Serie om Sydstaternes historie: Antebellum-kristendom og sydstatsracisme

Fra Occidental Dissent

Her er et uddrag fra David Goldfields bog America Aflame: How the Civil War Created a Nation:

»Slaveriet havde på få århundreder gjort den sorte mand i Amerika«, forklarede juristen William C. Daniell fra Virginia på i 1852 , »til det, som tusinder af år ikke havde formået at gøre for ham derhjemme, nemlig at opdyrke negerracens evner for civilisation og kristendom.«

Som Daniells pral antydede, påhvilede det de hvide amerikanere, som en del af deres kristne pligt, at redde underlegne racer ved at tilbyde undervisning og mulighed for frelse. Det var et af de hvide sydstatsfolks vigtigste argumenter for slaveriet, at det løftede en undertrykt race fra dens primitive afrikanske oprindelse til muligheden for frelse gennem Jesus Kristus, indprentede disciplin og skabte et familieliv, der ikke var belastet af behovet for eller bekymringen om det daglige underhold.”

Jeg har altid elsket det 19. århundrede. Det er en boomer-fri zone.

I det 19. århundrede var det jødiske spørgsmål bemærkelsesværdigt afdæmpet i Sydstaterne, og striden om racemæssig lighed i Amerika blev udkæmpet mellem kristne fra Østen (New England) og Sydstaterne. I Sydstaterne blev kristendommen altid påberåbt for at retfærdiggøre racisme, slaveri og hvidt overherredømme. I dele af Østen kolliderede kristendommen ofte med alle disse ting, mest berømt er abolitionisterne, som gik ind for splittelse (disunion) i en generation, fordi forfatningen var en pagt med Djævelen.

Da jeg undersøgte Den Gyldne Cirkels oprindelse, fandt jeg ud af, at det også var tilfældet på Cuba. I Cuba retfærdiggjorde den katolske kirke også racisme, slaveri og hvidt overherredømme. Det ser ud til at have været tilfældet i alle slavebaserede plantagesamfund, måske med undtagelse af de udenlandskfødte baptist- og metodistmissionærer, der arbejdede i Britisk Vestindien.

Her er et andet uddrag om »uforeneligheden« mellem racisme og kristendom:

“Det var ikke tilfældigt, at de hvide sydstatsfolk, som tog deres regeringer tilbage fra sorte og hvide republikanere, blev kaldt forløsere, og heller ikke at den proces, som det skete igennem, blev kaldt forløsning. Udtrykket »forløsning« var selvfølgelig udbredt i Amerika før borgerkrigen, især blandt evangelister. Det henviste til den proces, hvor Jesus ofrede sit liv for at redde den syndige menneskehed fra Guds vrede. Udtrykket indebar en ny fødsel, da de, der kommer til Kristus, bliver renset for deres synder og frelst »til et nyt evigt liv«.

Konføderalisterne talte om at »forløse« deres stater fra Unionens kontrol under borgerkrigen. Efter krigen betød udtrykket normalt en proces i to trin. Forløsningen ville rense Sydens synder og derfor genoprette Herrens velsignelse over Syden, som han havde trukket tilbage, hvilket nederlaget var et bevis på. Den ville fjerne »yankee- og negerherredømmets åg«. Forløsningen ville derfor sikre de hvide sydstatsfolk den sejr, som de var blevet nægtet i borgerkrigen. Processen mod Redemption var klar. Som en redaktør i Alabama erklærede i 1871,»Vejen til forløsning er under det hvide banner.« Hvide sydstatsfolk brugte evangelisk protestantisme til at genskabe et regime fra før krigen, som var renset for synd. Hvid religion i Syden blev det hvide overherredømmes tjenestepige.”

Hvor mærkeligt.

Jeg har hørt fra både hvide nationalister og babyboomer-konservative, at kristendom og racisme er uforenelige størrelser, men vores egen historie viser os noget andet. Sandheden er, at det, babyboomer-generationen fik ud af sydstatsevangelismen i en tid, hvor en jødisk elite var kommet til at dominere massemedierne i det 20. århundrede, var meget forskelligt fra, hvad tidligere generationer af sydstatsfolk fik ud af den før krigen mellem staterne, hvor argumentet for slaveri var begrundet i kristendommen, og bagefter, da en glødende evangelisme gav næring til den forløsningsbevægelse, der bragte rekonstruktionen til fald.

Følgende uddrag kommer fra Colin Woodards bog American Nations, som er kilden til det kort over regionale kulturer, vi altid bruger nedenfor:

“Forskere har længe erkendt, at ›Syden‹ som en samlet enhed ikke rigtig opstod før efter borgerkrigen. Det var modstanden mod den yankee-ledede genopbygning, der bragte denne Dixie-blok sammen og i sidste ende inkluderede selv folk fra Appalacherne, som havde kæmpet mod Konføderationen under krigen.”

Det er en sand historie.

Kentucky sluttede sig til sidst til Konføderationen under genopbygningen.

Woodard fortsætter:

“Da deres institutioner og racistiske kastesystem var under angreb, organiserede sydstatsfolket og Tidewater-folket deres modstandskamp omkring den eneste samfundsinstitution, de stadig kontrollerede: deres kirker. De evangeliske kirker, der dominerede de tre sydlige nationer, viste sig at være fremragende redskaber for dem, der ønskede at beskytte regionens sociale system fra før krigen. I modsætning til de dominerende kirkesamfund i Yankeedom var sydstatsbaptister og andre sydstatsevangelister ved at blive det, som religionsforskere har kaldt »private protestanter« i modsætning til de »offentlige protestanter«, der dominerede de nordlige nationer, og som vi kommer til om et øjeblik. Private protestanter – blandt andet sydstatsbaptister, sydstatsmetodister og sydstatsepiskopaler – mente, at verden i sagens natur var korrupt og syndig, især efter chokket fra borgerkrigen. De lagde ikke vægt på det sociale evangelium – et forsøg på at forandre verden som forberedelse til Kristi komme – men snarere på personlig frelse og på at trække de enkelte sjæle op i den rette tænknings redningsbåd, før bortrykkelsen fejede de fordømte væk. Private protestanter havde ingen interesse i at ændre samfundet, men understregede snarere behovet for at opretholde orden og lydighed.

Slaveri, aristokratisk styre og den knusende fattigdom hos de fleste almindelige mennesker i de sydlige nationer var ikke onder, der skulle bekæmpes, men snarere en afspejling af et guddommeligt sanktioneret hierarki, der skulle opretholdes for enhver pris mod yankee-kætterne. Ved at være imod slaveriet, erklærede en metodistpræst fra Sydstaterne, var yankeen »illoyal over for Guds og menneskers love« – »en vild fanatiker, en sindssyg anarkist, en lovbryder [og] en ondskabsfuld indblander i andre menneskers anliggender«. Da bibelske passager stiltiende støttede slaveri, blev abolitionisterne erklæret skyldige i at være »mere humane end Gud«. Den episkopale biskop i Alabama, Richard Wilmer, proklamerede, at hans kirke havde gjort ret i at støtte Konføderationen for at »opretholde Guds ords overherredømme og den universelle traditions lære«. Det var ikke tilfældigt, at de hårdeste modstandere af besættelsen i nord kaldte sig Redeemers, og at afslutningen på Unionens besættelse i 1877 blev betegnet som »The Redemption«.

Sydstaternes præster var med til at skabe en ny civilreligion i den tidligere konføderation, en myte, som forskere er kommet til at kalde den tabte sag. I overensstemmelse med dens credo kom hvide i det dybe syd, i Tidewater og i sidste ende i Appalacherne til at tro, at Gud havde tilladt, at Konføderationen blev badet i blod, at dens byer blev ødelagt, og at dens fjender herskede over den for at teste og helliggøre sit udvalgte folk. Nashvilles presbyterianske prædikant og krigspræst James H. McNeilly bemærkede, at Guds udvalgtes nederlag på slagmarken »ikke beviste, at hedningerne havde ret i deres sag, eller at israelitterne støttede en dårlig sag«. Konføderationens soldater har måske »udgydt deres blod som festlig vin«, tilføjede McNeilly, men det var ikke forgæves, for »spørgsmål om rigtigt og forkert afgøres ikke for Gud med våbenmagt.« I stedet ville en teolog fra en dyb sydstat hævde, at de retfærdige »ved principfasthed« ville besejre den føderale regering, som han havde bestemt til at være beslægtet med »dyret med syv hoveder og ti horn« i Åbenbaringsbogen. Den retfærdige sag var, belejligt nok, at fremme de folkelige traditioner i det dybe syd i størst mulig grad og opretholde den klassiske romerske idé om den slaveholdende republik, der foreskrev demokrati for eliten og lydighed for alle andre. …”

Alt dette er set fra et udefrakommende yankee-perspektiv.

Det er dog stadig værdifuldt. Hvis du havde boet i Syden i slutningen af det 19. århundrede før »jødisk-kristendom«, ville den evangeliske kristendom have set helt anderledes ud for dig. Den ville ikke have slået dig som zionismens tjenerinde, og der var ingen underlig kult af racemæssig skyld og adoption mellem racer, som du ser hos moderne evangelister som David French.

Som historicist bruger jeg så meget af min tid på at studere historie for at få perspektiv på vores egen tid, at jeg har en tendens til at være mere opmærksom på, hvordan og hvorfor kulturer har ændret sig gennem tiden. Jeg er sikker på, at vores kultur også vil fortsætte med at ændre sig, efterhånden som Boomers forsvinder fra scenen.

Bemærk: Som vi har set, er jødisk-kristendom en boomer-religion. Den vandt ikke indpas i Syden før midten af det 20. århundrede.