Det er kendetegnende for det såkaldte parlamentariske demokrati i et land med en fuldstændig ensrettet og statskontrolleret presse (eller måske bedre med en presse, der er kontrolleret fuldt ud af de samme kræfter, der ejer og styrer politikerne), at den vil skylle de værste elementer i befolkningen til tops. Når det ikke er de bedste, men kun de fleste, der bestemmer, medfører det katastrofalt ringe regeringer, hvilket vi i dag ser over det meste af Europa og ikke mindst i USA. Mette Frederiksens regime er et godt eksempel på, hvordan ekskrementerne ligger og gynger i overflader i stedet for at være blevet fanget i rensningsanlægget. Men så er Mette Frederiksen og hendes bande nærmest at betragte som genier i sammenligning med regeringen i vort sydlige naboland, hvor total inkompetence, afgrundsdyb uvidenhed og total mangel på intelligens og moralsk integritet synes at have været kriterierne for udvælgelse af landets regering.

Denne regering lod planmæssigt amerikanerne sprænge Nordstream, så man blev afskåret fra billige energiforsyninger fra Rusland, samtidig med at man lukkede de sidste atomkraftværker. I stedet plantede man hele landet til med rædselsfulde vindmøller, anbragt hulter til bulter i landskabet og med en tæthed, vi overhovedet ikke kan forestille os – kun afbrudt af enorme solcelleparker. Alt dette unødige og skadelige bras kan naturligvis ikke levere den fornødne billige energi til et industrisamfund, som det tyske var. Energi er blevet en meget kostbar mangelvare. Derfor står alle de store firmaer i kø for at flytte produktionen til udlandet, og da mange af dem ejes af amerikanske (læs jødiske) kapitalinteresser, er det logisk for dem at søge til Amerika, hvor energien stadig er langt billigere. Og det var naturligvis også et af formålene med at sprænge Nordstream. Industrien skal ”heim ins Reich”, dvs. til USA. Mange mindre og mellemstore firmaer har ikke rigtig denne mulighed, så de drejer i stort tal nøglen om. Arbejdsløsheden vokser med stormskridt. Priserne stiger. Det hedder deindustrialisering, og det er netop det, ”De Grønne” – som ikke er spor grønne, de er blot uvidende tåber – hele tiden har tilstræbt. Indførelsen af stenaldermarxismen. Det er så godt for miljøet – og i dag naturligvis især for kliiimaet. Hvor pengene så skal komme fra, det har de ikke lige tænkt over. Og penge skal der bruges. Man har indført ”Bürgergeld” til alle tobenede væsener uden fjerdragt, der tilfældigt befinder sig i Tyskland – en stærk magnet, der tiltrækker endnu flere horder fra Mellemøsten og Afrika, og netop det er også et af målene. Multikultimangfoldighed i regnbuefarver. Som Alice Weidel, den politiske ordfører for AfD i forbundsdagen, sagde fra talerstolen: ”I hader Tyskland!” Og så er der jo krigen i Ukraine – der vil ende som en krig i Tyskland, og som næppe er god for miljøet (om kliiimaet vil vi slet ikke tale), som har kostet over en halv million ukrainere livet, og som vil ende med Ukraines undergang som selvstændig stat og gøre det ellers frugtbare sammenarbejde mellem Rusland og Tyskland umuligt i flere generationer. Imens ved pensionister og arbejdsløse ikke, hvordan de skal betale deres varmeregning og stadig kunne spise sig mætte.

Som rødgrønne regeringer altid gør, øger de bare skatten – som i hovedsagen skal betales af de mennesker, der i forvejen intet har. De virksomheder, der kunne have betalt noget af gildet, ligger nu Amerika eller er gået fallit. Øget skat på transport giver højere priser i Lidl – det eneste sted, tyskere efterhånden har råd til at købe ind. Øget skat på landbruget (godt for kliiimaet, forstås) giver også højere fødevarepriser.

Og så er der ”værdipolitikken”. Woke helt igennem. Vigtigheden af kønsneutralt sprog, om hvilket der er udgivet tykke håndbøger, som alle skal følge. Hvis erhvervslivet vægrer sig, bliver de formastelige hevet igennem en shitstorm af rang. Og så er der jo transideologien og vigtigheden af at bruge de sindssyges selvvalgte og selvopfundne pronominer. Virkelig en problematik, som går hen over hovedet på den sultende og frysende tysker!

Det er derfor ikke spor underligt, at tyskerne flokkes til Alternative für Deutschland, som er det eneste virkelige oppositionsparti. Det ligger i meningsmålinger mellem 25 % og 35 % af stemmerne, hvis der var valg i dag. I det østlige Tyskland bliver AfD det største parti, de grønne og de liberale forsvinder under spærregrænsen på 5 %, socialdemokratiet kommer faretruende nær. Over for sådanne tal burde en demokratisk regering naturligvis enten lægge roret radikalt om eller udskrive valg. Men det gør man naturligvis ikke. Man undersøger, om man ikke kan forbyde Alternative für Deutschland. Det må være ”nazistisk”. Alternativt kunne man måske fratage dem partistøtten – som man har gjort det med NPD’s efterfølger Die Heimat. Nu finder jeg jo nok, at begrebet forbudte partier i sig selv er en betænkelig ting i et land, der kalder sig demokratisk, men når et parti så endog ikke er forbudt, hvordan kan man så fratage det dets almindelige rettigheder? På samme måde foreslår man at fratage landdagsmedlem Björn Höcke hans borgerlige rettigheder, så han ikke kan vælges til politiske poster – af vælgerne! Også han beskyldes for at være ”nazist”.

Forbundspræsidenten kalder uden blusel AfD’s vælgere for ”rotter”. Minder det om noget? Umenneskeliggørelse af modstandere, der naturligvis ligesom rotter skal udryddes, for hvad gør man ellers ved rotter? Undskyld mig min naivitet, men hvem er det nu lige her, der er nazister? ”Aldrig igen er nu!” siger de udkommanderede ”antinazister”, der fremstilles, som om de repræsenterede folkeviljen. Lad der have været 100.000 – der er vel ca. 70 millioner vælgere i Tyskland. Det er dem, der manifesterer folkets vilje ved valgurnerne. Men naturligvis har man jo så sandelig ret. ”Aldrig igen er nu! ” Ikke siden 1933 har man forbudt oppositionspartier, der var repræsenteret i rigsdagen, eller betegnet ubekvemme politiske modstandere – i dette tilfælde ca. 30 % af den tyske befolkning – som skadedyr, der velsagtens skal gasses. “Nazisterne” sidder i dag fast i sadlen som indehavere af regeringsmagten. De bør huske på, hvordan det gik deres forgængere.

Povl H. Riis-Knudsen