Hele den internationale mafia af folkefordærvere er i åbent oprør. En eller anden formastelig person, der måske bare har været lettere bedugget, har tilladt sig at skubbe til hendes socialdemokratiske majestæt statsministeren i egen høje person. Det er i sig selv nok mindre interessant. Interessantere er forargelsen over, at man kan angribe ”en folkevalgt politiker”. Sprechstallmeister Søren Gade er ”forfærdet”. Den politiske kaste føler sig åbenbart hævet over ethvert ansvar for sine misgerninger, så den ikke fatter, at de mennesker, den driver imod undergangen, både kollektivt og enkeltvis, på et eller andet tidspunkt kunne finde på at stille den til regnskab for dens utallige forbrydelser mod folket.

Folkevalgt? Rend og hop – klovnerne i statscirkus er valgt på forhånd af partierne og pressen. De få afvigelser fra denne regel tages med i købet, fordi de intet betyder. Om det er den ene eller den anden klovn, der får hovedrollen, er helt ligegyldigt. Magtforholdene og den udstukne politik ligger fast. Jeg har i mit liv oplevet utallige regeringer og endnu flere statsministre, men hovedlinjen i politikken har aldrig forandret sig, og vejen har altid ført mod undergangen. Skulle der endelig komme nogen, som ønsker en radikal forandring, så tages der andre metoder i brug: misbrug af retssystemet som i tilfældet Glistrup eller direkte valgsvindel som i tilfældet Paludan. Statskassen er et stort, rigt tagselvbord, af hvilket politikerkasten og dennes venner frit betjener sig på det arbejdende folks bekostning. Der er ingen udefra, som får lov til at komme til bords her. Folk, der siger, at man ikke har nogen ret til at beklage sig, hvis man ikke stemmer, har ganske enkelt ikke fattet systemet. De er håbløst naive og en del af problemet. Jeg stemmer først den dag, jeg kan stemme på Kalasjnikovs Parti.

Den blotte tanke om, at nogen eventuelt kunne finde på at stille dem til regnskab, fylder dem helt naturligt med rædsel. For de har meget at skulle stå skoleret for! Lad os blot tage Mette Frederiksen (og hendes sammensvorne kumpaner).

Covidsagen: Bortødslen af enorme beløb, som virkelig kunne have reddet menneskeliv både i perioden og i dag. Herunder hele minkskandalen, der naturligvis ikke havde noget med covid at gøre – det var et gammelt ønske fra venstrefløjen, man så sit snit til at opfylde. Til grund for alt dette lå på intet tidspunkt nogen videnskabelig evidens – tværtimod. Antallet af sundhedsøkonomer, læger og psykologer, der advarede mod den fulgte kurs, er stort. Hvis man sammenligner covidrelaterede dødstal for Danmark og Sverige, hvor man intet foretog sig, får man et klart billede af, at indsatsen intet har nyttet, tværtimod. Pengene har ikke blot været spildt – de har været taget fra steder, hvor de nu mangler. Når man betænker, hvor hårdt sygehusene må kæmpe for hver en øre, er det fuldstændig uforståeligt, at så store beløb kunne gives ud uden spor af evidens for, at det var nødvendigt – og at det virkede. Der er en risiko ved livet. Det er vilkårene, og selv om Mette Frederiksen har for vane at forveksle sig selv med Gud, kan hun ikke ændre på det. Og så taler vi slet ikke om de menneskelige omkostninger ved nedlukninger, forsamlingsforbud etc.

Klimasvindlen: Lad os bare indledningsvis slå fast, at mennesket ikke har nogen kontrol over klimaet, at klimaet altid har ændret sig, at det for 1000 år siden var varmere end i dag, at CO₂ ikke har nogen betydning for klimaet, at det er en gavnlig gas, som er forudsætning for alt planteliv, så man endog pumper denne gas ind i drivhusene for at fremme væksten, at den allervigtigste drivhusgas er vand, at drivhuset over jorden er forudsætningen for alt liv, at alle dagens målinger bliver ”reguleret” ud fra politiske målsætninger, og at enhver videnskabelig diskussion bliver undertrykt. Desuden viser historien, at varme perioder er rige perioder, og kolde perioder resulterer i fattigdom og sygdom. Men i cirkusskolen lærer man naturligvis ikke historie.

Dette forbryderiske vanvid, der udmønter sig i skatter og forbud, som – gudskelov – ikke ændrer en tøddel ved klimaet, koster samfundet og den enkelte uhyrlige summer og vil meget hurtigt føre til en forarmelse af Europa. Andre lande griner højlydt ad denne amatøragtige ”Mickey Mouse-videnskab”.

Ukraine: Ukraine fortjener en artikel for sig selv, men lad os blot slå følgende fast: Ukraine er ikke et demokrati, der er ingen – som i absolut ingen – frihedsrettigheder for halvdelen af befolkningen, ingen trykkefrihed, ingen religionsfrihed, og man har absolut ingen værdier tilfælles med os. Det er et diktatur, indsat ved hjælp af et amerikansk statskup i 2014, hvor man afsatte landets lovligt valgte præsident og begyndte at føre en terrorkrig mod en stor del af landets egne borgere, fordi de er russere og ikke vil respektere et statskup, som fratager dem deres forfatningsmæssige rettigheder. Det er heller ingen nationalstat, men en stat, hvor ukrainerne kun udgjorde 50 % af befolkningen – den har hverken nogen historisk eller folkelig legitimitet, og landets grænser er helt tilfældige. Ukraine har i dag end ikke nogen lovlig præsident, men en selvudnævnt diktator. Landets egne borgere ønsker ikke krigen – de er i stort tal flygtet til udlandet. Ukraines befolkningstal skønnes at være faldet med 50 % siden uafhængigheden. Der er mindst 1 mio. unge våbenføre mænd, som i dag befinder sig i Vesteuropa. I stedet for at sende dem hjem, planlægger Mette Frederiksen og hendes bandemedlemmer at sende vore unge til Ukraine for at dø i skyttegravene. Rusland har ingen planer om, ingen interesse i og ingen reelle muligheder for at besætte hele Europa. Det er demagogisk og sindssyg tale, der bunder i manglende viden og total mangel på den mest basale intelligens. Der er heller ikke om dette emne nogen diskussion. Man blokerer for russiske medier, men trykker løgnehistorierne fra hofskuespiller Zelenskijs propagandaværksted, som om de kommer direkte ned fra Sinai, selv om de ellers burde have mistet enhver troværdighed ved Zelenskijs påstand om, at Ukraine kun havde 31.000 faldne. Det vidste alle var løgn, for i så fald havde der jo ikke været mangel på soldater. Men bare løgnen er stor nok, glider den åbenbart uden videre ned.

Mette Frederiksen har med sine våbenleverancer til Ukraine gjort sig selv til Danmarkshistoriens største skrivebordsmorder. Hun er direkte medansvarlig for, at der hver dag dræbes mellem 1500 og 2000 ukrainere (og omkring 150-200 russere). For ukrainernes vedkommende taler vi på nuværende tidspunkt om mindst 600.000 faldne og over en mio. sårede. Denne forbrydelse kommer hun forhåbentlig til at stå til ansvar for ved den krigsforbryderdomstol, der må formodes at bliver nedsat, når krigen er afsluttet. Hun bør i mellemtiden studere dommene fra Nürnberg og ikke mindst eksekveringen af dem! Ukraine kan kun reddes igennem en fred, der forvandler landet til en nationalstat for ukrainere – ikke ved at slå flere generationer ihjel. Ukraine er for længst ikke mere en selvstændig suveræn stat. Det er et amerikansk protektorat. Efter krigen vil det være en selvstændig stat under russisk beskyttelse. Man kunne ved forhandlingerne i Istanbul i foråret 2022 have afsluttet krigen med et for Ukraine særdeles positivt resultat. I dag bliver det Rusland, der dikterer betingelserne – og de bliver ganske anderledes. Vestens indgriben har tilintetgjort Ukraine.

Dette er imidlertid ikke blot et moralsk spørgsmål. Det er også et økonomisk spørgsmål. De uhyre summer, der benyttes til våben til Ukraine, er spildt. Lad os slå fast, at Danmark ingen som helst interesser har i Ukraine. Hvem der styrer Ukraine, kan være os fløjtende ligegyldigt. Vi har ingen forpligtelser over for Ukraine. Men Mette Frederiksen har forpligtelser over for det danske folk! Mens sundhedsvæsenet halter langt bagefter og der hver dag dør mennesker, som kunne have overlevet, dersom de var blevet behandlet i tide, og mens pensionister henlever deres sidste år i fattigdom og elendighed og infrastrukturen forfalder – smider dette forbandede kvindemenneske milliarder ud til et os uvedkommende krigseventyr, som kun kan ende galt – ja, som meget let kan føre til menneskehedens udslettelse. – Og så vil jeg slet ikke komme ind på ”klimabelastningen” ved dette eventyr. Ukraines overlevelse er åbenbart vigtigere end jordens beståen, som jo angivelig er truet af CO₂-udslip. Men hun tror nok, at kampvogne og raketter er drevet af strøm fra solceller. Eller også ved hun, at det er løgn…. Hendes hele liv består kun af løgn.

Og sidst, men absolut ikke mindst er der naturligvis befolkningsudskiftningen og den langsomme, men sikre udryddelse af danskerne, som Mette Frederiksen og hen medsammensvorne krapyl er fastbesluttede på at gennemføre. Disse menneskelignende skabninger tilstræber det danske folks udslettelse og Danmarks forsvinden.

Attentater mod politikere er ikke noget nyt. Hver uge sker der overfald mod AfD-politikere i Tyskland, uden at dette giver anledning til nogen protester overhovedet. Lad os blot tage et enkelt eksempel. For over et år siden blev den danske statsborger og AfD-politiker Bent Lund, der er kredsdagsmedlem i kreds Slesvig-Flensborg to gange overfaldet uden for sit hjem i Slesvig, den anden gang med det klare forsæt at slå ham ihjel, idet et medlem af den lokale indvandrermafia rettede et knivstik imod hans hjerte. Kniven standsede få centimeter fra målet. Gerningsmanden er kendt og går stadig omkring på fri fod. Han er endnu ikke blevet stillet for retten. Der er imidlertid rejst sag imod offeret og dennes søn, som med held var med til at sørge for, at mordforsøget forblev et forsøg. Der var ingen forargelse over det – heller ikke fra de danske politikere, der i dag har så travlt med at beklage sig over volden i politik. Og der var rent faktisk denne gang tale om en dansk statsborger, der burde nyde danske myndigheders beskyttelse imod det tyske diktaturs Gestapo. Ingenting. Ret og forargelse kommer kun i anvendelse, hvis offeret har den rigtige politiske kulør. Vi vil aldrig blive færdige med at høre om det uskyldige skub imod den socialdemokratiske overklovn, der til fulde vil vide at udnytte det. Hun er træt og både psykisk og fysisk medtaget, forlyder det. Ikke et ord om, hvordan de tusindvis af mennesker, hvis eksistens hun har ødelagt, føler sig.

Danske politikere er også forfærdede over, at så mange danskere udtrykker glæde over ”overfaldet” på fru Frederiksen. De skulle hellere tænke over, hvorfor så mange danskere fryder sig over dette ”angreb” og i deres stille sind beklager, at dette ækle væsen ikke blev slået ihjel. Måske er der noget, den politiske elite gør forkert? Mon ikke det var værd at tænke over?

Jeg brækker mig daglig over denne politikerkaste, som kun fortjener ordentlige menneskers dybeste had og foragt! Der er tale om en ondartet insektsart, der burde være en sag for kammerjægeren. Rent faktisk undrer det mig, at der ikke for længst er nogen, der grundigt har statueret et umisforståeligt eksempel. Men landsforræderi synes ikke længere at være farligt!

Povl H. Riis-Knudsen