Gængse fremstillinger af jødedommen kan let bibringe den opfattelse, at antisemitismen skulle være et forholdsvis moderne fænomen, og at uviljen mod karakteristiske jødiske adfærdsformer kun beror på fordomme uden hold i virkeligheden. Vel er det rigtigt, at ordet “antisemitisme” er af ret ny dato. Det blev først anvendt i betydningen jødehad af tyskeren Wilhelm Marr i 1879. Men det er ikke rigtigt, at dette forstemmende fænomen er af ny dato. Så længe vi kan følge jøderne tilbage i historien, har der været antisemitisme overalt, hvor “Guds udvalgte folk” har været i nærkontakt med fremmede.
Det hævdes ofte, at antisemitisme er en ren fordom, et særtilfælde af det fremmedhad og den frygt, der blindt gør sig gældende, når en gruppe eller et individ står over for fremmede og ukendte grupper eller individer. At uviljen mod jøder altså beror på uvidenhed, ikke erfaring. En sådan forklaring, som navnlig findes hos moderne jødiske skribenter, er dog ensidig og misvisende. For det første kan ingen have undgået at bemærke, at betegnelsen “antisemit” sjældent er noget, nogen bryster sig af at være. Det er tværtimod næsten altid noget, jøder anklager andre for at være. Ofte bruges anklagen som en trussel eller som et middel til at lamme modparten, f. eks. i politisk sammenhæng.
Hvor mange tyske, østrigske og amerikanske politikere m.v. har ikke efter anden verdenskrig fået slynget betegnelsen “antisemit” i ansigtet, uden at de har haft mulighed for at forsvare sig. Forsvar er næsten umuligt, netop fordi det forudsættes, at antisemitisme er udtryk for en indgroet fordomsfuldhed, som ikke har nogen objektiv grund. Dermed bliver anklagen for antisemitisme let et raffineret taktisk våben, som det næsten ikke er til at forsvare sig imod. Man er som ramt af pest. Endvidere: Den påstand, at antisemitismen blot afspejler fremmedhad og frygt, modsiges af et væld af historiske kendsgerninger. Disse forhold overses ofte af anti antisemitter.
I antikken var uviljen mod jøder meget udbredt, ikke mindst i de mest dannede lag af befolkningen. Årsagerne var hverken fordomsfuldhed, frygt eller fremmedhad, tværtimod var både grækerne og romerne gennemgående både tolerante og levende interesserede i at lære fremmede folkeslag og deres særegne sikke at kende. Det er derfor af stor interesse at se, hvilke grunde de klassiske forfattere anfører for deres antisemitisme.
Først kan nævnes Apollonius Molo, en af Ciceros lærere.
Han var forfatter til et nu tabt skrift Mod Jøderne. Heri hævdedes bl.a., at Moses, jødernes lovgiver, var en svindler og bedrager. Jøderne selv kendetegnes ved deres tøjlesløshed, menneskehad, fejhed og frækhed. De savner originalitet og oprigtighed, de er intolerante over for fremmede religioner, og de blander sig aldrig med andre mennesker.
Cicero, som ellers er elskværdigheden selv, er fuld af afsky for jødernes “barbariske overtro”; det er et mistroisk folkefærd, som gerne bagvasker alle andre, jøderne har et tæt indbyrdes sammenhold og oppisker til stadighed masserne med deres propaganda1 .
Horats spotter jøderne for den tro, at gud kan gribe ind i verdens forløb. Han er også fortrolig med jødernes karakteristiske proselytmageri og agitation2.
Seneca vender sig imod den jødiske sabbat, den fritager en for at bestille noget nyttigt, og man spilder en syvendedel af sit liv dermed3.
Martial var også bekendt med de jødiske sikke. Han kender den jødiske litterat som en snedig og liderlig karl, der nedgør andres arbejder samtidig med, at han selv plagierer dem4.
Ifølge Juvenal lærer jøderne allerede fra barnsben at foragte romerretten til fordel for Moseloven. Jøderne hjælper kun deres egne trosfæller5.
Ifølge historikeren Tacitus har jøderne helt andre moralske forestillinger end alle andre. Hvad vi anser for umoralsk, anser de for tilladeligt. Deres skikke er hæslige og perverse. Deres rigdom skyldes deres indbyrdes sammenhold. Alle ikke jøder er genstand for deres had. De hverken spiser sammen eller gifter sig med “hedninger”. De er yderst liderlige. Deres proselytter lærer de at foragte guderne, og at foragte alt, hvad der har med familie og fædreland at gøre. Jøderne er internationale, aldrig nationale. De er monoteister, men deres gudstjeneste er absurd og bedrøvelig6.
Hvad der navnlig faldt de klassiske forfattere for brystet, var jødedommens energiske propaganda. Denne propagandavirksomhed antog flere former. Jøderne gjorde således et stor nummer ud af at gøre andre (altså grækere og romere) bekendt med det jødiske folks egne fortræffelige egenskaber, navnlig deres sans for lov og ret. Dernæst prædikedes den jødiske tro til den uvidende verden, og endelig forsvarede jødernes sig mod hedningenes “jødehad” – datidens antisemitisme. De jødiske forfattere udfoldede således en livlig selvforherligende skribentvirksomhed. Fantasien fik ofte frit spillerum til at foretage forfalskning, f. eks. ved at lade Moses fremstå som den, der først havde givet verden bogstavskriften.
For at udbrede kendskabet til Moseloven blev den hellige skrift oversat til græsk. Hermed havde jøderne et godt middel i hænde til at drive deres videre propaganda. I tilknytning hertil opstod en omfattende jødisk fortolkningstradition. Her fortsatte historieforfalskningen. Man påstod frækt at Grækenlands store mænd, Platon, Sokrates, Pythagoras osv. havde lånt deres dybe tanker fra de gamle oversættelser af Biblen. Græsk åndsliv beroede altså på tyveri af det jødiske. Grækerne skulle være tarvelige efterlignere af jøderne. Næste skridt på vejen var at tillægge de store græske autoriteter jødiske anskuelser. Nu dukker der en helt ny “græsk” litteratur op. Den indeholder jødiske anskuelser, men disse anskuelser tillægges rask væk Aiskylos, Sophokles, Euripides, Orpheus, osv., som om disse var jødiske profeter. Jøderne skrev et væld af denne slags litteratur. Så omfattende og udbredt blev den jødiske litteratur på græsk, at det med tiden blev vanskeligt for grækerne og romerne selv at skelne mellem ægte og uægte.
Den antikke antisemitisme er kun kendt gennem spredte ytringer og tilfældige brudstykker. Meget er sikkert gået tabt. Alligevel er det ikke svært at skimte nogle gennemgående træk i de antikke forfatteres syn på jøderne. Deres uvilje mod jøderne har intet med fordomme eller fremmedhad at gøre. Den hviler på skarpe iagttagelser og kølig analyse.
Jødernes tro og deres religiøse ritualer støder de romerske forfattere, som er udprægede forstandsmennesker, fordi disse ritualer er ufornuftige og meningsløse. Jødernes moral støder dem, fordi den er anmassende, smudsig og egoistisk. Den antikke moral havde som regel sin rod i den opfattelse, at mennesket er et socialt væsen. Politik bør have sin rod i den personlige moral. For Cicero og de andre filosoffer var fædrelandets velfærd, social orden, ærlighed, og retfærdighed grundlæggende begreber. Jøderne savnede et æres- og et statsbegreb. Man kunne derfor ikke tolerere, at jøderne så at sige dannede en stat i staten, og brugte alle midler til at drive propaganda og oppiske masserne. Det var en klar trussel mod selve samfundets grundvold.
Der ligger således intet på forhånd givet fremmedhad i den antikke antisemitisme, men det er sandt, at der i den antikke antisemitisme ligger en dyb bekymring og en ærlig omsorg for fædrelandets velfærd og fremtid. Man kan ikke både tjene fædrelandet og jøderne.
Det billede, som de antikke forfattere havde af jøderne, svarer med andre ord ganske godt til den opfattelse jøderne selv havde af deres egen mission i verden. I femte Mosebog 7.16 siger Moses til Israel:
“Og du skal tilintetgøre alle de folk, som Herren din Gud giver i din vold, dit øje skal ikke spare dem.”
Og i femte Mosebog 6.10-11 stiller gud Israel i udsigt:
“Store og gode byer, som du ikke (selv) har fyldt, og udhugne brønde, du ikke (selv) har udhugget, vingårde og oilegårde, som du ikke (selv) har plantet, og du æder og bliver mæt.”
Kort sagt elementer af en grusom parasitreligion – i hvert fald for en nøgtern og uforudindtaget historisk betragtning.
Den, der ikke vil skåne sig selv for at følge antisemitismes videre historie i Europa, støder igen og igen på den anklage, at jøderne danner en stat i staten, at de søger at nedbryde andre folk og stater for dermed selv at opnå det verdensherredømme, som de mener, at Jahve har stillet dem i udsigt. Det er naturligvis svært for moderne mennesker at tro på så uhyrlig en anklage. Seneste har amerikanske professor Kevin MacDonald dog empirisk sandsynliggjort anklagens validitet, og den interesserede læser henvises derfor til hans tre meget omfattende bøger: A People That Shall Dwell Alone: Judaism as a Group Evolutionary Strategy, with Diaspora Peoples, Separation and Its Discontents: Toward an Evolutionary Theory of Anti-Semitism og ikke mindst The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.
I en dansk kontekst kan det også undre, at den dansk-jødiske forfatter Louis Levy (kendt for Sørens far har penge) allerede i 1918 i skriftet Jøden som fredsstifter på sit særegne dansk helt åbent kunne skrive:
“Der er nogle toldere og syndere, lærde og professorer, der udtaler sig om, at jødespørgsmålet eksisterer ikke; Jøderne er ikke noget for sig, det er ingen race. Spørg hver gadedreng, han ved besked. Nuvel! I de moderne samfund har jøderne af klog selvopholdelsesdrift taget plads i kirtlerne. Samfundets kirtler: Børser, banker ministerier, dagblade, forlag, voldgiftsdomstole, assuranceselskaber, hospitaler, fredspalæer og andre bakteriologiske institutioner har hver for sig sine jøder. Og med rette!”
I sandhed en dristig og afslørende udtalelse. Sådan skrev Levy om Danmark anno 1918. Hvordan er det mon i dagens Danmark?
***
Noter
Danmarks Frihedsraad 
