Af professor J. Philippe Rushton

Dette Internetessay fra den 14. december 2001 udgør en opdatering af den forskning, der findes i Rushtons meget omfattende bog, Race, Evolution, and Behavior (3. udgave, 2000), hvilken indeholder over 1000 henvisninger til den relevante faglige litteratur. En forkortet dansk udgave af Rushtons bog kan købes her.

***

Svaret på det spørgsmål, der stilles i denne artikels titel, er ”ja”. Hvis ikke racebegrebet fandtes, ville videnskaben være tvunget til at opfinde det! (hvilket videnskaben da også gjorde). Race er et gyldigt taksonomisk begreb, fordi det gør det muligt for os at fremsætte forudsigelser om menneskers adfærd, især på et helt grundlæggende niveau.

Et begreb er anvendeligt indenfor videnskaben, hvis det kan gruppere kendsgerninger, således at generelt gyldige love og konklusioner kan drages fra dem. Man kan fremsætte forudsigelser ved at anvende det taksonomiske racebegreb, fordi kineserne, japanerne og koreanerne i gennemsnit minder om hinanden og er forskellige fra hvide amerikanere, tyskere og russere, som minder om hinanden og er forskellige fra sorte amerikanere, haitianere og afrikanere fra syd for Sahara. Forudsigelighed er det kriterium, ud fra hvilket man kan evaluere værdien af et i sit udgangspunkt hypotetisk begreb som race. Som jeg vil vise, er racebegrebet yderst velegnet til at fremsætte forudsigelser ud fra.  

I de sidste 20 år har fokus for min forskning været forskelle på de tre hovedracer, normalt kaldet orientalere (østasiater, mongolider), hvide (europæere, kaukasier) og sorte (afrikanere, negroider). Groft sagt er orientalerne de mennesker, hvis forfædre i overvejende grad stammer fra Østasien. Den overvejende del af de hvides forfædre kommer fra Europa. Og de fleste af de sortes forfædre kommer fra Afrika. Som hovedregel omtaler jeg ikke de mange andre racegrupper udenfor de tre hovedracer eller underracer indenfor disse, selvom disse andre grupperinger kan være interessante.

Hvad jeg har fundet ud af er, at i relation til hjernestørrelser, intelligens, temperament, seksuel adfærd, frugtbarhed, vækstrate, livslængde, kriminalitet og familiestabilitet falder orientaler som gruppe konstant i den ene ende af spektret, mens sorte falder i den anden ende og hvide falder imellem. I gennemsnit modnes orientaler langsomt, de er mindst frugtbare, mindst seksuelt aktive, de har størst hjerner og de scorer højest på IQ-tests. Sorte falder indenfor hvert af disse områder i den modsatte ende af spektret. Hvide falder imellem, men ofte tæt på orientalerne.

Selvfølgelig er disse tredelte racemæssige forskelle gennemsnit. Individer er individer. Men jeg har fundet ud af, at dette tredelte racemæssige forskellighedsmønster er konstant over tid og over landegrænser. At det samme tredelte racemæssige forskellighedsmønster konstant optræder i relation til hele 60 forskellige biologiske og adfærdsmæssige variabler er yderst interessant, og det viser, at race ”stikker dybere end hudfarve”. De internationale data, som min forskning bygger på, kommer fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), De Forenede Nationer (FN) og Interpol. For nyligt rejste jeg sågar til Sydafrika for at indsamle nye data om IQ.

Lad os begynde med de biologiske forskelle i relation til sportsudøvelse. Disse forskelle observeres næsten af enhver. Jon Entines bog Taboo: Why Black Athletes Dominate Sports and Why We Are Afraid to Talk About It påtaler den gamle kliche om, at ”hvide mænd ikke kan hoppe” (og den nye kliche om at orientaler hopper endnu ringere). Entine viser, at det indenfor mange sportsgrene er sorte mænd og kvinder, som når toppen. Og de tilgængelige data viser faktisk, at det primært er sorte af vestafrikansk afstamning, som er fantastiske til at løbe korte distancer, mens sorte af østafrikansk afstamning (fra Kenya og Etiopien) er formidable til at løbe maraton over lange distancer. Disse forskelle på øst- og vestafrikanere viser, at det at tage udgangspunkt i gennemsnit nogle gange kan udviske væsentlige distinktioner. Men stadigvæk er sorte fra både Øst- og Vestafrika eminente til den ene eller anden form for løb. Som gruppe har sorte en genetisk fordel indenfor sport.

Det er interessant at vide, at racemæssige forskelle dukker op tidligt i livet. Sorte spædbørn fødes en uge tidligere end hvide spædbørn, men sorte spædbørn modnes hurtigere, når det gælder knogleudvikling. I fem- seksårsalderen er sorte børn glimrende til at kaste, til at hoppe langt og højt, hvilket alt sammen kræver et kort udbrud af kraft. Som teenagere har sorte hurtigere reflekser, hvilket f. eks. observeres ved den berømte knæ-refleksøvelse.

Sorte har også 3 til 19 % mere af sexhormonet testosteron end hvide og orientaler. Dette betyder mere eksplosiv energi, hvilket giver sorte en fordel indenfor sportsgrene som boksning, basketball, fodbold og hurtigløb.

Hvorfor er det tabu at sige, at sorte i gennemsnit er bedre til sport? Fordi de hormoner, der giver sorte en fordel i relation til sport også gør dem mere maskuline generelt. De er fysisk mere aktive i skolen, hvilket nogle gange kan fører til, at de får problemer og nogle gange endda, at de bliver diagnosticeret som hyperaktive.

Det næste spørgsmål er: ”Hvorfor har østasiater og hvide bredere hofter end sorte, hvilke gør dem til så dårlige løbere?” Svaret er, at østasiater og hvide føder spædbørn med en større hjerne. Efterhånden som nyfødtes hovedstørrelse øgedes under evolutionen var det nødvendigt for kvinder at udvikle et bredere bækken. Orientaler har i gennemsnit 1 kubikcentimeter mere kraniekapacitet end hvide, hvilke i gennemsnit har hele 5 kubikcentimeter mere kraniekapacitet end sorte.

Nogle bliver overraskede over at høre, at racerne i relation til hjernestørrelse adskiller sig fra hinanden. De overraskede spørger sig selv, hvor overbevisende beviserne er for, at der er en sammenhæng mellem hjernestørrelse og intelligens. Rent faktisk har dusinvis af undersøgelser, herunder nogle, der bygger på topmoderne magnetisk resonans-imaging (MRI), demonstreret sammenhængen mellem hjernestørrelse og intelligens.

Racemæssige forskelle i relation til hjernestørrelse er blevet påvist ved anvendelse af fire forskellige metoder:

1)      Magnetisk resonans-imaging (MRI).

2)      Vægtning af hjerner ved obduktion.

3)      Måling af kraniers indre rumfang.

4)      Ekstern hovedmåling.

Orientaler har en gennemsnitlig hjernestørrelse på 1,364 cm3, hvide har en gennemsnitlig hjernestørrelse på 1,347 cm3, og sorte har en gennemsnitlig hjernestørrelse på 1,267 cm3. Naturligvis varierer gennemsnittene mellem prøverne og racerne overlapper. Men resultaterne af anvendelsen af de fire forskellige målemetoder på forskellige prøver, målt helt fra 1840erne til 1990erne, viser det samme stærke mønster. Hvor det har været muligt, er der også korrigeret for kropsstørrelse.

De racemæssige forskelle i relation til hjernestørrelse viser sig allerede ved fødslen. En af mine undersøgelser, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Intelligence, blev gennemført med midler fra National Institute of Neurological and Communicative Disorders and Stroke (NINCDS) i Bethesda i Maryland. I den undersøgelse analyserede jeg data fra det enorme Collaborative Perinatal projekt, der omfattede omkredsmålinger af hovederne og IQ-testning af mere end 50,000 børn, som projektet havde fulgt fra fødselen til de var syv år gamle. Omkredsen af de orientalske børns hoveder var i gennemsnit større end omkredsen af de hvide børns hoveder ved både fødselen og da de var hhv. fire måneder, et år og syv år gamle. Omkredsen af de hvide børns hoveder var i gennemsnit større end omkredsen af de sorte børns hoveder.

Igennem 1990erne offentliggjorde jeg, også i Intelligence, en række andre undersøgelser, der hver især bekræftede de racemæssige forskelle på hjernestørrelser. I en undersøgelse fra 1991 analyserede jeg data fra den Nationale Astronautiske og Rum Administration, og jeg fandt ud af, at den gennemsnitlige kraniekapacitet for østasiater var 1,460 cm3 og at den for europæere var 1,446 cm3. I 1992 udregnede jeg ud fra en stratificeret tilfældig prøve af 6,325 ansatte i den amerikanske hær den gennemsnitlige kraniekapacitet for asiater, hvide og sorte, hvilke hhv. havde en gennemsnitlig kraniekapacitet på 1,416 cm3, 1,380 cm3, og 1,359. (Jeg fandt også ud af, at officerer havde en gennemsnitlig kraniekapacitet på 1,393 cm3, mens de menige havde en gennemsnitlig kraniekapacitet på 1,375 cm3).

Ud fra en undersøgelse udført af det Internationale Arbejdskontor i Geneve af titusinder af mennesker fra hele verden fandt jeg i 1994 ud af, at mennesker fra Stillehavsområdet, Europa og Afrika gennemsnitlig havde kraniekapaciteter på hhv. 1,308 cm3, 1,297 cm3 og 1,241 cm3. Travis Osborne og jeg offentliggjorde i 1995 en artikel, der viste, at hjernestørrelse var ca. 50 % arveligt determineret for både sorte og hvide. Vores artikel byggede på data fra Georgia tvillingestudiet, der havde undersøgt 236 unge sorte og hvide tvillingepar. Endnu en gang opdagede vi, at hvide gennemsnitligt havde en større kraniekapacitet end sorte.

Da en kubikcentimeter af hjernemasse indeholder millioner af hjerneceller og hundrede millioner af nerveforbindelser, kan hjernestørrelse hjælpe med til at forklare, hvorfor racerne adskiller sig i IQ. Ved gennemførelsen af standardiserede IQ-test viser hundredvis af undersøgelser det tredelte racemæssige forskellighedsmønster. På disse IQ-tests scorer orientaler i gennemsnit lidt højere end hvide, som igen scorer væsentligt højere end sorte. De fleste IQ-tests har et gennemsnit på 100 points, hvor ”normal” begavelse ligger fra 85 til 115 points. Verden over har orientaler en gennemsnitlig IQ på ca. 104, hvide har en gennemsnitlig IQ på ca.100, og sorte i England, Caribien og Amerika har i gennemsnit en lavere IQ på ca. 85. Den laveste gennemsnitlige IQ på ca. 70 har afrikanerne, som er fra syd for Sahara. Ligesom alle andre data i denne artikel bliver dette udførligt behandlet i min bog Race, Evolution, and Behavior. En endnu nyere bog om dette emne er Richard Lynns og Tatu Vanhanens IQ and the Wealth of Nations.

Den ekstremt lave gennemsnitlige IQ på 70 for afrikanerne, som er fra syd for Sahara, har været svær at acceptere for mange. For selv at fastslå hvor realistisk denne IQ er, rejste jeg til Sydafrika for at indlede en række undersøgelser ved Witwatersrand Universitetet i Johannesburg. Dette universitet er et af de mest fornemme universiteter i Afrika.  I den første undersøgelse undersøgte jeg ved hjælp af Ravens Standard Progressive Matrices 173 afrikanske første års psykologistuderende, som scorede ved den 14 percentil efter amerikanske normer i 1993. Dette gav dem en gennemsnitlig IQ på 84. I en anden undersøgelse undersøgte jeg, ved hjælp af den samme IQ-test, en anden gruppe af psykologistuderende. Undersøgelsen viste i dette tilfælde, at de studerende havde en IQ på 83. Efter øvelse i at løse den anvendte type af IQ-test steg deres IQ til 96. I en tredje undersøgelse gav vi den samme test til en mere udvalgt gruppe af akademikere, nemlig 198 afrikanske ingeniørstuderende, som havde taget kurser i matematik og naturvidenskab i gymnasiet. Denne gruppe scorede ved den 41 percentil med en IQ på 97. Disse resultater fra et førende universitet viser, at den gennemsnitlige IQ for afrikanske universitetsstuderende er fra 83 til 97. Dette bekræfter, at afrikaneres samlede gennemsnitlige IQ er på 70, fordi universitetsstuderende verden over typisk scorer 15 til 30 IQ-points over befolkningsgennemsnittet.                                                                            

Racemæssige forskelle på hjernestørrelser og IQ har, sammen med forskellene på testosteronniveau, implikationer for social adfærd. I Amerika udgør orientaler f. eks. en såkaldt “mønsterminoritet”. De har færre skilsmisser, færre barnefødsler udenfor ægteskab og færre tilfælde af børnemishandling end hvide. Flere orientalere end hvide kommer på universitet og færre orientaler end hvide kommer i fængsel. Derimod udgør sorte 12 % af den amerikanske befolkning, men hele 50 % af de indsatte i fængslerne.

I Amerika skyldes det racemæssige mønster, hvad kriminalitet angår, ikke lokale forhold som ”hvid racisme”. I næsten 20 år har jeg studeret Interpols årbøger og har udgivet data om kriminalitetsstatistikker fra hele verden. Disse viser kontinuerligt, at graden af voldskriminalitet (som f. eks. mord, voldtægt og groft overfald) er ca. tre gange lavere i de østasiatiske lande og i stillehavslandene end i de afrikanske og caribiske lande. Graden i de europæiske lande (dvs. for hvide) ligger imellem. Graden af voldskriminalitet for 1996 var f.eks.: Asiatiske lande: 35 voldsforbrydelser pr. 100,000 indbyggere. Europæiske lande: 42 voldsforbrydelser pr. 100,000 indbyggere. Afrikanske lande: 149 voldsforbrydelser pr. 100,000 indbyggere.

Orientaler er mindst seksuelt aktive målt ud fra både alder for første samleje, samlejehyppighed og antallet af seksuelle partnere. Ud fra alle disse kriterier er sorte mest seksuelt aktive. Igen falder hvide imellem. Nationale undersøgelser i England og i USA samt internationale undersøgelser gennemført af Verdens Sundhedsorganisationen (WHO) viser det tredelte racemæssige forskellighedsmønster i relation til seksuel adfærd. Disse racemæssige forskelle på seksuel adfærd påvirker hyppighedsgraden af seksuelt overførte sygdomme. F. eks. viser de seneste tal fra Centers for Disease Control and Prevention fra året 2000, at hyppighedsgraden af klamydia er 10 gange højere for sorte amerikanere end for hvide og hvad angår gonoréer og syfilis er hyppighedsgraden næsten 30 gange højere for sorte end for hvide amerikanere.

Desværre afspejles de racemæssige forskelle også i den aktuelle AIDS krise. Over 40 millioner mennesker verden over lever med HIV/AIDS. Epidemien begyndte i det sorte Afrika sidst i 1970erne. I dag lever 28 millioner voksne med HIV/AIDS. Over 50 % af disse er kvinder. Dette viser, at overførelsen primært sker ved heteroseksuel omgang. I dag er næsten ni ud af hver hundrede afrikaner inficeret med AIDS virussen og epidemien betragtes som værende ude af kontrol. I mange afrikanske lande er AIDS-raten over 20 %. Dette gælder også for Sydafrika, hvor en ud af fem voksne lever med HIV/AIDS.

HIV-infektionsraten er også høj i det sorte Caribien, hvor den er på 2,2 %! Den høje HIV-infektionsrate i det 2,000 mil store bælte af caribiske lande går fra Bermuda til Guyana og infektionsraten er højst på Bahamas og Haiti, hvor den ligger på hhv. 4 % og 5 %.

Offentliggjorte data fra det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention viser, at amerikanere af afrikansk afstamning har HIV-infektionsrater, der minder om dem i de caribiske lande og i Afrika. I USA lever 3 % af sorte mænd og 1 % af sorte kvinder med HIV. HIV-infektionsraten for hvide amerikanere er ca. 0,4 %, mens infektionsraten for amerikanere af asiatisk afstamning er mindre end 0,05 %. Infektionsraterne for Europa og stillehavslandene er også lav. Selvfølgelig er AIDS et seriøst sundhedsproblem for alle racegrupper, men altså i særlig grad for afrikanere og mennesker af afrikansk afstamning.

Væsentligt er det også, at racerne adskiller sig i relation til graden af ægløsning. Ikke alle kvinder producerer kun et æg, når de har deres menstruation. Når to eller flere æg produceres på samme tid er graviditet mere sandsynlig. Det samme gør sig gældende i relation til sandsynligheden for at få tveæggede tvillinger. For sorte er antallet af sådanne tvillingefødsler 16 for hver 1000 fødsler, for hvide er antallet 8 for hver 1000 fødsler og for orientaler er antallet 4 eller mindre for hver 1000 fødsel. Sorte kvinder har også i gennemsnit en kortere menstruationscyklus end hvide kvinder. Dette og andre data gør det klart, at de racemæssige forskelle i relation til reproduktionsmønstre har en biologisk natur.

Undersøgelser af tvillinger og adoptivbørn viser, at gener spiller en stor rolle, når det gælder atletiske evner, hjernestørrelse, IQ og personlighed. Undersøgelser af interraciale adoptioner, hvor spædbørn fra en race bliver adopteret og opdraget af forældre fra en anden race, giver nogle af de stærkeste beviser for, at racemæssige forskelle er arvelige. Orientalske børn, selv hvis de er underernærede før de bliver adopteret af hvide forældre, har en IQ, der er højere end den hvide gennemsnitlige IQ. Sorte spædbørn, som bliver adopteret ind i hvide middelklassefamilier, har en IQ, der er lavere end den hvide gennemsnitlige IQ.

Evolutionen af racemæssige forskelle

Hvis man ser på samtlige karakteristika, så danner de et mønster. Indenfor en lang række af områder befinder hvide sig konstant imellem orientaler og sorte. Og grupperne med de største hjerner har den laveste forekomst af tveæggede tvillingefødsler. Hvorfor? Svaret ligger i evolutionen. Ingen teori, der udelukkende bygger på kultur, kan forklare alle disse karakteristika, når de betragtes samlet. Der findes imidlertid en genetisk baseret forklaring, der eksplicit omhandler forholdet mellem reproduktionsgrad (som den f.eks. ses ved hyppigheden af tvillingefødsler) og hjernestørrelse. Det tredelte racemæssige forskellighedsmønster udgør, hvad man kalder en ”livshistorie”. Forskellene er blevet udviklet hos forskellige menneskegrupper for at klare livets udfordringer i form af overlevelse, vækst og reproduktion.

Jeg har forklaret det tredelte racemæssige forskellighedsmønster i relation til hjernestørrelse, intelligens og andre karakteristika ved hjælp af den genetisk baserede livshistorie-teori, hvilken evolutionsbiologer kalder for r-K skalaen for reproduktionsstrategier. I den ene ende af denne skala findes r-strategierne, der bygger på en høj grad af reproduktion. I den anden ende findes K-strategierne, der bygger på en høj grad af forældreomsorg. Denne skala anvendes generelt til at sammenligne forskellige dyrearters livshistorier. Jeg har anvendt den til at forklare de mindre, men virkelige forskelle på menneskeracerne.

På denne skala er orientaler mere K-orienterede end hvide, mens hvide er mere K orienterede end sorte. Højt K-orienterede kvinder producerer færre æg (og har større hjerner) end r-orienterede kvinder. Højt K-orienterede mænd investerer mere tid og energi i deres børn end på at forfølge seksuelle eventyr. De er fædre mere end de er skørtejægere.

Racemæssige forskelle giver også mening set ud fra den menneskelige evolution. Moderne mennesker udviklede sig i Afrika for ca. 200,000 år siden, afrikanere og ikke-afrikanere delte sig derefter for ca. 110,000 år siden. Orientaler og hvide delte sig for ca. 40,000 år siden, omkring det tidspunkt, hvor moderne mennesker for første gang var i Europa. Analyser af DNA sekvenser, fossiler samt de tilgængelige arkæologiske data understøtter denne rækkefølge.

Desto længere nord på de mennesker, som forlod Afrika, kom, desto hårdere var det at skaffe føde, få ly, lave klæder og opdrage børn. Så de grupper, der udviklede sig til nutidens hvide og orientaler, havde behov for større hjerner, mere familiestabilitet og længere liv. Men at udvikle større hjerne tager tid og energi, så derfor er de længere tid om at vokse, har et lavere niveauer af kønshormoner, er mindre aggressive og mindre seksuelt aktive.

Hvad er implikationerne af denne forskning? For det første er det klart, at race er et gyldigt taksonomisk begreb. Hvis det ikke var det, ville begrebet ikke have nogen forudsigelsesmæssig værdi og vi ville ikke konstant finde det samme tredelte racemæssige forskellighedsmønster over hele verden. Den kendsgerning, at ligegyldigt hvor de befinder sig, så fødes børn af afrikansk afstamning i gennemsnit med mindre hjerner end børn af europid eller asiatisk afstamning, gør det muligt at fremsætte pålidelige forudsigelser om deres fremtidige akademiske eller erhvervsmæssige præstationer. Ligeledes forklarer den kendsgerning, at sorte verden over har en stærkere kønsdrift end hvide og østasiater, hvorfor sorte amerikanere, sorte fra Caribien og afrikanere fra syd for Sahara har den højeste hyppighedsforekomst af seksuelt overførte sygdomme. Styrken af kønsdriften forklarer også, hvorfor østasiater har en endnu lavere hyppighedsforekomst af seksuelt overførte sygdomme end hvide.    

En anden implikation er, at ”hvid racisme” ikke er ansvarlig for alle samfundsproblemer. De sortes dårlige sociale og erhvervsmæssige status skyldes ikke de hvides ”fordomme”. De sortes status har dybere rødder. I gennemsnit fødes sorte børn med mindre hjerner end hvide og østasiatiske børn. At påpege dette er ikke at skabe stereotyper, det er simpelthen at observere kendsgerningerne, som de er. Både videnskaben og retfærdighed pålægger os alle at søge og fortælle sandheden samt ikke at fortælle løgne og sprede misforståelser. 

Endnu en implikation er, at vi bliver nød til at acceptere, at racemæssige forskelle ikke vil forsvinde. Til dato har de fleste teorier indenfor de adfærdsmæssige videnskaber antaget, at alle menneskegrupper har ens evner i relation til at opnå ensartede niveauer af social udvikling. Vi bliver nød til at acceptere eksistensen af evolutionært udviklede forskelle på menneskegrupper.

Nogle gange hævder de, som argumenterer for, at race blot er en social konstruktion, at det menneskelige genomprojekt viser, at menneskeracer ikke findes, fordi mennesker har 99 % af deres gener tilfælles med hinanden. Dette er dumt, da ca. 98 % af menneskets gener er ensartede med chimpansens gener. Dog vil ingen hævde, at chimpanser har den samme intelligens, hjernestørrelse eller sociale adfærdsmønstre som mennesker. De ser anderledes ud og opfører sig meget anderledes. Faktisk har mennesket 90 % af deres gener tilfælles med mus, hvilke er årsagen til, at vi bruger dem til at afprøve nye medicinske stoffer. Ligeledes er det dumt at hævde, at da mænd og kvinder har 99 % af deres gener tilfælles, så er køn blot en ”social konstruktion”.         

Megen forvirring skyldes, at der er adskillige genetiske mål. Et meget mere realistisk scenarie får man ved at kigge på de 3.1 billioner basepar af DNA, der udgør de 30,000 gener. Mennesker adskiller sig i 1 ud af hver 1,000 af disse basepar. Enhver ændring i et basepar kan ændre et gen. Teknisk kaldes forskelle på basepar for enkelte nucleotide polymorfier (SNPer). Forskelle på basepar er vigtige og SNPer fordeler sig i grupper indenfor de forskellige menneskeracer. Blot en enkelt ændring i f. eks. baseparret for hæmoglobin forårsager seglcelle anæmi, hvilket mange sorte lider af. Andre forskelle på basepar påvirker IQ, aggression og mentale sygdomme. De 3.1 billioner basepar giver masser af plads til store racemæssige forskelle.   

Sammenfattende kan det siges, at det samme tredelte racemæssige forskellighedsmønster ikke konstant ville forefindes over hele verden til alle tider, hvis race blot var en social konstruktion. Hvis race var et meningsløst begreb, ville det ikke have nogen evne til at forudsige ting som hjernestørrelse, modnings- og vækstrate, livslængde, kriminalitetsrate og familiestabilitet. Andre beviser påviser også, at race er en biologisk realitet. F. eks. kan retsmedicinere bestemme racen ud fra et skelet eller blot et kranium. De kan endda identificere racen ud fra blod, hår eller sæd. Hvordan skulle de kunne gøre det, hvis race blot var en social konstruktion? De videnskabelige beviser påviser, at det politisk korrekte mantra om, at ”race ikke stikker dybere end hudfarve” er et tilfælde af grundlæggende virkelighedsfornægtelse.

***

Referencer

Beals, K. L., Smith, C. L., & Dodd, S. M. “Brain size, cranial morphology, climate, and time machines,” Current Anthropology, 1984: 25, 301-330.

Cavalli-Sforza, L. L., Menozzi, P., & Piazza, A. The History and Geography of Human Genes. Princeton, NJ: Princeton University Press, 1994.

Centers for Disease Control and Prevention. Sexually Transmitted Disease Surveillance, 2000. Atlanta, GA: U.S. Department of Health and Human Services, Centers for Disease Control and Prevention, 2001.

Ellis, L., & Nyborg, H. “Racial/ethnic variations in male testosterone levels: A probable
contributor to group differences in health,” Steroids, 1992: 57, 72-75.

Entine, J. Taboo: Why Black Athletes Dominate Sports and Why We Are Afraid to Talk about It. New York: Public Affairs Press, 2000.

Herman-Giddens, M. E., et al, “Secondary sexual characteristics and menses in young girls seen in the office practice,” Pediatrics, 1997: 99, 505-512.

Ho, K. C., Roessmann, U., Straumfjord, J. V., & Monroe, G. “Analysis of brain weight,” Archives of Pathology and Laboratory Medicine, 1980: 104, 635-645.

Jensen, A. R. The g Factor. Westport, CT: Praeger, 1998.

Lewis, B. Race and Slavery in the Middle East. New York: Oxford University Press, 1990.

Lynn, R., & Vanhanen, T. IQ and the Wealth of Nations. Westport, CT: Praeger, 2002.

Rushton, J. P. “ Cranial capacity related to sex, rank, and race in a stratified random sample of 6,325 U.S. military personnel,” Intelligence, 1992: 16, 401-413.

Rushton, J. P. “Brain size and cognitive ability in Asian Americans from birth to age seven,” Intelligence, 1997: 25, 7-20.

Rushton, J. P. Race, Evolution, and Behavior: A Life History Perspective (3rd edition). Port Huron, MI: Charles Darwin Research Institute, 2000.

Rushton, J. P., & Ankney, C. D. “Brain size and cognitive ability: Correlations with age, sex, social class and race,” Psychonomic Bulletin and Review, 1996: 3, 21-36.

Rushton, J. P., & Osborne, R. T. “Genetic and environmental contributions to cranial capacity estimated in Black and White adolescents,” Intelligence, 1995: 20, 1-13. Spring 2002 / 25.

Rushton, J. P., & Skuy, M. “Performance on Raven’s Matrices by African and White university students in South Africa,” Intelligence, 2000: 28, 251-265.

Stringer, C. & McKie, R. African Exodus. London: Cape, 1996.

Taylor, J., & Whitney, G. “Crime and racial profiling by U.S. police: Is there an empirical
basis?” Journal of Social, Political, and Economic Studies, 1999: 24, 485-510.

UNAIDS/WHO AIDS epidemic update: December 2001. Geneva, Switzerland: Joint United Nations Programme on HIV/AIDS (UNAIDS) and World Health Organization (WHO).

Weinberg, R. A., Scarr, S., & Waldman, I. D. “The Minnesota Transracial Adoption Study: Follow-up of IQ test performance at adolescence,” Intelligence, 1992: 16, 117-135.