Introduktion
Denne artikel er skrevet af den amerikanske sydstatsnationalist og chefredaktør på bloggen Occidental Dissent, Hunter Wallace. Han er en veteran på den amerikanske højrefløj. Hunter er aktiv på X @LutherEnjoyer. Pointerne i denne artikel er nyttige for aktivister på højrefløjen i hele Vesten, også i Danmark.
Vi ved godt at valget er overstået, men bringer alligevel artiklen pga. der er nogle principper i den som vil kunne bruges af aktivister til at bedømme Trump og andre politikere, men også en anvisning til aktivister om hvad de kan gøre, som er konstruktivt ift. at svække zionisme og jødisk magt.
***
Argumentet for Trump 2024: Zionisme
Af chefredaktør Hunter Wallace, oprindeligt udgivet d. 27. juli 2024
Ved valget i 2016 blev jeg revet med af Alt-Right-bølgen og følte mig pragmatisk og stemte på Donald Trump på trods af mine forbehold over for hans kandidatur. På det tidspunkt stod aktivister på den yderste højrefløj usædvanligt samlet bag Trump, hvilket skabte en masse pressedækning. Trump blev set som et frisk pust, og vores uenigheder om ham blev tilsidesat til fordel for at ødelægge Conservatism, Inc.
Donald Trump er stadig den samme zionist, som kom ned ad rulletrappen i 2015. Manden har altid været pro-israelsk og anti-iransk. Han har altid været pro-militær. Til hans ære har han aldrig foregivet at være andet end den zionist, han er i dag. Det var aktivister, som blev skidefulde af deres egen kool aid, og som overbeviste sig selv om, at Trump var Adolf Hitler for at rationalisere deres støtte til ham i 2016. Som den store nørd og Q-aktivist Vox Day så mindeværdigt udtrykte det, var han »God Emperor Donald Trump«.
Når jeg ser tilbage på valget i 2016, undrer jeg mig over, hvor meget dopamin havde at gøre med det valg. Twitter i 2016 var en feberdrøm af dopaminhits for aktivister, mens ellers fornuftige mennesker mistede forstanden. Vi kiggede den anden vej, da kandidat Trump talte til AIPAC og tog imod penge fra Sheldon Adelson efter RNC. Feberdrømmen blev efterfulgt af et dopaminnedbrud og depression blandt aktivister i 2017, da den jordnære virkelighed med Trumps præsidentskab ikke levede op til aktivisternes forventninger. De, der drak mest kool aid, og som bukkede mest under for deres egne storhedsvanvid, har haft sværest ved at vende tilbage til udgangspunktet. Nogle er faktisk aldrig kommet sig.
Donald Trump selv har ikke ændret sig. Det er aktivister, som har haft en bipolar reaktion på Trump, der steg til euforiens højder i 2016 og styrtede ned i depressionens dybder i 2020. Trump-tømmermændene har skævvredet vores analyse i den modsatte retning, hvor alt, hvad Trump siger og gør, nu fortolkes i det værste og mest kyniske lys for at kompensere for den første forelskelse, aktivisterne havde i manden. Det har skabt ekskæreste-energi. Ligesom en kvinde ikke kan tænke rationelt om sin eks, kan nogle aktivister heller ikke tænke rationelt om Trump. De har afsværget Trump som alkoholikere, der forsøger at blive ædru. En enkelt slurk af den orange Trump-kool aid truer med at sende dem ud i et nyt skred.
Jeg har altid været mere skeptisk over for Trump end andre aktivister. Jeg var en af de første aktivister, der brød med ham i 2016. Jeg stod af Trump-toget tidligere end de fleste. Jeg tror også, at jeg er ved at komme mig over det traumatiske sammenbrud fra Alt-Right-årene. Jeg er kommet videre fra Trump-depressionen.
Ved valget i 2024 er følelserne kølet af, og jeg ser Donald Trump som en standardrepublikaner i forhold til Israel. Trump er pro-israelsk ligesom ældre republikanere, som er den mest pro-israelske befolkningsgruppe i landet. Gamle mennesker er generelt pro-israelske, og politikere henvender sig til dem, fordi ældre mennesker er de mest pålidelige vælgere. Israel har stadig bred opbakning i landet som helhed, selv om den hurtigt aftager hos de yngre vælgere. Det er stadig kun 5 % af de højreorienterede vælgere, der sympatiserer mere med palæstinenserne end med israelerne.
I de seneste meningsmålinger skiller de føderale udgifter, økonomien og indvandringen sig ud som langt de vigtigste emner for de republikanske vælgere. Israel er ikke blandt de 15 vigtigste emner. I marts viste en Gallup-undersøgelse, at 28% af amerikanerne rangerer indvandring som det vigtigste emne i landet sammenlignet med 3%, der valgte udenrigspolitik, og 2%, der valgte krig i Mellemøsten. I marts støttede 64 % af republikanerne, 29 % af de uafhængige og 18 % af demokraterne Israels militære kampagne i Gaza. FOX Geezers er fortsat imod indvandring, men er trofaste tilhængere af Israel.
Alt i alt er landet som helhed pro-israelsk, og højrefløjen er stærkt pro-israelsk, men de amerikanske vælgere er ikke særlig interesserede i Israel/Palæstina-konflikten eller udenrigspolitik generelt. Yngre vælgere er også meget mere kritiske over for Israel. Israel er ved at miste politisk betydning hos de generationer, der ikke ser kabel-tv, og som er mindre optagede af mainstream-medierne.
Min erfaring er, at aktivister er meget mere tilbøjelige til at stemme på baggrund af udenrigspolitik og specifikt på baggrund af deres holdninger til jøder og den israelsk-palæstinensiske konflikt. Aktivister er langt mere tilbøjelige end almindelige mennesker til at interessere sig for palæstinensiske menneskerettigheder. Det skyldes, at aktivister har taget sig tid til at uddanne sig om jødisk magt og indflydelse og er gået ned i et dybt ideologisk kaninhul på internettet i modsætning til alle andre i deres lokalsamfund og normalt i deres egne familier. Derefter mister aktivisterne deres selvbevidsthed og bliver vrede på almindelige mennesker, fordi de ikke forstår SANDHEDEN. Det indebærer ofte, at de bukker under for den vrangforestilling, at almindelige mennesker kan straffes til at have de samme præferencer som aktivister, der er socialt isolerede i deres internetsiloer med andre aktivister.
Når jeg overvejer, om jeg skal stemme på Donald Trump ved valget i 2024, har jeg konkluderet, at min stemme er ligegyldig i spørgsmålet om zionisme, fordi alle tænkelige udfald med garanti vil give det samme resultat. Det er ligegyldigt, om Donald Trump, Kamala Harris eller RFK Jr. vinder. Vi vil have en pro-israelsk udenrigspolitik i de næste fire år. Alle tre kandidater er zionister. At stemme på Trump fører til en pro-israelsk udenrigspolitik. Hvis man vælger at stå over valget, og Trump, Kamala eller RFK Jr. vinder, fører det til en pro-israelsk udenrigspolitik. Derfor er der ingen grund til at stemme på baggrund af dette spørgsmål.
Søjlerne i den jødiske magt i dette land er 1.) Jødisk mediekontrol, 2.) jødiske donorer, der korrumperer den politiske proces, og 3.) gamle mennesker, der stemmer, og som er pro-israelske. Min dyrebare stemme eller mangel på samme gør intet ved de to første, og hvis jeg ikke deltager i valget, forstærker det kun betydningen af den tredje. Jeg kunne vælge ikke at stemme på Trump for at »sende et budskab«, og det ville blive modtaget på samme måde som i 2020, hvilket vil sige, at det ikke ville ændre noget. Jøderne ville stadig kontrollere medierne. Miriam Adelson ville stadig købe den republikanske kandidat. Den offentlige mening ville fortsat være pro-israelsk. Den jødiske mafia med AIPAC i centrum ville forblive intakt. Politikerne ville stadig reagere på disse strukturelle incitamenter.
Selv hvis vi havde den aktivistiske drøm om en »based anti-zionistisk præsident«, ville præsidenten fortsat være gidsel i Kongressen, som kontrolleres af Israel-lobbyen, og hvor der er mere end nok stemmer til 1.) at underkende præsidenten i spørgsmål som udenlandsk bistand og krigserklæringer og 2.) at stille præsidenten for en rigsret, hvis det er nødvendigt, så magtfulde jøder får deres vilje. Barack Obama, Donald Trump og Joe Biden er alle kommet til at foragte Bibi Netanyahu personligt. Men de er alle nødt til at slikke ham i røven og handle med ham på grund af det kvælertag, som AIPAC har på Kongressen. Aktivisternes fokus på præsidentskabet er misforstået. Jødiske aktivister fokuserer på at hælde ressourcer i valg til Repræsentanternes Hus og Senatet for at knuse oppositionen. Spørg Jamaal Bowman, som blev slået ud af AIPAC i det dyreste valg til Repræsentanternes Hus i historien.
Ved valget i 2020 kan jeg huske, at aktivister fandt på, at det var bedre for Joe Biden at vinde, fordi han ville være mindre pro-israelsk og anti-iransk end Trump og ville bekymre sig mere om palæstinensiske menneskerettigheder. Det nuværende folkemord i Gaza, den stedfortræderkrig, der er brudt ud med Iran i Libanon, Syrien, Irak og Yemen, den drakoniske nedkæmpelse af pro-palæstinensiske protester på universiteterne, TikTok-forbuddet, loven om bevidsthed om antisemitisme (Anti-Semitism Awareness Act) og den 26 milliarder dollars store udenlandske bistandspakke, der blev givet til Israel, burde have fået denne argumentation til at forstumme. Endelig burde oprøret blandt de pro-israelske demokratiske donorer, som væltede USA’s siddende præsident ved et ublodigt kup, have fjernet al tvivl. Den demokratiske donorklasse er mere magtfuld end nogensinde og har meget mere magt over Kamala Harris, end republikanske donorer har over Donald Trump, hvis magt kommer fra hans personlighedskult. Forskellen mellem Trump og Kamala Harris er, at sidstnævnte udelukkende er en elitær skabelse.
Er en sejr til Kamala Harris en moralsk sejr for palæstinensiske menneskerettigheder? Hvilket budskab sender vi ved at ratificere status quo? Demokratiske donorer satte foden ned og knuste de pro-palæstinensiske studenterprotester. Demokratiske donorer tog Joe Biden med på fisketur. Demokratiske donorer udrensede Israel-kritikere som Jamaal Bowman. Demokratiske donorer knækkede den antizionistiske venstrefløj. At Trump vinder valget i 2024 vil blive tilskrevet hans personkult og mirakuløse comeback. Kamala Harris’ sejr vil derimod blive tilskrevet alle disse ekstreme handlinger fra den demokratiske donorklasse.
Min sidste grund til at foretrække en Trump-sejr er, at andre emner simpelthen er vigtigere for mig. Jeg tror ikke på universelle menneskerettigheder. Jeg kan ikke lide Israel. Jeg ser på konflikten mellem Israel og palæstinenserne ud fra et mere kristent isolationistisk perspektiv. Jeg har delt videoerne og har det forfærdeligt med, hvad der er sket med palæstinenserne. Jeg bryder mig ikke om israelsk kontrol over amerikansk udenrigspolitik. Men i sidste ende mener jeg, at det, der sker her, er vigtigere end det, der foregår derovre. Demografiske ændringer er vigtigere end det, der foregår i steder som Gaza eller Syrien, og at stemme på baggrund af zionisme vil ikke engang ændre vores udenrigspolitik.
Uanset hvem der bliver den næste præsident, tror jeg, at Israel vil fortsætte med at ødelægge sit offentlige image og miste støtte fra yngre amerikanere. Jeg tror ikke, at en krig med Iran er sandsynlig efter direkte iranske missilangreb på amerikanske baser under Trump og på Israel under Joe Biden. Trump og Biden har begge valgt at nedtrappe spændingerne med Iran på kritiske tidspunkter. Trump var heller ikke villig til at gå i krig med Iran, da John Bolton var hans nationale sikkerhedsrådgiver. Iran har også gentagne gange valgt ansigtsreddende gestus og passiv aggressiv støtte til militser frem for åben krig. Intet af det, jeg har set, får mig til at tro, at hverken Trump eller Kamala Harris forbereder sig på at gå i krig med Iran.
Jeg har ingen illusioner om Zion Don.
Jeg forventer fuldt ud, at Trump bliver en pro-israelsk præsident.
Hvis vi havde taget os tid til at lytte til, hvad han rent faktisk sagde i 2016, ville det ikke være kommet som en overraskelse. Der kommer ikke en »baseret antizionistisk præsident«, før den offentlige mening ændrer sig på grund af et generationsskifte, og det er vi mindst et årti eller to fra. I mellemtiden ville det mest konstruktive være at fortsætte med at uddanne unge mennesker om jødisk magt og indflydelse og forsøge at få valgt flere folk som Thomas Massie og Lauren Boebert til Kongressen, som kan gemme sig bag underskudsfalkoneri og isolationisme for at stemme imod Israel-lobbyen. Vi bør også erkende, at dette ikke bør være et stridspunkt, for der er alligevel ikke noget, vi kan gøre ved det. Ingen af os har milliarder af dollars at kaste ind i national politik eller platforme, der kan nå ud til gamle mennesker og få dem til at skifte mening, eller den folkelige opbakning, der skal til for at komme ud af busken med dette spørgsmål.
Som sædvanlig er pointen med denne artikel at forklare min egen tankegang, for ellers ville du ikke forstå forskydningerne i min holdning. Jeg siger ikke, at du skal stemme på Donald Trump. Du er i stand til at træffe dine egne beslutninger. Dette er mit forsøg på at uddybe min egen indre monolog.
***
Andre artikler af forfatteren
Artikelserie (The Case for Trump 2024) hvor Hunter nedfælder sine tanker om Trump og valget i 2024:
1. The Right finally moves on from Trump in 2028
2. The Alt-Right has terrible political instincts
3. Joe Biden has been a sedative as president
4. Activist brain blinds us and creates prejudice against conservative normies (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
5. Trump is the leader because he is the best of the Republicans
6. “Worse is better” is a cope and was tried in 2020 and maintains the status quo
7. Voting is not a sacrament. Few know this
8. Voting is not going to change anything about Zionism in the next four years
9. Activists have the chance to ride the Trump wave without making the same mistakes
10. Activists are running out of material because the Overton Window has shifted so much
11. Donald Trump is a hunted dog who has been backed into a corner
12. Donald Trump is a divider, not a uniter and his legacy will ultimately be useful for us
13. Winning is still better than losing at baseline
14. The Left is still the enemy and wants to take away our freedoms
15. The cause of anti-Zionism depends on internet free speech (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
16. Donald Trump is reviled by our elites because he is an obstacle to their agenda
17. Donald Trump’s Supreme Court appointments have been improving his legacy
18. The war in Ukraine showed that Biden is worse on foreign policy than Trump
19. Joe Biden’s economic policy and foreign policy unleashed a tsunami of inflation
20. Political pornography is warping the minds of activists and leaving them disabled (er tidligere bragt på Danmarksfrihedsraad)
22. “President Kambala” is a fork in the road that it would be wise to avoid
***
Kilde: https://occidentaldissent.com/2024/07/27/the-case-for-trump-2024-zionism/
Oversat til dansk.
Danmarks Frihedsraad 