Europa mellem to blokke: exit fra NATO, pagt med Rusland eller Kinas paraply?

Af Elena Fritz

Kilde: https://www.pi-news.net/2025/02/europa-zwischen-den-bloec…

Europa er som et gammelt palæ: storslået at se på, men med et smuldrende fundament, mens portnerne i Bruxelles skændes om farven på gardinerne. Den transatlantiske verden, som holdt kontinentet sammen efter 1945, er ved at smuldre – ikke fordi Donald Trump svinger nedrivningskuglen, men fordi USA længe har set Europa som kulisse for sit eget stormagtsspil. Foreign Policys analyse fra 18. februar lægger kortene på bordet: Kontinentet er nødt til at positionere sig på ny. Men hvordan? Tre muligheder dukker op af tågen, alle sammen radikale, alle sammen fascinerende. Især én har potentialet til at vække Europas begravede styrke. Et blik på mulighederne viser, at det handler om mere end strategi – det handler om identitet.

Mulighed 1: Ud af NATO – en risikabel frigørelseshandling

NATO er et levn, som har overlevet sig selv. Fra at være en defensiv alliance er den blevet et transatlantisk administrativt instrument – Europa leverer midlerne, Washington køreplanen. Foreign Policy taler om »asymmetrisk afhængighed«, men det er et høfligt udtryk: Det er et forhold, hvor Bruxelles står for regnskabet, og USA indkasserer overskuddet. Hvad ville der ske, hvis Europa brød disse kæder?

Med over en billion dollars – fem procent af Europas BNP – kunne kontinentet opbygge sin egen militærstyrke, som ikke kun ville gøre indtryk, men også give reel frihed. Alene truslen om exit kunne tvinge Washington til at behandle Europa som sin ligemand – en ironi, der kunne redde alliancen ved at gøre dens natur synlig. Men Bruxelles mangler mod. Eliten synger i koret om transatlantisme, mens pengekassen er tom, og suveræniteten smuldrer. En dristig idé – men måske ikke den mest intelligente.

Mulighed 2: En pagt med Rusland – en historisk mulighed for Europa

Rusland som partner? I Bruxelles glor folk, som om nogen havde hældt vodka i det hellige vand. Men geopolitisk visdom kender ikke til moralsk teater. Foreign Policy berører tanken om, at Europa og Rusland har mere til fælles, end de prædikanter, der konstant opfordrer til flere sanktioner, indrømmer – og det er netop her, der ligger en vision, som går ud over ren pragmatisme. Det er ikke en sentimental østnostalgi , men en historisk logik, der strækker sig fra Richelieu til de Gaulle: Europa har gavn af at balancere med Østen i stedet for at dæmonisere den..

Mulighederne er indlysende: Rusland tilbyder energi, et marked med 140 millioner mennesker og en strategisk dybde, der kan beskytte Europa mod de globale krisers luner. Ukraine – som Washington stiliserer som en permanent kilde til bekymring – kan blive en bro: et neutralt område, der fremmer handel og stabilitet i stedet for at tiltrække missiler og dyrke vrede. Det forudsætter ikke en blind kærlighed til Kreml, men en kold fornuft: Rusland er ikke en ideologisk ærkefjende, men en nabo, hvis interesser kan være i harmoni med Europas – hvis de bliver taget alvorligt.

Men EU snubler og snubler over sig selv. Sanktionerne mod Moskva – et transatlantisk diktat – har kostet den europæiske økonomi milliarder, mens USA gladeligt sender LNG-tankskibe til Hamborg. Det er et absurd skuespil: Kontinentet skader sig selv for at købe Washingtons gunst, som for længst er væk. En pagt med Rusland ville være mere end bare en handelsaftale – det ville være en handling af selvhævdelse. Bismarck vidste, at Rusland ikke kunne isoleres, men integreres; Adenauer søgte kontakt med Østen på trods af den kolde krig. Så hvorfor denne dogmatiske fjendtlighed i dag?

Svaret ligger i Bruxelles’ manglende evne til at se længere end til sin (amerikanske) næsetip. En alliance med Rusland kunne befri Europa fra dets rolle som evig junior, give det en egen stemme – ikke som et vedhæng til Vesten, men som en selvstændig kraft mellem blokkene. Det ville være en genopdagelse af en gammel kunst: diplomati, som sætter interesser over ideologier.

Men for at opnå dette har vi brug for folk, der tænker i stedet for at deklamere – og dem er der ikke mange af i Bruxelles.

Mulighed 3: Kinas beskyttende paraply – en farlig tango

Hvorfor lade Washington gennemtvinge sit had til Kina? Foreign Policy undrer sig over, hvorfor Europa gør en supermagt til en modstander, som det kunne støtte økonomisk. En aftale med Beijing – ikke en omfavnelse, men en kold mulighed – kunne frigøre kontinentet fra dets afhængighed af et Amerika, der længe har forfulgt sin egen dagsorden. Den kinesiske silkevej er et tilbud, som Bruxelles ignorerer – af ren og skær stædighed.

Men prisen er høj: mindre snak om værdier, mere kommerciel visdom – og en partner, der dikterer sine egne regler. EU ofrer sin industri for en »regelbaseret orden«, som kun tjener Uncle Sam, mens Kina lokker som frelser. En attraktiv mulighed – men det er stadig risikabelt at danse med dragen, da Beijing ikke spiller på næstekærlighed.

Konklusion: Europas skæbne – mellem selvopdagelse og selvdestruktion

De tre veje – at forlade NATO, den russiske pagt og alliancen med Kina – er ikke nemme udfald, men de er pejlemærker for Europas vilje. Foreign Policy viser symptomerne, men diagnosen er klar: Kontinentet har mistet sin suverænitet. USA vil have sit marked, Rusland er tæt på, Kina tilbyder sin innovationskapacitet – og hvad med Europa? Det er tilfreds med at levere det, der bliver bedt om.

Det mest intelligente svar kan findes i øst: En pagt med Rusland giver ikke kun økonomiske muligheder, men også en historisk dybde, der kan give Europa sin rolle som aktør tilbage. Det, der er brug for, er et Europa af nationer – selvsikre, ikke opløst i Bruxelles-mos – som beskytter sine grænser, styrker sin økonomi og ikke sælger ud af sin identitet til fordel for fremmede magter. Stormagterne flytter deres bønder frem – hvornår vil Europa forstå, at dets plads er på skakbrættet?

***

Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen

Om forfatteren: Elena Fritz, født den 3. oktober 1986, kom til Tyskland for 24 år siden som russisk-tysk. Efter sin studentereksamen studerede hun jura på universitetet i Regensburg og afsluttede sin uddannelse med succes. Hun har været involveret i AfD siden 2018, var medlem af den bayerske delstatsbestyrelse fra 2019 til 2021 og blev den 15. november nomineret som AfD’s direkte kandidat til Landshut/Kelheim-valgkredsen ved det kommende valg til Forbundsdagen [Valget d. 23. februar 2025]. Hun er stolt mor til en treårig dreng. Klik her for at se Elena Fritz’ telegramkanal.