10. oktober 2024

af Robert Steuckers

Uddrag af artikel oversat af Bitten-Kirsti Nielsen

Forord

Geopolitik eller geomagtpolitik er afgørende for det, der sker i Europa og således også i Danmark. Det er som at slå vinduerne op og se ud over de store linjer, som i dag sætter dagsordenen hos europæerne og deres regeringer og ikke mindst for de nationale nyhedsformidlere, som ikke giver os mange chancer for at tage stilling på et objektivt grundlag, i hvert fald ikke når det gælder udenrigspolitik.

Jeg håber ikke, artiklen er for tør, men kan læses også af dem, for hvem geopolitik ikke er deres foretrukne læsning. Der er flere begreber i artiklen, som kræver en forklaring – sådan var det for mig. Men fortvivl ikke, jeg har gjort arbejdet. Så inddrag fodnoterne, det letter læsningen. Jeg har desuden indflettet egne uddybende forklaringer undervejs.

Bitten-Kirsti Nielsen

***

Angelsaksisk og thalassokratisk¹ geopolitik

Man ved det, men gentager det næsten aldrig, indleder Robert Steuckers, og henviser til USA’s generelle magtstrategi som stormagt, der har den fordel også at være “bi-oceanisk” med Atlanterhavet og Stillehavet og at kunne kontrollere de europæiske og asiatiske kystlinjer, som ligger ud imod de to have. Her dykker Steuckers ned i historien og inddrager forklarende den angelsaksiske og thalassokratiske geopolitik, som hviler på værker af Sir John Mackinder², Homer Lea³ og Nicholas Spykman⁴. (Se dem)

The Heartland⁵ – Eurasiens magtcenter

Mens Mackinder bekymrede sig om utilgængeligheden til det russiske kerneland og effektiviteten af kommunikationsmidlerne, som han organiserede på sit område (i dette tilfælde Transiberien), så mente Spykman, at den mest betydningsfulde del af Eurasien var landene mellem de eurasiske rand-have og heartlandet. Bemærk:  “the Heartland” [Rusland] blev betragtet som hovedfjenden i det årti, der gik umiddelbart forud for Første Verdenskrig.

For Spykman var det vigtigste at etablere amerikansk magt, dvs. at få kontrol med randlandene eller rimlandene⁶ og således de europæiske og asiatiske kyster, som grænsede op til den kinesisk-sovjetiske blok mellem 1948(…) og 1972 (året, hvor en stiltiende alliance mellem Beijing og Washington blev indgået som følge af Kissingers diplomatiske forhandlinger). Og så runder vi afsnittet af med to citater:

“En stat, der kontrollerer et heartland og er i stand til at underlægge sig landene udenom mod vest, syd og øst, har verdensherredømmet i sigte” MacKinder. “Den, der hersker over rimlandene, hersker over Eurasien” Spykman.

Den, der hersker over Eurasien, kontrollerer verdens skæbne.

Verden ifølge klassisk global geopolitik: Mackinder og Spykman

Skrøbelige alliancer

NATO, Bagdad-Pagten⁷ eller CENTO (Irak, Tyrkiet, Iran, Pakistan, UK – USA kom til senere) og SEATAS (Pakistan, de Sydøstasiatiske lande, Australien, New-Zealand, Frankrig) blev oprettet efter anden verdenskrig i forbindelse med den nye konfrontation, den kolde krig, og blev således redskaber (og ikke alliancer mellem ligestillede parter), som skulle tjene til at konsolidere Spykmans geopolitik, som for enhver pris ville dæmme op for ethvert reelt eller formodet forsøg på fremrykning af Heartlandet med retning mod Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Stillehavet.

Amerikansk magtomani og kontrol

Man talte også om amerikansk “pagtomani”, dvs. fabrikationen af heterogene alliancer med henblik på at blokere for Rusland eller Kina. Men Bagdad-Pagten gik i opløsning i 1959. SEATAS blev opløst i 1977 og endelig viste amerikanernes tilbagetrækning fra Vietnam også skrøbeligheden i disse konstruktioner. Af alle disse redskaber, som skulle kontrollere de europæiske randlande, eksisterer kun NATO, der ved sin overlevelse er den eneste kontrol med Europa og indeslutning af Rusland, som kunne være en potentiel konkurrent.

Er USA’s sande politik ønsket om svække Europa og forhindre ethvert samarbejde mellem Tyskland og Rusland? Det mener Robert Steuckers, som ser tydelige tegn på Europas stækkede handlekraft, hvor stregerne i dag er kridtet op, og fronten strækker sig fra Arktis via Baltikum og Sortehavet, til det østlige Middelhav og til Den Persiske Golf. Det drejer sig ifølge Steuckers om at blokere for jordkommunikationen for et Europa, hvis geografiske centrum er Tyskland, som har Europas største økonomi og er landet med “den karolingiske banan”⁸ og dens udvidelse til Po-Sletten. “Vi har nu en blokering på niveau med de saboterede gasrørledninger i Østersøen”, skriver Steuckers. “Projektet med at etablere en økonomisk international Nord-Syd korridor mellem Bombay og Arktis er også blevet forhindret”. (…)

Kun få forstod situationen i 1960’erne

Nato tillader ingen form for national uafhængighed. Kun få europæere havde opfattet situationen korrekt i 1960’erne dels gennem de politisk-ideologiske marginaliteter dengang og gennem deres respektive ministerier. De neutralistiske kredse elskede politisk teater overalt i Europa, og var ofte fjernstyret af venstrefløjen og velset i Sovjetunionen.

Men selv under de mest anspændte perioder under den kolde krig eksisterede der en vis neutralitet mellem de to blokke, mere præcist mellem Nato og Warszawa-pagten, hvor Finland, Sverige, Schweiz, Østrig, Jugoslavien og Irland havde frigjort sig fra det britiske åg efter en lang kulturel, politisk og revolutionær kamp. Efter murens fald og det, man kaldte “fredelig sameksistens”, skulle dette område udvides, men det skete aldrig. For vi havde ikke de rette politikere, og disse inkompetente politikere samarbejdede med endnu mere inkompetente medhjælpere end dem selv. Så regeringerne accepterede den Trojanske Hest med især “Young Global Leaders”⁹. I dag betaler vi alle for konsekvenserne og kan se frem til et århundrede, som varsler endnu større tilbageslag for de europæiske folk. (…)

Amerikanernes kontrol af Europa indebærer også og frem for alt kontrol med de militære forsyninger og våbenindustrien. Det skete fra starten [efter WWII]. Frankrig fik den amerikanske hærs våbenoverskud, og Belgien fik den britiske hærs våbenoverskud heriblandt de nedslidte Spitfire. Natos opgave er nu først og fremmest at sørge for amerikansk materiel, der nogle gange er nyt, andre gange gammelt. Det gælder især fly. Denne uddeling var nærmest symbolsk under det berømte “århundredes marked” i 1975. Imod alle tekniske overvejelser lykkedes det dog amerikanerne at påtvinge det belgiske, hollandske, danske og norske forsvar YF-16 fly. (…)

Siden begyndelsen af 21. århundrede er den europæiske våbenindustri således kommet under amerikansk kontrol. Det samme gælder Sverige, som før var neutralt og ikke var medlem af Nato. Det er siden blevet klart, at konflikten i Ukraine, hvor europæerne er blevet opfordret til at give Zelensky deres våbenmateriel, yderligere bidrager til at berige de amerikanske virksomheder. (…)

De europæiske lande skal nu genopruste, som er til gavn for våbenindustrien, der ikke længere er europæisk, men kun udadtil. For eksempel indgår en overbevæbning af Polen typisk i denne plan, hvor den polske stat foretrækker amerikansk eller sydkoreansk materiel (…) og knytter tætte relationer til UK, som ikke længere er i EU, men som er en del af et “2030-partnerskab”, hvor Polen bliver Englands og USA’s sværd på det europæiske kontinent mod Hviderusland og Rusland. Denne nye position forpligter selvfølgelig Polen til at lade landet overbevæbne. Samtidig er idéen om et “Intermarium¹⁰ blevet reaktiveret og skal omfatte hele det ukrainske territorium, hvorved Polen er blevet Natos frontlinje. [Her refereres til 1939 med General Pilsudskys idé om et Intermarium, jf. kort].

På den asiatiske flanke i den nye storkrig mod den russiske og kinesiske uliberalisme forsøger amerikanerne at genoplive SEATAS, som blev opgivet i 1977 og lancere AUKUS (alliance mellem Australien, UK og USA, tre komponenter af de “fem øjne”¹¹). Frankrig spillede jokeren i denne farce på trods af landets tilbagevenden til Nato folden takket være Sarkozy, for Australien havde planlagt at købe otte atomdrevne undervandsbåde til 56 mia. dollars, men annullerede deres ordre i sidste minut. Så Frankrig mistede handlen. (…)

Er Europa Washingtons værste konkurrent?

Og Steuckers forklarer: “Man kunne fortsætte denne artikel i det uendelige og gå i finansielle og tekniske detaljer i hver sag, men det væsentlige ligger ikke her. Læren at drage af denne situation – og amerikanernes gentagne slag under bæltestedet på Europa – er, at Europa er Washingtons væsentligste fjende på det planetære skakbræt og hverken Rusland, Kina, Iran eller Venezuela. 

For at eliminere denne store fjende, som officielt er en “allieret”, må man afskære hans kommunikationsveje, gøre ham til slave, som han var før 1492, da han var blevet besejret af Ottomanerne. Man må tappe ham for energikilderne, skabe områder med turbulens ved hans grænser som i Libyen, Donbass og det østlige Middelhav. Man må gøre hans sammenstykkede samfund [EU] uoverskueligt ved importen af fremmede fra en anden kultur, og man må kontrollere hans våbenindustri”.

Og så skal Europa især påtvinges mærkværdige personager, som er formet (eller snarere åndeligt deformeret) af institutioner som Davos med Global Reset til Young Global Leaders i Europa, hvoraf man finder de pågældende i Spanien, Frankrig, Italien, Finland, Danmark og andre steder, hvor de kan føre en politik, som er diametralt modsat deres landes interesser. Og sådan er Europa dømt til politisk stagnation og død. 

---

Noter

1. Maritimt overherredømme, eller en stat, der primært består af maritime besiddelser, som er forbundet via søruter. ↩︎
2. Sir Halford John McKinder (1861-1947): English geographer and one of the most important theorists within geopolitics and geostrategy. He formulated the Heartland Theory which was interpreted as requiring a strip of buffer states to separate Germany and Russia. He was British High Commissioner in Southern Russia in late 1919 and early 1920, during the Russian Civil War. ↩︎
3. Homer Lea: Amerikansk forfatter af geopolitiske værker ↩︎
4. Nicholas Spykman (1893-1943): American political scientist. He argued that the balance of power in Eurasia directly affected US security.
   Han var en af ​​grundlæggerne af den klassiske realistiske skole i amerikansk udenrigspolitik, der overførte østeuropæiske politiske tanker til USA. Han blev bla. kendt på sin rimland teori. ↩︎
5. The centre, or most populous part of a region defined by geographical or non-geographical criteria. Mackinder’s Heartland was the area then ruled by the Russian Empire and after that by the Soviet Union. ↩︎
6. The Rimland’s defining characteristic is that it is an intermediate region, lying between the Heartland and the marginal sea powers. It is the amphibious buffer zone between the land powers and sea powers.
   
   The rimland is the strip of coastal land that encircles the Eurasian landmass. ↩︎
7. Baghdad-pagten, militært og politisk samarbejde, der i 1955 blev indgået mellem Irak og Tyrkiet og siden fik tilslutning fra Iran, Pakistan og Storbritannien … ↩︎
8. Der henvises sandsynligvis til Rhinen, Tysklands vigtigste vandvej, med dens udkransninger mod Po-sletten. ↩︎
9. Med formand Klaus Schwab og hans uhyggelige ideer. Flere europæiske politikere – og kongelige personer – har deltaget i hans kurser om Great Reset og teorien “du må intet eje ..”. ↩︎
10. World War I geopolitical plan conceived by Józef Piłsudski to unite former Polish–Lithuanian Commonwealth lands within a single policy. ↩︎
11. Alliance mellem efterretningstjenesterne i Australien, Canada,  New Zealand, Storbritannien og USA. ↩︎

Kilde: http://euro-synergies.hautetfort.com/archive/2024/10/10/otan-instrument-de-controle-du-rimland-europeen-et-de-ses-industries-milita.html