Introduktion
Fra The Occidental Observer med redaktørens tilladelse. Oversat til dansk.
Del 1 som omhandler venstrefløjens anti-hvide vold kan findes her.
Bloggen tager naturligvis afstand fra vold, terror og al anden form for ulovlig aktivitet.
Politisk vold, del 2: Vold fra højrefløjen: Mediernes Timothy McVeigh-paradigme
Breivik, Goldstein, Amir og McVeigh
I en vis forstand var Anders Breiviks drab en form for selvtægt, ligesom næsten alle drab, der udføres uden for statsapparatet. For at illustrere min pointe går vi tilbage til Weather Underground-medlemmet David Gilbert, som fortæller om sin beslutning om at ty til vold:
Vores bevægelse var opstået i den tro, at vi kunne ryste USA’s moralske samvittighed…. Men smertefulde erfaringer havde lært os, at der var en fasttømret magtstruktur, som tjente på og systematisk håndhævede undertrykkelse. Vi kunne ikke gøre noget ved den overvældende sociale vold i status quo uden at komme op imod den magtstruktur. (I Dan Berger, Outlaws of America, s. 44)
Man kunne sagtens forestille sig Breivik komme med præcis den samme begrundelse for sin beslutning om at slå ihjel. Både Breivik og Gilbert dræbte uden for statens rammer, men den ene bliver betragtet som en slags helt af venstrefløjen og intellektuelle kredse, mens de samme medlemmer ville betragte Breivik som et monster uden lige. Det bliver hjulpet på vej af mediernes forsøg på at stemple Breivik negativt, mens de stempler de gode terrorister med positive egenskaber.
Det er næsten universelt, at højreorienteret vold forbindes med Timothy McVeigh. Der er brugt en del branding på at sikre, at selv uden for USA forbindes McVeigh med enhver terrorhandling begået af en hvid person. En norsk embedsmand sammenlignede de to hændelser og sagde, at angrebet »nok mere er Norges Oklahoma City, end det er Norges World Trade Center.« Desuden har medierne forsøgt at sætte lighedstegn mellem Breiviks kristendom og drabene, selv om det er mere end tvivlsomt, at Breivik var en »sand troende« snarere end en, der satte pris på de kulturelle aspekter af kristendommen. I hvad der nok er et af de mere ekstreme forsøg på ikke bare at sidestille McVeighs og Breiviks handlinger, men at sidestille dem med kristen terrorisme, siger Mark Juergensmeyer i en artikel for Huffington Post:
Dette spørgsmål opstod, efter at den kristne terrorist Timothy McVeigh bombede den føderale bygning i Oklahoma City i 1995. Dengang og siden har mange kristne nægtet at tænke på ham i kristne termer. Lighederne mellem Breivik og McVeigh er slående.
Begge var flotte unge kaukasiere, som forestillede sig, at de var soldater i en kosmisk krig for at redde kristendommen. Begge troede, at deres masseødelæggelseshandlinger ville udløse en stor kamp for at redde samfundet fra multikulturalismens liberale kræfter, der tillod ikke-kristne og ikke-hvide positioner af acceptabilitet. Begge beklagede tabet af menneskeliv, men mente, at deres handlinger var »nødvendige«. Det undskyldte de ikke på nogen måde.
Følgende ordveksling i et interview med Time Magazine viser, at McVeigh hverken var motiveret af race eller religion:
TIME: Nogle mennesker har anklaget dig for at være racist? Er du racist?
MCVEIGH: Nej, det er helt forkert. Det er igen noget, som jeg ikke tror, at anklagemyndigheden vil tage op i retssagen, for jeg tror, at de er ved at indse det. Faktisk har jeg lige læst, at en af vores privatdetektiver har interviewet en sort mand, som jeg kendte i tjenesten. Han sagde: »Nej, det har jeg aldrig set hos Tim. Det kan faktisk gå begge veje«, hvilket betyder, at en anden person kunne have været utilfreds med mig og forsøgt at vende det om….
TID: Er du religiøs?
MCVEIGH: Jeg er opvokset som katolik. Jeg blev konfirmeret som katolik (modtog konfirmationens sakramente). Gennem mine år i militæret mistede jeg på en måde kontakten med religionen. Jeg tog den aldrig rigtig op igen, men jeg har stadig en grundlæggende tro.
TID: Tror du på Gud?
MCVEIGH: Jeg tror på en Gud, ja. Men det er så langt, jeg vil gå. Hvis jeg går for meget i detaljer med nogle af de personlige ting, giver det folk en nemmere måde at fremmedgøre sig fra mig på, og det er alt, hvad de leder efter nu.
Faktisk har McVeigh flere gange sagt, at hans motivation for Oklahoma City-bombningen var belejringen af Waco, hvor 76 mennesker blev dræbt af ATF, problemer med våbenkontrol og betænkeligheder ved den føderale regerings magt. På intet tidspunkt antyder han, at kristendom eller racemæssige faktorer motiverede hans handlinger. Det har ikke forhindret mediekommentatorer i uophørligt at sammenligne Breivik og McVeigh og endda komme med falske påstande.
McVeigh-episoden fandt sted i 1995. I 1994 gik Baruch Goldstein, en jødisk etnisk-religiøs fanatiker, ind i Patriarkernes Hule, et område, hvor både jøder og muslimer tilbeder, og åbnede ild med et automatgevær og dræbte 29 muslimer og sårede 125. Denne begivenhed synes at have meget mere til fælles med Breivik end med McVeigh. Men hvis man spørger de fleste mennesker, hvem Baruch Goldstein er, vil de fleste ikke ane, hvem man taler om. Goldsteins hærgen var delvist forbundet med hans modstand mod de fredsaftaler, som den daværende israelske premierminister Yitzhak Rabin arbejdede for. Et par måneder senere myrdede Yigal Amir, en hårdnakket ortodoks jøde, Rabin for at stoppe den israelsk-palæstinensiske fredsproces. Faktisk har Amirs synspunkt om, at det var berettiget at dræbe en jøde for at redde andre jøder fra muslimer, næsten alt til fælles med Breivik, som mente, at det var berettiget at dræbe sine hvide medborgere for at redde et større antal af dem.
Forvent ikke, at medierne vil drage sådanne paralleller, men i stedet fokusere på McVeighs og Breiviks ikke-sammenlignelige handlinger, som begge angreb deres regeringer, men af helt andre årsager. (Det er også værd at bemærke, at Goldstein og Amir af mange i Israel ses som helte. Det er højst usandsynligt, at en tilsvarende del af den europæiske befolkning vil hylde Breivik på samme måde).
I bund og grund er Goldstein og hardline-jøder af hans type, som tror fuldt og fast på etnisk udrensning af den palæstinensiske befolkning, »beklagelige« tilfælde, som medierne helst vil glemme alt om. Det er meget mere nyttigt at henvise til McVeigh, en europæisk amerikaner, når en hvid person angriber, end at nævne en jøde som Goldstein. Man kan endda begynde at spekulere på, om medierne og det jødiske samfund måske mener, at handlinger som Goldsteins og Amirs var »grusomme«, men »nødvendige« for at afslutte fredsprocessen. I en artikel om amerikansk højreorienteret jødisk retorik, især fra jøder i New York, skrev Robert Friedman for New York Magazinei 1995, at
mange amerikansk-jødiske ledere som [Malcolm] Hoenlein er tilbageholdende med at tage kampen op mod ekstremisterne, fordi de selv er imod fredsprocessen og tilsyneladende foretrækker at undertrykke kritik, der kan underminere oppositionen. »Langt nede i deres hjerter er en stor del af de høje herrer i det jødiske etablissement virkelig hardlinere«, siger rabbiner Arthur Hertzberg, tidligere præsident for World Jewish Congress.
Som altid er det nyttigt at analysere oprigtigheden af etablissementets moralske forargelse over en hændelse ved at sammenligne den med passiviteten omkring Israels mange moralske mangler. Friedman bemærker også, at jødisk ekstremisme i USA var delvist ansvarlig for Goldstein- og Amir-hændelserne, og hvordan en sådan ekstremisme ikke er henvist til udkanten af det jødiske samfund, men faktisk er ret mainstream. Hvis vi sporer den hårde retorik i den periode, hvor Friedman skrev, og skitserer de ekstremt nationalistiske tendenser hos ikke bare de hårde jøder, men også hos de etablerede jøder, kommer vi frem til vores nuværende virkelighed: den etno-religiøse højrefløjs dominans i israelsk politik. Faktisk ser det ud til, at alle de penge og den diplomatiske støtte, som USA har givet til et rabiat etnocentrisk Israel, ikke kun har været med til at kvæle fredsprocessen i Mellemøsten, men i sidste ende har ført til valget af en regering, der er engageret i etnisk udrensning og apartheid.
Mens en sådan politik anses for at være god for Israel, ville en lignende begivenhed i Europa blive betragtet som en katastrofe i medierne og i det jødiske etablissement. Denne dobbeltmoral er i øjeblikket til fuld udfoldelse, idet medierne arbejder på højtryk for at begrave nationalistiske partier i Europa og giver dem skylden for Breiviks handlinger i et forsøg på at underminere politiske partier, der ønsker at repræsentere de indfødte europæiske folk.
I bund og grund svinger medierne deres moralske knippel med præcision og slår ned på dem, der opfattes som fjender, og træder til side for at føre dem, der opfattes som allierede, forbi. Når vi tænker på det jødiske establishments etnocentrisme og den latente og til tider meget eksplicitte fjendtlighed over for hvide og hvid kultur, er det ikke underligt, at vi lever i en verden, hvor de hvide taber terræn. Det er tydeligt, at den store andel af jødisk involvering i grupper som SDS, eksplicit antihvide grupper og endda New Left-terroristgrupper, afspejler den store andel af jødisk involvering i medierne, både hvad angår ejerskab og som udbydere af indhold. For Rudd og hans ligesindede er tendensen ikke længere at bruge bomber og vold, men at bruge medierne og andre magtstrukturer, som er besat af antihvide aktivister, til at fremme deres antihvide dagsorden. For de fleste jøder og hadere af hvide, som Rudd, er der trods alt nok stadig for meget »goyishness« i USA og i udlandet.
***
Læs også
Danmarks Frihedsraad 