Lad os først og fremmest slå fast, at den ideelle stat ikke findes. Vi kan ikke både opretholde en tålelig civilisation og samtidig fuldt og helt hengive os til naturens orden. De to ting kan ikke for­enes, men det vil være nødvendigt at skabe en ramme for civilisationen, som afvejer skabelsen af et større nationalt fællesskab og naturens mere primitive orden mod hinanden. Vi kan på den ene side ikke have et samfund, hvor det store flertal blot hytter deres eget skind og lader Fanden tage de bageste, men vi kan heller ikke have et samfund, der bygger på illusionen om, at alle tobenede væsener uden fjerdragt er lige. Det vigtigste sted at begynde disse overvejelser er med statens styrelse, thi af dens kvalitet afhænger resten.

Der er i dag – måske med undtagelse af Ækvatorialguinea – næppe noget land, der ikke vil betegne sig selv som demokratisk. Selv de mest stalinistiske diktaturer var imidlertid på papiret demokratier. Ordet synes dermed at have mistet sin mening, og hvis man lader blikket glide hen over verdens lande med deres i praksis meget forskellige styreformer, bliver forvirringen komplet. Hvad har styreformen i Schweiz vel tilfælles med styreformen i USA eller Tyskland – eller Rusland, Kina og Skandinavien. Alle har en eller anden form for valg, som påstås at afgøre, hvem der sidder på magten i en given periode. Men har folk nu virkelig også nogen indflydelse på det, når det kommer til stykket? Og det kætterske spørgsmål er naturligvis, om folk bør have nogen indflydelse på det!

Lad os prøve at kaste et blik på begrebets historiske forudsætninger.

Ordet demokrati kommer af græsk og betyder ”folkestyre”. Det lyder jo umiddelbart som en rigtig god ide. For det er da folket, der skal bestemme, ikke? Man siger i denne forbindelse, at det antikke Grækenland udviklede det første demokrati. Dette er en sandhed med modifikationer. De græske bystater var relativt små enheder, hvilket gjorde ”demokratiet” lettere at gennemføre, men man må samtidig huske, at det var en meget begrænset gruppe, der havde medbestemmelsesret, og at dette demokrati var langt mere direkte, end det man i dag kender. Man mødtes og traf vigtige beslutninger sammen. Man valgte ganske vist forskellige grupper til forskellige opgaver, men disse grupper var også ganske store.  ”Man” var i den forbindelse frie, indfødte, voksne mænd, der havde aftjent deres værnepligt. I Athen udgjorde denne gruppe vel ca. 10 % af byens befolkning. Kvinder, slaver og fremmede var naturligvis udelukkede fra indflydelse. Grundlaget for dette styre var, at folkets og statens interesser faldt sammen. Borgerne blev personligt ramt, dersom de traf de forkerte politiske beslutninger. Alligevel blev græske bystater ramt af økonomiske katastrofer på stribe, ja, selve begrebet statsbankerot stammer herfra.

Et endnu mere direkte demokrati kendes fra de danske landsbyer, hvor man under fæstesystemet før udskiftningen var henvist til at dyrke jorden i fællesskab. Derfor krævede det enighed, og denne blev opnået på det lokale ting. Alle ville blive direkte berørt af forkerte beslutninger, og de mindre dygtige fulgte derfor villigt de mennesker, de vidste var dygtigere landmænd end de selv. Det ville være til gavn for alle parter. Den oprindelige andelsbevægelse er et andet eksempel på et direkte demokrati, der fungerede.

Efterhånden som staterne voksede, blev denne styreform forældet. Imperierne opstod, og kongerne blev enevældige herskere. Men ingen er jo i realiteten enevældig – og ingen bør være det! Fortidens konger og kejsere var naturligvis afhængige af deres rådgivere og hærførere, der efterhånden udgjorde adelen i samfundet. Adelen var de ædle. De havde i deres gerning bevist både deres dygtighed, deres moralske integritet og deres loyalitet. Loyalitet skal imidlertid ikke være blind. Samfundet kan kun styres i et samarbejde mellem rigets dygtigste mænd (kvinder var tidligere en absolut undtagelse). I Danmark skulle kongen kåres på tinge i landets tre rigsdele, Skåne, Sjælland og Jylland. Dette skete efterhånden på baggrund af en håndfæstning, et dokument, hvori kongen lovede at gøre eller undlade forskellige ting, som adelen pålagde ham til gengæld for deres loyalitet. Det var ikke noget dårligt system, men – som historien viser – var det ikke noget garanti mod dårlige monarkers enegang og idiotiske påfund. Danmarks nok værste monark var den senere så populære Christian den 4, 1588-1648. Hans idiotiske krige lagde grunden til tabet af Skåneland og ruinerede landet i den grad, at han lånte af Europas jøder til gengæld for at give disse ophold i riget og senere adelstitler, så han kunne opføre sine pragtfulde bygninger på trods af krigene.

 I 1660 gennemførte hans efterfølger Frederik 3. et statskup, der afskaffede adelens indflydelse gennem håndfæstningerne og indførte den absolutte enevælde. Det er nok det nærmeste, man kommer et diktatur – men også den enevældige konge havde brug for rådgivere og medarbejdere, og det blev meget tydeligt, da man fik en sindssyg konge, Christian 7. Det var i denne periode Struensee (1737-77) kom til hoffet og hans dygtighed skabte misundelse blandt de adelige rådgivere, der havde tiltaget sig kongens magt. Struensee var utvivlsomt en af de dygtigste og mest fremsynede statsmænd, Danmark har kendt, men han skabte sig fjender, og gennem sin affære med dronningen blottede han sig for disse og mistede helt bogstaveligt hovedet. Det viser nødvendigheden af, at selv et godt system med dygtige folk kræver en leder til at holde styr på tingene – og ikke en sindssvækket drukkenbolt og horekarl. Struensee­sagen kalder imidlertid også sagen Peder Schumacher Griffenfeld (1635-99) i erindring, en dygtig borgerlig, der steg op i hierarkiet, så han måske blev lidt for dygtig og i hvert fald påkaldte sig adelens misundelse, og selv om han ved en pardon i sidste øjeblik reddede livet, kom han til at henleve resten af det i fangenskab – selv om han i de sidste år fik lov til at bo i Trondhjem. Det går ikke at have en rådgiverkreds, der er så lukket omkring egne privilegier, at den ikke tåler talenter udefra.

Tiden fra omkring Struensees tid og frem til grundloven af 1849 er den såkaldte oplyste evenvælde – og det er en tid, man kunne lære meget af!

Fra den franske revolution – der endte med Napoleons diktatur og meningsløse krigslyst – bredte tankerne om at give befolkningen del i styret sig med foruroligende hast – især i Tyskland. Det var det såkaldte demokrati, der kom til verden.

Ved overførelsen af ”demokrati” til større moderne stater blev det nødvendigt at indføre et mere repræsentativt system. Danmarks Riges Grundlov nævner imidlertid ikke et ord om politiske partier! Alligevel har disse i dag opkastet sig til en statsbærende faktor, således at de har kunnet stikke deres klæbrige fangarme direkte ned i statskassen, så sagesløse borgere kommer til at betale størstedelen af disse helt private foreningers udgifter, der i bund og grund er borgeren uvedkommende. Samtidig udbetales der stadig større beløb til de folkevalgtes spindoktorer, mediekonsulenter og andre uved­kom­mende snyltere på folkestyret. Partierne hævder gerne, at de er en forudsætning for demokratiet. Sandheden er imidlertid, at partierne er den største hindring for et virkeligt folkestyre. Et folkestyre forudsætter enhed, men partierne fostrer kunstige modsætninger i folket. De tænker ikke på helhedens vel, men kun på magt og ministertaburetter med tilhørende overdimensionerede lønninger og pensioner. For at opnå denne magt, skal de kunne samle 90 mandater. Da intet parti har udsigt til at få så mange pladser alene, begynder studehandlerne, således at de programmer, partierne gik til valg på – og som vælgerne stemte ud fra – opløses i den blå luft. Tilbage bliver et udvandet kompromis, der kun kan betegnes som vælgerbedrag. Ved næste valg sender vælgerne så måske den modsatte blok ind i statsministerkontoret, og den samme komedie gentager sig, oftest med nogle af de samme deltagere. Statsministeren bliver således måske en anden, men den førte politik bliver ikke til at skelne fra forgængerens. Det resulterer med god grund i en udtalt politikerlede.

Men vi vælger da selv politikerne, eller gør vi? Partierne har i dag forsvindende få medlemmer. De eksisterer kun, fordi deres budget betales af skatteborgerne. Det er imidlertid partierne, der op­stil­ler kandidaterne, og det er dermed også indirekte partierne, som bestemmer, hvem du kan vælge i­mel­lem – og gennem opstilling i ”sikre kredse” og ved den rigtige placering på stemmesedlen har disse bestyrelser også en helt afgørende indflydelse på, hvem der bliver valgt. Men det er egentlig ligegyldigt, hvilken nullitet der kan indtage sin plads i det såkaldte folketing, for selv om det så smukt hedder i grundloven, at et folketingsmedlem kun er bundet af sin – meget fleksible – overbevisning², er praksis jo den, at det er partigruppen i folketinget, der bestemmer, hvordan der skal stemmes. Brydes partidisciplinen, bliver den formastelige smidt ud af folketingsgruppen og henvist til en plads som løsgænger i grebningen, hvilket betyder mistede tilskud, tab af udvalgspladser, begrænset taletid, manglende berettigelse til genopstilling etc. Det er afslutningen på den politiske karriere – hvis man da ikke finder en anden partigruppe, som vil optage en. Du kan altså fint have stemt på en kandidat for Venstre, som derefter bærer sit mandat over til f.eks. Enhedslisten. Du har ingen indflydelse på det. Vi har ikke noget folkestyre, vi har et partistyre. Et sådant er ikke forudset i grundloven overhovedet. Som nævnt findes begrebet parti ikke omtalt noget sted. Grundlovens mening er, at vælgeren kan vælge mellem personer og dermed vælge et menneske, som han eller evt. hun har tillid til. Det er vel det, der er demokratiets mening. 

Landets virkelige problemer vil i det nuværende partidiktatur altid forblive uløste, for der vil ikke kunne samles det krævede flertal for at gribe om nældens rod og gøre det nødvendige. Der er flere stemmer i at stjæle fra de stadig færre dygtige og flittige og fordele nogle få håndører til dem, der livet igennem har været det modsatte. Over for vælgerne kan ”den parlamentariske situation” altid benyttes som undskyldning for systematisk at bryde sine valgløfter og berige sig selv. Resultatet bliver et utal af lappeløsninger, overkomplicerede regler og et enormt bureaukrati til at administrere disse. Der opstår en politisk magtelite, hvis medlemmer i stigende omfang rekrutteres fra de samme familier, som i den grad synes at være blevet forelskede i astronomiske overførselsindkomster uden nævneværdig arbejdsindsats og uden noget reelt ansvar – før den dag, folket overtager magten.

Dette politiske landskab giver endvidere rige muligheder for de reelle magthavere: medierne, der er alt andet end frie, men talerør for økonomiske og ideologiske interesser i at nedbryde nationalstaten. Det bliver ikke bedre af, at medierne som oftest ejes af de selvsamme kredse, der ejer politikerne. Det er medierne, der sætter dagsordenen for politikerne, ofte gennem enkeltsager, der burde være politikerne uvedkommende. Medierne kan opbygge politikere og bringe dem til fald, og de forvandler den politiske proces til et uværdigt bordelshow. Medierne er ligesom partierne ikke forudsætningen for folkestyret, de er, som vi kender dem i dag, den stærkeste kraft til bekæmpelse af folkestyret og fremme af alle mulige andre interesser end det danske folks. Det er ud fra mediers temmelig ens­lydende ”analyser” og finsorterede nyheder, befolkningen danner sig sin såkaldte mening, der ikke er andet end mediernes (især fjernsynets) mening. Det er en truisme, at demokrati kræver en oplyst befolkning og en fri diskussion. Vi har i dag ingen af delene. Uddannelsessystemet sørger for fordummelsen af befolkning og medierne for ensretningen. I min ungdom var der i hver større by 3-4 dagblade, og de allerfleste husstande abonnerede på en avis, alt efter politisk observans. Stiftstidende var konservativ, den holdtes af de lidt bedre stillede, Amtstidende var et venstreblad – det holdtes af småbønder og husmænd. Så var der den lokale Socialdemokrat, der appellerede til arbejderne. I byer med mange tilhængere af Det Radikale Venstre, som f.eks. Skive, var der også et lokalt radikalt dagblad. De mere intellektuelt indstillede valgte en af landsaviserne. Berlingske Tidende, Berlingske Aftenavis, Dagens Nyheder (Nationaltidende) eller Jyllands-Posten for konservative, Politiken for radikale, Socialdemokraten for socialdemokrater, Land og Folk for kommunister, Kristeligt Dagblad for de kirkelige og Information for modstandsbevægelsen og dennes børn – senere for hele den venstresnoede såkaldte intelligentsia. For pøblen var der BT og Ekstrabladet. Sidstnævnte havde i 80’erne et oplag på op imod 350.000 eksemplarer hver dag (undtagen søndag). Avisernes formål var ikke i første række at tjene penge, men at udbrede et budskab. Deres mængde gjorde det muligt at orientere sig meget bredt. I dag har aviserne kun marginal betydning. Folk henter deres viden fra fjernsynet. Dette er statsdrevet, og ingen medier kan i dag eksistere uden statsstøtte under en eller flere former. De skriver alle det samme. De udbreder det samme verdensbillede. Der er ingen undersøgende journalistik. Corona, klima, krig – intet blad søger at komme bag ved politikernes narrativ. 85 % af eleverne på journalistuddannelsen stemmer til venstre for socialdemokratiet (ja, der findes mærkværdigvis en journalistuddannelse, selv om man ikke kan se noget tegn på nogen form for uddannelse eller dannelse hos denne gruppe).

Centraladministrationen er pumpet op med politisk udnævnte bureaukrater uden nogen virkelig uddannelse, thi en sådan findes ikke mere. Deres verdensbillede er det samme som politikernes. For domstolene gælder det samme. Retshåndhævelsen er fuldstændig vilkårlig og retter sig efter politiets verdensbillede, som – oh store under – er det samme som politikernes og alle de andre snyltedyrs. Alle divergerende synspunkter forties. Og politikerne selv? De har muligvis en såkaldt uddannelse, som i dag er totalt værdiløs, de taler et rædselsfuldt sprog, kender intet til historien og kulturen – og de fleste har aldrig haft et rigtigt produktivt arbejde! Ja, nogle kommer direkte fra skolebænken!

Dette system er ganske enkelt ikke demokratisk, og det afspejler ikke folkets vilje. Indvandringen er et godt eksempel herpå. Et meget stort flertal i det danske folk ønsker en bevarelse eller genetablering af den danske nationalstat, men medierne og politikerne lader konsekvent hånt om denne folkevilje. Når et valg truer med at blive et udlændingevalg, finder pressen og politikerne sammen en anden overskrift. Et oplagt ”udlændingevalg” blev af pressen gjort til et meningsløst og absurd ”klimavalg”. Politikerne er fløjtende ligeglade med folkeviljen, og medierne bekæmper den. Det nuværende udemokratiske system har bragt det danske folk til randen af dets kulturelle og biologiske udslettelse. Skulle det i sidste øjeblik lykkes at redde folket fra undergangen – hvilket for hver dag, der går, bliver mere og mere tvivlsomt – vil det ikke skyldes det demokratiske system, men ske på trods af dette, og det vil da skulle sikres, at vi aldrig vil kunne få den form for ”demokrati” igen. Det system, der har bragt landet hertil, og med systemet menes også den persongruppe, som i ly af dette har tilranet sig magten, skal væk – helt væk! En håbefuld ung ”politiker”, der netop var blevet opstillet for sit parti, udtrykte glæde over at komme op at hænge i lygtepælene. Det bør være op til alle retsindige mennesker at opfylde hans ønske på dommens dag! I stedet for dette narrespil skal der konstrueres en styreform, der ikke giver mulighed for at forråde folket.

Demokratiet var som udgangspunkt blot en metode til varetagelsen af statens styre. Ideen var at lade meninger brydes i frihed og derefter at lade flertallet bestemme – med en vis skyldig hensyntagen til mindretallet for at bevare enheden og samdrægtigheden i folket. Allerede med Hal Kochs lille bog Hvad er Demokrati? fra 1960 skete der imidlertid et skift. Hal Kochs opfattelse var, at man ikke skulle holde afstemninger, idet disse er imod demokratiets princip. Man skulle på sokratisk vis diskutere problemerne, til man var enig. Demokratiet var for Hal Koch et princip, der skulle gennemsyre alle aspekter af livet. Dermed var grunden lagt til at gøre demokratiet til en ideologi – demokratismen. Denne ideologi har i dag fået lov til at udvikle sig til det absurde – ja, netop til det diametralt modsatte af, hvad Hal Koch ville. Vi har ikke mere mulighed for at diskutere noget som helst, for ideologerne har i dag fastlagt, hvad der er rigtig, og hvad der er forkert – ikke på baggrund af kendsgerningerne i verden, men ud fra tågede og uvirkelige ideer. Vi skal i dag tage hensyn til selv den mindste selvskabte minoritet og den enkelte usikre skolepige – ikke blot ved at tåle og bære over med disse, men ved at indrette verden efter dem. Dette er den demokratiske moralisme. Ældre litteratur ændres for ikke at støde negre, kvinder, homoseksuelle, kønsforstyrrede misfostre, ordblinde, farveblinde, socialdemokrater og totalt åndssvage. Denne sidste kategori omfatter alle de forudgående, thi livet består jo netop af mangfoldighed, hvilket man hele tiden vil indprente os, men dele af denne mangfoldighed kan fornærme enkeltindivider, hvorfor den ikke må komme til udtryk. Dette er åndssvagt! Tilbage bliver kun intetheden – den absolutte intethed uden egentlige værdier, for alle værdier vil kunne støde nogen, uden skønhed, thi skønheden støder den grimme, og med et kunstigt og udtryksløst sprog, thi det rammende sproglige udtryk vil ofte være stødende. Intelligente må skjule deres intelligens, for den støder den dumme. Al tidligere kultur er fornærmende og skal derfor igennem ”hukommelseshullet”. Vores virkelighed skal omformes ved hjælp af det nye sprog³, der ganske som George Orwells new speak for hvert år får færre og færre ord og simplere og simplere konstruktioner, for den nye verden snævres ind. Vi lever i en blanding af Orwells 1984 og Huxleys Fagre nye verden! To bøger, der burde gøres til pligtlæsning for alle! I praksis kan dette konstateres ved daglig læsning af DR’s tekstnyheder, hvis sproglige niveau er langt under pixiniveau. Ordforrådet overstiger næppe 500, og når der bruges andre ord end de mest basale, anvendes de oftest forkert. Dannelses- og uddannelsesniveauet blandt DR’s journalister er lavere end vort niveau ved udgangen af 3. klasse!

Demokratiet bliver nok den styreform, som kommer til at optage den korteste plads i verdenshistorien. Ja, det er jo egentlig allerede blevet afskaffet – for der er ikke mere plads til den demokratiske diskussion. Det er derfor tragikomisk, når man i dag tilstræber en krig mod Rusland i demokratiet navn. Rusland er betydelig mere demokratisk end noget land i Vesteuropa – for slet ikke at tale om USA, hvor styret er det rene plutokrati. Pengene bestemmer, hvem der kan vælges – og dermed også, hvilken politik de valgte skal føre. En uafhængig politik kan kun den føre, som selv har penge nok til at finansiere sin valgkamp – altså på ingen måde en mand af folket, en arbejder eller en landmand. I Rusland har man haft rig lejlighed til at studere det såkaldte ”demokrati” i Vesten. Man vil i Rusland frem for alt ikke have kaos. Det har den russiske nation haft nok af i sin historie. Og man vil heller ikke lade pengene regere. Man har nedsat en valgkommission, der skal bedømme, om kandidater, der vil stille op til valg, nu også har noget at byde på. Udenlandske agenter som Navalnij udelukkes fornuftigvis på forhånd. Manden, der ville stille op med det ene programpunkt at afslutte krigen i Ukraine, ligeledes. Det logiske spørgsmål til ham var: ”Godt. Og hvad så bagefter?” Præsidenten vælges for 6 år. Ja, der var ikke noget bagefter. Det kan jo ikke hjælpe noget. Dette kaldes ”udemokratisk”. Jeg vil kalde det fornuftigt. Folk med positive ideer bydes velkommen i politik. Folk, der for CIA’s penge kun vil skabe splittelse, holdes udenfor. En glimrende fordeling! I øvrigt kan man i Rusland sagtens kritisere præsidenten og hans regering. Saglig kritik betragtes positivt – som noget man kan lære af. Usaglig kritik for kritikkens skyld kan ikke bruges til noget. Samfundets formål er ikke at skabe uenighed, men enighed. Kun derigennem kan man skabe noget. I Vesten holder man den virkelige opposition ude med fortielse og om nødvendigt med valgsvindel og politi.

Formålet med et statsapparat og dettes ledelse er at sikre nationen bedst muligt imod farer og at etablere et fungerende økonomisk system, som giver befolkningen mulighed for at erhverve sig den nød­ven­dige indkomst til at sikre sig en rimelig eksistens. Staten skal imidlertid planlægge på den lange bane – ikke bare 4 år ud i fremtiden. Frem for alt skal den sikre det danske folks eksistens i al evighed – for så vidt noget i denne verden er evigt – og i den forbindelse naturligvis forhindre, at det danske folk udskiftes med fremmede os uvedkommende mennesker!

Man kan på mange områder sammenligne staten med en stor virksomhed. Lad os som eksempel tage Novo Nordisk, en meget stor, højteknologisk virksomhed med eksport til hele verden – en vel­fun­gerende virksomhed, der præsterer solide overskud. Hvordan finder Novo Nordisk frem til sin ledelse og sine medarbejdere? Gennem valg? Nej, ved at forsøge at finde de bedst kvalificerede, ikke blot fagligt, men også menneskeligt. Det er en kostbar proces, der kan tage år, men den betaler sig! Staten er en endnu større virksomhed, hvor endnu mere end blot profit og udkomme står på spil. Men her vælger man sin ledelse iblandt en uensartet befolkning med vidt forskellige egoistiske interesser – en befolkning, til hvem der ikke stilles andre krav, end at man skal være over 18, ja, man omgås endog med planer om at nedsætte valgretsalderen til 16. Fælles for det store flertal af vælgere er, at de ikke har nogen som helst forstand på økonomi, virksomhedsledelse osv. Ja, 18-årige har jo i regelen end ikke haft et arbejde eller fået en rigtig uddannelse. Det fremhæves som en grundlæggende demokratisk værdi, at alle er med til at bestemme, og det blev fejret som en stor sejr for demokratiet, da den første 18-årige skolepige blev valgt (man spørge sig af hvem!) til folketinget – nærmest direkte fra SFO’en. Hvilket kvalificeret bidrag kunne hun vel yde til løsning af rigets problemer? Måske det er af større værdi for samfundet, at man får valgt de bedste og de bedst kvalificerede, så man kan få den bedst tænkelige regering, og at kun de mennesker er med til at bestemme, som også har de fornødne forudsætninger for at skelne skidt fra kanel.

Resultatet af det nuværende system ser vi kun alt for tydeligt: en regering bestående af ubegavede snyltedyr så uvidende og dumme, at man næppe anser det for muligt. Corona, mink, klimahysteri, skraldespande og kursen mod en atomkrig, der vil udslette os alle, er de logiske følger. Hertil kommer så de økonomiske konsekvenser, der er påført befolkningen af disse parasitter, som aldrig i deres liv har skabt noget virkeligt ved ærligt arbejde. Og så er Mette Frederiksen og medlemmerne af hendes kriminelle bande rene genier sammenlignet med deres tyske kolleger, der på 2-3 år har formået at køre Europas største økonomi i sænk, og som forsøger at klamre sig til magten ved at ville forbyde oppositionens partier – i demokratiets navn, forstås. Den sidste, der beskred den vej hed Adolf Hitler. Hans styre var imidlertid særdeles kompetent de første 5 år – derefter den største katastrofe i Europas historie. Scholtz, Baerbock og Habeck har været en katastrofe fra dag 1, og der er stor risiko for, at de vil påføre Europa en endnu større ulykke, end deres forgænger formåede. Og det vil sige en hel del! Ud fra træets frugter skal man kende det! Dette system betyder enden på enhver civilisation – og det skal afskaffes på den ene eller den anden måde. I øjeblikket ser det ud, som om det er i gang med at afskaffe sig selv gennem økonomisk ruinering af os alle – og ultimativt igennem udslettelse af de sidste mange tusind års fremadskridende civilisation. Spørgsmålet er, hvad man skal sætte i stedet.

Svaret er ikke et diktatur. Den nuværende situation i Europa skyldes jo netop et sådant, hvor der ikke var en kontrolmekanisme, så der var nogen, som kunne sige NEJ! Og netop muligheden for, at folket kan sige: ”Nej, det vil vi ikke!” er egentlig den væsentligste bremsemekanisme i en stat. Det kræver ikke nogen dybere indsigt i komplicerede forhold at sige nej, og man må hellere sige nej en gang for meget end en gang for lidt. Indvandringen er f.eks. galmandsværk, et uhyrligt eksperiment med mennesker, der ikke kan gøres om. Almindelig menneskelig forsigtighed ville have sagt NEJ!

Svaret er derimod et totalt forbud mod partier og enhver form for partilignende sammenslutninger. Landet skal opdeles i et antal valgkredse svarende til det ønskede antal folketingsmedlemmer, f.eks. de nuværende 179, men meget gerne flere – f.eks. 1 i hvert sogn (hvilket ville give ca. 2.000 medlemmer i alt, og det er naturligvis mange, nok for mange). I hver kreds vælges der et medlem af folketinget – nogenlunde som i det engelske system. Dette føles jo kun urimeligt, fordi man samtidig har partier, hvis samlede stemmetal ved et proportionalt valg ville have berettiget til langt flere mandater, end man har høstet ved valgene i enkeltmandskredse. F.eks. fik det engelske uafhængighedsparti United King­dom Independence Party ved valget i 2015 12,6 % af stemmerne og blev stemmemæssigt landets tredjestørste parti, men det fik kun valgt et enkelt medlem af parlamentet i stedet for de ca. 80, partiets stemmetal ville have berettiget det til ved et proportionalt valgsystem. Kan det nu virkelig betragtes som demokrati? Ikke efter mine begreber! Uden partier er dette imidlertid ikke noget problem. Hver opstillet kandidat er sit eget ”parti”. For at kunne opstille til et valg, skal man bo i den pågældende kreds – og have boet der i f.eks. 10 eller 20 år. Vælgerne vælger altså imellem kandidater, de kender personligt eller kan møde hos købmanden, og de landsdækkende mediers interesse og indflydelse vil blive væsentlig mindre, hvilket er et mål i sig selv.

Et sådant virkeligt folketings mange medlemmer skal bestå af almindelige mennesker med almindelige job. Medlemskab af folketinget skal være ulønnet, men medlemmer skal naturligvis have tabt arbejdsfortjeneste og udgifter betalt. At være folketingsmedlem kan således ikke blive et levebrød. Folketinget skal kun træde sammen et begrænset antal gange om året – måske en gang hver anden måned eller sjældnere. Det skal ikke diskutere ligegyldige detailspørgsmål, men derimod de overordnede linjer. Det skal kunne pålægge regeringen at gennemføre forskellige tiltag eller sige nej tak til regeringens forslag. Det skal have afgørende bestemmelse over forsvars- og udenrigspolitikken og kunne diskutere principperne for skattelove, sociallovgivning, straffelov, undervisning osv. – dog alt sammen under den forudsætning, at staten ikke kommer til at fungere antievolutionært. Der skal skabes en forfatning, som sikrer dette.

Til varetagelse af det daglige parlamentariske arbejde skal der indføres et langt mindre landsting, hvis medlemmer f.eks. kan vælges af folketinget eller udpeges af statsoverhovedet, regeringen, militæret eller hvem, man nu vil betro dette. Man kunne eventuelt tænke sig en kombination af valg og udpegelse.

Kandidater til landstinget bør opfylde langt strengere krav end kandidater til folketinget med hensyn til alder, erhverv og uddannelse. Landstinget skal kunne beskæftige sig mere med detaljerne i de forskellige love. Her kan man muligvis ikke komme uden om at lønne repræsentanterne, men lønnen bør svare til, hvad disse ellers ville kunne oppebære i deres normale job + et vist ulempetillæg. Der må heller ikke her opstå levebrødspolitikere.

Det må være afgørende, at statsoverhovedet får reel magt. Statsoverhovedet kan være en monark eller en præsident. Det er i sig selv ikke så afgørende, men det er vigtigt, at statsoverhovedet anerkendes eller kåres af folketing og landsting og nyder almindelig respekt i befolkningen. Instinktivt vil et arvekongedømme være at foretrække. Det vil sikre den historiske kontinuitet. Men da statsoverhovedet har reel magt – og gerne stor magt – skal den pågældende udmærke sig ved viden og intelligens. På den baggrund ses der ikke store muligheder for det nuværende kongehus. Frederik den 10. er meget, meget langt fra idealbilledet af en konge. Der er 2 løsninger på det. Et valgkongedømme, hvor man så vidt muligt vælger inden for den videre kongelige familie – eller evt. går uden for denne. Eller man kunne gøre som i tilfældet Christian den 7. Man polstrer majestæten med en gruppe højt kvalificerede eksperter, der fører hans hånd. Man kan naturligvis også vælge en republik, men det er nu ikke helt det samme!

En styreform, der i høj grad har vist sin livsduelighed, er den katolske kirkes, hvor kardinalerne udpeges af paven, og paven vælges af kardinalerne, men også her er det ved at gå galt, fordi der ikke er noget loft over antallet af kardinaler. Den nuværende pave udnævner derfor et så stort antal kommunister til kardinaler, at han er sikker på, at hans linje vil blive fortsat af den næste pave. Han udgør en trussel mod den katolske kirkes overlevelse.

Vigtigt er det imidlertid, at der udkrystalliseres en ny adel til støtte for statsoverhovedet. Den gamle er så degenereret, at den stort set ikke mere er anvendelig. Der er en værdi i, at styret af et land i nogen grad hviler på den samme gruppe mennesker og deres afkom – forudsat naturligvis, at de personligt også gør sig fortjent til deres stilling. Det er ønskværdigt, at denne gruppe også ejer en del af nationen, således at nationens skæbne også bliver deres personlige skæbne. Man havde for 100 år siden meget travlt med i socialismens navn at udstykke de store godser, så fæstebønderne endelig kunne blive selvejere. Disse statshusmandsbrug ligger let genkendelige spredt overalt i landet – men der dyrkes ikke mere landbrug fra dem. Jorden er atter samlet under store gårde – eller drives af upersonlige aktieselskaber ejet af udenlandsk kapital. Lad os slå fast: Danmarks jord skal ejes og dyrkes af Danmarks børn! Og landbrug skal drives i personlig form – ikke under nogen som helst omstændigheder i selskabsform – og slet ikke af aktieselskaber eller kapitalfonde! Landbruget er mere end et erhverv. Det er en livsform – den sundeste og mest nyttige, der findes. Vore gamle godser, der efterhånden er forvandlet til konferencehoteller, kursusejendomme, efterskoler, forsorgshjem eller ligesom Egeskov er blevet til en ren forlystelsespark, bør igen indtages af adelen, så vi har mulighed for at genoprette den rige godskultur, man havde for 200 år siden. Der er intet at indvende imod rige mennesker. Det er en naturlig ting, at de bedste også bliver de rigeste. Det var tidligere den klasse, der støttede kunst og kultur af deres egne midler. De gjorde det langt bedre og med langt større forståelse end nuværende statslige udvalg⁴. Deres virke var i den grad til gavn for nationen!

Regeringen bør udpeges af statsoverhovedet og godkendes af landstinget – eventuelt også af folketinget. Den bør bestå af fagfolk, så den ikke bliver styret af embedsmændene, men kompetent styrer disse. Det er jo ikke længe siden, at justitsministeren altid var jurist, undervisningsministeren lærer, kirkeministeren teolog, landbrugsministeren landmand osv. I dag kan en absolut nulbon som Trine Barmsen⁵ ved Gud blive forsvarsminister! Det måtte jo gå galt. Ministeriernes tal skal skæres ned som et led i afbureaukratiseringen, og de tilbageværende skal have deres navne tilbage, så man umiddelbart ved, hvad de er ministerier for. Med ministerposter følger et personligt ansvar. Underskoven af styrelser afskaffes, og de gamle departementer genindføres. Al anden administrationen skal så vidt mulig være lokal. Svindel med udbytteskat har kostet det danske samfund dyrt, fordi alt er blevet gjort automatisk af en computer. Havde disse ting skullet laves af det lokale skattevæsen, kunne en sådan svindel ikke have ladet sig gøre. Man ville have vist, at man havde at gøre med virksomheder, som ikke eksisterede.

Endelig bør militæret efter Kemal Atatürks oprindelige tyrkiske forbillede tildeles rollen som forfatningens vogter. Der bør være en instans, der kan sætte en regering og et statsoverhoved fra bestillingen, hvis forfatningens bogstav og ånd jokkes under fode. Statens opgave er at sikre en homogen menneskegruppes overlevelse og trivsel. Hvis dens styre imidlertid fører denne menneskegruppe imod afgrunden og udslettelsen, skal et sådant statsstyre med alle midler sættes fra bestillingen, stilles for retten og henrettes. I stedet for at lade militæret bestemme, kan man naturligvis skabe en uafhængig forfatningsdomstol, der af egen drift iværksætter afsættelsen af en landsforræderisk eller uduelig regering, men det kræver alligevel militærets medvirken, hvis en regering skal afsættes med magt!

Alfa og omega er imidlertid, at demokrati i enhver form forudsætter et homogent samfund med veldefinerede grænser, hvis borgere udgør et fællesskab bestående af oplyste og veluddannede mennesker med de samme biologiske og kulturelle forudsætninger og de samme værdinormer. Et velfungerende samfund forudsætter en enhedskultur. Multikulturalisme fører uvægerligt til borgerkrig. Den, der fremmer multikulturalisme, ødelægger demokratiet og umuliggør friheden. Lidt historisk viden vil bekræfte dette!

Afsluttende kan vi passende vende tilbage til det kætterske spørgsmål, om folk i al almindelighed overhovedet skal have indflydelse på landets styre. Det spørgsmål kan ikke besvares med et simpelt ja eller nej. Naturligvis bør folk have indflydelse på styret – men jo kun i den udstrækning deres indsigt i de forskellige problemstillinger rækker. Der kan derfor lettere gives stemmeret til det skitserede folketing end til det foreslåede landsting. Det med stemmeret er imidlertid nok værd at tænke over. Det gør man ikke i den offentlige debat, for stemmeretten er en hellig ko. Jeg ser det som min opgave at slagte disse køer og lave dem til bøffer og servere disse for klimatosser og veganere!

Der kan siges mange ting om stemmeretten. Den er naturligvis udtryk for en smuk tanke, men den er også proble­ma­tisk, idet det kræver stor viden at træffe nogen kvalificeret beslutning med hensyn til den moderne stats styrelse. Denne indsigt er der kun få vælgere og endnu færre politikere, der har, således at valg har udviklet sig til en farce, hvor politikernes slips, hår, skæg eller medietræning har den afgø­ren­de indflydelse på, om den på­gæl­den­de kan opnå valg. Det er uheldigt, at det er sådan, for det er som nævnt helt afgørende for ethvert land, at borgerne har en kontrollerende indflydelse på politikernes beslutninger, det vil især sige, at de skal have mulighed for at sige nej, Mange vil sige, at vigtige spørgsmål bør afgøres ved folkeafstemninger – evt. efter schweizisk mønster, hvor selv forholdsvis små spørgsmål kan afgøres ad den vej.  Hagen ved folkeafstemninger er imidlertid, hvordan man stiller spørgsmålet, f.eks. “Ønsker du et mul­ti­kulturelt og multietnisk samfund, i hvilket det danske folk forsvinder?” Den mulighed har man aldrig givet nationen, og den mulighed vil man aldrig give nationen. Men man kunne jo også stille det selvsamme spørgsmål på en anden måde: “Ønsker du et åbent multikulturelt og mul­tietnisk samfund med den globaliserede verdens mange muligheder?” Resultatet af afstem­nin­gen ville afhænge helt af formuleringen og medie­dæk­ningen. Vi så det tydeligt ved EU-afstemnin­gen i 1972, hvor frem for alt hen­sig­ten med hele foretagendet blev fortiet for vælgerne. På en fore­spørgsel fra en journalist mange år senere om, hvorvidt man ikke burde have oplyst væl­gerne om dette, svarede Jens Otto Krag: “Nej, for så havde de jo bare stemt nej!” Denne linje fortsattes helt frem til Maastricht-traktaten, hvor Poul Schlü­ter frejdigt erklærede Unionen for ”stendød!” Det var en bevidst løgn, men løgn­agtighed er ikke strafbar i politik. Hvis den var, ville lovgivningsarbejdet skulle henlægges til Vestre Fængsel, og Christiansborg ville gen­lyde af tomhed, indtil der kunne findes bedre anvendelse for bygningen! Der findes ikke noget mere uærligt system end det såkaldte parla­men­tariske demokrati, der i bund og grund ikke har meget med demokrati at gøre. Politik kan i dag defineres som kunsten at bedrage folket. Vi har i dette kapitel forsøgt at vise, at tingene kan gøres på en anden og ærligere måde, således at folket har en reel indflydelse på, hvor sam­fun­det bevæger sig hen. Problemet er i den forbindelse, at demokratismen er så selvoptaget og overbevist om sin egen fortræffelighed, at den ikke åbner mu­­lighed for at disku­tere, om tingene alligevel ikke kunne gøres bedre.

Hvor nødvendig diskussionen om stemmeretten er, blev aktualiseret, da en bande godmennesker på en lil­le grup­pe “psykisk handicappedes”⁶ vegne førte sag ved højesteret for at få stemmeret ved valgene. En absolut forudsætning for, at et demokrati overhovedet kan fungere bare nogenlunde tåleligt, er som nævnt et op­lyst folk og en fri presse, men som vi netop har set, er det jo det, vi i dag ikke har. Folkeoplysningen er på det laveste niveau siden indførelsen af den almindelige undervisningspligt – ja, egentlig er den endnu lavere, for folk har i dag også sluppet taget i virkeligheden. Mange tror i fuldt alvor, at maden kommer fra supermarkedets frysediske. Det gør den ikke! Og medierne er koncentreret og styret af den såkaldte “elite” i skøn forening med kapitalen. Der findes som nævnt i dag ikke et kritisk medie, der repræsenterer et an­der­ledes syn på samfundet. Mulighederne for at skabe et har igennem mange år været rent teoretiske. Alligevel kan man bevare illusionen om demokratiet. Den lever på historien og næres af inertiens lov. Men helt ærligt! Skal ånds­svage, demente eller andre, der ikke kan træffe bestemmelse i deres egne per­son­lige anliggende, have indflydelse på statens styrelse? Og hvordan skal den­ne udøves? Kort sagt, hvem skal bestemme, hvor krydses skal sættes? Højeste­ret mente det ikke for sagsøgernes vedkommende, men alene tanken er at gøre fuld­stændig grin med det demokratiske system.

Ej heller indsatte i fængslerne bør have nogen stemmeret. De har forbrudt sig imod samfundets grundlæggen­de regler gennem en asocial optræden, og denne bør naturligvis automatisk in­de­bære et tab af borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeretten – i hvert fald under afsoningen. Det er en del af straffen. Men man vil naturligvis kunne gå videre og spørge, om folk, der lig­ger systemet til byrde, bør have medbestemmelse over sociallove og skat­telove – eller, endnu mere vidtgående, om offentligt ansatte skal være medbe­stem­mende om den offentlige sektors størrelse, kort sagt om disse grupper skal have stemmeret. Vil de stemme ud fra et samfundsmæssigt helhedssynspunkt eller ud fra deres personlige privatøkonomiske interesser? Det er let at sige nej til deres stemmeret, men blandt offentligt ansatte har vi på den anden side sam­let det meste af samfundets ekspertise, som man ikke kan udelukke fra med­­bestemmelse, ligesom kontanthjælps­mod­tagere også kan være landet der, hvor de er, som følge af verdensfjerne politiske beslutninger og en bevidst spekulation i, at de svageste i samfundet er de let­te­ste at tryne – hvis det ikke lige var, fordi de kunne svare igen med stemmesedlen. Det er imidlertid betænkeligt, når o­ver halvdelen af vælgerne efterhånden lever direkte af de offentlige kasser på den ene eller den anden måde. Vælgerens fristelse til at sætte egne interesser o­ver helhedens interesser er naturligvis stor, således at den enkelte politiker på sin side fristes til at købe sig til stemmer gennem uansvarlig leflen for denne tendens. Dette for blot yderligere at problematisere den styreform, der har ud­viklet sig i Vesten. Måske vi skulle give os til at tænke i nye baner? Om ånds­­svage, demente eller andre grupper har stemmeret, er imidlertid måske helt ligegyldigt, for betyder val­gene egentlig noget? ”Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt”, som Mark Twain sagde. Vi har i de sidste 100 år oplevet skiftende flertal, men den førte politik er stort set den samme.

Dette problem med valgretten ville løses med den ovenfor skitserede model for landets styre. Folk stemmer der på personer og ikke på politiske programmer, som de ikke forstår konsekvenserne af. Andre måder at begrænse galskaben på kunne være ved at opstille kriterier for opnåelse af stemmeret: mindst 30 år, arbejde, uddannelse, ejendom, familie, aflæggelse af en prøve – ja listen kunne gøres ganske lang. Det er jo helt klart, at en af grundene til, at systemet kørte af sporet, var udvidelsen af stemmeretten ved grundlovsændringen i 1915. Det var jo ikke blot kvinderne, der fik stemmeret ved den lejlighed! Det er naturligvis kættersk at antyde, at kvinder ikke skulle have stemmeret og være valgbare. Men jeg skal i stedet bede læseren om at lytte til landets kvindelige politikere og derefter afgøre, om disse bidrager positivt til løsning af landets problemer. Hvis man synes det, skal man måske ikke selv have stemmeret … En anden grund var indførelsen af parlamentarismen i 1901.

Den bedste grund til at afvise den nuværende styreform får man ved at se sig omkring i dagens politiske galehus, ikke blot i Danmark, men i det meste af den vestlige verden. De regeringer, dette system har skabt, består af imbecile, bundkorrupte og kriminelle stråmænd for de virkelige magthavere, dem, der ejer og behersker stort set alle medier, underholdningsindustrien, akademia og det meste af internettet – samt de allerfleste af den vestlige verdens værdier, ikke at forglemme. Disse er ret lette at identificere, men det er der desværre naturligvis en lov imod.

Povl H. Riis-Knudsen

---

1. Billede og billedtekst lånt fra dandebat. ↩︎
2. Se f.eks. Pernille Vermund, et af de ækleste eksemplarer på en levebrødspolitiker, jeg umiddelbart kan komme i tanker om. ↩︎
3. Man tænke her på de tykke vejledninger i ”Genderung” på tysk. Det drejer sig om at skabe et saftløst, kraftløst, ahistorisk, kønsneutralt og udtryksløst sprog, drevet til det yderste og obligatorisk i det offentlige og som følge heraf i skolen og i alle større virksomheder. Tyskerne er altid gået hele vejen! Følg tyskerne, og din undergang er dig sikker! ↩︎
4. Se Alex Arendtsen: Rindal. Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten, Grønningen 1, 2023. Min anmeldelse på danmarksfrihedsraad.com. ↩︎
5. Nej, det er ingen trykfejl. ↩︎
6. Disse kaldes i dag også kaldet ”alternativt begavede”, tidligere var de evnesvage, åndssvage eller idioter. Et godt eksempel på, hvordan sproget fra at være præcist og rammende friseres ned til at være intetsigende og misvisende! Idiot er imidlertid så godt et ord, at det har overlevet – med ændret betydning og brug! ↩︎