Tyskland fremlægger store planer om begrænsning af ytringsfriheden, af rejser og af økonomiske aktiviteter hos politiske dissidenter for bedre at kunne kontrollere “tanker og udtalelser” hos deres egne borgere
Af Eugyppius
06-03-2024
Efter Tysklands nederlag i 1945 gik Walter Ulbricht i eksil i Moskva og blev en af de politiske grundlæggere af DDR. Den nye stat, som han sagde, “måtte have demokrati udadtil, men tyskerne skulle kontrolleres”. Det er 80 år siden, Ulbricht udtalte disse ord, og selvom DDR er forsvundet, så lever ånden stadig hos det politiske establishment i Den federale Repulik. De nuværende ledere gør alt, hvad der er i deres magt for at genetablere et pseudo demokrati. (…)
Politikerne siger det selv
Vi hører dem sige, at disse antidemokratiske metoder er afgørende for at beskytte os mod den trussel, som “højre” udgør. Sandheden er langt mere banal: Tyskland har et af de ældste partisystemer i Europa. Som det allerede er sket i mange andre lande, er dette efterkrigs-establishment ved at bryde sammen. Mens Tysklands naboer har accepteret nye partier og strukturer med en vis sindsro, er kartellet af tyske politikere rædselsslagne ved tanken om at tabe magten, og de vil bruge alle til rådighed værende midler for at bevare den, indtil demokratiet bryder sammen af sig selv.
Alternative für Deutschland er ikke et ekstremt højreparti med racisme og fremmehad. De kan næppe siges at være meget forskellige fra CDU i 1980’erne. Deres sande ‘forbrydelse’ er, at de har opnået en tilstrækkelig styrke til at kunne true det såkaldte ekosystem og det nuværende establishment. Jo mere AfD vokser i styrke, desto vanskeligere bliver det for de siddende partier at danne koalitioner mod AfD.
Visse partier som FDP synes at være dømt til at skulle forsvinde helt; andre som SPD frygter at blive permanent ubetydelige. CDU, som tidligere dominerede centrum-højre, befinder sig ude af stand til at danne levedygtige regeringer med partierne fra venstre, og de har ingen undskyldning for ikke at føre en moderat nationalistisk politik, som et klart flertal af vælgerne kræver, og som forekommer dybt forældet hos de tyske globalistiske regeringer. Det er målet med den evindelige agitation og kunstigt fremkaldte støtte “mod højre”, som systemet har påtvunget Tyskland i snart over en måned. Men demonstrationerne er ikke lykkedes med at ødelægge opbakningen til AfD, selvom de nu baner vejen for systemets forholdsregler mod “det ekstreme højre”.
Den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser (SPD) erklærede ved en pressekonference tirsdag, at demonstrationerne for hende var en “opmundring” og et “mandat” til at kæmpe mod det ekstreme højre. “Det er et meget positivt signal”, sagde hun, “for det drejer sig om at forsvare vores åbne samfund mod dets fjender. Som demokrati i defensiven må vi sætte os op imod ekstremismen”,
Med en række foranstaltinger i kampen mod “højre ekstremisterne” har Faeser holdt sit løfte. Disse beskrives i et 16 siders dokument fra Indenrigsministeriet under titlen “Resolut kamp mod højre ekstremisme”: Vi skal bruge demokratiets midler i defensiven”. Det er vigtigt at notere, at Faeser er en af de mest upopulære politikere i Tyskland. Sidste år led hun et ydmygende nederlag i sine bestræbelser på at blive ministerpræsident i Hessen, og 60% af tyskerne bedømte hende ikke til hendes fordel. Det drejer sig her om en vægtig begrundelse for at få det tyske demokrati under kontrol. “Pakken med tiltag”, som hun har vedtaget i sin kamp mod “højre”, er en af de mest åbenlyse politiske antidemokratiske og diktatoriske tiltag, som en vestlig politiker har fremsat. I andre lande siges den slags helt sikkert for lukkede døre, men i Tyskland bliver den offentliggjort i de store aviser. Hvad kan man ikke forestille sig, den type personer sidder og udtænker i al hemmelighed?
Fraesers og hendes medansvarlige kollegers forståelse af retshåndhævelse af lovene er temmelig flydende, når det gælder det “ekstreme højre”, da denne betegnelse kan anvendes imod praktisk talt enhver. Indenrigsministeriets dokument bekræfter, at “målet for højeekstremisme er at ophæve det liberale demokrati og ændre samfundet ifølge ekstremisternes ideer om nationalisme, racisme og antipluralisme”. Man kan altså godt erklære sig “liberal pluratist” og være naivt nok til at tro, at så er man i sikkerhed for Stasi, alene fordi man ikke er fascist. Men sådan forholder det sig ikke. Før omtalte dokument fortsætter med at beklage sig over, at “Det Nye Højre” … ekstremisterne … når de diskuterer forskellige emner, bruger vendinger, som giver deres inhumane projekt et tilforladeligt udseende”.
Sagt af en demokrat [Haldenwang]: “Der er folk, som ikke siger noget illegalt, men som i hvert fald er blevet generende”. Præsidenten for forbundskontoret til beskyttelse af forfatningen, Thomas Haldenwang, har ligeledes ved en pressekonference fremført, at der er en tendens til, at “højreekstremisterne forklæder sig og kamuflerer sig. De skal demaskeres og fremvises skal de … som fjender af demokratiet”.
Disse ideer om “højreekstremisme” som en kryptisk og skjult egenskab, der skal demaskeres af det politiske politi, er ufattelig farligt. Man er aldrig i sikkerhed for et regime, som tænker sådan, for det man siger, gør eller tror på, er ligegyldigt. Man er skyldig i “højreekstremisme”, hvis Haldenwangs kontor mener, at man er det. Denne fleksibilitet er vigtig, for systemet er ikke reelt interesseret i at eliminere zombi-nationalsocialister. De ønsker at neutralisere deres politiske modstande uanset deres form eller program. (…)
Ukarakteriserede eller udefinerede referencer til “demokrati” er i dette tilfælde ikke andet end referencer til indholdet af det etablerede partisystem. Når Faeser erklærer, at “vi vil knuse (…) det ekstreme højres netværk, vi vil fratage dem deres indkomster, og vi vil fratage dem deres våben”, så vil hun dermed sige, at hun vil ødelægge og fattiggøre personer, som ikke er enige med hende. Når hun erklærer, at “vi vil bruge alle retsstatens midler for at beskytte vort demokrati”, så mener hun, at hun vil bruge alle de håndhævelsesmekanismer, Indenrigsminiseriet disponerer over, for at forhindre oppositionen i at adgang til magten.
Selvfølgelig har Faeser været meget mere præcis: Jeg ønsker, at højreekstremisterne bliver behandlet på samme måde som organiserede kriminelle. De, som håner Staten, skal møde en stærk Stat. Det betyder konsekvent retsforfølgelse og efterforskning af hver enkelt lovovertrædelse. Det kan ske ikke alene ved politiets hjælp, men også ved hjælp af diverse regulerende myndigheder i samfundet. Vi må ikke overse et eneste spor i forbindelse med “højreekstremisterne”. Dokumentet nævner også, at “højreekstremisterne … ofte håner Staten og dens institutioner. Vi skal lære dem at respektere deres overordnede, ikke kun gennem ubehageligheder med politiet, men også ved at inddrage deres drifts- og restaurationslicenser. Hele reguleringsapparatet skal reguleres til politisk anvendelse”. (…)
Faeser vil også have adgang til folks bankkonti: “Vi skal også afsløre de økonomiske forbindelser i det højreekstremistiske netværk og kunne fjerne deres indkomster. Det er princippet “follow the money”. (…) Bankerne er underrettet. (…) “Den, som donerer til en organisation tilhørende “højreekstremisterne”, kan godt regne med at blive opsporet”. (…)
Faeser ønsker at ændre loven, så hendes ministerium kan genere folk økonomisk. Det gælder ikke kun personer, som er mistænkt for “opfordring til had og vold”, men også politiske modstandere, som forsøger at øve “ubehørig indflydelse socialt”. Så hvis man donerer til en organisation, som Faeser ikke kan lide, kan hun offentliggøre ens navn og gøre en til offer for paramilitære grupper som Antifa. Så hvis man donerer til en organisation, som Faeser ikke kan lide, vil hun offentliggøre den pågældendes navn og gøre personen til mål for Statens paramilitære grupper så som Antifa.
Derfor skriger politikerne i SPD og De Grønne i kor for at få vedtaget en “lov om fremme af demokratiet”, hvor Renate Künast deklamerer, at hun vil tillade en yderligere finansiering af “gruppen Antifa” og andre ONG’er fra vestrefløjen, hvoraf mange er stærkt involveret i at implementere en ideologi på statens vegne. Faeser er ligeledes rasende over, at den politiske opposition kan rejse: “Vi er også alle besluttet på at indskrænke højeekstremisternes aktiviteter på det internationale netværk. Hadet fra det ekstreme højre må hverken blive eksporteret uden for Tyskland eller importeret til Tyskland. Derfor samarbejder vi med Statens myndigheder med de relevante beføjelser for i videst mulige omfang at forhindre højreekstremisterne i at rejse rundt i Tyskland eller uden for Tyskland”.
Det føles usædvanligt [for artiklens forfatter] at vide, at det en dag vil være mig forbudt at forlade Tyskland pga. nogle ting, jeg har publiceret på Internet. Det er komplet vanvittigt.
Faeser drømmer også om mere censur på Internettet. For at bekæmpe “hadforbrydelser” ønsker hun at udvikle et “rapporteringscenter” hos forbundspolitiet, så hun kan gribe mere aktivt ind på de sociale medier og “sikre sletning af indhold, der spreder modbydelige, hadefulde debatter”. Hun opsætter også “en intern detektionsenhed” for at kunne spore ikke kun “misinformation” men også “oplysningskampagner” på Internettet for at sætte en stopper for det: “De tyske højreekstremister og de udenlandske autokrater har en sag tilfælles: De vil opildne til vrede og skabe splittelse hovedsageligt ved hjælp af misinformation. Dette gøres med løgne, falske historier og i fremtiden med med billeder og videoer, som laves ved hjælp af AL teknologi…. Det er grunden til, at vi etablerer en ny detektionsenhed i det føderale indenrigsministerium. Vi må være orienteret om indflydelsen af manipulationer og kampagner på et meget tidligt stadie for at kunne “stoppe dem”. Efter denne lange smøre fra Faeser tog politichefen Haldenwang ordet, og hans udtalelser var lige så foruroligende. Han krævede, at “vi gentænker vore tilgange til “højreekstremisterne”, fordi “fænomenet” er ved at “ændre sig”: Grænserne mellem tidligere tiders ideologiske lejre er blevet slørede, hvilket gør dem svære at adskille mere præcist”.
Imidlertid er det eneste, som har ændret sig, Haldenwangs synspunkter. Han har fået en helt ny forståelse af “højreekstremisme”, som omfatter alle ikke-statsstyrede politikker. Når man begynder at mistænke en femtedel af landets befolkning for politisk kriminalitet, så er grænserne flyttet, og det bliver meget vanskeligt at “lokalisere” ideologiske ugerninger”. Haldenwang er således meget optaget af det, folk tænker. Projektet er ifølge ham ikke at stille sig tilfreds med at bekæmpe “viljen til at bruge vold”, men også at tackle “verbale og mentale ændringer”. Jovist har denne mand påtaget sig ansvaret for at kontrollere det, som folk tænker: “Højreekstremisterne bruger frygt og erfaringen med befolkningskriser for at kunne radikalsere grupper med løs tilknytning til de politiske partier og sprede deres programmer til middelklassen. “Vi må sikre, at sådanne tanke- og talemåder ikke integreres i vores sprog”, siger han. “Det er ligeledes meget forstyrrende, når medlemmerne af det “nye høje” deltager i konferencer og holder tale: I det nye højres palet ser man bestræbelser på at få skabt et netværk, som strækker sig ud over en lille kreds af intellektuelle fra det ekstreme højre, og som man også kan finde i det parlamentariske miljø. Derfra etableres der bånd på forskellige niveauer med aktører og organisationer fra andre “højreekstremister”. Det drejer sig om strukturelle forbindelser inden for et strategisk netværk. Dette netværk karakteriseres ved gensidige invitationer til begivenheder, ved interviews og ved bidrag fra de inviterede til online formater og møder i den virkelige verden.
Med andre ord udgøres de “højreekstreme” af en tåget gruppe, som er vanskelig at identificere med omvæltende politiske ideer. De skal demaskeres af et hemmeligt politi. Det er nødvendigt for at kunne kontrollere de “tanke- og udtryksmåder”, som er fremherskende i Tyskland. Når først disse ekstremister er identificeret af vore ortodoksiens vogtere, skal de straffes for deres hån mod Staten, og reguleringsapparatet skal være omdirigeret til at fratage dem alt, dvs. indtægterne på deres bankkonti. Desuden skal deres navne offentliggøres, så de lettere kan intimideres og anklages af statsapparatet for deres politiske holdninger, og de skal forhindres i at krydse grænserne og omgås hinanden”.
Dette er kort sagt en direkte sammenfatning af kommentarerne fra en fungerende tysk indenrigsminister og fra en af de øverste embedsmænd ved en pressekonference for fire dage siden.
Hvis systemet lykkes med at kvæle oppositionen ved disse metoder, vil den tyske Forbundsrepublik udvikle en politik, som ikke adskiller sig meget fra partibloksystemet i det tidligere DDR. Partiblokken bestod af nogle satelliter, som regerede i nominelt partnerskab med det socialistiske enhedsparti (SED) ved magten, og satelliterne godtog almindeligvis alle forslag fra SED. Selv hvis Tyskland ikke havde haft et parti, der klart havde magten som dengang med SED, ville fastfrysningen af det politiske økosystem sætte De Grønnes nuværende rolle i system som bydreng for kongen, og det ville være utænkeligt at stemme imod De Grønnes politik. Det er klart det, som de nuværende magthavere og stats- medierne, der er tæt på De Grønne, håber på at opnå.
For at opretholde et sådant system – og gøre det resistent over for uønskede vælgerresultater – vil det vise sig nødvendigt at isolere det hemmelige politi fra politisk kontrol. Indflydelsesrige personer er allerede klar over det især i Østtyskland, hvor AfD er så mægtig, at de har temmelig store chancer for at komme i regering efter valget i september: “Med AfD’s mulige valgsejr taget i betragtning har Stephan Kramer, leder af kontoret i Thüringen for beskyttelse af forfatningen, advaret om, at Forbundsrepublikkens sikkerhedsinteresse kunne blive berørt af Forbundsdagen [Bundestag] og af delstaternes parlamenter. Forsigtighed er derfor nødvendig for at beskytte hemmelige informationer. “For eksempel behøver man blot at undersøge, om vi ville kunne unerlægge de folkevalgte, som ønskede at arbejde inden for særlig ømtålelige områder, en sikkerhedskontrol”, utaler Kramer … “Dette skal reguleres ved lov, og er efter min mening det mest passende, når man tager Forbundsrepublikkens sikkerhedsinterresser i betragtnng, som bør forsvares”.
Hvis forfatningens beskyttere får lov til at vælge deres egne valgte tilsynsmænd, vil Tysklands transformering til et pseudo-demokrati være så godt som på plads. Det politiske politi [betyder det hemmelige politi] vil kunne vælge de opsynsmænd, som er egnet til programmet, og de vil fungere som et semi-autonomt hemmeligt politi. Politikerne i regeringen, som er afhængige af det hemmelige politi for at kunne holde oppositionen stangen, vil være tilbøjelige til at udvide deres beføjelser for at kunne påtvinge de andre folkevalgte deres politik. Det vil resultere i et diskret statskup, som ingen vil lægge mærke til, før det er for sent at ændre.
Kilde
Danmarks Frihedsraad 