14. april 2025

Introduktion

Kievs seneste stunt for at skubbe Europa i afgrunden.

Beske og syrlige kommentarer på inspiration af Fabrizio Poggis artikel i Lantidiplomatico her med citater.

“Ser I ikke krigen nærme sig?”

af Bitten-Kirsti Nielsen

Den ukrainske politolog, Taras Zagorodnij, melder klart og direkte ud, når han siger, at ”hvis nogle europæiske lande ikke har til hensigt at sende deres militær til Ukraine, må de kompensere økonomisk for deres fravær”. For USA vil ikke.

En dristig fyr denne ukrainer, der beordrer os til at levere levende kanonføde til hans krig eller betale ved kasse 1 og dette uden sniksnak i bedste moderne fascistiske stil. Beløbsstørrelsen bestemmer han. ”Så hvad venter I på, signori? Kan I ikke se, krigen er rykket nærmere?” Måske ikke helt, og hverken Italien, Spanien eller Portugal vil bidrage med noget som helst, da de ikke kan se, at Ukraine er deres problem. Til gengæld er det, vi observerer for tiden, en skrækkampagne – endnu en – og endnu en – der skal koste os rundt i manegen. For det er blevet fast rutine i Europa, og de lydige og bange europæere parerer ordrer.

Til gengæld tripper både engelske Starmer og franske Macron utålmodigt for at skaffe unge mænd (hvorfor ikke gamle mænd – heraf en psykisk forstyrret blandt dem selv?) til det ukrainske blodbad, og mon ikke danske Mette også gerne bidrog med unge danskere, der har hele livet for sig? Hvordan kan vi kræve respekt om Europa med disse krigsmagere ved roret? Og hvem er det i virkeligheden, vi skal frygte mest?

Tilsyneladende retter europæerne ind – eller gør de nu det? ”Jamen nogen er i gang med at gøre noget Øst for Dnepr”, siger politikerne, og nu ved man aldrig, om der også ligger nogen på lur bag Valby Bakke. Hvorom alt er, så skal vi i gang med at give hæren en ny struktur, og det koster en masse penge, siger Mette.

På det afholdte NATO-møde den 10. april i Bruxelles var der vist ikke noget nyt om at sende tropper til Ukraine. Men vi skal ikke glæde os for tidligt. For Starmer i London og Macron i Paris er som nævnt parate til at indsætte tropper for at ”forberede en ny russisk invasion” og ”hjælpe med at få den ukrainske hær på benene igen”, forklarer man. Og alt dette under ”europæisk ledelse”, for Trump har travlt. Men den lille Macron overser bare, at han ikke har noget militær at sende, siger flere franske netaviser. De unge franskmænd vil nemlig hellere giftes og have børn.

Men politikerne taler – og taler. Nu tales der om muligheden for at indsætte tropper ”forskudt”?  – eller uden for Ukraine, mens London foretrækker at indsætte dem langs frontlinjen. Jamen hvad nu hvis russerne har planer om at få den konflikt ud af verden hurtigst muligt, da mere interessante ting venter østpå i samarbejdet med BRICS-landene? For hvad er der for Rusland – dette land så fantastisk rigt på alle mulige råstoffer – at hente i Europa? Vi har jo ingen spændende råstoffer. Vi ville jo bare blive en ubehagelig og vranten klods om benet på et land, som selv har alt.

Der har i lang tid været tale om at indsætte fredsbevarende styrker. Men så lad da disse peacekeepers være FN-tropper. Vi har brug for netop en sådan enhed lige nu. Hvad venter de på? Der er bare det at tilføje, at Kiev vil have væbnede engelske og franske tropper til at videreføre deres krig, og det vil deres vestlige sponsorer åbenbart også.

Nu forlyder det, at den tyske efterretningstjeneste mener, at sommeren 2025 vil blive den sidste med fred i Europa. Hvordan det? Mener de, at Moskva har til hensigt at føre krigen ind på hele det europæiske kontinent? Jamen det har de vist været i stand til meget længe, og det er ikke sket. Måske sker det slet ikke. Og da Europa for tiden ikke er parate til at imødegå et russisk angreb, burde vi måske stoppe her, selvom de europæiske politikere og deres presse i årevis har brugt tid og kræfter på at hjernevaske masserne og indgyde dem frygt (igen og igen og igen), mens våbenindustrien , medicinalindustrien og Gud ved hvilke andre røvere, gnider sig i hænderne.

Derfor kan vi forstå, at vi nu bør glemme alt ”det gamle vrøvl om demokrati og velfærd, som fra nu af vil være en hindring for kapitalens udvikling, og som det derfor vil være passende at bekæmpe af hensyn til de ”europæiske værdier” mod det euroasiatiske autokrati”, der tilsyneladende har rigeligt at se til med deres egne affærer. Jeg ville ønske, at vi europæerne ville vove at se mod den nye verden mod Øst – mod BRICS-landene – og åbne os for de nye muligheder, som Østen kan byde på. En ting kan vi slutte: Hvis drengene blev hjemme, var der ingen krig.