Hanne Kronborg er en veteran på den danske nationale front. Hun er begavet, modig, veltalende, behagelig og smuk. Hun har sådan set alt, hvad der skal til for at drive det til noget i politik, og jeg vil til enhver tid forsvare hende mod de angreb, der altid vil være, når nogen gør det godt. Sådanne angreb kommer ofte fra folk, der netop ikke gør noget godt – eller ikke gør noget overhovedet. Hun fortjener støtte, og når hun siger noget, er det værd at lægge mærke til det og tænke over det. Det betyder imidlertid ikke, at jeg altid er 100 % enig med hende.

Forleden slog hun følgende op på Facebook: ”Islam er for gammeldags til at have en fremtid!” Det er velformuleret – og man er nødt til at vende det et par omgange og tænke lidt over det. Men passer det nu? På hvilken måde er islam gammeldags? Når alt kommer til alt, er det jo den yngste af de abrahamitiske religioner, mere end et halvt årtusind yngre end kristendommen og vel nogle tusind år yngre end jødedommen, i hvert fald ifølge traditionen. På den anden side er himmelnisser i sig selv efter min opfattelse et levn fra en meget fjern fortid – og ja, himmelnisser har nok ikke så megen fremtid – medmindre de er spændt for en magtpolitisk vogn. Det ser vi meget tydeligt i jødedommen. Den ældste af de 3 abrahamitiske religioner ligger bestemt ikke for døden – selv om dens religiøse praksisser afgjort forekommer som levn fra en endnu fjernere, barbarisk og uciviliseret fortid. Hvad er det, der er gammeldags ved islam? Mon ikke det er det, man umiddelbart ser, når de fremmede vandrer i demonstrationstog igennem vore gader, der forekommer at tilhøre en anden tid? Deres ensartede idéforladte sorte uniformer? Men det er jo kun en facade – en tradition i nogle islamiske lande, specielt blandt folk, der kommer fra landet, og som tilhører den økonomiske underklasse. Det kan ikke være det, Hanne tænker på. Det må vel snarere være værdisystemet, der ligger bag ved uniformen.

Men hvad er det da for værdier, der dømmes til at være uden fremtid, fordi de er gammeldags?  Der er naturligvis en del religiøse forestillinger og ritualer, der havde et fornuftigt formål i et nomadesamfund i ørkenen, og som blot lever videre som tradition. Nogle af disse er særdeles upraktiske i et moderne samfund. Her tænker jeg specielt på ramadanen, som er svært forenelig med et industrisamfund med faste arbejdstider. Nu har jeg imidlertid igennem de sidste næsten 50 år gæstet mange islamiske lande og samfund fra Indonesien til Senegal, og tidligere fandt man altid praktiske løsninger og religiøse undskyldninger for at løse dette problem på en meget moderne måde. Man kan altid finde på søforklaringer. Efter hvad jeg vil kalde den islamiske renæssance, har meget imidlertid ændret sig. I 1970’erne og 1980’erne fik man det indtryk, at religionen også i den islamiske verden var i færd med at blive stærkt sekulariseret – verdsliggjort. Den blev mere en kulturel kulisse end en religiøs kraft – i hvert fald i det offentlige rum. Dette gjaldt især i de nordvestafrikanske lande og i Tyrkiet. Efter USA’s felttog imod den arabiske verden med henblik på at svække den for at sikre terrorstaten Israels eksistens, vendte islam imidlertid stærkt tilbage som en religiøs faktor. USA har aldrig forstået andre lande og andre kulturer. Man forstod ganske enkelt ikke at kommunikere med den muslimske verden og fattede ikke, at de arabiske befolkninger ikke stod i kø for at tilegne sig ”the American way of life” og det, man i USA fejlagtigt betegner som demokrati og frihed. Man ville med den daværende amerikansk-jødiske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz’ ord ”reshape the Middle-East” (omforme Mellemøsten), men man gjorde alt forkert, og den arabiske verden vendte sig bort fra Vesten¹, og også Tyrkiet er i dag et helt andet land end det Tyrkiet, jeg besøgte første gang i 1982, og som var meget europæiseret. I disse år vinder islam frem – over hele linjen. Dubai er i den forbindelse en absolut undtagelse, men man behøver blot at tage til naboemiratet Sharjah for at opleve islam. Det er en kort taxatur, der føles som en tidsrejse. Der er i dag absolut intet, som tyder på, at islam ligger for døden på grund af verdsliggørelse eller alderdom. Islam overlevede også mere end 70 års kommuni­stisk tvangssekularisering i Centralasien, hvor man også oplever en islamisk renæssance – imod stærk politisk modstand.

Men dette er jo, når alt kommer til alt, noget ydre. Måske Hanne tænker mere på de indre værdier, der bestemmer muslimernes indstilling til f.eks. kvindefrigørelse, børneopdragelse, uddannelse, familie etc.? Hvis det er det, hun tænker på, tillader jeg mig at være lodret uenig. Det er netop disse værdier, der styrker familien og klanen – og dermed overlevelsen på længere sigt. Når vi som folk står med det ene ben i graven, er det netop, fordi vi har kastet disse naturlige og samfundsbevarende ”gammeldags” værdier over bord for at hengive os til en fuldstændig naturstridig hedonistisk individualisme, hvor vi tror, vi selv kan skabe vor identitet efter forgodtbefindende, ja, endog kan bestemme vort køn.

Hvis vi ikke meget snart tager skeen i den anden hånd, vil islam vinde over os, for islam har – i hvert fald på den korte bane – langt bedre fremtidsudsigter, end vi har. Og så er der en anden ting: Islam er en kæmpende religion, hvor kristendommen – på trods af utallige religionskrige – bygger på et fredsprincip om at vende den anden kind til og give den, der stjæler din skjorte kjortelen med. Når de to principper mødes, skal der ikke stor fantasi til at forestille sig, hvem der vinder!

Vi vil tabe denne kamp, men ulykken er, at vi styres af landsforrædere, som har ladet islam komme inden for døren. Islam hører ikke til her, men det er med en meget passende sammenligning ligesom med kamelen, der stikker snuden inden for i teltet. Hvis man ikke straks giver den en over snudeskaftet, vil den lynhurtigt overtage teltet. Det er det, der er ved at ske. Islam er symptomet på vort samfunds sygdom. Sygdommen er det system, der har gjort det muligt for kamelen at stikke snuden indenfor. Det er først og fremmest sygdommen, der skal bekæmpes – ikke symptomet!

Jeg finder det endvidere principielt betænkeligt altid at fokusere på noget udefrakommende som årsag til ens problemer. Årsagen til ens problemer er som oftest en selv – vort samfund går ikke primært under på grund af islam, men fordi vi selv har tilladt, at islam blev lukket ind i teltet, og det er netop resultatet af, at vi har forladt alle de idéer og værdier, der i dag betegnes som gammeldags og ”forældede”! Kun de gammeldags værdier kan redde os! Og endelig bør vi huske Vilhelm Grønbechs ord: ”Et folk uden religion er i yderste dødsfare!” Vi har i dag ikke mere noget åndeligt grundlag for vort liv. Vore kirker er Bilka, Ikea og Elgiganten, vor kultur er i bedste fald ”Vild med dans” og ”Robinson-ekspeditionen”. Vort liv har ikke mere noget åndeligt, kulturelt eller historisk fundament, det er værdifrit – for ikke at sige værdiløst. Det svæver frit i rummet, og mennesker uden et virkeligt fundament for deres tilværelse bliver usikre, flakkende og åndeligt hjemløse. De griber efter enhver idé, der kan give deres liv en tilsyneladende mening, det være sig wokekulturen, klimatosseriet, kønsidiotiet, ”antiracismen”, antinationalismen osv. – bare ideen støttes af de jødiske medier, så man får en ”feel good”-fornemmelse. Men idéen kan også være af religiøs natur – og på den markedsplads står islam stærkt. Det er derfor, så mange danskere konverterer. Den eneste løsning for os er at finde tilbage til vore virkelige værdier – og de er gammeldags, for de bygger på naturens forunderlige orden.

Povl H. Riis-Knudsen

---

Note

1. Se f.eks. Lawrence Pintak: America, Islam, and the War of Ideas. Reflections in a Bloodshot Lens, The American University in Cairo Pres, Cairo 2006. ↩︎