BOGANMELDELSE
Gudrun Victoria Gotved
ASATRO – NORDISK SPIRITUALITET
Lemuel Books 2019.

Et folk uden religion er, som Vilhelm Grønbech udtrykker det, i yderste dødsfare. Det danske folk er i yderste dødfare, for de allerfærreste danskere har nogen religion. Dagens mennesker ønsker frem for alt selvrealisering, og de tror fuld og fast på, at det er dem selv, der kontrollerer deres omverden. Det moderne menneske fatter ikke, at der er noget, der er større end det selv. Dette er desværre forholdet i den enkeltes liv – men jo også i samfundets, hvor man f.eks. klart ser det i det sindssyge begreb ”klimakamp”, hvor underbegavede mennesker fuldt og fast tror, at de kan øve nogen som helst indflydelse på et så kompliceret system som klimaet, og at vi kan bestemme, hvilket klima der er det ”rigtige”. Når man ikke mere har nogen gud, må alt jo være menneskets eget ansvar, må alt kunne kontrolleres af mennesker. Men der er jo rent faktisk noget, der er større end os selv! Vi er bare en meget lille og ubetydelig brik i det uendelige univers, hvor der med al sandsynlig er andre steder, hvor der har udviklet sig liv – ikke nødvendigvis liv som her, men liv – og forhåbentlig et mere intelligent liv.

Der findes næppe et folkeslag så primitivt, at det ikke har en religion. Mennesket har altid haft et behov for at finde en forklaring på alt det uforklarlige, som dyrene er forskånede for at bekymre sig om. Hvorfor er vi her, hvorfor dør vi, er døden virkelig alt, hvad vi kan se frem til, osv? Religionen er endvidere også rammen om folkets lov, reglerne for, hvordan vi skal opføre os og omgås hinanden. Oprindelig havde vi sammen med vore nabofolk vor egen religion, der i væsen ikke var så forskellig fra andre europæiske folks religion. Denne blev senere fortrængt af kristendommen – ikke på én gang, men som en gradvis udvikling igennem adskillige århundreder, og mange vil nok sige, at vi aldrig rigtig blev rigtig kristne i Norden, inden kristendommen selv blev fortrængt – af intetheden.

Kristendommen var imidlertid ikke vor religion – det var jødernes religion. Lokes religion. Når den alligevel kunne sejre, var det dels, fordi konger og stormænd så deres fordel i at have deres magt fra Gud, dels fordi Kirkens pragt og herlighed havde en naturlig tiltrækningskraft på folk, der boede i træhuse, og hvis træskærerarbejder var den højeste form for kunst. Endelig kan man jo heller komme uden om, at den gamle religion måske manglede nogle svar på senere tiders eksistentielle spørgsmål, og at dens forestillinger om efterlivet var lidt ubestemte og måske lidet tillokkende – hvis man ikke lige døde som kriger.

Den gamle religion døde imidlertid aldrig helt, og så sent som da jeg gik i skole, lærte vi historierne om de gamle guder og deres gerninger som en naturlig del af vor historie og kultur, og efterhånden som kristendommen degenererede til det punkt, hvor jeg vil hævde, at den danske folkekirke hverken er dansk eller kristen og ikke mere rigtig kan give tænkende mennesker svar på noget som helst, men blot laller afsted og tilpasser sig tidens forfald og falske ideer, var det jo kun naturligligt, at en kreds af mennesker søgte tilbage til de førkristne forestillinger. De dannede trossamfundet Forn Siðr, som de selv oversætter som ”gammel skik”. Forn kender vi i ordet tilforn, og siðr er det samme ord, som vi kender som sæd (skik), og det kan også oversættes som religion. Hinn forni siðr oversættes ganske enkelt oftest som hedenskabet over for kristendommen, hinn nýi siðr. En ledende kraft i dette arbejde var Gudrun Gotved og hendes nu afdøde far. Gudrun Gotved er trossamfundets gode (præst) og vølve (shaman), idet hun dog betoner, at enhver er sin egen gode, noget, der minder mig lidt rigeligt om Luther og den individualistiske tilgang til tilværelsen. Men hun har naturligvis ganske ret i, at asatroen ikke er og ikke må blive dogmatisk.

Men hvad vil det nu sige at være asatroende i dag? Betyder det, at man tror, at tordenvejret skyldes, at Thor kører rundt i verdensrummet og svinger sin hammer, eller at regnbuen er en farbar vej til gudernes bolig? Nej, naturligvis ikke. Det troede man nok heller ikke i vikingetiden. En moderne asatro indebærer imidlertid en dyb respekt for det, der netop er større end os selv, naturen og slægtens evige liv. Det er ud fra denne respekt og følelse af en historisk og kulturel samhørighed med fortiden, man plejer de gamles skik. Dette bånd er noget, man skal føle, og som styrkes af de forskellige gamle ritualer, som Gudrun Gotved forsøger at genskabe på baggrund af de kilder, vi har. Dette er al ære værd. Det er vor kultur, og det er vore forfædre! Det kan man imidlertid ikke sige i den moderne gylletank, vi er dømt til at leve i:

Asatroende,
alle kan kaldes,
som glæde gives
ved gamle myter,
som hylder de høje,
hellige magter,
eller bare er ven
med de venlige vætter.
(Ole Gotved)

Altså – hvis du erklærer dig som asatroende, så er du det, – BUM!

Der er så nogle (heldigvis få), der har den idé, at man kun kan være asatroende, hvis det ligger i ens blod. Det er i min optik noget frygteligt vås. Jeg har mødt folk med en helt anden baggrund end den nordiske, der er asatroende; også folk med en helt anden hudfarve, end den, man sædvanligvis forbinder med det skandinaviske, men de er nøjagtig lige så meget asatroende som jeg selv og andre. Og hvem kan overhovedet stille sig til dommer over, hvornår man er ’rigtig’ asatroende. Jeg vil udtrykke det på denne måde:

Nogle hører gudernes kalden i blodets brusen,
Nogle hører gudernes kalden i landets hvisken,
Nogle har så god en hørelse,
at de hverken behøver blod eller land
for at høre guderne kalde.
Den, der svarer gudernes kald med hjertet, er asatro,
uanset hvordan og ad hvilke veje kaldet er hørt.

(S. 13) Min fremhævelse.

Tja, de gamles skik? Det kan for os jo kun være nordboernes skik, hvis vi skal kunne identificere os med den. Det er sandt nok, at dyrkelsen af forfædrene er temmelig universel – forskellen er, hvilke forfædre det er, vi dyrker, og hvordan. Religionen er nu en gang et fællesskab – dyrkelsen af forfædrene er dyrkelsen af de fælles forfædre, for et fællesskab skal nødvendigvis have klart definerede grænser. Den nordiske religion er ikke som buddhismen eller islam en abstrakt universel størrelse. Det er vor religion, vore forfædre, vort univers. Vi kan have mange ting til fælles med andre folks religion, også med afrikanske negerstammers. Men vi søger vor identitet og vor følelse af kontinuitet i vort eget definerede fællesskab, ligesom de andre hudfarver, Gotved omtaler, passende kan søge de samme værdier i deres verden. Ellers bliver det ikke ægte. Jeg kan ikke skabe den spirituelle forbindelse til min fortid, hvis der ved siden af mig står en neger, som vil skabe forbindelse til sine forfædre – eller – endnu værre – til mine forfædre.

Vi taler her om noget meget konkret. Den nordiske tro er ikke en abstraktion eller en universel filosofi, som kristendommen forsøger at være det – selv om den dog på alle måder er et rent jødisk forehavende, som jøderne dog afviste (1). Asatroen er en nordisk tro – den er de nordiske folks tro, og kun en sådan tro, der er rodfæstet i folket, kan give nogen mening i et religiøst univers, hvor man ikke søger en forløsning i et multietnisk efterliv (der ville være værre end helvede), men derimod i en spirituel kontinuitet med dem, der engang var, og dem, der engang skal komme. Den nordiske religion er en blodsreligion – og kun en sådan religion har nogen mening. Den er ikke forbundet med overnaturlige himmelnisser, paradis eller helvede. Som en klog, anonym mand engang udtrykte det: ”Tre gange ejer du evigheden: i din race, i dit folk og i dine børn!” Hvor stærk en blodsreligion er, ses bl.a. i den jødiske religion – nok den stærkeste religion jeg kan komme i tanker om.

Men lad det nu være. Jeg tror det var prisen for at blive anerkendt som trossamfund, for det skulle undre mig meget, om Gudrun ikke god ved det. Hun er bestemt ikke dum. Men hun skal jo også leve…

Gotved mener ikke, at man kan lære at være asatro, men at det skal komme indefra. Det er naturligvis meget rigtigt, men viden skal man jo have, og der kunne det måske være en god ide netop at ”gå til gode”. Men man kan også som en begyndelse læse hendes ganske glimrende bog. Hun gennemgår ikke de gamle sagn – de forudsættes nok bekendt – men hun præsenterer gudeverdenen, fortæller om aser, vaner og jætter, om livet, døden og nornerne, om vætter, fylgjer og forfædre, om Den ældre Edda, om funktionerne gode og vølve, om blót, rekvisitter og rituelle handlinger. Dertil kommer, at hun har en fylde af gode litteraturhenvisninger.

Gudrun Gotved siger selv, at hun føler sig særligt forbundet med ”de små”, med naturånderne, vætter, fylgjer og alfer. Og det er jo dem, man i dagligdagen kommer nærmest i berøring med. De er overalt. Gotved praktiserer selv også udesidning, dvs. man sætter sig ude i naturen og tilbringer natten der i meditation (for nu at bruge et moderne uord) for at komme naturånderne nærmere. Dette er en stærk religiøs oplevelse – og det er ikke tilfældigt, at kristendommen straks forbød udesidning (på linje med spisning af hestekød, der i førkristen tid var forbundet med ofring til guderne).

Hun gennemgår også en række ritualer, f.eks. bryllup, knæsætning, skilsmisse (der er god brug for et sådant ritual) og begravelse. Disse ritualer er meget vigtige, for kristendommens ritualer kan ikke bruges, hvis man er asatroende, og tro mig: ritualer skal der til i livet. Vi har det her til lands ikke så godt med det ceremonielle og højtidelige, og det er skammeligt. Det er en sans, vi må genfinde. Den danske folkekirke er nærmest blottet for ritualer, og den skammer sig nærmest over dem, der er, og forsøger med held at udvande dem. Den ortodokse kirke har bevaret sine ritualer – og der er mange, langvarige og indviklede. Men de har kraft. De øser både af en kirkelig og en folkelig til dels førkristen tradition. Kristendommen videreudviklede jo noget, der i forvejen eksisterede. Det var først Luther, der ødelagde kontinuiteten.

Endvidere beskriver hun blótet, som er en grundlæggende ceremoniel ofring i den nordiske tro – det gentagne ritual, når man fester. Blótet kan naturligvis praktiseres på mange andre måder, men jeg synes nok, at det vigtigt, at man bevarer en vis alvor. Man vil jo i kontakt med guderne – den allestedsnærværende natur. Og bagefter fester man, typisk ude i naturen. Men man skal stadig vide at vise denne natur respekt. Jeg finder, at man af mange grunde er på afveje, når man under disse festligheder afspiller rædselsfuld rockmusik for fuld udblæsning. Jeg finder, at der her er et modsætningsforhold mellem formen og blótets ideelle indhold – rent bortset fra, at støjen forstyrrer naturen og naturånderne. Den moderne verdens uting og dekadence hører ikke hjemme i nordisk tro og tanke. Det er et stilbrud af format – ligesom det er det at påkalde sig ”hvide krist” som sin foretrukne gud under ritualet.

Men man kan jo også ofte komme i den situation, hvor man ikke kan gennemføre et nordisk ritual, men gerne vil gå så langt, som situationen tillader. Netop den situation stod jeg selv i, da min mor døde i en moden alder af 89 år. Hun valgte at tage livet af sig, da Silkeborg kommune ville sende hende på plejehjem for at spare. Hun var ikke medlem af folkekirken og var ikke kristen, så vi havde kun sygehusets kapel til rådighed, men vi havde heller ingen emsig præst at skulle tage hensyn til. Blandt gæsterne var der imidlertid alle mulige mennesker fra nationalsocialister til indre missionsfolk. Alle skulle jo gerne have en god fornemmelse, og ingen måtte fornærmes, ligesom det hele ikke måtte udarte til et cirkus, der kunne føles fremmedartet og upassende til lejligheden. Det var jo lidt en udfordring. Bedemanden spurgte forsigtigt, hvem der skulle stå for ceremonien. Ja, det skulle jeg. ”Kan du godt det?” spurgte han forsigtigt. Det var jeg ikke i tvivl om, at jeg kunne. Min mor havde haft nogle få enkelte ønsker, nogle sange og salmer, et enkelt bibelsted fra Det Gamle Testamente – og jeg havde mine egne ideer. Så opgaven var at lave en syntese, der også tog hensyn til de tilstedeværende. Altså tog jeg fat i Gudrun Gotveds første bog om asatro og ritualer, og kirkens begravelsesritualer kender man i voksenalderen kun alt for godt. Jeg havde rigtig god glæde af Gotveds bog, for der er også tekster, som kan bruges til de forskellige ritualer. Bedemanden stod ikke langt væk, klar til at gribe ind, hvis noget gik galt. Da vi var færdige og kisten kørt afsted, kom han hen til mig og sagde: ”Det gjorde du sgu godt!” Ja, jeg ville også være blevet en god præst, men i folkekirken havde jeg ikke kunnet være mig selv bekendt.

Gudrun Gotveds bog kan på det varmeste anbefales alle med interesse for den gamle tro, også selv om de måske stadig er kristne. Det er en særdeles god indføring i et religiøst univers, som desværre er næsten ukendt i dag, men som er en del af vor kultur, og som fortjener mere opmærksomhed – også selv om man måske ikke kan eller vil gå hele vejen. Der kan hentes meget i den gamle tro. Til slut blot en enkelt tekst fra bogen, som alle desværre får brug for:

Til afsked:

Med sorg, savn
og smerte i sind
bøjer vi nakken
for nornernes bud.
En skæbne er slut,
og stille vi står
for sammen at sige
et sidste farvel.

Jeg tænker tilbage
på tiden, der gik,
og husker de stunder,
vi havde sammen.
Dit smil og de gode
glæder, du gav:
”Tak, fordi
du var den, som du var.”

Det er livets lod
at leve med døden,
og nornerne bestemmer,
hvornår det skal ske.
Hel synes streng,
men hun er samtidig nådig,
gi’r hvile og fred
og befrir for smerte.

Du kæmped’ den kamp,
som kun kan tabes,
og går nu den gang,
som de gamle gik.
Men skønt du er borte,
bli’r du iblandt os,
for længe vil lyse
og leve dit minde.

Følgende kendte vers fra Eddaen finder jeg bedre oversat således end hos Gotved:

Fæ dør, frænder dør,
selv du dør til sidst,
men ét ved jeg,
som aldrig dør:
Dommen over
død mands dåd.

Dette kan man passende sætte på min gravsten, hvis man kan samle penge nok sammen til en sten, der kan bære det!

P.S. Jeg finder det skændigt, at et dansk forlag kalder sig noget med BOOKS!

Povl H. Riis-Knudsen

***

Note

(1) »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« (Matt. 15,24). »Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: »Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.« (Matt. 10,5-6). Først da jøderne afviste ham og lod ham kortfæste, udvidede han sit virkefelt til ”alle folkeslagene”. (Matt. 28,18-19).