Forholdet til vort svenske broderfolk har altid været problematisk. På den ene side står vi hinanden så nært, at vi uden store anstrengelser kan forstå hinanden rent sprogligt, mens svenskerne på andre felter er os så fremmede som marsmænd. Det er således for eksempel svært for danskere at forstå, at et nordisk folk så fuldstændigt har formået at forvandle verdens sikreste og mest velfungerende land til en kaotisk røverkule med mord, voldtægter, bilafbrændinger osv. i løbet af kun et par generationer. Men måske er de rolige svenskere i virkeligheden under overfladen optændt af kriminelle og morderiske tilbøjeligheder. Vi kan således dagligt i pressen læse om alle de unge svenskere, der kommer til København som lejemordere for diverse bander, ja, selv i Aalborg plages man af mængder af kriminelle svenskere. Mærkeligt. Her gik vi og troede, at svenskerne var Europas mest lovlydige folk, et folk, der går så vidt som til at anmelde hinanden for ulovlige parkeringer, fordi det krænker grundlaget for ”folkhemmet”¹. Gådens løsning kunne måske ligge ganske nær. Måske hedder disse ”svenskere” ikke Jönsson eller Persson, men Ali Muhammed eller Mustafa Jihad? Det kunne måske forklare en del. Men hvorfor oplyser man ikke identiteten på disse forbrydere? Ja, hvorfor ikke? Det ville opildne danskerne til oprør, ja ligefrem til racisme – og det går jo ikke, vel? Det kunne jo ultimativt betyde, at nogle kom til at hænge i lygtepælene, og her tænker jeg ikke så meget på forbryderne selv som på deres bagmænd, politikerne, der har indbudt dem, og som holder hånden over dem.

Hvor absurd tilgangen til dette er, fremgår klart af en tragisk sag fra England, hvor en ung håbefuld gut dræbte 3 børn med kniv. Rygtet spredtes hurtigt, at der var tale om en syrisk indvandrer. Det gav anledning til uroligheder, så myndighederne så sig nødsaget til imod sædvanen at oplyse gerningsmandens identitet: Han var skam waliser, født og opvokset i Cardiff. Hans navn var Axel Rudakubana, og som alle kan se, er dette urwalisisk, ikke sandt? Nok kan nogle waliske navne forekomme fremmedartede, men ikke så fremmedartede. Dette dyriske misfoster var naturligvis ikke waliser, englænder eller noget som helst andet, der hører hjemme på de britiske øer. Hans forældre er begge fra Rwanda. En ko bliver ikke til en hest af at blive født i en hestestald – og en neger bliver ikke til waliser af at være født i Wales. Protesterne blev voldsomme, og premierminister Keir Starmer var ude med de skarpeste fordømmelser og politiet gik meget vidt for at slå ned på anstifterne af disse ”højreradikale optøjer”. Ja, man gik så vidt som til at arrestere en ældre kvinde, der havde delt et opslag på Facebook om, at der var tale om en syrer. Det var misinformation, og denne misinformation anstiftede til oprøret. Skal man le eller græde? Syrer eller rwander – det gør ved gud ingen forskel. Der er i begge tilfælde tale om en udlænding, der intet har at skaffe i Southport eller noget andet sted på vore breddegrader. En enkelt søgning på Google viser i øvrigt, at dette ikke er et enestående tilfælde. England har længe været præget af udlændinges voldelige kriminalitet. Det, der adskiller denne ugerning fra andre, er bestialiteten og den kendsgerning, at ofrene er børn! En almindelig henrettelse af gerningsmanden – og hans forældre, der har ansvaret for hans opdragelse – er i dette tilfælde en alt for mild straf. Der burde være en særlig metode til aflivning for den slags ugerninger. Men England har naturligvis for længst afskaffet enhver form for dødsstraf for selv de mest bestialske forbrydelser…. Dødsstraf bliver kun ofrene til del.

Det er i øvrigt nærliggende at sammenligne disse berettigede protester med BLM-optøjerne, fordi amerikansk politi havde dræbt en sort vaneforbryder, der modsatte sig anholdelse. Der var tonen en ganske anden fra politi og politikere, der åbent bakkede op om plyndringer og hærværk, som er det, venstrefløjens ”demonstrationer” altid går ud på. Og det er jo ikke fødevarebutikkerne, der bliver plyndret af sultende masser, men derimod butikker, der sælger elektronik, alkohol eller modetøj. Ved den lejlighed knælede politiet i ærbødighed, mens forbryderiske undermennesker drev deres spil. Og hvis det havde været tre negerpiger, der var blevet dolket af en hvid dreng, havde myndighedernes forståelse for de derpå følgende optøjer også været uendelig. Men hvide mennesker skal jo alligevel udryddes, så hvorfor dog hidse sig op over tre dræbte hvide piger?

Det skal for den gode ordens skyld tilføjes, at Keir Starmer ved sin udnævnelse understregede, at han ville holde fri fra fredag eftermiddag til søndag morgen, så han kunne holde sabbat med sin familie. Behøver vi at tilføje mere?

Povl H. Riis-Knudsen

---

1. Læsere, der er særligt interesserede i nationale selvmordsstudier, henvises til vor anmeldelse af Johan Varning Bendtsens bog Det svenske eksperiment, Gads Forlag, 2022, her: Det svenske eksperiment – Danmarks Frihedsraad. ↩︎