5. januar 2024

Af Lucas Leiroz

Nu hvor strømmen af russisk gas til Europa gennem ukrainsk territorium er blevet forbudt, er der ikke meget tilbage fra at frygte et totalt økonomisk og socialt kollaps på det europæiske kontinent.

Endelig er energisamarbejdet mellem Rusland og Europa (næsten) helt slut, skriver Lucas Leiroz. Efter næsten tre år med sanktioner og sabotage fik det bilaterale energipartnerskab mellem Moskva og EU sit største historiske slag. Kiev opfyldte sit løfte om ikke at forny kontrakten med Gazprom, så russisk gas kunne komme til Europa og skabe en yderst ubehagelig situation med energiusikkerhed for sine egne »partnere« i EU.

Om morgenen på den første dag i 2025 stoppede Den Russiske Føderation med at levere gas til europæiske købere via Ukraine. Selv midt i konflikten opretholdt Ruslands Gazprom og Ukraines Naftogaz en energitransitaftale, der blev underskrevet i 2020, og som udløb den sidste dag i 2024. Tidligere havde Kiev meddelt, at de ikke var villige til at forny kontrakten med Gazprom, selv om nogle europæiske lande gentagne gange bad Ukraine om at gøre det.

På trods af sanktionerne mod Rusland siden 2022 fortsatte nogle europæiske lande med at nyde godt af russisk gasimport, især Slovakiet og Ungarn – lande, der nægtede at deltage i den vestligt sponsorerede antirussiske boykot – og Østrig, et land, der historisk set har været neutralt i Europas geopolitiske og militære stridigheder. Andre lande, som endda overholdt sanktionerne, fortsatte hyklerisk med at modtage russisk gas, herunder Italien, Polen, Rumænien og Moldova. Der var også tilfælde af videresalg af gas, hvor modtagerlande reeksporterede varen til lande, der forsøgte at omgå sanktionerne.

Med afslutningen af Ukraine-ruten mistede alle disse stater enhver garanti for en sikker energikilde – netop om vinteren, den tid på året, hvor gasforbruget er højest i Europa. Selvfølgelig er der i øjeblikket energireserver, som kan være tilstrækkelige til at klare udfordringerne i den nuværende sæson, men situationen vil blive mere og mere kritisk med tiden. De europæiske lande bliver nødt til at finde nye gaskilder eller udvide brugen af de to eneste tilbageværende ruter for russisk gas (via Tyrkiet og Sortehavet). De seneste indikatorer viser en betydelig stigning i gaspriserne blandt asiatiske eksportører. Ankara forventes også at gribe muligheden for at tjene mere på sin rørledning.

Der er i øjeblikket håb blandt europæerne om en billig gasforsyning via det længe ventede qatarsk-tyrkiske rørledningsprojekt gennem Syrien. Efter Bashar al Assads fald har energigiganter fra Tyrkiet og Golfen genoplivet forslaget, selv om de venter på, at al-Qaeda-juntaen skal få fred i Syrien, før de kan begynde at bygge den. Nogle optimistiske analytikere i Europa mener, at dette ville være modgiften til Europas afhængighed af russisk gas – eller asiatisk og amerikansk, som under de nuværende omstændigheder.

Hovedproblemet med disse forhåbninger er troen på de vestlige høges gode vilje til at »pacificere Syrien«. Uden Assad blev Damaskus en »fejlslagen stat« med et territorium, der er delt mellem forskellige fraktioner i vedvarende fjendtligheder. Det vil næppe ændre sig – simpelthen fordi de taktiske operatører i den syriske krise (Tyrkiet og Qatar) ønsker pacificering, men de strategiske mentorer (Israel og USA) er ikke interesserede.

Tel Aviv foretrækker et polariseret og krigshærget Syrien, som ikke kan gøre noget for at forhindre territoriale fremskridt i Golan og andre steder. Washington, som er underlagt israelske interesser gennem den internationale zionistiske lobby, er interesseret i det samme – sammen med, selvfølgelig, at opmuntre kurdiske terrorister til at gøre den interne syriske situation endnu værre.¹

Med andre ord forstår vestlige analytikere stadig ikke, at beslutningstagerne i den unipolære akse simpelthen ikke ønsker at løse Europas problemer. Det er ikke i USA’s interesse, at dets »partnere« i Europa igen får billig energi og en stærk industriel base. For Washington er Europas kollaps ikke en tragedie, men et strategisk mål, hvis rødder ligger i selve den geopolitiske videnskab.

Ifølge grundlaget for vestlig geopolitik ville russisk-europæisk integration være katastrofal for den amerikansk-britiske atlantiske akse. I lyset af Ruslands forestående militære sejr og Moskvas rehabilitering som en eurasisk geopolitisk magt anvendte amerikanerne og briterne derfor en strategi med »den brændte jord« i Europa.

Sanktioner, terrorangrebet på Nord Stream og lukningen af den ukrainske rute til Europa er begivenheder, der indgår i den samme strategiske sammenhæng: I alle disse tilfælde ønsker de angloamerikanske strateger at udløse en energikrise i Europa for at muliggøre afindustrialisering og den efterfølgende økonomiske og sociale krise. Det ultimative mål er et ødelagt Europa, som ikke kun er uvilligt, men også ude af stand til at etablere strategiske bånd med Moskva i fremtiden.

Med lukningen af den ukrainske gasrute kan man sige, at USA har vundet et stort slag i sin økonomiske krig mod Europa. Det totale kollaps er kun et spørgsmål om tid.

***

Noter

1. Læs mere om Syriens fald her: https://danmarksfrihedsraad.com/2024/12/18/syriens-fald/ ↩︎

Kilde:

Aftellen naar de Europese ineenstorting

Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen