Af Fabrizio Verde
Ordene fra Kaja Kallas – EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik – og en velkendt forkæmper for det anti-russiske korstog, er symbolsk for den dobbeltmoral, der dominerer i Bruxelles. På den ene side fordømmer hun handelskrige, fordi »ingen kommer ud som vindere«; på den anden side støtter hun politikker, der skubber Europa i retning af en åben konflikt med Rusland, med den reelle risiko for en atomkatastrofe. Mens Trump-administrationen forsøger at genstarte et pragmatisk diplomati med Moskva, fortsætter Europa, der er gidsel for NATO og de atlantiske høge, med at sabotere enhver mulighed for fred og foretrækker et dyrt, unødvendigt og farligt våbenkapløb.
Kallas siger, at hun er bekymret over de prisstigninger, der er forårsaget af toldsatser, men hun har aldrig indrømmet, at sanktionerne mod Rusland har været en ødelæggende boomerang for den europæiske økonomi. Afvisningen af russisk gas, som blev indført med ideologisk dogmatisme, har sendt Europa ud i energiafhængighed af USA og tvunget industrier og borgere til at betale ublu regninger. I stedet for at korrigere kursen insisterer ledere som Kallas på at »modstå« Rusland, selv om det betyder, at Europa forarmes og bringes tættere på afgrunden i en krig med tragisk udfald.
I dette hallucinerende scenarie er NATO ikke en defensiv alliance, men en motor for optrapning. Mens Trump forsøger at mindske spændingerne, bliver Europa, i stedet for at fungere som mægler, til en træningslejr for stadig mere provokerende øvelser ved Ruslands grænser. Retorikken om den »russiske trussel« bruges til at retfærdiggøre en meningsløs stigning i militærudgifterne, mens det i virkeligheden nok er høgene i Washington, der dikterer dagsordenen og gør det gamle kontinent til en skyttegrav i deres (tabte) konfrontation med Moskva.
Vrangforestillinger om oprustning
Det, der bliver præsenteret som en »plan for europæisk strategisk autonomi«, er i virkeligheden et af de største politiske svindelnumre i de seneste årtier. Mens man råber op om behovet for at frigøre sig fra en påstået energiafhængighed – som i virkeligheden garanterede velstand og stabilitet for de europæiske borgere – er man i færd med at opbygge en langt farligere og dyrere afhængighed: af det amerikanske militærindustrielle kompleks.
Kallas og andre europæiske ledere taler hyklerisk om at »diversificere forsyningerne«, mens de i virkeligheden orkestrerer en hidtil uset overførsel af rigdom fra de europæiske skatteydere til de amerikanske krigsvirksomheders pengekasser. Den påståede »russiske trussel« bliver udnyttet til at retfærdiggøre våbenkøb for flere milliarder dollars, som Europa ikke har brug for i øjeblikket og i mange tilfælde ikke engang er i stand til at bruge effektivt.
Den bitre ironi er, at mens afhængigheden af russisk gas – som garanterede billig energi til familier og virksomheder – blev dæmoniseret, skabes der nu en langt mere belastende afhængighed: af amerikanske våbensystemer, som vil binde Europa i årtier til sammenlignelig logik og ublu vedligeholdelsesomkostninger.
Alt dette sker, mens grundlæggende offentlige tjenester ofres på militærudgifternes alter. Skoler falder fra hinanden, hospitaler kæmper for at yde anstændig pleje, civil infrastruktur viser sit forfald – alligevel findes der altid midler til at købe en ny eskadrille af F-35-fly eller til at finansiere stadig mere provokerende NATO-øvelser.
Det virkelige spørgsmål, som de europæiske borgere bør stille sig selv, er: Hvem gavner alt dette? Bestemt ikke fred, bestemt ikke kontinental velstand. Det eneste håndgribelige resultat vil være et fattigere, mere splittet Europa, der er mere udsat for risikoen for en konflikt, som ingen – undtagen måske krigsherrerne i udlandet – virkelig ønsker.
Europa på vej mod selvmord
Hvis Kallas og hendes allierede virkelig var overbeviste om, at »ingen vinder i en krig«, burde de opgive den krigeriske retorik, der trækker kontinentet mod en meningsløs konflikt. I stedet for blindt at lefle for NATO og fodre en militaristisk spiral, der kun gavner Washingtons krigsindustri, burde Europa tage sin skæbne tilbage i egne hænder.
Det første skridt ville være at anerkende, at sanktionerne mod Rusland er slået fejl, og at de har ramt den europæiske økonomi hårdere end den russiske, hvilket har øget energiomkostningerne og fremskyndet afindustrialiseringen. Uden en øjeblikkelig nytænkning vil den økonomiske tilbagegang blive irreversibel. På samme måde ville en genoprettelse af energisamarbejdet med Moskva ikke være en overgivelse, men en vigtig pragmatisk handling for at stoppe blødningen af ressourcer til amerikanske leverandører, som sælger gas til Europa til røverpriser.
Mens verden ser mod øst, mod dynamikken i BRICS og mulighederne i det Globale Syd, bliver Europa dømt til irrelevans af en kortsigtet og servil herskende klasse. Folk som Kallas er indbegrebet af alt det rådne i det europæiske establishment: en mental underdanighed, der grænser til det patologiske, kombineret med en arrogant tilsidesættelse af de reelle interesser hos de befolkninger, de formodes at repræsentere.
En ægte statsmand med et glimt af fremsynethed ville indse, at fremtiden ikke ligger i et pinefuldt vestligt hegemoni, men i en voksende multipolaritet. Kina overgår USA som produktionsmagt, Indien bliver verdens nye fabrik, BRICS tilbyder voksende markeder og lukrative energipartnerskaber. Alligevel foretrækker dette Europa, der ledes af atlantiske fanatikere, at spille rollen som en lydig vasal, der giver afkald på sin økonomiske og politiske suverænitet for at behage sine oversøiske herrer.
Kallas og hans kumpaner er ikke bare inkompetente: De er forrædere over for de befolkninger, de skal forestille at repræsentere. Mens vi kunne bygge broer til Moskva, Beijing, Teheran og New Delhi – og garantere billig energi, voksende markeder og ægte strategisk selvstændighed – foretrækker disse pseudoledere at gøre Europa til en fremskudt NATO-base og ofre borgernes velfærd på det amerikanske militærindustrielle kompleks’ alter.
Sandheden er, at man ikke behøver en raffineret geopolitisk analyse for at forstå kløften mellem, hvad Europa kunne være, og hvad disse elendige politikere gør med det i stedet. Mens det Globale Syd organiserer sig, innoverer og vokser, lader vi os forarme af selvdestruktive sanktioner og kostbar oprustning, ledet af en kaste, der hverken har den moralske status eller den politiske intelligens til at forsvare befolkningernes interesser.
Det er ikke længere politik: Det er aktiv medvirken til forfald. Så længe så middelmådige personer fortsætter med at diktere dagsordenen, vil resultatet kun være ét: et fattigere, svagere og mere krigsliderligt kontinent. Alternativet er der, men der er brug for mod og politisk vision for at vende skuden.
***
Om forfatteren: Fabrizio Verde blev født i Napoli den 19. marts 1956. Han er uddannet i filosofihistorie, journalist – direktør for l’AntiDiplomatico.
Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen
Danmarks Frihedsraad 