Af Hugin 

I dagens Danmark hører man tit og ofte, at menneskene føler sig identitets- og rodløse, det vil sige, at man ikke føler en slags samhørighed med det land, man er født i, og dermed forkaster man jo de generationer, der gik forud for os. Hvor mange kan egentlig nævne deres 8 oldeforældre ved navn!! Det kan jo undre en lidt, idet mange mennesker har rede på deres husdyrs afstamning, ret mange generationer tilbage, og kan fortælle om deres gode egenskaber. For mig står det som topmålet af fattigdom, ja det er den rene ynk, at man tilsyneladende ikke har noget at give videre til næste generation. Noget er ligesom gået tabt, en tråd er blevet klippet over. Der er en grund til, at DNA er opbygget som en kæde.

Vi mennesker kan nu engang ikke stå alene, men er nødt til at have et solidt fundament, hvis man vil være et helt menneske, og føre de gamle værdier videre til næste generation. Selvom tiden mest er til uforpligtende underholdning, platheder og small talk, så mener jeg dog stadig, at det giver hver enkelt en god ballast, hvis man kender sit lands og sin slægts historie.

I disse tider, hvor Danmarks homogene befolkning langsomt men sikkert bliver skiftet ud, så bør man som bekendende dansker, hvis aner rækker mindst 1000 år tilbage i Danmarks muld, stoppe op et øjeblik, og så må hver enkelt spørge sig selv, om det egentlig er det, vi vil med vores liv, og med vort land.

Skal vore forfædres ofre være forgæves! De har fra Arilds tid, generation efter generation møjsommeligt slidt og slæbt med jorden, for at fravriste den mest muligt i udbytte, så næste generation kunne komme i vej. Man siger jo også med en vis ret, at enhver generation er i tjeneste for den næste. For forfædrene har slægt og jord, slægt og hjemstavn, der er så uløselig forbundne med race (blod), skabt samhørighed og identitet, det har været pejlemærkerne i deres liv. De skabte mening og kontinuitet, noget dagens danskere mangler i udpræget grad. Derfor er det næsten også en forpligtelse, at man ser at komme i gang med sin slægts historie, hvorved man ikke kan undgå også at komme til at beskæftige sig med sit lands historie. De 2 ting hænger uløseligt sammen.

Jeg nævnte race og blod, det vil jo nok hos nogle skabe nogle negative associationer, men det skal forstås som en åndelig erkendelse af samhørighed med slægt og forfædre samt den underliggende strøm, der er svær at konkretisere, og dermed også med fædrelandet. Det vil nok på nogle virke som tågesnak og gammeldags tale, men jeg mener det er de ”gamle værdier”, som bør gives videre til næste generation, så faklen kan føres videre. Vores herkomst og forfædre kan læses i de nulevendes danskeres holdning og handlinger, for siger man ikke, ”at forfædrenes kraft ligger i efterkommernes moral.”

Vi må aldrig glemme, at vi er danskere, det har vi desværre gjort i alt for lang tid. Vore nordiske forfædre har levet i dette land de sidste 14.-15.000 år, det vil sige, at det var vore 450 / 560 gange tipoldeforældre, der tog dette land i besiddelse, da isen trak sig tilbage. Dermed kan vi med fuld ret sige, at vi har førstefødselsretten til den stump jord, som vi kalder Danmark. Vi har om nogle arveretten til dette land, for vi har pløjet jorden selv.

At vide, at man nedstammer fra en person, der levede for 1000 år siden, at have så mange generationer af forfædre bag sig, at være en del af et folk med historie, det giver en ydmyghed og ballast til at hamle op med tidens rodløshed og forjagethed.

Derfor skal vi som danskere ikke lade os kue af den muslimske støvlehæl. Jeg agter ikke at optræde som en dørmåtte, fordi der er en muslim til stede. Folk af samme slægt, af samme rod og blod skal ikke gå imod hinanden, men stå sammen og værne om den arv, som de fleste danskere er rundet af.

Derfor, hvor ret bliver til uret, bliver modstand en pligt. Det at være dansk, er ikke noget man kan tage for givet. For det er i viljen, at folket har sin eksistens. En vilje til at forsvare det, man har kært, viljen til at være dansk. Vi skal ryste slapheden af os, og vedstå slægtskabet med den vikingeånd, der skabte Danmark som et rige.

Når vi færdes rundt om i fædrelandet, så kan man da ikke lade være med at tænke på, at den jord, vore forfædre tog under plov, var en arv fra stenaldermanden, ham der gik forud for os. Når vi på vor vej møder kæmpehøje og stendysser, så ved vi, at de er rejst af vore forfædre, de har nu holdt øje med slægten i 5.000 år. Hvis vi tænker os rækken af forfædre 5000 år tilbage, stille dem op på en række, så skulle vi give hånd til 150 personer, hvis vi regner med 3 generationer for hvert århundrede, eller 200 personer hvis det er 4 generationer for hvert århundrede. Vi europæere er efterkommere af de mennesker, der for en ca. 30.000 år siden kom til Europa og er kendt som Cro-Magnon-folket.

Hver enkelt dansker er et led i en lang kæde, der rækker årtusinder bagud, og omfatter tusind af slægter. Vi (de nulevende) er et bindeled mellem forfædrene og efterkommerne, mellem fortid og fremtid. Dette siger os med tydelige ord, at vor levetid her på jorden er begrænset. Det betyder så også, at vi bør benytte den tid, vi har til rådighed, bedst muligt, til gavn for os selv, men ikke mindst for andre. Men gamle og stærke gener, dør ikke sådan ud. ” Enhver generation er i tjeneste for den næste ”, det har jeg sagt før, men det er helt væsentligt, at hver familie tager sig af sit afkom, og sporer det ind på ret vej. Det er simpelthen vor forbandede pligt.

Vore pragtfulde runesten blev rejst for 1000 år siden, og har siden stået som markante milepæle i vort landskab, og de vidner om forfædrenes dåd og gerning, ude i det fremmede som i det hjemlige. Disse fribårne forfædre har været ættestolte mennesker, hvor forfædrenes gerninger og bedrifter har været noget, der gennem generationer er blevet fortalt om i de lange vinteraftener, medens ilden varmede den hjemlige arne. Der er blevet fortalt om vikingetogter til England og Frankrig, ja sågar til Sicilien og Konstantinopel, men mindre kunne også gøre det, f.eks. togtet til Rygen i 1168, hvor venderne blev tugtet og deres afgud Svantevit væltet og nedbrudt. Ja, runestenene vidner om krigstogter, hvor slægtens medlemmer vandt sig et godt ry. Mange af de personer der er nævnt på de danske runestene, er formentlig i slægt med de stormænd, der i 1000 og 1100-tallet begynder at optræde i vores kilder, og er som sådan stamfædre til den gamle danske uradel, og dermed også til en stor del af Danmarks nuværende befolkning.

Vore forfædre har været høje, ranke og stærkt byggede blonde mennesker, bredskuldrede med et stærkt og hvast blik, overvejende blå øjne og meget lidt talende. Tilsyneladende hårde og ufølsomme, de har haft en let og ubesværet gang, og de har været særdeles våbenduelige, de har forstået at svinge et sværd, spænde en bue, løfte bægeret og ført de nordiske gener videre, også i det fremmede.  Disse mennesker har ligesom deres norrøne frænder, haft styr på deres forfædre, og de lever til fulde op til hvad det gamle kvad fortæller:

”Fæ dør, frænder dør, selv man dør til sidst. Men eftermælet aldrig dør, hvor det er vel vundet. Et ved jeg, der aldrig dør, dom over hver en død.” (Hávamál).

Disse krigskarle som vi kalder vikingerne, har været sunde af legeme og på sjæl. Da det for ikke så mange år siden var aktuelt med de såkaldte arierattester, er det måske værd at bemærke, at vi som efterkommere af disse brave danskere, står over for en ældgammel dansk slægt, der i mere end 1000 år har formået at holde sig fri fra fremmed indblanding, og som rent navnemæssigt kan føre belæg for de første 23 generationer. I vores gener ligger over 1000 års dansk historie. Alle familier er lige gamle, men det er adel- og fyrsteslægterne der har det privilegium, at kunne dokumentere generationerne bagud.

Vi danskere, der har Hvidernes blod i sig, eller er ud af den gamle jyske stamme, er i overvejende grad ætlinge af den danske urbefolkning af nordisk race i vort land, og det er kun det svenske og norske folk, som er ud af lige så ren nordisk stamme. Når man beskæftiger sig med slægtsforskning (genealogi), kommer man uvægerlig ind på begrebet ”tid”. Hvor tit har man ikke hørt slægtens gamle sige: ”Hvor tiden dog flyver af sted”, eller ”Tiden går nu også hurtigt.” Ja, timerne går og bliver til uger, der bliver til måneder, der igen bliver til år, en ny generation er kommet til, en anden faldet fra, sådan er livet, generation efter generation. Vi skal huske på, at vi hver især er et lille  led i slægtens lange ubrudte kæde, og det vi måske efterlader, er  en ny bærer af vores navn. Men desværre ser jeg tegn på, at flere og flere ser sig selv som enden af en kæde, og ikke et led i kæden. Her rinder det gamle ord mig i hu:

”Hvis man forlader livet uden at have sat en søn i verden, dør man. Hvis man har sat en søn i verden, falder man blot i søvn.”

For os er slægten og det folk, (race) vi er rundet af, det væsentlige.

***

De snekker de mødtes i kvæld på hav
Og luften begyndte at gløde
De legede alt over den åbne grav
Og bølgerne gjordes så røde.
Her er jeg sat til bautasten
At vidne for slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre ben
Under mig smuldre i jorden,
Danske af tunge, af æt og af id,
Thi skal de nævnes i løbende tid
Fædrenes værdige sønner.
(Mindesmærke på Odden kirkegård, over Peter Willemoes og hans folk)