Af professor Glayde Whitney

Introduktion

Når sand historie endelig en skønne dag bliver skrevet, vil de gængse samfundsvidenskaber i det meste af det tyvende århundrede blive afsløret som primært bestående af etnisk motiveret desinformation. Meget er allerede skrevet om undermineringen af amerikansk antropologi, dvs. skiftet fra legitim videnskab til ideologisk nonsens under den jødiske immigrant Franz Boas’ ledelse (Degler, 1991; MacDonald, 1998; Pearson, 1996). Langt mindre er skrevet om, hvorledes psykologi blev omdannet fra at være en naturvidenskabelig disciplin til at være en del af de marxistisk påvirkede samfundsvidenskaber. I denne artikel vil jeg fremkomme med information om undermineringen af psykologi og påpege Boas’ og andres rolle i denne undermineringsproces.

For at forstå, hvad der skete med samfundsvidenskaberne i det tyvende århundrede, kan det være nyttigt at placere dette hændelsesforløb i konteksten af den igangværende ideologiske og politiske konflikt. Denne konflikt har indenfor videnskaberne været mærkelig, fordi den har været så ensidig. På den ene side er der effektive ideologiske stridsmænd, som er veltrænede i overtalelsesteknik og som ubarmhjertigt forfølger deres mål. Den anden side har primært bestået af naive, apolitiske videnskabsmænd, som er fordybede i en objektiv søgen efter sandhed om den virkelige verden. Hvad der er endnu værre, er, at mange på den objektive videnskabs side aldrig har indset, at de befinder sig i midt en ideologisk konflikt. Ved at betragte ærlighed som det essentielle første krav og højeste dyd i videnskab, har de naturligt, men naivt, antaget, at alle, som kalder sig selv for videnskabsmænd, deler de samme værdier og mål. Således er ærlig videnskab, i hvert fald på kort sigt, blevet skæbnesvangert udmanøvreret af dens modstandere, som forfølger helt andre mål og spiller efter et helt andet regelsæt.

I denne henseende henviser jeg til to generelle kommentarer om det kulturelle miljø i Amerika – og dermed i Vesten generelt. Deres titler illustrerer glimrende det klima, hvori den store transformation har fundet sted. Den ene hedder It’s a War, Stupid! skrevet af David Horowitz, Peter Collier og J. P. Duberg (1997). Horowitz er en af Amerikas mest toneangivende neo-konservative skribenter. ”Neo-konservative” er for det meste venstre-radikale aktivister fra 1960erne, som har adopteret en ”konservatisme”, der er karakteriseret ved militant støtte til Israel. Horowitz er en selverklæret “red diaper baby”, opvokset i New Yorks jødiske samfund, hvor kommunistpartiet var dominerende. It’s a War, Stupid! har som sit hovedpunkt, at socialister hele vejen igennem det tyvende århundrede har ført en ensidig ideologisk krig mod det traditionelle samfund. Som i enhver krig er sandheden det første offer. Horowitzs budskab er, at mange af det traditionelle samfunds forsvarere aldrig indså, hvad der skete lige for øjnene af dem. Titlen kunne ligeså vel have været Wake Up, Stupid!

Den anden bog er America’s 30 Years War: Who is Winning? af Balint Vazsonyi (1998). Det lykkedes for Vazsonyi at flygte fra sit hjemland, Ungarn, under den korte anti-sovjetiske opstand i 1956. Da han har levet under to totalitære regimer, det nationalsocialistiske og det kommunistiske, er han personlig bekendt med begges taktik. I sin bog er hans hovedbekymring, at socialisme langsomt er ved at omdanne Amerika. Mens medierne frejdigt fortæller os, at Sovjetunionens sammenbrud markerede afslutningen på den kolde krig, så er internationale socialister i gang med at vinde en ideologisk verdenskrig. Vazsonyi identificerer fire amerikanske forfatningsprincipper, lovgivning, individuelle rettigheder, ejendomsretten og en fælles kulturel identitet. Disse fire principper har deres rod i landets unikke angelsaksiske arv. Han advarer om, at disse basale principper langsomt er ved at bliver erstattet af socialisme. Således har vi i dag regeringssanktionerede grupperettigheder, regeringsbestemt distribution af ejendom og religiøs multikulturalisme.

Sådan har det ikke altid været.

Tidlig darwinistisk psykologi

Da psykologien tog sin begyndelse som videnskab var Darwin tilstede. I 1844 skrev Darwin (Desmond & Moore, 1991) et 230 siders langt manuskript, der forklarede hans grundteori. Det blev aldrig udgivet, selvom Darwin instruerede sin kone i at få det udgivet i tilfælde af sin død. I 1859 blev Darwins teori præsenteret for offentligheden i, hvad han kaldte et ”kort abstract”. Det var en 490 siders tekst med titlen On the Origin of Species by Means of Natural Selection Or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life. De basale elementer af hans teori er ret ligetil:

1.      Forskellighed: Der findes individuelle forskelle i mange træk.

2.      Arvelighed: De individuelle forskelle er i et vist omfang nedarvede.

3.      De individuelt forskellige træk, der kan nedarves, kan evt. bidrage til forskellig grad af succes i kampen for livet. Hvis de typer, som har mest succes i denne kamp for livet, adskiller sig fra gennemsnittet, altså hvis de overlegne overlevere har haft flere eller færre bestemte træk, så kan en art ændre sig, dvs. udvikles, under pres fra den naturlige udvælgelse.

I Origin of Species undlod Darwin næsten helt at nævne mennesket. Faktisk er den eneste bemærkning om mennesket en kort passage hen mod slutningen: ”I den fjerne fremtid ser jeg gode muligheder for langt mere vigtig forskning. Psykologi vil blive baseret på et nyt fundament; nemlig det, at enhver mental kraft og kapacitet nødvendigvis erhverves ved graduering. Lys vil blive kastet på mennesket og dets historie.” (Darwin, 1859, s. 458, første udgave).

Det var Darwins halvfætter Sir Francis Galton (Whitney, 1990), som øjeblikkeligt optog implikationerne for psykologi. Galton var en af de mange videnskabsmænd, som ved eksponering for Darwins teorier om naturlig selektion, reagerede noget i stil med at udbryde ”Selvfølgelig! Hvorfor indså jeg ikke det?” I 1865 havde Galton udgivet to artikler under titlen Hereditary Talent and Character. Disse omhandlede individuelle forskelles arvelighed. Artiklerne blev uddybet og udvidet i hans bog Hereditary Genius: An Inquiry into its Laws and Consequences (Galton, 1869).

I sin entusiasme for at opdage arvelighedslovene opfandt Galton meget af biometrikken og mange statistiske teknikker, som f. eks. regression, korrelation, variationsdeling, som stadig finder general anvendelse i dag (Stigler, 1986). Galton opdagede, at mange træks individuelle forskelle fordelte sig efter en normal fordeling. Faktisk var det Galton, som betegnede den bekendte ”bell curve” som ”normal”, i den forstand, at den almindeligvis kunne observeres. Han opdagede også, at psykologiske træk ikke var mindre arvelige end fysiske træk. Han opfandt udtrykket eugenik (velfødt) for den nye videnskab om menneskelig arvelighed og evolution samt denne nye videnskabs anvendelse til gavn for menneskeheden (Whitney, 1990).

Ved det tyvende århundredes begyndelse var mange socialt progressive tilhængere af eugenikken og de intellektuelle grundlæggere af de nye sociale og psykologiske videnskaber overbevidste arvelighedstilhængere og darwinister. F. eks. betragtede William James, ofte kaldet Amerikas første psykolog og G. Stanley Hall, grundlæggeren af American Psychological Association samt mange andre, den psykologiske videnskab som en del af naturvidenskaberne. Psykologiens hovedproblemstillinger omfattede studiet af to centrale aspekter af Darwins evolutionsteori, for det første individuelle arvelige forskelle og for det andet studiet af naturlig selektion, der resulterede i menneskelige instinkter og arvelige adfærdsanlæg. Den toneangivende teoretiske orientering i amerikansk psykologi blev kaldt ”funktionalisme” for at understrege studiet af ”funktion” i relation til, hvor godt et træk var – hvordan det virkede – i den naturlige selektions kampen for tilværelsen (Degler, 1991; Goodwin, 1999).

Efter en begyndelse, hvor Darwins evolutionsteori var af central betydning for psykologisk teori, mistede Darwin i løbet af det tyvende århundrede betydning for mainstream psykologi.

Et skifte til egalitarisme

Ved det tyvende århundredes afslutning havde et forunderligt teoretisk og ideologisk skift fundet sted. Darwinismens grundtanke om, at arvelige forskelle har betydning i tilværelsen, blev rutinemæssigt angrebet som værende moralsk og etisk frastødende. (Ud fra dette synspunkt er sandt eller falskt irrelevant og kun ”feel good” slogans betyder noget). I denne ideologisk påvirkede atmosfære bliver emotionelle skældsord så som ”racist”, ”sexist”, ”nazist” og ”ny-nazist” hyppigt slynget i hovedet på tilhængere af et darwinistisk perspektiv.

Darwinistiske videnskabsmænd bliver skældt ud for ”genetisk determinisme”, der afvises som værende groft simplificerende. Men dette er uærlig kritik. Dette er blot skældsord uden noget grundlag. Faktisk har ingen darwinistisk videnskabsmand nogensinde været ”genetisk determinist”. I dag støtter de såkaldte samfundsvidenskaber det moderne liberale demokratis herskende antagelser og slogans. Disse antagelser og slogans omfatter:

• Egalitarisme, der er en næsten religiøs lighedsfanatisme.
• Miljødeterminisme, der påstår, at arvelighed er socialt betydningsløs.
• Absolut biologisk lighed og kulturrelativisme, det ”politisk korrekte” synspunkt ifølge hvilket alle kulturer er lige gode – undtagen den ”onde” vestlige kristne civilisation.
• Marxistisk socialisme og kommunisme, der opfattes som den ”progressive” vej til en ideel fremtid (Hunt, 1999; Pearson, 1996; 1997; Whitney, 1997; 2000).

Dette radikale skift fra darwinistisk videnskab til en egalitær eller marxistisk ideologi skete ikke på basis af nogen former for nye empiriske beviser, men faktisk i modstrid med mange nye empiriske opdagelser.

Den anti-darwinistiske ideologi havde sin oprindelse i det nittende århundredes europæiske sociale og politiske bevægelser. Jøderne i Europa blev, begyndende med den franske revolution (1789) og derefter igennem det nittende århundrede, gradvist ”emanciperet”. Den sidste retslige forhindring for deres aktiviteter (uden for Rusland) sluttede med den nye tyske forfatning af 1871. Selvom Europas jøder retsligt blev behandlet som lige og fuldstændigt integrerede borgere i, hvad der den gang stadig var en overvejende kristen civilisation, så forblev meget af den jødiske intelligentsia fjendtligt indstillet overfor traditionel europæisk kultur. Den måske mest indflydelsesrige i denne forbindelse var Karl Marx. Selvom hans far var en advokat, der var blevet kristent døbt af sociale og forretningsmæssige årsager, stammede Marx på begge forældres side ikke desto mindre fra en lang række af lærde rabbinere.

Darwin formulerede sin teori om naturlig selektion som en mekanisme for evolution på nogenlunde  samme tid, som Karl Marx og Friedrich Engels udsendte Det Kommunistiske Manifest. Kort tid efter dets offentliggørelse i 1847 brød en bølge af revolutionsforsøg ud over hele Europa. Det første bind af Marxs store værk Das Kapital udkom i 1867, ni år efter udgivelsen i 1859 af Darwins On the Origin of Species og to år før Galtons Hereditary Genius. Marx havde ønsket at dedikere Das Kapital til Darwin, for herved at vise sin påskønnelse af Darwins evolutionsteoris materialistiske karakter og ideen om fremskridt i verden. Men Marx var sandelig ingen biolog.

Ifølge Marx havde menneskeheden udviklet sig via darwinistisk naturlig selektion indtil fremkomsten af sprog og kultur. Herefter erstattede en anderledes historisk mekanisme totalt biologisk evolution. Efter at ”produktionsmidlerne” var kommet på private hænder ved historiens begyndelse, forklarede Marx, blev kamp og krig mellem sociale og økonomiske klasser den helt afgørende faktor for menneskelig udvikling. På linje med næsten alle sin samtids uddannede personer var Marx efter nutidige målestokke både en racist og sexist. Men den intellektuelle og politiske bevægelse, der bærer hans navn, kom snart til at stå for en radikal form for egalitarisme, hvilket også er karakteristisk for nutidig (og politisk korrekt) demokratisk venstreorientering.

Franz Boas, en tyskfødt jødisk intellektuel, som levede det meste af sit liv i de Forenede Stater, bliver med rette betragtet som den, der frem for alle andre, afskaffede teorien om darwinistisk evolution i Amerika. Men for at få en indsigt i hans tilgang og indflydelse, er det nødvendigt at starte med en overvejelse af hans onkel af ægteskab Abraham Jacobi.

Nogle af de toneangivende personer
Abraham Jacobi (1830-1919). Hans familie var nære venner med Franz Boas’ mors familie, Meyerne fra Minden. Da Jacobi blev sendt på gymnasiet i Minden i Vestfalen, tilbragte han det meste af sin fritid hos familien Meyer. Hos familien var der en søn på hans egen alder og en yngre dreng, som han gav lektiehjælp. Hertil kom Meyer-søstrene, Sophie og Fanny. Sophie blev senere gift med Meier Boas og blev mor til Franz. Fanny giftede sig senere med Abraham Jacobi. Som hans onkel af ægteskab havde Jacobi en stor og livslang indflydelse på Franz Boas.

Selv mens han gik på gymnasium var den unge Abraham Jacobi tiltrukket af radikale venstreorienterede ideer. Senere som medicinstuderende var både han og Sophie Meyer og søsteren Fanny medlemmer af en radikal venstreorienteret politisk klub. Alle tre var engagerede i forskellige aktiviteter til støtte for den Kommunistiske Liga under de fejlslagne revolutioner i 1848-1851.

I et brev, der har overlevet, udtrykker Sophie sin forbitrelse over revolutionens nederlag og sin frustration over kvindens rolle i det traditionelle samfund (Cole, 1999). Sophie var også aktiv i de revolutionære bevægelser i 1870erne. Unge Franz Boas absorberede disse holdninger, næsten bogstaveligt, ved sin mors bryst.

I august 1851 efter Abraham Jacobis anholdelse i Berlin for højforræderi ransagede politiet hans søsters hjem i Minden. Jacobi var indespærret i to år. Efter sin løsladelse flygtede han til England, da han frygtede endnu en anholdelse.

I London besøgte Jacobi Karl Marx, og han var for en tid gæst hos Friedrich Engels i Manchester (Cole, 1999). Da han fandt det vanskeligt at praktisere medicin i England, flyttede Jacobi til de Forende Stater, hvor han slog sig ned i New York. Med tiden blev han en succesrig læge, en leder i New Yorks jødiske samfund og professor i medicin (pædiatri) ved Columbia University.

Lad der ikke være nogen tvivl mht. til Jacobis interesser og aktiviteter. Selvom han nød godt af frihederne i den angelsaksiske, amerikanske republik, søgte Jacobi at underminere præcist det samfund, hvis friheder gav ham mulighed for at trives. Karl Marx bemærkede Jacobis revolutionsfremmende socialistiske aktiviteter i de Forenede Stater. Marx skrev, at ”Jacobi gør god forretning. Yankeerne kan lide hans seriøse facon.” (Putnum, 1967, side 17). Den 29. marts 1917 skrev Jacobi et lykønskningstelegram til den nye venstreorienterede regering i Rusland. Som medunderskrivere på lykønskningstelegrammet var andre ledere fra det jødiske samfund, som f. eks. Oscar Straus og Rabbi Steven S. Wise (Szajkowski, 1972).

Jacobi hjalp også Franz Boas. Han præsenterede Franz for dennes kommende kone, datteren af en succesrig læge fra New York. Og det var Jacobi, som i 1886 opfordrede Franz til at immigrere til de Forenede Stater, hvor han igennem vennen Carl Schurz skaffede Franz et job på et museum. (Schurz var prominent i Amerikas politiske og intellektuelle liv, og han var for en tid senator for staten Missouri samt Indenrigsminister under præsident Hayes.) Selv med så indflydelsesrige støtter drev Franz Boas i nogle år fra den ene midlertidige eller deltidsstilling til den anden. I 1896 efter hele ti års ophold i de Forende Stater tilbød Columbia University ham modvilligt en midlertidig deltidsstilling, som undervisningsassistent ved det psykologiske fakultet. Han fik kun denne stilling efter, at Abraham Jacobi, universitetets indflydelsesrige professor i medicin, personligt garanterede at betale halvdelen af Boas´ løn (Cole, 1999).

I 1899 blev Franz Boas endelig udnævnt til professor i antropologi ved et nyt fakultet for psykologi og antropologi (Hyatt, 1990). Han sikrede sig dog kun denne post efter, at Jacobi endnu en gang havde garanteret at betale en stor del af hans løn Cole, 1999).

Franz Uri Boas (1858-1942) voksede op i et radikalt socialistisk jødisk hjem, hvor han tidligt udviklede et vedvarende mishag, had ville nok ikke være for stærkt et ord, ved den traditionelle preussiske kristne kultur, der omgav ham. Senere angreb og undergravede han fra sin position som antropolog i de Forenede Stater, Amerikas traditionelle europæiske kulturarv, dets normer og værdier.

Boas var aldrig en kujon, og som student i Tyskland udkæmpede han mange kampe som reaktion på ægte eller indbildte fornærmelser og antisemitiske hændelser. Spidsen af hans næse blev hugget af i en kamp, og han mistede en smule af sin hovedbund i en anden. Han fik et ar over det ene øje og et mindre ar fra sin hage til sin tinding på den ene side af sit hoved.

Så tidligt som i 1894 argumenterede Boas for, at race som biologisk koncept ikke var nogen faktor i relation til intelligens eller evner. Selv hans sympatisk indstillede biografer understreger, at Boas’ arbejde på vegne af negerne og mod fordomme blot var et belejligt dække. De selvtjenende og egoistiske aspekter af hans arbejde ville have været for åbenlyse, hvis han direkte havde talt for specifikke jødiske interesser. Ved at arbejde for at gøre hvide og sorte lige bidrog han indirekte til jødernes muligheder for indflydelse og magt, for hvis de hvide først blev overbevist om, at de burde accepterer de sorte som deres ligemænd, så ville de snart acceptere hvem som helst (Hyatt, 1990).

Faktisk fastholder den jødiske forfatter Gelya Frank i en artikel i det meget anerkendte videnskabelige fagtidsskrift American Anthropologist, at

”Franz Boas’ teorier om race og kultur var konsistente med tyske jøders assimilationsstrategier i Amerika… David Levering Lewis bemærker, måske for afvisende, at jøder ved at støtte borgerrettigheder for sorte igennem National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) og National Urban League bekæmpede antisemitisme ved ”fjernstyring”. ”Ved at assistere i korstoget for at bevise, at afro-amerikanere kunne være anstændige, tilpassede, og kultiverede mennesker blev jøderne i borgerrettighedsbevægelsen på en måde sparet for direkte at skulle bekæmpe antisemitiske stereotyper. For hvis sorte kunne blive gode borgere, så måtte hvide amerikanere naturligvis få den opfattelse, at alle andre grupper kunne blive endnu bedre borgere.” (Lewis, 1992: 31, i Frank, 1997, s. 735).

Talrige forfattere har behandlet Boas’ indflydelse på at gøre antropologien og dens associerede videnskaber egalitære og miljøfikserede. Carleton Putnam har f. eks. indsigtsfuldt bemærket, at

”Hvad kunne have været mere naturligt for en bevægelse, som her kaldte sig kommunisme, der marxisme og andre steder socialisme, (men altid med den samme kerne, som jeg finder lettest at beskrive med ordet egalitarisme) end, at den i dens strategier skulle have omfattet undermineringen af videnskab såvel som undermineringen af regeringer? (Putnam, 1961, s. 16).

Putnam fortsatte med at skrive, at mens han læste Boas

”side for side steg min forundring. Her var der snu og snedig propaganda forklædt som videnskab, nyttesløse forsøg på at bevise ubeviselige teorier… mønsteret begyndte at gentage sig selv, de glatte teknikker for at undvige hovedspørgsmålene, de vidtløftige afledninger, lyden uden substans.” (Putnam, 1961, s. 18)

Der kunne siges meget mere om Boas’ teknikker, men jeg ønsker her tydeligt at vise de intellektuelle og personlige bånd mellem Boas, dvs. den boasianske tilgang til samfundsvidenskab og udviklingen (eller måske regressionen) af psykologi.

Hovedpropagandisten for elimineringen af Darwins overvejelser indenfor psykologi og for deres erstatning med teorier, der tog udgangspunkt i miljøets determinerende betydning, var John Broadus Watson, faderen til den såkaldte ”behaviorisme”. Watson var så indflydelsesrig, at meget af den akademiske psykologi i midten af det 20. århundrede havde redefineret sig selv som ”studiet af adfærd.”

Blandt kritikerne førte dette skift fra psykologi som studiet af det menneskelige sind til psykologi som studiet af menneskelig adfærd til nogle bitre indsigtsfulde vittigheder. En var, at psykologi – ordet kommer af ”psyke”, det græske ord for sjæl og ”ologi”, der betyder studiet af – begyndte som det videnskabelige studie af sjælen, menneskehedens basis, men med de materielle videnskabers fremgang, mistede psykologien først sin sjæl og blev til studiet af sind og bevidsthed. Så kom fremgangen af Freuds psykoanalyse med dens fokusering på det ubevidstes store betydning, hvorved psykologien mistede sin bevidsthed. Med Watson og behaviorisme mistede psykologien endelig sin forstand.

John Broadus Watson (1878-1958) blev født i Reedy River, South Carolina og af sin hengivne mor opkaldt efter en berømt baptistpræst, John Broadus. I efteråret 1900 påbegyndte Watson studier ved University of Chicago (Buckley, 1989). For at forstå hans udvikling som en hovedfortaler for anti-darwinistisk psykologi, er det nødvendigt, at vi ser på, hvad der mødte ham i Chicago.

BOGMÆRKE

University of Chicago åbnede som en gave fra John D. Rockefeller i 1892. Da det var meget velhavende, blev det tidligt førende indenfor universitetsuddannelse ved at hyre de bedst tænkelige ansatte. Den såkaldte ”funktionalistiske” tilgang til psykologisk teori, der som tidligere nævnt understregede betydningen af Darwins tanke om naturlig udvælgelse, blev ofte kaldt for ”Chicago-skolen” på grund af betoningen af dens betydning fra vigtige videnskabsmænd ved University of Chicago (Buckley, 1989; Goodwin, 1999). Dette er noget ironisk, fordi det var en uddannelse på University of Chicago, der førte til latterliggørelsen og undergangen af ”Chicago-skolen”. For at forstå dannelsen af Watsons perspektiv, er vi nødt til at se på den indflydelse, som tre af hans professorer havde på ham. De tre var: John Dewey, Jacques Loeb, and Henry Donaldson.

John Dewey, berømt for sine bestræbelser indenfor eksperimentel og progressiv uddannelse, var i 10 år formand for University of Chicagos filosofiske fakultet, før han i 1904 flyttede videre til Columbia University. Selvom Dewey er berømt for en række ting, herunder understregningen af betydningen af at anvende resultaterne fra eksperimentel psykologi indenfor uddannelse og for sin støtte til de såkaldte “progressive” bevægelser i samfundet og indenfor uddannelse, var han ikke kommunist. Selvom han var en tidlig støtte af American Civil Liberties Union (ACLU) trådte han i 1930erne tilbage fra ACLU med den klage, at organisationen var blevet overtaget af kommunister (Scruton, 1995). J. B. Watson ansøgte oprindeligt om optagelse på University of Chicago for at studere filosofi under Dewey. Han skiftede ret hurtigt sit hovedfag til psykologistudiet og udtalte senere, at han aldrig forstod noget af det, som Dewey sagde. (Det siges, at Dewey var en forfærdelig forelæser.) Selvom Watson skiftede sit hovedfag til psykologi, beholdt han filosofi og Dewey som bifag.

Jacques Loeb var en berømt fysiolog, som immigrerede fra Tyskland i 1891. Han var en af de mere åbenmundede radikale socialister i sin samtid. Han var forbitret fjendtlig overfor Darwins evolutionsteori fordi, som han sagde,  den kunne blive brugt til at støtte kristen teologi og de frie markedskræfter. Han argumenterede også for, at evolutionsteorien ikke levede op til rollen som en sand videnskab, fordi den ikke var tilstrækkelig eksperimentel (Pauley, 1987). J. B. Watson betonede senere, at en sand psykologisk videnskab ville være i stand til at ”forudsige og kontrollerer” adfærd – et mantra som han havde fået fra Jacques Loeb. Loeb docerede, at adfærdskontrol var videnskabelig forsknings ultimative mål. For Loeb var ”Videnskabelig viden et værktøj til at modificere og kontrollere eksisterende organismers adfærd og i sidste instans til at producere nye organismer kunstigt igennem biologiskingeniørkunst” (Buckley, 1989, p. 41).

Dette var et budskab, som den unge Watson grundigt tog til sig.

Den tredje stærke indflydelse på J.B. Watson var den velkendte hjernespecialist Henry H. Donaldson. Før han i 1892 begyndte på University of Chicago havde Donaldson været blandt de ansatte på Clark University, hvor på samme tid Franz Boas havde en stilling som docent på et ”år for år” basis. Sammen med deres respektive koner boede Donaldson og Boas kun en boligblok fra hinanden, de havde næsten samme alder, og de havde hver et barn, som også var på samme alder. Yderligere kom deres koner særdeles godt ud af det med hinanden. De blev hurtigt venner. Mange år senere beskrev Boas Donaldson som sin bedste ven i Amerika, og familien Boas opkaldte endog senere en baby (Henri) efter Henry Donaldson (Hyatt, 1990; Cole, 1999). Det var i Franz Boas’ bedste vens og åndsfælles laboratorium, at John B. Watson gennemførte sin forskning til sin doktorafhandling. Der blev udgivet et mindefestskrift i forbindelse med 25 året for Boas’ Ph.d. (Boas, 1906). Den første artikel i dette særlige mindefestskrift var forfattet af Henry Donaldson med påskønnelse af J. B. Watson (Donaldson, 1906). Således fik Watson sin indoktrinering med progressivt socialistisk miljødeterminisme og anti-darwinisme under sin uddannelse fra tre af sine mest indflydelsesrige lærere.

Efter alle udsagn at dømme var Watson en kvik og hårdt arbejdende studerende. Da han modtog sin doktorgrad i 1903, var han som 25årig den yngste person til nogensinde at have opnået en doktortitel fra University of Chicago ind til da. I 1903 giftede Watson sig også med en 19årig studine, som forsynede ham med endnu en forbindelse til venstreorienteret socialisme. Hans nye kone Mary Ickes var den yngste søster til Harold Ickes (Buckley, 1989). Watsons nye svoger spillede en stor rolle i promoveringen af egalitære, socialistiske politikker i De Forenede Stater. For en tid var Harold Ickes præsident for Chicago-afdelingen af National Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Han blev senere indenrigsminister under præsident Franklin Roosevelt, som satte ham til at lede nogle af de mest berømte “New Deal” projekter (Clarke, 1996; Watkins, 1990). Så dedikeret til racemæssige egalitarisme var Ickes, at historikeren Arthur Schlesinger, Jr. har beskrevet ham som Roosevelt-administrationens ”uformelle minister for negroide anliggender” (Schlesinger, 1957). Som 65årig enkemand giftede Harold Ickes sig med en næsten 40 år yngre kvinde. Deres søn, som også hed Harold Ickes, fik senere indflydelsesrige poster, både officielle og uofficielle, i Clinton-administrationen.

Således begyndte John B. Watson sin akademiske karriere med gode forbindelse, både akademisk og politisk, til venstreorienterede kredse. I 1913 blev han inviteret til at præsentere en foredragsserie på Columbia University. Det første foredrag blev udgivet under titlen “Psychology as the Behaviorist Views it” (Watson, 1913). Et af dets hovedtemaer var, at psykologisk videnskabs “teoretiske mål” burde være ”forudsigelsen og kontrollen af adfærd”, og at behaviorisme ville producerer teknikker til socialkontrol til at forbedre samfundet.

Watsons tale som præsident for American Psychological Association i 1915 bar titlen “The place of the conditioned reflex in psychology” (Watson, 1916). I denne introducerede Watson den betingede refleks, der var blevet studeret af russerne Pavlov og Bechterev, som central for al psykologisk udvikling. Efter hans opfattelse var læringsforhold af central betydning, mens arvelige påvirkninger af udviklingen simpelthen var uvigtige.

I årtier fortsatte Watson med at skrive med en provokerende og propagandistisk stil. Her er nogle eksempler på denne stil fra hans bog Behaviorism fra 1930:

Vores arvelige struktur ligger klar til at blive formet på tusind forskellige måder – den samme struktur – afhængigt af den måde, hvorpå barnet opdrages… Nogle vil sikkert indvende, at behavioristen taler imod etablerede kendsgerninger indenfor eugenik og eksperimentel evolution – at genetikerne har bevist, at mange af forældrenes adfærdsmæssige karakteristika nedarves til afkommet… Vores svar er, at genetikerne arbejder under det gamle ”evne”-psykologiske banner. Man behøvesrikke at tillægge nogen af deres konklusioner ret megen vægt. Vi tror ikke længere på evner eller nogen stereotypiske adfærdsmønstre, der går under navnene ”talent” og nedarvede egenskaber. (Watson, 1930, side 97-99)

Giv mig et dusin sunde spædbørn, velskabte og min egen specificerede verden til at opdrage dem i, og jeg vil garanterer, at jeg vil kunne tage en tilfældig og træne ham til at blive en hvilken som helst type af specialist. Jeg vælger måske – doktor, advokat, kunstner, handelschef og, ja, tigger og tyv, uagtet hans talenter, inklinationer, tendenser, evner, kald og hans forfædres race. (side 104)

Watsons opfattelse kunne næppe have været mere ukorrekt. Som en eminent psykolog har påpeget ”siden Watsons afsigelse er der ikke gået et eneste år uden offentliggørelse af et eller andet bevis, der viser, at den var forkert” (McClearn, 1962, side 237). I modstrid med beviserne blev denne ekstreme miljøfanatiske og anti-arvelige opfattelse med tiden til den vel forskansede ”traditionelle opfattelse”, der i dag tamt accepteres af de fleste psykologer.

Denne anti-arvelige opfattelse adskiller sig ikke væsentligt fra den latterlige “Lysenkoisme” fra Sovjetunionen, der ofte citeres som et strålende eksempel på dårskaben ved at forsøge at underordne videnskab politisk ideologi (Soyfer, 1994). Men hvorimod Stalin-tidens Sovjetunions anti-arvelige “Lysenkoisme” blev gennemtvunget på statslige ordrer, hersker den de facto i De Forende Stater via ”konsensus”. Desværre er disse ufaktuelle egalitære og miljødeterministiske teorier stadig centrale for mange samfundsforskeres opfattelser, og i dag ligger de til grund for megen social og uddannelsesmæssig politik i De Forenede Stater (Whitney, 1998a).

Hvad Watson gjorde for psykologien, gjorde en anden af Boas’ disciple for sex. Margaret Mead (1901-1978), en biseksuel student af Boas, rejste til Samoa for at udføre forskningen til sin doktorafhandling. Da hun kom tilbage, udgav hun sine resultater i en bog med titlen Coming of Age in Samoa: A Psychological Study of Primitive Youth for Western Civilization (Mead, 1928), der blev et af de mest indflydelsesrige værker i De Forene Stater fra 1940erne til 1970erne. Undertitlen burde have været en advarsel. Kort fortalt går Meads best-seller ud på, at traditionel vestlig civilisations seksuelle begrænsninger forårsager pubertetens følelsesmæssige besværligheder og føre til krige, fordomme, snæversyn og undertrykkelsen af kvinder. Mead hævdede, at unge på Samoa fik lov til, faktisk blev opfordret til, at deltage i fri, afslappet, promiskuøs sex. Resultatet var et samfund bestående af lykkelige, veltilpassede, fredelige, åbne, venlige folk. Denne opfattelse kom senere til udtryk i 1960ernes populære slogan ”Make Love, Not War”, og den tilskyndede til denne ”seksuelle revolution”. I de sidste år af sit liv var Margaret Mead et kulturelt ikon.

Kulturantropologer elskede Coming of Age in Samoa, og de gjorde den til et af hyppigst pensumtildelte værker indenfor faget. I de tidlige 1980ere blev den afsløret som en samling af løgne (Freeman, 1983; O’Keefe, 1983). I året 2000 udnævnte Intercollegiate Studies Institute of Wilmington (i Delaware) Meads afhandling fra 1928 til det seneste århundredes værste faglitterære bog. De kunne lige så godt have udnævnt den til den værste skønlitterære bog. På dette punkt er der nu bred akademisk konsensus. Det ubesvarede hovedspørgsmål er blot, hvem der var den værste løgner; var det Mead selv eller blev hun vildledt af sine unge indfødte informanter (Freeman, 1998)? Men selvom den er blevet grundigt miskrediteret fastholder nogle antropologer, at vigtigheden og godheden ved Meads budskab tilsidesætter bogens mangel på sandfærdighed (Barkan, 1992; Foerstel & Gilliam, 1992; Lamb, 1994). ”Meads første ægtemand, Luther Cressman, erindrede senere Meads karakteristiske svar, når hun blev konfronteret med en af sine konklusioner, der ikke var rigtig; ”Hvis den ikke er, burde den være” ville hun sige”. (Price, 1999, side A17)

Blandt Meads andre indflydelsesrige værker var en anden klassiker indenfor kreativ skribentvirksomhed; Sex and Temperament in Three Primitive Societies (1935). I denne forsøgte Mead at vise, at vestlig civilisations mandschauvinisme var et kulturelt fænomen uden nogen basis i menneskelig biologi. Hun hævdede, at relationerne mellem de to køn i andre kulturer, med deres ikke-vestlige traditioner, var meget anderledes. I en kultur mødte hun kvinder, som var de seksuelt aggressive, mens mændene var kokette. Kvinderne styrede tingene politisk, mens mændene passede hjemmet. I en anden ikke-vestlig kultur fastholdt hun, at både mænd og kvinder var fredelige og ”kvindelige”, mens begge køn i en tredje kultur var ubehagelige stræbere, som mindede om hvide, vestlige mænd. I de tre kulturer, som hun portrætterede sammen med vestlig civilisation, manifesterede der sig enhver tænkelig kombination af hunkøn-hankøn dominansforhold. Konklusionen var indlysende: Forskelle på mænds og kvinders sociale roller i vestlige og europæiske kulturer måtte skyldes traditionel vestlig, kristen civilisations onder.

Pavelig autoritarisme

Franz Boas og hans disciple var ikke altid tilbageholdende  omkring at proklamere deres ideologis sociale og politiske implikationer. Boas modtog til dels økonomisk støtte fra American Jewish Committee og fra Jacob Schiff, en prominent jødisk bankmand, om hvem det siges, at han hjalp med til at finansiere den russiske revolution i februar 1917. Og selv var Boas medlem af mere end 40 organisationer, der kunne identificeres som kommunistiske eller som kommunistiske ”front grupper” (Hyatt, 1990). (Interessant er det, at tidligere vicepræsident Al Gores datter giftede sig med Andrew Schiff, barnebarnet til Jacob Schiff.)

I oktober 1935 skrev Franz Boas til Raymond Pearl for at få en udtalelse om race, der efter den var blevet underskrevet af prominente videnskabsmænd, ville blive cirkuleret bredt. Idet han tog forbehold, skrev Pearl, at han tvivlede på,

hvor klogt og strategisk rigtigt, det var, at handle på den måde, du foreslår i dit brev… Jeg nærer en stærk modvilje mod, at videnskabsmænd kommer med indsigelser, når de udtaler sig – hvor camoufleret det end måtte være – om politiske spørgsmål eller vinkler på politiske spørgsmål, som har mere eller mindre relation til rent videnskabelige anliggender… Jeg er ufravigeligt modstander, nu og til alle tider, af enhver form for pavelig autoritetstro i videnskabens navn (Provine, 1973)

Måske var det mest fremragende eksempel på ”pavelig autoritetstro i videnskabens navn” UNESCOS udtalelse om race fra 1950, der efter videnskabelige protester blev mortificeret og genudsendt i 1952. Blandt dens andre falskheder erklærer denne vidt og bredt citerede udtalelse, at der ikke var nogen beviser for arvelige psykologiske forskelle mellem racerne. UNESCO udtalelsen var et produkt af en komite, der blev ledet af en af Boas’ studenter; Ashley Montagu (født Israel Ehrenburg) (Provine, 1973; Pearson, 1996). Montagu havde tidligere forfattet en stærkt promoveret bog Man’s Most Dangerous Myth: The Fallacy of Race (1942), der forsøgte at falsificere racebegrebets biologiske realitet. UNESCO udtalelsen blev sendt til 106 antropologer eller genetikere for at få deres kommentarer. Af de 80, som svarede, havde 31 substantiel kritik, principielt om bestemmelsen, der implicerede lighed i relation til mentale træk blandt racer. 26 var uenige i detaljer, mens kun 23 accepterede udtalelsen, som den blev præsenteret (Provine, 1973).

Kenneth Clark, en prominent sort psykolog fra University of Columbia, blev hemmeligt finansieret af American Jewish Committee (Svonkin, 1997). Clark aflagde falsk og vildledende vidnesbyrd, der blev anvendt af den amerikanske højesteret i 1954 i dennes banebrydende dom i sagen Brown v. Board of Education, Topeka Kansas, der påtvang racemæssige integration af de amerikanske skoler (van den Haag, 1960).

En anden psykolog, som var påvirket af Boas, var Otto Klineberg (1899-1992). Han udtrykte den socialpolitiske agenda i sin påståede videnskabelige bog Race Differences (1935) således:

Denne bogs generelle konklusion er, at der ikke er nogen videnskabelige beviser for racemæssige forskelle i mentalitet…. Der er derfor ikke nogen grund til at behandle to personer forskelligt, fordi de adskiller sig i fysisk type… Der er ingen grund til at gøre immigrationslovene strammere for et folk frem for et andet…. Der er ingen grund til at vedtage lovgivning mod raceblanding… Der findes ingen racemæssig medfødt aversion mod andre racer.

Der er en stigende tendens til i raceproblemet blot at se et aspekt af klassekamp, i hvilken de, som er i en privilegeret position, gør uvigtige forskelle i hudfarve eller religion eller sprog til en belejlig undskyldning for deres egen fortsatte dominans. De, som betragter racerelationer ud fra dette synspunkt, ser kun et lille håb om nogen rigtige forbedringer, indtil det nuværende konkurrenceprægede system er blevet erstattet med en ny social orden. De peger med overbevisning på Rusland, hvor de økonomiske forandringer er blevet ledsaget af en mere sympatisk behandling af minoriteter, og hvor både klassekampen og raceproblemet synes at være forsvundet. (Benjamin, 1997, side 617-618)

Undertrykkelse af almen viden

At samfundsvidenskaberne i vidt omfang er blevet korrumperede, primært af jøder med en venstreorienteret ideologisk agenda, er almen viden blandt akademikere indenfor faget. Et eksempel er Franz Samelsons artikel “From ‘race psychology’ to ‘studies in prejudice’ fra 1978, der blev publiceret i det videnskabelige fagtidsskrift Journal of the History of the Behavioral Sciences. Efter at have taget, hvad nogle opfatter som et paradigmeskift indenfor psykologi, til efterretning ”fra evolutionsgenetik til konceptet om kultur, fra Darwin til Boas” skrev Samelson, at ”det synes diskutabelt, at en ændring i det etniske baggrundsmønster blandt psykologer bidrog betydeligt til dette skift… Tidlig amerikansk videnskab var overvejende ”puritansk” eller i det mindste angelsaksisk. Men fra tyverne og frem begyndte andre etniciteter i stadigt stigende antal at bevæge sig ind i professionen, først primært rekrutter med jødisk baggrund (Benjamin, 1997, side 639).

Gelya Frank (1997), som et eksempel på jødisk triumferende skribentvirksomhed, påpeger, at kulturel antropologi forbliver et overvejende jødisk foretagende, der består af træning til social aktivisme. Svonkin (1997) skriver på en lignende måde. MacDonald (1998) præsenterer et omfattende og glimrende studie af disse aktiviteter.

Med hastig voksende viden om adfærdsgenetik og raceforskelle (Whitney, 1999) er medlemmerne af den jødiske intelligentsia om ikke andet blevet mere skingre i deres forsøg på at underminere darwinistisk psykologi. Eksemplerne omfatter højt roste bøger af Jared Diamond som Guns, Germs, and Steel: The Fates of Human Societies (1997), der argumenterer imod genetiske raceforskelle og Alas, Poor Darwin: Arguments Against Evolutionary Psychology (Rose, 2000).

Selvom denne proces er almen viden blandt akademikere, forsøges viden om jødisk involvering i emner med forbindelse til genetik, race og psykologi aktivt undertrykt. I mange lande kan ”politisk ukorrekte” diskussioner om disse emner få en person fyret, mens Anti-Defamation League, Simon Wiesenthal Centeret og deres allierede pressionsgrupper på verdensplan presser på for at få kriminaliseret enhver seriøs diskussion om raceforskelle (Whitney, 1998b). Forhåbentlig vil tiderne skifte, før ”sandhedens traditionelle fjender” opnår total kontrol.  

Referencer

Barkan, E., (1992) The Retreat of Scientific Racism: Changing Concepts of Race in Britain and the United States Between the World Wars. Cambridge, England: Cambridge Univ. Press.

Benjamin, L. T., Jr., (1997) A History of Psychology: Original Sources and Contemporary Research, 2nd ed. New York: McGraw-Hill.

Boas, F., (1906) Boas Anniversary Volume: Anthropological Papers Written in Honor of Franz Boas. New York: G.E. Stechert

Buckley, K. W., (1989) Mechanical Man: John Broadus Watson and the Beginnings of Behaviorism. New York: Guilford Press.

Clarke, J. R., (1996) Roosevelt’s Warrior: Harold L. Ickes and the New Deal. Baltimore: Johns Hopkins Univ. Press.

Cole, D., (1999) Franz Boas, The Early Years, 1858-1906. Seattle, Washington: Univ. of Washington Press.

Darwin, C., (1859) On the Origin of Species by Means of Natural Selection, or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life. London: John Murray.

Degler, C. N., (1991) In Search of Human Nature: The Decline and Revival of Darwinism in American Social Thought. New York: Oxford Univ. Press.

Desmond, A., & J. Moore, (1991) Darwin. London: Penguin Books.

Diamond, J., (1997) Guns, Germs, and Steel: The Fates of Human Societies. New York: W.W. Norton.

Donaldson, H. H. (1906) (in collaboration with E. H. Dunn and J. B. Watson), “A Comparison of the White Rat with Man in Respect to the Growth of the Entire Body.” In: Boas Anniversary Volume: Anthropological papers written in honor of Franz Boas. New York: G. E. Stechert. Pp. 5-26.

Foerstel, L., & A. Gilliam, eds., (1992) Confronting the Margaret Mead Legacy: Scholarship, Empire, and the South Pacific. Philadelphia: Temple Univ. Press.

Frank, G., (1997) “Jews, Multiculturalism, and Boasian Anthropology.” American Anthropology, vol. 99, pp.731-745.

Freeman, D., (1983) Margaret Mead and Samoa: The Making and Unmaking of an Anthropological Myth. Cambridge, Mass.: Harvard Univ. Press.

Freeman, D., (1998) The Fateful Hoaxing of Margaret Mead: A Historical Analysis of her Samoan Research. Boulder, Col.: Westview.

Galton, F., (1869) Hereditary Genius: An Inquiry into its Laws and Consequences. (1900 revised edition with American preface), New York: D. Appleton.

Goodwin, C. J., (1999) A History of Modern Psychology. New York: John Wiley & Sons.

Horowitz, D., P. Collier, & J. P. Duberg, (1997) It’s a War, Stupid! Los Angeles, Calif.: Second Thought Books.

Hunt, M., (1999) The New Know-Nothings: The Political Foes of the Scientific Study of Human Nature. New Brunswick, New Jersey: Transaction.

Hyatt, M., (1990) Franz Boas Social Activist: The Dynamics of Ethnicity. New York: Greenwood.

Klineberg, O., (1935) Race Differences. New York: Harper Bros.

Lamb, K., (1994) “Race Differences in the Annals of Science.” The Mankind Quarterly, Vol. 35, pp. 139-150.

MacDonald, K., (1998) The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements. Westport, Conn.: Praeger.

McClearn, G. E., (1962) “The Inheritance of Behavior.” In: L. Postman (Ed.), Psychology in the Making. New York: Knopf.

Mead, M., (1928) Coming of Age in Samoa: A Psychological Study of Primitive Youth for Western Civilization. New York: William Morrow.

Mead, M., (1935/1963) Sex and Temperament in Three Primitive Societies. New York: William Morrow.

Montagu, M. F. A., (1942) Man’s Most Dangerous Myth: The Fallacy of Race. New York: Columbia Univ. Press.

O’Keefe, T., (1983) “Mead, Freeman, Boas: Jewish Anthropology Comes of Age in America.” National Vanguard, June 1983, pp. 5-10.

Pauley, P. J., (1987) Controlling Life: Jacques Loeb and the Engineering Ideal in Biology. Oxford, England: Oxford Univ. Press.

Pearson, R., (1996) Heredity and Humanity: Race, Eugenics and Modern Science. Washington, DC: Scott-Townsend.

Pearson, R., (1997) Race, Intelligence and Bias in Academe, 2nd ed. Washington, DC: Scott-Townsend.

Price, D. A., (1999) “Coming a Cropper in Samoa (book review of The Fateful Hoaxing of Margaret Mead, by D. Freeman). The Wall Street Journal, March 3, 1999, p. A17.

Provine, W. B. (1973). “Geneticists and the Biology of Race Crossing.” Science, Vol. 182, pp. 790-797.

Putnam, C., (1961; 2nd printing, 1980) Race and Reason, a Yankee View. Cape Canaveral, Fla.: Howard Allen.

Putnam, C., (1967; 1980 printing) Race and Reality, a Search for Solutions. Cape Canaveral Fla.: Howard Allen.

Rose, S. P. R., & H. Rose (eds.), (2000) Alas, Poor Darwin: Arguments Against Evolutionary Psychology. London: Harmony Books.

Samelson, F., (1978) “From ‘Race Psychology’ to ‘Studies in Prejudice’: Some Observations of the Thematic Reversal in Social Psychology.” Journal of the History of the Behavioral Sciences, vol. 14, pp. 265-278.

Schlesinger, A. M., (1957) The Age of Roosevelt [vol. 2]: The Coming of the New Deal. Boston: Houghton Mifflin.

Scruton, R., (1995). “Progressive Mischief” (book review of John Dewey and the High Tide of American Liberalism, by Alan Ryan). The Wall Street Journal, July 20, 1995.

Stigler, S. M., (1986) The History of Statistics. Cambridge, Mass.: Harvard Univ. Press.

Soyfer, V. N., (1994) Lysenko and the Tragedy of Soviet Science (Trans. from the Russian by L. Gruliow & R. Gruliow). New Brunswick, New Jersey: Rutgers Univ. Press.

Svonkin, S., (1997) Jews Against Prejudice. New York: Columbia Univ. Press.

Szajkowski, Z., (1972) Jews, Wars, and Communism [Vol I]: The Attitude of American Jews to World War I, the Russian Revolutions of 1917, and Communism (1914-1945). New York: KTAV Publishing House.

van den Haag, E., (1960) “Social Science Testimony in the Desegregation Cases: A Reply to Professor Kenneth Clark.” Villanova Law Review, vol. 6, No. 1, pp. 69-79.

Vazsonyi, B., (1998) America’s 30 Years War: Who is Winning? New York: Regnery.

Watson, J. B., (1913) “Psychology as the Behaviorist Views It.” Psychological Review, Vol. 20, pp. 158-177.

Watson, J. B., (1916) “The Place of the Conditioned Reflex in Psychology.” Psychological Review, vol. 23, pp. 89-116.

Watson, J. B., (1930) Behaviorism (rev. ed.) New York: Norton.

Whitney, G., (1990) “A Contextual History of Behavior Genetics.” In: M. E. Hahn, J. K. Hewitt, N. D. Henderson, & R. Benno, (Eds.), Developmental Behavior Gene

Om forfatteren

Glayde Whitney (1939-2002) var adfærdsgenetiker og professor i psykologi ved Florida State University (Tallahassee), hvor han underviste i 31 år. Han var fra 1994-1996 præsident for Behavior Genetics Association.

Kilde

Denne artikel er oversat og tilpasset fra den engelske original ”Subversion of Science: How Psychology Lost Darwin”. Artiklen er tilpasset fra Glayde Whitneys foredrag på Institute for Historical Reviews 13. konference den 29. maj, 2000 i Irvine, Californien, USA. Forberedelserne til denne artikel blev til dels understøttet af et tilskud fra Pioneer Fund. Artiklen blev offentliggjort i The Journal of Historical Review, March-April 2002 (Vol. 21, No. 2), side 20-30

***

Læs også

Race: En biologisk realitet