Af professor Glayde Whitney

Race er et fascinerende emne. Desværre har der igennem mere end halvdelen af det tyvende århundrede fundet en enorm propagandakampagne sted for helt at fjerne dette emne fra videnskaberne. Selvom de fleste af ”racebenægternes” påstande består af det rene nonsens og halve sandheder, så har den store majoritet af videnskabsmænd lært deres lektie. Det, at beskæftige sig videnskabeligt med race kan for en ung videnskabsmand betyde, at han risikerer at blive stemplet som ”videnskabelig racist”, hvilket er karriereselvmord. De fleste af mine videnskabelige kollegaer holder sig langt væk fra emnet race – i hvert fald i offentligheden.

I dag er der indenfor de genetiske og biologiske videnskaber så mange uafklarede spørgsmål og så mange nye og spændende teknikker, at en videnskabsmand sagtens kan få en produktiv karriere uden nogensinde at komme ind på race. Men en af konsekvenserne af fraværet af videnskabeligt arbejde i relation til dette emne er, at der findes en guldmine af data om de racebiologiske realiteter. Faktisk er guldmine nok det forkerte ord i denne sammenhæng, da det giver det indtryk, at man skal grave og arbejde hård t for at komme til målet. Det er faktisk mere som et flodleje, der flyder med det pureste guld. Racebiologiske data har akkumuleret sig alle vegne rundt om os og det ligger nu bare og venter på, at nogen ”graver” det frem og offentliggør det.

Denne artikel præsenterer nogle få af de mange nye informationer om racebiologiske realiteter. Jeg vil ikke beskæftige mig med intelligensforskelle, da alle kender dem. Men udover forskelle i intelligens, er der mange andre racebiologiske realiteter som f. eks. knogletykkelse og hjernestørrelse.

Jeg bør først redegøre for min definition af ”race”. I den biologiske tradition er ordet race simpelthen synonym med termerne ”underart” og ”variant”. Den basale klassifikationsenhed i moderne taksonomi er arten. En art siges som regel at bestå af en gruppe af individer, som er i stand til at få levedygtigt og forplantningsdygtigt afkom med hinanden. Hvis afkommet ikke er sundt og forplantningsdygtigt, så betragtes forældrene som tilhørende forskellige arter. Muldyr er for det meste sterile, så derfor betragtes heste og æsler som to forskellige arter.

Men i biologien er ting ofte uklare i kanten og det er også tilfældet med begrebet art. Nogle gange vil og kan, hvad der i naturen betragtes som forskellige arter, frit forplante sig med hinanden, når de bliver bragt sammen af mennesket. Nogle gange er deres hybridafkom delvist eller helt forplantningsdygtigt. Som eksempler på artbegrebets uklarhed tag f. eks. Canis familiaris, den almindelige hund og Canis lupus, den euro-asiatiske ulv. De betragtes som forskellige arter, da de områder, som de lever, i og deres livsmønstre er forskellige. Indenfor selve hundearten er der mange varianter, der er meget forskellige i fysiologi og adfærd. Den lille mexicanske Chihuahua ville ikke have let ved at parre sig med en irsk ulvehund, men de betragtes stadig som tilhørende sammen art.

Når ulve møder hunde, spiser de dem for det meste. Men nogle gange parrer de sig med dem. Når de parrer sig, er det næsten altid en hanulv, der parrer sig en hunhund. Det omvendte er sjældent, hanhunde er næsten aldrig i stand til at parre sig med hunulve. De hybride unger er for det meste helt forplantningsdygtige, så ud fra ovenfor nævnte definition tilhører Canis lupus og Canis familiaris ikke forskellige arter. Pointen er, at arter og racer er klassifikationsbegreber, der ofte er uklare i kanten. Dette skyldes selve karakteren af den biologiske virkelighed.

I dag betragtes mennesket som værende en art; Homo sapiens. Mennesker er på mange måder typiske repræsentanter for en geografisk vidt spredt pattedyrart i den forstand, at vi er polymorfologiske, hvilket vil sige, at vi har ”mange former”. Det er dette, der viser sig som individuelle forskelle for os. Bell-kurve distributionen af så mange træk – højde, vægt, styrke, intelligens og så videre – illustrerer polymorfologiske træk. Vi er også typiske vidt spredte pattedyr, da vi er en polytypisk art. Polytypisk betyder ”mange typer”. Det er en simpel biologisk realitet, at ikke alle grupper af mennesker er ens. Naturligt forekommende polytypiske grupper indenfor en art kaldes for varianter, underarter eller racer.

Begyndende med generne

I dag begynder de racebiologiske realiteter med gener, så det er dem, som vi først vil overveje. Der er blevet gennemført mange undersøgelser, der identificerer mange gener fra befolkningsgrupper verden over. Nogle undersøgelser har fokuseret på såkaldte ”indfødte befolkninger”, hvilket vil sige befolkninger, som stadig lever, hvor deres forfædre levede før år 1500 efter Kristi fødsel, dvs. før Colombus og den europæiske ekspansion. Når der bliver gennemført genetiske undersøgelser af indfødte befolkninger, er resultaterne i det store og hele klare og konsistente og de kan uafhængigt af hinanden blive gentaget fra den ene undersøgelse til den anden.

Den mest solide og bemærkelsesværdige opdagelse er, at mennesker fra Afrika (syd for Sahara) genetisk adskiller sig mest fra alle andre nulevende mennesker. Jeg vil derfor koncentrere mig mest om afrikanere, men også kort komme ind på resten af verdens forskellige befolkninger.

Illustrationen nedenfor viser resultaterne af en omfattende genetisk undersøgelse. Længden af linjerne indikerer graden af genetisk forskellig afstand mellem grupperne. Læg mærke til, at afrikanere er længst fra og dermed mest forskellige fra alle andre.

Næst efter afrikanere er den anden mest differentierede racegruppe australske aboriginer (australnegre) og lignende befolkninger på Ny Guinea og i nærtliggende områder. Den berømte antropolog William Howells beskrev aboriginerne således:

”Ægte australske indfødte er primitive mennesker med en primitiv jægerkultur, der end ikke kender de buer og pile, der findes hos negritoer andre steder. De er mørklødede, men med tykt, furet, dårligt fyldt kranium med hår og tunge hvælvede øjenbryn, selv om de fuldt ud er sapiens og med brede næser, korte fremadragende ansigter, lange tænder og vigende hager. På alle måder svarer de til billedet af Homo sapiens i det mest primitive stadium før racemæssig specialisering og før øjenbrynene blev lettere, tænderne kortere og hjernen større.”  (W. Howells; Mankind in the Making, 1959, side 326).

Hvis vi vender tilbage til illustrationen nedenfor, ser vi, at de andre store racegrupper udgøres af kaukasere, sydasiater og en gruppe omfattende nordlige mongolider og amerikanske indianere. Den eneste overraskelse fra denne verdensomspændende genetiske undersøgelse er graden af forskellighed hos mennesker fra det nordøstlige og sydøstlige Asien. Selv indenfor Kinas grænser er der substantielle gennemsnitlige genetiske forskelle på mennesker fra nord og syd. Den racemæssige forskellighed i Kina er et fascinerende emne til en anden dag.

Lad mig nu komme ind på den største genetiske forskel mellem mennesker, den mellem afrikanere og alle andre. I den videnskabelige litteratur argumenterer nogle for, at det er en grov oversimplifikation at betragte ”afrikanere” som en enkelt race. De understreger, at der er enorm genetisk og dermed biologisk, forskel på Afrikas indfødte beboere. Og dette er til et vist punkt korrekt. Kontinentet Afrika er enormt, det næststørste kontinent med stor miljømæssig variation. Det omfatter nogle af de tørreste, fugtigste og varmeste områder på jorden. Det har lavland og højland, jungle på linje med havets overflade og det snedækkede bjerg Kilimanjaro. Så det burde ikke komme som en overraskelse for nogen, at gennemgående primitive mennesker, stadig delt i stammer, fremviser stor genetisk differentiation. Dette er en typisk primitiv menneskelig livstilstand. For tusinder af år siden, da europæerne stadigt overvejende var delt i stammer, som indbyrdes forplantede sig med hinanden, var der også større genetisk forskel på de forskellige grupper. De forskellige kaukasiske europide racer er stadig i et vist omfang synlige i dag.  Kendsgerningen er den, at selvom der er genetiske forskelle på afrikanere, så hænger de som gruppe sammen og de er relativt særdeles forskellige fra alle andre.

Det er imidlertid nyttigt at adskille Nordafrika fra Afrika syd for Sahara. Sahara-ørkenen udgør en seriøs geografisk barriere. Nord for ørkenen hele vejen rundt på den sydlige kyst af Middelhavet er beboerne i det store og hele kaukasiere. For det meste ved vi, hvor de kom fra og ofte ved vi også, hvornår de kom. For eksempel koloniserede Fønikerne, forfædrene til de nutidige libanesere, dele af kysten. Senere invaderede og bosatte germanske stammer fra Europa sig. Araberne strømmede igennem, så i dag befolker en hybrid, overvejende kaukasisk med noget negroid islæt befolkning Nordafrika.

Illustrationen til højre, der viser den store genetiske afstand mellem afrikanere og alle andre, tager udgangspunkt i afrikanere, som er fra syd for Sahara.

Lad os nu se på genetisk afstand indenfor den afrikanske hovedgruppe, der i et lidt anderledes perspektiv fremgår af illustrationen nedenfor. Igen indikerer længden af linjerne relativ genetisk afstand. De fire grupper foroven, Pygmæer, Vestafrikanere, Bantuer og Niloter (de lange), udgør, hvad den traditionelle antropologi kalder den negroide race. De vil her blive omtalt som sorte. Der er substantiel genetisk udveksling mellem dem, men som det indikeres af den genetiske afstand, er der også racemæssig differentiation på dem.

Noget anderledes end de sorte er etiopierne og hottentotfolket. De er mere brune og gule i huden, end de er sorte og nogen mener, at de er efterkommere af en før-negroid befolkning. Den senere ekspansion af sorte, for det meste Bantuer og Niloter, har udryddet det meste af disse folk. Deres gener er stadig mest forekommende omkring Afrikas Horn, Etiopien og Somalia og en lille forekomst findes i det sydlige Afrika. Etiopierne er i dag en hybrid befolkning med substantielle negroide og semitiske genetiske islæt.

Hvad jeg her har kaldt for Hottentotter kaldes ofte for Khoikhoierne eller Khoisanerne, hvilket vil sige Hottentotter og Buskmænd. De sidste nulevende Buskmænd er ørken-samlere, mens Hottentotterne er kvægdrivere. Hottentotracen er næsten uddød i dag, erstattet og udryddet i nyere tid af de invaderende sorte. Der forekom dog nogen genetisk blanding, faktisk så megen, at man selv i Amerika af og til kan se resultatet af Hottentot gener.

Mange af Hottentotternes karakteristika er biologisk tilpasset og specialiseret til at klare livet i et varmt og tørt klima. Et af disse særlige karakteristika er steatopygia, den såkaldte ”fedtbag”. Denne er en løsning på problemet med at lagre fedt for at forberede sig på tider med lidt næring og stadig være i stand til at komme af med kropsvarme i et varmt klima. Det meste af fedtet er lagret et sted, ballerne, så resten af den i øvrigt slanke krop let kan komme af med varme. Det er det menneskelige svar på kamelens pukkel. Som kontrast danner euro-asiatiske kvinder et fedtlag på hele kroppen. Et sådant fedtlag er bedre end en pelskåbe, når det drejer sig om beskyttelse mod den hårde kulde, men fedtlaget gør det vanskeligere at komme af med kropsvarme i et varmt klima. Disse forskelle, hvad angår strategier for lagring af fedt, er racebiologiske kendsgerninger. Endnu et af Hottentotternes særlige biologiske karakteristika er, hvad der diskret kaldes for ”Hottentotforklædet” – 10 centimeter lange indre skamlæber, der hænger udenfor kroppen. Disse er også en racebiologisk realitet.

Endnu en racebiologisk kendsgerning, der er fundet i Amerika, er forskellen på graden af sorte og hvide kvinders hvilende stofskifte. Et lavere stofskifte betyder mindre kropsvarme og et sådant er nyttigt i et varmt klima. Men i et land som Amerika, hvor der ikke er mangel på fødevarer, betyder det, at det er mere sandsynligt for sorte kvinder at blive kraftigt overvægtige end for hvide kvinder.

Parring mellem Hottentotter og negroide sorte følger generelt et mønster, som det er værd at bide mærke i. Selvom det var usædvanligt, så skete det meste af blandingen mellem Hottentot kvinder og sorte mænd. De hybride børn blev opdraget som sorte, så det meste af den genetiske indstrømning var fra Hottentotter til sorte. Dette mønster er almindeligt blandt mennesker og pattedyr i almindelighed, f. eks. de førnævnte ulve og hunde. Når en befolkning blander sig med en anden, er det for det meste hanner fra den dominerende gruppe, som har seksuel omgang med kvinderne fra den undertvungne gruppe. Kvinder er tiltrukket af socialt dominerende hanner. I det pågældende tilfælde, havde de sorte tilkæmpet sig landet, besiddelserne og kvinderne fra Hottentotterne, som de fortrængte og erstattede.

Som en sidebemærkning bør det bemærkes, at sorte amerikanere efter mange traditionelle antropologiske kriterier nu er en af de dominerende sociale grupper i Amerika. Det er helt klart, at de sorte er dominerende overfor de hvide. Der er en enorm og vedvarende overførsel af besiddelser, land og kvinder fra den dominerede race til den dominerende. Når det drejer sig om private besiddelser, så har sorte en tendens til at tage, hvad de vil have. Julinummeret af American Renaissance viser, at sorte begår røveri ni eller ti gange oftere end hvide og at det er 50 gange mere sandsynligt, at en sort person begår en forbrydelse mod en hvid person end omvendt. I mange tilfælde tager regeringen, det, som de sorte ikke selv tager og giver til dem. Hvad angår land, så har de sorte helt bogstaveligt fortrængt de hvide fra flere af de større byer, der ellers er enhver civilisations stolthed.

På samme tid er der fire gange så mange ægteskaber mellem sorte mænd og hvide kvinder, end der er mellem hvide mænd og sorte kvinder. Som en indtrængende sejrende gruppe tager de sorte nu landet, besiddelserne og kvinderne fra de hvide. Men måske er det mest entydige bevis på de sortes dominans den kendsgerning, at sorte helt åbenlyst kan arbejde for at styrke deres egen bemyndigelse. De kan beklage sig over de hvide og de får altid en sympatisk reaktion. For hvide derimod er det ikke tilladt at diskutere deres gradvise fordrivelse.

Lad os vende tilbage til de fire afrikanske racegrupper, som er medlemmer af den sorte negroide race. Denne gruppe omfatter de højeste og laveste af alle nulevende mennesker. De laveste er pygmæerne, som lever i Afrikas skove. Nogle stammers voksne mænd er i gennemsnit ca. 130 cm høje. Der er mange biologiske grunde til den lave vækst, en af disse er et kun delvist forstået stof kaldet insulinagtig vækstfaktor 1 (IGF-1). Hos pygmæer er den genetiske kontrol af IGF-1 anderledes end hos andre grupper. Pygmæerne blev holdt som kæledyr af nogle af de ægyptiske faraoer og man satte pris på dem for deres størrelse og rytmiske danseegenskaber.

Lav vækst hos mennesker, som hos andre pattedyr som f. eks. den lille hjort, der findes i det sydlige Florida, mener man, skyldes en tilpasning til et varmt og fugtigt klima. Lav vækst gør det også lettere at bevæge sig igennem den tykke jungle, hvor pygmæerne jager og samler føde. Helt frem til i dag har pygmæerne ikke brudt sig meget om agerbrug. Nogle af dem arbejder som uregelmæssige og upålidelige arbejdere for deres sorte herrer. Der forekommer også nogen genetisk blanding, igen mest hvor undertvungne pygmækvinder bliver taget som koner af de dominerende sorte.

Modningshastighed

Hvad angår størrelse, er det almen kendt, at sorte babyer ofte fødes mindre end hvide babyer. Men sorte babyer udvikler hurtigere deres koordination og motorik. Pygmæer skulle angivelig modnes særligt hurtigt, nogle gange går og endda løber babyerne, når de er blot seks måneder gamle. Dette udviklingstrin opnås ikke af hvide babyer før de i gennemsnit er 12 måneder gamle. Vores tætteste ikke-menneskelige slægtning, aberne, modnes væsentligt hurtigere motorisk end nogen menneskegruppe.

De næste tre grupper, Vestafrikanere, Bantuer og Niloter er faktisk ret tæt genetisk beslægtede. Ordet ”Bantu” henviste oprindeligt til en gruppe af tæt beslægtede sprog. Det er mest de mange forskellige Bantu-talende stammer, som i de senere århundreder kraftigt har udvidet deres livsområder og har invaderet det østlige og sydlige Afrika. Bantuerne og Vestafrikanerne var for det meste plantører og de praktiserede en primitiv form for agerbrug, hvilken bestod i at fælde og brænde.

Niloter var derimod for det meste kvæghyrder. Da de ikke havde nogen heste, gennede de kvæg sammen til fods. Blandt Niloterne findes de højeste nulevende mennesker. Højde kan betragtes som en evolutionær før-tilpasning til moderne amerikansk basketball.

Niloternes slanke og lange fysik menes at være en overlevelsesmæssig tilpasning til et varmt og tørt klima. En populær teori er, at Niloterne udviklede sig i Sahara-området, mens dette langsomt var ved at udvikle sig fra græsland til en tør ørken.

Niloter stammerne, som historisk var kvæghyrder, lever nu blandt Vestafrikanske og Bantu stammer, som historisk er agerbrugere. Sædvanligvis har Niloterne været krigere og de har hersket over Bantuerne, som nogle gange har gjort oprør mod deres Niloter herskere. F.eks. er Hutuerne en Bantu stamme, mens Tutsierne (Watusi) er Niloter. Deres folkemorderiske konflikter er velkendte. Mange af de borgerkrige, der i dag hærger Afrika er konflikter mellem genetisk forskellige grupper.

En anden interessant racebiologisk realitet omhandler langdistanceløb. Nu til dags er langdistanceløb for mænd domineret af sorte fra Niloter-grupperne. Dette er ikke så svært at forstå, da forfædrene til Niloter-grupperne igennem tusindvis af år havde passet kvæget til fods. Kenyanere dominerer langdistanceløb og ca. en tredjedel af Kenyas eliteløbere kommer fra én stamme, Kalenjin stammen, hvilken kun udgør 10 % af Kenyas befolkning. Ca. 40 % af eliteløberne i mændenes medium- og langdistanceløb kommer fra denne ene stamme.

Hvorfor er folk fra Kalenjin-stammen så gode løbere? Der er en del spekulation om, det kan skyldes, at stammen historisk har specialiseret sig i kvægtyveri. Enhver, som kan løbe langt og slippe væk med det stjålne kvæg, vil have nok rigdom til at betale den høje brudepris for en god hustru. Da medlemmer af Kalenjin-stammen har været polygame, havde en rigtig dygtig kvægtyv råd til at købe mange koner og dermed avle mange små fremtidige løbere. Det er under alle omstændigheder en god historie og den kan tænkes at være sand. Selvfølgelig er racebiologi et tabuemne, selvom forskellene i atletiske evner ikke kunne være tydeligere. Der er skrevet en bog om race og sport med titlen Taboo: Why Black Athletes Dominate Sports and Why We’re Afraid to Talk About It.

Mange af disse racebiologiske forskelle er særlig tydelige i et multiracialt samfund som de Forende Stater. I forhold til hvide fødes sorte amerikanere tidligere og mindre, men de modnes hurtigere. De sortes knogler er tykkere og har et højere mineralindhold. Tykkere knogler findes selv hos fostre før de bliver født og denne forskel fortsætter livet igennem. Af denne grund er osteoporose mindre hyppig blandt ældre sorte end blandt ældre hvide.

Sorte har en mere mager kropsmasse end hvide og sorte vokser højere og hurtigere end hvide. Sorte børn når deres vækstspurt hele to til fem år tidligere end hvide børn. Unge sorte mænd overgår unge hvide mænd i muskelmasse i syvårsalderen. Når hvide drenge når deres vækstspurt i tolvårsalderen, så er de sorte drenge allerede langt mere fysisk udviklede. For sorte piger begynder vækstspurten i seksårsalderen, hvorimod hvide piger ikke når deres vækst spurt før niårsalderen. Sorte børn når også puberteten ca. tre år før hvide børn.

Der er forskelle på hormoner, kropsbygning, knogler, hjerner, udviklingshastighed og disse forskelle fortsætter i voksenlivet. Dette er de racebiologiske realiteter, der kan have konsekvenser for samfundet.

Lad os overveje en helt anden biologisk realitet; skudhuller. Angivelserne nedenfor bygger på antallet af indlæggelser for skudhuller i Californien. Disse data viser en væsentlig racemæssig forskel. Som forventet er graden af antallet af indlæggelser langt højere for unge mænd end for ældre mænd. Men race udgør en endnu mere væsentlig variabel end alder. Læg mærke til at antallet af indlæggelser for de ældste sorte stadig er lige så høj som for unge hvide.

Skudhuller pr. 100.000 indbyggere

Mænd	Sorte	Hvide
I alderen 15-24	450	25
I alderen 55+	25	5

Der er mange andre fysiske og sociale variable, der adskiller hvide og sorte. Professor J. Philippe Rushtons og Michael Levins glimrende bøger indeholder hundredvis af sider om forskelle med kommentarer.

Gavnlig blanding

Hvis vi nu vender os mod det euro-asiatiske landområde, så har de forskellige menneskestammer på dette kontinent rejst og blandet sig med hinanden igennem lang tid. Nyere fund har øget beviserne for, at der var nordiske kaukasiere i bronzealderens Kina, dvs. ved begyndelse på den kinesiske civilisation. I Europa har der sideløbende været gentagen indtrængen af mongolide mennesker. Disse mennesker, kaukasiere og mongolider, har på deres rejser og under deres felttog ikke altid blandet sig, men ofte har en blanding fundet sted og genetisk sammenblanding mellem nært beslægtede racer kan føre til en befolkningsforbedring. Alle har hørt om det gavnlige ved blanding.

Madison Grant mente, at det gavnlige ved blanding spillede en vigtig rolle i udviklingen af europæisk civilisation. Han understregede, at det gamle Grækenlands højst udviklede periode fandt sted kun nogle få generationer efter germanske stammers invasion og genetiske sammenblanding med den oprindelige befolkning (For en længere diskussion af Madison Grant se American Renaissance fra december, 1997). Andre har forklaret den mirakuløse udvikling af Amerika som resultatet af den gavnlige sammenblanding af tidligere adskilte europæiske befolkninger. Der er moderne beviser for det gavnlige ved blanding i relation til intelligens blandt børnene af ægteskaber mellem hvide og østasiater på Hawaii.

Mens det gavnlige ved blanding er en biologisk realitet, så er blandingsinkompatibilitet det også. Nogle blandinger, særligt mellem racer med en lang genetisk afstand, kan fører til blandingstyper, som ikke fungerer særlig godt. Indtil for nyligt var der megen videnskabelig bekymring om blandingsinkompatibilitet mellem sorte og hvide. Det er i denne sammenhæng vigtigt at huske på, at afrikanere genetisk er fjernest fra alle andre. Før 1950 diskuterede den videnskabelige litteratur åbent det problem, der af Madison Grant blev kaldt for ”disharmoniske kombinationer”. Efter 1950 er bekymringen for raceblanding helt forsvundet fra den videnskabelige litteratur. Det eneste, der reelt har ændret sig, er politikken, men ikke de foreliggende data.

Jeg vil hævde, at de moderne data, de omkringliggende guldklumper, indeholder meget, der indikerer blandingsinkompatibilitet mellem sorte og hvide. F. eks. bliver blandinger ifølge “en dråbe”-reglen næsten altid klassificeret som sorte, hvilket betyder, at så godt som alle sorte har nogle hvide gener. Et af de bedst dokumenterede fænomener i dagens Amerika er, at den afrikanske del af befolkningen lider af mange typer af sundhedsproblemer. Sorte dør tidligere og yngre af næsten alle tænkelige årsager, dog med undtagelse af osteoporose. Der findes rapporter, der beretter, at selv efter, at der er redegjort for samtlige dødsårsager, er der stadig en ”uforklarlig” dårlig sundhed blandt sorte.

Denne forskel tilskrives ofte stress som følge af ”racisme”, men dette er ikke en overbevisende forklaring. For nyligt dukkede Surgeon General David Satcher frem på tv, hvor han fortalte, at det i Amerika er 2,5 gange mere sandsynligt for sorte babyer, at dø indenfor det første leveår end det er for hvide babyer. Det er ikke klart, hvorledes nyfødte lider af ”racismeforårsaget” stress. Det kan simpelthen skyldes, at ligesom sorte modnes hurtigere end hvide, bukker de lettere under for sygdomme og dør yngre. Hvis der på den anden side ikke findes nogen arvelige racemæssige forskelle i relation til levetid og modstandsdygtighed overfor sygdomme, kan den dårlige sundhed måske skyldes en af største tabuer overhovedet; biologisk, genetisk blandingsinkompatibilitet.

Det siger sig selv, at der ikke på nuværende tidspunkt forskes i dette område. Så længe vore herskere nægter at overveje de racebiologiske realiteter, vil dette og mange andre spørgsmål forblive ubesvarede. 

***

Kilde

Denne artikel er tilpasset efter bemærkninger givet ved American Renaissances konference i 1998. Den oprindelige tekst kan findes her.

Se også – videoer fra Rumble

Kevin B. MacDonald on Modern Anthropology

How Franz Boas changed anthropology

The importance of IQ in the Modern World

Race, Genetics and Intelligence | Helmuth Nyborg and Stefan Molyneux

Se også – bøger

An Essay on the Inequality of the Human Races, historisk dokumentation. En ældre bog som tilgår racespørgsmålet på en mere humanistisk (humaniora) og mindre tung måde. Gratis pdf.

“The Boasian School of Anthropology and
the Decline of Darwinism in the Social
Sciences” – kapitel 2 i The Culture of Critique, gratis pdf.

Og endelig en artikel bragt på bloggen: Er race et gyldigt taksonomisk begreb?