Introduktion
Denne artikel er skrevet af den amerikanske sydstatsnationalist og chefredaktør på bloggen Occidental Dissent, Hunter Wallace. Han er en veteran på den amerikanske højrefløj. Hunter er aktiv på X @LutherEnjoyer. Pointerne i denne artikel er nyttige for aktivister på højrefløjen i hele Vesten, også i Danmark.
Det er vores håb at vi kan få normaliseret ægte højreorienterede synspunkter og sager på den politiske højrefløj herhjemme, men neokonservative folk sidder pt. tungt på den og deres mest kendte og mediestøttefinansierede møgsprøjter JyllandsPosten og Berlingske Tidende og andre mindre udgivelser er stadig foretrukne for den etablerede del af højrefløjen. Henrik Dahl har med sin seneste systemliderlighed bekendt kulør og den krigsgale Rasmus Jarlov støttede i 2024 den neokonservative amerikanske primærvalgskandidat Nikki Haley. Disse to er blot et lille udpluk, men profilerne på højrefløjen er neokonservativt-orienteret med få undtagelser og det er desværre dem, der dominerer samtalen på højrefløjen.
Og hvad gør vi så ved det? Vi har brug for at få ryddet de neokonservative fjender på højrefløjen ud, med andre ord, vi har brug for en dansk Trump. Indtil videre er vores bedste bud på denne person partileder Lars Boje Mathiesen som vi har meget godt at sige om. Vi ønsker ham alt held og lykke i hans bestræbelser, men generelt skal vi også have skabt et alternativt mediebillede, der kan anvise en anden retning. Vi kan få øje på enkelte gode forsøg, men vi har på den alternative højrefløj brug for mere tid for rigtig at komme op i gear. Forhåbentlig kan Danmarksfrihedsraad og andre gode kræfter være med til at levere de input som kan bidrage til en Trumprevolution på højrefløjen herhjemme, som vi så det i USA.
***
Argumentet for Trump 2024: Overton-vinduet
Af chefredaktør Hunter Wallace, oprindeligt udgivet d. 29. juli 2024
Billede genereret af Grok (xAI)
»Muh Overton-vindue«.
Ved valget i 2016 var den vigtigste grund til, at jeg støttede Donald Trump, at »flytte Overton-vinduet«, og fordi jeg så ham som en bulldozer, der var ved at køre Conservatism, Inc. over. Han var et nyttigt instrument til at sprænge det, der senere blev kaldt den døde konsensus.
På det tidspunkt havde jeg været involveret i dissidentpolitik på højrefløjen i 15 år. Jeg blev voksen under George W. Bushs første embedsperiode og udviklede mine grundlæggende politiske overbevisninger på det tidspunkt. Det var på Reaganismens historiske højdepunkt, da George W. Bush kastede USA ud i krigen mod terror for at få fat i Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og gøre en ende på ondskab og tyranni i verden. De neokonservative var på toppen af deres magt. Hvide nationalister, paleocons og højre-libertarianere blandede sig på marginale internetfora.
»Journalistik« blev stadig taget alvorligt. SPLC og ADL blev betragtet som respekterede »vagthunde«-organisationer på højrefløjen. SPLC var på det tidspunkt stadig stærk nok til at overvåge højrefløjen og få folk fyret på grund af deres »forbindelser«. Bill Kristol definerede højrefløjen på The Weekly Standard. Commentary Magazine blev betragtet som et andet intellektuelt kraftcenter på højrefløjen. Pat Buchanan, Sam Francis, Steve Sailer, Joe Sobran, Peter Brimelow, Jared Taylor og senere John Derbyshire blev alle anset for at være uden for den respektable konservatismes rækkevidde. Udrensninger på grund af kriminel tankegang var rutine.
I verdenen før de sociale medier blev man kogt på højrefløjen, hvis man fornærmede de forkerte mennesker. Man blev ikke inviteret til at være med på FOX News. Du mistede din platform i National Review. Man kunne ikke opbygge et stort digitalt følge med en YouTube-kanal, en podcast eller en X-konto, som man kunne tjene penge på. Selv med al den censur sætter Zoomere som Nick Fuentes ikke pris på, hvor godt de har det. I gamle dage var »ytringsfriheden« så elendig, at den bestod i at skrive et læserbrev i en MSM-avis. Man kunne også abonnere på et trykt nyhedsbrev som American Renaissance, der blev leveret med snail mail.
Jeg oplevede Freedom Fries, Sarah Palins medrivende tale på konventet og stemte på Constitution Party-kandidaten frem for John McCain ved valget i 2008. Jeg husker, da Obamacare var det vigtigste emne i landet. Jeg kan huske, at jeg dækkede Tea Party-revolutionen i 2010 og »Young Guns« som Paul Ryan, Kevin McCarthy og Eric Cantors opstigning. Jeg kan huske, at jeg ledte efter glimt af implicit hvid nationalisme i Glenn Becks Restoring Honor-rally. Det plejede at være populært på højrefløjen for boomere at tale om, at Obama var en hemmelig muslim, som var født i Kenya.
Ved valget i 2016 ragede »Gud kejser Donald Trump« op over sine republikanske rivaler og virkede større end livet for aktivisterne, primært på grund af den dystre baggrund for, hvad han var oppe imod på scenen, og hvad der var gået forud. Donald Trump i 2016 virkede som et frisk pust.
I 2016 brugte Sheldon Adelson over 45 millioner dollars på at støtte Donald Trumps præsidentkampagne ved parlamentsvalget. Kandidat Trump talte til AIPAC i 2016. Han talte til Republican Jewish Coalition. I sin bog Crippled America, som blev udgivet i 2015, sagde Trump, at Barack Obamas Iran-aftale var den værste aftale i historien, og at han ville gøre en ende på den. Trump gik i 2016 til valg på at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem. Bibi Netanyahu var begejstret, da Donald Trump vandt valget i 2016.
Aktivisterne havde for travlt med at poste memes af Trump, der skubbede »journalister« ind i gaskamre, til at være opmærksomme på det. De udførte absurd mental gymnastik for at overtale sig selv og deres publikum til at stige om bord på Trump-toget. Kandidat Trump var altid pro-israelsk og krigerisk over for Iran og lagde ikke skjul på det. Det var aktivister, som ikke fokuserede på disse spørgsmål ved valget i 2016. At besejre Jeb Bush, de cuckservative og Hillary Clinton var det vigtigste på det tidspunkt.
Valget i 2016 var så opløftende, fordi det udløste en strøm af dopamin blandt aktivister, som undertrykte deres tvivl om Trump og deres uenighed med både den platform, han stillede op på, og den koalition, han samlede for at vinde valget. 2016 var højrefløjens version af 2008, hvor Obama vandt på »Håb og forandring«, og venstrefløjsaktivister blev hypnotiseret af kandidaten og troede, at alt var muligt. Der blev skrevet »historie«. Den endelige kamp var vundet.
En mere kold måde at se på Trumps sejr i 2016 er, at han tabte den folkelige afstemning. Det republikanske parti mistede pladser i Repræsentanternes Hus og Senatet i 2016. Trump havde vundet en tilfældig sejr i valgmandskollegiet med en margin på mindre end 1 % i tre rustbælte-stater. Han arvede de føderale domstole og bureaukratiet fra sine forgængere. Kongressen var fyldt med Reagan-folk, som var vrede over Trumps fjendtlige overtagelse af det republikanske parti. De havde magten og motivet til at blokere hans dagsorden og tvinge ham til at spille bold med dem. Manden var en novice og en ø i Det Hvide Hus. Mike Pence var hans vicepræsident. På det tidspunkt var det næppe et bevis på, at Trump havde vundet en knusende sejr over den sande konservatisme.
I de følgende år overvandt Donald Trump på en eller anden måde alle odds imod sig, inklusive et nederlag i 2020. Han er blevet meget mere populær og magtfuld på højrefløjen, end han var, da han blev valgt i 2016. Gradvist begyndte han at skubbe Reagan-folket ud, hvis antal er svundet ind i løbet af de seneste fire valgperioder (2018, 2020, 2022 og 2024). Han har knust sine fjender i partiet som Liz Cheney og Adam Kinzinger, der sad i 1/6-udvalget. Jeff Flake, Ben Sasse og Mitt Romney er draget videre til grønnere græsgange. Mike Pence og Paul Ryan svælger nu i vrede på sidelinjen. Mitch McConnell træder tilbage i Senatet. Trump har belønnet kumpaner og lakajer, som nu er guvernører, senatorer og kongresmedlemmer, og som skylder Trump deres politiske karriere. J.D. Vance er det ultimative eksempel på denne type politiker. Træner Tommy Tuberville er et andet.
Donald Trumps knusende sejr over Ron DeSantis og Nikki Haley i det republikanske primærvalg i 2024 bekræftede hans dominans over partiet. Den viste, hvordan han har omformet partiets base i løbet af de sidste fire valgperioder. Hvor Trump tidligere delte magten i et partnerskab med konservative politikere med lange karrierer som Mike Pence og Mitch McConnell, har Trump i dag ingen seriøs eller stærk ideologisk opposition i partiet, og den smule, der er tilbage, er ved at fordampe. Det har taget ham otte år at nå hertil, men Trump er i stigende grad den store mand, og partiet er hans ja-sigere. I 2016 var Trump ikke i stand til at fortælle Paul Ryan og Mitch McConnell, hvad de skulle gøre. Han var ikke stærk nok til at lede sit parti, som Huey Long ledede Louisiana. Nu er han ved at være der.
Trump dikterede for nylig den republikanske platform for 2024 og lagde den ud med store bogstaver på Truth Social. Han behøver ikke længere at rådføre sig med nogen om det. Ingen andre betyder noget.
Ved valget i 2024 befinder Donald Trump sig også i en anden interessant ny position. Han stiller op som favorit og foran Joe Biden og Kamala Harris i de nationale afstemninger [National popular vote].
Ved valget i 2020 førte Trump aldrig i en eneste national meningsmåling og endte med at tabe 7,2 point til Joe Biden. Han tabte den nationale folkeafstemning [National popular vote] med 4,5 point. Han tabte valgmandskollegiet i tre stater (Arizona, Georgia og Wisconsin) med halvdelen af kapaciteten på Bryant-Denny Stadium [Omtalte stadion har en kapacitet på ca. 100.000].
I løbet af otte år er det lykkedes Donald Trump at omforme den amerikanske højrefløj, det republikanske parti og Alt-Right / Dissident Right i hans billede. Ingen bliver længere chokeret, når Trump foreslår massedeportationer af millioner af illegale udlændinge, indførelse af drakoniske toldsatser på kinesisk import eller afslutning af krigen i Ukraine, før han er taget i ed. De ting, der var så banebrydende ved kandidat Trump i 2016, har ikke længere kant. Det er blevet normal baggrundsstøj i højrefløjens politik. I mellemtiden er konservative intellektuelle og organisationer som Heritage Foundation for længst gået fra Reaganisme til nationalisme. Nu vil de gerne ses som nationalister. Mitt Romneys indenrigspolitiske direktør skriver i dag mere om industripolitik end om aktivister.
I 2020 var Donald Trump en sådan lynafleder under Summer of Floyd, at han mainstreamede antihvid politik på venstrefløjen, og i Wokelash, der fulgte under Joe Biden, har vi set antiantihvid politik normaliseret på højrefløjen. J.D. Vance bliver kaldt underlig på X for at genbruge talepunkter om barnløse kattedamer og om, at Amerika ikke er en idé, som blev brugt af aktivister for tre år siden. Normaliseringen af transkønnethed på venstrefløjen har normaliseret kristen nationalisme på højrefløjen.
Overton-vinduet har flyttet sig så meget i løbet af de sidste otte år, at aktivisterne er blevet reduceret til kun tre emner: Jøder, Israel/antizionisme og nationalsocialisme. Du vil ikke finde dem tale om andet. Det er kommet så vidt, at Candace Owens stjæler det emne fra dem. Immigration er kedeligt, fordi 90 % af folk på højrefløjen nu er enige med VDARE. Biden-administrationen har arbejdet med told og industripolitik, hvilket er en ny konsensus. Alle ved, at sorte mennesker begår meget kriminalitet i storbyerne.
Conservatism, Inc. er ikke blevet ødelagt af Trump, men den er ikke nær så kvælende, som den plejede at være. Konservative influencere og aktivister deler det samme økosystem på X og Rumble. Charlie Kirk kritiserer nu MLK og kalder Civil Rights Act fra 1964 for et anti-hvidt våben. Han siger, at demokrati er en dårlig idé. Han er enig i, at den store udskiftning er i gang. Kirk er kommet til disse konklusioner, siden han blev buhet ud af Groypers i 2019. Han praler ikke længere af Botswanas legalisering af homoseksualitet.
Alt i alt synes jeg ikke, at vi er et dårligt sted. Vi er ved at løbe tør for friske ideer med kant. De fleste sydstatsrepublikanere har taget ideen om en national skilsmisse under Joe Biden til sig. De vil dog aldrig gøre noget ved det, så længe Donald Trump stadig dominerer vores politik.
Som sædvanlig er pointen med denne artikel at forklare min egen tankegang, for ellers ville du ikke forstå forskydningerne i min holdning. Jeg siger ikke, at du skal stemme på Donald Trump. Du er i stand til at træffe dine egne beslutninger. Dette er mit forsøg på at uddybe min egen indre monolog.
Bemærk: Jeg er enig med aktivisterne i, at Donald Trump er udspillet. Efter det, der skete i 2020, er jeg uenig i, at det, at Trump taber i 2024, betyder, at vi endelig er kommet videre fra ham.
***
Andre artikler af forfatteren
Artikelserie (The Case for Trump 2024) hvor Hunter nedfælder sine tanker om Trump og valget i 2024:
1. The Right finally moves on from Trump in 2028
2. The Alt-Right has terrible political instincts (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
3. Joe Biden has been a sedative as president
4. Activist brain blinds us and creates prejudice against conservative normies (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
5. Trump is the leader because he is the best of the Republicans
6. “Worse is better” is a cope and was tried in 2020 and maintains the status quo (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
7. Voting is not a sacrament. Few know this
8. Voting is not going to change anything about Zionism in the next four years (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
9. Activists have the chance to ride the Trump wave without making the same mistakes
10. Activists are running out of material because the Overton Window has shifted so much
11. Donald Trump is a hunted dog who has been backed into a corner
12. Donald Trump is a divider, not a uniter and his legacy will ultimately be useful for us
13. Winning is still better than losing at baseline
14. The Left is still the enemy and wants to take away our freedoms
15. The cause of anti-Zionism depends on internet free speech (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
16. Donald Trump is reviled by our elites because he is an obstacle to their agenda
17. Donald Trump’s Supreme Court appointments have been improving his legacy
18. The war in Ukraine showed that Biden is worse on foreign policy than Trump
19. Joe Biden’s economic policy and foreign policy unleashed a tsunami of inflation
20. Political pornography is warping the minds of activists and leaving them disabled (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
22. “President Kambala” is a fork in the road that it would be wise to avoid
***
Kilde: https://occidentaldissent.com/2024/07/29/the-case-for-trump-2024-the-overton-window/
Oversat til dansk.
Danmarks Frihedsraad 