Efter godt et års fravær kom jeg endelig igen til Rusland, og efter 3 ugers ophold i Hviderusland, hvorom senere vil blive berettet, besluttede jeg at køre til Krim og Donbas. Et er af lytte til de talrige beretninger fra fronten – et andet er at være der selv. Vi ved, at den officielle vestlige presse lyver, men den lyver endnu mere, end vi tror. Grunden er naturligvis, at ingen ved noget virkeligt om Rusland, om russisk historie eller russiske samfundsforhold – og ingen forstår den russiske mentalitet. Vore underbegavede politikere ved naturligvis slet intet, så de ansætter diverse rådgivere, som heller intet ved. Dette er i en verden spækket med atomvåben særdeles farligt, for man evner ikke at afkode de russiske signaler – og mangel på enhver praktisk militær uddannelse gør også, at man ikke forstår krigens dynamik – og krigens matematik. Det fører til meget farlige fejlslutninger, som sammen med manglende intelligens og ideologisk betinget forblindelse kan føre os ud i en altødelæggende atomkrig.

Indstillingen til Rusland stammer fra kommunismens dage. Dengang ville Sovjetunionen gennemføre verdensrevolutionen, og det var vi i Vesten ikke så vilde med. I dag er jeg kommet til den beklagelige konklusion, at kommunismen havde været langt bedre end det, vi har nu. Det er imidlertid en anden diskussion. Vladimir Putin har ikke nogen verdensrevolution på programmet. Mette Frederiksen og jubelidioten Henrik Dahl mener, at Putin vil besætte os, hvis ikke Ukraine vinder. Et belæg for denne vanvittige tanke findes ikke. Hvorfor skulle han ville det? Hvis Putin har en ideologi, er det ideologien om den russiske verden. Den er vi desværre ikke en del af. Han ser Rusland som beskytter af alle russere, uanset hvor de måtte bo. Russere har generelt ikke noget problem med at bo uden for Rusland – så længe de bare får lov til at være russere, tale russisk, gå i den russiske kirke, sende deres børn i russisk skole og se russisk fjernsyn. For lande med store russiske mindretal er budskabet ganske klart. Stryg jeres russiske medborgere med hårene – vær gode ved dem, så får I ingen problemer med dem. Men hvis I behandler dem som tredjeklasses borgere og forlanger, at de skal holde op med at være russere, så forudser jeg, at I får problemer. Dette er specielt henvendt til de baltiske stater, frem for alt Estland og Letland. Der fører man en farlig politik, som næppe kan undgå at ende galt.

Tanken om at beskytte mindretal i udlandet, burde ikke være os så fjern. Vi opretholder et dansk skolevæsen, danske børnehaver og en dansk kirke i Sydslesvig – og vi støtter danske foreninger i landsdelen. Nu er vi jo ingen stormagt, men vi ville nok protestere, hvis tyskerne lukkede alt det og befalede, at man skulle tale tysk og kun tysk. Den situation ville være meget parallel med situationen for russere i Ukraine – og i tiltagende grad i Estland og Letland, hvor der er den ekstra finte, at begge stater ville bryde sammen, hvis russerne pakkede deres kufferter og rejste hjem til Rusland. De udgør mellem 30 og 40 % af befolkningerne i disse lande, som de gjorde det i det hedengangne Ukraine. Og det er den del af befolkningen, der har den bedste uddannelse.

Vi opretholder også en dansk kirke i Buenos Aires og et dansk alderdomshjem samme sted, og vi støtter – i beskedent omfang – danskheden i Argentina og mange andre steder, hvor danske har slået sig ned. Dette blot til sammenligning.

Ja, faktisk er beskyttelsen af nationale mindretal en del af EU’s lovgrundlag og diverse internationale konventioner.

Rusland er jo stort nok. Rusland har alt i form af fødevarer og råstoffer. Hvad skulle Rusland ville her? Hvad kunne russerne finde her, som de ikke har selv? Kun dekadence, fordærv og uduelighed. Der er intet her, ordentlige og anstændige mennesker kan bruge til noget. Og så kommer matematikken – noget, man heller ikke lærer i skolen. Der er vel maks. 150 mio. russere. Hvis Rusland skulle inkorporere resten af Europa, ville russerne blive et mindretal i Rusland – et lille mindretal. Fuldstændig idiotisk at tro, at det skulle være i Putins interesse. Og nu vi er ved matematikken: Kunne Rusland gabe over så meget? Her kommer krigens matematik i spil. Der er over 500 mio. mennesker i vor del af Europa, og selv om de fleste nok ikke duer til noget – specielt ikke som soldater – så ville det være en stor mundfuld. Bevares, Rusland er os teknisk overlegent, men alligevel. Det er den samme matematik, der gør, at Ukraine ikke kan vinde over Rusland – og at Hitler ikke kunne vinde over Sovjetunionen.

Men samtidig med, at man frygter Ruslands styrke, fortæller man os ideligen, at Rusland er svagt, og at Rusland jo alligevel intet kan. Nu har de snart været 3 år om at tilkæmpe sig nogle få kvadratkilometer, og se nu Kursk. I henhold til vestlig presse skulle man tro, at ukrainerne stod ved Moskvas porte. Det gør de ikke, men vi skal i den forbindelse minde om, at andre har stået ved Moskvas porte, og alligevel led de et forsmædeligt nederlag…. Hvis Nato (dvs. USA) påfører verden den 3. verdenskrig, så vil denne med usvigelig sikkerhed føre til en atomkrig, for ingen atommagt vil tillade et nederlag, og USA har kun atombomben som svar på Ruslands overlegne tekniske udvikling. Man har i Rusland således udviklet bomber med en middelstor atombombes sprængkraft – men uden radioaktivitet. 

Vi er vant til at læse om, hvordan USA smider nogle bomber og rykker ind for at nedkæmpe en hær af fårehyrder i sandaler med gamle maskinpistoler i hånden. Det går stærkt, men alligevel må USA altid til sidst stikke halen mellem benene med uforrettet sag, idet man efterlader sig kaos, død og ødelæggelse. Det er mønsteret fra Koreakrigen og frem. Rusland har god tid. Man havde mongolerne i flere århundreder. Rusland fører en udmattelseskrig, og man er snart ved et af målene: afmilitariseringen af Ukraine. De ukrainske tabstal er i øjeblikket enorme: mellem 2.000 og 3.000 mand om dagen. Fronten er ved at bryde sammen om ørerne på den ukrainske hær, der tåbeligt nok har sendt dens bedste og bedst udrustede styrker til Kursk, hvor russerne ganske enkelt udrydder dem. De kan ikke løbe nogen steder, ukrainerne bliver ved at sende forstærkninger – som alle går til. Sådan går det, når amatører vil føre krig – det har vi set før. Hverken kunstmalere eller skuespillere skal lege hærførere. Det, vi i dag er vidner til, minder om de sidste dage i førerbunkeren i Berlin i april 1945. Man er også i Kiev uden enhver kontakt med virkeligheden!

En anden grund til, at det går langsomt, er, at russerne undgår at føre krig mod civile – og at en stor del af Ukraines beboere jo er russere – noget man i Vesten bevidst forbigår, fordi det ikke passer ind i narrativet. Rusland kunne gøre, hvad Israel gør i Gaza – men man overlader angreb på civile til ukrainerne. Ukrainerne er ikke blot et abstrakt broderfolk. De to er giftet så stærkt ind i hinanden, at de fleste russere har ukrainske slægtninge. Russerne har intet had til ukrainerne, mens Zelenskij og hans junta driver en konstant propaganda mod de ”russiske undermennesker” – noget jeg synes, jeg kan huske fra historiebogen, og som er holdt i en stil og tone, der ville være strafbar i ethvert vesteuropæisk land. Når man rejser ind og ud af Rusland – det være sig igennem en lufthavn eller over en landegrænse – er mængden af rejsende med ukrainsk pas ganske betydelig. De tjekkes naturligvis, men de behandles fuldstændig på linje med alle andre. Ingen ser skævt til dem. Russerne ved så udmærket, at ukrainerne blot er de ulykkelige ofre for USA’s stræben efter verdensherredømmet, og at Zelenskij og hans bande blot er betalte håndlangere. Ingen i Vesten – som i absolut ingen – tænker på den ukrainske befolkning. Man fabler på det abstrakte plan om ”Ukraines suverænitet”, men hvad er det nu, der definerer en nationalstat? Er det et tilfældigt territorium – eller er det et folk, der deler sprog, kultur og levemåde? Ved Sovjetunionens opløsning tog man intet hensyn til historiske erfaringer. Lige som efter den 1. verdenskrig opstod der et utal af små og store stater med ganske betydelige nationale mindretal – og med områder, hvor disse mindretal var et flertal (ganske som Memelland, Danzig, Sudetenland osv.). Følgerne var til at forudse, men problemerne havde måske været til at løse, hvis ikke USA havde blandet sig i disse staters indre anliggende – uden at forstå disse stater og deres medfødte problemer. USA har aldrig forstået andre lande, men lever blot i bevidstheden om egen magtfuldkommenhed.

Vesten fabulerer om ”kolossale” russiske tab, som der ingen belæg er for. Det er en anden gammel myte fra Stalins tid, at russerne er ligeglade med deres soldater. Det er så langt fra sandheden, som det kan være. Soldater har heltestatus i Rusland, og grundene til at passe på deres liv er mange: demografien (der er alt for få russere), økonomien (store erstatninger til de efterladte og store omkostninger til uddannelse af soldater) og ganske enkelt støtten i befolkningen, der kunne lide, hvis der er for mange faldne. Rusland er ikke et stalinistisk diktatur, hvor man kan skalte og valte med folks liv, som man lyster. Rusland har faktisk folkestyre. Nogle ynder at sammenligne med Sovjetunionens krig i Afghanistan, men den sammenligning duer ikke. Russerne kunne ikke se nogen som helst mening i deres militære tilstedeværelse i Afghanistan. Man ved imidlertid, hvorfor krigen i Ukraine er nødvendig – og skulle nogen have glemt det, har invasionen i Kursk mindet dem om det. I øvrigt var de russiske tab i Afghanistan 15.000 på 9 år.

Der er stadige angreb på grænseregionerne i Rusland og de nye territorier – det har der været siden 2014. Der var vel ca. 14.000 dræbte, da Putin besluttede at gennemføre den særlige militære operation¹, som var alt andet end uprovokeret. Det er ikke militære mål, ukrainerne søger, men der er stadig hver dag civile ofre for Zelenskijregimets tilfældige terror – for det er hvad det er. Forleden styrede man direkte ind i en boligblok i Saratov ved Volga (det er et godt stykke inde i Rusland). For et par dage siden gik det ud over en boligblok i Moskva. Bevidst terror mod civile – og Mette Frederiksen er medskyldig i disse mord. Jeg ser frem til en Nürnbergdomstol 2.0… Jeg håber, jeg lever længe nok til at overvære henrettelserne.

Da jeg kom til Moskva den 7. juli efter at have opholdt mig en god månedstid i Armenien og Iran, kunne jeg spore en vis træthed i befolkningen. Der skete ikke rigtig noget. Det var de samme folk, der sagde de samme ting på fjernsynet. Men så kom Zelenskij som nævnt Putin til hjælp. Da ukrainerne rykkede ind i Kursk, skiftede stemningen fra den ene dag til den anden. Nu var det moderlandet, der blev angrebet. Nu står der krig i øjnene på folk. Zelenskij er en tåbe. Han kan intet opnå med en besættelse af et tyndtbefolket landområde i den russiske provins, men han har vækket en bjørn midt under dens vinterhi, og mit gæt er, at de russiske tropper først standser ved den polske grænse. Zelenskij vil have lov til at benytte langtrækkende vestlige våben mod mål i Rusland – men det løser ikke hans problem. Han har ikke flere mennesker, han kan sende i kødkværnen. Så mens Zelenskij driver terror mod civile i Rusland, bliver Ukraine slettet fra landkortet. Der vil nok blive oprettet en ukrainsk stødpudestat med en russiskorienteret regering, men det nuværende Ukraine vil næppe overleve. Havde Ukraine efterlevet Minsk-aftalerne, ville landet have været intakt, og man ville ikke have haft op imod 1 mio. faldne og 12-20 mio. flygtninge, af hvilke de fleste næppe vil komme tilbage. Efter snakken om, at Vesten skal sende ukrainske flygtninge tilbage, så de kan gøre militærtjeneste, er der kø ved de ukrainske konsulater: Folk vil løses fra deres ukrainske statsborgerskab! De vil hellere være statsløse! Samtidig er familier med store børn begyndt at forlade landet. Man vil sætte mobiliseringsalderen ned til 18 år, så det gælder om at komme ud inden. Så meget for den højt besungne ukrainske forsvarsvilje! Man ville kun have ”mistet” Krim, som aldrig reelt har været ukrainsk. Krustjov flyttede halvøen til den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik i en brandert i 1954. Det havde i Sovjetunionen ingen praktisk betydning. Før det havde Krim været russisk, og beboerne har altid været russere – og det er de stadig! Den, der i dag under påskud af at ville ”hjælpe” Ukraine, sender våben og mandskab til landet, bidrager kun til folkets, landets og sprogets udslettelse.

Jeg har tidligere besøgt Krim, men med fly. Ad landvejen via Kertj-broen er der fra Moskva ca. 1.800 km – det er 3 dages kørsel. Hovedvejen sydpå (der er ved at blive udbygget til betalingsmotorvej) er stærkt trafikeret, så det er ikke afslappende kørsel. Første station var Voronezj, som er en stor og ganske pæn russisk provinsby. Den ligger inden for den zone, der er udsat for regelmæssige droneangreb fra ukrainske terrorister. På vort sædvanlige hotel var det første, vi fik stukket i hånden, en vejledning i, hvordan vi skulle forholde os i tilfælde af luftalarm. Det var der nu ikke den nat. Næste station var Slavansk-na-Kubani, vest for Krasnodar. Det er en lille meget provinsiel by i et noget forsømt, men meget frodigt hjørne af Rusland, kendt for sin fortræffelige vin. Før bygningen af Kertj-broen var der ikke mange, der kom her – og det er der sådan set stadig ikke. På grund af krigen kan broen kun benyttes af personbiler, og køen til sikkerhedstjekket er 2½ time lang. Man kan i dag lettere køre ad landbroen Rostov-Taganrog-Mariupol og videre til Krim, men broen blev bygget under andre forudsætninger. Det er nu kun trafik til og fra det absolut sydvestligste hjørne af Rusland, der med fordel kan benytte den nye bro, som befinder sig ca. 350 km vest for Krasnodar. Afstandene i Rusland er betydelige. Dertil kommer vejforbindelsen. I tilknytning til broen blev der bygget foreløbig 60 km dejlig motorvej – i dag uden megen færdsel. Men inden man kommer til den, går det ad det tertiære vejnet, der overraskende nok er stærk trafikeret med stedvis lange køer. Broen har således i dag større symbolsk end praktisk betydning – og den symbolske værdi gælder for begge parter. Når ukrainerne drømmer om at bombe broen igen, er det ren terror. Og når Boris Johnson i dag opfordrer til at ødelægge den, viser det, at han intet ved og intet har forstået. Broen betyder absolut intet for krigen. Der er ingen militære eller forsyningsmæssige transporter, der går den vej. Hvis de ikke benytter vejen via Mariupol, tager de færgen, som stadig sejler. Boris Johnson er denne krigs fader, han har op imod en million faldne ukraineres og måske 100.000 russeres liv på samvittigheden – og de er faldet for absolut ingenting. Hvis man vil anvende principperne fra Nürnbergdomstolen, vil galgen også være ham sikker. Det er blot alt for mildt for en skrivebordsmassemorder!

Halvøen Krim har en bjergrig og meget smuk sydkyst langs Sortehavet, mens det meste af den nordlige del af halvøen er fladt landbrugsland. Hovedstaden Simferopol ligger inde i landet og er ikke verdens mest spændende by, men dens grønne områder gør den ganske behagelig, selv om det om sommeren er meget varmt. Der er sket en rivende udvikling, siden jeg for 5½ år siden besøgte Simferopol første gang. Dengang herskede den ukrainske arv, der var kendetegnet ved manglende vedligeholdelse, snavs og rester af den ukrainske elendighed. Folk, der aldrig har været i Ukraine, forstår ikke, at Ukraine er det, man kalder ”a failed state”. Den afgrundsdybe korruption og det politiske kaos, der stadig hersker, har ligget i vejen for virkelige økonomiske fremskridt. På listen over lande med de fleste råstoffer i verden er Ukraine nr. 5. Det burde have været Europas rigeste land, men det er det fattigste. Levestandarden var før krigen mærkbart lavere end i Rusland – og al infrastruktur var i en ringe forfatning. Bygningsmassen i de større byer var saneringsmoden. Kun de centrale dele af byer som Odessa og Kiev var restaureret.

Simferopol, foran parlamentet

Krim havde allerede i den ukrainske tid fået tilkæmpet sig status som en autonom republik, der omfattede hele halvøen undtagen Sevastopol, som på grund af den russiske flådebase havde en særlig status. Efter det amerikansk organiserede statskup i Kiev i 2014², løsrev man sig fra Ukraine og forsvarede med lidt hjælp fra Rusland sin selvstændighed, indtil man senere søgte optagelse i Den Russiske Føderation. Der var ikke tale om en ”anneksion”, men en secession helt efter bogen. Putin er ikke for ingenting jurist. Der har aldrig boet mange ukrainere på Krim. Til gengæld er der nogle krimtatarer, som fra gammel tid hader Rusland, fordi Stalin lod dem deportere fra Krim. De bor hovedsagelig omkring Bakhchysarai, som ligger på vejen mellem Simferopol og Sevastopol, og som bestemt er et besøg værd, og hvis man vandrer i bjergene omkring byen, støder man på rester af nogle af øens ældste bebyggelser. Krimtatarerne er muslimer, og der er derfor flere moskeer, især i den centrale del af halvøen, herunder også i Simferopol. Mindst 85 % af halvøens befolkning er russere, så det er latterligt at høre Zelenskij tale om at befri den undertrykte befolkning på Krim, som angiveligt har fået deres liv ødelagt. Krim er i dag i en langt bedre forfatning, end det var under Ukraine, og livskvaliteten på Krim er særdeles høj. At Zelenskij lyver, undrer næppe nogen – men at nogen tror på ham, er besynderligt. Det bygger på en katastrofal mangel på viden. I øvrigt er der på Krim 3 officielle sprog: russisk, ukrainsk og krimtatarisk. Alle 3 kan benyttes over for halvøens myndigheder. Dette er en skærende kontrast til Ukraine, hvor man nu kun kan benytte ukrainsk, selv i områder hvor befolkningen er rent russisk (eller rent ungarsk). Der er i dag praktisk taget ikke en sjæl på Krim, der ønsker sig tilbage under Ukraine, heller ikke de få ukrainere, der måtte være i den allernordligste del. Det er ikke lykkedes mig at finde en eneste!

Sevastopol er en stolt, smukt beliggende og ganske flot by – en af Sovjetunionens heltebyer. For turisten har den meget at byde på, først og fremmest en bådtur i havneområdet og et besøg i den historiske, undersøiske ubådsbase, som ukrainerne åbnede som museum. Nuvel, den var efter tyskernes ophold på Krim ikke mere nogen hemmelighed, og den var blevet forældet, efterhånden som ubådene voksede i størrelse, men alligevel irriterede det russerne. Dette anlæg er imidlertid noget af det mest imponerende menneskeværk, jeg har set. Det er på niveau med pyramiderne og den kinesiske mur. Så er der den græske oldtidsby Chersonesos og et panorama over et slag i Krimkrigen (1853-56) – ikke et af højdepunkterne i Ruslands historie. Dertil kommer et flådemuseum og en række andre museer. Vi havde for længst besøgt disse steder, så nu drejede det sig mere om at registrere, hvordan befolkningen lever så tæt på krigen. Det fik vi illustreret glimrende under middagen på hotel Sevastopols terrasse, der vender ud imod bugten og byder på en særdeles smuk udsigt. Pludselig lyder der to korte maskingeværsalver meget tæt på. Derpå gik luftforsvaret rigtig i gang med 10 minutters kanonader. Til sidst affyredes et missil, og et eller andet sprang i luften med en lang række små eksplosioner til følge. Jeg kunne ikke se, hvad der blev skudt efter, men stillingen befandt sig næppe mere end en 300-400 meter væk. Øjensynlig havde man ramt, hvad man ville, for nu flyttede skyderiet til det næste batteri længere nede ad kysten. Vi spiste alle roligt videre – ingen løftede et øjenbryn eller standsede samtalerne ved bordene. Dette var hverdag på Krim. Først da krudtrøgen drev ind over terrassen, var der nogle, der flyttede indenfor. Den river i næsen.

Krims perle er Jalta, en mindre by, der er anlagt op ad bjergsiden. Den er en bilists absolutte, uovertrufne mareridt. Vi slog os ned på hotel Oreanda, byens gamle nobelhotel, som i dag har fået en del konkurrenter, og hvis køkken ikke mere er, hvad det var for blot 5½ år siden. Men hotellet ligger praktisk talt på promenaden langs Sortehavet, hvor der er lige så proppet med mennesker som i Skagen under Hellerupugen. Der er også dejligt i Jalta. Det var her – i Livadia – zaren havde sit sommerslot, hvor Jaltakonferencen mellem Stalin, Churchill og Roosevelt fandt sted i 1945, og hvor man besluttede at dele Europa imellem sig. I omegnen findes der flere paladser, hvor zarer og stormænd har haft til huse. Også forfatteren Anton Tjekhov havde hus i Jalta, hvor der i dag er et museum. Og Zelenskij havde naturligvis også sin sommerresidens her – men den er blevet solgt af myndighederne.

Det sidste stop på Krim var Feodosia, hvor forfatteren Alexander Grin boede. Hans romantiske fortælling Alije Parusa fra 1923 (filmatiseret i 1961) om pigen Assol, der er blevet spået, at hun vil blive hentet af en prins med et skib med røde sejl, hvilket efter mange års trængsler og venten endelig går i opfyldelse, har givet navn til det turistkompleks, hvor vi slog os ned, og en model af skibet med de røde segl står nu i min reol – en gave fra hotellet. Feodosia er også en industriby, og den skændes af, at der løber en jernbane på en dæmning langs strandkanten. Men også her findes der en del herlighedsværdier, og hotellet var bestemt i en klasse for sig selv – og til en pris, man i København kun kan drømme om.

Efter et kort besøg gik vor vej videre via Dzhankoi til Melitopol og Mariupol, et af de steder krigen har raset mest voldsomt. Byens vigtigste arbejdsplads var Azovstal, en kombination af miner og stålværk, hvor ukrainske terrorister huserede i fire etager minegange under jorden, og hvor de tvang byens befolkning ned som gidsler. Azovstal er et kæmpeområde af forvredet metal, murbrokker, jernbanevogne osv. Oprydningen af det vil tage mange år. Frivillige er allerede gået langsomt i gang. Man finder våben, ammunition og lig. Min ledsager bemærkede, at der lugtede af død – og det havde hun ret i.

Azovstal

Byen selv er også en ruinbunke. Man har bygget nogle nye boligblokke, en enkelt gade er stedvis restaureret. Der er et par restauranter, men intet fungerende hotel. Da der er spærretid om natten, skulle vi med djævelens vold og magt finde et sted at sove. Det lykkedes at finde en mikroskopisk lejlighed i, hvad der kun kan betegnes som en ruin. Det var Krustjov-byggeri af ringeste kvalitet, det, man i Tyskland betegner som Plattenbauten, stort set stablede betonplader. Selv om kvarteret var nogenlunde intakt, var det gået hårdt til. Pladerne havde tydeligvis forskubbet sig. Der var kun lys i selve lejligheden på 5. sal ved hjælp af et kabel, der var trukket udefra, ikke på trappen. Balkonen var blevet blæst af, ruderne var nye. Dertil kommer, at sengetøjet var fyldt af vækketøj, men det var næppe krigens skyld. Det skab modstår alt. Men det var da delvis indendørs. Det var tydeligt, at disse blokke ville blive restaureret. Egentlig burde de nok have været revet ned. Ellers ligner byen Berlin 1945. Man kan jo nok restaurere og bygge nyt, men hvor er arbejdspladserne? De er væk, indtil Azovstal kommer til live igen, og det kan som nævnt nok tage sin tid. Men der er selvfølgelig nok også en del arbejde i byggebranchen – i hvert fald en rum tid. Og for den gode ordens skyld: Folk her er også russere, ikke ukrainere – og de vil ikke under nogen omstændigheder ”befries” af Zelenskij, hvis terror og krigsforbrydelser ikke går i glemmebogen lige med det samme! 

Øverst: Mariupol

Midterst: Foran den pæne side af vort sovested i Mariupol

Nederst: Mariupol byskilt

En grund til, at den russiske befrielse af Donbas tager så lang tid, ligger netop i topografien med de mange bakker og utallige miner med tilhørende slaggebjerge og industrier. Ukrainerne har haft siden 2014 til at udbygge deres positioner, og landskabet er ideelt til det – og det er minerne jo også. Russerne gik hurtigt frem i den flade sydlige del, hvor de i dag står uden for Kherson og ikke langt fra Odessa. Det landskab er svært at forsvare. Når den sidste modstand i Donbas er besejret, er der ikke noget til at standse fremrykningen, før man kommer til Dnepr. Det er ukrainernes sidste chance for at bevare noget af Ukraine. Hvis de til den tid stadig ikke vil indgå en fred på et realistisk grundlag, er russernes næste stop den polske grænse. Vejen dertil går også gennem fladt land.

Hovedbyen i Donbas er Donetsk, og takket være de mange industrivirksomheder i området var det ingen fattig by – og den gør heller ikke i dag noget fattigt indtryk, men den ligger ikke ret langt fra fronten, og den er blevet beskudt daglig siden 2014 med mange tab til følge. Det er en overraskende pæn og behagelig by, hvor livet forekommer særdeles normalt. Både byen og cafeerne er fulde af liv – og af soldater. Fronten forløber som nævnt lige uden for byen, og hotellerne benyttes af militæret. Efter nogen tid i kamp, kan tropperne hvile ud her, inden de skal i ilden igen. Vi slog os ned på Donbas Palace, hvor man hilses velkommen af et skilt med en maskinpistol med en streg over og en påmindelse om ikke at tage våben med ind.

Det meste af byens vestlige opland er krigsskueplads. Vejen i retning mod Seversk er ødelagt af kamphandlinger og kampvognstrafik. Broerne er sprængt. Vejen er egentlig firsporet, men man kører i et enkelt hjulspor, der skifter fra side til side alt efter, hvor det er nogenlunde fremkommeligt. Man skal ikke standse og stige ud af bilen for at slå en streg. Der er landminer. Vi ville egentlig til Artjomovsk (som ukrainerne kaldte Bakhmut), men der er jo ikke rigtig nogen aktuelle vejkort. Vi kørte igennem 3 militære kontrolposter. Ved den fjerde spurgte vagtposten, hvor vi egentlig ville hen. Vi ville til Artjomovsk. Han rystede på hovedet. Det kom vi ikke ad den vej, og hvis vi fortsatte forbi ham, kom vi i krig, så hvis vi ikke havde et vigtigt ærinde, ville han nok foreslå, at vi vendte om. Det gjorde vi, men vi havde fået et godt indtryk af, hvor ødelæggende denne amerikanske krig er.

En anden køretur gik til Saur-Mogila, et majestætisk monument på en bakketop, en kæmpe gravhøj i den sydøstlige del af Donetsk oblast (i dag Folkerepublikken Donetsk), tæt på grænsen til Rostov oblast. Her byggede man i 60’erne et monument for de faldne i et af de mange slag under den 2. verdenskrig. Under den nuværende befrielseskrig var højen også skueplads for slag, og den skiftede hænder flere gange. I dag er det befriet område, og man har genopbygget monumentet, således at det også inkluderer de faldne i den nuværende krig, og det er gjort på en genial måde. Russerne er virkelig gode til monumenter. Når man går op ad stien mod toppen, passerer man en række relieffer, hvor fortid og nutid smelter sammen. Befrielseskampen er kontinuerlig. Det, der ved første øjekast ligner rust på figurerne i de gamle uniformer, er ikke rust, men symbolet på, at fortiden vel svinder bort, men den glemmes ikke, for faklen går videre. Monumentet er et yndet udflugtsmål, og fra toppen er der en fantastisk udsigt. Mange soldater kommer her – og der er plads til flere navne på stenene. Men jeg frygter, at der også bliver brug for flere sten…

Øverst: Saur-Mogila

Nederst: Hverveplakat

Vort næste stop var Lugansk, som er en helt anden slags by end Donetsk. Den er mindre, men den er frem for alt fattigere, en klassisk arbejderby – og den ukrainske regering har absolut ikke vedligeholdt noget som helst. Selv inde i byen er gaderne stedvis ufremkommelige. Jeg ved ikke, hvornår den sidste sporvogn kørte, men det er længe siden. Sporene ligger der endnu, og hvor der er spor, går asfalten til, når den ikke bliver passet. Der er i Lugansk ingen umiddelbare krigsskader at se. Man er her længere fra fronten. Der findes en god lige vej fra Donetsk til Lugansk, men før man kører nogen steder hen, skal man lige spørge om sikkerheden. Vi blev sendt ind gennem landsbyerne. Hovedvejen kunne blive beskudt.

Fra Lugansk kørte vi nordpå til Severodonetsk, også beliggende i Lugansk oblast (Folkerepublikken Lugansk). Byen blev efter heftige kampe befriet af russiske styrker den 24. juni 2022, men den er siden da ofte blevet beskudt af ukrainske terrorister, hvis eneste mål også her er at ramme civile – selv om disse jo i ukrainsk optik er ukrainere. Det viser forløjetheden i den ukrainske propaganda, som kritikløst kolporteres videre af en samlet vestlig presse, som selv Joseph Goebbels ville være stolt over. Også her blev byens hovedarbejdsplads, kemifabrikken Azot, den største fabrik i Europa til fremstilling af kunstgødning, komplet ødelagt. I Severodonetsk er der flere huse, som stadig står op, end det er tilfældet i Mariupol, men de allerfleste er komplet udbrændte skeletter. At køre rundt i gaderne er som at køre rundt i en spøgelsesby. Gaderne er brede og vinkelrette på hinanden som i en amerikansk by, men de er næsten mennesketomme. Når man nærmer sig byen, kører man igennem en stort fuldstændig udbrændt og afsvedet skovareal. Nabobyen Lysysjansk er lige så hårdt ramt, men sikkerhedssituationen er der så dårlig, at man skal have passerseddel for at køre ind i byen.

Severodonetsk

Da jeg havde en aftale i København, måtte vi se at vende næsen mod nord, men på dette tidspunkt havde Zelenskij netop lanceret sit overfald på Kursk, så vi måtte nødvendigvis lægge vejen om ad Kursk. Overfaldet gav Zelenskij noget medieomtale og nogle klap på ryggen fra Lindsey Graham, en af de største politiske charlataner i amerikansk politik, og det siger en hel del. Han vedgår åbent, at denne krig er en win-win-situation for USA. Rusland svækkes – mener han – men det er ukrainerne, der dør, og den amerikanske våbenindustri, der profiterer af det. Han er en idiot, når det gælder international politik og militær, men man må lade ham, at han i al sin uvidenhed i det mindste er ærlig. Zelenskij trak sine bedst uddannede tropper bort fra fronten i det østlige Ukraine og sendte dem på en udflugt til Kursk – medbringende det bedste materiel, han kunne opdrive. Og med hvilket formål? For at russerne også skulle mærke krigen? Det gør de i forvejen langs grænsen og efterhånden også andre steder i den udstrækning, dronerne når frem. Men det, Zelenskij egentlig siger, er jo, at han vil føre kamp imod civile mål i Rusland. Det er også det, han vil med langtrækkende missiler. Det er en krigsforbrydelse, men alle i Vesten klapper og gør sig dermed medskyldige. Kursk oblast er et landligt område uden militær befæstning, fordi det ikke har nogen særlig betydning og derfor var et usandsynligt mål for en aggression. Hvis det altså ikke er rigtigt, at det var en fælde, stillet af russerne selv – som Zelenskij faldt i. Jeg tvivler på, at russerne ville stille en sådan fælde, men under alle omstændigheder vil hele Zelenskijs ekspeditionskorps og alt dets udstyr blive elimineret, mens fronten i Donbas bryder sammen for ukrainerne. I skrivende stund er over 25.000 blevet sat ud af spillet. Mest af alt minder dette mig om tyskernes Ardenner-offensiv i slutningen af den 2. verdenskrig, men den havde i det mindste et veldefineret – men lige så urealistisk – mål. Zelenskijs indfald i Kursk havde intet defineret mål – hvis det altså ikke var at besætte atomkraftværket i Kurtjatov og udløse en atomkatastrofe som Tjernobyl. Men det ville hans klakører i Vesten sikkert også have bifaldet.

Landevejene mod Kursk var stærkt belastede af militærkøretøjer – herunder lange kolonner af transporter med kampvogne og andre panserkøretøjer. Igen måtte vi ud på sidevejene, idet hovedvejen ansås for farlig. Det ville være fristende for ukrainerne at beskyde disse transporter. Der var mangel på hotelværelser i Kursk by, men det lykkedes at finde et. Der var luftalarmer både dag og nat, og man lærte hurtigt at lytte efter, om det var tæt på eller i en anden del af byen. Hvis det var tæt på, ville det fornuftige nok have været at gå ned i vestibulen eller at søge beskyttelsesrummet, men man behøver jo ikke at overdramatisere situationen. Som min far sagde: ”Der er mest plads ved siden af!” Man kunne fra vinduet følge luftværnskanonernes skud efter droner og missiler. Når et skud rammer et sådant flyvende objekt, eksploderer dette og falder ned i en sky af gnister. Et eller andet sted rammer det jo, men der er som sagt mest plads ved siden af.

Med et enkelt stop i Tula, engang kendt som Ruslands våbensmedje og honningkagebageri, nåede vi uskadte tilbage til Moskva.

I Rusland går krigen videre, og hver dag dræbes civile med vestlige våben, styret af vestlige eksperter. I dag sprængtes et ammunitionsdepot i Tver oblast i luften med et missil, som nogle russiske eksperter siger blev affyret fra en NATO-base i Letland. Hvis dette viser sig at være rigtigt, breder krigen sig, og Letlands dage vil være talte. Officielt nedtoner man imidlertid angrebet og siger, at det var en drone: det har i så fald været en voldsomt stor drone….

Man kan kun spørge sig selv, hvad denne konflikt i det hele taget kommer os ved, men uvidenhed og en komplet ensretning af medierne betyder, at vi lulles ind i absurde forestillinger om Rusland, og disse absurde forestillinger danner grundlaget for vidtrækkende politiske beslutninger, truffet af småtbegavede nulliteter. Et godt eksempel blandt mange er Zelenskijs ønsker om, at russerne skal mærke krigen i deres hverdag, fordi de så vil vende sig imod Putin. Den historiske erfaring siger imidlertid det stik modsatte. Russerne har gennemlevet tider så hårde og kaotiske, at klovnen i Kiev ikke kan forestille sig det. Jo mere man presser russerne, desto mere slutter de op om deres ledelse. Det siger den russiske historie, men det siger jo også den tyske historie – og den engelske historie. Hverken bombningen af de tyske byer under den 2. verdenskrig eller blitzen i London havde nogen reel indflydelse på krigens gang eller befolkningens holdning til landenes regeringer – tværtimod kom man blot til at hade fjenden endnu mere. Og ukrainerne selv lever jo også i dag med store afsavn, og Zelenskij påstår alligevel, at de støtter krigen. Om de så gør det, ved vi naturligvis ikke. Jeg tvivler. Zelenskij er ikke valgt, for han tør ikke gennemføre et valg. Rottefængeren frygter nok, at han ved et valg ville blive sparket ud af præsidentboligen med samt regering og parlament. Han blev valgt på en fredsplatform. Han lovede at skabe fred med Rusland – men han lod sig købe til at føre en krig, der vil udslette Ukraine. For Rusland er dette en eksistentiel krig – og vestlige udsagn om at ville tilføje landet et nederlag og opdele det i et utal af små betydningsløse stater bestyrker kun befolkningen i dette, men set fra Ukraine er det en overflødig krig. Det er ret beset en broderkrig om amerikansk indflydelse i Europa. Både Minsk-aftalerne og Istanbul-aftalen ville have sikret Ukraines eksistens – og mindretallenes rettigheder. Ukrainerne stemte imidlertid allerede dengang med fødderne. De forlod landet, så befolkningstallet i dag næsten er halveret.

Det er ikke Rusland, som vil regere verden – det er USA. Biden siger selv, at USA er ”exceptional”, det mest magtfulde land i verden. Ifølge Biden, skal USA lede verden, ja, beherske verden. Og dette sindssyge synspunkt kæder han så sammen med demokrati og frihed. Har USA egentlig demokrati i den forstand, at befolkningen har noget at skulle have sagt om nationens ledelse? Man hidser sig i Vesten op over, at der i Rusland er en kommission, der evaluerer ansøgninger om at stille op til præsidentvalget. En ansøger skal have noget at byde på! Det er ikke et kriterium i USA, det ser vi klart. Men det er jo heller ikke i USA sådan, at enhver blot kan stille op og gøre sig håb om at blive valgt. Der er reelt kun to vælgerforeninger, der politisk vil nogenlunde det samme. Man betegner dem derfor i dag som ”the uniparty”. Om man kan blive valgt, afgøres reelt af pengene. Kan man samle tilstrækkelige midler sammen? Det kaldes ikke et demokrati, men et plutokrati, for de mennesker, firmaer og lobbyister, der giver politikere penge, vil naturligvis have noget igen. Det er blot ukrainsk korruption på et højere plan. Og helt ærligt: Kan den exceptionelle såkaldte nation ikke finde bedre kandidater at opstille til præsidentposten end Trump og Harris? Der er reelt set tale om to idioter – også selv om jeg langt hen ad vejen har stor sympati for Trump og finder, at Harris hører hjemme på en anstalt. Kunne Amerika ikke opstille bedre folk med bedre kvalifikationer? Jeg kunne uden videre nævne en hel del! Sagen er imidlertid den, at det ikke er præsidenten, der styrer Amerika – det er ”the deep state”, administrationen, medierne, Hollywood, Facebook og lobbyerne, af hvilke den mest betydelige er den jødiske lobby! Før dette system lukkes effektivt ned, kan man ikke tale om noget demokrati.  Og endvidere: Hvis USA skal lede verden, må verden vel også have stemmeret til det amerikanske valg? Eller? Man beskylder Hitler for at have villet regere verden, hvorfor det var nødvendigt at standse ham – lige som det i dag angiveligt er nødvendigt at standse Putin. Men ingen af de to herrer ville eller vil beherske verden. Putin vil blot sikre russeres rettigheder, hvor de end bor – og Hitler ville ”kun” underlægge sig Europa. Var det ikke snarere på tide at standse Biden og de kræfter, der styrer ham? De erklærer jo åbent, at de vil herske over os alle! Og i øjeblikket fører de os lukt ind i en atomkrig, der vil slå os alle sammen ihjel. Det er en begrænsning af befolkningsoverskuddet, der vil noget! Klaus Schwab, George Soros og Bill Gates lader hilse.

Povl H. Riis-Knudsen

---

Noter

1. Ord betyder noget i Putins mund. Dette er ikke en krig – men en begrænset operation med et begrænset mål. En krig er det, Israel fører i Gaza – og blander Vesten sig yderligere i den begrænsede militæroperation, vil denne automatisk blive til en rigtig krig. ↩︎
2. Forberedelserne til det er fastholdt på bånd – der er ikke noget at diskutere om det spørgsmål! ↩︎