BOGANMELDELSE:
Alain Finkielkraut
Oversat af Mads P. Justesen
Originaltitel: L’après littérature (2021)
U Pres
182 sider.
Normalt læser jeg ikke gerne bøger i oversættelse – og specielt ikke i oversættelse til dansk – men der lå den altså – hos Paludan i Fiolstrædet, Københavns bedste boghandel, når det gælder lidt specielle titler. Den så interessant ud, og det er den også. Som navnet siger, er Finkielkraut jøde, medlem af det fornemme franske akademi – en af de mange intellektuelle franske jøder, af hvilke en hel del er migreret fra den yderste venstrefløj, til den i hvert fald moderate højrefløj. Således også Finkielkraut – men han befinder sig i et ganske jødisk univers og citerer gerne sine egne, som er rigt repræsenterede i det franske intellektuelle liv. I denne forbindelse er det ganske ligegyldigt. Man skal ikke skue hunden på hårene. Den franske jødiske elite ser ofte verden ud fra en traditionel europæisk synsvinkel – i modsætning til den tilsvarende amerikanske, der desværre har skabt den kulturløshed, som Finkielkraut netop så glimrende gør op med. Er man imidlertid ikke rimeligt godt hjemme i den europæiske kultur, får man dog ikke så meget ud af læsningen.
Dette med ”højre” og ”venstre” har jeg altid fundet betænkeligt. Marxismen tog patent på ”venstre” – et udtryk for kampen for de underprivilegerede, for almindelige mennesker på samfundets om ikke nederste, nederste, nederste hylde, så dog på den nederste. Denne kamp er for længst opgivet – folk på den nederste hylde er ikke længere underprivilegerede, tværtimod måske. Hvis de i dag stadig føler sig underprivilegerede er det, fordi de af egen kraft arbejder sig ned på de to lavere hylder. Alle møder de hos dagens nymarxister kun foragt. I dag gælder det de helt marginaliserede, dem, der med deres skøre ideer og perversioner kun repræsenterer under en procent af befolkningen. Det er denne ene procent, der er dagens helte – det er dem, der skal sætte dagsordenen – ikke blot i samfundets politiske liv, men især i kulturen. Det er dem, der repræsenterer Vestens så højt besungne værdier: Pussy Riot og deres endnu mere syge efterkommere. En underlig form for demokratisk tankegang!
Hvor litteraturen igennem mere end 2000 år har befattet sig med at finde sandheder, ja, med at finde meningen med livet i alle dets mærkværdige facetter og at udforske menneskesindets afkroge eller mere beskedent blot med at beskrive ofte skæve miljøer og fornøje læseren, så skal den moderne litteratur blot forkynde tidens evangelium, lighedsevangeliet. ”Hvad enten det gælder ”Dido og Aeneas” af Purcell eller Homers ”Odysseen”, er historien hele tiden den samme. Man skal overvinde eksklusionen, fejre gæstfriheden, nedbryde grænserne, rive fæstningens mure ned. Der er ikke længere fortællinger uden en morale eller kunstnere, der ikke bliver gjort til prædikanter. Vi fortæller vores forsvarsløse digtere og musikere, at vi over for indvandrerne har en pligt til broderskab, og hvis vi fejler her, indebærer det, at vi falder tilbage i barbariet.” De moderne forfattere ”har ikke behov for at gå en omvej for at nå frem til sandheden. De er nemlig overbeviste om at sidde inde med den. De beder kunsten om at anskueliggøre en forudgående sandhed og lægge den klart for dagen for at danne et bolværk mod de onde tilbøjeligheder, som fik frit løb i det 20 århundredes mørke tider, og for uophørligt at erindre os det sammes orden.” Eller for at citere den franske romanforfatter Édouard Louis: ”Hvis ikke man skriver mod racismen, så nytter det ikke noget at skrive.”
I en verden, hvor man hævder, at racer ikke findes, at de er en social konstruktion osv., er det bemærkelsesværdigt, hvor stor en rolle begrebet race spiller i den moderne verden. Det vigtigste i moderne produktioner af kulturel art er personernes køn, race og oprindelse. Ikke store moralske problemstillinger. Med Finkielkrauts ord: ”Antiracismen går ikke efter i bøgerne at finde tilværelsens sandhed, men den efterprøver, hvorvidt de overholder antiracismens sprogbrug og de principper, som de har opstillet. Antiracismen er lykkeligt forelsket i sin egen grænseløse åbenhed, men lukker sig definitivt om sig selv og fører en uendelig krig mod enhver form for diskrimination og ser i menneskene kun deres oprindelse og deres hudfarve.”
Inden for film er der nøje regler for den racemæssige fordeling af rollerne – og kvinder skal altid spille en stor rolle. Det er imidlertid ikke det, folk vil have. De fleste danskere kender nok Barnaby – en endeløs krimiserie, der udspillede sig i typiske engelske landsbyer med en engelsk befolkning. Det gik naturligvis ikke. I dag er Barnaby blot en afspejling af den almindelige engelske zoologiske have, der fremstilles som en helt naturlig ting i en engelsk landsby. Folk var imod – de ønskede at undslippe det multikulturelle helvede blot i det mindste i de 90 minutter, filmene varer, men nej. Seerne skal opdrages. I tyske krimier er den ene helt altid en kvindelig mesterdetektiv – og mændene omkring hende lettere retarderede. Det er alt sammen kun propaganda. Joseph Goebbels var egentlig imod film som Der Ewige Jude og Jud Süß. Deres budskab var alt for tydeligt. En films budskab skulle være indirekte. Det princip har man i dag taget til sig. Aldrig har race været vigtigere. Men der er i dag med Finkielkrauts ord tale om en af-europæisering af den vestlige verden. ”En positiv hvid identitet er et umuligt mål at opnå. En hvid identitet er iboende racistisk. Hvide findes ikke uden for systemet overherredømme.” Sådan citeres mangfoldighedstræneren Robin Di Angelo. Når man underviser i europæisk kultur, giver man hvide fornemmelsen af, at de er bedre end andre, og derfor skal man standse denne undervisning.
Jeg voksede op i en verden, hvor man forsvarede friheden til sige og skrive, hvad man ville. Der har naturligvis til alle tider været en vis meningskorridor, men den var dengang alligevel betydelig bredere, end den er i dag. Gentofte Kommune – der jo ikke ligefrem er kendt for at være ”venstreorienteret” – holdt for nylig en digterkonkurrence. En af de håbefulde digtere fik sit digt i hovedet igen. Hvis han ville være med, måtte han ændre det og det og det. Sensitivitetslæseren fandt det potentielt stødende eller krænkende. Det er litteraturens død. Som Finkielkraut påpeger det, kender vi det også fra vor computer. Når vi benytter Word bliver vi til stadighed opfordret til at finde andre ord, f.eks. kønsneutrale ord, ord, der ikke krænker. Salman Rushdie skriver i en tekst ”de blinde”, straks foreslår hans computer ”personer med synsmæssig mangel” i stedet. Brug det i et digt!
Vi kender det i dag også fra oversættelsesmaskiner, der benytter kunstig intelligens. De er for nogle sprogkombinationer ganske gode, men de trækker sproget ned på et gennemsnitsniveau. Alle forfattere, der bliver oversat på den måde, kommer til at skrive ens. Det bliver fladt, fadt, klinisk, ”professionelt” – uden farve og uden kraft. Sprogets evne til at udtrykke følelser og nuancer, ironi og humor af en hver karakter dør. Det er i dag almindeligt, at travle og ofte intetsigende kendisser udgiver deres helt ligegyldige erindringer. De kan naturligvis ikke skrive dem selv, så de allierer sig med en professionel skriverkarl. Alle i denne klasse, skriver ens. Og skulle nogen være i tvivl, om det, de skriver, nu også er woke nok, har forlagene også wokefiltre og sensitivitetslæsere, der sorterer alt fra, der rager op over gennemsnittet – ligesom Gentofte Kommune. Når en Yahya Hassan slap igennem, var det kun, fordi han tjente en politisk ønsket dagsorden – på ingen måde på grund af nogen litterær kvalitet af hans pubertære ”digte”. Og man går meget vidt: Det er således heller ikke i orden at tale om et ”arbejderkvarter” – det er diskriminerende. Tænk også på de tyske regler for ”gendern”, hvor man slår knude på sig selv og sproget for at gøre det ”kønsneutralt”. En Shakespeare ville i dag ikke have nogen chance overhovedet. Han både bander, er sjofel og sexistisk. John Clelands ”Fanny Hill” fra 1748 og Agnar Mykles ”Sangen om den røde rubin” (1956), der var murbrækker for ophævelsen af pornografiforbuddet, hvilket blev set som en sejr for demokrati og ytringsfrihed, vil igen forsvinde ind i mørket – mens rendestenslitteratur uden nogen som helst litterær eller anden værdi som f.eks. ”Fifty Shades of Grey” af den mig ukendte E.L. James, mærkværdigvis nok skal få lov til at overleve, nok netop fordi den er værdiløs og kun tjener seksualiseringen og nedbrydningen af samfundet. De bøger kunne sikkert være skrevet af kunstig ”intelligens”.
Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at ødelægge dagens litteratur – man må gøre det med tilbagevirkende kraft, for tidligere tiders tekster kunne få sarte sjæle til at føle sig ”utrygge”. ”Under konstant overvågning af studerende, der ligger på lur, er universitetslærere nødt til at sætte gang i en ”trigger warning” (en advarsel om at noget i f.eks. et litterært værk kan virke stødende eller medvirke til at genoplive evt. traumer), når de behandler Euripides og en hvilken som helst anden forfatter, der vil kunne give anledning til at krænke følsomheden hos kvinder, sorte, indianere, muslimer og dem, som man elskværdigt kalder LGBT+. Mark Twain skriver således ”nigger” – det giver sådanne personer ar på sjælen. Det må væk. Finkielkraut nævner også, at Agathe Christies ”Ten Little Niggers” får ny titel, ligesom han spår, at det nok også kommer til at gå ud over Joseph Conrads ”The Nigger of the ’Narcissus’” (1897). Vi kender diskussionen fra Astrid Lindgren, hvis ”Pippi Langstrømpe” også er trukket igennem wokefilteret – for ikke at tale om diverse børnesange, der er forsvundet fra ”De små synger” – sammen med Eskimoisen og negerbollerne. Jødekagerne vil med sikkerhed følge efter. Diverse rettighedshavere til litterære værker burde skamme sig over at tillade det – men for dem er pengene nok vigtigere end forfatternes ”droit moral”!
Det vi oplever er ikke blot en afskaffelse af litteraturen – det er også en forfalskning af historien. Kommende generationer vil jo mene, at vi altid har haft de samme såkaldte værdier og den samme dårlige smag. Et litteraturstudium af tidligere tiders litteratur bliver derved meningsløst. Litteraturen vil komme til at fremstå som ens til alle tider. Men selvfølgelig, der findes ikke mere akademiske studier inden for åndvidenskaberne – for der findes ingen ånd og heller ingen videnskab.
Som Finkielkraut skriver – i Justesens rædselsfulde oversættelse (men det kommer vi til): ”For at stoppe med at tilgodese de privilegerede og effektivt bekæmpe den herskende orden ophæves en skelnen mellem kultur og manglen på kultur, og det bliver fra sociologernes side udbasuneret, at ”alt er kultur”. Hierarki, autoritet og orden skal nedbrydes – for dermed at opløse samfundet. Der må ikke være noget, som er bedre end andet! Kun gennem destruktion af kvalitet og ånd, kan middelmådighed og ringhed hævde sig.
Museer bliver i dag af ”Det internationale Råd for Museer” defineret som ”steder for inklusiv demokratisering”. De er ikke mere ”vogtere af mesterværker”, for det ville betyde genindførelse af idéen om overlegenhed, men af ”artefakter og modeller til gavn for samfundet!”. Deres opgave er at ”bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, lighed og velfærd overalt i verden.”
Det er nu, man får lyst til at gå om bag ved døren og sige ”røv!”, som min mor ville have udtrykt det. En naturlig reaktion på de selvfedes og selvhøjtideliges intetsigende floskler fra gylletankens dyb. Det er i dag ”den gode sag”, det drejer sig om – ikke den gode smag!
Kunsten går naturligvis heller ikke ram forbi. En udstilling af Gauguins værker er forsynet med følgende advarsel: ”Gauguin har gentagne gange haft seksuelle relationer til unge piger […] Han har udnyttet sin position som privilegeret vesterlænding til at kunne nyde godt af den seksuelle frihed, som han har kunnet købe sig til” [på Tahiti].
Finkielkraut tager fat på alle aspekter af dette vanvid, herunder begrebet ”kulturel appropriation”, hvis absurditet han demonstrerer, og MeToo-hysteriet, der gør den helt naturlige flirt til en forbrydelse. Finkielkraut nævner her også Roman Polanski, som jeg har behandlet andetsteds. Denne form for sindssyge graver en stadig bredere kløft mellem mænd og kvinder – og det er de to eneste køn, der er. Vi skal skamme os over at være naturlige. Finkielkraut citerer forfatteren Lionel Duroy som et skræmmende eksempel:
”Med tiden er jeg begyndt at skælve over ideen om at have sex. I takt med at aggressiviteten i den seksuelle handling er blevet vanskelig for mig at udholde, har den mandlige seksualitets ekstreme voldelighed sat sig i mig. Samtidig blev den væmmelse bekræftet, som jeg havde følt som barn i forhold til vulgariteten i samtalerne mellem mænd om deres begær og deres afskyeligt slibrige og stupidt erobrende koder…”
Det moderne menneske er simpelthen bange for livet.
Finkielkraut kommer godt rundt, fra Covid-panikken, som han ser som et eksempel på diverse regeringers kontrolsyge, indvandringens pris, til fremtidens fødevarer, fremstillet i et laboratorium. Teknokosmos. Han ser dybest set alt dette som et angreb på selve livet og livets vilkår. Og han har overordnet set ret. Mennesket bliver forvandlet til livløse robotter, berøvet sprogets brug, retten til følelser og selvmanifestation. Et tandhjul i et stort meningsløst maskineri i en verden, hvor skønheden er erstattet af hæslighed – og hvor denne hæslighed bliver dyrket som religion.
”Et borgerpanel for økologi har forlangt, at reklameskilte fremover bør udstyres med følgende advarsel: ”Har De virkelig behov for dette?” Godt spørgsmål. Hvem har brug for en Louis Vuitton-taske, et Rolex-ur, den nyeste udgave af en iPhone eller forgyldte Nike-sko? Men der er et andet spørgsmål, der ikke bliver stillet, nemlig den skade, som farverige plakater med de kendte mærker påfører vores offentlige rum. Ville Poussins billede ”Le paysage idéal” også bære denne titel, hvis Samsung havde sat sit aftryk? Og igen nu for en sidste gang at vende tilbage til den ”rene energi”, ville Cézanne uophørligt have malet Sainte-Victoire-bjerget, hvis det havde været plastret til med vindmøller?
Malerne, som også er ambassadører for den tavse verden, undergår den samme skæbne som digterne. De har ikke længere nogen selvfølgelig ret til at udtale sig. De er hensynsløst blevet jaget ud af samfundet og er blevet afløst af støjende legetøj, opstyltede installationer eller konceptuel performancekunst. De er der ikke længere til at lære os om alt det fortryllende. Det er kun livet, der udfylder erfaringens rum, mens verdens skønhed, der er berøvet sine ambassadører, svinder lydløst bort.”
Alain Finkielkraut er helt bestemt værd at læse, men denne bog er ingen let bog. Den kan forekomme lidt rodet, men det er ikke det værste. Det værste er den sprogdragt, den danske oversætter har tvunget ned over den. Der er her ikke tale om en professionel oversætter. En sådan ved, at man oversætter meninger og ikke ord – og at man søger at holde forfatterens stil, men at et ord, der er oversat med ordbogens gengivelse af det franske ord på dansk, kan formidle en helt andet stil, ja, undertiden en helt anden mening end originalens. Jeg har som nævnt ikke originalen ved hånden og kan derfor heller ikke lave en detaljeret sammenligning. Men bortset fra at bogen ikke er nogen æstetisk nydelse at læse – sådan samlet set – kan vi jo godt pille nogle eksempler ud. Jeg har allerede ovenfor indirekte anholdt udtrykket ”at stoppe med at”. Dette er i bedste fald gadens sprog – ”stoppe” har intet her at skaffe, men det har i sjusket dansk inden for ganske få år formået at erstatte en lang række nuancerende verber: holde op med, høre op med, træde tilbage, fratræde, standse, nedlægge sit hverv osv. Det er primitivt og bør ikke forekomme i en bog som denne, men konstruktionen kommer flere gange i forskellige sammenhænge og bidrager til at gøre bogen ulæselig for dannede mennesker. Det sammen gælder den udanske vanskabning ”han lykkedes med at” – det er ugrammatisk, det er en fejl!
Lad os kaste os over nogle af de værste tudser: ”Han er ikke blevet forhørt, ej heller hverken retsligt undersøgt eller med desto større ret blevet fængslet”. Gud ved, hvad der står på fransk her? ”Retsligt undersøgt” – det er ikke dansk – og resten af sætningen er volapyk.
”Nuvel, venstreattituden bygger på en hovmodig vished om at inkarnere verdens udvikling”. Inkarnere – hold nu op, og venstreattituden? Det er for pokker da ikke læsevenligt – og inkarnere kan ganske enkelt ikke bruges i dansk tekst med denne betydning. ”arvingerne til Agatha Christie” – hvad har genitiven gjort? Det hedder Agatha Christies arvinger. Det er en usalig tendens, der ikke gør sproget nogen tjeneste.
”Den eneste ting, som man kan gøre sig skyldig i”. Man oversætter ord til ord. På dansk udelader man imidlertid oftest dette relative pronomen: den eneste ting, man kan… Ikke nogen decideret fejl – men ordret oversat sprog og udansk stil. Det sker imidlertid ofte, at franske konstruktioner bare oversættes. På dansk kan et forholdsord fint styre en bisætning – ergo er der ingen grund til at kopiere den franske omskrivning, men det forekommer også hos Justesen.
”Knytte en amourøs forbindelse” – ikke lige noget dansk udtryk, men meget fransk.
”I dag fordrives i lighedens navn mellem kønnene alle former for underkastelse og magt.” Den ordstilling burde have været set af korrekturlæseren – men han er nok sparet væk!
”at afvæbne den i den virkelige kamp til gavn for en ideel voldgift” – mon ikke det er til fordel for?
”at åbne op” er elendigt sprog og kommer flere gange.
”nogle grundigt afkoblede uddrag af min notesbog” – mon de er løsrevne?
”modgift i forhold til, at” – mon ikke han bare mener ”modgift imod”
”en flodbølge af en nådesløs medlidenhed” ?
”Men vi er et vist antal, som” ?
”Et mulighedsvindue” er ganske enkelt ikke dansk.
Oversætteren har en skræmmende karriere. Han er Chefkonsulent hos Børne- og Undervisningsministeriet – og aktiv venstremand. Han har en såkaldt Master i offentlig ledelse med en afhandling om styring og ledelse på uddannelsesområdet med særligt fokus på forholdet mellem Undervisningsministeriet og de statsligt selvejende institutioner. Det lyder jo sindsoprivende spændende. En helt overflødig og unyttig uddannelse – om man så må kalde den. Men han er også cand.mag. i nordisk sprog og litteratur – og i fransk fra 2002. På den baggrund var han dansk lektor ved Sorbonne i 2 år. Det er det, der er skræmmende. Det er selvfølgelig ikke hans skyld, at danske uddannelser ikke mere er noget værd, men alligevel. Og han har undervist sagesløse studerende i netop dansk – og så ved Sorbonne, Frankrigs vel fornemmeste universitet. O tempora, o mores!
Indholdet i Finkielkrauts bog er overordentlig vigtigt. Den minder os om, at vi rent faktisk lever i Orwells 1984, som, dengang den udkom i 1948, blev anset for at være en ondartet og urealistisk samfundssatire. I dag er den skinbarlig virkelighed. Fortiden forsvinder ned i hukommelseshullet, sproget bliver fattigere for hvert år – for vi har ikke noget at tale om – og vi får hver dag vores 2 minutters had – den fiktive Emmanuel Goldstein er blot som hadeobjekt blevet erstattet af Vladimir Putin. Frihed er blevet til slaveri. Meningskorridoren er blevet så smal, at man dårligt kan kante sig igennem den. Det er som sagt ca. 1 % af befolkningen, der sætter dagsordenen.
Det er alle de bevægelser, Finkielkraut behandler, der slår os ihjel som folk. De er langt farligere end en million muslimer, som man meget let kan skaffe sig af med, hvis man har magt. Woke-ideologien æder imidlertid folkesjælen op indefra. I den forbindelse er politikerne også kun de nyttige idioter, der faciliterer denne galskab. Bagmændene skal findes andetsteds. Det er imidlertid vigtigere at gå til angreb mod netop politikere, medier og uddannelsesinstitutioner, der fremmer denne destruktive dagsorden, end at brænde koraner! Hvis danske nationale ikke indser det, er alt allerede tabt.
Povl H. Riis-Knudsen
Danmarks Frihedsraad 