opmuntrende ved Newsweek-meningsmålingen er, at 36 procent af befolkningen siger, at de ikke bifalder bombningen af Jugoslavien. Newsweek og de andre jødiske medier vil i de kommende dage vise os masser af lidende albanske flygtninge i et forsøg på at få det sidste tal ned. Hvad skal vi, der tilhører de 36 procent, gøre i mellemtiden? Hvad kan vi gøre?

Vi befinder os jo i en ret ekstrem situation. Vi har en totalt uansvarlig, kriminel statsleder, et jødisk kabinet, der er fast besluttet på at forfølge en jødisk dagsorden frem for en amerikansk, jødiske medier, der bakker dem op, og en vælgerbefolkning, der hovedsagelig består af bøller, som aldrig burde have fået lov til at stemme om noget som helst, heller ikke den lokale hundefanger, og som man kan regne med vil godkende alt, hvad Clinton-regeringen gør. Og denne kriminelle koalition har verdens mest magtfulde væbnede styrker til sin rådighed. Det er en situation, der kræver en væbnet revolution og en grundig udrensning af befolkningen. Jeg mener, situationen er ikke teoretisk: Kriminelle i Washington myrder vores folk i Europa. Hver dag, Clinton-regeringen forbliver intakt, vil de kriminelle myrde hundreder flere af vores folk.

Vi er selvfølgelig ikke i stand til at iværksætte en væbnet revolution. Det eneste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt, er at udtrykke vores moralske forargelse over, hvad de kriminelle gør. At udtrykke moralsk forargelse kan lyde som en temmelig blodfattig reaktion på krydsermissiler og B2-bombefly, men det kan have en effekt. 36 procent af den amerikanske befolkning er mange mennesker. Så lad os give vores mening til kende. Ring ind til alle radioprogrammer, du kan høre. Ring ind gentagne gange. Skriv breve til alle publikationer, der har en brevkasse. Skriv fem eller seks breve hver dag, og bliv ved med at skrive dem. Lad os gøre vores stemmer hørt. Nu!

***

Noter

1. Veterans of Foreign Wars og American Legion er organisationer af amerikanske krigsveteraner. ↩︎
2. Uhøflige, grove eller dumme personer ↩︎

***

Kilde: Free Speech magazine, april 1999, bind V, nummer 4