Introduktion
Her er oversættelsen af del 1. Del 2 som omhandler højrefløjens vold findes her
To eksempler på det fjendtlige mediebillede herhjemme:
Uwe Max Jensen stillede som en af de ganske få danske journalister et kritisk spørgsmål til Pelle Dragsted om hans fortid som politisk aktivist på venstrefløjen.
Danmarks Radio satte venstreradikal til at dække sag mod varetægtsfængslet ung dansk national mand.
Følgende artikel omhandler venstrefløjens vold i Amerika.
Politisk vold, del 1: Venstrefløjens anti-hvide vold som forløber for nutidens mainstream anti-hvide etablissement
Politisk vold er gennem historien blevet brugt til at sende budskaber og påvirke den offentlige mening og politik. Op gennem 1960’erne og frem til 1990’erne brugte venstreorienterede grupper konsekvent bombeangreb, skyderier og skræmmetaktikker til at fremme deres mål. I USA er Weather Underground sandsynligvis den mest bemærkelsesværdige terrorgruppe i USA’s historie. Alligevel værdsættes gruppen af mange intellektuelle, akademikere og mediefolk, som mener, at den vold, gruppen begik, var berettiget i forhold til tidens kontekst. Venstreorienterede grupper som Weather Underground promoverede synspunkter, som med tiden ville blive accepteret i mainstream, såsom modstand mod Vietnamkrigen og opløsningen af den hvide homogenitet i USA. Derfor kan grupper som Weather Underground give os et unikt perspektiv på den prisme, som medierne og venstrefløjen i den vestlige verden opfatter vold igennem.
I 1970 blev Weather Underground-medlemmerne Terry Robbins, Theodore Gold og Diana Oughton alle dræbt, da en bombe, de var ved at fremstille i et hus i Greenwich, detonerede og jævnede huset med jorden. Målet var at angribe et ROTC-bal for underofficerer i Fort Dix, New Jersey, som hævn for USA’s krig i Vietnam. Det faktum, at det var et bal, ville sandsynligvis have resulteret i mange civile kvinders død. I 1981 skød og dræbte en række medlemmer af Weather Underground og Black Liberation Army to politibetjente og en vagt, da de forsøgte at røve en pansret lastbil fra Brinks. Man kunne nævne mange flere hændelser, men pointen er, at disse venstreorienterede grupper var meget voldelige.
I Europa var den venstreorienterede vold under den kolde krig langt mere ondskabsfuld end i USA, hvilket resulterede i mange dødsfald på hele det europæiske kontinent. Red Army Faction (Tyskland), Revolutionary Cells (Tyskland), Action Directe (Frankrig), The Red Army Brigades (Italien) osv. var alle ansvarlige for hundredvis af dødsfald. Kidnapninger, bombeangreb og henrettelser var standardpraksis for disse grupper.
Men disse grupper betragtes generelt ikke med samme afsky som højreorienteret terrorisme på trods af deres væsentligt højere drabsrate. Siden perioden med New Left-terrorisme har dokumentarfilm som The Weather Underground (2002) indeholdt en meget støttende understrøm i deres dækning af Weather Underground-medlemmer (The Weather Underground, der blev skabt af to jøder, blev nomineret til en Oscar). Mange andre bøger, artikler og film har glamouriseret disse grupper.
William Ayers (medstifter af Weather Underground) og hans kone Bernardine Dohrn (en af lederne af Weather Underground) har ikke blot ikke siddet inde for deres handlinger, men betragtes nu som en del af den liberale elite i Chicago. Det er blevet nævnt før, men Ayers og Obama er i det mindste bekendte og boede begge i det samme velhavende kvarter Hyde Park i Chicago på et tidspunkt, hvilket republikanerne brugte til at angribe Obama under hans politiske kampagne for at blive præsident. Efter al sandsynlighed har Ayers faktisk haft gavn af sin tur ind i terrorismen og har endda skrevet en bog om sin oplevelse. Man kan roligt sige, at Ayers, Dohrn og andre i gruppen betragtes som en del af 60’ernes og 70’ernes revolutionære kanon, hvor vold ikke kun var nødvendig, men også romantisk.
Et af de bemærkelsesværdige aspekter ved Weather Underground, som måske gør den populær hos det politiske og akademiske etablissement, var dens stiltiende had til hvide. Medlemmerne tilkendegav, at de var klar til at gå i krig mod hvide til støtte for sorte og andre oprindelige folk. Ironisk nok opfordrede disse nye venstreorienterede, selv om de kæmpede for disse gruppers etniske rettigheder, til at gøre en ende på al racisme og »opfattede« forskelle mellem mennesker. Uanset hvad mente de voldelige venstreorienterede, at den hvide monokultur måtte forsvinde på den ene eller anden måde. For venstrefløjen var det en berettiget mulighed at angribe hvide med vold. »Vi er imod alt, hvad der er ‘godt og anstændigt’ i det hvide Amerika,« sagde Weather Underground-medlemmet John Jacobs i sin mest citerede udtalelse. »Vi vil brænde og plyndre og ødelægge. Vi er udklækningen af din mors mareridt« (i J. Varon, Bringing the War Home, s. 160). Jacobs kom fra en fremtrædende jødisk venstreorienteret familie og forblev på flugt indtil sin død i 1997.
David Gilbert, et andet fremtrædende jødisk medlem af Weather Underground, opsummerede sit engagement i organisationen på følgende måde:
Som reaktion på regeringens morderiske angreb på den sorte befrielsesbevægelse og den uendelige, massive bombning af Vietnam blev Weather Underground dannet i begyndelsen af 1970’erne. Jeg tilbragte 10 år i underjordisk modstand. Den 20. oktober 1981 blev jeg taget til fange, da en enhed fra Black Liberation Army og allierede hvide revolutionære forsøgte at tage penge fra en Brinks-lastbil med det uheldige resultat af en skudveksling, hvor en vagt og to politifolk blev dræbt. (I Dan Berger, Outlaws of America, s. 44)
Gilbert blev idømt 75 års fængsel.
I filmen The Weather Underground sagde Naomi Jaffe, som kom fra en jødisk familie
Vi følte, at det at gøre ingenting i en periode med undertrykkende vold i sig selv er en form for vold. Det er virkelig den del, som jeg tror, er sværest for folk at forstå. Hvis du sidder i dit hus, lever dit hvide liv og går på dit hvide job og tillader, at det land, du bor i, myrder folk og begår folkemord, og du sidder der og ikke gør noget ved det, så er det vold.
Faktisk bliver tidligere medlemmer af Weather Underground rutinemæssigt inviteret til at holde foredrag om deres handlinger på universiteter, museer, aktivistmøder osv. (Når Anders Breivik bliver løsladt fra fængslet, hvis han nogensinde bliver det, ville jeg ikke regne med, at han bliver inviteret til foredrag på førende universiteter). Et af de mest indflydelsesrige medlemmer af Weather Underground, Mark Rudd, som også er jøde, talte i New Mexico Jewish Historical Society om sin rolle i Weather Underground og Students for a Democratic Society (SDS) i 2005, en forløber for Weather Underground, og valgte at fokusere på det store jødiske engagement i gruppen.
Jeg talte første gang offentligt om spørgsmålet i 1988 ved fejringen af 20-årsdagen for Columbia-strejken. I en 45 minutter lang monolog kom jeg ind på mange emner, men det eneste, folk syntes at reagere på, var min anerkendelse af vores jødiske baggrund som relevant for vores modstand mod krig og racisme. … Desværre har jeg ikke beskæftiget mig med emnet før nu, men jeg mener, at den jødiske ungdoms oprør i New Left i 60’erne og 70’erne fortjener at blive studeret og æret som et vigtigt kapitel i de amerikanske jøders historie.
I samme tale nævner Rudd jødernes uforholdsmæssigt store rolle i SDS:
Jeg kom til Columbia University som førsteårsstuderende, 18 år gammel, i september 1965, et par måneder efter at USA havde angrebet Vietnam med hovedstyrker. Der fandt jeg en lille, men levende antikrigsbevægelse. På mit første semester blev jeg rekrutteret af David Gilbert, en senior, som havde skrevet en pamflet om imperialisme for det nationale SDS, Students for a Democratic Society. David var en af grundlæggerne af SDS-afdelingen i Columbia sammen med John Fuerst, som var afdelingens formand. Begge var selvfølgelig jøder, ligesom mine mentorer og venner, Michael Josefowicz, Harvey Blume, Michael Neumann og John Jacobs. Ted Kaptchuk og Ted Gold var formand og næstformand for Columbia SDS året før, jeg blev valgt til formand, sammen med min næstformand, Nick Freudenberg. Vi var alle sammen jøder. Det er svært at huske navnene på ikke-jødiske Columbia SDS’ere; det var lige så meget et jødisk broderskab som Sammie. Der var nok en større andel ikke-jødiske kvinder end mænd i SDS, og dem lærte jeg selvfølgelig at kende.«
Rudd går længere end de fleste i sin hyldest til det jødiske engagement i SDS. I denne ret obskure tale til en ret obskur jødisk organisation i New Mexico afslører Rudd dybest set den overordnede tankegang bag den revolutionære taktik, som jøder og deres ikke-jødiske medløbere benyttede sig af. Det ser ud til, at al den latente og ofte godt skjulte vrede mod »goy« og den hvide kultur bryder ud i Rudds analyse af den jødiske involvering i SDS og senere i terrorgruppen Weather Underground. Ikke kun det, men på trods af at Rudd og andre jøder var medlemmer af det, som den amerikanske regering betragtede som en terrororganisation, er den uforholdsmæssigt store inddragelse af jødiske medlemmer et spørgsmål om stolthed i det jødiske samfund, især fordi SDS og Weather Underground begge blev set som en del af et vellykket angreb på hvide og hvid kultur. Rudd skælder ud på alt, hvad der opfattes som hvidt og ikke-jødisk:
Det, der forargede mig og mine kammerater så meget ved Columbia, var, ud over hykleriet, luften af finkulturel høflighed. Eller skulle jeg sige ikke-jødisk? På trods af at der var så mange jøder på fakultetet og blandt de studerende – den geografiske fordeling i optagelsesprocessen havde ikke været effektiv til at filtrere os fra, fordi vores SAT-tal og klasseplacering var så høj – dryppede stedet af ikke-jødiskhed.
Hovedårsagen til at pege på disse synspunkter, som medlemmerne af Weather Underground delte, er, at Weather Undergrounds brug af vold er blevet undskyldt og accepteret som passende i den vestlige etos, og meget af dette er påvirket af en ensartet fjendtlighed over for den hvide kultur. Højreorienterede grupper, især dem, der udtrykkeligt sympatiserer med hvide og hvid kultur, bliver konsekvent angrebet og betragtet som psykologisk forstyrrede. I den akademiske verden og i medierne bliver højreekstremister universelt karakteriseret som sindssyge, patologisk onde og uden anger. Det er fint nok, men medierne har en anden holdning, når volden begås af grupper, der er imod hvide.
Dermed ikke sagt, at hele det nye venstres historie kan kategoriseres som en historie om raceharmoni mellem jøder og andre minoriteter og hvide. I Outlaws of America: The Weather Underground and the Politics of Solidarity illustrerer Dan Berger nogle af de konflikter, der opstod mellem jøder og andre grupper:
Verdensbegivenhederne ville også splitte antikrigs- og borgerrettighedsbevægelserne. Den 5. juni 1967 indledte Israel et forebyggende angreb på Syrien og Egypten, mens de blev angrebet af Jordan. Seksdageskrigen bragte Golanhøjderne, Vestbredden, Gazastriben og Sinai-halvøen under israelsk kontrol … For mange aktivister så Israels besættelse ud til at være en åbenlys og racistisk fjendtlig handling mod de arabiske naboer. (En analyse, der tilsyneladende blev bekræftet et årti senere af den israelske forsvarsminister Moshe Dayan, som indrømmede, at Syrien ikke udgjorde nogen trussel, og at ideen var at »tage et stykke land og beholde det, indtil fjenden bliver træt og giver det til os.«)
Fra begyndelsen af krigen i 1967 var der frygt for, at en kritisk holdning til Israel ville blive opfattet som antisemitisk. Denne frygt var særlig udtalt i USA, hvor jøder på tværs af det politiske spektrum støttede seksdageskrigen og den efterfølgende besættelse og pressede på for at få USA til at gøre mere for at hjælpe Israel.
Både SNCC og SDS blev kritiseret for at være solidariske med de arabiske lande og kritiske over for Israels krigsindsats. Større fjendtlighed blev dog rettet mod SNCC, som allerede var i det hvide Amerikas unåde på grund af gruppens Black Power-holdning. Mens SNCC’s holdning til tider var forsimplet – f.eks. ved at sidestille besættelsen af Gazastriben med en nazistisk dødslejr – var hovedproblemet, at det var en sort organisation, der kritiserede Israel. Jødiske liberale fordømte SNCC’s »forræderi«, og donationerne til SNCC faldt drastisk, da snakken om »sort antisemitisme« tog til« (s. 56).
I 60’erne, 70’erne og 80’erne følte jøderne sig stadig noget marginaliserede i samfundet, især fordi der var så mange »goys«, som stadig styrede landet. Det var derfor nødvendigt at bruge vold over for de hvide, ofte i samarbejde med andre minoriteter og symbolske ikke-jøder (for det meste ikke-jødiske kvinder, hvis man skal tro Rudd). Der var endda planer om at få sorte suveræne stater dannet af sorte separatistgrupper – set som en legitim fremgangsmåde på det nye venstre. Ifølge Berger forsøgte en sort gruppe ved navn New Afrika at etablere en suveræn sort nation i Mississippi i 1968 (s. 68). Dette var ikke den eneste gruppe, der eksplicit organiserede sig efter etniske linjer. Der var også Black Panthers, Black Liberation Army, Brown Berets, Young Lords Party og El Comité, blandt mange andre. Weather Underground støttede ikke kun disse etniske gruppers ideologi, men var også allieret med både Black Panthers og Black Liberation Army.
Det er uklart, hvor stor en effekt volden havde på politikken og den politiske diskurs, men én ting står klart: Siden New Lefts tid har USA omfavnet multikulturalismen, og den hvide homogenitet er blevet brudt. Den type venstreorienteret vold, som man så i 60’erne og 70’erne i USA, ses ikke længere, til dels fordi dem på kanten, der promoverede multikulturalisme, nu er blevet eliten, og deres dogmer er blevet inkorporeret i status quo: Når man først er blevet en del af etablissementet, har man tilsyneladende ingen grund til at angribe det. Ayers, Rudd og Dohrn er alle emblematiske for denne tendens og er gået fra terrorledere til respekterede akademikere og i Rudds tilfælde til helte for det jødiske folk.
Danmarks Frihedsraad 