Denne artikel er del af en serie på 2 dele. Læs del 2 her.

Dette spørgsmål har beskæftiget menneskene til alle tider. Selv primitive fortidsmenneskers fornuft har søgt en forklaring på, hvad det hele går ud på. Dyrene er forskånet for disse spekulationer. Deres hjerner beskæftiger sig kun med dagen og vejen, men det menneskelige abstraktionsniveau søger efter en mening med livet og har svært ved at affinde sig med døden. Søgningen efter en sådan mening med det tilsyneladende meningsløse førte til religionernes opståen. Man ville vide, hvorfor, og man ville frem for alt ikke acceptere, at døden er et endeligt punktum. Der måtte da være noget bagefter?

Dette har igennem hele historien været et frugtbart marked for religionsmagere, fusentaster og øjenskalke. Sandheden er jo nemlig den måske nok ubehagelige, men helt naturlige, at døden er det endelig punktum, og at der egentlig ikke er nogen højere mening med livet. Menneskelivet er opstået som alt andet liv på jorden, sandsynligvis oprindelig ved en tilfældig kemisk proces, og resten har den naturlige udvikling og selektion sørget for, jf. vor ven Darwin, der har forklaret disse processer og dermed forargede sin samtid – ikke mindst præsterne, som så sig truede på deres givtige levebrød.

Darwin bliver ofte fejlciteret, idet det påstås, at han mener, kun den stærkeste vil overleve. Darwin taler ikke om den stærkeste, men om den bedst egnede – og det gør en stor forskel. Den bedst egnede er den, der kan tilpasse sig ændrede levevilkår i naturen. Skiftende klima er et godt eksempel. Det er ikke noget nyt. Klimaet har altid skiftet. Det betyder at arter, som ikke kan tilpasse sig ændret vegetation og temperatur, uddør. Zebraens striber er jo ikke til pynt, og giraffens lange hals er ikke et udslag af en skabende guds luner. Det er resultatet af en langsom tilpasning til den natur, disse dyr lever i. Giraffen med den korteste hals og zebraen uden kamuflerende striber overlever ikke. Det er i naturen ikke nødvendigvis den stærkeste, der overlever! Men det er klart, at styrke også spiller en rolle, når løvekoblet overfalder en i flokken. Mennesket er ikke i samme grad underlagt et krav om tilpasning, idet vi har opfundet midler til at løse nogle af de problemer, et ændret miljø medfører. Her er styrke og intelligens nok de vigtigste faktorer, men også disse selektionsfaktorer er blevet sat delvis ud af kraft. Svag styrke kan afhjælpes med maskiner, og intelligens synes ikke at spille nogen væsentlig rolle. Se blot på folketinget og den offentlige debat.

Den væsentligste selektionsfaktor er for mennesket i dag utvivlsomt viljen til at gøre det nødvendige for at overleve. Nu vil den fiffige læser nok sige, at vi blot skal tilpasse os de ændrede vilkår i verden. Et af disse er den folkevandring, vi har oplevet i de seneste årtier. Og det er jo ikke den første folkevandring, Verden har set. Man har tilpasset sig, blandet sig med de nytilkomne og har levet videre. Men man har skiftet identitet, og livet er ikke fortsat på samme niveau, som det var. Romerrigets fald er et godt eksempel blandt mange. Livet fortsatte, men civilisationens kvalitet faldt betydeligt. Romerne var allerede blevet svækket ved opblanding med frigivne slaver og folk fra imperiets hjørner i en grad, så de havde mistet deres identitet og dermed viljen til at overleve. Dette mønster ser vi i alle de andre oldtidsriger fra Mesopotamien og fremad og i de sydamerikanske højkulturer, som i mindre grad var svækkede etnisk, men som havde forsømt at udvikle deres forsvarsteknologi. De havde nok viljen, men ikke evnen – ikke sådan at forstå, at de ikke havde teknisk kunnen. Se blot på deres byggerier og vejanlæg. Disse byggerier tjente imidlertid ikke noget produktivt formål, men snarere et religiøst formål, og vedligeholdelsen af dem opslugte folkenes ressourcer.

Vi står i dag i den situation, at vi stadig så rigeligt har evnen og muligheden for at forsvare vort habitat imod den tredje verdens horder, men vi har tilsyneladende ikke viljen. Det er aftenlandets undergang, som Oswald Spengler forudsagde det i sin bog af samme navn for godt 100 år siden. Grunden til, at vi ikke har viljen, er, at også vi har mistet vor identitet. Denne er systematisk blevet nedbrudt igennem de sidste 50-100 år. I dag ser vi det tydeligt i kampen mod kulturen, videnskaben og historien, imod stoltheden over vore forfædre, og imod naturens orden, f.eks. det basale, at der kun er to køn. Manglende uddannelse gør, at mennesket i dag er usikkert og svajer for vinden. Under sådanne omstændigheder mangler det viljen til at overleve i en verden, hvor alt er lige meget og ligegyldigt. Dette er en påført sjælelig sygdom. Det lykkedes os at udrydde kopperne, men denne sygdom er langt farligere for vor eksistens, og hvis vi ikke udrydder den og dens bærere, fortjener vi at gå til grunde. Det er naturens lov.

Når jeg ovenfor siger, at der ikke er nogen højere mening med livet, mener jeg, at der ikke er nogen instans uden for det biologiske univers, der giver dette nogen mening ud over den mening, der ligger i naturen selv: at forplante sig, udvikle sig og om muligt fortrænge andre organismer. Der er ingen himmelnisse, der sidder og leger med menneskene for at se, hvem der er værdige til et evigt liv, og hvem der ikke er det. En biologisk udvikling som den, der har skabt de forskellige arter, og som har forvandlet mennesket fra at være en avanceret abeart til – for nogles vedkommende i hvert fald – i dag at være homo sapiens, forudsætter døden. Hvis en organisme blot levede videre evigt, ville der jo ikke kunne ske nogen udvikling på baggrund af biologisk selektion. Et tøffeldyr lever evigt ved løbende at forny sine celler, men det har heller aldrig udviklet sig. Dette er logik for perlehøns. Døden er forudsætningen for livet!

De forskellige logistiske problemer i forbindelse med et evigt liv er jo endvidere legio. Vi ville jo være rigtig mange, i hvert fald hvis vi har været søde og artige. Hvordan ville vi finde hinanden, hvilken alder ville vi have? Interessante spørgsmål. Jeg ville f.eks. gerne tale med min farfar, men hvordan finder jeg ham – og hvor gammel er han mon? Hvad ville vi egentlig lave? Hvem ville sørge for maden? Forhåbentlig ikke manna hver dag… Og ville vi ikke komme til at kede os – uden udfordringer, uden konflikter og uden udvikling? Evigheden er altså grumme lang tid… Den kunne meget vel gå hen at blive kedelig, ja, et rent helvede.

Det er naturligvis alt sammen bare noget sludder – en trøst for de svage, der ikke ville kunne bære livets byrde i dødens skygge. Denne trøst skal jeg gerne unde dem, men religionen må ikke under nogen omstændigheder betyde, at man opfører sig uansvarligt i henhold til naturens love. Kan man forene de to ting, er det naturligvis helt i orden. Man kan jo heller ikke blive skuffet, når man ikke vågner op på den grønne eng, hvor løven græsser side om side med lammet. Det er, om jeg så må sige, ganske omkostningsfrit at tro på denne myte.

En af mine bekendte, der er troende og tilhører Jehovas Vidner, og som er alt andet end dum, sagde hertil: ”Hvis du har ret i det, så er alt jo forudbestemt, og mennesket har ikke noget ansvar. Så er alt jo lige meget.” Men det er naturligvis ikke rigtigt. Naturens mekanisme er ufravigelig, men det er op til mennesket at træffe et valg. Man kan opføre sig hensigtsmæssigt, og så vil naturen helt automatisk belønne en med foreløbig overlevelse, og dernæst med overlevelse af ens gener, hvilket er det nærmeste et evigt liv, vi kan komme. Hvis man vælger at opføre sig uhensigtsmæssigt, ja, så går man til grunde, og ens gener går til grunde. Det er den evige fortabelse. Naturens selektion går jo netop ud på at udvælge de bedst egnede individer til at overleve og udvikle sig igennem kommende generationer. Den, der ikke opfører sig hensigtsmæssigt, kommer i naturtilstanden ikke videre. Hvor dyrene handler pr. instinkt og derfor som oftest gør det rigtige, har mennesket takket være sit intellekt et valg. Det vigtigste valg på det individuelle plan er naturligvis valget af partner, for af dette valg afhænger kvaliteten af afkommet og dermed forudsætningen for overlevelse i næste generation. I vor kulturkreds har man i dag ganske glemt dette – og det er fatalt.

Vi kan også aflive den urgamle diskussion om, hvorvidt mennesket fundamentalt set er godt eller ondt. Dyr er aldrig onde – det er de ikke i stand til at være. Vor mulighed for at være onde er et resultat af vort intellekt. Men hvad er godt og ondt egentlig? Ja, godt er, hvad der er biologisk rigtigt, ondt er hvad der er biologisk forkert. Det, der fremmer den biologiske udvikling mod noget bedre og højere, er godt. Det er derfor også godt at styrke sin familie, sin klan, sit folk og sin race – og det er ondt at svigte sit fællesskab på noget plan. Det er derfor, man ikke må stjæle, slå ihjel (uden god grund), begære sin næstes hustru osv. Som en ældre mand i mine forældres bekendtskabskreds udtrykte det: Hvis mennesket var, som det burde være, behøvede vi kun de ti bud – og så et lille tillæg om færdselsloven. Men mennesket har netop evnen til at være ond og er det oftest for at opnå øjeblikkelig personlig vinding. I det moderne samfund slipper man som regel godt fra det – men i et naturligt samfund ville det betyde udstødelse og dermed døden. Når man slipper godt fra det i det moderne samfund, er det dels, fordi dette er så kompliceret, at man kan sno sig imellem lovene, og når samfundet forsøger at lukke disse huller, bliver det endnu mere kompliceret, og der opstår endnu flere huller og så fremdeles, dels fordi vi er blevet så blødsødne, at vi ikke konsekvent straffer det onde efter fortjeneste. En ikke videre agtet tysker – nej, det var ikke Hitler – satte disse ord på det: Alt, hvad der er nødvendigt, er godt! – altså sådan biologisk set.

Vi har en tendens til at glemme, at mennesket i bund og grund blot er et dyr med tøj på. I sam­­­­men­lig­ning med andre dyr er vi fysisk svage, og vi ville næppe være blevet nogen succes, hvis det ikke have været for udviklingen af vor hjerne, der har sat os i stand til at skabe hjælpemidler til at kompensere for vor relative fysiske svaghed. En anden overlevelsesfaktor er, at vi har dannet samfund. Som enkeltindivider ville vi for længst være gået til grunde, men fordi vi har holdt sammen i grupper, har vi kunnet klare os. Disse grupper er først og fremmest naturligvis familien, dernæst stor­familien, klanen, så folket og racen som helhed. I de tidlige udviklingsstadier var der ikke megen plads til individualisme, men det er klart, at det er individer, der har drevet udviklingen fremad gennem nyudviklet teknologi fra ben til flintesten til bronze, jern og så videre. Det har derfor også været naturligt, at det er de bedst egnede, de modigste, stærkeste og de klogeste, der er blevet ledere af deres klan og ultimativt af folket. Det har været helt naturligt at slutte op om dem. De havde succes, og de ville også kunne give folket succes. Der var tale om en naturlig udvælgelse. I centrum stod familiens, klanens og folkets overlevelse – ikke individets overlevelse. Hvis det gik folket dårligt med misvækst og epidemier, så ofrede man lederen. Al den dårligdom måtte kunne føres tilbage til ham. Måske vi skulle tage den skik op igen…..

Dyrkelsen af individet frem for gruppen finder vi allerede i den tidlige kristendom, thi i kristendommen er omdrejningspunktet jo netop individets overlevelse efter døden, ikke gruppens. Den katolske kirke udsprang imidlertid af Romerriget, der var ganske kollektivistisk, og man har der bevaret en hel del gruppetænkning. Men allerede senmiddelalderens mystikere betonede netop det personlige gudsforhold på gruppens bekostning, og Martin Luther gik et skridt videre og proklamerede, at enhver var sin egen præst. De protestantiske kirker er ikke stærke organisationer som de mere kollektivistiske katolske og ortodokse kirker, så man koncentrerede sig i høj grad om det personlige gudsforhold – selv om dette ikke er så sværmerisk som hos mystikerne. Men livet på Luthers tid var stadig et hårdt liv, hvor gruppen var en stærk overlevelsesfaktor, når det gjaldt den jordiske overlevelse – og det var trods alt for den enkelte her og nu det vigtigste. Men efterhånden, som livet blev lettere, kunne individualismen sætte nye skud. Oplysningstiden med Voltaire i spidsen banede vejen for yderligere individualisme – også på det politiske plan. Der fulgte ved den franske revolution et opgør med elitens kvalificerede styreform til fordel for pøblens ukvalificerede styre, og selv om dette ikke var en succes, er det det, vi har i dag. Det er ikke mere de bedste, der regerer, men kun de fleste – og det er også blot teori, for den enkelte har under ingen omstændigheder noget at skulle have sagt politisk – vi lever under et styre bestående af de værste elementer i befolkningen, et kakokrati, en selvudnævnt ”elite”, der på intet tidspunkt har gjort sig fortjent til denne elitestatus – i modsætning til, hvad der var tilfældet med fortidens adelige og kongelige eliter. Det demokratiske skyggespil styres af en stadig mere koncentreret presse og en medieverden, hvis ejere er de virkelige magthavere. For at holde den falske elite ved magten, er man nødt til at købe vælgerne, og det gør man ved hæmningsløst at understøtte en biologisk uhensigtsmæssig optræden og straffe enhver hensigtsmæssig handlemåde. Det er kernen i velfærdssamfundet. Man fremmer skadelig adfærd på bekostning af de dygtige, sparsommelige og stærkeste individer, der er forudsætningen for gruppens overlevelse, og som burde styre samfundet. Sagen er imidlertid, at de bedste elementer ifølge sagens natur er i mindretal, mens de ringere elementer udgør et stort flertal, og magthaverne elsker de ringeste, for det er dem, der kan købes, og de ønsker ikke noget højere end den relative, beskedne og i mange tilfælde helt ufortjente materielle velstand, magthaverne giver dem. Der er ingen stemmer i at styrke de individer, der kunne gøre en positiv forskel i samfundet, og disse ville jo desuden være en direkte trussel imod magthaverne.

Et godt praktisk eksempel er ældrechecken, som Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er så stolte over at have indført. Vi kan hurtigt blive enige om, at pensionister er en overset gruppe i samfundet. De lever på et minimum, og de er ikke den gruppe, der går på gaden og truer med at lave revolution. Og så er der politisk set ingen fremtid i dem. Men man vil gerne have deres stemme, så man giver ”de fattigste” pensionister lidt håndører oven i deres pension. Men hvad er det reelt, man gør? Man giver til den gruppe pensionister, der livet igennem har givet hver en øre ud, de har tjent, i stedet for at spare op til deres alderdom. De, der har båret sig fornuftigt ad og har lagt noget til side, ja, de får ikke blot ingen ”piapenge” – de får også kun en minimal folkepension, selv om det er dem, der har ydet mest til fællesskabet – og der er utallige eksempler på, at ældrechecken går ubeskåret til at forsøde livet for børn og børnebørn. De fornuftige betaler gildet. Hele konceptet med en ”velfærdsstat” er ubiologisk og et bureaukratisk monster af regler og kontrol. Mennesket må tage ansvar for sig selv, og de nærmeste må drage omsorg for hinanden. Enhver statslig ”omfordeling” betyder, at man stjæler fra de dygtige og flittige for at give det til de mindre dygtige og mindre flittige. Det er ikke nogen sund samfundsmodel! Og den er biologisk ufornuftig.

Dette er blot et par af mange eksempler på forkert biologisk tænkning. I andre samfund sørger familien kollektivt for hinanden. Det er ubureaukratisk og kræver ingen administration og ingen kontrol. Det er dermed også set ud fra et helhedssynspunkt langt billigere. Familien er sikkerhedsnettet – og hvis familien svigter, træder nærsamfundet til. Det individ, der ikke har nogen familie og ingen tilknytning til nogen i nærsamfundet, er taberen. Vedkommende står uden for gruppen og har ikke gjort noget for at fremme og sikre folkets evige liv. Det kan synes hårdt, men det er biologisk rigtigt. Hvor alt svigter, har man dog altid haft velgørende folk og organisationer, der afbøder den værste nød. Enhver bør imidlertid opmuntres til at tænke på sin alderdom, til at spare, til at polstre sig til dårlige tider. Man foregiver ganske vist at understøtte opsparing gennem skattelettelser, men når man regner efter, viser det sig, at der på den længere bane ikke er nogen lettelse – tværtimod beskatter man jo samlet set pensionsopsparinger hårdere end arbejdsindtægter. Man gør det bare på en anden måde. Og når folk så kan se, at det, de møjsommeligt lægger til side, blot betyder, at de så får mindre i folkepension og ingen piapenge eller andre tillæg, ja, så er der intet incitament til at spare op. Dette er en illustration af en helt forkert samfundsmodel. Den enkelte må bringes til at sørge for sig selv gennem private pensions- og forsikringsordninger på gensidig basis. Det er en form for gruppetænkning – og gruppen er stadig vigtig for individets overlevelse – og for folkets overlevelse på længere sigt, og dermed naturligvis igen for individets overlevelse. Som den romerske kejser og tænker Marcus Aurelius skrev: ”Hvad der er godt for sværmen, er godt for bien!” De private ordninger er netop udtryk for det solidariske samfund, hvor enhver må yde et bidrag, mens velfærdssamfundet er en samfundsmodel, hvor snyltere, der aldrig har ydet noget for fællesskabet, nyder samme og større goder end den ansvarsbevidste og solidariske samfundsborger. Helt absurd bliver det, når man i dag åbner den store fælles kasse for os fuldstændig uvedkommende menneskerne, der blot tiltrækkes af denne honningkrukke, og som aldrig har bidraget til den. Ja, en stor del af dem har end ikke til hensigt nogensinde at yde en skærv til fællesskabet, for de er ikke en del af det. De har deres egne fællesskaber. En solidarisk velfærdsstat kræver robuste grænser omkring sig – ellers går den fallit, og under alle omstændigheder mister en sådan stat den nødvendige folkelige opbakning. En tredjedel af Afrikas hurtigt voksende befolkning ønsker at udvandre til Europa eller de lande, der oprindelig blev skabt af Europæerne – og det er ikke for klimaets skyld!

Det socialdemokratiske Danmark går imidlertid endnu videre ad den vej, der fører bort fra biologien – og det ”blå” Danmark er blot en anden udgave af det ”røde” Danmark, for alle vil købe stemmer. Op til forrige folketingsvalg kørte Socialdemokratiet en busreklame med følgende ordlyd: ”Uligheden begynder ved fødslen. Det kan vi gøre noget ved!” Dette er en direkte fornægtelse af biologien. Uligheden begynder ved undfangelsen – den er hovedsagelig – men naturligvis ikke udelukkende – et resultat af biologiske faktorer. Et dårligt genmateriale er en dårlig start på livet, og det kan den intelligensmæssigt mindre bemidlede Mette Frederiksen ikke gøre noget ved. Et dårligt genmateriale er f.eks. en dårlig begavelse eller et dårligt helbred, og det er ofte også ensbetydende med en dårlig opvækst med en dårlig uddannelse, der medfører, at man træffer dårlige beslutninger i livet, for i vid udstrækning er der jo netop tale om en genetisk arv, der blot forstærkes af det miljø, der er skabt af det selvsamme genmateriale hos forældrene og deres forældre igen igennem flere generationer. Uligheden er et grundvilkår i livet – den er i overvejende grad biologisk bestemt, og den kan vi ikke gøre ret meget ved. Naturen lader kun de bedste overleve. I et civiliseret samfund kan vi godt bære de biologisk mindre begunstigede – men det at være mindre begunstiget må aldrig betragtes som en dyd, der kræver særlige privilegier. Den dårlige uddannelse kan – og bør – staten imidlertid afhjælpe ved at sørge for en passende skolegang, dvs. en uddannelse, der svarer til den enkeltes evner og muligheder. Man skal jo ikke forsøge at gøre en blind til jagerpilot. Her har det socialistiske Danmark fejlet eklatant. I stedet for at opfylde den enkeltes behov – til gavn for både den enkelte og samfundet – har man nivelleret alle uddannelser fra folkeskolen til universitetet – efter den laveste fællesnævner ud fra Ritt Bjerregaards devise: ”Hvad ikke alle kan lære, er der ingen, der behøver at lære!” På denne måde har vi fået et par generationer af funktionelle, kulturløse analfabeter, og praktisk taget alle nyttige universitetsfag – selv inden for naturvidenskaberne – er blevet afskaffet og afløst af ideologisk bestemte snakkefag uden mening og uden merværdi for samfundet. Undervisning og uddannelse skal ganske enkelt stilles tilbage til niveauet fra 50’erne – med de justeringer, der nødvendiggøres af ny viden og de ændringer af samfundet, som ikke behøver at blive rullet tilbage. Ja, for min skyld måtte man gerne gå tilbage til slutningen af 1800-tallet!

Men den herskende klasse ved nøjagtig, hvad den gør. Et oplyst, veluddannet og selverhvervende folk er en trussel mod dens ukvalificerede styre. Dumhed og uvidenhed er det eneste, der holder de nuværende politikere ved magten, og hvis disse ikke meget snart bliver sat endeligt fra bestillingen, dør folket! Men folkets død er en villet udvikling, drevet frem af de mennesker, der fornægter gruppens betydning – ja, hele meningen med det nationale fællesskab. De hylder individet og et samfund, der består af ene frit i luften svævende organismer uden noget kit, der binder dem sammen – ud over det fælles socialkontor, så længe det består. Et sådant samfund kan imidlertid ikke overleve – og det kan socialkontoret heller ikke, thi ingen vil betale til nogen, man ikke har noget tilfælles med. Bagmændene for disse samfundsopløsende ideer er de selvsamme, som igennem historien konsekvent har ønsket at opløse stærke europæiske samfund – netop på grund af deres styrke. Der er en tendens til at overse disse bagmænd, men det ville være fatalt. Vor overlevelse forudsætter et nådesløst opgør med denne sygdomsfremkaldende bacille.

Hvis samfundet fortsat skal bestå, skal det parlamentariske demokrati afløses af et ansvarligt styre, kontrolleret direkte af folket. Vi må indse, at mennesker ikke er lige, men at nogle har flere evner og større menneskelig integritet end andre. Nogle har simpelthen større værdi for samfundet end andre. Det er disse mennesker, der skal styre landet – ikke en flok postpubertære kvindfolk uden erhvervserfaring, uden virkelig uddannelse og uden menneskelige kvaliteter. Vi skal ganske enkelt have en ny adel. Nu vil nogle skrige op om ulighed, og ja, det er rigtigt. Den biologiske ulighed må nødvendigvis afspejles af en samfundsmæssig ulighed. Ingen dyreflok kan ledes af de ringeste – og dyrene stemmer ikke om deres ledere. Den stærkeste tager au­tomatisk førerskabet over flokken.

Et andet praktisk eksempel på forkert biologisk tænkning er det vanvittige forslag om i lighedens hellige navn at indføre kvindelig værnepligt. Lad os én gang for alle slå fast, at der ikke skal være lighed mellem kønnene, og at de forkætrede kønsroller ikke er et resultat af patriarkalsk undertrykkelse, men er udtryk for naturens orden. Dette har intet med kvindeundertrykkelse at gøre. Kvinder skal naturligvis ikke undertrykkes – de er nemlig langt mere værdifulde end mænd. Det er dem, der fører familierne videre, det er dem, der skal opfostre den kommende generation – det er dem, folkets overlevelse ret beset afhænger af. Sagen er jo nemlig, at mænd kan få omkring 100 børn om året – men kvinder i regelen højst ét. Mænd er derfor – biologisk set – over en bank ret undværlige. Folket kan leve videre med meget få mænd, så længe der bare er kvinder nok. Derfor har vi ikke råd til at bruge kvinder som kanonføde.

Dertil kommer naturligvis andre faktorer, men de er sekundære i forhold dette. Der er kvindens ringere fysiske styrke, en anden psyke, der kan være problematisk under kampforhold, mandens indbyggede ridderlighed, der kan komme til at koste liv, fordi han vil beskytte kvinden, sædelighedens totale forfald ved at blande mænd og kvinder under kampforhold – ja, selv i fredstid deler de i dag stuer på kasernerne. Og hvad med gravide soldater?  – Så længe de kan blive gravide, for det hårde fysiske liv kan ende med at gøre dem ufrugtbare, hvilket vi som samfund ikke har råd til. Kvinders skæbne som krigsfanger kan vi tænke os til. Nogle vil nok sige, at man i enkelte lande allerede har kvindelig værnepligt, f.eks. i Israel, tilsyneladende uden problemer. Dette sidste betvivler jeg – men sagen er den, at Israel på mange måder har ryggen imod muren – i dag dog nok mindre end tidligere. Når man har ryggen imod muren, må man en gang imellem gribe til nødløsningen – ligesom Sovjetunionen under den anden verdenskrig. Men det kan kun blive nødløsninger. Og sovjetiske piger led en krank skæbne, når de kom i krigsfangelejre sammen med deres landsmænd af hankøn.

Der er masser af arbejde i forsvaret, hvor kvinder kan gøre god fyldest, uden at blive udsat for større fare – men det kan kun blive i en kortere tid, for lad os holde fast i, at folkets overlevelse afhænger af, at kvinderne får børn – og helst i en tidlig alder, og helst så mange som muligt – og at de opdrager disse børn til at være nyttige samfundsborgere. Den hjemmegående husmoder er den vigtigste person i samfundet. Det betyder naturligvis ikke, at hun bare skal gemmes af vejen i køkkenet. Det er vigtigt, at også pigerne får en god grundlæggende uddannelse og en god kulturel forståelse, for det er forudsætningen for, at de har noget at give videre til deres børn.

Forsvaret af folket imod ydre fjender har altid været mandens opgave, ligesom det også er ham, der skal skaffe familien det daglige udkomme. Vi kan lære meget af vikingetidens samfund, som var alt andet end kvindeundertrykkende. Når manden gik i krig, var det kvinden, der styrede ikke blot husholdningen, men hele familiens økonomi. Og når mange mænd ikke kom hjem i live, så overtog kvinderne ledelsen. Mænd havde endvidere ikke blot en hustru, de havde friller, og disses børn indgik også i ætten i den ud­stræk­ning, manden knæsatte dem, dvs. fastslog, at de var velskabte, og anerkendte dem som sine. Derved sikredes slægtens overlevelse bedst.

Man kan med nogen ret hævde, at monogami er unaturlig – netop fordi kvindens formeringsevne er så begrænset, som den er. Hertil vil man indvende, at der jo er næsten lige så mange mænd som kvinder, og at en til hver derfor vil være meget passende – hvis man altså ser bort fra mænds overdødelighed i naturtilstanden. Men i dette spil er der endnu en faktor: kampen om den bedste mage, ikke mindst kampen om de bedste mænd. Kvinder vil stadigvæk foretrække rigtige mænd frem for feminiserede tøsedrenge. Kvinder søger kun undtagelsesvis den intellektuelle og følsomme type. De foretrækker den stærke, rå og brutale, der nok feterer dem, men som stadig er mand. Derfor falder så mange piger for de fremmede fyre – de er nemlig rigtige mænd. At det så har en bagside, erfarer de først senere. Af samme grund vil danske mænd hellere have en pige fra østen, for hun er stadig pige – og drømmer ikke om at være mand. Også det har imidlertid en bagside. Begge dele tjener til udryddelse af europæeren – og det er også hensigten hos dem, der fremmer sådanne blandede forhold.

Det er meget populært at hakke på islams kvindesyn, men ret beset ved vi jo ikke ret meget om, hvad kvinderne tænker. I nogle lande går man naturligvis til yderligheder, men generelt ser piger i muslimske samfund, der har nået et vist civilisatorisk stade, hvor man ikke blot betragter kvinder på linje med æsler og kameler, ikke ud til at være ulykkelige – egentlig tværtimod. Der er naturligvis nogle, der gribes af Vestens individualisme og dermed glemmer, hvad formålet med det hele er. Men den muslimske pige er generelt flittig i skolen, hun har ikke kærestesorger, hun drikker sig ikke fra sans og samling hver fredag, og når hun først er blevet gift, er hun sådan set sikret – i hvert fald i de fleste samfund. Hun ser ikke med misundelse på sine vestlige medsøstre, når de slanger sig på stranden i deres mikroskopiske bikinier. Hun betragter dem med foragt. Hun hyller sig i sine sorte gevandter og eventuelt sin niqab, for hun viser kun sin skønhed frem for sin mand – og for ham er hun jo iklædt det smarteste tøj fra inderst til yderst. Gå en tur i en hvilken som helst basar i Mellemøsten og kig på kvindetøj der! Hun får et barn om året, og opdrager det, som hun selv er blevet opdraget. Hun rystes i regelen ikke af utroskab med andre mænd, tænker ikke i skilsmisser, delebørn og samkvemsret. Hendes liv er velreguleret. Hun har en familie, en storfamilie, en klan og et folk, som ganske vist ikke er etnisk bestemt, men derimod religiøst, men det giver samme tryghed. Hun skal eventuelt dele sin mand med andre kvinder – og hvad så? Det er kun de genetisk bedste, der opnår en økonomisk status, så de kan forsørge flere koner – og det er godt for genmassen som helhed!

I Indien er det inden for alle religionssamfund – også blandt kristne anglo-indere – ganske almindeligt, at ægteskaber arrangeres af forældrene, der indrykker ægteskabsannoncer for deres døtre i indiske blade – og oversøiske indiske blade. Der lægges stor vægt på økonomi, uddannelse og kaste (hvilket blot er en andet ord for race, selv om der er sket en stor blanding i tidens løb). Der tages lettere på det blandt de kasteløse, som bl.a. af den grund forbliver på samfundets bund. Det er jo, når alt kommer til alt, biologien, der afgør det hele.      

Jeg var en gang i Indien sammen med kolleger – mange feministiske kvinder – der spurgte en gruppe unge anglo-indiske overklassepiger, hvordan de ville finde deres ægtefæller. Enstemmigt svarede de – til feministernes store fortrydelse – at de ville overlade det til deres forældre, for de ved bedst, hvad der på længere sigt tjener de unges interesser. ”I don’t believe in catch marriages”, som en af mine indiske bekendte engang sagde. ”I prefer match marriages!” Hans datter havde netop nået den alder, hvor dette spørgsmål var aktuelt. Og ret havde han.

Unge lader sig lede af følelser – eller måske snarere af det, de tror er følelser, men som i virkeligheden er temmelig dyriske drifter. Dem er der naturligvis ikke noget i vejen med, men de er sjældent særlig stabile, og de er derfor ikke egnede til at grundlægge en familie på. Det er en rest af vores basale biologi, som ikke er gavnlig for opbygningen af civiliserede samfund, og da mennesker som nævnt ikke kan overleve uden at danne samfund, og da nogle af os nu engang er udstyret med den hjerne, vor art generelt har udviklet, og derfor vil noget mere end blot tilfredsstille disse dyriske lyster, ja, så må vi indgå nogle kompromisser på dette felt. Men mennesket har ikke haft så meget held med at undertrykke naturen i samfund uden en stærk social kontrol. Og jeg ser sådan set social kontrol som noget særdeles positivt – inden for rimelighedens grænser.

Povl H. Riis-Knudsen