Introduktion

Det er vigtigt, at nationalsindede danskere forstår, at man sagtens kan have mere end en modstander, og at disse kan bekæmpe os på forskellige måder. Nogle vil udgøre en direkte fysisk trussel, hvor andre kan udøve en åndelig, kulturel eller magtpolitisk skadelig indflydelse. Der er således andre grupper end muslimer, der generelt er fjendtligt indstillet over for os og vor kultur. Blandt disse grupper ser det ud til, at man også finder den jødiske minoritet. Det er således meget sigende, at der ikke umiddelbart findes en eneste jødisk organisation i Vesten, som forsvarer os og vor kultur. Tværtimod synes jødiske organisationer og toneangivende jøder altid at være i front, når det gælder om at nedbryde og opløse vor kulturelle og etniske sammenhængskraft. Hertil kommer, at jødedommen, i lige så høj grad som Islam, drypper af had mod andre. Dog med den forskel at jødedommen er en racistisk religion, hvilket kommer til udtryk derved, at det ikke er en persons tro men biologiske afstamning, der definerer, hvem der er jøde. Ifølge jødisk lov er man jøde, hvis man er født af en jødisk mor. Således gælder prominente ateister som f. eks. Karl Marx og Lazar Kaganovich stadig som jøder. Jødedommens racistiske karakter ses også derved, at jøder ikke missionerer, og at en ikkejøde kun i helt ekstraordinære tilfælde og ved stort besvær kan blive en del af det jødiske samfund. Generelt opfatter jøder derfor sig selv som et særligt genetisk, etnisk defineret guddommeligt udvalgt folk, og ikke som f. eks. danskere, tyskere eller hollændere med en anden religion. Vi ved, at alt dette nok vil falde mange for brystet, men dokumentationen synes at være solid.

I denne forbindelse er det med stor sorg, at vi har fået kendskab til, at advokat Knud Bjeld Eriksen har lukket Dronten (thedodo.info) efter mange år på nettet. Der var en del interessante tekster for patrioter på siden, særligt om netop det kontroversielle jødiske spørgsmål, men også om indvandringen og overstatslige magtorganisationer, der arbejdede til skade for indfødte europæere. Hjemmesiden kan dog stadig tilgås. Tag gerne et kig rundt på siden her: Dronten.

Knud Eriksen har ydet et enormt bidrag med oversættelsen af dr. David Dukes bog Jødisk Racisme, som også stadig kan tilgås her: Jødisk Racisme.

Hammersmedens blog har skrevet en god boganmeldelse af bogen, som vi bringer nedenfor. Til videre dybdegående studium af det jødiske spørgsmål anbefales især The Culture of Critique af professor emeritus Kevin MacDonald, som vi har skrevet lidt om her: Introduktion til The Occidental Observer

***

Det jødiske problem

Af Hammersmeden

Det er mit indtryk, at hoved-problemstillingen i kritikken af det multikulturelle samfund og masseindvandringen tager sit udgangspunkt i den såkaldte »islamisering« af den vestlige verden; altså at problemet primært hidrører fra det faktum, at størstedelen af indvandrerne stammer fra muslimske lande, hvilket sætter sit præg på omformningen af vores lande i form af moskeer, bederum, tørklæder, burkaer, … osv. Altså kort og godt, at hovedproblemet ved masseindvandringen skulle være, at den kommer fra de muslimske lande, idet muslimer skulle være særligt uegnede til integration i andre samfund. Herved glemmer man dog, at den allerdårligst integrerede indvandringsgruppe i eks. Danmark stort set aldrig nævnes med et eneste ord i denne debat, til trods for at den endnu ikke har integreret sig i det danske samfund trods dens 400 års tilstedeværelse her.

Denne bog, som nu foreligger på dansk ved Knud Eriksen, fokuserer på det begreb, som alt for lidt når frem til offentligheden i den vestlige verden; den udbredte opfattelse hos jødedommen om eksistensen af en jødisk overlegenhed på grund af det jødiske folks angivelige særlige nærhed til deres Gud, som skal have givet dem særlige rettigheder på bekostning af andre folk. Denne overlegenhedsfølelse (ͻ: eng. supremacism) manifesterer sig i jødisk tænkning, jødisk opdragelse og jødisk kultur. Og den går som regel altid ud over de oprindelige beboere i et land; nemlig den autoktone (gentile) befolkning i de lande, hvor jøderne har slået sig ned gennem årene (værtsnationer). Både økonomisk, men også kulturelt og demografisk, idet den hjemlige kultur og tradition tilsidesættes til fordel for andres opblomstring og trivsel, primært selvfølgelig den jødiske selv.

Således kan den såkaldte »islamisering« nemt komme til at virke som en afledning fra de ting, som virkelig burde have beskæftiget sindene hos arvtagere af den vestlige civilisation, dvs. de europide folkeslag. Nemlig at masseindvandringen i det 20./21. århundrede generelt lader til at være et fænomen kun hos de vestlige nationer, at der desuden lader til at være system i omskabelsen af de engang homogene vestlige samfund samt at den ensidige fokusering på Islam kan tage blikket væk fra de egentlige, bagvedliggende problemstillinger til grund for omarbejdelsen af de europæiske folks skaberværker.

Jødisk racisme: Godkendt af Gud?

Debatterne i medierne omkring integration og indvandring lader til at have indkredset sig snævert om at muslimerne skulle udgøre en særligt fremmedartet kultur, der skulle være ekstra uforenelig med de vestlige og europæiske opfattelser og levevis. Ting som tørklæder, æresdrab, polygami, tvangsægteskaber og fætter-kusine-ægteskaber fremhæves oftest som særligt fremmede for vestlig tænkning og modernitet. Dette er jo som sådan betragtet heller ikke forkert, dog lader det til at man herved overser den større helhed i spørgsmålet om hvad der kendetegner den vestlige kulturs grundsøjler og hvad der især gør den differentieret og uforenelig med andre kulturer og især hvorfor afgrænsning ikke er opstået tilfældigt.

Eksempelvis nævnes ofte visse citater i indvandringsdebatten fra muslimske skrifter, som f.eks. viser Islams forskelsbehandling af kønnene og nedladende syn på ikke-muslimer. Dette er der intet forkert i, da meget af islam-kritikken jo netop er berettiget, især når der er tale om den »positive særbehandling« som muslimer skulle nyde pga. deres religiøse særbehov. Dog må man ikke glemme, at mange af disse detaljer i Islam stikker væsentligt dybere og allerede er at finde i jødedommen, fra hvilken de direkte er overtaget eller er inspireret. Her kan blot umiddelbart nævnes retfærdiggørelsen af pædofili i Islam ud fra den kendsgerning, at profeten Muhammed selv havde sex med en niårig pige på et tidspunkt hvor han selv var 53. Dog finder man i det jødiske skrift Talmud lignende eksempler på godkendelse af og opfordring til pædofili blandt jøder:

– »Når en voksen mand har samleje med en lille pige er det ingenting, for når pigen er mindre end dette (tre år gammel), er det som når man sætter en finger i øjet, der kommer tårer til øjet,… igen og igen, men øjets syn vender tilbage, sådan kommer uskylden tilbage til den lille pige under tre år.« (Kethuboth 11b)
– »En jomfru, som er tre år og en dag gammel, kan tages til ægte gennem samleje.« (Sanhedrin 55b og 69a-69b) og (Yebamoth 57b, 58a, 60b)

Alligevel undgår jødedommen kritik, når der debatteres de udbredte børneægteskaber indenfor islam med godkendelse i Muhammeds eget eksempel. Hvorfor det, kunne man spørge, når jødedommens skrifter indeholder disse passager, som er (mindst) lige så fremmede fra vestlig tradition og kultur som de tilsvarende muslimske? I det hele taget er skrifterne Talmud og det gamle testamente (Toraen) spækkede med disse eksempler på hvordan jøderne har fået særlige rettigheder og tilladelser fra Gud til at udnytte ikke-jøder. Både seksuelt, men også finansielt og juridisk. Her nævnes endnu et par eksempler fra Talmud:

– »Kun jøder er menneskelige. (Ikke-jøder) er dyr.« (Baba Mezia 114a-114b.)
– »Selv de bedste af (ikke-jøderne) bør dræbes.« (Babyloniske Talmud, Abodah Zarah 26b)
– »Hvis en hedning (ikke-jøde) slår en jøde, skal ikke-jøden slås ihjel. At slå en jøde er at slå Gud.« (Sanhedrin 58b)
– »Hvad en jøde får gennem tyveri fra en kuti (ikke-jøde) må han beholde.« (Sanhedrin 57a)
– »Jøder må anvende løgne (‘udflugter’, ‘kneb’, ‘påskud’) for at overliste en (ikke-jøde). (Baba Kamma 113a)«
– »(Ikke-jøder) foretrækker sex med køer.« (Abodah Zarah 22a-22b.)

Når man betragter disse uddrag fra et såkaldt helligt skrift som Talmud, er det ikke overraskende, at mange jøder i dag påberåber sig den jødiske overlegenhed over andre folk og jøders ret til at tage deres land, liv og ejendom i besiddelse. At have en opfattelse af, at et bestemt folk kan have fået tilladelse af dets Gud til at mishandle andre mennesker, virker fremmed for vores moderne retsopfattelse, men ikke desto mindre påberåber mange rabbinere sig stadig i dag denne jødiske overophøjethed som Guds udvalgte folk, der har særlige rettigheder overfor alle andre folk på jorden; som et folk, der dermed har fået legitimitet af Gud til at herske over de andre folk som deres gudgivne herrer: Thi du er et folk som er helliget Herren, din Gud. Dig har Herren, din Gud, udvalgt til at være hans ejendomsfolk frem for alle folk på jorden. (Femte Mosebog 7:6).

Talmud er i øvrigt en samling af jødiske love og regler, samlet af rabbinere gennem århundreder og nedskrevet ca. 500 e.v.t. Den beskrives af American Heritage Dictionary som »udgørende grundlaget for religiøs autoritet i jødedommen«. Dog indeholder ikke kun Talmud, men også Toraen talrige eksempler på hvorledes jøderne får tilladelse af Gud til at myrde løs på andre folk og til tider endog opfordres til det af ham. Her blot et par eksempler: I Esajas (60: 10-12) nævnes det, at hele verden skal tjene jødernes by: For det folk eller rige, der ikke vil tjene dig [Jerusalem], skal gå til grunde, og folkene skal lægges øde. I Josvabogen (6:21) og (10:37) samt Femte Mosebog praler jøderne af at have slagtet hele folkeslag og kongeriger. I Femte Mosebog (20: 18) beordrer Gud jøderne til at myrde alle de mennesker i landet, som ikke vil underkaste sig jøderne og blive slaver: men i disse folks byer, som Herren din Gud giver dig i eje, må du ikke lade en eneste sjæl i live (Femte Mosebog 20:16). Alt i alt en åbenlyst racistisk ideologi, som oven i købet ikke engang bestræber sig på at dølge deres religiøst retfærdiggjorte nedladende syn på andre. Således anvendes ordet »shiksa« på jiddisch om alle ikke-jødiske kvinder. Ordet kommer af hebræisk »sheigetz« som betyder vederstyggelighed og kan oversættes med luder. Ikke-jødiske piger kaldes i samme åndedrag diminutivet »shikselke«, der altså betyder lille kvindelig vederstyggelighed. Forestil jer det ramaskrig, der ville lyde, hvis en hvid mand konsekvent omtalte jødiske kvinder som ludere! Men jøder må åbenbart godt, idet ingen tilsyneladende gør indsigelse.

Den »russiske« revolution var ikke russisk. »Frankfurt«-skolen var ikke tysk. De »danske« medier er ikke danske

Hvad angår jødernes rolle i vigtige historiske begivenheder er det vigtigt, at bide mærke i at mange af de tiltag, der regnes for europæiske eller vestlige faktisk havde et betydeligt jødisk islæt. Dette gælder ikke mindst den russiske revolution; når man betragter de førende bagmænd bag denne begivenhed, indser man hurtigt det misvisende i dens officielle navn; den »russiske« revolution. Grundlæggeren af den røde hær Leo Trotskij hed i virkeligheden Lev Davidovitj Bronstein og var jøde. Det samme var andre af de nøglebærende personligheder i den kommunistiske magtovertagelse; Zinovjev hed i virkeligheden Hirsch Apfelbaum og tilhørte samme folk som Bronstein. Kamenevs rigtige (jødiske) navn var Rosenfeld. Jakov Sverdlov stammede fra en slægt af rige jødiske handelsfolk og hans bedstefar hed sågar Israel Gauchmann. Hvad angår selve revolutionens »fører« Lenin, så var han ¼ jøde, og talte sågar jiddisch til dagligt.

 Det jødiske islæt i den »russiske« revolution var så kraftigt, at Stalin senere, i 1931, fik forbudt antisemitisme ved lov med dødsstraf for overtrædelse, idet han mente at man som kommunist måtte være en udtalt fjende af antisemitisme(!!) Vel at mærke galdt dette KUN for antisemitisme, ikke for eks. racisme generelt. Man måtte altså gerne håne hvide mennesker, men ikke jøder. Sovjetimperiet var jo desuden senere ansvarligt for millioner af menneskeliv, som bukkede under i Gulag-lejrene eller blev henrettet af det hemmelige sovjetiske politi, Tjekaen. For slet ikke at tale om Holodomor i Ukraine 1935/36, hvor ca. 7 mio. døde af sult. Og ofrene var vel at mærke etniske russere og ukrainere, dvs. hvide mennesker, myrdet af et regime, der fortrinsvis var ledet af jøder. Her nævnes et citat fra bogen s. 54 om sammensætningen af det sovjetiske parlament, folke-kommissariatet:

En tabel, der blev opstillet i 1918 af Robert Wilton, korrespondent for London Times i Rusland, viser, at der på det tidspunkt var 384 (kommunistiske) kommissærer, deraf 2 negere, 13 russere, 15 kinesere, 22 armeniere og mere end 300 jøder. Ud af den sidste gruppe var flere end 264 kommet fra De forenede Stater efter zar-regimets fald.

Altså m.a.o. at ud af 384 kommissærer var over 300(!!) jøder. Oven i købet var 264 af disse slet ikke fra Sovjetunionen, men indvandret, efter at denne kommunistisk/jødiske magtovertagelse var kommet i hus i Rusland. Meget anderledes forholder det sig ikke med den såkaldte Frankfurtskole, som ikke havde andet end navnet tilfælles med Tyskland. Denne sammenslutning af diverse marxister, som dannede grundlaget for den senere politiske korrekthed – dvs. tabulægning af diverse emner i medierne såsom indvandring – bestod nemlig på nær for 2 medlemmers vedkommende alle af jøder. Her nævnes blot Marcuse, Horkheimer, Löwenthal, Fromm og Adorno. Det samme billede tegner sig, når man betragter de førende penneførere i den danske journaliststand og mediepersonligheder, som ved nærmere betragtning faktisk slet ikke engang er af europæisk oprindelse: Navne som brødrene Melchior, Georg Metz, Arne Notkin, Dan Tschernia, Adam Holm, Martin Krasnik, Klaus & Michael Rothstein, Bent Blüdnikow, Herbert Pundik, Samuel Rachlin, Peter Wivel, Mogens Rubinstein, Anders Jerichow, Lisbeth Davidsen, Vibeke Sperling, … osv. osv. taler deres tydelige sprog om at denne etnicitet er voldsomt overrepræsenteret i forhold til deres befolkningsandel. Derfor virker også påstanden malplaceret om at muslimerne udgør hovedproblematikken i indvandringsspørgsmålet, når medierne i den grad er influeret af jødisk tankegods.

USA:
Jøder kontrollerer medierne. Og bankerne. Og politikerne.

I USA, hvor rundt regnet halvdelen af verdens jøder befinder sig (og faktisk flere end i Israel) har dette sat sit afgørende præg på kulturlivet. David Duke opremser i bogen de ud fra en national amerikaners synspunkt nedslående fakta: Der findes ikke én eneste Tv-station, der ikke er kontrolleret af jøder eller taler jøders sag af jøder! Ejeren af en af de fire store nyhedsgiganter, nemlig Rupert Murdochs News Corp som bl.a. står for Fox News, er ganske vist officielt den eneste ikke-jøde blandt dem, dog er han så pro-zionistisk, at det kan være godt det samme. Desuden er hans mor ifølge nogle kilder sandsynligvis jøde, hvilket vil gøre ham selv til jøde if. jødisk definition (du er jøde, hvis din mor er jøde). Når man betragter, hvad der kommer ud af den amerikanske filmindustri og underholdningsindustri af dekadent, multikulti-hyldende mainstream, er der ikke noget at sige til, at flere gennem årene, foruden Duke selv, er blevet gjort opmærksomme på mediemogulernes etniske tilhørsforhold. Sumner Redstone (der i virkeligheden hedder Murray Rothstein) ejer Viacom, CBS og dermed MTV. Denne »musik« kanal har jo netop om nogen været garant for promovering af raceblanding og dekadent musik såsom rap og hiphop, først og fremmest målrettet mod unge hvide mennesker.

Selveste Marlon Brando kom for skade at gøre opmærksom på jødernes magt i Hollywood, idet han i et Tv-interview udtalte, at Hollywood er ledet og ejet af jøder, hvorefter han grædende måtte bede en rabbi om tilgivelse under en audiens i Simon Wiesenthal Centret. Ellers ville han aldrig igen kunne få arbejde som skuespiller, bare for at illustrere hvad der komme ud af at nævne det umiskendelige faktum om jødernes altoverskyggende dominans i medieverdenen: Bare det at nævne det (for en ikke-jøde vel at mærke) kan gøre en ende på ens karriere. Skuespilleren i rollen som Jesus i Mel Gibson The Passion of the Christ, fik nærmest sat en stopper for sin karriere pga. denne rolle, fordi filmen tegnede et kritisk billede af farisæerne. Endnu et eksempel på hvad Hollywoods etniske ejerskab har medført for hvide amerikanere. Ligesom underholdningsindustrien er også de største aviser ejet af jøder i USA: Washington Post, New York Times og Washington Journal. Og tidsskrifter såsom Time og Newsweek.

Hvad angår bankerne ser det ikke spor anderledes ud: Jøder har sat sig tungt på posten som direktør for centralbanken FED. Både Alan Greenspan og Ben Bernanke har samme etnicitet som Moses, som altså kun udgør ca. 2 % af den amerikanske befolkning, men alligevel har formået at sætte sig på de magtgivende positioner i samfundet. Og hvad angår politik har faktisk samtlige amerikanske præsidenter ført en Israel-venlig politik, ikke mindst takket være The Israel Lobby, som blev afdækket i en bog af samme navn af Mearsheimer & Walt til stor irritation for jødiske interesseorganisationer i USA. Den ekstremistiske jødiske organisation Chabad Lubavitch bliver ofte inviteret til præsidenten i det hvide hus, hvor de underviser de mange jødiske aktivister, der arbejder der. En af de førende rabbinere for denne organisation, Yitzhak Ginsburg, har i øvrigt i den største jødiske avis i USA bekræftet, at det ifølge jødisk lov i Talmud er tilladt for en jøde at stjæle en lever fra en tilfældig ikke-jøde, hvis dette kunne redde jødens liv, fordi jødisk liv skulle have en særlig guddommelig værdi. Og sådan en åbenlyst racistisk organisation har en afgørende finger med i USA’s politik?

Ikke alene politik; den jødiske organisation ADL overvåger skolebøger og undervisningsmateriale, for at sikre sig at de kan godkende indholdet. Og hvis ikke, får de øjeblikkelig gennemført en omskrivning af bøgerne, så at børnene sikres den korrekte version af historien, godkendt af den jødiske censurmyndighed. Dog lader dette ikke til at være noget der overrasker de ledende kredse i hverken USA eller Israel, selvom det officielt er tabu at snakke om dette faktum, endsige blot nævne det. Således udtalte tidligere israelsk præsident Ariel Sharon 3. oktober 2001:

“Hver gang, vi gør noget, fortæller du mig, at Amerika vil gøre dit og dat. . . Jeg vil gerne fortælle dig noget, meget klart: Du skal ikke bekymre dig om amerikansk pres på Israel. Vi, det jødiske folk, kontrollerer Amerika og amerikanerne véd det.”

Sharon var i øvrigt også som forsvarsminister bagmanden bag nedslagtningen af civile i de to flygtningelejre Sabra og Shatila under invasionen af Libanon i 1982, hvor 1.500 flygtninge blev massakreret af falangistiske mordpatruljer til trods for at USA havde garanteret deres sikkerhed. Nogle kilder sætter tallet til 2.500. Undervejs i angrebet fik gravide kvinder sprættet maven op og også mange små piger blev voldtaget af angriberne. Vel at mærke beordret af en mand, som israelerne senere vælger til præsident(!)

Murder Incorporated

Når nogen siger »mafia« tænker de fleste sikkert »Italien« eller »Sicilien«, »godfather«, »goodfellas« osv. osv. Alt sammen noget forbundet med enten Italien eller italienske indvandrere i USA, som opbygger og kontrollerer forbryderdynastier med pengeafpresning, lejemord etc. Imidlertid viser det sig, at den befolkningsgruppe, der har stået for det meste af den organiserede kriminalitet i USA, slet ikke er hverken italiensk eller europæisk for den sags skyld. Meget sigende i denne sammenhæng, at det jødisk kontrollerede Hollywood laver den ene film efter den anden om den italienske mafia i USA, hvorved et indtryk bliver dannet hos seeren om at den mest kriminelle indvandrergruppe i USA skulle have været italienere. Herved bliver opmærksomheden hos seeren – meget belejligt for de jødiske filmproducenter – afledt væk fra den etnicitet, der op gennem historien har fået de italienske mafiaer til at ligne det rene peanuts. Duke nævner i bogen forbrydersyndikatet Murder, Inc. i New York, som er et helt igennem jødisk forehavende. Dette var et af de værste og mest hårdkogte forbrydernetværk i USA’s historie og de havde intet med Italien at gøre. Udover gangsterbossen Bugsy Siegel talte medlemslisten også efternavne som Cohen, Solomon, Rothstein og Rosenkrantz – altså m.a.o. efternavne, der slet ikke minder om »Lombardi«, »Tortelli« eller »Lorenzo«. Udover utallige mord og tyverier, som disse gangstere havde på samvittigheden, nævnes det også i bogen, hvorledes mange af blodpengene fra kriminaliteten bliver sendt til Israel som en del af hvidvaskningen, hvorved Israel således modtager store økonomiske indsprøjtninger via kriminalitet i USA.

Heller ikke i Rusland er situationen anderledes. Den »russiske« mafia viser sig at være lige så lidt russisk som den »russiske« revolution var det. Magtfulde jødiske forbryderkarteller spillede af afgørende rolle i udplyndringen af Ruslands naturressourcer efter statens mistede monopol i 1990’erne. Af de 10 førende røverbaroner, som efter Sovjets fald tilranede sig Ruslands rigdomme via bestikkelse, nepotisme, trusler og tyveri, er de 9 af dem jøder. Her nævnes blot den mere kendte Mikail Khodorkovskij, der ikke længere kunne slippe ustraffet fra sin udplyndring af værtsnationen, og også mediemogulerne såsom Boris Berezokskij og Vladimir Gusinskij af samme etnicitet spillede afgørende roller efter at de havde udnyttet deres egne medier til at tilrane sig politisk indflydelse, så at de blev sværere at straffe.

Hvad angår slavehandelen med afrikanske slaver til USA er dette kapitel igen noget, som den hvide mand er blevet beskyldt for og forventes at måtte bære som en skamplet på sig til al tid og evighed. Dog viser det sig imidlertid, at handelen med sorte slavehandler var en indbringende forretning for især den jødiske menighed i USA. Således var Newport, Rhode Island, center for handlen med afrikanske slaver sidst i 1700 tallet. I Newport finder man desuden USA’s ældste synagoge og en blomstrende jødisk menighed, som trivedes med denne nye indtægtskilde. Jødiske slavehandlere såsom Isaac da Costa og Aaron Lopez ejede store flåder af slaveskibe, der bragte negerslaver fra Afrika til USA og tjente formuer på det. Desuden var jødiske husstande langt flittige til selv at holde slaver end de hvide. 40 % af de jødiske husstande holdt slaver mod kun 2 % (!!) af de hvide. Alligevel ønsker nogen at placere ansvaret for slaveriet hos den hvide race. Faktisk var hvide mennesker de første til at afskaffe slaveriet, i modsætning til jøderne, der har holdt slaver lige siden deres folks begyndelse. Og slavehandelen i både Nord- og Sydamerika var så styret af jøder, at slaveauktionerne måtte udsættes, hvis de faldt på en jødisk helligdag!! Der tilskyndes da også direkte til slaveri af jødernes Gud i Toraen, idet han giver jøderne lov til at holde andre folk som slaver:

»Men har du brug for trælle og trælkvinder, skal du købe dem af de folkeslag, der bor rundt om eder; og dem må I lade gå i arv og eje til eders børn efter eder; dem må I bruge som trælle på livstid; men over israelitterne, eders brødre, må du ikke bruge din magt med hårdhed, broder over broder.« (3. Mosebog 25:44)

Selv i dag har jøder en afgørende rolle i den moderne slavehandel med tusindvis af hvide, østeuropæiske kvinder, der udnyttes som sexslaver og prostituerede i først og fremmest Israel, men også i den europæiske sexindustri, som har mange jødiske bagmænd. I bogen beskrives øjenvidneberetninger om hvordan ortodokse jøder og rabbinere torsdag aften kommer myldrende ind til luderkvartererne i Tel Aviv for at forlyste sig med ikke-jødiske piger, der ofte er blevet lokket til Israel med løfter om arbejde og penge, men siden får brændt deres papirer og udnyttet som kød til tilfredsstillelse af jødiske mænd, der dermed gør brug af den ret over andre folk, som deres Gud har givet dem i skrifterne. En jødisk slavehandler, Jacob Golan, citeres for at jøderne er vilde med de russiske piger, fordi »de er blonde og flotte og forskellige fra os«. Det anslås at omtrent ½ million østeuropæiske piger hvert år bliver lokket i fælden og ender som prostituerede i Europa, USA eller Israel i den jødisk dominerede sexindustri.

Holocaust^® Incorporated

Holocaust er, selvom der er tale om en historisk begivenhed, mere aktuel end nogensinde før. Dette bliver der sørget for af først og fremmest de jødiske kontrollerede medier i USA, der producerer den ene film, dokumentarfilm, bog, »forskningsresultat« … osv. om Holocaust og om hvordan det er meget vigtigt aldrig at glemme denne begivenhed. Jødiske Steven Spielberg har lavet mange produktioner om Holocaust, ikke mindst hans pengemaskiner The Last Days og Schindlers List, hvor undertonen i filmen lyder, at denne begivenhed skal bibeholdes i vores erindringer for at undgå at den bliver glemt. Ja, – bibeholdes i vores erindringer, naturligvis; hvide mennesker skal stopfodres med denne begivenhed for at få dem mindet om alle de grusomheder mod de stakkels uskyldige jøder, som den hvide ariske race angiveligt har begået og angiveligt stadig har anlæg til, hvorfor den må knægtes i opløbet. For tænk hvis Holocaust virkelig gik hen og blev til intet mindre end blot en historisk begivenhed på lige linje med alle de andre historiske begivenheder? Så ville denne guldhøne hurtigt stoppe med at lægge æg, hvorved den indbringende forretning for mange ansatte indenfor underholdningsbranchen, fortrinsvis jøder selvfølgelig, måtte finde en anden indtægtskilde.

Ingen har nøjagtigt tal på hvor mange penge der i årenes løb er blevet sendt til fra Tyskland til Israel som »Wiedergutmachung« pga. Holocaust. Tallet er indhyllet i mørke, fordi alle de våbenleverancer, som Tyskland har forsynet Israel med gennem årene, ikke tæller med i pengeoverførslerne. Efterhånden har Tyskland sendt fem super-ubåde til Israel og en sjette er på vej. Betalt helt eller delvist af de tyske skatteydere samtidig med at Tyskland sagtens selv kunne bruge pengene til infrastruktur, skoler og hospitaler og hjælp til fattige tyskere. Og vel at mærke ubåde, der kan affyre atomraketter(!!) samtidig med at Israel bestrider overhovedet at have atomvåben. Jamen hvorfor så modtage ubåde med affyringsramper til atomraketter? Israel råder uofficielt over ca. 200 atomsprænghoveder uden dette dog må nævnes af nogen, samtidig med at FNs våbeninspektører kræver at trænge ind i Iran for at undersøge nogle atomanlæg som Iran måske har? Alt sammen »godtgørelse« for noget, som ingen nulevende tysker har ansvaret for, men alligevel bliver krævet til regnskab for over skattebilletten. Udplyndringen af Tyskland lever i bedste velgående i dag takket være Holocaust A/S.

Rent faktisk viser det sig, at jøder på ingen måde var så uskyldige i den jødefjendtlighed, der blussede op i Tyskland i 1930’erne. Meget af det, som eftertiden har prøvet at feje af bordet som overdrevent antisemitisk propaganda viser sig ved nærmere betragtning at have hold i virkeligheden. Eksempelvis var situationen i 1934, altså et år efter Hitlers første kanslerembede, at der kun var 1 eneste (!!) af samtlige banker i Tyskland ikke var ejet af jøder! Den jødisk ejede banksektor havde netop stået for talrige økonomisk kriser i årene op til 2. verdenskrig med dens ågerrenter og spekulationer. Og de jødiske banker lånte desuden penge ud til begge parter i krigen, uanset nationalitet, for derved at optrappe konflikten til krig. Desuden er det vigtigt ikke at glemme den anti-tyske stemning, som jøder piskede op i USA. Allerede inden der overhovedet var antræk til noget i stil med »holocaust«. Således udgav den jødiske forfatter Theodore Kaufmann i 1941 (altså inden verden vidste noget om »holocaust«) i USA bogen med titlen Germany Must Perish!, i hvilken han talte for at udslette Tyskland og det tyske folk fra jordoverfladen og gøre dette ved at sterilisere alle tyskere!! På intet tidspunkt havde Hitler eller hans nærmeste udtalt ønsker om at jøder skulle udslettes fuldstændigt, kun at de skulle flyttes ud af Tyskland. Hvis jøder havde kunnet finde et Hitler-citat om at sterilisere alle jøder i verden, ville de have brugt det flittigt, men det kan de netop ikke, for det findes ikke.

Og bistandshjælpen fra USA til Israel har alt inklusive i årenes løb beløbet sig til over 200 mia. dollars(!!) Dette er langt mere end USA’s samlede bistandshjælp til hele Afrika. Til en nation, der officielt regnes som et industrialiseret land (i-land), som derfor på papiret ikke havde brug for en øre i hjælp. Alt sammen pga. det jødiske folk angivelige evige lidelser, der skulle retfærdiggøre en evig pengeoverførsel fra vestlige (hvide) nationer som en kompensation i al fremtid for alle ufødte generationer for en forfølgelse, som jøderne engang er blevet udsat for. Styret af de magtfulde jødiske interesseorganisationer, atså vel at mærke organisationer, som ikke regner deres ikke-jødiske pengedonorer for ligeværdige ud fra den religiøst funderede racisme. Og holocaustindustrien, som Norman Finkelstein kalder den, der har gjort disse pengeoverførsler mulige med dens svælgen i udskejelser om de evige jødiske lidelser, har i mellemtiden kronede dage. Det lader til at terpningen af Holocaust i først og fremmest vestlige skoler stiger med den historiske afstand til denne tildragelse. Om 100 år skal jødiske efter-efter-efter-efterkommere stadigvæk have penge fra efter-efter-efter-efter-efterkommerne af de tyskere, der levede dengang. Det stopper aldrig, det skal denne afart af professionel show-biz nok sørger for. Ikke mindst hjulpet godt på vej af alle de løgnehistorier i kølvandet på gaskammer-historierne, som florerede livligt i efterkrigstiden, og stadig gør det, selvom de alle efterhånden er tilbagevist. Det bedste eksempel vel »sæbehistorien« om at jødiske ofre i koncentrationslejrene blev lavet om til fedt, som tyskerne kunne vaske sig med. Eller at jøders hud blev forarbejdet til lampeskærme. Alle disse sæbeoperaer i forbindelse med holocaustindustrien er blot et eksempel på hvor langt nogle er villige til at gå for at opretholde den konstante pengestrøm ned i lommen på de evige ofre.

Det 11. bud: Israel må alt!

Selvom USA og Israel altså officielt giver den som allierede, ikke mindst takket være det massive lobbyarbejde, som de jødiske organisationer kaster af sig, lader dette kærlighedsforhold til at være ekstremt ensidigt. Således har Israel udført gentagne terrorhandlinger mod deres »ven« USA til trods for alle de amerikanske pengestrømme til dette land. Her nævnes eksempelvis det israelske angreb på det amerikanske skib USS Liberty i 1967 under den israelsk-arabiske krig, hvor Israel påstod, at det troede skibet var ægyptisk, selvom skibet bar tydelig amerikansk flag. 31 amerikanere døde ved angrebet og 171 blev såret i et israelsk forsøg på at få lokket USA med i krigen på israelsk side ved at skyde skylden på Ægypten. Dette fik på ingen måde USA til at ændre kurs overfor Israel. Det fik heller ikke Lavon-affæren, i hvilken israelske agenter sprængte amerikanske besiddelser og repræsentationer i Kairo i luften og placerede tegn, der skulle pege mistanken i retning mod Ægypten. Affæren blev dog afsløret, fordi én af agenternes bomber gik af for tidligt. Dette førte dog på ingen måde til et brud mellem Israel og dets nikkedukke ovre på den anden side af Atlanten. Tværtimod blev sagen dysset ned og der bliver i dag stort set ikke skrevet om den længere. Måske ikke så underligt, når man påtænker hvilken etnicitet der ejer medierne i USA. Og heller ikke Israels spionage mod USA med den jødiske spion Pollard fik konsekvenser. For slet ikke at nævne de israelske agenter, der blev set jublende og dansende på et hustag tæt ved Wold Trade Center efter 9/11 terrorangrebet. Selv i dag fejrer jøder stadigvæk 9/11 terrorangrebene og Israels ministerpræsident Benjamin Netanjahu har direkte udtalt, at disse angreb, der kostede tusindvis af døde, var »godt for Israel«.

Hvad angår Israels utallige brud på konventioner og overtrædelse af menneskerettighederne, som andre forlanges at overholde, så vender »Vesten« (selvfølgelig anført af USA) igen det blinde øje til. Israel bryder allerede indgåede aftaler uden at nogen løfter et øje til protest, men når andre gør noget tilsvarende skal de »straffes« med repressioner og fordømmelser. Israels bosættelser er ulovlige ifølge FN, alligevel fortsætter Israel ufortrødent med dem, uden at nogen griber ind. Da Vesten anført af USA gik i krig mod Saddam Husseins Irak var det under påstanden om Irak besad masseødelæggelsesvåben. Men Israel besidder flere masseødelæggelsesvåben end Irak nogensinde kunne komme i nærheden af uden at dette fik konsekvenser. Desuden blev det brugt som argument, at Irak havde invaderet Kuwait, man Israel havde på det tidspunkt invaderet Libanon og holdt det besat i 18 år, hvilket førte til 20.000 døde og 100.000 smadrede hjem. Desuden havde Israel holdt Vestbredden og Gaza besat gennem 35 år med lemlæstelser og drab til følge. Og Iraks angivelige overtrædelse af FNs resolution 1441 var for intet at regne mod Israels overtrædelser af tre gange så mange resolutioner, heriblandt resolution 242, ved ikke at ophæve de ulovlige besættelser af Gaza og Vestbredden.

Jødernes rolle i den multikulturelle omskabelse af Europa og masseindvandringen

Til dem, som mener, at ofrene for »islamiseringen« først og fremmest bliver jøderne pga. muslimers angivelige religionsbundne antisemitisme, og at det derfor gælder om at forsvare jøderne mod overgreb og chikane fra muslimer, er der blot at sige; hør hvad jøderne selv har at sige om det: Rabbineren Baruch Efrati hyldede islamiseringen af Europa (og dermed den europæiske kulturs undergang), fordi europæernes tilintetgørelse herigennem ville være en »straf for de jødeforfølgelser, som europæerne angiveligt havde udsat jøderne for gennem historien«. Han mente, at Europa havde fortjent at bukke under og blive tilintetgjort og at Islam ville være at foretrække frem for den dekadente europæiske kultur, idet han hyldede Islam som værende et langt bedre alternativ. Dog tilføjede han, at islamiseringen af Europa kun var fint så længe at det ikke kom til at gå ud over jøder. Her ser man, hvordan en førende rabbiner altså takker de bevægelser i Europa, som tror at det gælder om at forsvare især jøderne mod den muslimske antisemitisme. Han ønsker at de bliver udryddet (ligesom europæere generelt) og erstattet af muslimer/arabere. Derfor er det også vigtigt ikke at falde i fælden med den muslimske antisemitisme; jøder har generelt ikke noget problem med muslimer, på trods af deres tilsyneladende konflikter med dem i Mellemøsten; de vinder som regel over dem i krig med hjælp fra USA og Vesten. Og den smule anti-jødiske retorik og skubberi mod rabbinere på gaden i Malmö er ingenting for jøderne i sammenligning med hvad eks. denne rabbiner ønsker der skal ske med Europa med muslimernes hjælp.

I samme tråd nævnes instituttet Paideia, som officielt er et institut under ledelse af den amerikanske jødinde Barbara Spectre til forskning i jødisk lærdom. Blevet til med hjælp og penge fra den svenske stat. Dette kan i høj grad undre, når man opdager hvad de unge jøder bliver undervist i på instituttet;

nemlig det, at jøder spiller en afgørende rolle i den multikulturelle omdannelse af Europa og at det gælder om at bekæmpe den antisemitisme, som nødvendigvis opstår hos europæerne som følge af jødernes omskabelse af deres fædrelande(!!) Altså finansierer de svenske skatteydere dermed et institut, der har til formål at finde den rette måde at tackle svenskernes modstand mod dem, der vil ødelægge Sverige og gøre det til en multikulturel smeltedigel af blandet mellemøstlig og afrikansk miskmask. Her var jo Sverige blot nævnt som eksempel, fordi instituttet ligger i Sverige, – vel sagtens pga. Sveriges særligt fremskredne udviklingstrin mht. multikulti, men i stedet kunne man have valgt et hvilket som helst andet europæisk land, for omdannelsen skal jo gælde generelt for hele vores kontinent ifølge Spectre. Og europæernes modstand mod denne jødisk styrede multikulturalisme skal altså bremses rettidigt, så at europæerne ikke får held til at forhindre udslettelsen af deres lande og deres civilisation og kultur? I denne henseende er det jo bemærkelsesværdigt, at den jødiske stat Israel på ingen måde ønsker multikulti for dets egne (jødiske) borgere; multikultien skal gælde for Europa, men ikke for Israel. Israel ønsker nemlig at bevare sin egen jødiske kultur, hvilket ingen kan fortænke dem i, og som tværtimod lyder fornuftigt og logisk, men samtidig har mange fremtrædende jøder, både israelere og andre landes statsborgere, en afgørende rolle i multikultiens udbredelse i andre lande!

Rent faktisk er Israel et af de mindst multikulturelle lande i verden; på trods af landets næsten 20 % arabiske borgere, hersker der de facto apartheid-lignende forhold mellem israelere og arabere; særskilte kvarterer, egne skoler KUN for jøder, særlige bygninger og arealer KUN for arabere. Men Israels apartheidregime mødes med larmende tavshed i den vestlige verden; ingen fordømmelse eller løftede øjenbryn til trods for at Vesten var blandt de førende kræfter under bekæmpelsen og afskaffelsen af den sydafrikanske apartheid. I dette tilfælde var det tilsyneladende også kun forkert, fordi det var hvide, der øvede apartheid mod sorte: Når jøder gør det mod andre, er det helt ok, for dette er jo blot i overensstemmelse med jødernes egne skrifter og heraf influerede tænkning, hjulpet godt på vej af de vestlige medier og politikere. Heraf ses blot det grænseløse hykleri og dobbeltmoral, som gennemsyrer den vestlige verden i dette spørgsmål. J-ordet må ikke nævnes officielt, til trods for at mange af de problemer, som vores lande lider under i vore dage kan direkte hidføres til jødernes altdominerende indflydelse fra de toneangivende poster i politik, pengevæsen og meningsdannelse. Dette tabu gør denne bog op med som en grundig øjenåbner overfor et af de mest underbelyste, men samtidig allervigtigste problemstillinger i den omformation af vores engang frie og blomstrende civilisation, som sker for øjnene af os, mens vi har hænderne bundet på ryggen grundet frygten for antisemitisme.