En række valg i de senere år har vist, at en stadig større del af vælgermassen søger mod borgerlige, ultraborgerlige eller direkte nationalistiske partier. Senest ser vi dette i Østrig, Tyskland og Frankrig. Altså grund til jubel? Næh, for vi ser samtidig, at vinderne af disse valg ikke får nogen som helst indflydelse. Vi får demonstreret, at det i vigtige spørgsmål er den nationale opposition imod alle andre. Kommunister og ærkekonservative slår sig gerne sammen, når det gælder om at holde den virkelige opposition ude.

I Italien valgtes Meloni fra det nationalistiske parti Fratelli d’Italia til premierminister. Stor begejstring. Hun ændrede intet på landets politik – tværtimod forvandlede hun sig selv til systempolitiker – ligesom en vis storbarmet dansk politiker, der valgtes på nationalistiske stemmer, men som i dag tager afstand fra alt, hvad hun tidligere har sagt. I Sverige indvilligede Sverigedemokraterne i at støtte en borgerlige regering. Har vi set nogen ændringer i den førte politik? Jeg har ikke! Det samme gælder i Holland, hvor Wilders vandt valget, men ikke kunne blive minister i den samlingsregering, hans parti deltager i – og som ingen ændring bringer. I Frankrig udpeger Macron en ny regering, som om Marine le Pen ikke eksisterede, selv om hun vandt valget. De tyske delstatsvalg viser samme mønster. Tidligere uforsonlige fjender slår sig sammen for at holde AfD ude. I Østrig kommer det til at gå ligesådan.

Herhjemme forsøger to borgerlige partier at samle underskrifter, Nye Borgerlige og Borgernes Parti, sidstnævnte med større succes end Nye Borgerlige. Vi ønsker gerne dem begge held og lykke – men de kommer ikke til at ændre noget. Mogens Glistrup kom i folketinget som næststørste parti – men han fik ikke ændret noget. I stedet for at de øvrige partier havde sagt: ”Det er jo åbenbart den vej, folk ønsker vi skal gå!” sagde de: ”Hvordan kan vi få ham ned med nakken?” Det fik man ved at misbruge retssystemet i en hidtil uset grad.

Som Mark Twain sagde: ”Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt!”

Det er fuldstændig spild af tid at beskæftige sig med parlamentarisk politik. Det fører ikke til noget. Det eneste parti, der eventuelt kunne ændre noget, ville være Kalashnikovs Parti, men jeg kan ikke lige finde adressen!

Mens vi leder efter den, gælder det om at gøre os i stand til at lede et land og skabe løsninger, som vil redde folket fra undergangen. Jeg ser ikke mange tegn på, at det arbejde er i gang. Der skrives mange gode artikler og bøger, men hvem læser dem? Alle synes at have taget deres eget patent på problemernes løsning – ofte uden rigtigt at have tænkt over tingene. Men det er desværre umuligt at trænge igennem til alle disse i og for sig gode folk. Alle går de deres egne veje – og når man ikke vil samle kræfterne, kommer man ingen vegne. Landsforræderne kan i ro og mag indtage deres pladser ved de dækkede borde og smæske sig på det arbejdende folks bekostning – ingen kommer til at forstyrre dem. Stakkels Danmark! Alle de sidste 1000 års kampe har været forgæves. Vi kan lukke og slukke!

Povl H. Riis-Knudsen