BOGANMELDELSE:
Swetlana Alexijewitsch
Secondhand-Zeit, Leben auf den Trümmern des Sozialismus
Suhrkamp 2013

Originaltitel:
Светла́на Алекса́ндровна Алексие́вич
Время секонд хэнд – Конец красного человека
Время, Москва 2013.

Hviderussisk titel (for sprognørder, der straks ser hviderussisk stå mellem polsk og russisk…)
Святлана Аляксандраўна Алексіевіч
Час second-hand – Канец чырвонага чалавека

Dansk udgave:
Svetlana Aleksijevitj
Secondhand-tid
Forlaget Palomar

Det var lidt af et tilfælde, at jeg købte denne bog. Der lå en stabel hos Dussmann i Friedrichstraße i Berlin sammen med andre bøger om Rusland, og jeg tænkte, at jeg måske burde læse den. Det fortryder jeg ikke, at jeg gjorde. Det er faktisk en fantastisk god bog, hvis man vil forstå Rusland og russerne, og så tager den jo udgangspunkt i den periode, jeg husker så tydeligt: Jeltsin-tidens rædsomme elendighed.

Forfatteren blev født i det nuværende Ivano-Frankivsk i Ukraine i 1948. Moderen var ukrainsk, faderen hviderusser. Det siges, at hun taler hviderussisk, men skriver på russisk, for der når hun langt det største publikum. Hun anser selv hviderussisk for at være et litterært umodent bondesprog. Andre påstår, at det er, fordi hun ikke behersker det godt nok. Hviderussisk er nok desværre et døende sprog. Det skulle undre mig, om hun ikke også taler noget ukrainsk. Hun er på den måde det typiske sovjetiske menneske. Hun bor i dag i Minsk, Hvideruslands hovedstad, men hun er afgjort mere populær i Vesten end i Rusland og Hviderusland, hvor hendes bøger dog også kan købes i boghandelen, om ikke andet online – og hvor denne blev udgivet første gang. Bogen er også udkommet på hviderussisk i Minsk, selv om hun er temmelig kritisk mod Lukasjenko. Nogle lande tager det der med ytringsfriheden mere bogstaveligt end andre. Hun er blevet overøst med priser, bl.a. Nobelprisen i litteratur – i disse tider ikke nødvendigvis den bedste indgang til det russiske marked. Når forfatteren ikke er så populær i Rusland, er det måske, fordi hun er så hudløst ærlig. Hun forsøger at fortælle historien, som den var – ikke som man i dag helst vil se den.

Denne bog er den sidste i en serie af fem om ”det røde menneske”. Bogen består af en lang række interviews med almindelige mennesker i Rusland, unge såvel som gamle, kommunister såvel som antikommunister, fattige og relativt velstående imellem hinanden. Den kan sådan set nærmest betragtes som en obduktionsrapport, der dækker de sidste 100 års russiske historie. Min generation husker meget af denne historie – og russerne husker den også gennem deres forældres beretninger. Få lande har haft en så rædselsfuld nyere historie som Rusland – men vi skal ikke glemme, at det forgangne århundrede ikke kun har været rædselsfuldt. Det har været en historie, som har været rig på sorg, glæde, frygt, begejstring, lidelse, nederlag, sejr, fattigdom og fremskridt. Et århundrede, der har dækket hele spektret af menneskelige følelser og erfaringer i en grad som næppe i noget andet land – måske med undtagelse af Tyskland. Man skal nødvendigvis kende og forstå denne historie for at forstå det russiske menneske og det russiske samfund. Danske politikere og såkaldte intellektuelle kender kun Rusland fra Hollywood-produktionernes og de amerikanskinspirerede massemediers karikatur af Rusland, og det er derfor de i dag udelukkende træffer forkerte beslutninger, når det gælder forholdet til dette store og vigtige europæiske land. USA udmærker sig i det hele taget ved ikke at forstå andre mennesker, folk, sprog og kulturer end deres hjemlige, ja, amerikanerne forstår end ikke deres eget land, for deres referenceramme er, når det gælder USA, lige så forvansket, som når det gælder Rusland. Her er det blot de falske positive myter, der udspredes blandt en uuddannet, uvidende og åndeligt indskrænket befolkning, som mht. til kultur og dannelse ikke når det russiske folk til sokkeholderne.

Rusland har i det 20. århundrede gennemlevet 2 kolossale omvæltninger. Den russiske revolution med Lenins efterfølgende statskup, som med et slag destruerede hele den gamle orden og kastede landet ud i et lovløst kaos. Alt skulle opløses, kunsten, familien, ejendomsforholdene, magtstrukturerne – alt. Planen var naturligvis at opbygge et helt nyt samfund byggende på den frie arbejder og kunstner. Det var lettere i teorien end i praksis. De efterfølgende borgerkrige på flere fronter gjorde kun alt værre.

Dette var stort set Lenins arv til Stalin – sammen med utallige massegrave. Hvor Lenin var en relativt dannet mand, der talte – eller i hvert fald læste og forstod – 9 sprog, var Stalin den typiske proletar, der socialt set kom af absolut ingenting. Folk fra Kaukasus er generelt ikke kendt for at være i besiddelse af nogen form for fløjlshandsker, og sådanne hørte heller ikke til Stalins garderobe. For ham gjaldt det om at bevare magten, stabilisere samfundet – og forvandle et tilbagestående feudalt bondesamfund til et moderne industrisamfund på rekordtid, og alt dette skulle ske ud fra klare ideologiske grundsætninger, som i høj grad stod i vejen for netop denne udvikling. Det skulle dog ikke standse Stalin. Det første skridt var imidlertid at skabe begejstring – især hos de unge. Billedet af det kommende idealsamfund bidrog i høj grad til dette sammen med gennemorganiseringen af samfundet. Alle var medlemmer af en eller anden sammenslutning, hvor man holdt skolingsmøder og luftede de røde faner ved demonstrationer i enhver tænkelig anledning. Børn i børneorganisationer, unge i ungdomsorganisationer, de forskellige faggrupper i deres organisationer osv. Og tag ikke fejl: Stalin var elsket. Naturligvis ikke af alle. Kollektiviseringen af landbruget var et kostbart og fuldstændig fejlslagent eksperiment på ideologisk basis, og det skabte både sult og modstand, men modstanden blev slået ned med hård hånd. Angiveri blev sat i system. Familiemedlemmer og naboer angav hinanden for ikkeeksisterende forseelser. Folk forsvandt i arbejdslejre i årevis for ingenting. Min kones bedstefar kom under en dans i forsamlingshuset til at træde på et Stalinbillede, der var faldet ned fra væggen. Arbejdslejr i 6 år. Tortur var systematisk og grov. Alle vidste det, men de så det som nødvendigt for skabelsen af det utopiske fremtidssamfund. Selv uskyldige fanger i Gulag elskede Stalin – for hvad ville alternativet til Stalin være

Endelig skal vi ikke glemme, at Gulag-lejrene også var ment som en måde at skaffe arbejdskraft til upopulære opgaver på. Der var ikke så mange frivillige, der strømmede til for at arbejde i kulminerne eller fælde træer i Vorkuta, Norilsk, Karaganda, Magadan eller andre lignende steder. Der skulle også bygges jernbaner, anlægges dæmninger, indvindes nyt landbrugsland. Men mange projekter blev rent faktisk udført af unge frivillige pionerer, uden hvilke de ikke var blevet gennemført. Disse unge blev netop drevet af begejstring. Rusland er forskelligt fra alt, hvad vi kender. De ufattelige vidder, det barske klima – både sommer og vinter – den sparsomme befolkning i Sibirien. Det stiller helt andre krav til staten og til menneskene end vort tætbefolkede lilleputland, der forkæles af Golfstrømmens varme vande – og det kan heller ikke sammenlignes med USA, kun i nogen grad med Alaska. Ruslands historie adskiller sig fundamentalt fra alle andre europæiske landes.

Vi hører i bogen både bødler og fanger, familiemedlemmer, soldater, arbejdere og akademikere. Vi hører stort set alle, vindere såvel som tabere. Og vi må jo blot konstatere, at livet som sådant gik videre. Det var møjsommeligt og fattigt – hvis man ikke lige hørte til den herskende elite – men man arbejdede for den storslåede fremtid, man var blevet lovet.

Så kom krigen og med den sulten, 27 mio. døde, og uendelige lidelser – men den fulgtes af sejren, og dennes betydning i russisk selvopfattelse kan ikke overvurderes. De vestallieredes sejr blev vundet meget billigt – og ville ikke have været mulig uden de uforholdsmæssigt store russiske ofre.

Et system som Stalins kræver fjender, der skal minde en om, at man hele tiden må kæmpe for sin sag. Fjender forsynede Stalin befolkningen med i rigt mål. Blandt andet gennem skueprocesserne, der havde en helt igennem pædagogisk funktion, og da Stalin til sidst dør, er landet i sorg. Folk strømmer til den Røde Plads, og der grædes i stride strømme. Landsfaderen, sejrherren i den store fædrelandskrig, er væk, hvad nu?

Men hans værk er ikke væk. Han overtog et primitivt samfund, men efterlod et alfabetiseret folk, en stærk infrastruktur, gode boliger – i hvert fald i byerne, et elektrificeret samfund, en produktiv industri og et nogenlunde robust sundhedsvæsen. Det kætterske spørgsmål er nu: Kunne man ikke have fået dette billigere på anden måde – uden slet så mange lidelser? Jo, det kunne man sikkert, og mere til. Den kommunistiske utopi kan ikke realiseres, men troen på den skaber den begejstring, et samfund må have for at overleve på længere sigt. Tænk på, hvor lidt begejstring kapitalismen skaber. Den skaber kun egoisme, overforbrug og åndelig bedøvelse – og umådelig rigdom for 1 % af verdens befolkning. Den er ikke samfundsskabende – den er samfundsopløsende!

Efter Stalins død forfalder Sovjetunionen. Man har dog sine triumfer: det første menneske i rummet var ikke amerikaner, han var russer, Jurij Gagarin. Men tiden var kommet, hvor befolkningen også gerne i deres eget personlige liv ville opleve lidt velstand. Informationsstrømmen nåede jo også Sovjet. Folk sad i deres køkkener i deres cowboybukser fra den sorte børs og brokkede sig, sang Beatles-sange og diskuterede politik – samtidig med at det helt normale liv uden for køkkenet gik videre. Den ønskede personlige velstand kunne det kommunistiske system ikke levere i tilstrækkelig grad. Mange tager i dag dette som udtryk for, at statseje af produktionsmidlerne ikke duer, men det var ikke så meget ejerskabet, men derimod styringen, det var galt med. Planøkonomi i en vis grad kan fungere – men ikke den detailplanlægning, der fandt sted i Sovjet, hvor man opstillede urealistiske produktionsmål for alle virksomheder, straffede dem, der ikke opnåede disse mål, og i fuldt alvor mente, at man kunne detailstyre efterspørgslen i Vladivostok fra et kontor i Moskva 5 år ud i fremtiden. Dette fungerer naturligvis ikke – og det giver anledning til svig og bedrag – og til opblomstring af en sort økonomi. Dertil kom krigen i Afghanistan, som russerne ikke så nogen mening i. Det måtte gå galt – men det havde ikke behøvet at ende så galt.

Nu kommer så den 2. store omvæltning. Gorbatjov så problemet, men han så ikke – eller ville ikke se, at det var det tilgrundliggende fundament, det var galt med. Han mente, at man kun løse problemerne ved at linde lidt på låget, indføre glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering), tilfredsstille nogle af borgernes materialistiske krav. Han undervurderede problemerne og kom til at fremstå som en svag leder, og hans opløsning af Sovjetunionen og tilbagetrækningen fra Østeuropa (specielt DDR) gav ham et eftermæle som forræder. Set i bagklogskabens klare lys er der unægtelig noget om det. Gorbatjov opgav Sovjetunionens magtposition og lagde Rusland åbent for landets fjender.

Generalernes oprør bragte Jeltsin til magten. Den provinsielle partisoldat fra Sverdlovsk (i dag igen Jekaterinburg) var en modig mand og en mere viljefast mand end Gorbatjov, men han var absolut uduelig til den opgave, han havde sat sig. Sammen med Yegor Gaidar iværksatte han privatiseringerne af statens, dvs. den russiske befolknings, ejendom. Hjulpet blev han af eksperter fra Vesten, amerikanske pengemænd med ikkeamerikanske navne, der udplyndrede Rusland, og som påførte landet 2 statsbankerotter, hyperinflation, arbejdsløshed, penge- og vareknaphed og almindelig elendighed. Bortset fra en god portion ond vilje havde de udenlandske eksperter heller ingen forudsætninger for denne opgave. De forstod ikke, hvordan den kommunistiske økonomi hang sammen, og i hvor høj grad denne omstrukturering – der gik langt videre, end Gorbatjov havde forestillet sig – påvirkede almindelige menneskers dagligdag. Det var en forfærdelig tid! Jeg har oplevet den, og den var mere rædsom, end man i Vesten kan forestille sig.

En bedring kom først med Vladimir Putin, en genial leder med en plan. Langsomt men sikkert transformerede han Jeltsins fallitbo til en moderne, velfungerende stat. Han er ikke færdig, men på trods af Amerikas krig mod Rusland fortsætter genopbygningsprogrammet med uformindsket styrke. Som ved enhver anden samfundsomvæltning er det de gamle, der har måttet betale gildet. Den sociale sikkerhed, der trods alt fandtes under kommunismen, er væk. Det er hjerteskærende at se gamle koner sidde og tigge på gaden i snestorm. Der er dog langt færre af dem nu end under Jeltsin. De virkelige ofre er dem uden familie, for i Rusland er familien – og vennerne – dit sociale sikkerhedsnet. Men en rimelig socialstat forudsætter, at samfundet og produktionen fungerer. Det er den kommet til, og Vestens sanktioner har gjort Rusland en stor tjeneste, idet de har tvunget landet til at producere sine egne varer i stedet for at importere dem. Man ynder i Vesten at sammenligne krigen i Afghanistan med operationen i Ukraine. Det er en forkert sammenligning. Russerne havde intet forhold til Afghanistan. Der var naturligvis tale om et forsøg på at beskytte Sovjetunionens svage underliv, men der var ingen folkelig opbakning om det. Ukraine, derimod, er ikke udland for russerne. Det er deres familie, der bliver undertrykt, og deres families ejendom, der bliver solgt til Zelenskijs racefæller i USA. Det er dette familieforhold, der gør, at Rusland ikke for længst har jævnet Ukraine med jorden. Krigen er naturligvis kostbar, men Rusland havde opbygget kolossale reserver, således at den almindelige udvikling alligevel kan fortsætte. Det er derfor russerne elsker Putin!

Dette er naturligvis ikke en genfortælling af bogens indhold. Interviews er ifølge sagens natur spredt fægtning. Jeg har forsøgt at rejse et skelet, der hjælper til forståelsen af disse interviews. For den russiske læser er et sådant skelet givet på forhånd. Det er det ikke for en forkælet vesterlænding.

Bogen slutter i Minsk, hvor en ung pige fortæller om sin deltagelse i demonstrationerne imod Lukasjenko og den efterfølgende arrestation, der bringer hende i fængsel i en måned. I Hviderusland bruger man stadig Stalins regelbog – så det var ikke rart. Det var ydmygende og rædselsfuldt, og det var også meningen. Det sikrer bedre mod tilbagefald end endeløse samtaler med kriminalforsorgen. Til sidst bliver hun midt om natten og uden penge kørt uden for byen og lukket ud. En taxachauffør kører hende hjem og forsøger at tale hende til fornuft. Der skal tjenes penge til dagen og vejen. Hans kone skal have nye støvler og hans døtre nye jakker. Han er ingeniør, men nu arbejder han som taxachauffør, for han har brug for pengene. Det, pigen har gang i, er luksusproblemer. De interesserer ikke nogen. Og ret har han. Hun bliver relegeret fra universitetet og smidt ud af kollegiet, hendes familie tager afstand fra hende, hendes ven forlader hende. Da hun flygter ud til den landsby, familien kommer fra, møder der hende det samme billede. Disse oprørske unge skulle efter en beboers mening blot stilles op ad en mur og skydes. 30.000 deltog i disse demonstrationer, måske var der andre 30.000, der gerne ville have deltaget, men ikke turde. Måske endnu 30.000 sympatiserede måske med dem. Minsk har 2 millioner indbyggere…

Dette skulle vi måske tænke over, når vi i medierne hører om store demonstrationer imod denne eller hin regering! Rent bortset fra at sådanne demonstrationer i regelen organiseres og betales fra Washington – således også demonstrationerne i Minsk…

Jeg har sådan set aldrig været den store tilhænger af Lukasjenko. Jeg synes, at han har givet lovlig meget køb på hviderussisk kultur, sprog og nationalitet, men de fleste borgere i Hviderusland føler sig jo nok som russere – så måske er det lidt af et luksusproblem. Lukasjenko har imidlertid sparet Hviderusland for Gaidars kapitalistiske eksperimenter. Meget fungerer i Hviderusland, som det fungerede i Sovjetunionen. Der er nok færre superrige – og i hvert fald er der færre meget fattige. Reformer gennemføres langsomt, og det er nok ikke så ringe endda! Forudsætningen for en sådan langsom udvikling er stabilitet, og det vil i Hviderusland sige Lukasjenko! Ukraine er et lærestykke, som nok skal afholde hviderusserne fra lignende eksperimenter!

En anbefalelsesværdig bogtitel:
Pieter Waterdrinker
Tsjaikovskistraat 40
Nigh & van Ditmar 2017

Er oversat til både engelsk og tysk! Det er en roman, men som undertitlen siger: En autobiografisk fortælling fra Rusland. Den skildrer livet under Sovjetunionens sammenbrud, og den gør det mesterligt. Nogle vil synes, at det er karikeret, men en gang imellem overgår virkeligheden rent faktisk fantasien!

Povl H. Riis-Knudsen