Nogle mennesker gør Danmark den største tjeneste ved at dø. Kjeld Holm var et sådant menneske. Få har formået at skade den danske folkekirke så meget som han. Vi skal undlade at bringe en nekrolog over dette, hvad nogle ville kalde skadedyr, men da han synes at have meget tilfælles med en af personerne i Clement Andersens underholdende dystopi/utopi For dette land er vort, skal vi i stedet aftrykke et kapitel af denne bog. Vil man vide noget om Ketil Ø’s videre skæbne, henvises man til at købe bogen. Den fås alle andre steder end hos Saxo.

Kapitel 22

Det var imidlertid ikke alle, der sad foran fjernsynet for at se nyheder denne aften. I bispeboligen i Aarhus, en arkitektonisk øjenbæ af rang, hvis æstetiske niveau svarer fint til dens beboers værdighed til bisperollen, havde whiskybispen Ketil Ø trukket sig tilbage til sit private studerekammer for gennem alkoholtågerne at filosofere over resultaterne af dagens møde med sine kolleger ovre i stiftets noget smukkere hovedsæde. Ketil Ø var egentlig ikke teolog, men som ægte 68’er havde han sat sig den opgave at bidrage mest muligt til nedbrydelsen af den danske folkekirke, og da det bedst kunne lade sig gøre indefra, tog han hurtigt et teologisk supplement til sin intetsigende såkaldte uddannelse som idehistoriker, hvis indhold han også selv, når han en sjælden gang var ærlig og ædru, havde svært ved at definere på en blot nogen­lunde sammenhængende og forståelig måde. Således udstyret startede han sin lynkarriere som sjælesørger for på rekordtid at lande i et af Kirkens højeste embeder, godt hjulpet på vej af sine revolutionskammerater. Det var imidlertid ingenlunde kun teologisk uformåen og manglende kendskab til de hellige skrifter og den lutherske troslære, der var baggrunden for biskoppens destruktive fremfærd i kirkelige anliggender. Det var viljen til at nedbryde en institution og en religion, der i hans øjne var bygget på løgn og bedrag, og som stod i vejen for fremskridtet, for menneskehedens totale forbrødring og udslettelsen af alle nationale, etniske og religiøse skel i verden. Indvandring var et fortrin­ligt redskab til at nå dette mål og til en gang for alle at udrydde det hvide menneske fra Jordens overflade.

Ketil Ø var naturligvis i egen indbildning alt for intelligent og veluddannet til at kunne tro på himmelnisser. Den ubesmittede undfangelse var naturligvis det pure opspind ligesom opstandelsen, himmelfarten og alle de vidunderlige gerninger, Frelseren skulle have gjort. Enhver vidste, at den slags ikke kunne lade sig gøre. Gå på vandet, få blinde til at se, lave vand til vin – ja, det kan man jo ikke! Det med vinen var ellers en tanke, der i høj grad tiltalte den verdslige side af biskoppens karakter, og den var den altdominerende.

Hans højærværdighed gned sin røde pæreformede næse, der sammen med en usund ansigtskulør bar tydeligt vidnesbyrd om den gejstliges forkærlighed for produkter, der var langt stærkere end altervinen. Han fandt al dagens snak om synd, frelse og nåde særdeles tåget. Den satte jo skel imellem mennesker, imellem dem, som blev frelst ved nåden, og dem, som ikke blev det. Og enhver tale om missionering og omvendelse måtte han på det bestemteste afvise. Det ville jo være en krænkelse af menneskerettighederne at påstå, at den ene religion skulle være bedre eller mere sand end den anden, og at argumentere for, at nogen skulle skifte tro. Hvad er dybest set forskellen på at være muslim og kristen? Med hvilken ret kunne kristendommen påstå at være bedre end islam? Han fandt det derfor storartet, at man nu rundt omkring var begyndt at indbyde imamer til gudstjenesterne og at læse op af koranen i forbindelse med kirkelige handlinger. På samme måde sympatiserede han med svenske kirkefolks afskaffelse af brugen af korset på kirker, i gudstjenesten og ude i samfundet. Dette tegn var jo en fornærmelse mod mange af de nye medborgere, der skulle give det forstokkede svenske samfund nyt liv. Og hvad var der vel galt med kvindelige præster eller med at vie homoseksuelle par? Bibelens ord? Den gamle røverhistorie kunne sgu da være bedøvende ligegyldig. Vi skal bare alle sammen have det godt med hinanden. Alt det andet er bare noget meningsløst pis. Men alt dette kunne disse mørkemænd ude fra Vestjylland jo ikke forstå. De mente, at det hele havde et højere formål end at forsørge præsteskabet. Hvilke tåber, hvilke idioter! Biskoppen udstødte en lang ræben og lod fingrene glide ned over sin mundkusse, som endnu bar spor af aftenens overdådige middag. Han skænkede sig et ordentligt glas Royal Salute og tømte det i få slurke. Så fyldte han glasset igen.

Bag ham går døren fra kælderen sagte op, og tre hætteklædte personer træder lydløst og ubemærket ind i rummet og gemmer sig i mørket i det fjerneste hjørne.

Biskoppen vendte sig mod krucifikset på væggen og løftede glasset.

”Skål, gamle ven, og skide være med det. Du er bare en illusion!” Hans stemme var sløret, ansigtstrækkene afslappede og øjnene blodskudte. Hans højærværdighed var stangdrukken. Hyrden, der skulle vise de menneskelige får vejen til frelsen og paradiset, kunne end ikke mere selv finde vejen til sit eget toilet. Der bredte sig en våd plet foran på hans helligheds i forvejen plettede benklæder, og en rådden stank lod fornemme, at der også var blevet indskudt et ekstra lag ildelugtende isolering mellem Øs biskoppelige bagdel og hans skrivebordsstol.

”Føj for pokker,” hviskede Ole henne i hjørnet og holdt sig for næsen.

”Det er luuten, dæ sætter lawkaven på buured”, svarede Tage sagte.

Den korsfæstede sagde ingenting. Han havde for længst vendt sig bort fra den danske folkekirke.

”Vi behøver vist ikke bedøve ham. Det har han selv sørget så rigeligt for!” bemærkede Søren tørt.

”Vi må hellere tage ham nu, inden han drikker sig helt ihjel. Mødet med hans frelser skulle gerne arrangeres af vort rejsebureau,” hviskede Ole.

De tre skygger trådte ud af mørket og nærmede sig biskoppen.

Denne så op.

”Vær hilsede i Jesu navn!” udbrød bispen lallende og gav sig til at messe: ”Herren velsigne – hik – jer og bevare jer, Herren lade sit ansigt lyse over jer – bøvs – og være jer nådig, Herren løfte sit åsyn på jer og give jer fre’ed – skål! Hvad kan jeg gøre for jer i denne sene time, mine børn?” Hans stemme døde hen i en snøvlende snorken.

Ole og Søren greb nu biskoppen under armene og rejste ham op. Der bredte sig en ulidelig stank af natrenovation i rummet.

”Den mand består jo kun af råddenskab!” udbrød Søren. ”Har du husket handsker?”

”Rent faktisk ja. Vi skulle jo nødig efterlade nogen fingeraftryk”.

For et kort øjeblik vågnede biskoppen op.

”Hvor skal vi hen på denne tid, børn?”

”Hen i domkirken. Der kommer en døende,” sagde Ole.

”Aqua vitae, han skal bare have noget aqua vitae, livets vand skal nok helbrede ham”, lallede bispen.

”Har biskoppen nøglen til kirken og til sin bil?”

Ø pegede på skrivebordsskuffen.

Med biskoppen siddende indsvøbt i et stykke plastik mellem Søren og Tage, styrede Ole hans helligheds store BMW sikkert frem til bagindgangen til den mørkelagte domkirke på Bispetorvet, og med biskoppens nøgle kom de hurtigt ind i kirken, uden at nogen bemærkede dem. At biskoppens bil holdt ved kirken om natten, var ikke noget nyt. Han var kun alt for ofte ikke i stand til at køre den hjem.

Epitafiet over for prædikestolen manglede som følge af restaurering, og i stedet var der ophængt et stort krucifiks. Dette var deres mål. Bag ved koret stod en arbejdslift, som de kørte hen til krucifikset, og forsigtigt tog de den med god grund lidende Kristus ned og bar ham ud i et siderum, hvor de skjulte ham bag nogle tæpper, efter først at have taget tornekronen af hans hoved.

Da de kom tilbage, gav de den alkoholiserede bisp tornekronen på og naglede ham til korset. Han ænsede det ikke. Alkoholen havde bemægtiget sig hans bevidsthed.

Til sidst anbragte de nogle strategisk placerede sprængladninger, som ville gå af, dersom man forsøgte at tage korset ned eller at befri bispen fra det. Kl. 11 søndag formiddag ville tidsindstillingen under alle omstændigheder udløse eksplosionerne. De ville sende hans hellighed direkte i armene på Sankt Peter, over for hvem han ville have adskilligt at forsvare og forklare. Det ville blive en interessant samtale.

Så fjernede de deres spor og forsvandt en efter en ud i det aarhusianske natteliv.