Danmarks Frihedsraad

Militarisering af Skandinavien og den Store Nordiske Krig

Introduktion

Hvordan en fredsregion blev en amerikansk frontlinje.

Nogle afsnit i artiklen er i uddrag.

Militarisering af Skandinavien og den Store Nordiske Krig

Af professor Glenn Diesen

Den oprindelige artikel er udgivet d. 8. marts 2024.

Militariseringen af Skandinavien bringer regionens sikkerhed i alvorlig fare og skaber nye konflikter, da russerne vil se sig tvunget til at svare på det, som kunne blive en alvorlig eksistentiel trussel mod dem. Norge har besluttet sig for at lade mindst 12 amerikanske baser etablere på sin jord, mens Finland og Sverige følger i samme fodspor og overfører suveræn kontrol med visse områder af deres territorier til Nato. Infrastrukturen bliver indrettet, så amerikanske tropper hurtigt kan nå de russiske grænser, mens Østersøen og Arktis bliver omdannet til “Nato havne”.

Mens Skandinavien forvandles fra at være et fredeligt område til en amerikansk frontlinje, bør man kunne forvente flere diskussioner om dette historiske skift. Imidlertid er de elitære politico-medier allerede nået til en konsensus, ifølge hvilken en udvidelse af Nato skulle forstærke vores sikkerhed takket være en militær styrke og en øget afskrækkelse. Flere våben betyder sjældent mere fred, selv om det er logikken i den hegemoniske fred, som denne generation af politikere har engageret sig i. 

Når Skandinavien har forstået at forblive et fredeligt område, er det, fordi de hidtil har mestret balancen mellem afskrækkelse og forsikring. Finland og Sverige var neutrale stater og udgjorde for en vigtig del et bælte af neutrale stater fra Nord til Syd af Europa under den kolde krig og bidrog derved til at mindske spændingerne. Norge var medlem af Nato, men ønskede ikke udenlandske militære baser på sin jord og begrænsede de allieredes militære aktiviteter i det arktiske område. Det gode var, at sikkerheden var solid uden at afskrække Sovjetunionen eller provokere det. Denne sunde fornuft er forduftet for længe siden.

Skandinavien udgør et afgørende område for Ruslands sikkerhed

Siden opløsningen af Kiev-Rusland1 i det 18. årh. og tabet af russisk tilstedeværelse ved floden Dniepr har manglen på en sikker adgang til verdenshavene været et større problem for Ruslands sikkerhed. Desuden afhænger den økonomiske udvikling af en sikker adgang til havet, som er de internationale handelsveje. Hegemoniske magter har derfor altid ønsket at dominere havene, mens Rusland skulle holdes svækket og besejret med begrænset adgang.

Sverige var oprindeligt en stormagt. Fra det 16. årh. til det 18. årh. forsøgte Sverige at begrænse Ruslands adgang til Østersøen og prøvede at trænge ind på russisk territorium, men også trænge ind i Ruslands arktiske havn, Arkhangelsk.

I løbet af denne periode kostede den svenske besættelse af Rusland omkring en tredjedel af den russiske befolkning. Konflikten sluttede med Stolbova-traktaten i 1617,  men betød en afståelse af russisk territorium, som afskar russerne fra adgangen til Østersøen. Denne isolering af Rusland varede indtil Peter den Stores tid, hvor han besejrede Sverige i Store Nordiske Krig i 1721. Denne krig gjorde en ende på Sveriges æra som stormagt, hvorimod Rusland blev en stormagt og også en europæisk stormagt takket være Ruslands ubegrænsede adgang til Østersøen. 

Dette forklarer Ruslands voldsomme reaktion på statskuppet i Ukraine i 2014 støttet af Vesten, hvor Rusland bemægtigede sig Krim af frygt for at tabe sin strategiske flåde på Sortehavet ved Sevastopol til Nato.2 USA’s sabotage af Minsk aftalerne (2015-2022) og Istanbul fredsaftalen (2022) var ligeledes med henblik på at give Ukraine tid til at bevæbne sig, så det kunne generobre Krim og gøre Sevastopol til en Nato flådebase. Natos generalsekretær indrømmede i juli 2022, at krigen i Ukraine især havde som mål at kontrollere Sortehavet.

Polen og de baltiske lande er også begyndt at tale om Østersøen som et “Natohav”3. Financial Times hævder, at “Danmark ville kunne forhindre russisk olie i at nå markederne” inden for rammerne af sanktionerne4. En Nato-general har også hævdet, at den russiske enklave ved Kaliningrad burde underlægges en langt større pression, der kunne blive et “problem” for Rusland. Han udtaler: “Finlands indlemmelse i Nato og dernæst Sveriges vil ændre fuldstændig form på Østersøregionen. Rusland vil opleve, at Kaliningrad vil blive omsluttet”5. (…)

Det amerikanske angreb på gasrørsledningerne i Nordsøen har vist, at omfanget af kontrollen med Østersøen er vigtig for at afskære de økonomiske forbindelser mellem Rusland og Tyskland. USA har forsøgt at bebrejde ukrainerne angrebet og påstået, at “CIA havde advaret Zelensky om at standse operationen”6. At indrømme angrebet, før det finder sted, er ganske interessant. For USA og Nato har også bebrejdet Rusland for angrebet og har begrundet det med, at de ville intensivere kontrollen med sejladsen på Østersøen og eskalere krigen i Ukraine.

USA indrømmer således at have løjet, og at de har brugt løgnen til at intensivere krigen mod Rusland. Det viser også, at de har behandlet europæerne som stedfortrædere, helt som de har brugt ukrainerne. Men europæerne har ikke forsvaret deres egne interesser og stiltiende accepteret, at en allieret ødelægger deres vitale infrastrukturer. Det viser, at dem, som vi kalder journalister, ikke stiller et eneste kritisk spørgsmål eller diskuterer den objektive virkelighed, ja stiller spørgsmål ved noget som helst.

Finland var måske den største neutrale gevinst for freden, men det har ændret sig til at være Natos længste frontlinje mod Rusland. Finland var ikke truet, men landets indlemmelse i Nato bliver fremlagt som et slag imod Putin, som er et mål i sig selv. Man kan forudse, at udenlandsk militær snart vil dukke op i det nordlige Finland for at true den russiske flåde nord for Arkhangelsk. Formålet siges at være, at Rusland skulle besætte en del af Lapland nord for Finland. Det har intet på sig, men medierne spreder gerne den fornødne angst.

Militariseringen af Norge er sket progressivt. (…)

USA har total kontrol og jurisdiktion over de norske territorier, og de amerikanske medier betragter dem som militærbaser, der gør det muligt for USA at konfrontere Rusland i Arktis. (…)

Diskussioner om krigen i Ukraine bliver begrænset til postulatet om, at russernes invasion af Ukraine var uprovokeret, og enhver indsats for at udvide debatten til Natos rolle bliver kvalt med beskyldninger om, at det er for at “legitimere” Ruslands invasion af Ukraine.

William Burns udtaler:7+8 “Ikke alene oplever Rusland en omkransning, men også forsøg på at underminere Ruslands indflydelse i området, og det frygter uforudsigelige og ukontrollerede konsekvenser, som kan skade deres sikkerhedsmæssige interesser alvorligt.

Rusland frygter især, at den stærke deling i Ukraine om et medlemskab af Nato – med en stor andel af det etnisk russiske samfund imod et medlemskab – vil kunne føre til en større splittelse med vold og endda borgerkrig. Sker det, vil Rusland være nødt til at beslutte, om det skal gribe ind eller ej. En beslutning, de ikke ønsker at stå overfor.”9

Natos tidligere generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer (2008) har erkendt, at Nato burde have respekteret Ruslands røde linjer, og at man ikke skulle have lovet Ukraine og Georgien medlemskab. “Det var en virkelig overdrivelse”.10+11

Men i september 2023 bekræftede Natos generalsekretær Jens Stoltenberg med stor jubel, at Ruslands aktioner for at forhindre en udvidelse af Nato fremover ville føre til en endnu større udvidelse af Nato.

Putin havde herefter fremsendt et udkast til traktat, som opfordrede Nato til at skrive under på, at det ikke ville udvide yderligere. Virkningen hos Stoltenberg var det modsatte. Han blev rasende og udtalte, at Rusland havde opnået det modsatte.12+13

Blindhed på grund af ideologisk fundamentalisme

Fundamentalisterne deler verden op i god eller ond ud fra deres egen politiske identitet, som deres ideologi påbyder dem. Den ideologiske fundamentalist har reduceret evnen til at indse, at hans/hendes egen politik kan udgøre en trussel mod andre, for den ideologiske politik betragtes som indiskutabelt positivt. Det blev demonstreret med Natos yderligere udvidelse efter felttoget i Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Yemen og stedfortræderkrigen i Ukraine. Nato er ikke kun en “forsvarsalliance”, når den bomber lande, som aldrig har truet NATO-landene.

Fanget i fælden af en stammementalitet, der kalkulerer med “vi” og “dem”, overdriver skandinaverne med “vi” har et samfund, og vi afviser ethvert fællesskab med “dem”. De er fælles om at mene, at USA deler skandinavernes interesser, og at de etablerer en uselvisk militær tilstedeværelse for at sikre skandinavernes sikkerhed. USA har en sikkerhedsstrategi baseret på overherredømme, som nødvendigvis må svække enhver rival, der måtte dukke op. [Tyskland f.eks.]

USA’s sikkerhedsstrategi af 2002 forbindes eksplicit med national sikkerhed og verdensherredømme, og målet at “afskrække fremtidige militære rivaler” skal opnås ved de væbnede styrkers uovertrufne magt og deres avancerede tilstedeværelse”14.

Mens skandinaverne har en interesse i fredelige grænser med Rusland, ligger USA’s interesse i at destabilisere de russiske fronter.15 Alliancer i fredstid hviler på en forevigelse af konflikter snarere end på en løsning, for konflikten garanterer protektoratets loyalitet og indeslutning af modstanderen.

En mangel på politisk fantasi til at overvinde blokpolitikken

Skandinaverne har siden slutningen af 2. v. krig været sikkerhedsmæssigt afhængige af USA, og de har ganske enkelt ikke en politisk forestillingsevne til, at der kunne være andre sikkerhedsalliancer. Hvis dette fungerede dengang, hvorfor fungerer det så ikke i dag? Da konkurrencen om sikkerhed ikke længere overvejes, overser skandinaverne bekvemt, at Nato var en aktør under den kolde krig, mens Nato efter slutningen på den kolde krig er blevet en revisionistisk aktør, der angriber andre lande inden for rammerne af det, som Nato kalder operationer “uden for zonen”. 

Verden undergår endnu en gang spektakulære ændringer ved at gå fra en unipolær verdensorden til en multipolær verdensorden. USA flytter i stigende grad deres opmærksomhed, deres ressourcer og deres prioriteringer mod Asien, hvilket ændrer på de transatlantiske relationer. USA vil tilbyde Europa noget mindre, men de vil kræve endnu mere loyalitet på det økonomiske og sikkerhedsmæssige område. Europæerne må derfor bryde deres økonomiske bånd med de amerikanske konkurrenter, hvilket allerede betyder en reduceret velstand.

USA forventer ligeså af europæerne, at de militariserer den økonomiske konkurrence med Kina, og Nato er allerede blevet den mest oplagte formidler af dette mål. I stedet for at tage multipolariteten til sig og sprede deres bånd og søge de muligheder, der gives i forbindelse med Asiens voksende betydning, gør europæerne det modsatte og underlægger sig endnu mere USA i håb af at øge betydningen af Nato.

Skandinavien var et område med fred, som prøvede at afbøde konkurrencen om sikkerhed. Mens Skandinavien opgiver deres suverænitet til USA for at beskytte sig mod en imaginær trussel, forandres området til en frontlinje, som forbereder sig på den Store Nordiske Krig nr. 2. Det eneste sikre er, at når Rusland reagerer på provokationerne, vil vi alle synge alsang om noget, der engang hed demokrati.

***

  1. Kijevriget eller Kijevrus var fra 880 e.Kr. til midten af 1100-tallet et rige domineret af Fyrstendømmet Kijev. I 1700-tallet blev de ukrainske områder delt og indgik frem til 1914 i dels habsburgmonarkiet og Østrig-Ungarn og dels i Rusland. Efter 1. Verdenskrig blev Ukraine i 1918 en selvstændig republik, men den nydannede Sovjetunion invaderede, og fra 1920 blev Ukraine en sovjetisk republik. ↩︎
  2. W. Kipp et W.B. Lincoln, «Autocracy and Reform Bureaucratic Absolutism and Political Modernization in Nineteenth-Century Russia», Russian History, vol.6, no.1, 1979, p.4. ↩︎
  3. Lrt, «Putin’s plan includes Baltics, says former NATO chief», Lrt, 19 juillet 2022. ↩︎
  4. H. Foy, R. Milne et D. Sheppard, «Le Danemark pourrait empêcher les pétroliers russes d’atteindre les marchés», Financial Times, 15 novembre 2023. ↩︎
  5. E. Zubriūtė, «Kaliningrad n’est plus notre problème, mais celui de la Russie» – interview d’un colonel de l’OTAN, LRT, 13 novembre 2023. ↩︎
  6. B. Pancevski, «Une soirée arrosée, un yacht loué : The Real Story of the Nord Stream Pipeline Sabotage», The Wall Street Journal, 14 août 2024. ↩︎
  7. Wikileaks, «Germany/Russia : Chancellery views on MAP for Ukraine and Georgia», Wikileaks, 6 juin 2008. ↩︎
  8. W.J. Burns, «The Back Channel : A Memoir of American Diplomacy and the Case for Its Renewal», New York, Random House, 2019, p.233. ↩︎
  9. W.J. Burns, «Nyet means nyet : Russia’s NATO Enlargement Redlines», Wikileaks, 1er février 2008. ↩︎
  10. G.J. Dennekamp, «De Hoop Scheffer : Poetin werd radicaler door NAVO» [De Hoop Scheffer : Poutine est devenu plus radical à cause de l’OTAN], NOS, 7 janvier 2018. ↩︎
  11. R.M. Gates, «Duty : Memoirs of a Secretary at War», New York, Knopf Doubleday Publishing Group, 2014. ↩︎
  12. Telegraph, «Tony Blair and John McCain talk about Israel/Palestine and Russia handling», The Telegraph, 27 mars 2008. ↩︎
  13. J. Stoltenberg, «Opening remarks», NATO, 7 septembre 2023. ↩︎
  14. NSS, «The National Security Strategy of the United States of America», The White House, June 2002. ↩︎
  15. RAND, «Extending Russia : Competing from Advantageous Ground», RAND Corporation, 24 avril 2019. ↩︎

Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen

Skriv en kommentar