26. marts 2025

Af Mohamed Lamine Kaba

Europa vakler, er splittet og svækket økonomisk, marginaliseret geopolitisk og ude af stand til at gøre sig gældende i en multipolær verden. Kan denne tilbagegang stadig vendes?

Europa befinder sig i øjeblikket i en geopolitisk og geostrategisk sårbar position, hvor det sejler i hjertet af et triptykon af frygt, der udgøres af USA, Rusland og Kina. På trods af sin stræben efter strategisk selvstændighed har Europa været stærkt afhængig af USA siden afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945, især på forsvars- og sikkerhedsområdet. NATO, der blev oprettet i 1949 under den kolde krig og i høj grad blev påvirket af Washington, illustrerer denne underordning, hvor europæiske beslutninger desværre er tilpasset amerikanske interesser. Denne tilpasning (vasalskab og servilitet) begrænser Europas internationale uafhængighed og fastlåser det i et asymmetrisk forhold, hvor Washingtons militære og diplomatiske indflydelse dominerer.

Desuden forværrer den igangværende konflikt med Rusland siden den kolde krig – forstærket af geopolitiske spændinger som f.eks. krigen ved stedfortræder eller ved stedfortrædende allierede i Ukraine – denne sårbarhed, især gennem de energispændinger, der skyldes Europas afhængighed af russisk gas. Samtidig omdefinerer Kinas fremgang den globale økonomiske balance og placerer Europa i den komplekse situation, at det både er en afgørende handelspartner og en systemisk rival. Denne kontekst fremhæver et Europa, der er plaget af sin egen strukturelle skrøbelighed, politiske fragmentering og mangel på strategisk vision, og som har ladet sig trænge i baggrunden i en multipolær verden.

Denne artikel anvender en sociometrisk tilgang til at analysere den komplekse dynamik i forholdet mellem Europa og de tre globale supermagter – USA, Rusland og Kina – som er kendetegnet ved et »triptykon af frygt« i strategiske interaktioner og geopolitiske spørgsmål.

Strategisk afhængighed af USA, en illusion om selvstændighed

USA, som historisk set har været en ivrig beskytter af Europa, ser nu ud til at distancere sig fra sin traditionelle allierede. Anført af den transatlantiske alliance (NATO) siden starten har den transatlantiske strategi for at inddæmme Kina og Rusland ikke nået de ønskede mål. Denne fiasko afspejler et strategisk skift fra USA’s side, som nu vender sig mere mod direkte konkurrence med Kina. Det skaber frygt i Bruxelles og London, hvor de krigsliderlige eliter fortsætter med at bevæbne Ukraine ved at presse landet til at overtræde trepartsaftalen om våbenhvile mellem USA, Rusland og Ukraine. Dette stærke signal minder Moskva om vigtigheden af at forfølge sine militære mål og ikke give sine modstandere, der er involveret i denne stedfortræderkonflikt, noget pusterum. For hverken USA eller det angelsaksiske Bruxelles-Europa og slet ikke Ukraine kan man stole på. Ligesom terrorister frygter de kun én ting: handling og dermed ildkraft.

På trods af sine ambitioner om frigørelse og magt forbliver det angelsaksiske Bruxelles-Europa tæt forbundet med USA, hvilket fører til en illusion om strategisk selvstændighed. Under sikkerhedsparaplyen fra det Washington-dominerede NATO kæmper kontinentet for at opbygge ægte militær og diplomatisk suverænitet. Det afslører en betydelig afhængighed af amerikanske forsvars- og efterretningsstyrker. Geopolitiske kriser som konflikterne i Irak og Ukraine understreger Europas manglende evne til at indtage selvstændige holdninger uden amerikansk godkendelse, hvilket afslører intern fragmentering og mangel på globalt lederskab.

På den økonomiske front er handelsspændinger og restriktioner pålagt af USA et bevis på et asymmetrisk forhold, der degraderer Europa til rollen som underordnet partner. På trods af initiativer til at udvikle strategiske teknologier og mindske afhængigheden er Europa fortsat afhængig af amerikanske innovationer inden for nøglesektorer som kunstig intelligens, halvledere og cybersikkerhed. Denne afhængighed hæmmer Europas evne til at blive en selvstændig og respekteret geopolitisk aktør og påvirker dets globale relationer, især med udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika. Som følge heraf bliver drømmen om et stærkt og uafhængigt Europa mere og mere illusorisk, en fange af sine egne modsætninger.

Rusland, en nabo, der opfattes som en permanent trussel

I årtier har Europa været fanget af sin alarmistiske opfattelse af Rusland, som er en arv fra den kolde krig (1947-1991), og har altid betragtet landet som en eksistentiel trussel. Dette paradigme har ført til konfrontationspolitikker, som er dyre for kontinentet, både økonomisk og geopolitisk. Europas manglende evne til at indlede en konstruktiv dialog med Moskva har forværret spændingerne og afsløret EU’s interne mangler. Ved at forsøge at isolere Rusland har Europa svækket sin egen position, som det fremgår af energikrisen i forbindelse med afhængigheden af russisk gas. Forhastede handlinger for at bryde båndene til Moskva har destabiliseret de europæiske økonomier og øget omkostningerne for borgerne. Denne reaktionære tilgang har forstærket billedet af et Europa, der løber fra sine problemer. Antagonismen over for Rusland har også uddybet splittelsen i EU, hvor manglende samhørighed og fraværet af en fælles vision svækker EU’s internationale status. Sanktions- og konfrontationspolitikker har forsømt Europas strategiske interesser, mens Ruslands tilnærmelse til andre magter, såsom Kina, marginaliserer Europa på den geopolitiske verdensscene. Opfattelsen af Rusland som en permanent trussel låser Europa fast i en forældet mentalitet, der hindrer dets evne til at omfavne dialog og samarbejde som instrumenter for velstand i en multipolær verden.

Kina, en økonomisk partner, der er blevet en systemisk rival og trussel mod Europa

Fra at være en simpel økonomisk partner er Kina blevet en uundgåelig magt, som omdefinerer den globale balance til sin fordel. Med en klar og ambitiøs strategi, som illustreres af »Made in China 2025«-planen, positionerer landet sig som førende inden for strategiske områder som teknologi, produktion og vedvarende energi. Mens Europa holdes tilbage af intern splittelse og lammende bureaukrati, er dets evne til at konkurrere alvorligt udfordret, hvilket gør det afhængigt og sårbart. Initiativer som den nye silkevej er ikke bare økonomiske projekter, men ægte geopolitiske instrumenter, som styrker Beijings indflydelse på globalt plan. I regioner som Afrika, Asien og Latinamerika er Kina ved at udvikle sig til en strategisk partner, som efterlader Europa i en sekundær rolle. Samtidig understreger kinesiske aktørers opkøb af kritisk europæisk infrastruktur kontinentets gradvise tab af økonomisk suverænitet. I denne multipolære kontekst hævder Kina sig som visionær og vinder, mens Europa, der ikke er i stand til at beskytte sine interesser eller tilpasse sig, gradvist bliver marginaliseret, hvilket afspejler et skift i de globale kræfter.

Kort sagt er Europa lammet af sin splittelse, afhængighed og manglende evne til at tilpasse sig og synker ubønhørligt ned i ubetydelighed på verdensscenen. Denne udvikling kan kun vendes, hvis Europa holder op med at se Kina og Rusland som eksistentielle trusler og samarbejder med dem i en multipolær verden.

Man kan sige, at Europa svinger mellem strategisk afhængighed, indbildte trusler og økonomisk rivalisering og ikke er i stand til at hævde sig fuldt ud på den geopolitiske verdensscene.

***

Om forfatteren: Mohamed Lamine Kaba, ekspert i geopolitik i forbindelse med regeringsførelse og regional integration, Institut for regeringsførelse, humaniora og samfundsvidenskab, Panafrikansk Universitet (Université panafricaine)

Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen