1. april 2025

Af Elena Fritz

Washington har ifølge New York Times ikke kun leveret våben til Ukraine, men også udført militær planlægning, leveret målkoordinater og påtaget sig det operationelle ansvar.

En rapport fra New York Times afslører, hvad der længe har været betragtet som russisk propaganda: USA støttede ikke kun krigen i Ukraine, men formede den også operationelt. Men denne erkendelse af kendsgerningerne sker ikke kun nu – den er en del af en geopolitisk magtkamp, som rækker langt ud over Kiev.

New York Times’ store rapport om USA’s rolle i krigen i Ukraine har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Ikke fordi den kommer med nye fakta – men fordi den bekræfter rigtigheden af historier, der tidligere er blevet afvist som russisk misinformation. Ifølge artiklen leverede Washington ikke kun våben, men planlagde også operationer militært, leverede målkoordinater og tog det operationelle ansvar – fra Kharkiv-offensiven i 2022 til angrebene på Krim-broen. Selv artilleri af vestlig oprindelse var afhængig af oplysninger fra amerikanske målsøgning. Den ukrainske præsident Zelensky siges regelmæssigt at blande sig i militære processer – med ødelæggende virkninger. Disse udtalelser er eksplosive – ikke fordi de er nye, men fordi de nu kommer fra det højeste magtapparat i USA.

Washingtons geopolitiske fremskrivninger

Artiklen giver en dyb indsigt i de amerikanske beslutningstageres strategiske tænkning. Fra mange Pentagon-embedsmænds synspunkt var Ukraine ikke primært en suveræn stat, men en symbolsk slagmark – en scene, hvor man kunne håbe på at slette gamle nederlag som dem i Vietnam, Irak og Syrien. Den russiske invasion gav en kærkommen mulighed for en magtdemonstration. Ukraines historiske og eksistentielle betydning for Rusland er af allerstørste vigtighed, men den er fortsat undervurderet i Washingtons beregninger. Krigen blev udkæmpet som en klassisk stedfortræderkonfrontation – et levn fra den kolde krig. Det faktum, at Rusland så anderledes på det, blev systematisk ignoreret.

En særlig afslørende detalje dukker op i artiklen: I efteråret 2022 truede general Surovikin angiveligt med at bruge taktiske atomvåben, hvis Ukraine krydsede Dnepr. Ægtheden af denne samtale er fortsat uklar – men inden for Bidens administration på det tidspunkt blev truslen tilsyneladende taget meget alvorligt. Man erkendte, at en konventionel sejr over Rusland kunne føre til en atomkatastrofe.

Verden oplevede således – næsten ubemærket – sit farligste øjeblik siden Cubakrisen i 1962. Vesten trak sig tilbage. Ikke af forståelse, men af frygt.

Siden da har USA’s strategi tydeligvis vaklet. Offensiven i sommeren 2023 – som havde været forberedt i lang tid i Washington – blev ganske vist gennemført, men den blev internt vurderet som dømt til at mislykkes. Alligevel fortsatte den – af inerti, af frygt, af politisk beregning. En formålsløs krig uden håb om sejr – men med store risici.

En målrettet udgivelse – og en intern magtkamp i Vesten

Tidspunktet for offentliggørelsen er ikke tilfældigt. New York Times lancerede denne artikel netop på et tidspunkt, hvor den geopolitiske orden i det transatlantiske rum har vaklet – under Donald Trumps præsidentskab, som er åben for en strategisk justering i forhold til Rusland. Afsløringen af følsomme detaljer om USA’s militære engagement i Ukraine tjener helt klart til politisk at sabotere en tilnærmelse til Moskva og til at tabuisere det i udenrigspolitikken.

Og så bliver situationen klar: Det, vi oplever, er ikke et »Vesten«, der optræder samlet, men en dybt splittet geopolitisk struktur. På den ene side står Trump-administrationen, som prioriterer nationale interesser, satser på militær tilbageholdenhed og har indført muligheden for at lempe sanktionerne mod Rusland.

På den anden side er en pro-atlantisk magtblok ved at blive dannet – støttet af Det Demokratiske Parti, indflydelsesrige netværk i London og et stadig mere ideologisk teknokrati i Bruxelles. Denne lejr har til formål at etablere en selvstændig globalistisk blok: økonomisk, militært og normativt uafhængig af Det Hvide Hus – men i bevidst konfrontation med Rusland.

EU klamrer sig desperat til sanktionsregimet

Det er netop på grund af denne magtberegning, at EU’s rigide holdning til sanktioner også er forståelig. Mens Washington under Trump er klar til at revurdere sine økonomiske og strategiske interesser, klamrer Bruxelles sig desperat til sanktionsregimet. Ikke ud fra nogen rationel vurdering, men fordi disse sanktioner er blevet det ideologiske grundlag for Europas nye missionsbevidsthed. Den økonomiske krig mod Rusland fungerer ikke længere som et middel til at nå et mål, men som en identitetsskabende fortælling for EU-projektet, som i stigende grad afkobles fra demokratisk suverænitet.

Offentliggørelsen i New York Times er derfor meget mere end et journalistisk scoop. Det er et politisk redskab – til gavn for de kræfter, der ønsker at forhindre en multipolær tilpasning og i stedet opretholde en varig globalistisk krise. I dette spil er Ukraine ikke andet end en geopolitisk stedfortræder – det bliver misbrugt og brugt som scene for en magtkamp, der er intern i Vesten, til skade for morgendagens verdensorden.

Geopolitiske fakta

Under den tidligere regering skyndte USA sig ind i en konflikt, hvis eskaleringspotentiale de undervurderede, og hvis strategiske betydning de ikke anerkendte. Artiklen i New York Times lyder som en forsinket indrømmelse af denne fiasko – og samtidig som et medieindgreb mod genindførelsen af fornuft i udenrigspolitikken.

For Europa afslører den en ubehagelig sandhed: Det er ikke længere styret, men instrumentaliseret – som en løftestang for et geopolitisk projekt uden for demokratisk kontrol. Den virkelige frontlinje går ikke mellem Øst og Vest, men gennem selve den vestlige magts centrum. Og det er her, dynamikken i de kommende år virkelig ligger.

***

Kilde: https://www.pi-news.net/2025/03/vom-stellvertreterkrieg-z…

Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen

Om forfatteren: Elena Fritz, født den 3. oktober 1986, kom til Tyskland for 24 år siden som russisk-tysk. Efter sin studentereksamen studerede hun jura på universitetet i Regensburg og afsluttede sin uddannelse med succes. Hun har været involveret i AfD siden 2018, var medlem af den bayerske delstatsbestyrelse fra 2019 til 2021 og blev den 15. november nomineret som AfD’s direkte kandidat til Landshut/Kelheim-valgkredsen ved det kommende valg til Forbundsdagen [Valget d. 23. februar 2025]. Hun er stolt mor til en treårig dreng. Klik her for at se Elena Fritz’ telegramkanal.