Introduktion

Hvordan ser konturerne ud for en kristendom, som vi kan leve med og som opbygger i stedet for at nedbryde os? Kristendommen har været med os i århundreder og det er svært at forestille sig vores civilisation uden den. Ligesom alt andet i vores samfund er vores religion også blevet korrumperet. Vores nuværende kristendom er langt fra den kristendom vores forfædre praktiserede. De sædvanlige bagmænd har udnyttet svaghederne i os selv og i vores åndsliv og gjort dem til dødelige våben vendt imod os selv. Vi må heller ikke glemme at demografien i kirken har ændret sig, historisk var præsteembedet forbeholdt mænd, i dag er den danske folkekirke og mange andre kristne trossamfund i Vesten domineret af de kvindelige præster. Om kvinders evolutionært forklarlige mangel på loyalitet overfor nationen og ringe interesse for politik og historie, kan man læse mere om i dette oplæg (der er også et link til den originale danske artikel).

Forordet blev oprindeligt udgivet på The Occidental Observer på engelsk den 11. august 2020. Vi bringer den her i en oversat version med tilladelse fra redaktøren.

Kevin MacDonalds forord til Giles Coreys The Sword of Christ

Af professor Kevin MacDonald

Bemærk: Giles Coreys nye bog, The Sword of Christ, kan købes her. Køb den, før den bliver forbudt!

Giles Corey har skrevet en bog som bør læses af alle kristne såvel som hvide fortalere af alle teoretiske perspektiver, herunder især dem, der søger et åndeligt fundament, som er dybt forankret i europæernes historie og kultur. Dette er fremragende forskning kombineret med en meget flydende skrivestil. Han har tænkt dybt over alle de spørgsmål, som Vestens folk og kulturer står over for.

Corey er godt klar over, at nutidens kristendom er blevet massivt korrumperet. De protestantiske og katolske kirker er ikke blevet meget mere end vedhæng til venstrefløjens forskellige bevægelser for social retfærdighed, der ivrigt fremmer koloniseringen af Vesten med andre racer og kulturer, selv om den religiøse iver og deltagelse svinder ind, og kristendommen i sig selv bliver mere og mere irrelevant for den nationale dialog. På den anden side er evangelikale, (evangelicals) en gruppe, der stadig er stærkt kristen, blevet massivt narret af den kristne zionismes teologi, og deres hovedfokus er at fremme Israel.

Indtil det tyvende århundrede tjente kristendommen Vesten godt. Man behøver blot at tænke på den lange historie, hvor kristne har kæmpet for at forhindre muslimer i at etablere et kalifat i hele Vesten – Charles Martel i slaget ved Tours, den spanske Reconquista, tyrkernes nederlag ved porten til Wien. Den vestlige ekspansions æra blev gennemført af kristne opdagelsesrejsende og kolonister. Indtil for ganske nylig foregik opblomstringen af videnskab, teknologi og kunst udelukkende i en kristen kontekst.

En stor del af min videnskabelige interesse har været at forsøge at forstå Vestens mennesker og kultur, hvilket har resulteret i min bog Individualism and the Western Liberal Tradition: Evolutionary Origins, History, and Prospects for the Future. Som jeg argumenterer for i bogen, giver individualismen mulighed for moralsk og etisk universalisme, som førte til den religiøst baserede udryddelse af slaveriet, længe før der opstod en elite, som var fjendtlig over for selve kristendommen. Og hvide intellektuelle i det 19. århundrede, som forsøgte at forstå deres egen moralske universalisme, tilskrev den ofte deres racemæssige oprindelse.

En sådan individualisme var ikke katastrofalt selvdestruktiv. Som Corey bemærker, “udgjorde den kristne universalisme historisk set kun en lille eller ingen fare for den hvide overlevelse, fordi den blev prædiket af hvide, der levede i en verden styret af hvide; det var først i det multikulturelle egalitære regime, der blev indført i midten af det 20. århundrede, at det kristne offer blev forvandlet til en opfordring til racemæssigt selvmord.” Det individualistiske, kristne Vesten var således meget tilpasningsdygtigt – indtil en fjendtlig, jødisk domineret elite opstod, som var opsat på at korrumpere tilpasningsdygtige former for kristen individualisme til fordel for en fuldstændig afstumpet individualisme, nu ledsaget af magtfulde religiøse, mediemæssige og akademiske stemmer, som prædiker hvid skyld, ofte fra et kristent perspektiv.

I stedet går Corey ind for en revitalisering af middelalderens germanske kristendom baseret på, med Samuel Francis’ ord, “socialt hierarki, loyalitet over for stamme og sted (blod og jord), accept af verden snarere end afvisning af verden og en etik, der værdsætter heltemod og militær opofrelse.” Denne middelalderlige kristendom bevarede de germanske stammers aristokratiske, fundamentalt indoeuropæiske kultur. Det var en adaptiv kristendom, en kristendom, der var forenelig med vestlig ekspansion, så Vesten i slutningen af det 19. århundrede dominerede planeten. Kristendommen i sig selv er bestemt ikke problemet.

Den adaptive kristendoms tilbagegang falder sammen med jødernes fremgang efter oplysningstiden i hele Vesten som en anti-kristen elite, og Corey har en masse meget interessant materiale om traditionelle kristne syn på jødedommen. Traditionel kristen teologi anså kirken for at have erstattet Det Gamle Testamente, og at jøderne ved at afvise kirken ikke kun havde afvist Gud, men også var ansvarlige for mordet på Kristus. Min opfattelse, som er udviklet i kapitel 3 i Separation and Its Discontents: Toward an Evolutionary Theory of Anti-Semitism, er, at traditionel kristen teologi grundlæggende var anti-jødisk og blev udviklet som et våben, der blev brugt til at mindske den jødiske økonomiske og politiske magt i Romerriget. Her beskriver Corey skrifterne af Johannes Chrysostomos fra det fjerde århundrede, som har et kapel dedikeret til sig i Peterskirken i Rom samt en statue uden for bygningen. Hans skrifter om jøder er intet mindre end sønderlemmende og afspejler langvarige spændinger mellem jøder og grækere i Antiokia. Og Chrysostomos var langt fra alene om sit had. Gregor af Nyssa, som også skrev i det fjerde århundrede, skrev f.eks: “[Jøderne er] Herrens mordere, profeternes mordere, oprørere mod Gud, gudshader, … djævelens fortalere, slanger, bagvaskere, bagtalere, mørkemænd, farisæernes surdej, dæmonernes sanhedrin, syndere, onde mennesker, stenere og hadere af retfærdighed.” Den traditionelle kirke var bestemt ikke venlig stemt over for jøder.

Og selv om protestantismen generelt var langt mere imødekommende over for jødiske interesser, selv før den nuværende malaise, er der bestemt undtagelser. Her fremhæver Corey Martin Luthers skrifter om jøder. Luther understreger jødernes had til kristendommen og deres følelse af overlegenhed i forhold til de kristne, idet han ser sidstnævnte som “ikke menneskelige; faktisk fortjener vi næppe at blive betragtet som fattige orme af dem.” Men han er også bekymret over den jødiske økonomiske udnyttelse og dominans af tyskerne via åger – helt sikkert den største klage over jøder i det traditionelle Europa. Og han er frastødt af den talmudiske etik, som fremmer meget forskellige moralkodekser for jøder og ikke-jøder.

Men meget har ændret sig siden kristendommens oprindelse. I nutidens USA har den kristne zionisme haft en meget stor indflydelse på den evangeliske protestantisme, hvis teologi afviger radikalt fra den traditionelle kristendom, især med hensyn til jøderne. Corey har et fremragende afsnit om, hvordan jøder var med til at forme denne nye teologi; det burde være obligatorisk læsning for kristne zionister, fordi det ville åbne deres øjne for bevægelsens beskidte historie. Resultatet af en sådan tankegang er, at zionismen ofte er blevet et redskab for moralsk idealisme hos mange ikke-jøder, fra Lloyd George til i dag, som mener, at Israels genoprettelse er langt vigtigere end deres eget folks skæbne.

Jøder har ikke set passivt til, men har aktivt støttet den kristne zionisme-bevægelse. Jeg bemærkede det i en artikel fra 2010 om den vrangforestillede pastor John Hagee:

Siden 1978 har Likud-partiet i Israel ført an i organiseringen af denne kraft for Israel, og de har fået følgeskab af de neokonservative. I 2002 arrangerede den israelske ambassade f.eks. en bønnemorgenmad med de største kristne zionister. De vigtigste organisationer er Unity Coalition for Israel, som ledes af Esther Levens, og Christians United for Israel, som ledes af David Brog. Unity Coalition for Israel består af ca. 200 kristne og jødiske organisationer og har stærke forbindelser til neokonservative tænketanke som Center for Security Policy, der ledes af Frank Gaffney, pro-israelske aktivistorganisationer som Zionist Organization of America, Likud-partiet og den israelske regering. Organisationen hævder at levere materiale til 1.700 religiøse radiostationer, 245 kristne tv-stationer og 120 kristne aviser.[1]

Corey bemærker, at Hagees organisation, A Night to Honor Israel, i årenes løb har doneret over 100 millioner dollars til højreorienterede formål i Israel. Han er blevet godt belønnet økonomisk for sin indsats og har modtaget adskillige priser fra zionistiske organisationer.

Kristen zionisme er en passende påmindelse om, hvordan mennesker i modsætning til dyr kan motiveres af ideer, herunder ideer, der er helt uden forbindelse med de troendes virkelige interesser. Disse ideer kan udbredes af mennesker, som kun gør det af egoistiske grunde, som f.eks. den vanærende Cyrus Scofield, hvis kommenterede bibel er blevet en central del af den kristne zionisme. Maladaptive ideer kan også udbredes af mennesker, som er helt imod de troendes legitime interesser eller endda hader kristendommen og Vesten i almindelighed. Her diskuterer Corey den velhavende jøde Felix Untermeyers rolle i promoveringen af Scofield og hans bibel. Det var en religiøs ideologi “med et nyt tilbedelsesikon – den moderne stat Israel”, og Corey gør et fremragende stykke arbejde med at vise, hvordan den kristne zionisme er en radikal afvigelse fra traditionel kristen teologi. Jeg fandt følgende passage ret forbløffende:

Den kristne zionismes kætteri, der bruger en vilkårlig og selvmodsigende bogstavelig og futuristisk hermeneutik, hævder, at jøderne forbliver Guds udvalgte folk, adskilt fra og overlegen i forhold til kirken; de tror faktisk, at det jordiske jødiske Israel vil erstatte kirken, og at som sådan vil “kristne, og faktisk hele nationer, blive velsignet gennem deres tilknytning til og støtte af Israel.”

Selv om den kristne zionisme er langt mindre indflydelsesrig end Israel-lobbyen, når det gælder om at fremme jødiske interesser i USA, har den bestemt haft en vis indflydelse og skaber et færdiglavet heppekor for krige i Mellemøsten på vegne af Israel. Når alt kommer til alt, har andre holdninger, der er typiske for kristne zionister, såsom modstand mod abort eller pornografi, haft meget mindre gennemslagskraft hos det nuværende venstreorienterede establishment på trods af deres stærke engagement i staten Israel.

Religiøs tænkning er i sin natur ubegrænset – den er uendeligt formbar. Det er et farligt sværd, som kan bruges til at fremme de troendes legitime interesser, eller det kan blive et dødeligt våben, hvor de troende indtager holdninger, som er åbenlyst utilpassede. Man behøver blot at tænke på religiøst baserede selvmordskulter som People’s Temple (Jonestown), Solar Temple og Heaven’s Gate. Mainstream-kristendom fra traditionel katolicisme til mainstream-protestantisme var grundlæggende adaptiv i forhold til at skabe et sundt familieliv. Den var forenelig med en kultur præget af ekstraordinær videnskabelig og teknologisk kreativitet og en levestandard, som resten af verden har misundt os.

Corey har et stort materiale om jødiske opfattelser af kristendommen i Talmud og om negativ jødisk indflydelse på kulturen i det nuværende Vesten, herunder pornografi og den seksuelle revolution generelt. Som det så ofte er tilfældet med jødisk aktivisme, har pornografibevægelsen ikke kun været motiveret af penge, men også af had til kristen moral og kristen familiefunktion. Resultaterne har været ødelæggende: Enorme stigninger siden 1960’erne – den jødiske magts gennembrudsårti – i alle markører for familiedysfunktion og dårlige resultater for børn: lavere ægteskabsrater, flere fødsler uden for ægteskab, flere teenagegraviditeter, tidlig seksualitet, høje skilsmisserater og ustabile parforhold. Med andre ord har det vestlige familiemønster med monogame kernefamilier baseret på stærke bånd mellem mand og kone været under angreb fra jødisk dominerede bevægelser, hvoraf den mest bemærkelsesværdige var psykoanalysen, der lovede en idyllisk fremtid, hvis bare folk ville kaste de traditionelle kristne begrænsninger på seksualiteten over bord. Disse negative tendenser i familiefunktionen har været mest udtalt blandt de lavere sociale klasser og har således meget mindre effekt på høj-IQ mellem- og overindkomstgrupper, herunder jøder som en relativt høj-IQ-gruppe. Katastrofen i familiemønstrene har ramt den hvide arbejderklasse langt hårdere.

Corey’s har en udvidet behandling af pornografiens ødelæggende virkninger, som nu er udvidet til børnepornografi og legaliseret pædofili som den “sidste grænse” i den seksuelle revolution. Som på andre områder starter det med at tale for et sprog, der gør aktiviteten mere eller mindre acceptabel afhængigt af fortalernes interesser. I tilfældet med pædofili er det første skridt at kalde dem “minor attracted persons”, mens vi på området for ytringsfrihed finder betegnelser som “hadefuld tale” – selv for tale, der er rimelig og faktabaseret. Hvis spørgsmål vedrørende ytringsfrihed er nogen rettesnor, vil der snart være artikler i juridiske tidsskrifter, der argumenterer for, at pædofili er normalt og ikke bør straffes, og i sidste ende vil domstolene begynde at anvende denne logik i bestemte sager. Højesteretsdommere som Elena Kagan har allerede signaleret, at de er villige til at indskrænke ytringsfriheden i spørgsmål om mangfoldighed,[2] og det vil de andre liberale tilslutte sig, hvilket vil betyde, at indskrænkning af ytringsfriheden om race højst er én højesteretsudnævnelse væk. Og når det sker, vil det ikke vare længe, før det bliver omfavnet af de konservative. Som Corey bemærker i forbindelse med pædofili: “Vi er formentlig kun én højesteretsdom væk fra, at National Reviews cocktail ‘konservative’ publikum fejrer pædofili som den næste store bedrift for den individuelle frihed.”

I betragtning af den udtømmende oversigt over de negative virkninger af pornografi – herunder neurologiske skader relateret til impulsivitet og mindsket interesse for familiære relationer med kærlighed og omsorg – er det virkelig forfærdeligt, at “60 procent af drengene og 30 procent af pigerne blev udsat for pornografi i den tidlige ungdom, herunder ‘bondage, voldtægt og børnepornografi’, og en anden, der konkluderer, at børn under ti år nu står for over 20 procent af forbruget af online-pornografi.” Det var bestemt ikke tilfældet, da jeg voksede op i 1950’erne, før syndflodsperioden. Jeg er enig i Coreys konklusion: “Vi har endegyldigt fastslået, at jødisk lederskab og deltagelse var medvirkende til og en nødvendig betingelse for den pornografiske krig, der har ramt Vestens helligste fundament, familien.” Som Freud sagde: “Vi bringer dem pesten.”

Corey har et fremragende og udtømmende afsnit om jødiske ritualmord – en absolut overbevisende præsentation af et emne, der som så meget andet i den jødiske historie er et minefelt for seriøse forskere. Som han siger: “Der er … hundredvis af beskyldninger og tilfælde af jødiske rituelle mord, det ene lige så sadistisk fordærvet som det andet, der involverer tønder med søm, korsfæstelse, halshugning, spydstegning, stening og en lang række andre barbariske onder; vi kunne fylde hele bind med beretningerne om hvert eneste af disse uskyldige liv, der så grusomt blev taget fra denne verden.”

Det er et emne, som jeg aldrig har skrevet om, selv om jeg var nogenlunde bekendt med Blood Passover, Ariel Toaffs bog om emnet. Som man kunne forvente, blev Toaffs bog fordømt af det aktivistiske jødiske samfund, og han blev presset til at udgive en undskyldning, love at forhindre distribution af sin bog osv. Men vi bør ikke være overraskede over, at sådan en praksis fandt sted. Ritualmord er en ekstrem manifestation af normativ jødisk fjendtlighed over for det omgivende samfund, hvilket er en vigtig facet af hele emnet. Den engelske historiker Edward Gibbon fra det 18. århundrede blev slået af det fanatiske had til jøder i den antikke verden:

Fra Neros regeringstid til Antoninus Pius’ opdagede jøderne en voldsom utålmodighed over for Roms herredømme, som gentagne gange brød ud i de mest rasende massakrer og oprør. Menneskeheden er chokeret over beretningen om de forfærdelige grusomheder, som de begik i byerne Egypten, Cypern og Kyrene, hvor de boede i forræderisk venskab med de intetanende indfødte; og vi er fristet til at bifalde den strenge gengældelse, som blev udøvet af legionernes våben mod en race af fanatikere, hvis dystre og godtroende overtro syntes at gøre dem til uforsonlige fjender, ikke kun af den romerske regering, men af den menneskelige art.[3]

Den spanske historiker José Amador de los Rios fra det nittende århundrede skrev om de spanske jøder, der hjalp til med den muslimske erobring af Spanien, at “uden nogen kærlighed til den jord, hvor de boede, uden nogen af de følelser, der forædler et folk, og endelig uden følelser af generøsitet, stræbte de kun efter at nære deres grådighed og opnå goternes undergang; de benyttede lejligheden til at vise deres vrede og prale af det had, som de havde opsparet i så mange århundreder.”[4]

Som jeg bemærkede i en artikel med titlen “Stalin’s Willing Executioners: Jews as a Hostile Elite in the Soviet Union”: “Had mod ikke-jødiske folk og kulturer og billedet af slavebundne forfædre som ofre for antisemitisme har været den jødiske norm gennem hele historien – meget kommenteret, fra Tacitus (“de betragter resten af menneskeheden med alt det had, der kendetegner fjender”[5]) til i dag.”[6] Toaff fremhæver hævnmotivet: “I deres kollektive mentalitet havde påskesederen for længst forvandlet sig til en fest, hvor ønsket om den kommende forløsning af Israels folk bevægede sig fra aspiration til hævn og derefter til at forbande deres kristne forfølgere, de nuværende arvtagere til den onde Farao af Egypten.”

Had og hævn blev tydeligt udstillet i de første årtier af Sovjetunionen, en periode, hvor omkring 20 millioner mennesker blev myrdet. Fra “Stalin’s Willing Executioners”, en anmeldelse af Yuri Slezkine’s The Jewish Century:

Der er næppe tvivl om, at Lenins foragt for “den tykskallede, ubehøvlede, inaktive og bjørneagtigt vilde russiske eller ukrainske bonde” blev delt af langt de fleste shtetl-jøder før og efter revolutionen. De jøder, der besudlede den traditionelle russiske kulturs hellige steder og udgav anti-kristne tidsskrifter, svælgede uden tvivl i deres opgaver af helt jødiske grunde, og som Gorkij var bekymret for, gav deres aktiviteter ikke urimeligt næring til periodens antisemitisme. I betragtning af de traditionelle shtetl-jøders anti-kristne holdninger er det meget svært at tro, at de jøder, der var involveret i kampagner mod kristendommen, ikke havde en følelse af hævn over den gamle kultur, som de foragtede så meget. …

Slezkine synes at have det godt med hævn som et jødisk motiv, men han mener ikke, at traditionel jødisk kultur i sig selv bidrager til jødiske holdninger til det traditionelle Rusland, selv om han bemærker, at en meget traditionel del af den jødiske kultur var at foragte russerne og deres kultur. (Selv de jødiske litterater foragtede hele den traditionelle russiske kultur, bortset fra Pusjkin og nogle få litterære ikoner). Man kan faktisk undre sig over, hvad der skulle motivere de jødiske kommissærer til at hævne sig, ud over motiver relateret til deres jødiske identitet. …

Slezkines argument om, at jøder var afgørende involveret i at ødelægge traditionelle russiske institutioner, likvidere russiske nationalister, myrde zaren og hans familie, ekspropriere og myrde kulakkerne og ødelægge den ortodokse kirke, er blevet fremført af mange andre forfattere gennem årene. …

Situationen giver anledning til at tænke over, hvad der kunne være sket i USA, hvis amerikanske kommunister og deres sympatisører var kommet til magten. De “røde blebørn” kom fra jødiske familier, som “omkring morgenbordet, dag efter dag, i Scarsdale, Newton, Great Neck og Beverly Hills har diskuteret, hvilket forfærdeligt, korrupt, umoralsk, udemokratisk og racistisk samfund USA er.”[7] … Det er let at forestille sig, hvilke dele af det amerikanske samfund der ville være blevet anset for at være alt for tilbagestående og religiøse og derfor værdige til massemord af de amerikanske modstykker til den jødiske elite i Sovjetunionen – dem, der rejste til Ellis Island i stedet for Moskva. Efterkommerne af disse alt for tilbagestående og religiøse mennesker fylder nu meget blandt de “red state”-vælgere, som har været så vigtige ved de seneste nationale valg. Jødisk fjendtlighed over for den kristne kultur, som er så dybt forankret i store dele af Amerika, er legendarisk. Som Joel Kotkin påpeger, “har [amerikanske] jøder i generationer betragtet religiøse konservative med en kombination af frygt og foragt.” Og som Elliott Abrams bemærker, så “holder det amerikansk-jødiske samfund fast i en dyster vision af Amerika som et land, der er gennemsyret af antisemitisme og altid på randen af antisemitiske udbrud.”

Som citatet fra den neokonservative Elliott Abrams – og meget andet – viser, fortsætter denne frygt og afsky ind i nutiden. I overensstemmelse med det, vi ved om etnocentrismens psykologi, har en grundlæggende motivation hos jødiske intellektuelle og aktivister, der er involveret i samfundskritik, simpelthen været had til den ikke-jødiske magtstruktur, der opfattes som anti-jødisk og dybt umoralsk – Susan Sontags “den hvide race er den menneskelige histories kræft”, som blev udgivet i Partisan Review, et fremtrædende litterært tidsskrift med tilknytning til New York Intellectuals (en jødisk intellektuel bevægelse), er emblematisk.

Mens jeg skriver dette i sommeren 2020, oplever vi, hvad der føles som slutspillet i den jødiske erobring af det hvide Amerika. Fordi jøder er blevet en fjendtlig elite med en magtfuld position i medierne og uddannelsessystemet, er de jødiske holdninger fra 1950’erne om, at USA er et “forfærdeligt, korrupt, umoralsk, udemokratisk, racistisk samfund”, nu helt mainstream, og den cancel-kultur, vi ser nu, er faktisk mest af alt rettet mod hvide vælgere i de røde stater, især i sydstaterne. Cancel-kulturen startede med at vælte sydstatsmonumenter, men det stoppede selvfølgelig ikke der, så nu bliver statuer af grundlovsfædrene ødelagt, og der er krav om, at statuer dedikeret til kristne religiøse figurer skal fjernes. Især jøder har krævet fjernelse af en statue af kong Louis IX af Frankrig på grund af hans forsøg på at bremse jødisk pengeudlån i sit folks interesse og for at brænde 12.000 eksemplarer af Talmud.

Notre Dame-katedralen brænder den 15. april 2019. Meget af katedralen blev bygget under St. Louis’ regeringstid. 

Dette had vil ikke ophøre, hvis og når de hvide bliver en minoritet. Jøder var ansvarlige for immigrationsloven fra 1965, som åbnede USA for indvandring fra hele verden, og de har arbejdet energisk på at skabe alliancer med disse indvandrergrupper, som opfordres til at hade det hvide Amerika og ofte anvender antihvid retorik, næsten lige så snart de ankommer, fordi de kan se de politiske fordele ved at gøre det.

Det vil ikke ende godt. Som jeg konkluderede i min seneste bog, Individualism and the Western Liberal Tradition:

Jeg er enig med Enoch Powell: “Når jeg ser fremad, er jeg fyldt med bange anelser; ligesom romeren synes jeg at se ‘floden Tiberen skumme med meget blod’.”[8] Alle de utopier, som venstrefløjen drømmer om, fører uundgåeligt til blodsudgydelser – fordi de er i konflikt med den menneskelige natur. Den klassiske marxistiske utopiske vision om et klasseløst samfund i Sovjetunionen ødelagde sig selv, men først efter at have myrdet millioner af sine egne folk. Nu viser den multikulturelle utopiske version, som er blevet dominerende i hele Vesten, tegn på at skabe intens modstand og uforsonlig polarisering.

I betragtning af den meget store jødiske involvering i disse projekter som følge af den jødiske opstigen til elitestatus i hele Vesten, er det store billede, at den jødiske magt har været rettet mod at skabe samfund, der skulle være gode for jøder, og som uundgåeligt blev annonceret i idealistiske, moralsk opløftende, humanitære vendinger [for at appellere til individualismens evolutionære psykologi, hvor sociale bånd er baseret på tilhørsforhold til moralske fællesskaber snarere end fællesskaber baseret på slægtskabsbånd]. Historisk set er sådanne projekter typisk ikke endt godt og har resulteret i massive sociale omvæltninger. Det ville derfor ikke være overraskende, hvis den nuværende sociale splittelse resulterer i en bevægelse med anti-jødiske overtoner. …

Alle mål for hvid repræsentation i de samfundsmæssige magtstrukturer vil fortsætte med at falde i de kommende år på grund af den fortsatte forværring af den demografiske situation. På nuværende tidspunkt vil selv et fuldstændigt stop for indvandring og udvisning af illegale indvandrere ikke være nok til at bevare et hvidt Amerika på lang sigt.

Venstrefløjen og dens allierede i storkapitalen har skabt et monster. De hvide er nødt til at indse, at hvis de ikke gør noget, vil de i stigende grad blive gjort til ofre og bagvasket i de kommende årtier, efterhånden som monsteret får mere og mere magt. Det er bedre, at der bliver udgydt blod før end senere.

Det, der skete i de første årtier af Sovjetunionen, er en skræmmende påmindelse om, hvad der kan ske, når en fremmed og fjendtlig elite tager kontrol over et land.

Jeg er helt enig i Coreys konklusioner og anbefalinger om en vækkelse centreret omkring de adaptive aspekter af kristendommen – de aspekter, der skabte vestlig ekspansion, innovation, opdagelser, individuel frihed, økonomisk velstand og stærke familiebånd. En kristendom, der er tilpasningsdygtig i den evolutionære betydning af overlevelse og reproduktion, og som er grundlæggende bevidst om fortidens fejltagelser.

Vi må ikke tolerere undergravende virksomhed. Liberalismen skal væk; vi har ikke råd til at gentage oplysningstidens fejltagelser. Vi har ikke råd til at tolerere yderligere anti-amerikansk, anti-familie og anti-hvid tale, og det bør afspejles i en ny forfatning. Ligesom konservatisme ikke var nok, var USA’s forfatning heller ikke nok med huller, der efterlod den åben for juridisk “fortolkning”. For det andet må vi stå sammen om at forsvare vores fælles interesser og indprente männerbund og holde vores individualisme tilbage, i det mindste indtil videre. For det andet må vi vende tilbage til vores Herre og Frelser. En nation uden tro kan ikke have noget vejledende lys, intet formål, ingen drivkraft, ingen mission. Izaak Walton skrev om sin ven John Donnes sidste dage og beskrev kroppen, “som engang var et tempel for Helligånden og nu er blevet til en lille mængde kristent støv.” Hans sidste linje: “Men jeg skal se den blive genoplivet.”

Kevin MacDonald, 9. august 2020 

---

[1] Kevin MacDonald, “Christian Zionism”, The Occidental Observer (12. marts 2010). https://www.theoccidentalobserver.net/2010/03/12/kevin-macdonald-christian-zionism/

[2] Kevin MacDonald, “Elena Kagan: Jewish Ethnic Networking Eases the Path of a Liberal/Leftist to the Supreme Court”, The Occidental Observer (20. maj 2009). https://www.theoccidentalobserver.net/2009/05/20/elena-kagan/

[3] Edward Gibbon, The Decline and Fall of the Roman Empire, Vol.1, red. J. B. Bury (London: Methuen, 1909), 78.

[4] Citeret i W. T. Walsh, Isabella of Spain: The Last Crusader (New York: Robert M. McBride, 1930), 196.

[5] Tacitus, Historien 5, 4, 659.

[6] Kevin MacDonald, “Stalin’s Willing Executioners: Jews as a Hostile Elite in the USSR” Anmeldelse af Yuri Slezkine’s The Jewish Century.  Princeton, NJ: Princeton University Press. The Occidental Quarterly, 5(3), 65-100, 93-94.

[7] Dette citat kommer fra Kevin MacDonald, The Culture of Critique, kapitel 3.

[8] “Enoch Powells ‘Rivers of Blood’-tale”, The Telegraph (6. november 2007). https://www.telegraph.co.uk/comment/3643823/Enoch-Powells-Rivers-of-Blood-speech.html