Nordkoreanerne spøger efter sigende i Ukraine. Ingen har dog kunne levere skyggen af bevis for deres tilstedeværelse, men lad os bare slå nogle kendsgerninger fast: Den russiske hær taler russisk – den nordkoreanske hær taler koreansk. Allerede her må det være klart for enhver, at nordkoreanske enheder ikke kan integreres i slagstyrken. Og så er der hele mentaliteten og den meget forskellige militære uddannelse og træning. Det giver jo ingen mening. Endelig mangler russerne som bekendt ikke soldater. Der melder sig i øjeblikket 40.000 frivillige om måneden – og russernes tab er netop ikke astronomiske, men forholdsvis beskedne. Ved den sidste udveksling af faldne soldater mellem Ukraine og Rusland, modtog ukrainerne 15 lig for hvert 1 russisk lig. Det siger nok lidt om, hvem det er, der har astronomiske tab – selv om kampene i Kursk også medfører betydelige tab på russisk side. Men ikke i nærheden af ukrainernes mere end 30.000 faldne i Kursk alene – til ingen verdens nytte. Rusland har en hær på omkring 1 million mand. Hvilken forskel skulle 10.000 eller 15.000 nordkoreanere gøre? Al propagandaen om, at dette viser, at Rusland er trængt og mangler folk, modbevises jo daglig på slagmarken. Russerne har ikke brug for ekstra 10.000 mand, som man ikke kan stille noget op med, fordi de ikke kan sproget og er fremmede over for den militære kultur.

Der eksisterer naturligvis en omfattende militær alliance mellem Nordkorea og Rusland, som indeholder en forpligtelse til at komme hinanden til hjælp, og det er en kendt sag, at nordkoreanske tropper får en del af deres uddannelse i Rusland, dvs. i Fjernøsten, i nærheden af den fælles grænse lidt syd for Vladivostok. Der har været spekuleret i, om der skulle være blevet sendt en gruppe til Kursk for at studere rigtig krig. Det er ikke umuligt, men disse vil i så fald ikke have deltaget i kamphandlinger. En ting, uddannere af koreanske tropper har fremhævet, er således, at koreanerne ikke kan forstå, at det af taktiske eller strategiske grunde kan være formålstjenligt at trække sig tilbage fra stillinger, som det er for omkostningstungt i menneskeliv at forsvare. For en koreaner er det forbundet med skam – det kan man simpelthen ikke.  Der er altså en grund til, at koreanerne gerne vil have uddannet deres soldater i Rusland! Men dette alene viser jo umuligheden af at integrere en lille gruppe nordkoreanere i den russiske hær. Som ”bevis” på den koreanske tilstedeværelse offentliggøres et fotografi af en russisk soldat med umiskendelige mongolske træk. Hvor det er taget, vides ikke – men enhver, der kender Rusland, ved, at mongolske træk er alt andet end fremmede her. De autonome republikker i det sydlige Sibirien befolkes jo i vid udstrækning af asiatiske mennesker, som overfladisk betragtet vil kunne gå for at være ”koreanere”.

Man må på det foreliggende grundlag gå ud fra som sikkert, at der ikke er nogen nordkoreanske kamptropper i Kursk – eller noget andet sted ved fronten. Men hvad skal den historie i det hele taget gøre godt for? Det fremgår klart af klovnen Zelenskijs seneste udtalelser: ”Vi kæmper mod nordkoreanere i Kursk. Hvor bliver Vesten af….” Undskyld mig, men hvad kommer det Vesten ved? I den ukrainske hær er der et stort antal udlændinge, ligesom det er udlændinge, der styrer deres missilangreb, forsyner dem med satellitdata osv. Og endelig er det jo Zelenskij selv, der har angrebet Kurskregionen – ganske vist med vestlig hjælp til planlægning osv. Vesten har ingen forpligtelser over for Ukraine – som i absolut ingen. Vi har absolut heller ingen interesser i Ukraine. Hvem der styrer Donbas kan være os alle fuldstændig ligegyldigt – inklusive USA. Ja, om Ukraine skulle forsvinde, ville det absolut intet betyde for os. De eneste, der har interesser i denne krig, er de jødiske kapitalfonde som f.eks. Vanguard og BlackRock, der står til at miste betydelige beløb, når Ukraines nuværende regering lukker og slukker. Det er derfor, folk som Zelenskij, Anthony Blinken og Jacob Sullivan m.m.fl., der alle burde være hjemmehørende i Birobidzjan, er så ivrige efter at fortsætte krigen. Det er ikke underligt, at man hører om mange, som med glad forventning ser frem til det næste holocaust. Denne krig drejer sig for amerikanerne om penge og råstoffer – ikke om ”demokrati” og ”frihed”, som er fremmedord i Ukraine. Nordkorea har imidlertid en forpligtelse til at komme Rusland til hjælp, i tilfælde af at Rusland angribes – som det blev i Kursk – hvis vel at mærke Rusland ønsker det. I øvrigt er Vesten heller ikke i krig med Nordkorea, men hvis Sydkorea sender piloter til Ukraine, kan krigen meget vel brede sig til den koreanske halvø – og derfra til resten af Verden, og det skulle undre mig meget, om denne krig ikke meget hurtigt blev til en atomkrig. Det er det, Zelenskij ønsker. Han bliver mere og mere skinger – efterhånden som det lille hus er ved at brænde ned om ørerne på ham og han ser sit hvide pulver gå op i røg. Man må gå ud fra, at han snart bliver fjernet – senest, når der ikke kommer flere penge fra USA, for så er der ikke mere at fordele imellem vennerne – og ikke flere returkommissioner at sende tilbage til de korrupte amerikanske politikere, der bevilger pengene. Spørgsmålet er kun, om han får lov til at trække sig tilbage til en af sine mange ejendomme i udlandet – eller om han får en kugle mellem øjnene. Død mand sladrer som bekendt ikke – og der er nok at sladre om.

Povl H. Riis-Knudsen