Introduktion
Denne artikel er skrevet af den amerikanske sydstatsnationalist og chefredaktør på bloggen Occidental Dissent, Hunter Wallace. Han er en veteran på den amerikanske højrefløj. Hunter er aktiv på X @LutherEnjoyer. Pointerne i denne artikel er nyttige for aktivister på højrefløjen i hele Vesten, også i Danmark.
Når du ikke stemmer eller deltager i politik styrker du dine fjender, som helt sikkert gør det.
Et lille udpluk af sager hvor nationale vælgere ved danske valg kan være tungen på vægtskålen:
Arbejdskraftsindvandring
Den berygtede KLAR-alliance i dansk politik som henter deres tankegods fra landsforræderne i CEPOS, der i årevis har agiteret for åbne grænser for alverdens arbejdstagere. Til info kan vi oplyse at en af “tænketankens” grundlæggere var den Ruslandshadske og jødiske1 neokonservative Samuel Rachlin, som i mange år misinformerede den danske offentlighed som korrespondent i Sovjetunionen og senere som TV 2s første nyhedsvært. Hans medvirken fortæller os alt hvad vi behøver at vide om foretagendet CEPOS.
Fra Danske Nyheder d. 12. april 2025:
De neokonservative blå landsforrædere vil åbne DK yderligere for arbejdskraftsindvandring. Det virker til at de røde tøver. Det kan få betydning at folk stemmer på DF og BP, da de kan være tungen på vægtskålen i folketingssalen på det og mange andre spørgsmål. Alt man gør nytter noget.
266b “Racismeparagraffen”
Fra TV 2 d. 9. februar 2025:
I sin første store fælles udmelding understreger partilederne fra Liberal Alliance, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti [+ Borgernes Parti] behovet for at afskaffe koranloven og racismeparagraffen.
***
Argumentet for Trump 2024: Din stemme er ikke et sakramente
Af chefredaktør Hunter Wallace, oprindeligt udgivet d. 26. juli 2024
Artiklen starter efter twitter-linkene.
Ved valget i 2020 var jeg udmattet og klar til at komme videre fra Donald Trump. På det tidspunkt virkede det, som om vi ikke havde noget at vise frem for Trumps præsidentskab, bortset fra Tax Cuts and Jobs Act og First Step Act.2 Senatet var en kirkegård for lovgivning.
Fire år senere er jeg ikke så hurtig til at give Donald Trump skylden for denne elendige situation. Den filibuster i Senatet, som demokraterne brugte til at obstruere Donald Trumps lovforslag, blev brugt af republikanerne til at blokere Joe Bidens lovforslag. Ingen af partierne har de 60 stemmer i Senatet, der er nødvendige for at overvinde filibusteren. Intet bliver vedtaget i Kongressen, medmindre det enten er et »tværpolitisk kompromis«, eller senatets parlamentariker afgør, at det kan vedtages gennem reglerne om budgetforlig.
Siden jeg lancerede denne blog i 2008, har jeg dækket Obama-, Trump- og Biden-administrationerne. Landet er kun blevet mere polariseret i takt med, at amerikanerne er gledet fra hinanden i deres værdier og er blevet bedre til at sortere sig selv i partipolitiske lejre. Sandheden om amerikansk politik er, at ingen af partierne har en dagsorden, der er populær nok til at få et lovgivende flertal, der er stort nok til at påtvinge det andet parti sin vilje. Vi har ikke et dominerende parti. Sidste gang, Amerika var så jævnt og bittert splittet, var i den gyldne tidsalder i slutningen af det 19. århundrede. Du ved sandsynligvis ikke ret meget om den tid, for der skete ikke ret meget. Politik skabte masser af varme, men kun lidt lys.
Hvis du blev valgt til USA’s præsident i november, ville du stå over for de samme forhindringer som Obama, Trump og Biden. Du ville på samme tid være verdens mest magtfulde mand og næsten magtesløs i forhold til at få noget som helst kontroversielt igennem Kongressen. NGO’er ville sagsøge dig ved de føderale domstole. Føderale dommere fra det modsatte parti ville blokere dine bekendtgørelser. Dine tilhængere ville uundgåeligt blive frustrerede. Din politiske støtte ville begynde at forsvinde.
Derfor kom det som sådan en behagelig overraskelse, da Højesteret afsagde Dobbs-dommen3 i 2022 og Students for Fair Admissions4 i 2023 . Ved at ændre sammensætningen af de føderale domstole havde Donald Trump scoret nogle store sejre inden for abort og positiv særbehandling. Trump havde også forhandlet om tilbagetrækningen af de amerikanske styrker fra Afghanistan, som blev afsluttet under Biden. Pludselig var Donald Trumps eftermæle større, end da han forlod embedet, og det er en af grundene til, at jeg har varmere følelser for ham og nu fortryder, at jeg skrev for hårdt om ham for tidligt.
Måske havde jeg lukket bogen om Donald Trump for tidligt? Trumps højesteret vil træffe afgørelser som Dobbs i de kommende årtier. Trumps fulde arv er ukendt. I kølvandet på Dobbs-dommen gik de røde [republikanske] stater i aktion og vedtog hurtigt abortforbud. Pro-life-bevægelsen havde »stemt hårdere« i årtier for at ændre sammensætningen af de føderale domstole. De lignede tabere, indtil de pludselig vandt en stor politisk sejr, efter at Ruth Bader Ginsberg døde i 2020.
Siden Alt-Right forsvandt, er jeg blevet involveret i den kristne nationalistbevægelse. På den måde er jeg blevet introduceret til abolitionisterne, som er kristne, der afviser pro-life-bevægelsen, og som kræver øjeblikkelig afskaffelse af abort i alle 50 stater. De er vrede på Donald Trump, fordi han nægter at støtte et landsdækkende abortforbud, og de vil ikke gå på moralsk kompromis med sig selv og forråde deres principper ved at stemme på Trump, og dermed på ondskaben, ved valget i 2024. De giver ikke Trump æren for halve tiltag som Dobbs, der forbød abort i næsten halvdelen af staterne.
I det hvide kristne nationalistiske rum på X har vi en tendens til at overlappe med både hvide nationalister og pro-life kristne konservative, så vi bliver udsat for meget indhold fra antizionister og abolitionister. Hvide kristne nationalister er typisk pro-life og antizionister, men der foregår en livlig debat om Donald Trump og om, hvorvidt man skal stemme ved valget i 2024. Det er sjovt, for på en hvilken som helst dag kan man se abolitionister og antizionister komme med lignende argumenter mod inkrementalisme. De to grupper er spejlbilleder af hinanden i deres aktuelle bestræbelser på at straffe Trump ved valget i 2024.
I tilfældet med abolitionisterne kræver aktivisterne noget, som det er umuligt for nogen politiker at levere. Abortforbud har vist sig at være upopulært i røde [republikanske] stater som Kentucky, Ohio og Kansas. Det er ikke Donald Trumps skyld, at den evangeliske kristendom, som er stærkt korreleret med modstand mod abort, er koncentreret i Syden. Donald Trumps base består også af pro-choice-vælgere og lunkne kristne, der ikke går i kirke, og som er i en ubehagelig alliance med bibeltosserne. At straffe Trump ved at nægte at stemme ved valget i 2024 vil ikke ændre kulturen i Vermont eller Californien. Trump kan ikke omfavne abolitionismen uden at miste landet og sprænge sin egen base i luften, hvilket er præcis, hvad abolitionisterne af princip vil have ham til at gøre. Dobbs-beslutningen, som gør det muligt at forbyde abort i stater, hvor abortmodstandere og evangeliske kristne er demografisk dominerende, er sandsynligvis den bedste praktiske løsning på problemet, der er mulig i vores nuværende politiske virkelighed.
Når det gælder antizionistiske hvide nationalister, er der et lignende politisk problem. Zionisme er en tværpolitisk konsensus, fordi de fleste amerikanere indtil for nylig var zionister. Gamle mennesker er i overvældende grad pro-Israel. Jødiske donorer kontrollerer også medierne og finansierer begge politiske partier. Antizionisme er stærkt korreleret med alder. Yngre vælgere på venstre- og højrefløjen er meget mere kritiske over for Israel og zionismen. Gamle mennesker er dog meget mere tilbøjelige til at stemme og have valgte embeder. Selv hvis han var tilbøjelig til at gøre det, kan Donald Trump ikke omfavne antizionismen uden at miste landet og sin egen base. Antizionister er en minoritet på højrefløjen. Kun omkring en fjerdedel til en tredjedel af de republikanske vælgere går ind for at afbryde støtten til Israel, og meget af det skyldes mere isolationisme end antizionisme. Disse vælgere repræsenteres af politikere som Lauren Boebert og Marjorie Taylor Greene, som er pro-Israel, men som har modsat sig udenlandsk bistand og andre aspekter af Israel-lobbyens dagsorden. At straffe Trump for at være zionist og repræsentere sine vælgere vil kun overlade landet til en anden zionist.
I både abolitionisternes og de antizionistiske hvide nationalisters øjne betyder pragmatisme og den politiske virkelighed (abolitionisme og antizionisme er upopulære) mindre end at vælge ikke at stemme på baggrund af et moralsk princip. At stemme på det mindste onde er at gå på kompromis med det onde. Det er en synd og en plet på ens karakter. Det er bedre at forblive ren end at gå på kompromis. Abolitionister og antizionistiske hvide nationalister har besluttet at straffe Trump og hans vælgere, indtil de får deres vilje med hensyn til et landsdækkende abortforbud og Israel og det jødiske spørgsmål. Skellet mellem abolitionister og abortmodstandere minder om skellet mellem hvide nationalister, der prioriterer antizionisme og andre emner som indvandring.
Så hvordan skal en abolitionist stemme? Jeg mener, at der er to afgørende faktorer, som vi skal tage i betragtning, når vi behandler dette spørgsmål. Den første er, at en abolitionist er kristen, og den anden er, at en abolitionist er immediatist. Begge dele bør veje tungt i abolitionisternes hjerter og sind, når de spiser og drikker, og ikke mindst når de går i stemmeboksen. Problemet er, at amerikansk politik og kultur er blevet grundigt marineret i humanisme og inkrementalisme. Denne indoktrinering gør det svært for mange at tænke ordentligt over spørgsmålet om at stemme, især når de skal afgive en stemme til landets højeste embede….
Målet, der helliger midlet, er selvfølgelig inkrementalismens hjerteslag: »Hvis det bare redder ét liv, er det det værd. «Pragmatismens bøn er det, der ligger bag hvert eneste 20-ugers forbud, 12-ugers forbud og lovforslag om fosterhjerter, der nogensinde er blevet præsenteret. Man kan sige, at situationsetik kræver denne type pragmatisme ved valg, og inkrementalisme kræver det i politik….
Hvordan skal en abolitionist forholde sig til at stemme? Skal han gå ind i stemmeboksen og se på to kandidater og gøre den mindste kandidat til den standard, han skal træffe sin beslutning ud fra? Skal han stille spørgsmålet: »Hvad ville være mest behageligt for mig selv og min slægt fremover? «Skal han forsøge at finde en mellemvej mellem Guds standard og synd? Bestemt ikke! En abolitionist bør gribe afstemningen an, som han gør med alle andre moralske dilemmaer….
Der er ikke plads til at stemme på mænd som Donald Trump inden for abolitionisternes rammer, medmindre de selvfølgelig omvender sig. Så lad os forblive tro mod Gud, bede for præsident Trumps omvendelse og brænde med en hellig ild for at redde vores før-fødte naboer….
Abort er nu forbudt i Alabama, fordi evangeliske vælgere valgte pragmatisme i 2016.
Ved at behandle det at stemme som et sakramente og have urealistiske forventninger har abolitionisterne valgt at være de smukke tabere, som Sam Francis beskriver, og er blevet politisk opsprættet af deres egne principper. Sådan plejede man at sige om de konservative. De var tabere, som ikke var interesserede i at vinde, men snarere i at sole sig i nederlagets ære, mens de fremviste deres principper.
I begge tilfælde er jeg på pragmatismens side i 2024: Jeg er taknemmelig for, at abort er forbudt i Alabama, hvilket ikke er alt, men noget i vores nuværende politiske klima. Jeg var chokeret over Dobbs-beslutningen. Jeg havde aldrig troet, at Roe ville blive omstødt. Jeg tror også, at der skal et generationsskifte til for at nedbringe den politiske støtte til zionismen, og det ligger ikke i kortene i de næste fire år. Israel synes fast besluttet på at ødelægge sit offentlige image i krigen i Gaza, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus. Marjorie Taylor Greene og Thomas Massie har vist, at isolationisme og bekymring for statsgælden kan bruges som løftestang til at reducere støtten til Israel i Kongressen. Hvis der overhovedet kan gøres fremskridt på området, tror jeg, at det vil ske ved at vælge flere af den slags folk til Kongressen.
Aaron Bushnell var en immediatist, som satte ild til sig selv og begik selvmord for antizionismens sag i februar. Han døde brændende i en »hellig ild« for sine moralske principper.
Hvor glorværdigt det end var at indtage et så principielt moralsk standpunkt for en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza, blev Bushnells død hurtigt glemt i nyhedsstrømmen, der kørte døgnet rundt. Den væltede ikke grundpillerne i den amerikanske støtte til zionismen, som er gamle menneskers stemmeret, jødisk oligarki og mediekontrol. Bushnell gjorde sig selv til martyr for antizionismen på den mest grusomme måde for at »sende et budskab«.
Immediatister er altid på udkig efter et sværd at kaste sig over og en kamp at tabe. De kommer med selvmodsigende argumenter som, at systemet er manipuleret, og at din stemme er meningsløs, men bruger måneder på at skrive og tale om, hvordan de planlægger ikke at stemme og føre kampagne for at overtale andre til ikke at stemme. De tror, at valgets udfald vil afhænge af deres stemme. Deres dyrebare stemme betyder faktisk meget for dem. Hvis de virkelig troede på deres egne argumenter, ville de melde sig ud af systemet og finde noget andet at bruge deres tid på. De er meget engagerede politiske aktivister, og deres budskaber og radikale holdninger er til gavn for andre aktivister i deres subkultur.
I 2024 er jeg blevet mere selvbevidst og skeptisk over for aktivisternes dynamik, som for nylig igen blev udstillet i Washington DC under protesterne mod Bibi Netanyahu:
Pro-palæstinensiske aktivister, der lider af aktivisthjerne, overbeviste sig selv om, at dette var et effektivt budskab, som ville hjælpe deres sag. Det var endnu et eksempel på aktivisternes afhængighed af selvsaboterende adfærd. Det var endnu en illustration af, hvordan aktivister er politisk handicappede og så opslugte af deres subkultur og følelsesmæssigt investerede i deres sag, at det skævvrider deres dømmekraft.
Alt i alt er aktivister med upopulære sager, som stiller politisk umulige krav, tilbøjelige til at forfalde til fromme handlinger af selvsabotage og selvforherligelse. De bliver mere interesserede i at vise deres egen hellighed. Disse aktivister behandler det at stemme som et af sakramenterne. Dobbs ‘ og abolitionisternes eksempel har påvirket mig til at bevæge mig i en mere pragmatisk, gradualistisk retning.
Som sædvanlig er pointen med denne artikel at forklare min egen tankegang, for ellers ville du ikke forstå ændringerne i min holdning. Jeg siger ikke, at du skal stemme på Donald Trump. Du er i stand til at træffe dine egne beslutninger. Dette er mit forsøg på at uddybe min egen indre monolog.
Bemærk:
Tænk på denne video som en visuel repræsentation af en notifikation på de sociale medier, når en aktivist kommer med et varmt bud på en sag, som han er ekstremt følelsesmæssigt engageret i.
***
Andre artikler af forfatteren
Artikelserie (The Case for Trump 2024) hvor Hunter nedfælder sine tanker om Trump og valget i 2024:
1. The Right finally moves on from Trump in 2028
2. The Alt-Right has terrible political instincts (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
3. Joe Biden has been a sedative as president
4. Activist brain blinds us and creates prejudice against conservative normies (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
5. Trump is the leader because he is the best of the Republicans
6. “Worse is better” is a cope and was tried in 2020 and maintains the status quo (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
7. Voting is not a sacrament. Few know this
8. Voting is not going to change anything about Zionism in the next four years (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
9. Activists have the chance to ride the Trump wave without making the same mistakes
10. Activists are running out of material because the Overton Window has shifted so much (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
11. Donald Trump is a hunted dog who has been backed into a corner
12. Donald Trump is a divider, not a uniter and his legacy will ultimately be useful for us
13. Winning is still better than losing at baseline
14. The Left is still the enemy and wants to take away our freedoms
15. The cause of anti-Zionism depends on internet free speech (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
16. Donald Trump is reviled by our elites because he is an obstacle to their agenda
17. Donald Trump’s Supreme Court appointments have been improving his legacy
18. The war in Ukraine showed that Biden is worse on foreign policy than Trump
19. Joe Biden’s economic policy and foreign policy unleashed a tsunami of inflation
20. Political pornography is warping the minds of activists and leaving them disabled (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
22. “President Kambala” is a fork in the road that it would be wise to avoid
***
Noter
- Han er født og boede indtil han var 9 år i Rusland, men det er også det eneste russiske ved ham. ↩︎
- Kriminalitetsreform ↩︎
- Højesteretten afgjorde at retten til abort ikke længere var en forfatningssikret ret. Det betyder at abortlovgivning i dag er noget de enkelte delstater vælger på lokalt plan. ↩︎
- Students for Fair Admissions v. Harvard, 600 U.S. 181 (2023), er en afgørelse fra USA’s højesteret, der fastslår, at racebaserede programmer for positiv særbehandling i de fleste collegeoptagelser er i strid med Equal Protection Clause i det fjortende forfatningstillæg. ↩︎
Danmarks Frihedsraad 