Alt, hvad der ikke stemmer overens med magthavernes mening, stemples rutinemæssigt som desinformation, videnskabsfornægtelse, krænkelse eller had. Kort sagt er det noget, ”man” ikke skal lytte til. Ingen af de officielle medier forsøger imidlertid nogensinde at gå ind bag ved magthavernes fortællinger. Der er sådan, når det gælder indvandringen, Islam, Corona og vaccinationer, klimahysteriet og ikke mindst Ukrainekrigen. Her har man forbudt russiske medier, gjort det vanskeligt at tilgå Russia Today – for slet ikke at tale om andre russiske elektroniske medier. De spreder angiveligt russisk propaganda. Nuvel, jeg er ikke i tvivl om, at de giver den russiske version af historien, men den er jo også vigtig for at forstå Rusland. Hvis man ikke forstår Rusland, kan man ikke undgå at drage forkerte slutninger, og det er jo, hvad vi ser i dag. Under den kolde krig kunne vi uden videre lytte til Moskva Radios danske udsendelser, som man da helt bestemt kunne klassificere som propaganda, ligesom man kunne købe russiske aviser og blade. Ja, sportsligt og kulturelt samkvem blev aktivt understøttet. Der var ingen tale om at isolere Sovjetunionen eller indføre sanktioner imod landet. Hvad er der sket?

Det eneste svar er, at det billede, vestlige medier udbreder af konflikten i Ukraine, er så fejlfuldt og så forkert, at det ikke tåler en kvalificeret modsigelse. Danske medier skriver direkte af efter den strengt regeringstyrede ukrainske presse, som ved gud heller ikke kommer med Moses ned fra Sinaibjerget hver dag – selv om Moses’ efterkommere helt bestemt har med det at gøre. Det ukrainske billede er på alle måder forkert – og det skal kun tjene til at give det indtryk af, at ukrainerne er ved at vinde og bare lige behøver lidt mere hjælp, helst naturligvis tropper, men penge kan også gøre det, for så kan Zelenskij og hans ejere fylde deres lommer endnu mere. Vinde? Fortæl mig lige, hvordan man vinder over en atommagt? Det er en umulighed. Det er derfor, alle lande ønsker sig atomvåben, men vi taler ikke her om beskedne lagre af fransk eller engelsk omfang, som de pågældende europæiske tredjeverdenslande næppe har fungerende fremføringsmidler til. Såvel USA som Rusland kan lægge verden øde flere gange. Jeg er vokset op under den kolde krig, fra Koreakrigen og fremad. Dengang lærte vi at frygte atombomben. I dag har vi fået politikere, der blot trækker på skuldrene og påstår, at vi ikke skal frygte den. De har naturligvis deres atomsikre beskyttelsesrum – beskyttelsesrummene til befolkningen er væk. Men skidt med det. Efter en atomkrig vil de overlevende misunde de døde. Og hvis bare USA og Rusland blæser en fjerdedel af deres lagre af, vil atomvinteren sænke sig over jordkloden, idet intet sollys vil trænge igennem støvet og temperaturen aldrig vil overstige -7° C noget sted på jorden igennem adskillige år. Naturligvis et ønskescenarie for klimatosser, men det vil betyde, at intet kan gro, og at vi alle dør af sult og kulde, for vi har ingen energiinfrastruktur tilbage. Og hvem har overhovedet lyst til at leve i den verden?

Vore politikere er så indskrænkede, uvidende og ubegavede, at de tror, de kan bestemme over alt, klimaet, folks køn etc. Det kan de ikke. De kan selv i fredstid ikke få togene til at køre eller bygge et hospital. Efter en atomkrig? Glem det!

Zelenskij er den fødte løgner, en komediant, der ikke kan meget andet en læse op af det rollehæfte, man har skrevet ham i Washington. Men han er ikke engang en god løgner. Historien om de 31.000 dræbte i krigen er der jo virkelig ingen, der kan tro på. Især ikke, når den tidligere leder af det ukrainske indenrigsministerium, Juri Luzenko, har angivet et tal på 500.000, ”Det vil være et chok for befolkningen, når de finder ud af, hvor mange der virkelig er faldet,” sagde han (1) . Det var ved nytårstid. Det reelle tal i dag er nærmere 600.000 (2). Folk, der tæller grave, kommer til et langt højere tal, men 600.000 er skræmmende nok. Vi hører fra vestlig side om ”enorme” russiske tab. Det tal er sværere at komme til, men jeg har rimelig gode kilder. Man regnede før den russiske offensiv med 40.000 dræbte. Det er også mange, men det er under 10 % af de ukrainske tab. Efter offensiven er sat ind, må man gå ud fra stigende tabstal på begge sider. Ukraine mister i henhold til det russiske forsvarsministeriums dagsberetninger i øjeblikket mellem 1000 og 1500 mand om dagen. Dertil kommer, at russerne senere finder massevis af døde ukrainske soldater efterladt eller blot begravet i umarkerede massegrave. Ukrainerne melder ugerne folk døde. De er officielt blot savnede, for så skal de efterladte jo ingen erstatning have. De høje tal skyldes først og fremmest dårlig uddannelse og ringe officerer. Under alle omstændigheder er man i gang med at udrydde en hel generation af ukrainske mænd – og på det seneste også kvinder. Det er, hvad man opnår ved at sende penge til Ukraine, flere dræbte og lemlæstede. USA vedgår det uden blusel: Man svækker Rusland uden at miste amerikanske liv, ”kun” ukrainere. Og pengene går til den amerikanske rustningsindustri, der ejes af jødiske Blackrock, som i øvrigt også ejer 33% af Ukraines landbrugsjord. Der er sammenhæng i tingene, og listen over krigshetzere i Ukraine og USA minder om Jerusalems telefonbog.

DR (der ikke længere hedder Danmarks Radio, og bestemt heller ikke er det!) havde i januar en opsigtsvækkende artikel fra deres korrespondent i Rusland, Matilde Kimer, som bestemt hverken har opfundet det varme vand eller den dybe tallerken – eller som bare adlyder ordrer. Overskriften lyder: Russisk æggekrise presser Putin og de russiske forbrugere: ”Umuligt at få noget at spise, fordi det er så dyrt”. Den historie måtte jeg jo efterforske. Det er rigtigt, at det pludselig var mangel på æg – og så stiger priserne jo i ethvert kapitalistisk samfund. Årsagen til manglen var, at der var udbrudt fugleinfluenza, og at man ganske enkelt ikke var forberedt og ikke havde vacciner nok. Altså måtte man slå en del besætninger ned. Det var op mod nytår, som i Rusland fejres lidt på samme måde, som vi fejrer jul. Masser af mad, masser af salater med æg. Manglen varede i 2 dage, og det var jo ikke sådan, at man ikke kunne få æg – de blev bare dyrere. Efter 2 dage fik man forsyninger fra Hviderusland og Tyrkiet (vittigt betegnet som Erdogans ”æg” og Lukasjenkos ”æg”), og ”krisen” var overstået. Indslaget blev illustreret af et billede fra et supermarked med fyldte hylder og masser af æg. Matilde havde også fået fat i en angiveligt tilfældig russer, som sammenlignede med forholdene i Sovjetunionen – og den forfærdelige Jeltsinperiode i 90’erne.

Matilde Kimer er født den 23. december 1980. Hun har ikke nogen erindring om hverken Sovjetunionen eller Jeltsintiden – og det har hendes ”tilfældige” russer åbenbart heller ikke, eller måske er denne ikke så tilfældig endda. Det har jeg imidlertid! Sovjetunionen var, som den nu var. Vareknaphed som følge af ideologisk bestemt dårlig organisation, men priserne var ganske moderate. Det husker jeg udmærket. Og Jeltsintiden husker jeg endog særdeles godt – den har jeg kunnet iagttage fra første parket. Dengang var der ingen varer. Gabende tomme supermarkeder og restauranter uden mad. Resultatet af amerikanernes kolonisering. De havde som sædvanlig ikke sat sig ind i de lokale forhold. De troede bare, man kunne gøre lige som i USA. I dag er et russisk supermarked fuldstændig som et vestligt supermarked – lige så fyldt af varer og til meget moderate priser. Jeg tjekkede lige prisen på 1 æg: 65 øre. I min brugs er det altså et sted mellem 2,75 og 3,75 kr. pr. æg, afhængigt af størrelse, skrabeæg, økologiske æg osv. Ganske som i Rusland. Der nævnes også bananer, appelsiner etc. Men hør nu her, oprindelseslandet for mange af disse frugter er årstidsbestemt. Om vinteren er de dyrere end om sommeren. Sådan er det nu engang. Udbuddet i dette år har imidlertid været langt mere alsidigt, idet man har købt store mængder tropiske frugter fra Indien i bytte for olie – nok ikke den bedste handel, russerne har gjort.

Der har ganske rigtigt været inflation i Rusland – ligesom her, men af andre og mere triste årsager. Man har mobiliseret 300.000 mand. Alt efter bopæl får disse mellem ca. 18.000 og 26.000 kr. om måneden. Efterladte til faldne får mellem ca. 1,8 mio. og 3,6 mio. kroner, igen efter bopæl. Livet i Moskva og Skt. Petersborg er væsentlig dyrere end i et fjernt udsted i provinsen. Hvis vi nu går ud fra 40.000 faldne, bliver det jo alligevel til penge, især i Rusland, hvor priserne stadig er ganske moderate. Russerne har dårlige erfaringer med banker. To gange mistede de i Jeltsinperioden deres opsparinger. De bruger derfor deres penge, når de får dem. Varige forbrugsgoder og god mad. Når man kaster sådanne beløb ud i omsætningen, stiger priserne. Regeringen har derfor sat en kampagne i gang for at få folk til at sætte pengene i banken, og langsomt hjælper det. Samtidig har man forhøjet mindstelønnen med så vidt jeg husker 14 % og pensionerne med ca. det halve.

Der er naturligvis ingen vareknaphed, heller ikke når det gælder vestlige varer, men de er blevet dyrere. Især kosmetik, spiritus og lignende. Folk køber dem imidlertid alligevel. Putin er på ingen måde presset. Dette var det arbejde, Matilde Kimer skulle have gjort!

Man ser i dag Rusland som en fjende, men også en fjende bør man jo kende – man kunne næsten sige: især en fjende bør man kende. Jeg kan i den sammenhæng blot konstatere, at vore såkaldte eksperter, f.eks. i forsvarsakademiet, er totalt uvidende. De kan kun tænke i amerikanske baner, for det er der, de får deres uddannelse, og det er amerikanske ting, de læser.

Folk forstår ganske enkelt ikke, hvad denne konflikt drejer sig om. Der er 2 hovedpunkter: Ukraines NATO-medlemskab og behandlingen af den russiske befolkning. Konflikten blev ikke udløst af den russiske invasion for 2 år siden, men af det amerikanske statskup i Kiev for 10 år siden, hvor man afsatte landets lovligt valgte præsident, fordi denne så, hvad et EU-medlemskab ville betyde for Ukraines økonomi. Den totale fallit, ligesom i DDR. Han ville kun have EU-medlemskab, hvis han samtidig kunne handle med Rusland på russiske vilkår. Det kunne ikke lade sig gøre. Ukraines industri var ikke af europæisk standard. For at blive det ville den blive privatiseret – og hvad det betyder, ved vi. Stjålet, som i DDR. Helmut Koehl var grænseløst korrupt, men han var en ren søndagsskoledreng i sammenligning med Ukraines oligarker. Janukovitj var klog – men det var ikke det, USA ville. Herefter ændredes forfatningen, så russerne i Ukraine blev tredjeklasses borger, som efterhånden ikke mere måtte benytte deres eget sprog. Folk på Krim, der var en autonom republik i Ukraine, forlangte at komme hjem til Rusland. Befolkningen på Krim har aldrig været ukrainsk. Det gik helt efter bogen. Først kappede de båndet til Kiev, derefter søgte de optagelse i Den Russiske Føderation. I Donbas ville befolkningen heller ikke være en del af det amerikanske Ukraine. Man erklærede sig uafhængige (ligesom Kosovo erklærede sig uafhængigt af Serbien). Som reaktion begyndte marionetregeringen i Kiev af føre krig mod sin egen befolkning. 14.000 civile ofre på 8 år fik russerne til at gribe ind (husker man, at USA, bombede Serbiens civile pga. Kosovo?). I dag fortsætter Ukraine stadig disse bombardementer, idet man nu også rammer det russiske bagland. Her er der intet militær. Alle ofre er civile. Tabene andrager 1-2 om dagen i snit. Vestlig presse tier, men den fortæller triumferende, når Ukraine har skudt 15 russiske droner ned på en nat. Rusland skyder mellem 100 og 150 ukrainske droner ned om dagen.

Hvad skulle NATO i Ukraine? Imod alle løfter, blev NATO skubbet helt frem til den russiske grænse. Rusland fandt sig sågar i, at de baltiske lande blev medlemmer af alliancen, men Ukraine (og Georgien) var den røde linje. Når man ser på kortet, forstår man det godt. Ukraine går helt ind i Rusland underliv. De baltiske lande er ikke i sig selv et problem. De har ikke stor betydning for Rusland. De blev først russiske i 1721, men Estland og Letland har et meget stort russisk mindretal, som de nok hellere må behandle ordentligt, hvis de ønsker et normalt forhold til Rusland. De sidste to år har kun bestyrket russernes tro på, at NATO ikke er en forsvarsalliance, men at formålet er et angreb på Rusland, hvis råstoffer USA begærer.

For russerne er Ukraine ikke udland. De familiære bånd imellem menneskene er for tætte, og deres fælles historie rækker mere end 1000 år tilbage. Det vestlige Ukraine, der indtil 1945 delvis var en del af Polen, tidligere af Østrig, er anderledes. Det er der, ukrainerne bor. Dem er russerne temmelig ligeglade med. Men det sydlige og østlige Ukraine er noget andet. Det har altid været russisk befolket, siden det blev afstået af tyrkerne. Russerne har intet besvær med at leve i multinationale stater – Rusland er selv en sådan – men de vil bare behandles ordentligt.

Der var forhandlinger i Minsk, hvor man kom frem til en aftale, hvor Kiev bevarede kontrollen over alt andet end Krim mod at give russerne kulturel autonomi. Både Merkel og Hollande har siden udtalt, at man fra vestlig side kun forhandlede på skrømt for at få mulighed for at opruste Ukraine til en krig mod Rusland. Efter den russiske indmarch var der igen forhandlinger i Minsk og Istanbul. Igen tilbød Rusland ukrainerne en særdeles favorabel aftale, som ukrainerne accepterede, men som Boris Johnson talte dem fra mod at love dem militærhjælp. Hvordan kan russerne nogensinde stole på Vesten efter dette?

Som en tegn på god vilje trak russerne deres styrker tilbage fra Kiev. Dette blev tolket som russisk svaghed. Nuvel, det var ikke Ruslands hensigt at besætte Ukraine. Dertil havde man sendt alt for få folk, et par hundrede tusind. Da Hitler invaderede Polen i 1939 sendte han 1,5 mio. mand. Det er den størrelsesorden, vi taler om, hvis man vil besætte et land, og det ved russerne naturligvis. Men de regnede med fornuftens sejr.

Og lad os være helt ærlige. Russerne kunne gøre ved Ukraine nøjagtigt, hvad Israel gør ved Gaza uden at møde megen kritik. Men sikke et skrål, man så ville høre, hvis det var Rusland, der handlede sådan. Men det vil Rusland ikke, og det er ikke et tegn på svaghed. Ukraine er ikke udland, både Kiev og Odessa er historiske russiske byer. Dem bomber man ikke. Men Vesten tror stadig, at Rusland er svagt og det vil blive skæbnesvangert. Tyskland har netop vist, at man igen planlægger en angrebskrig mod Rusland. Det er ulovligt, og det strider imod aftalerne om Tysklands genforening. Juridisk set er Tyskland og Rusland dermed i krig, og juridisk har Rusland lov til at genbesætte DDR. Hvis Rusland bestemmer sig til at gøre gengæld over for Tyskland, kommer handskerne af, og Tyskland vil opleve et gensyn med 1945. Mette Frederiksen må hellere købe sig billedbind af det, for det vil også blive Danmarks skæbne, hvis Rusland svarer på Tysklands faktiske krigserklæring. Og det endda, inden krigen bliver til en atomkrig. Det her er alvor. Mette Frederiksen har tænkt sig at få os alle slået ihjel.

Hun vil forsvare sig med, at vi må forsvare demokratiet, og at Putin ellers kommer her. Konen er mindrebegavet, men det ved vi jo godt. Det sidste først. Det er koldkrigstænkning. Sovjetunionen ville udbrede kommunismens velsignelser til alverden. Verdensrevolutionen var det erklærede mål. Det var et ideologisk spørgsmål. Putin har ingen ideologi, han ønsker at udbrede. Han tænker rationelt og praktisk. Hvad skulle han her? Rusland kæmper ikke for at få territorium. Rusland er mere end stort nok. Ukraine er ikke et spørgsmål om jord, det er et spørgsmål om at sikre, at russere kan leve i fred. Vi har i praksis ingen russere her. Hvad ville formålet være med at besætte Vesteuropa? Vi har ikke andet end udlændinge, som Putin har nok af allerede. Vi har en dronebefolkning, der intet laver, vi har ingen industri mere, og vi har ingen råstoffer. Rusland har det hele. Vesteuropa er ikke ét eneste russisk liv værd. Og hvor er beviserne for, at Rusland ville komme her? De findes jo ikke. Men hvis Vesteuropa truer Rusland, bliver Vesteuropa tilintetgjort – fremfor alt Tyskland. Den fare, man drømmer sig til som begrundelse for den seneste NATO-udvidelse, er først opstået med udvidelsen. Sverige og Finland har aldrig været et problem for Rusland. Det er de blevet, fordi de nu er amerikanske kolonier – sammen med Danmark. Så nu skal vi bruge alle de penge, vi ikke har, til at opruste for – til ingen nytte. Men det er godt for Blackrock. Vi regeres af imbecile forbrydere. Jeg ser frem til et Nürnberg 2.0. I version 1.0 var anklagen om at planlægge en angrebskrig et hovedanklagepunkt, for hvilket man blev hængt langsomt. Måske Mette Frederiksen skulle læse lidt om Nürnbergprocessen og studere billederne af de hængte.

Putin har som sagt ingen ideologi, han skal udbrede, men det har Mette Frederiksen åbenbart. Hun vil kæmpe for demokratiet i Ukraine. Det er noget af en opgave, eftersom der ikke er noget demokrati i Ukraine. Nordkorea er mere demokratisk end Ukraine. I Ukraine er valget aflyst, oppositionen forbudt, pressen under streng regeringskontrol, mindretal undertrykkes voldsommere end i noget andet europæisk land – og befolkningen er flygtet. 20 mio. skønnes det, og de vender aldrig tilbage, måske med undtagelse af russerne fra de områder, der nu forbliver russiske. Og vi taler åbent om at sende europæiske tropper til forstærkning af Ukraine, mens millioner af ukrainske mænd i den værnepligtige alder nyder det fede liv på de vestlige skatteborgeres regning. Vore politikere hører til på en anstalt!

Men har Rusland ikke demokrati? Der finder valg jo sted, der har man et frit parlament og en (hovedsagelig kommunistisk) opposition, der ved givne lejligheder ikke lægger skjul på sin kritik. Men når det gælder nationen, arbejder man sammen. Man skal jo ikke være uenig, blot for at være uenig. I Rusland går det godt – i modsætning til her. Hvad skal man så med djævelens vold og magt være uenige om? Når vi får stadig flere partier her i landet, er det blot spil for galleriet. De stemmer jo alle for finansloven – og det er den vigtigste lov. Oppositionen i dette land får ikke lov at tale. Den ties konsekvent ihjel. Jeg taler af erfaring. Er det demokrati? Eller hvad med USA? Hvad vi oplever der for tiden, er bestemt heller ikke demokrati. Men den amerikanske befolkning har våben og kan gøre noget ved det. Det kan vi ikke.

Men bortset fra det. Hvad giver Mette Frederiksen og USA lov til at ville påtvinge andre lande deres eget uduelige system og den tilhørende vanvittige ideologi? Hvad er det for en ”regelbaseret orden”? USA kan angribe fremmede lande i andre verdensdele med enorme civile tab til følge, men det gør åbenbart ingenting. Spørg folk i Serbien, Libanon, Syrien, Irak, Vietnam, Libyen, Afghanistan etc. Angiveligt for at skabe demokrati og respekt for ”menneskerettighederne” ved at slå en tilstrækkelig stor del af befolkningen ihjel. Når Rusland griber ind i forholdene i sin egen baghave, blot langt mere skånsomt, er fanden løs – så er det pludselig en ”angrebskrig”. USA er verdens største forbryderstat. Det er på tide at lukke den ned og give landet tilbage til indianerne og mexicanerne!

Povl H. Riis-Knudsen

***

Noter

(1) https://freede.tech/kurzclips/video/192074-ex-chef-ukrainischen-innenministeriums-zu/

(2) Se Douglas Macgregor, Scott Ritter og John Mearsheimer på youtube.