Grundloven skal naturligvis opfylde mange krav, men den skal først og fremmest definere, at dette er Danmark, og at man i Danmark taler dansk og kun dansk. Al kommunikation fra det offentlige til borgerne skal være på dansk og kun på dansk. Man kan gøre en undtagelse for det tyske mindretal, Færøerne og Grønland, hvor henholdsvis tysk, færøsk og grønlandsk kan anvendes ved siden af dansk. Der er ingen brug for kommunikation på engelsk i Danmark!

Den skal definere rigets grænser, og vi vil ikke på dette sted skændes om, hvorvidt Danmark skal gå til Ejderen eller om Skåne, Halland og Blekinge mv.

Den skal definere, hvem der er dansk, nemlig kun borgere af dansk æt. Fremmede kan i princippet ikke opnå dansk statsborgerskab – og sådanne, der har fået det, mister det. Der kan laves særregler for efterkommere af danskere og ægtefæller af europæisk æt, men det må være et krav, at man har været i Danmark i mange år, ja, helst i flere generationer. Statsborgerskab tildeles som nu kun ved lov, men det skal præciseres, at man ikke kan lave bunkebryllup ud af det. Der skal være en positiv grund til, at nogen tildeles dansk statsborgerskab, og denne skal der gøres nøje rede for i loven. Det kan aldrig ske automatisk og heller ikke selv om en kandidat har bestået aldrig så mange idiotiske prøver. Der skal i hvert enkelt tilfælde ske en individuel vurdering. Hvordan har vedkommende gjort sig fortjent til dansk statsborgerskab, og hvad vil den pågældende kunne udrette til gavn for Danmark. Det siger sig selv, at straffede personer ikke kan komme i betragtning, og at ingen, der ligger den danske stat til byrde, kan opnå indfødsret, dansk statsborgerskab skal være en belønning. En lov om statsborgerskab kan kun omfatte én person. Dansk statsborgerskab er ikke en rettighed, det er et privilegium!

Det kunne naturligvis i en overgangsperiode være rart med lidt fleksibilitet på dette punkt, men vi ved, at en sådan vil kunne misbruges i det lange løb. Særregler må under alle omstændigheder være stærkt tidsbegrænsede.

Muslimer og sigøjnere må ingensinde få adgang til riget – end ikke til en endagstur.

Grundloven skal endvidere fastslå, at suverænitetsafgivelse aldrig under nogen omstændigheder må finde sted, ligesom der ikke må underskrives nogen konvention, der giver andre lande eller internationale organisationer magt og myndighed over danske forhold.

Grundloven skal naturligvis også indeholde de grundlæggende bestemmelser om landets styring. Om det skal være et arvekongedømme, valgkongedømme eller en republik, og om hvordan parlamentet skal fungere.

Den skal også fastlægge organiseringen af domstolene og disses magtbeføjelser, pligter og begrænsninger, samt nøje beskrive rammerne for den lokale administration.

Grundloven skal desuden definere borgernes rettigheder og pligter med noget større detaljerigdom end den nuværende grundlov.¹ Den seneste udvikling viser også, at det er nødvendigt at definere rettigheder så basale, at end ikke Grundlovens fædre har tænkt på den: rettigheden til at kunne færdes frit, rettigheden til at drive sin forretning og rettigheden til at leve sit liv, selv om man kan blive syg og i sidste ende kan dø af det! Den vej skal vi på et eller andet tidspunkt alle. Og på det tidspunkt skal det være en grundlovssikret rettighed at blive hjulpet herfra, såfremt vi ønsker det.

Grundloven skal udtrykkeligt beskytte familien imod offentlige overgreb som tvangsfjernelse af børn mv. Opdragelse påhviler familien. Revselsesretten skal sikres. Staten skal samtidig være forpligtet til at sikre familiens økonomiske vilkår gennem fastsættelse af et børnetilskud, der gør det muligt for moderen (i undtagelsestilfælde faderen) at udføre denne forpligtelse. Dette tilskud skal være fastsat således, at der tilstræbes et børnetal på mindst 3 eller 4. Det er klart, at denne bestemmelse i en overgangsperiode kræver en stor indsats fra det offentliges side, for i det nuværende samfundssystem er familien gået i total opløsning. Det første opgave er at genskabe familien som en af samfundets grundpiller!  

Den skal imidlertid – som noget nyt – også indeholde en nøje fastlæggelse af, ikke blot hvad der er, men også af, hvad der ikke er regeringens opgave, og hvor høje skatter der må inddrives. Det er dette, jeg vil beskæftige mig med i næste afsnit. Jeg er vel klar over, at regnedrengene ville kalde mine retningslinjer helt umulige, men de vil blive de første, der skal spares væk. Det største økonomiske råderum, der skal muliggøre disse reformer, skal skabes gennem en total afbureaukratisering af administrationen og forsimpling af lovgivningen. Denne afbureaukratisering vil ikke alene lette staten og andre offentlige institutioner, den vil også smitte af på det private erhvervsliv, der vil slippe for en masse bureaukrati. Det vil ligeledes komme til at gå ud over advokater og revisorer, der vil få væsentlig mindre at lave. Det vil være slut med alenlange rapporter, kommissions- og dommerundersøgelser og diverse råd og nævn og konsulenter, der ikke giver samfundet nogen som helst merværdi.

Hvad skal en regering da beskæftige sig med?

Lad os lave en foreløbig liste:

Forsvar
Regeringen skal naturligvis forsvare landet imod enhver trussel udefra – herunder imod enhver illegal indvandring. Dvs. det skal etablere et militær, der kan forsvare de danske grænser til lands og til vands såvel som et rimeligt luftforsvar. Derudover skal Hjemmeværnet styrkes ganske betydeligt, idet jeg forestiller mig et system som det schweiziske. Værnepligten bliver noget nær livslang, men kun grunduddannelsen og senere opfriskningskurser skal foregå på kaserner. Soldaterne får deres våben og ammunition med hjem. Den daglige styrke skal i dag nok bestå af professionelle soldater, men det er samtidig vigtigt, at der skabes en folkelig forståelse for militæret. Den vil automatisk blive styrket, hvis enhver er soldat.

Danske soldater skal aldrig sendes ud til os fuldstændig uvedkommende eventyr i fremmede lande, hvis indre forhold vi ikke skal blande os i.

Vor fjende er ikke Rusland, der er vor naturlige allierede, men snarere USA og EU med deres fremmede horder.

Politi og retsvæsen

Staten skal sørge for opretholdelsen af retstilstanden. Politiet skal sørge for borgernes sikkerhed, og domstolene skal give den fornødne opbakning til det. Lovene skal være enkle og umiddelbart forståelige. Fortolkningen af dem skal altid være baseret på sund fornuft. Alle ved udmærket, hvad man må, og hvad man ikke må – selv om der måske tilsyneladende er et hul i loven, må man ikke stjæle fra samfundet – derfor skal straffe være følelige, idet der naturligvis skal være et vist rum for uagtsomhed. Samfundet er til for den lovlydige borger. Enhver, der udviser asocial adfærd skal gives én chance for at forbedre sig gennem et tidsubestemt ophold i en arbejdslejr, til det skønnes, at vedkommende er klar til at indgå i samfundet igen. For de groveste former for kriminalitet samt for enhver form for professionel kriminalitet idømmes dødsstraf. Samfundet skal ikke i større udstrækning bruge ressourcer på fængsler. Enhver borger har ret og pligt til at forsvare sig selv og sin ejendom med alle midler. Forbrydere, der tages på fersk gerning, har ingen rettigheder.

Befolkningens ret til at eje og bære våben skal sikres i grundloven – forbundet med pligten til uddannelse i våbenbrug!

Der skal ske en større udrensning i domstolene. Frem for alt skal dommerne gøres ansvarlige. De skal følge lovene og respektere strafferammerne, og de skal frem for alt kunne gøres ansvarlige for deres domme. Når retslægerådet siger, at en mand er for farlig til at have gående løs, skal et dommerkollegium ikke kunne tilsidesætte dette uden at skulle tage ansvaret for følgerne. Vi har netop set en sag, hvor en sudanesisk neger – der under ingen omstændigheder burde være her i landet – slap for forvaring og blev lukket direkte ud i det danske samfund, hvor han myrdede 3 ældre mennesker, inden han igen blev sat fast – ikke på grund af politiets ihærdighed, men fordi de pårørende pressede på. Disse tre mord er de pågældende dommere ansvarlige for, og en sådan dom burde have særdeles alvorlige konsekvenser for de pågældende.

Vi har fri bevisførelse her i landet. Det er et system, der bygger på, at folk har deres sunde fornuft i behold – ikke mindst dommerstanden. Vi har imidlertid i dag en politisk dommerstand, folk, der sætter deres eget verdensbillede over kendsgerningerne. Denne dommerstand kan i dag skønne fuldstændig frit. Domme skal ganske vist begrundes, men disse begrundelser kan blot være skøn. ”Retten finder ikke, at man kan tillægge tiltaltes/sagsøgers/sagsøgtes forklaring nogen vægt!” Begrundelserne skriger ofte til himmelen.

Det går heller ikke, at der kan være så stor forskel på bedømmelser i f.eks. landsretten og højesteret. Hvis en mand er idømt 12 år for mord i landsretten og pure frikendes i højesteret, ja, så er der jo noget galt et eller andet sted. Det betyder jo rent faktisk, at det er fuldstændig tilfældigt, om man bliver frikendt eller dømt! Hertil vil man så sige, at det jo netop er derfor, vi har flere instanser. Det er det måske, men måske betyder det i nævnte tilfælde, at en livsfarlig morder slippes ud i sam­fundet. At der kan være ting, der kan vægtes forskelligt, er klart. Havde man ændret straffen et par år eller måske bedømt forholdet som manddrab i stedet for mord – ja, kunne man sige, at det måske kunne ligge inden for grænserne for et skøn. Forskellen kunne jo også være gået den modsatte vej! Frikendt i landsretten og 12 års indespærring i højesteret – måske af en uskyldig. Dommere er ikke mere de veluddannede, neutrale, retskafne mænd, de engang var. Domstolene blev kompromitteret i 1945, og den råddenskab, som dengang blev plantet i systemet, har bredt sig og ædt det op indefra.

Vi må derfor have faste bevisregler, ting, der ikke kan skønnes om. Måske kan man så senere vende tilbage til det gamle system.

I islamisk ret kan man ikke dømme en person, medmindre han tilstår sin forbrydelse. Nuvel, man har metoder til at få ham til at tilstå, som vi ikke ville tage i anvendelse her. Men princippet om, at tiltalte skal tilstå, er sympatisk. Man bør af al magt undgå at sende folk 30 års i arbejdslejr eller i galgen, hvis der er mulighed for, at de kan være uskyldige. Man bør ikke kunne dømme folk på indicier eller tvivlsomme vidneudsagn (vidneudsagn er altid problematiske). Man kunne jo evt. forestille sig, at man stiller en straffesag i bero, hvis man ikke har håndfaste beviser. Tiltalte er stadig tiltalt, men han kan leve sit liv videre, mens sagen efterforskes yderligere – givetvis med forskellige pålæg. Det vil under alle omstændigheder være en motivation til end ikke at overtræde hastighedsbegrænsningen! Hvis han smutter, kan det nok tages som et sandsynligt bevis for, at han er skyldig. Når man så finder ham igen, falder hammeren! 

Forsvarsadvokaters opgave skal ikke være med alle midler at få skyldige frikendt, men at medvirke til, at retfærdigheden sker fyldest – hverken mere eller mindre. Hvis en mand åbenlyst er skyldig, skal han straffes – ikke frifindes som følge af en eller anden juridisk eller formel spidsfindighed. Det er den lovlydige borgers sikkerhed, det gælder!

Retssager skal endvidere ikke koste en formue, som ingen kan betale. Vi nærmer os efterhånden amerikanske tilstande, og det kan blive nødvendigt at nationalisere advokaterne eller i hvert fald at lægge loft over deres indtægter. Retfærdighed skal være for alle! Og hverken den offentlige retshjælp eller diverse forsikringsordninger er tilstrækkelige.

Kultur og undervisning

Staten skal sørge for, at alle børn får en kvalificeret skolegang, der er tilpasset deres evner og muligheder. Staten driver skoler, gymnasier, seminarier, højere læreanstalter og universiteter. Undervisningen skal sikre, at basal viden og grundlaget for den danske kultur formidles til alle. Erhvervslivet organiserer selv de uddannelser, der er behov for. Mesterlæren skal være grundlag for alle uddannelser inden for håndværk, industri, landbrug og fiskeri, behørigt suppleret med uddannelse på tekniske skoler. EFG, AMU og alle tilsvarende underholdningsforanstaltninger afskaffes.

De højere uddannelser skal forbeholdes de bogligt set bedst begavede. Universiteternes kandidatuddannelser skal føres tilbage til de standarder, man havde for 100 år siden. De moderne snakkefag kan uden videre afskaffes. Vi har ikke brug for integrationsforskere, kønsforskere, trafikforskere etc. Universiteterne begrænses til de fagområder, der tidligere henhørte under dem. De andre højere læreanstalter genoprettes. De varetager ikke universitære uddannelser. Man kunne evt. med fordel løsgøre lægeuddannelsen fra universiteterne og oprette særlige lægeskoler. Teologi er ikke en videnskab, og uddannelse af præsterne må være et rent kirkeligt anliggende. Religionsvidenskab er derimod under alle omstændigheder en universitær uddannelse. Uddannelserne inden for sprog, kultur og historie skal styrkes. Det vil være tilstrækkeligt med 2-3 universiteter på landsplan. Enhver form for taxameterstyring af skoler og højere læreanstalter afskaffes.

I forbindelse med en stærkt tiltrængt forbedring af folkeoplysningen er det vigtig at bevare vor kulturarv og fremme kendskabet til den gennem opretholdelse af teatre, bogudgivelser, museer etc. Kvaliteten af kulturlivet skal styrkes, og de nuværende snyltedyr, der fejlagtigt betegner sig selv som kunstnere, skal overføres til produktivt arbejde. Kulturelle eksperimenter er staten uvedkommende, så længe disse holder sig inden for lovgivningens og den almindelige morals grænser, men sådanne eksperimenter skal ikke finansieres af de sagesløse skatteborgere.

Infrastruktur

Staten sørger for veje, jernbaner, færgeforbindelser, lufthavne etc. Staten ejer denne infrastruktur og de dermed forbundne samfærdselsmidler. Ejer er imidlertid ikke ensbetydende med driver. Driften bør henlægges til selvstændige styrelser eller virksomheder, sådan at billetpriser og portosatser ikke skal besluttes i folketinget. Infrastruktur skal ikke give overskud. Det er en samfundsmæssig opgave at sikre, at landet hænger sammen. Alle har glæde af infrastrukturen, for alt skal transporteres. Der skal ikke være nogen konkurrence på dette område. De nuværende EU-bestemte privatiseringer tjener intet fornuftigt formål, men kun til at frarøve folkets dets retsmæssige ejendom til glæde for private storkapitalister. Man kunne evt. se en vis fornuft i konkurrence på den samme jernbanestrækning, for eksempel. Så kunne jeg bestemme, om jeg ville køre med selskab A eller selskab B. Men når jernbanenettet udstykkes således, at de lukrative bidder overlades til private, men DSB får lov til at beholde det, der giver underskud, så har det jo ikke megen mening. Af samme grund skal jernbanen ikke konkurrere med private busselskaber, der kan plukke alle de lavthængende frugter. Det samme gælder postvæsenet. Det er af national betydning, at vi har et fungerende postvæsen, og at posten kommer til ethvert hjem hver dag. Det kan godt være, at brevmængden er blevet mindre, men til gengæld er pakkemængden blevet større. Udbringningen af denne har man imid­lertid i vid udstrækning overladt til private, og så undrer man sig over, at posten giver underskud. Al udbringning skal foretages af et statsligt postvæsen – og staten skal naturligvis selv benytte dette væsen. Digitalisering kan aldrig erstatte postvæsenet, for der er ting, som skal sendes rent fysisk. Dertil kommer alle usikkerhedsmomenterne ved digitale systemer. Der er jo endvidere ingen samfundsmæssig gevinst ved, at 5-6 forskellige transportselskaber hver især opbygger den fornødne infrastruktur til postbesørgelse og hver dag kører den samme rute og afleverer pakker det samme sted. Det er tværtimod spild og unødig forurening.

Til infrastruktur hører også energiforsyning, især el. Alle ting, der er af vital betydning for samfundet skal i princippet varetages eller kontrolleres af staten, og de ansatte skal være statstjenestemænd. Lige i øjeblikket ville man nok ønske, at man ikke havde foræret statens vaccineproduktion væk til Saudi-Arabien, ja, man betalte dem ligefrem for at ”købe” den. Om den pågældende minister blot er ubegavet eller måske snarere bundkorrupt, får vi aldrig at vide.

Man kunne overveje, om infrastrukturen skal omfatte mere end det, f.eks. sikring af distributionen af dagligvarer. Dette er en samfundsmæssig vital funktion, men i det øjeblik der ikke mere kan tales om et ”udkantsdanmark”, vil problemet løse sig selv.

Regeringen skal sørge for den overordnede planlægning i samfundet. Der vil i begyndelsen være meget at se til, for f.eks. hele landbruget skal omlægges. Derom ved anden lejlighed.

Dette er statens hovedopgaver.

Derudover skal staten sørge for, at en lang række andre ting findes og fungerer. Det er dog ikke noget, staten skal være direkte involveret i.

Dette gælder først og fremmest sundhedsvæsenet. Staten skal påse, at der er et landsdækkende sygehusnet og en sygeforsikring, der omfatter alle. Erfaringen taler imidlertid imod, at det offentlige skal være direkte involveret i driften af sundhedsvæsenet. Det har kun ført til en uønsket centralisering og bureaukratisering. Endvidere er det et usundt princip, at den, der skal betale for ydelsen, også er den, der leverer ydelsen. De to kasketter kan man ikke have på samtidig!

Dette emne kræver næsten også en artikel for sig selv, men lad os give en kort sammenfatning af, hvordan et bedre sundhedsvæsen eventuelt kunne se ud.

Først er der naturligvis finansieringen. Denne skal varetages af en eller flere sygekasser, som vi kendte det tidligere. Alle skal betale til disse kasser, enten et fast kontingent eller en procent af indtægten. Der kan argumenteres for begge dele, men det er et sted, hvor man nok kunne være lidt solidariske og betale en procentdel af indkomsten. Det bliver ikke meget billigere – om overhovedet billigere – men det bliver med garanti bedre. Der, hvor der kan ligge en besparelse, er i bureaukratiet og i udnyttelsen af produktionsapparatet. En sådan gensidig sygeforsikring ville også give mulighed for tilvalg af briller, tandlæge osv.

Sundhedsvæsenet kan ikke styres ved hjælp af politisk fastlagte budgetter. Det skal levere den ydelse, der er brug for. Hele budgetstyringen skal væk. Det er en produktionsvirksomhed, der blot skal opfylde det behov, der til enhver tid er til stede. Man kan ikke lægge budgetter for sygdom. Det siger sig selv, at regionerne også falder væk. De er heller ikke gratis.

Dertil kommer udnyttelsen af produktionsapparatet. I øjeblikket udnyttes dette kun i 8-9 timer i døgnet 5 dage om ugen. Dertil kommer naturligvis akutberedskabet, men det meste står stille uden for almindelig arbejdstid. Som en sygeplejerske en gang arrogant sagde til mig: ”I weekenden opbevarer vi dem bare!” Denne uønskede hotelfunktion skal væk. Sygehusene skal arbejde i døgndrift 7 dage om ugen. Spørgsmålet vil så lyde: ”Hvor får vi lægerne fra?” Og svaret er enkelt: ”Uddan dem!” Vi uddanner læger til hele verden, men har ikke nok selv. Uddannelsespladserne skal forbeholdes danskere, som skal forpligte sig til efter endt uddannelse at arbejde mindst 10 eller 20 år i Danmark – eller betale det, uddannelsen har kostet. Allerede i den bedre udnyttelse af produktionsapparatet ligger der en kolossal besparelse. Desuden skal vi væk fra princippet om, at ansatte skal have mere i løn, fordi de arbejder i weekenden. Masser af mennesker arbejder i dag i weekenden. Argumentet om, at man så ikke kan være sammen med familien, holder ikke rigtig mere. Decideret natarbejde (22-06) er noget andet. For mange mennesker er der forstyrrelser og ubehag forbundet med det.

Grundlaget for hele sundhedsvæsenet skal være den praktiserende læge, og sådan en skal der i princippet være i hver en landsby med over 1000 indbyggere + opland. Lægerne skal ikke samles i sundhedsklinikker. I min barndom klarede lægen alt selv. Han havde kun en pige i huset til at besvare telefonen, når han ikke var der. Det han ikke kunne selv, klaredes på det nærmeste sygehus, og dem var der mange af. Han havde ingen sekretærer, ingen sygeplejersker, intet stort bureaukrati, der ikke yder nogen merværdi. Og lægen klarede langt mere selv end den praktiserende læge i dag, der stor set blot skriver recepter, henvisninger og indlæggelsessedler. Sygeplejersken tager blodprøver.

Lægen kunne tidligere altid træffes, 7 dage om ugen, 24 timer i døgnet, men med et patientunderlag på måske i alt 2000 mennesker, kunne det sagtens fungere. I ferierne passede nabolægen praksis.

Vi skal ligeledes have (nogle af) de små sygehuse tilbage. De skal ikke tage sig af de komplicerede specialer og alvorlige sygdomme. Der er masser af småting for dem at lave. Fødsler, åreknuder, brok, brækkede ben, røntgenbilleder og medicinske patienter, der bare skal overvåges. Det behøver man ikke et stort ”supersygehus” til, og for mange er der også en tryghed i at kunne blive i sit lokalområde. En seng og en operationsstue på et sådant sygehus ville være en hel del billiger end det tilsvarende på et ”supersygehus”.

Det er ikke politikerne, der skal bestemme, hvilke sygdomme der skal behandles, og hvem der blot skal dø. Alle skal i princippet behandles, hvis de selv vil det, og der er rimelig udsigt til, at det kan lykkes.

Det amerikanske hospitalsvæsen er forkætret. Det er supergodt, men det er også superdyrt, og mange amerikanere har ikke råd til en sygeforsikring. Det er naturligvis skidt, men det er samfundsstrukturens skyld og ikke sundhedsvæsenets. Der er to voldsomt fordyrende faktorer i USA. For det første er der alt for mange mellemled, der tjener på medicinen, ligesom tingene er alt for dårligt og dermed for dyrt organiseret. Hospitalet stiller i princippet kun faciliteterne til rådighed som private forretningsdrivende, mens det er selvstændige læger, der sørger for behandlingen. Det giver naturligvis virkelig frit lægevalg, men det giver også megen administration. Enhver vatpind skal skrives på regningen. Det system er alt for omkostningstungt. Den anden fordyrende faktor er forsikringsom­kost­nin­ger­ne. At sagsøge læger og hospitaler efter udskrivelsen er nærmest blevet rutine. Når man kører på motorvejen, møder man det ene store reklameskilt efter det andet for advokater, der er eksperter i at sagsøge hospitaler og læger for det ene, det andet eller det tredje. I USA er denne leg dyr – og de eneste, der virkelig tjener på den, er advokaterne. Det meste af de kæmpeerstatninger, man læser om, går i deres lommer. I vore øren lyder forsikringsomkostninger som småpenge, men det er de ikke i USA. Og læger, der rammes af sådanne sager, må efterfølgende blot lukke deres praksis, fordi forsikringsomkostningerne stiger til et punkt, hvor man ikke mere kan betale. Den kultur skal vi ikke have indført her! Dermed være ikke sagt, at læger ikke skal kunne drages til ansvar. Det skal de bestemt, også i videre udstrækning end i dag. Men det skal ske på en an­den måde end i USA.

En stor besparelse ligger i at fjerne overbureaukratiseringen. Sygeplejersker bruger i dag ca. 33 % af deres tid på ”dokumentering”, som ingen har noget virkeligt at bruge til, for ingen har tid til at læse alt dette. Det kan højst have betydning, hvis en patient dør som følge af en fejl – men så er patienten jo død. Jo mere, der skal dokumenteres, jo flere fejl begås der, for jo stærkere skal personalet løbe. 

Der må endvidere på samme måde som i Tyskland skulle tegnes en plejeforsikring for det tilfælde, at man får brug for pleje, og en invaliditetsforsikring for det tilfælde, at man bliver uarbejdsdygtig. Folk, der er født uarbejdsdygtige eller plejekrævende, må bæres kollektivt af disse systemer.

Alle forsikringsselskaber skal bygge på gensidighed. De er private, og de ejer sig selv. De skal ikke give noget overskud til nogen – heller ikke til staten. Der kan også fint være konkurrence mellem forskellige forsikringsselskaber, der hviler på en sådan gensidighed.

Det gør ikke noget, hvis der i samfundet bliver plads til velgørende borgerinitiativer eller til kirkernes sociale arbejde. Der er situationer, der er vanskelige at forsikre sig imod.

Et andet felt, hvor staten ikke har noget at gøre, vedrører folks pensioner. Dem må folk selv spare op til, og det de har sparet op, skal folk naturligvis også selv have udbetalt, når de når pensionsalderen. Sådan var systemet også en gang tænkt. Man oprettede Den Sociale Pensionsfond og lod folk betale ind til den, indtil politikerne fik øje på denne voksende pengekasse, som man så uden videre nationaliserede, idet man samtidig gjorde den pension, folk selv har betalt til, til en social ydelse, som man kan knytte alle mulige betingelser til. Når folk skal have deres pension udbetalt, skal dette naturligvis ske uafhængigt af deres øvrige indtægt, og uanset om pensionisten måtte være gift, ugift, samlevende eller hvad. Dette kan aldrig og må aldrig vedkomme staten!

Man har i dag oprettet ATP-fonden, der meget vel kan komme til at dele skæbne med Den Sociale Pensionsfond. Politikere kan ikke se penge, uden de mener, at de skal kunne råde over dem. Det må ikke ske. ATP-fonden bør derimod overtage hele pensionsvæsenet. Der skal være pligt til indbetaling af et minimumsbeløb til fonden, men man skal frit kunne indbetale så meget, man ønsker. Pensionsindbetalingen skal naturligvis være fradragsberettiget, mens pensionsudbetalinger skal beskattes. Men der skal ikke ske nogen løbende beskatning af tilvæksten i folks pensionsdepoter, i dag den såkaldte PAL-skat, som man på et tidspunkt indførte og siden har forhøjet til det punkt, hvor ens pensioner beskattes højere end ens arbejdsindtægter! Pensionsfonden skal sikre indbetalerne til fonden en rimelig indtægt. Når man beskatter tilvæksten, tvinger man blot folk til at indbetale mere, og det er ikke meningen. Folk skal også kunne leve i dagligdagen.

Hvis man ændrer hele det økonomiske system – hvilket det kunne være god grund til at gøre, må man muligvis også ændre opsparingsmodellen.

Folks løn skal naturligvis være sådan, at de kan indbetale disse bedrag, men man skal huske, at skatten under dette system – både for lønmodtagere og virksomheder – vil være endog ganske betydelig lavere.

Arbejdsløshedsforsikringen er en anden ting, der ikke vedkommer staten. Folk er i dag blevet forledt til at tro, at de selv betaler gennem deres A-kassekontingent, men det er jo ikke tilfældet. De betaler kun til de overdrevent bureaukratiserede A-kassers drift. Selve arbejdsløshedsunderstøttelsen kommer fra statskassen. A-kassen må være den enkeltes private sag – sådan at forstå, at man selv skal kunne bestemme forsikringsdækningen. Vil man have 60 % eller 100 % af sin løn, hvis man bliver arbejdsløs – og hvor lang tids dækning vil man have? Vil man betale, til man er 65 eller til man er 95? Det burde ikke være nødvendigt at fastsætte nogen regler på dette område. Alle udgifter til jobcentre, sagsbehandlere etc. falder væk. Arbejdsformidlingen kan varetages af fagforeningerne, som tidligere udførte dette arbejde på bedste vis, indtil en bande pampere fandt på at skabe Arbejdsformidlingen, så der kunne ansættes en arbejdsformidler i enhver landsby – vel at mærke på et tidspunkt, hvor der ingen arbejdsløshed var. Det var ren jobskabelse til vennerne. Hele det system skal væk! Dette kan alt sammen gøres meget, meget simpelt og uden noget kæmpebureaukrati. Der er alt for mange snyltedyr beskæftiget her! Man kan eventuelt også knytte A-kasserne direkte til fagforeningerne.

Heller ikke folks børnepasning vedrører det offentlige. Hvorfor skal jeg betale for, at min nabos husstand skal kunne have to indtægter? Det må blive naboens egen sag. Det er naturligvis i statens interesse, at der fødes børn – mange børn – og at de bliver opdraget til gode samfundsborgere, men det sker altså bedst derhjemme. Det er ideelt, at mødrene passer deres børn. Alle de psykiske og sociale problemer, vi hører om i dag, skyldes, at dette ikke mere er tilfældet. For at fremme børnenes sunde opvækst skal staten naturligvis yde et børnetilskud af en passende størrelse, gerne således, at det ved et børnetal på 3 eller 4 bedst vil kunne betale sig passe sine egne børn – hvilket er det helt naturlige. Der vil så igen også om dagen være løsgående børn i parcelhuskvartererne, børn, som kan lege med hinanden og vokse op naturligt uden overvågning og indoktrinering fra statsansatte pædagoger, der vil gøre dem til lykkelige, harmoniske og gode mennesker. Hvis man alligevel hellere vil undvære sine børn, er det naturligvis en privat sag – men så må man også selv betale for det. Begavede piger har givetvis også ambitioner om at skabe sig en karriere uden for hjemmet. Samfundet står her over for et dilemma, for man vil jo netop gerne have, at begavede piger får mange børn. Der er både en genetisk og en opdragelsesmæssig grund til det. Men hvordan skal disse piger kunne opdrage børnene, samtidig med at de forfølger en karriere? Det er en udfordring, men en udfordring, der skal findes en løsning på. Der har desværre i Europa været en tendens til, at det er de dårligst udrustede, der har fået de fleste børn. Det er, hvad biologerne betegner som ”downbreeding”, og det er ikke godt! En genopfindelse af stillingen ”ung pige i huset”, deltidsarbejde, arbejdsgiverbetalte børnehaver i direkte tilknytning til arbejdspladsen. Der er ideer nok.

Et andet godt eksempel på statens børnehavementalitet er hele feriepengesystemet. Det kommer virkelig ikke staten ved, hvordan folk finansierer deres ferie. Folk må selv kunne finde ud af at sætte penge til side til ferien, ligesom de også selv må bestemme, hvornår de vil afholde samme – og om de vil afholde den. Det kræver ikke noget bureaukrati og ingen feriefond, som kan stjæle folks feriepenge, hvis de ikke hæver dem inden et bestemt tidspunkt. Væk med al det!

Tilværelsen for erhvervslivet skal naturligvis også lettes, og gennem en forsimpling af skattesystemet og afskaffelsen af en masse overflødigt bureaukrati og kontrol skulle det ikke være vanskeligt. Der er vel nok brug for et arbejdstilsyn og nogle sundhedsmyndigheder, der kigger virksomhederne over skulderen og vejleder dem, men det har i dag udviklet sig til et sandt tyranni. Arbejdstilsynet har for eksempel ikke noget at gøre i private virksomheder, der ikke beskæftiger sig med farligt arbejde. Løst liggende ledninger og støv i hjørnerne er altså noget de ansatte og virksomhedernes ledelse selv må klare. Dagligdagen skal ganske enkelt gøres lettere. Der skal i dag udarbejdes procedurer for alt – også for selvfølgeligheder. Der skal være skriftlige procedurer for selvkontrol, hvor det, der er brug for, er ansvarsbevidste ledere, som har forstand på det, de har med at gøre. Virksomheder må have frihed under ansvar. Kan man ikke forvalte det, skal konsekvensen naturligvis være afskrækkende mærkbar.

Så skal Danmark udmeldes af diverse internationale organisationer, som skatteborgerne i dag tvin­ges til at betale til, og som kun gør skade: EU, FN og alle denne snylteorganisations underorgani­sa­tioner, Europarådet, OECD, OSCE, Nato osv. ad infinitum. Opsigelse af alle internationale konventioner af anden end rent praktisk natur (post, telekommunikation, luftfart, søfart etc.) vil givetvis også medføre besparelser.

Konsulenter, råd, projekter osv. skal ganske enkelt afskaffes. Får vi nogen merværdi til samfundet for Rådet for Sikker Trafik, Rådet for Socialt Udsatte, Rådet for Patientsikkerhed, Rådet for Afkast­for­ventninger, Rådet for Børns Læring, Rådet for Den Europæiske Union, Rådet for Digital Sikkerhed, Rådet for Sund Mad, Dansk Institut for Internationale Studier, Dansk Institut for Menneskeret­tig­heder, Dansk Institut for Partier og Demokrati, Dansk Institut for Lykkeforskning (!!!) og utallige andre lignende snylteorganisationer, som enten ikke beskæftiger sig med noget fornuftigt, eller som beskæftiger sig med noget, der allerede henhører under universiteterne eller ministerierne? Der er i vid udstrækning her blot tale om ben til politikere og beskæftigelse af samfundets droner. De lever alle direkte af finansloven, og de skal alle blot lukkes!

Staten skal heller ikke betale for det omsiggribende projektmageri. En del mennesker har f.eks. nok været i berøring med ”Offerfonden”. Her kunne man jo tro, at det var en fond, der støttede f.eks. trafikofre, hvilket man måske godt kunne se en vis mening i. Men nej, det er en fond, der yder tilskud til projekter og aktiviteter, der generelt kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser og trafikofre – også grupper af ofre. Altså en forsørgelsesordning for snyltedyr. Fonden finansieres af et såkaldt offerbidrag på 500 kr. Det betales af lovovertrædere i sager, hvor der er begået kriminalitet af mere alvorlig karakter og ved grovere færdselsforseelser. Jeg tror, enhver hastighedsovertrædelse, den være sig nok så bagatelagtig, vil udløse dette bidrag. (Og bare for at undgå enhver misforståelse: Jeg har endnu ikke stiftet bekendtskab med ”Offerfonden”. Jeg får mine fartbøder i udlandet…) På det sociale område har man i hundredvis af projekter, der reelt kun kommer projektmagerne til gode. For eksempel hovedparten af satspuljemidlerne. Lidt søgning på nettet gør det lysende klart, hvor mange penge, der smides ud til absolut ingen verdens nytte – bare af Socialstyrelsen. Der var derfor, det var så let for Britta Nielsen at svindle sig til over 100 mio. kr. Der er der mærkelig nok ingen kontrol. Det samme gælder inden for ”aktiveringen” af arbejdsløse og syge, som overhovedet ikke skal aktiveres, netop fordi de er syge. Enhver, der har været i berøring med det system, kan berette om nyttesløse kurser, hvor man intet har lavet bortset fra at drikke kaffe og læse avis, men som har kostet kassen. Obligatoriske CV-kurser, stavekurser for uddannede akademikere etc. Listen ville blive meget lang!

Der skal ikke gives støtte til nogen form for private projekter. Det private initiativ er fint og skal hilses velkomment, men det skal være privat! Derfor skal der heller ikke gives så meget som 1 krone til de såkaldte NGO’er – der er alt andet en ”non-governmental”, idet de henter de allerfleste af deres midler i statskassen. Ikke noget til Folkekirkens Nødhjælp, Læger uden Grænser, Røde Kors etc. Der skal heller ikke gives støtte til uigennemskuelige medieprojekter, der er iværksat af netop disse snylteorganisationer. Og der skal ingen støtte gives til medier overhovedet. Hvis disse ikke kan drives fornuftigt på kommerciel basis, må de enten lukke eller drives af staten. Det sidste kan give god me­ning, og så ved man, at det er medier, der drives af staten. I dag tror man, at f.eks. aviserne er private, men uden statens støttende hånd ville der ikke være mange aviser tilbage. Man tror, at DR er objektiv og uafhængig, men DR er statsdrevet og Mette Frederiksens talerør.

Staten skal betale, hvad der er statsligt. Og enhver lovbestemt udgift betales af staten. Kommunerne får et fast beløb pr. indbygger om året til kommunale opgaver så som renholdelse af parkerne, opstilling af bænke mv. Ikke nogen udligning, ikke alenlange forhandlinger mellem staten og kommunerne, intet bureaukrati!

Og private organisationer er som sagt private. Hvad der er samfundsnødvendigt, er en statsopgave. Alt andet må leve af privat velgørenhed – i den udstrækning der ikke er tale om samfundsfjendtlige aktiviteter. Sådanne skal slet ikke leve. Og det skal udenlandsk finansierede grupperinger heller ikke.

Til slut i denne korte gennemgang kommer vi så til skatten, for der er ingen frihed i et samfund, hvor man skal aflevere halvdelen af sin indkomst til staten. Det er at gøre nar af hele frihedsbegrebet. Det ideelle ville naturligvis være et samfund uden skat, et samfund, hvor staten tjente sine penge på anden vis, f.eks. ved erhvervsvirksomhed, men det er nok at være rigelig ambitiøs. Uden en vis skatteindtægt kan samfundet næppe drives rundt, men det er klart, at skatten vil blive markant mindre, når ovennævnte udgifter falder væk. Men det er også klart, at en del af skattenedsættelsen vil gå til selvfinansiering af sygeforsikring, a-kasse etc. Der skulle dog alligevel blive et solidt overskud!

Skatten skal tjene til at betale statens udgifter. Den skal ikke tjene til at omfordele pengene i samfundet fra den dygtige og arbejdsomme, til den mindre dygtige og dovne. Der må ikke ske nogen form for omfordeling overhovedet. Det er tyveri. Man kan således også diskutere, om proportional beskatning overhovedet er acceptabel, men det er også et detailspørgsmål. I princippet er det ikke acceptabelt, men kun udtryk for en kommunistisk misundelsespolitik.

Der kan ske en stor besparelse gennem forenkling. Tag f.eks. punktafgifterne. Tag udgangspunkt i din varmeregning, vandregning eller elregning. Der er utallige forskellige afgifter. Der er også utallige forskellige afgifter på forskellige varegrupper: tændstikker, elektriske pærer, emballage, og hvad ved jeg. Foruden naturligvis alkohol, tobak, sukker, sodavand, benzin, biler, forsikringer osv. For ikke at nævne momsen. Hele denne urskov skal fældes. Nogle afgifter kan naturligvis måske være adfærdsregulerende, men hvis noget er skadeligt, burde man måske hellere forbyde det end gøre staten afhængig af en afgift på de pågældende skadelige varer. På en eller anden måde forekommer det dobbeltmoralsk. Men en forenkling skal der ske – og der skal ikke være afgifter på madvarer eller kulturgoder overhovedet, ja, ikke på ting, man skal bruge for at leve. Heller ikke moms.

Man kan sige, at bilafgifter betaler for vejnettet. I dag er der registreringsafgift, benzinafgift, forsikringsafgift, vægtafgift, moms, miljøafgifter og sikkert mange flere, og disse afgifter betaler for meget mere end vejnettet, og de skal følgelig bankes betydeligt ned, så de svarer til de reelle udgifter. Der skal ikke være afgift på persontransport. Skulle vi have en afgift, der gav mening, skulle vi have en transportafgift, der var afhængig af den strækning, en vare er blevet transporteret. Det ville opmuntre til lokal produktion og gøre min sydafrikanske yndlingsmarmelade noget dyrere – for ikke at tale om æblerne fra New Zealand.

Så er der told (i dag kun på varer, der kommer fra lande uden for EU). Ofte latterlige små beløb bestemt efter latterlige principper. Jeg har engang måtte diskutere med en tolder, om nu endestykkerne på en regnstok fra Chile var håndlavede eller maskinfremstillede, for det havde stor betydning for fortoldningen. Det var vel et spørgsmål, om der skulle betale 2½ % eller 3½ % – noget i den retning. Told er en fornuftig skat – og en af de ældste. Med told kan man bestemme, hvilke og hvor mange varer der skal indføres fra fremmede lande. Men det skal jo i så fald være beløb, der giver mening, og som ikke bare dækker administrationen.

Man kan også diskutere, hvorfor vi både beskatter indkomster og forbrug. Årsagen er naturligvis, at man ved at sprede skatterne ud i høj grad skjuler disses samlede reelle størrelse. Man kan naturligvis sige, at det er lettere at unddrage sig indkomstbeskatning end forbrugsbeskatning, men det er jo ikke helt rigtigt. Den, der bor i et grænseområde, har en fordel – og meget forbrug kan den velhavende nok også lægge i udlandet. Momsen er et bureaukratisk monster og en helt igennem skadelig skat. Skulle den bevares, skulle den under alle omstændigheder begrænses. Den begyndte som bekendt med 10 %, hvilket allerede synes rigeligt. Staten har jo kun få opgaver tilbage.

Så er der dødsskatten, hvor man ved arv igen skal beskattes af beskattede midler, således at generationsskifte i personligt ejede virksomheder vanskeliggøres og familien i forbindelse med beskatningen af private formuer udplyndres. Sådanne formuer er naturligvis et hadeobjekt for alle kommunister, men efter den nødvendige revolution, vil disse ikke mere findes. Den skat skal helt væk og ganske enkelt forbydes i forfatningen.

Foruden forbuddet mod omfordeling og understøttelse af private foretagender kan man naturligvis indføre forbud mod alle eller bestemte afgifter, men statens fantasi er generelt stor, så man må gribe til mere effektive midler, nemlig en fastsættelse af maksimalgrænsen for al skatteopkrævning. Den letteste måde at gøre det på, vil være at sige, at det samlede skatteprovenu maksimalt må udgøre x % af bruttonationalproduktet. For eksempel 10 %. Jeg har selvfølgelig ikke regnet på det, og det skal man naturligvis. Det lyder for mig som et fornuftigt tal, men hvis det skal være 8 % eller 12 %, så går det også nok.

En anden beskyttelse kunne begrænse indkomstskatten til maksimalt 10 % af den enkeltes indkomst. De to begrænsninger kunne uden videre forenes.

Der skal naturligvis ikke ske nogen beskatning af bolig, jord eller formuer. Det er også blot misundelsesafgifter. Ligesom der på den anden side ikke skal gives tilskud til boligudgifter. Så fik vi måske boliger, der var indrettet efter folks pengepung og ikke efter, hvor store tilskud man påregne at få.

Grundloven skal indeholde disse begrænsninger, således at den økonomiske frihed for den enkelte ikke kan udhules. Og las os slå én ting fast: Alle grupper i samfundet ville have gavn af disse forenklinger!

Povl H. Riis-Knudsen

Note

1. Den nuværende grundlov er gennemgået på Danmarksfrihedsraad i denne artikel: Giver grundloven os nogen rettigheder? ↩︎